5 minute read
Fremtidens bofællesskaber
Tema: Fremtidens fællesskaber
Foto: Bovieran Danmark A/S
Tekst: Karina Lauridsen, kala@bdk.dk
Undersøgelser viser, at stadig flere danskere ønsker at bo sammen med andre i bofællesskab. Alene blandt seniorerne overvejer hele 80.000 at flytte i seniorbofællesskab, som er en attraktiv boform målrettet de +50-årige, hvor fællesskabet i dagligdagen er i højsædet. Årsagen er klar – vores livskvalitet vokser, når vi trives sammen med andre. Derfor pibler det også frem med opførelsen af en lang række nye bofællesskaber rundt om i landet. Vi har sat spot på nogle af de mere spektakulære, som sætter rammerne for fremtidens bofællesskaber.
Som at bo ved rivieraen?
Bovieraen er et svensk koncept for seniorbofællesskaber, som er bygget op om en stor glasinddækket vinterhave, der udgør selve hjertet i bofællesskabet. Her dyrkes fællesskabet året rundt. Planterne i vinterhaven er nøje udvalgt for at skabe et harmonisk og fredfyldt miljø i et klima, der minder om den franske riviera og derfor aldrig kommer under 10 grader. Der er tale om ejer- eller andelsboliger, som i dag findes fire steder i Danmark, og flere er på vej.
Foto: KANT Arkitekter A/S/Boligkontoret Danmark
Foto: Dimension Design / Himmerland Boligforening
Bofællesskaber med klar profil
Kant Arkitekter har i samarbejde med Boligkontoret Danmark gentænkt den måde, vi lever og bor på og især måden, vi knytter fællesskaber på. Det har resulteret i visionsprojektet Almanakken, som er inspireret af opbygningen af ældgamle kinesiske fortbyer ‘Toulou’. Med spændende naturlige overgange fra det private til det fælles inviterer det cirkulære bofællesskabskoncept automatisk beboerne til flere forskellige fællesskaber både i og uden for egen ‘klynge’. Himmerland Boligforening har de seneste år arbejdet med klare profilkoncepter inden for bofællesskaber. Som bygherre sætter de en klar vision fra starten af, eksempelvis med fokus på kulturliv eller bæredygtighed. Her vises tagboligfællesskabet på Fyrkildevej i Aalborg – et byggeprojekt i samarbejde med Realdania, der er målrettet folk over 50 år, som ønsker at fortsætte med et aktivt liv langt ind i den tredje alder, herunder også et fortsat aktivt arbejdsliv. Indflytning forventes
Almanakken viser nyt byggekoncept for bofællesskaber
til marts 2021.
Foto: Vandkunsten/KAB
Ovalen satser på mangfoldig beboersammensætning
Ovalen er et +55 bofællesskab i Roholmparken i Albertslund, som opføres af KAB og Boligselskabet AKB i samarbejde med Realdania. Ambitionen er at skabe rammerne for en mangfoldig beboergruppe med blandet social og erhvervsmæssig baggrund og en balanceret fordeling mellem par og singler, mænd og kvinder. Åbenhed er også i højsædet. For alle fællesrum gælder det eksempelvis, at facaden kan åbnes op, sådan at fællesskabet kan trækkes udenfor, og man kan invitere naboer på tværs i kvarteret indenfor til fælles aktiviteter. Indflytning i 2022.
Foto: RUM og ERIK Arkitekter/ Brabrand Boligforening
Bofællesskab for flere generationer
Til efteråret flytter de første ind i Generationernes hus på Aarhus Ø. Det er Aarhus Kommunes og Brabrand Boligforenings moderne bud på et bofællesskab, der huser flere generationer under samme tag. Med en blanding af ungdomsboliger, familieboliger, handikapboliger, ældre- og plejeboliger og en daginstitution kan man med rette sige, at her er tale om et hus, der rummer ‘hele livet’. Bebyggelsen skelner mellem de større naboskabsboliger og de mindre bofællesskabsboliger, der til gengæld har større fællesareal. Som en by i byen vil Generationernes Hus med sine små gader og lokale torve give plads til naboskab og samvær på tværs af alle aldre og livssituationer.
Foto: Thomas Brolyng Steen/KAB
Flygtninge og studerende dyrker jorden og hinanden
I Roskilde Nord Boligselskabs nye bofællesskab i det naturskønne Tune uden for Roskilde bor flygtninge og danske studerende side om side. Det er KAB, der sammen med boligselskabet gerne ville udvikle en socialt integrerende boform. Midt i bofællesskabet ligger et stort drivhus, der også fungerer som fælleshus. Og netop det at være fælles om at dyrke noget i drivhuset eller i den store fælles nyttehave er et væsentligt omdrejningspunkt for alle i bofællesskabet.
Hvis du skulle bo i et seniorbofællesskab, hvordan ville du så foretrække at fællesskabet med naboerne kom til udtryk?
30%
Fællesskab 70% prioriteres højst Individualitet prioriteres højst
Ku’ du bo i bofællesskab?
Selvom interessen er stor, er bofællesskabsformen ikke for alle. For netop at blive klogere på, hvem der efterspørger især seniorbofællesskaber, og hvad de lægger vægt på, har vi i Boligkontoret Danmark i sommeren 2020 foretaget en større landsdækkende undersøgelse.
Kvinderne i front, men mændene godt på vej
Næppe overraskende er det især kvinder, der finder bofællesskabsformen mest interessant, men mændene er godt på vej. Hvor 57 % af de kvindelige respondenter i undersøgelsen fandt, at seniorbofællesskaber er en boform, der i høj grad tiltaler dem, er det samme gældende for 44 % af de mandlige respondenter.
Blandt de interesserede kvinder er der stort set ligelig fordeling mellem enlige og par, mens der er en klar overvægt af ikke-enlige mænd blandt de interesserede i bofællesskabsformen.
Ellers er den ‘typiske’ interesserede mellem 55 og 74 år gammel og bor i dag i ejet hus.
Og så stopper vi ellers med at fokusere på alderen. For det er ikke alderen, der er kittet i et bofællesskab. Det er derimod det, man er fælles om i dagligdagen. Her hitter især almindeligt samvær, motion og madlavning hos de bofællesskabsinteresserede, hvorimod internettid, tv og læsning ligger i bunden og derfor i højere grad er noget, man ønsker at foretage hos sig selv i sin egen bolig fremfor sammen med andre i fællesarealerne.
Rum til at være sig selv
Undersøgelsen giver os et vigtigt praj om vigtigheden i, at der i fremtidens bofællesskaber også er rum til at være sig selv. Når 70 % af de interesserede i bofællesskabsformen hælder til, at individualitet prioriteres højt på ‘fællesskabsskalaen’, tyder det på, at vi kommer til at se knap så forpligtende bofællesskaber i fremtiden. Der skal med andre ord ikke bare fysisk, men også i de sociale normer og rammer være rum til at kunne være sig selv i bofællesskabet.
Læs mere om hele undersøgelsen på: www.bdk.dk/om-boligkontoretdanmark/udviklingsprojekter/fremtidens-seniorboformer-og-faellesskaber/