KVALITETSKUNST OG KVALITETSTID

Det er en romantisk og lettere asocial forestilling, at en kunstner kan være helt i fred – en forestilling om kunstnerisk autonomi som stilhed, at være i fred, at være uforstyrret.

Kunstnerisk kvalitet er i disse senvinterdage, hvor dette skrives, et af de vigtigste kriterier, når jurymedlemmer læser ansøgninger om optagelse på kunstskoler, om arbejdslegater, om ph.d.-stipendier i kunstnerisk forskning. Jeg bliver optaget af kunstnerens og kunstens afgrænsningslogikker, hver gang kulturpolitikkens udpegede uddeler hædringer, udgiftsdækning og plastre på såret (det evigt blødende, eller bare: kassekreditten).

Men hvordan udmønter kvalitet sig? Kvalitetsbestemmelse er en del af en større, lokal og diskriminerende logik, der foretrækker visse parametre i den kunstneriske praksis og slører andre. Her sættes grænser op: hvornår er det kvalitetskunst, og hvornår er det stiløvelser, hvad er tydeligt, og hvad er u-tydeligt, hvornår er det tydeligt nok kunstnerens egen kvalitetskunst, og hvornår er det bare en del af et miljø eller en større social praksis? Og er sociale praksisser og kunstnerisk formgivning af liv egentlig noget, man kan skimte nogen form for kvalitet i? Kvalitetsdommen kalder på adskillelsens praksis: noget er stærkere/smukkere/mere aktuelt end andet, nogle kan bedre end andre, noget er forgrund og andet er baggrund, nogle er kunstnere og andre er assistenter, malere, trykkere, kærester, bedsteforældre. Kvalitetskrav skaber eller hindrer adgang.

Jeg tænker, at kvalitet har noget med fortætning af kunstnerisk udtryk at gøre: at konceptet eller de formelle greb står klart frem. Klarhed kræver et allerede uddannet eller trænet blik, konceptuel klarhed er lig kvalitet. For nogen, måske især i Danmark i disse år, har kvalitet også med et forfinet håndværk indenfor en afgrænset kunstnerisk genre at gøre (og dette sættes retorisk i modsætning til skældsordet akademisering, om end det er to former for skoling, der skaber forskellige kunstneriske udtryk). Hvad der bestemmes som kvalitet er ikke universelt. Langt nærmere er kvalitetsdommen situeret i en lokal kunstforståelse: kunstens kapacitet til at være enten syntetiseret skønhed, irriterende refleksionsudløser, konceptuel skarphed, social forandring på en nytænkende måde etc.

Ikke let at have tid

Jeg tænker det sådan her: ligegyldigt om vores kvalitetsforståelse beror på for eksempel en konceptuel fortætning eller en håndværkslig virtuositet, så forudsætter det lokale kvalitetsbegreb i Danmark, at kunstneren eller kunstnerspiren har tid. Det er en romantisk og lettere asocial forestilling, at en kunstner kan være helt i fred – en forestilling om kunstnerisk autonomi som stilhed, at være i fred, at være uforstyrret. Jeg tænker at forestillingen om at have tid er en überbleibsel fra Goethes løfte om verweilen, at kunne dvæle under den kunstneriske skaben, kvalitet som et vidnesbyrd om en klassebaseret dvælen (hvem kan tage sig tid før påbegyndt uddannelse, før udbetalt legat?). At kunstnerisk kvalitet forudsætter en fortætning af brugt tid, er også et løfte om, at kunstneren har gjort sig umage, og det har en pietistisk bismag. Hvad vil det egentlig sige at gøre sig mage, at gøre sig til en af de mange, at blive en ensartet deltager i stedet for en fra-flokken-udskilt, en u-mage?

Fordi kunstneren enten forvalter sin tid alene som freelancer eller i umage koordination med et moneyjobog/ eller en dagpengemodtagerpraksis, er det ikke let at have tid. Min kollega Nicklas Freisleben Lund, forsker ved Syddansk Universitet, taler om en privilegeret prekaritet blandt kunstnere: vi ved, at kunstnere ikke nødvendigvis er uden papirer, uden permanent opholdstilladelse eller uden uddannelse (derfor relativt privilegerede), men at kunstnere alligevel er strukturelt usikre, fordi kunstøkonomier er ustabile, de bygger ikke på lønarbejdets logik og rytmik. Kunstneren er uden fast arbejde og alligevel på overarbejde. Der er sjældent råd til at arbejde koncentreret bare med at lave kunst (det kan selvfølgelig gavne enhver kunstnerisk praksis, såvel som andre arbejderes praksis, også at arbejde med mennesker, med rengøring eller med skrald, indimellem, men gid kunstneren selv kunne bestemme hvornår). Kvalitet kræver masser af tid. Kollektiv kvalitet kræver endnu mere. Tid sammen med andre, i kollektiv produktion, i kollektiv produktion af kvalitetskunst, er ikke mindre krævende: at koordinere tiden med andres hente-bringe aftaler, deres småbørns sygedage og deres teenageres forældre- konsultationer, deres øvrige samarbejder og individuelle, sideløbende projekter. Skriver kollektivt arbejdende kunstnere i deres ansøgninger, at de gerne vil bede om 15 procent yderligere arbejdslegat eller 20 minutters yderligere udsættelse af dommen om, hvorvidt et værk eller en praksis er af ’højeste kunstneriske kvalitet’?

Åh, giv lige lidt mere kvalitetselastik, for to af de andre i kollektivet svarer ikke regelmæssigt på mails, for nogen bliver gravid, for nogens far ligger for døden, og der er ingen, der har ordnet en slags økonomisk understøttelse til livsbesværligheder eller -berigelser (levet liv omkring kunstnere) hinsides lønarbejdet, og livsomstædigheder fylder proportionelt mere i et kollektiv.

Kvalitet strør sig ikke regelmæssigt ud over en livslang kunstnerisk praksis. Nogle gange fortættes kvaliteten, og et stort arbejdslegat ramler sammen med et ph.d.-stipendium og en perlerække af udstillinger og ditto anmeldelser. Kunstneren har knap tid til at modtage al den hæder. Når det øsregner med be-/aflønning over kort tid, er det svært at adskille kunstnerisk kvalitet fra hype. Den slags kvalitetsfortætning er nu de færreste forundt, uanset deres evner, øvelse, deres genrekompetencer og deres professionaliserede CV’er, endsige al den kvalitetstid, de har tilbragt med kunstproduktion.

Cecilie Ullerup Schmidt

Adjunkt og vicecenterleder i Ny Carlsbergfondets forskningscenter Kunsten som Forum, Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, og aktuel med pamfletten ’Produktionsæstetik. En feministisk arbejdskritik mellem kunst og liv’ udgivet af Laboratoriet for Æstetik og Økologi. Cecilie har arbejdet med performancekunst og kuratering, undervist i en årrække på Universität der Künste i Berlin og er medlem af Københavns Kommunes Scenekunstudvalg.