FLATS HOLDER HVERT ÅR
Jeg er en af de rigtig mange kvinder, som vil være med til at skrive under på, at sko er fantastiske! Sko skaber outfits, siger noget om hvem man er, det humør man er i og sidst, men ikke mindst, så er sko ligeglade med den sidste pizza man spiste – de passer alligevel. Det er forskelligt, hvilke skotyper, som vi hver især nærer størst kærlighed til og på trods af, at jeg personligt gerne ville kunne give den gas, som Carrie Bradshaw, med mindst 10 cm. syle på fusserne, så er høje hæle ikke min yndlingsmodel. Min hverdag passer ikke til den type sko – jeg står og går meget og har brug for at kunne koncentrere mig om andet end at have ømme fodballer. Flats derimod – eller ‘ballerinaer’, som mange også vælger at kalde dem – har en stor plads i mit hjerte og jeg tilføjer gerne nye venner til samlingen, så jeg bedre kan udtrykke mit humør eller min stil. Til gengæld, skal der virkelig meget til før jeg skiller mig af med dem igen og således har jeg altså med tiden opbygget mig en anseelig samling af flade favoritter, hvoraf jeg vil vise nogle af dem frem i denne artikel. De knaldede og de klassiske Der er selvfølgelig ingen der siger, at man behøver at have mange par flats (eller sko
i det hele taget) for at kunne udtrykke sig selv, men jeg kan godt lide, at jeg har noget at vælge imellem. Når jeg køber nye flats, så vurderer jeg inden købet, om de er knaldede eller klassiske. De knaldede er dem med gang i. Glitter, sløjfer, mange farver osv., og som måske kræver lidt mere omtanke i forhold til resten af outfittet. De klassiske giver vel næsten sig selv. De er ensfarvede, har et tidløst print som fx. leopard og går til mange ting. De er konstante og holder sæson efter sæson. Jeg sørger for ikke at købe alt for mange af de knaldede. Dyre og billige De fleste af mine dyre flats-køb er klassiske. Jeg har intet imod at give en god sjat penge for kvalitetssko, så længe jeg ved, at det vil være nogen jeg kan bruge længe. Dog køber jeg aldrig sko, sådan helt generelt, der ikke er i læder eller andre åndbare materialer. Mine fødder skal have det godt og det har de ikke i syntetiske materialer. Jeg shopper mine flats i både highstreetkæder som fx. Topshop og H&M, men min samling inkluderer også eksemplarer fra bl.a. Gucci, Louis Vuitton og McQueen. Passer til det meste og et tip til en bedre holdning i flats Jeg vil derudover også vove den påstand, at flats faktisk passer til det meste i en kvindes garderobe. Hvad enten det er jeans, shorts, nederdele eller kjoler – korte som lange. Gallakjolen er nok undtagelsen, hvor man sjældent ville vælge den helt flade sko. Så find endelig jeres flats frem og giv den gas – de er ‘always in style’ og der er vanvittigt mange fine eksemplarer på markedet lige nu. Hvis man bekymrer sig om at ens holdning kan blive for sammenfaldet, så køb evt. nogle kileindlæg (jeg har nogle i silikone fra TipToe, som er behagelige og gode). De er med til at stramme læggen lidt og ens holdning rettes op. Lidt ligesom med høje(re) sko.