4 minute read

Boligafdelinger med grøn samvittighed

Tema: Bæredygtige boliger – hvordan?

Boligafdelinger med grøn samvittighed

Hvem vil ikke gerne bo i en bæredygtig boligafdeling? Klima- og miljøindsatser er på dagsordenen i mange boligselskaber – og der er mange måder at gribe det an på.

Tekst: Katrine Vestermark Køber, kako@bdk.dk

Driftsmedarbejderne fra Boligselskabet Nordkysten får hjælp fra to store dampmaskiner, når der skal bekæmpes genstridigt ukrudt.

Espergærde:

Damp giver ukrudtet kamp

For to år siden tog organisationsbestyrelsen i Boligselskabet Nordkysten en beslutning om, at driften skulle stoppe brugen af kemikalier, der skader jorden og grundvandet. Opgaven med at finde kemikaliefri ukrudtsmidler landede hos driftsleder Laurent Bloch. Han undersøgte flere muligheder, blandt andet damp, skum (med miljøvenlig sæbe) og afbrænding. Løsningen blev dampende varmt vand, da skum var en forholdsvis dyr løsning, og da afbrænding blev for risikabelt i forhold til de mange hække og redskabsskurer i boligområderne.

“Vi bekæmper alt slags ukrudt, eksempelvis mellem fliserne og under hække, ved at sprøjte damp ud på planterne,” fortæller Laurent Bloch. Han lægger dog ikke skjul på, at arbejdet tidligere gik hurtigere, da særligt genstridige planter kræver to-tre behandlinger, før man har fået bugt med dem. Det er også vigtigt, at ukrudtsplanterne ikke får lov at vokse sig for store.

“Men det er godt for miljøet, og derfor synes jeg, at behandling med damp er bedre,” fastslår Laurent Bloch.

Boligselskabet Nordkysten har erhvervet sig to maskiner, der hver især vejer 950 kg og derfor køres rundt med en traktor. Dampen er også velegnet til at rense skilte og bænke, og udstyret er nemt at håndtere. Alt i alt en kemikaliefri løsning, som Laurent Bloch varmt kan anbefale. “Vi er glade for vores maskiner, men hvis man vil finde flere miljøvenlige metoder vil jeg opfordre folk til at undersøge markedet i samarbejde med driften, da der er en rivende udvikling i gang,” afslutter Laurent Bloch.

Skraldeskattejagt for børn og voksne

Sortering af affald i flere og flere sektioner bliver mere og mere udbredt over hele landet. Og det behøver ikke at være kedeligt at indføre nye affaldsvaner. I Boligselskabet Birkebos boligafdeling 3 Skolebakken afholdt bestyrelsen en festdag med lagkage og skåltaler, da de i maj 2021 åbnede de nye affaldssorteringsanlæg. “Det var en dejlig dag, hvor vi fik introduceret beboerne til vores nye molokker (nedgravede affaldsbeholdere, red.),” fortæller bestyrelsesformand Birgitte B. Petersen og tilføjer, at ca. 70 % af boligerne var repræsenteret.

Efter tale og afklipning af det røde bånd om molokkerne afholdt boligsocial medarbejder Simon Svan Thomsen en skraldeskattejagt, hvor beboerne fik udleveret poser og tænger: “Jeg havde gemt 35 stykker affald på fællesarealerne, men beboerne blev så ivrige, at de kom tilbage med tre gange så meget affald,” fortæller Simon. Bagefter sorterede han affaldet sammen med børnene, mens forældrene så på.

“Vi ville gerne gøre børnene til ambassadører, da de er rigtig gode til at lære de voksne, hvordan man skal sortere skraldet,” fortæller Birgitte B. Petersen. Og indsatsen har virket: Beboerne er blevet rigtig gode til at sortere korrekt.

Bestyrelsen har også sat en informationstavle op i nærheden af molokkerne. Når der er nyt om affaldssortering, hænger de det op her. Ligesom der også er billeder af, hvordan sorteringen foregår. “Tavlen viser også vej til den kommunale storskraldsordning, for vi opfordrer beboerne til at give ting, der stadig kan bruges, videre til andre,” slutter Birgitte.

Boligsocial medarbejder Simon Svan Thomsen (i midten) var imponeret over børnenes store indsats til Skolebakkens skraldeskattejagt.

Helsingør:

Sol over Røntofte

Da tagene alligevel skal skiftes inden for en overskuelig årrække, besluttede afdelingsbestyrelsen at installere solceller. Derfra voksede ambitionerne til et mere omfattende energirenoveringsprojekt.

Ambitionerne er skyhøje i Andelsboligforeningen Røntoftes boligafdeling 4, der rummer 25 parcelhuse fra 1954. Og netop husenes alder og beskaffenhed var med til at støbe fundamentet for det ambitiøse energirenoveringsprojekt, som afdelingen har kastet sig ud i. Tagene skal nemlig skiftes inden for en overskuelig periode, og “når vi nu gør det, kan vi jo lige så godt installere solceller på dem,” fortæller afdelingsformand og hovedbestyrelsesmedlem Klaus Kesje.

Fra almindelige solceller voksede ambitionerne om et egentligt energifællesskab i boligafdelingen: “Vi vil gerne bo i en boligafdeling, hvor vi er mere eller mindre selvforsynende angående strøm, men hvor vi også har et godt indeklima i boligerne, en delebilsordning med elbiler og hvor vi opsamler og bruger regnvand til at dække en del af vores vandforbrug,” fortæller Klaus Kesje og pointerer, at Boligkontoret Danmark hele vejen igennem har bakket op som en uundværlig samarbejdspartner i projektet.

Boligafdelingen er nu i gang med en foranalyse, der skal afklare præcis, hvordan energifællesskabet kan opbygges, men forventer at kunne starte med at udskifte tagene allerede til maj. De tekniske løsninger findes nemlig allerede. Det gælder også for de batterier, hvor strømmen skal lagres. Batterierne er en central del af projektet: Både så energien kan lagres og bruges, når solen ikke skinner, og så projektet hænger sammen økonomisk. Boligafdelingen vil nemlig sælge batteriplads (en såkaldt batteri-buffer-kapacitet) til el-nettet. Beboerne vil få en huslejestigning, men vil til gengæld kunne spare på energiforbruget til strøm og varme, der med de nuværende priser nok vil kunne mærkes.

“Desuden bliver projektet et vigtigt indspark til den grønne omstilling, og de erfaringer vil vi gerne dele ud af, så andre også kan komme i gang,” afslutter Klaus Kesje.

This article is from: