mulighedernes by NEW YORK Pernille Skovbjerg flyttede i starten af marts 2011 til New York sammen med sin mand. Hun arbejder nu for Opening Ceremony og blogger fra tid til anden om sin nye hverdag på www. jegerjoligeher.dk. I denne udgave af blogpaper fortæller hun om hvordan hendes fascination af New York startede og funderer over, om byen indtil videre har levet op til hendes forventninger. Tekst JegErJoLigeHer Foto JegErJoLigeHer
E
ngang i midten af gymnasiet, så jeg filmen Smoke med Harvey Keitel og William Hurt i hovedrollerne. Det var ud på eftermiddagen og der var engelsk på skemaet. Jeg har højst sandsynligt været rimeligt ukoncentreret og i tankerne allerede været på vej ned i kantinen, hvor man kunne købe nogle uhørt gode chokoladeboller. I dag kan jeg dårligt komme i tanker om, hvad filmen handlede om, men jeg kan tydeligt huske, at jeg tænke: “New York! Der skal jeg over!”
udforsket både Asien, Afrika og Australien, så er de fleste af mine sparepenge gået til rejser New York tur/retur. Så det er ikke underligt, at jeg ofte er blevet stillet spørgsmålet: “hvad er det EGENTLIG du er så fascineret af ved New York?!” Tjaeh… Jeg tror faktisk at det er ret simpelt. I New York har jeg fra et tidligt tidspunkt oplevet en ganske særlig følelse af, at alting kan lade sig gøre. En fornemmelse af, at jeg kan få ting til at ske. Det er jo nok en følelse der bor indeni én, men i New York har jeg oplevet, at den i særlig grad har fået lov at komme til udtryk. Måske derfor holder jeg rigtigt meget af sangen Empire State of Mind. Ja, jeg får stadig kuldegysninger af teksten:
New York, concrete jungle where dreams are made of There’s nothing you can’t do Now you’re in New York These streets will make you feel brand new Big lights will inspire you Hear it for New York
Først kort efter jeg var blevet student, fik jeg lejlighed til at tage af sted for første gang. Jeg rejste sammen med min kæreste og selvom vi boede i gudsforladte Midtown, lige ved siden af Madison Square Garden og ikke var i noget der ligner nærheden af de områder, som jeg i dag holder mest af i byen, så rejste vi begge hjem med fascinationen intakt. Ja, jeg husker tydeligt hvordan vi havde fundet en solrig plet i Central Park og min kæreste drømmende sagde: “Tænk hvis man boede her. I New York!” Siden den første tur i 2005, har jeg været tilbage flere gange. En enkelt gang alene i en måneds tid (det var noget med: “Pernille skal ud og erobre verden og det skal rime på Carrie Bradshaw” Andre gange på kortere ferier med min kæreste og senest i 2009, hvor vi boede i SoHo i tre måneder. Det er måske overflødigt at sige, at jeg ikke ligefrem har overrendt verdens andre kontinenter og i modsætning til mange af mine veninder, som har
“Pernille skal ud og erobre verden og det skal rime på Carrie Bradshaw”
Men okay… En ting er jo at besøge New York på et turistvisum, leve det fede liv og bruge så mange penge på sko, tøj og lækre middage, at Carrie Bradshaw ville være stolt. En anden ting er at bo her, have et 11-20 job og en del mindre tid og energi til at “få ting til at ske”. Og hvordan er det så?! Jo, det er bestemt noget helt, helt andet. Der er en kæmpe forskel mellem at tage på ferie i et andet land og rent faktisk at flytte derhen. Set i bakspejlet, så sad følelserne rimeligt ofte udenpå tøjet de første par måneder vi boede her og små kulturforskelle kunne let give anledning til store frustrationer. For naturligvis er der både små og store forskelle, som man på ingen måde oprigtigt kan forudse eller forstå før man rent faktisk er flyttet. Bare det at skulle formulere sig konstant på et andet sprog end ens modersmål er en udfordring. Og jeg er altså okay til engelsk (selvom jeg var lidt søvnig den eftermiddag i gymnasiet, hvor Smoke var på skærmen). Det er også lidt af en tilvænningssag, pludselig at få under det halve i løn af hvad jeg fik i mit sidste job i Danmark, og det hvor ofte jeg så end fortæller mig selv at “man jo skal starte et sted”.
Og nå ja, så er der de små ting, som alt efter mit humør den pågældende dag, er enten drøn irriterende eller lidt komiske. Hæderligt rugbrød er ikke til at opdrive, en støjende air conditioner er et nødvendigt onde om sommeren, i Bushwick, hvor jeg bor, kan jeg ikke gå udenfor døren uden at få op til flere lumre “hey sexy” med på vejen (i Williamsburg eller på Manhattan er der sjovt nok ingen der har behov for at slynge om sig med komplimenter) og så er der hierarkiet på arbejdet, hvor ens overordnede rent faktisk bliver overraskede hvis man foretager sig noget som man ikke direkte har fået besked på at gøre. Hvad så med fascinationen af New York? Er den stadig intakt på trods af hverdag og det der følger med den? Åh ja, i dén grad! Jeg kører dagligt over Williamsburg Bridge og fra den har jeg udsigt til både Empire State Building og Statue of Liberty og jeg skulle hilse og sige, at når jeg engang imellem lige kigger op fra mit eksemplar af The New Yorker eller Time Magazine (ja, jeg er blevet én af dem der absolut må have noget at læse i på toget), så får jeg altid et sug i maven af spænding og stolthed. Jeg bor i NEW YORK!
Pernilles
7
råd til, hvis man skal begå sig i
NEW YORK
1. 2. 3. 4. 5. 6. 7.
be aware of ...
At give drikkepenge er ikke en valgmulighed, men almindelig høflighed. At give gode drikkepenge kommer ikke skidt igen. Om ikke andet så på karma-balance
Selvom man næsten altid er omgivet af andre mennesker i New York, er det nemt at komme til at føle sig ensom. Gør dig bevidst hvem der er dine gode venner, både i Danmark og i New York og pas godt på de relationer som er værd at samle på. Og er du i tvivl, så stol på din mavefornemmelse.
I en by som New York sker der noget konstant. Lær at slappe af og at sige nej til ting - Og ha´det godt med det samtidigt. Det er sværere end det lyder, men meget vigtigt hvis man vil undgå høj puls og lejlighedsvis underlæbe-bævren grundet stress.
I New York er det kun turister der slentrer. Alle andre går hurtigt (og tilsyneladende helst med en ice latte i hånden). Hvis du bevæger dig i turist-tempo eller endda stopper op på fortovet, så sørg for at holde dig ude i siden. Ellers får du næsten med garanti et irritabelt “excuse me” med på vejen.
Der er beskidt i New York. Jo, der er mere rent i Soho end i Bushwick, men der er stadig beskidt. Og der er rotter. Og kakkerlakker. Og nogle gange bed bugs. Arbejd med dine fobier og lær at tage de nødvendige forholdsregler, så du slipper for unødigt kryb i dit hjem.
Generelt er folk vældigt høflige og hjælpsomme i New York. Der bliver sagt “thank you” og “I’m sorry” utroligt tit, men omvendt kan folk også være ekstremt overfladiske og til tider direkte ubehøvlede. Som min veninde sagde: “Don’t take it personal - people here are rude, and it has nothing to do with you. Learn to grow a thick skin!”
Det der med “hi, how are you, how’s it going?!”, som man bliver mødt med hvor end man går hen... Det er ikke et spørgsmål, men en hilsen. (Så lærte man ligesom det efter et par gange hvor man forvirret svarede en vildfremmed hvordan det stod til!)