SKAT VINDER SAG OVER BKF-MEDLEM

Billedkunstnere, der driver erhvervsmæssig virksomhed, kan normalt fratrække de udgifter, der er forbundet med indkomsterhvervelsen. Det kan for eksempel være udgifter til atelier og materialer, der indgår i den kunstneriske produktion. Hvis den kunstneriske virksomhed er overskudsgivende, vil der normalt ikke være problemer med at fratrække udgifter, der er med til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten fra den kunstneriske virksomhed. Omvendt forholder det sig, hvis den kunstneriske virksomhed er underskudsgivende over en længere årrække. Her vil skattemyndighederne ikke sjældent indtage det standpunkt, at kunstneren ikke driver en erhvervsvirksomhed i skattemæssig forstand. I så fald kan underskuddet ikke fradrages i anden personlig indkomst, som kunstneren måtte erhverve.

Østre Landsret har den 8. december 2022 haft denne problemstilling til pådømmelse. Sagen handlede om billedkunstner Anette Abrahamsson, der var ansat som professor ved Kunstakademiet. Det var en forudsætning for ansættelsen, at billedkunstneren under hele sin ansættelse opretholdt sin egen kunstneriske praksis. Professoren havde i en årrække underskud ved sin kunstneriske virksom- hed. Disse underskud havde professoren fratrukket i øvrig personlig indkomst – det vil sige lønindkomsten som professor.

SKAT var af den opfattelse, at underskuddene ikke kunne fradrages i anden personlig indkomst, da kunstnervirksomheden ikke blev drevet som erhvervsvirksomhed i skattemæssig forstand. SKATs afgørelse blev stadfæstet af både Landsskatteretten og byretten.

Professoren ankede byrettens dom til landsretten, der imidlertid stadfæstede dommen, men med en anden begrundelse end byretten. Professorens påstand var, at skattemyndighederne skulle anerkende, at kunstnervirksomheden var erhvervsvirksomhed i skattemæssig forstand, og at underskuddene i de enkelte indkomstår kunne fradrages i anden personlig indkomst. Højesteret havde i en dom fra 2013 anerkendt, at når en kunstnervirksomhed var en forudsætning for en lønnet ansættelse, så ville der undtagelsesvis være grundlag for at tage lønindtægten i betragtning ved bedømmelsen af kunstnervirksomhedens rentabilitet. Det var professorens opfattelse, at dette princip fandt anvendelse i sagen, og at det på den baggrund skulle anerkendes, at virksomheden var erhvervsvirksomhed i skattemæssig forstand.

Landsretten fastslog i sin dom, at vurderingen af, om professorens kunstner- virksomhed kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende, navnlig beroede på en vurdering af virksomhedens rentabilitet og intensitet. Landsretten lagde til grund, at det var vilkår for professorens ansættelse som professor ved Kunstakademiet, at der blev opretholdt en ’kunstneriske praksis’. Landsretten fandt imidlertid ikke, at der var grundlag for at forstå udtrykket ’kunstnerisk praksis’ på en sådan måde, at Kunstakademiet stillede krav om, at professoren skulle udøve den kunstneriske virksomhed på en bestemt måde, herunder på en sådan måde at der skulle afholdes udgifter til eget atelier, materialer og rejser m.v. for fortsat at være ansat som professor. På den baggrund fandt landsretten, at der ikke var en sådan sammenhæng mellem ansættelsen som professor ved Kunstakademiet og den kunstneriske virksomhed, at der var grundlag for undtagelsesvis at tage lønindkomsten i betragtning ved bedømmelsen af, om kunstnervirksomheden var erhvervsmæssig i skattemæssig henseende.

På baggrund af oplysningerne om indtægter og udgifter i professorens virksomhed gennem en årrække, konkluderede landsretten, at virksomheden ikke opfyldte kravene til rentabilitet og intensitet. Professoren kunne derfor ikke fradrage underskuddene i anden personlig indkomst.

Endelig fandt landsretten, at professoren heller ikke havde fradragsret for udgifterne som et lønmodtagerfradrag.

For de af BKF’s medlemmer, der har ansættelse på kunstakademier og kunsthøjskoler, og hvor det er en forudsætning for ansættelsen, at der under ansættelsen udøves kunstnerisk virksomhed, er det af stor betydning, at den kunstneriske virksomhed ikke udviser underskud. Hvis det er muligt, bør udgifter så vidt muligt aktiveres. Herved opnås fradrag ved efterfølgende salg af værker i form af en højere anskaffelsessum. Ved formuleringen af ansættelsesaftaler bør det også præcist beskrives, at den kunstneriske virksomhed er en forudsætning for ansættelsen. Desuden bør der i ansættelsesaftalen være en præcis beskrivelse af, hvilke udgifter ansættelsesstedet kræver afholdt af den ansatte. En sådan præcis beskrivelse i en ansættelsesaftale vil muligvis kunne anvendes som løftestang i en skattesag, hvor skattemyndighederne som udgangspunkt vil nægte fradrag for underskud.

Sekretariatschef i Billedkunstnernes

Forbund Klaus Pedersen siger: medlemmer, i samme situation, er BKF rigtig ærgerlig over, at det ikke lykkedes at få medhold i sagen. Selvom der i forbindelse med en ansættelse på for eksempel en højskole, billedskole, uddannelsesinstitution eller i andre sammenhænge stilles krav om en aktiv kunstnerisk praksis, vil det fortsat være svært for billedkunstnere at opnå fradrag for en række almindelige udgifter i deres kunstneriske virke.”