5 minute read

OVERGADEN SER FREM

I slutningen af januar kunne Overgaden på sin hjemmeside og diverse sociale medier offentliggøre nyheden om, at kunsthallens fremtid var sikret med et fornyet driftstilskud fra Statens Kunstfond fra 2024 til og med 2027, og at den hidtidige udfasning dermed var afblæst. En glædelig nyhed selvfølgelig, men for mange var det en nyhed i sig selv, at Overgadens fremtid overhovedet var truet, en kunsthal, der trods alt har eksisteret på Christianshavn i København siden 1986 og blandt mange andre har lagt lokaler til etablerede navne som Olafur Eliasson, Kirsten Justesen og Pia Arke, Adam Christensen og Lea Porsager, og som de senere år har gennemgået en omfangsrig renovering.

Hvordan kom det så dertil? Det startede i 2019, da det tidligere Projektstøtteudvalg for Billedkunst i Statens Kunstfond besluttede at udfase driftstilskuddet til både Overgaden og Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro i København. Det gjorde det blandt andet, fordi driftstilskuddet til de to kunsthaller i Kunstfondens optik lå skævt i forhold til projektstøttepuljen, som udvalget var sat til at uddele. Håbet var, at kommunen eller Kulturministeriet i stedet ville overtage forpligtelserne for driften af begge steder, sådan som det gælder for de fleste andre kunsthaller i Danmark. Med Den Frie, som allerede fik halvdelen af sin driftsstøtte fra Kulturministeriet, fandt man en fælles løsning, hvor støtten fra Statens Kunstfond blev sendt med over til Kulturministeriet. Men der blev ikke fundet en tilsvarende løsning for Overgadens vedkommende.

Advertisement

Benedikte Bjerre: StarryNight (detail), 2022. Direct bronze cast of bread in 24 parts. Lullin+Ferrari

Frem til den 30. april kan man se Benedikte Bjerres udstilling ’Vault’ på Overgaden.

Værre end troet

Rhea Dall, leder af Overgaden, tiltrådte først sin stilling i november 2020, altså mere end et år efter at udfasningen af driftstilskuddet var blevet besluttet:

”Det var altså en situation, som jeg overtog, og jeg har brugt en del tid på at finde ud af, hvad der var foregået,” siger hun.

Faktisk lå Overgaden under Kulturministeriet frem til 2002, hvor det overgik til Statens Kunstfond, hvilket der var tilfredshed med på begge sider, fordi det sikrede armslængde. Men nu skulle der potentielt argumenteres for, at Overgaden igen skulle ind under Kulturministeriet, den historiske støttegiver:

”Det krævede tid, men det var nogle underlige år med renovation, lederskift og nedlukninger på grund af COVID, og ingen – ikke engang det daværende Projektstøtteudvalg, tror jeg – kunne rigtigt forestille sig, at Overgaden reelt var lukningstruet, hvis man ikke fandt en løsning. Da jeg tiltrådte, kunne jeg se, at situationen var mere alarmerende, end man først troede, særligt fordi det langt fra var ligetil at overbevise Statens Kunstfond, Kulturministeriet eller Københavns Kommune om at tage et ansvar. Samtidig blev det klart, at den store opbakning fra private fonde, som Overgaden har oplevet de seneste år, ville bortfalde, hvis driftsstøtten forsvandt, fordi fondene typisk kun giver støtte, hvis den kan ligge ’ovenpå’ eller er i synergi med offentlige driftsmidler og dermed blåstempling,” siger hun. Det blev hurtigt klart, at Københavns Kommune ikke var interesseret i at overtage en så stor driftsstøtte. Umiddelbart var der heller ikke politisk opbakning til at påtage sig ansvaret i Kulturministeriet. Tidligere kulturminister Mette Bock havde blandt andet præciseret over for Statens Kunstfond, at der ikke kunne oprettes nye midler til de to kunsthaller, kun ”overtages midler” (som blev tilfældet med Den Frie), og i projektstøtteudvalget i Statens Kunstfond var man ikke umiddelbart indstillet på at omgøre sin beslutning, selvom man indså, at Overgaden ikke kunne drives videre uden driftsstøtten.

Mobilisering af netværk

”Derfor begyndte vi at holde møder med alle Overgadens støtter – organisationer, kunstnere og andre kunstprofessionelle – og samtidig forsøgte vi at synliggøre, hvor vigtig en brik, Overgaden er i det kunstøkologiske system. Vi har en lang historie med at løfte de nye kunstnere frem, som er etablerede i dag, og som vi har god opbakning fra. Og de blev jo bestyrtede, når de hørte, at vi stod over for en lukning. Det kom helt bag på de fleste, for vi havde med vilje ikke gjort det til en offentlig sag, da vi håbede på en diplomatisk løsning i samarbejde med

Statens Kunstfond, Københavns Kommune eller Kulturministeriet. Vi vidste dertil, at der ville komme et nyt projektstøtteudvalg fra starten af 2022, som ville kunne blive en mulig forhandlingspartner, der ville kunne kigge på den her sag med et nyt blik,” siger Rhea Dall.

Da det nye projektstøtteudvalg tiltrådte tog Overgadens ledelse umiddelbart kontakt og appellerede til en omgørelse af det foregående udvalgs beslutning:

”Når der ikke var fundet andre støttegivere, så var det jo reelt en mulig nedlukning, vi stod overfor. Vi – altså bestyrelsen og jeg – håbede, vi kunne undgå en mediestorm. Men vi aftalte med alle aktører, at de var parate til at tale vores sag i en situation, hvor vi måtte gå i pressen, i fald der ikke blev fundet en løsning på situationen,” siger hun.

Dialogen endte så heldigvis med, at det nuværende projektstøtteudvalg besluttede at standse udfasningen og forlænge driftstilskuddet med 2,4 millioner kroner årligt fra 2024-2027, der dog er en pæn nedgang i forhold til de nuværende 3,15 millioner kroner årligt.

Young-jun Tak: Chained, 2020. Resin, fiberglass, paper, glue 400cm Ø. Courtesy of the artist and Arts Council Korea. Commissioned and coproduced by the 11th Berlin Biennale for Contemporary Art. Installation view at the 11th Berlin Biennale, KW Institute for Contemporary Art, 2020. Young-ju Taks udstilling ’Doubt’ kan ses på Overgaden frem til 3. april. FOTO Silke Briel

Fokus på det kunstfaglige

”Der er en verden til forskel på at have en udfasningsordning hængende over hovedet, og så at have den aftale, vi har nu. I vores nuværende aftale står ikke noget om udfasning nogen steder, Overgaden kan se frem til at få fornyet støtten, når bevillingsperioden udløber, sådan som vi altid har kunnet. Samtidig er vi blevet opmærksomme på, at Statens Kunstfond ønsker, at vi snarest muligt flytter 'tilbage’ til Kulturministeriet, idet støtten fra Statens Kunstfond flyttes med over til departementet. På den måde ville ordningen ligne den aftale, der er blev lavet for Den Frie. Derfor bliver det vigtigt de næste år at have en tæt dialog med de kulturpolitiske ordførere og kulturministeren og italesætte vores vigtighed på det nationale plan. Og i den sammenhæng er det jo fint, at vi har fået mobiliseret vores netværk,” siger Rhea Dall.

”Overgaden er den eneste større kunsthal i Danmark, der har som hovedfokus at vise yngre eller nye kunstneriske stemmer. Det er helt særligt at være lanceringssted for så mange nye praksisser og på den måde være med til at mangfoldiggøre kunst i hele landet. Og det vil vi gerne plante både i publikums og politikeres bevidsthed,” siger hun.

Trods risikoen for at måtte lukke har Overgaden de seneste par år igangsat flere formidlingstiltag – for eksempel ny hjemmeside, en publikationsrække og nye faciliteter til det offentlige program af kunstnersamtaler, koncerter, workshops.

Rhea Dall glæder sig til at blive kunstfaglig igen efter en start, hvor politik og administration har betydet langt mere, end hun på forhånd havde tænkt sig:

”Den store opbakning, vi har mødt i arbejdet med at sikre Overgadens fremtid, tænker jeg, har tydeliggjort husets vigtighed for hele vores felt – hvilket også gør mig fortrøstningsfuld i forhold til at sikre de midler, vi har mistet. Den brede støtte er et unikt fundament at stå på de næste år. Jeg glæder mig til at sætte fuldt fokus på at tegne en profil for dette ’kunstnernes eget hus’, som har en uundværlig plads i fødekæden for nye stemmer og eksperimenter, så vi kan fortsætte med at vokse og give plads til nye generationer – og ikke mindst være spændende for publikum og give genlyd i hele det danske kulturfelt,” siger hun.

Fra Overgadens nyhed om fortsat driftstilskud den

23. januar 2023

Arbejdet for at sikre Overgadens fremtid har involveret en lang række støtter fra hele det danske kunstfelt, fra mange kunstnere og kunstfaglige til rektorerne ved kunstakademierne, museums- og kunsthalsdirektører, herunder Foreningen for Kunsthaller i Danmark (FKD), samt Billedkunstnernes Forbund (BKF) og Unge Kunstnere og Kunstformidlere (UKK). Den store opbakning fra et bredt kunstfelt har været essentiel i vores proces og understreger Overgadens vigtige rolle på den danske kunstscene, hvilket vi er både ydmyge over og taknemmelige for.

Har billedkunstnere noget som helst til fælles med topledere, virksomheder og større interesseorganisationer, når det gælder om at nå ud med sit budskab eller lange flest mulige varer over disken? Ja, mener kommunikationsrådgiver Troels Johannesen.

This article is from: