17 minute read
At være i kirke skal være som at komme hjem
Tema: Fremtidens fællesskaber
At være kirke skal være som at komme hjem
Det var ikke nemt for sognepræst Kathrine Lilleør at sige farvel til sin gamle menighed i Slagslunde-Ganløse og falde til i nye rammer i København. Men på blot seks år har hun alligevel vendt en tom kirke til et blomstrende fællesskab, der ikke har ladet sig slå ud af coronanedlukning og frygt.
Tekst: Nina Ulrich Østergaard, nird@bdk.dk Foto: Dennis Morton
er er helt stille i gaderne omkring Skt. Pauls Kirke i indre København denne solrige september formiddag. Det hyggelige kvarter omkring Nyboder har nogle af byens ældste huse, brosten og stokroser. Idyllen er overvældende. Blot et par gader længere nede er der dyre butikker, turister og trafik, men man ænser det ikke her. Man er som i en tidslomme.
Lige indtil stilheden brydes, og vi ryger tilbage til 2020. Pludselig lyder der et højt hej bag os, og Kathrine Lilleør går os storsmilende i møde med favnen fuld af blomster, et par bøger og ikke mindst de to gravhunde Gloria og Augusta, der piler rundt om hendes ben. Som hun ankommer der i solbriller, trenchcoat, gyldne sandaler og med solen lysende i det blonde hår, ligner hun mere en filmstjerne end en præst. Hun har lige købt en velduftende håndsprit – “ikke en af dem, der lugter af tequila!” – fortæller hun. Den dufter friskt af citrus og blomster, er vi enige om. Indenfor i kirken bliver vi budt på te og kaffe i præstekontoret.
Det er som at træde ind i en privat lille dagligstue fra en verden af i går. Kathrine Lilleør har indrettet rummet med møbler helt tilbage fra sin oldefars tid. Den røde, plyssede divan har været hendes morfars, og på borde og reoler står stakkevis af bøger – Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Thomas Kingo – side om side med gamle lamper, sort/ hvid-fotografier i rammer, en gylden parfumeflakon og små nipsting hist og pist. Kathrines Lilleør er ud af gammel præsteslægt, og hendes farfar var desuden godsejer. Den historie hviler i rummet, og i Kathrine Lilleør selv:
“Jeg tror ikke på, at jeg kan opfinde mig selv. Jeg er et produkt af min slægt og den historie og tradition, der er gået forud, ligesom min slægt selv var det. Disse gamle, hakkede møbler, vi sidder i nu, er vel fra midt i 1800-tallet. Min forgænger i jobbet her havde moderne kontormøbler stående, men da denne tomme kirke skulle have noget liv igen, stod det klart for mig, at jeg selv måtte flytte ind og lægge mit eget liv til.”
Fra lukningstruet til levende fællesskab
Skt. Pauls Kirke, en af de fem største kirker i hovedstaden, var ellers lukningstruet i 2014, da Kathrine Lilleør tiltrådte som præst. I dag seks år senere er virkeligheden en helt anden – menigheden er vokset, og hver søndag holdes der gudstjeneste for fulde huse. Eller, så fulde som de nu kan blive i denne coronatid, hvor der skal være to meter mellem hver kirkegænger.
Hvad er det, hun kan, som har vendt op og ned på besøgstallene i kirken? Svaret falder ikke prompte, men eftertænksomt.
“På ene side kan jeg ikke forklare det. Det er mirakuløst og en velsignelse, når fællesskaber opstår – de gode vel at mærke. For der findes jo også ondsindede fællesskaber, det skal vi ikke glemme. H.C. Andersen formulerede det genialt: Det dårlige fællesskab er
det, der har en grænse – der, hvor nogen er indenfor, og nogen er udenfor. Og selv gode fællesskaber kan de blive onde. Man behøver bare at have ét brudt kærlighedsforhold bag sig for at have oplevet det. Det er jo en fundamental sorg og erfaring, vi alle oplever her i livet.”
Hun fortsætter med et smil i de lyseblå øjne:
“Men på den anden side er det egentlig ganske enkelt – jeg forkynder Kristus. Der er intet i kirken her, der ikke er vendt mod den opgave at løfte søndagens gudstjeneste som det absolut største, vi har. Derfor har vi f.eks. dåb om lørdagen, for om søndagen skal vi ind i det helt forunderlige rum, som vi kristne har haft i 2000 år. Det er, hvad det går ud på, hver eneste søndag at læse disse gamle tekster – hvad siger de om livet, døden og kærligheden? Når vi prøver at forstå dem, opstår der nye livsindsigter. Man sidder sammen med andre mennesker, der lytter, synger og er helt nærværende. Ud af det kommer en særlig stilhed, hvor man er fælles – det er det, folk kommer her for, og det, det hele går ud på.”
“Her synger vi kun hits”
At musik, litteratur og kultur i det hele taget er en essentiel del af Kathrine Lilleørs liv, står klart i det sekund, man træder ind i præstekontoret. Her er en pladespiller og et skab fuld af gamle LP-plader. Bl.a. Billie Holiday, der blev spillet non stop, da hun i 2005 færdiggjorde sin ph.d.-afhandling om H.C. Andersen. “Jeg spiller ikke selv, men jeg er rigtig god til at høre, hvad andre spiller,” som hun siger.
Også derfor er musikken så vigtig for hende i gudstjenesten. I stedet for et traditionelt kirkekor har Skt. Pauls Kirke fire solister til at “give vellyd og løft til sangene”. I biblen er englenes sang den korteste vej fra himmel til jord, og det skal være opløftende at gå i kirke, mener Kathrine Lilleør:
“Her synger vi kun hits – og det er både salmer og højskolesange. Der er så mange salmer, der er så frygtelig kedelige! Melodierne er så rædselsfuldt langsommelige, at man bliver slået i stykker indeni.”
De synger også gerne de samme sange jævnligt, for genkendelsen er vigtig for gudstjenesten. “Man føler sig jo udenfor, hvis man ikke kan synge med. Hvis du til gengæld kender sangen, så hviler du i ordene, og jo mere du synger versene, jo mere bliver de en del af dig. En gudstjeneste må ikke skabe fremmedgørelse – nadveren kan jo være rigeligt fremmedgørende i sig selv for et moderne menneske! Genkendelsen er vigtig, for den skaber en følelse af hjemlighed, og at være i kirke skal netop være som at komme hjem i åndelig forstand.”
Og alle skal kunne føle sig hjemme, når Kathrine Lilleør afholder sine gudstjenester. Både de, der ofte kommer i kirken, og de, der måske aldrig har været til en søndagsgudstjeneste før.
“Hver søndag har vi nogen, der tydeligvis aldrig har været til alters nogensinde – og heldigvis da! Jeg ser, for de kommer tit igen, at de også bliver inkluderet i fællesskabet. Så det kan ikke nytte noget, at det kun er fadervor, man kender. Der skal være noget musik, hvor man i det mindste tænker, ‘det her vil jeg gerne lære at kende!’, og som gør en rolig og tryg i rummet. Det er ligesom at lære at cykle – hvis du hele tiden mister pedalerne, så opgiver du det jo til sidst.”
Prædiken med selfiestang
Alt det velkendte i Skt. Pauls Kirkes fællesskab blev dog vendt på hovedet, den dag statsminister Mette Frederiksen varslede nedlukningen af arbejdspladser, offentlige rum og sociale arrangementer over hele Danmark. Heldigvis er Kathrine Lilleør en særdeles handlekraftig kvinde, der ikke lader sig slå ud så let:
“Det var en kæmpe problematik for os. Men ‘frygt ikke’ er kirkens budskab til alle tider, og det kan man jo nok have brug for at høre i en coronatid. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget, og derfor gik jeg med det samme i gang med at lave online gudstjenester på Facebook.”
For når der er et budskab, der skal ud, kan man ikke tøve som præst, mener hun. Hun havde før arbejdet med tv-prædikener, så det digitale format var ikke ukendt for hende. Det kom dog alligevel ikke helt uden udfordringer:
“Jeg købte en selfiestang forrige år, og ja, mine børn grinede ret meget af mig, men den har jeg så brugt til mine Facebookprædikener. Det fungerede ret godt, især da jeg efter en gang eller to fandt ud, hvor kameraet rent faktisk sidder på sådan en smartphone – jeg kiggede forkert i starten, ha ha. Men det gik jo, og sådan har vi alle svære begyndelser,” griner hun.
Et par dage efter nedlukningen den 12. marts henvendte DR sig og spurgte, om ikke hun kunne tænke sig at lave tvgudstjenester. Det blev til i alt fire udsendelser, og efterfølgende er Kathrine Lilleør med teknisk hjælp fra sin organist fortsat med at prædike online på Skt. Pauls Kirkes Facebook-kanal. Her taler hun direkte og i øjenhøjde til den enkelte seer, og sådan har menigheden nu også fået et virtuelt fællesskab.
“Hvis man ser gudstjenester i tv, skal man have en præst, der taler direkte til en og ind i ens hjerte. Jeg har aldrig forstået, hvorfor man ikke i højere grad har tv-gudstjenester, hvor præsten henvender sig direkte til seeren. Det er meget underligt, at man skal se en menighed til en fest, man ikke selv er med til. Nærvær er så vigtigt til alle tider, og det har vi fået en kolossal menighed ud af – danskere i udlandet, der sidder i Norge, Frankrig, Tyskland og over hele verden, har set med.”
Kathrine Lilleør virker som en klippe af ro og eftertænksomhed, som hun sidder i møblerne fra sin bedstefars herreværelse og fortæller om den mærkelige tid i foråret. Var hun slet ikke selv bange og forvirret?
“Jo, det var da voldsomt, da folk begyndte at hamstre varer i supermarkederne helt hovedløst, selvom vi kan grine af det i dag. Men jeg har været alene med mine tre piger, siden jeg fødte den yngste, og indtil hun blev 13 år, hvor min nuværende mand kom ind i mit liv, og når man er alene med børn, opstår der hele tiden situationer, hvor der er noget livstruende på færde – de får noget galt i halsen, eller er på vej ud over en eller anden kant. Når sådan noget banker på for mig, bliver jeg ganske handlekraftig og bevidst om, at okay, der er noget, vi ikke kan styre her, men der også noget, vi kan.”
For frygt er korrumperende i et liv, understreger hun. Den ødelægger ikke bare dig, den ødelægger også andre, for du kommer til at gøre ting, der ikke er særligt rare for dine medmennesker.
Men hvordan kan vi tøjle vores frygt, når den rammer os?
“Husk på, at der altid er noget, vi selv kan styre. Lige feje for egen dør, køb noget håndsprit, og så Gud i vold – hvis Herren vil have, at vi skal dø af det her, jamen så må vi huske på, at døden ikke er det sidste af alt. Gud bestemmer over liv og død, men det trøster at handle selv. Man må gøre det, der skal til, for at have handlet fornuftigt, det er for mig at se ordentlighed. Så må man derefter overgive sig til sin skæbne og ikke være bange for det.”
Endnu en gang kigger hun tilbage på sin egen og vores alle sammens historie:
“Tænk engang på andre slægter før os – de havde jo truende sygdomme inde på livet i langt højere grad, end vi kender det, og de sang altså stadig salmer og elskede hinanden, gik igennem ubærlige tider og var stadig hele mennesker bagefter. Måske skal vi lære lidt af dem.”
Hjemligheden vokser langsomt frem
Vi kommer til at tale om at flytte. Fotografen skal selv snart flytte fra sin elskede lejlighed til en ny bydel, og det kommer ikke uden en stor portion vemod. Kathrine Lilleør nikker genkendende. Selvom hun bor i dette eventyrligt idylliske kvarter, der på ejendomsmæglersprog i sandhed er en landsby i byen, var det langt fra nemt for hende at falde til i sin nye præstebolig.
“Jeg har jo ikke selv valgt min bolig de sidste 25 år, det er naturligvis en del af jobbet som præst, at nogen har valgt min bolig for mig. Men det var frygteligt for mig at flytte! Man vågner op om natten og ved ikke, hvor man er. Og man går halvvågen ind i døre og vægge i mørket, fordi det ikke er velkendt endnu. Børnenes latter og deres små fødder gennem stuerne, de minder er der ikke i den nye bolig. Det skal jo leves frem,” fortæller hun og fortsætter:
“At blive revet op med rod og plantet et andet sted, det er bare så voldsomt, og samtidig er der så meget, hvor man helt lavpraktisk må forholde sig til, hvad er vigtigt for mig, og hvad er ikke vigtigt, hvad har jeg egentlig lyst til? Jeg var 49 år, da jeg kom hertil – en meget voksen kvinde, hvor alt var nyt, og jeg havde den vildeste hjemve efter mine små sogne.”
Og så lige pludselig, efter to-tre år, så boede hun her altså til sidst og kan nu ikke drømme om at flytte tilbage igen. Det er noget med at indoptage stedet lige så stille, at gå på gaden, mærke lyset og efteråret, forklarer hun. “Kirken er min kiosk, jeg er her 24/7! Jeg elsker det her, men det har taget tid, både med arbejdet og med hjemmet.”
Et sted kan være nok så grimt, og en bolig kan være nok så lille, men det er ikke det, der skaber hjemlighed. Det handler om, hvordan man lægger liv i sine omgivelser – gør man det, kan der være rart alle steder, smiler hun og mindes det 10 kvadratmeter store værelse, hvor hun i sin tid skrev sit speciale på teologi.
Den gamle præstebolig i Slagslunde lå i udkanten af byen lidt for sig selv og blev i sin tid bygget til at virke utilnærmelig og frygtindgydende for byens folk. Præsteboligen til Skt. Pauls Kirke ligger derimod i en almindelig beboelsesejendom, hvor der følger masser af naboer med. Naboskabet var dog til at begynde med ikke særlig betydningsfuldt for Kathrine Lilleør – lige indtil coronanedlukningen, hvor det med ét blev meget konkret. Her begyndte de, som så mange andre danskere over hele landet, at synge sammen dagligt for at løfte humøret.
“Vores ejendom har en ret stor gård i midten med altaner ud til. Vi aftalte at mødes kl. 18, dem der kunne, og jeg satte højskolesangbøger i opgangene, som folk kunne låne. Vi sang hver aften i begyndelsen, hvor det var værst, to sange ud over altanerne. Vi havde vin med og skålede.”
Igen er vi tilbage ved sangens magiske kraft, og hvordan den bringer folk sammen.
“Når man har sunget sammen, kender man hinanden bedre, især når man kan se over til hinanden imens. Du fornemmer ord stærkere, når du selv synger dem, end hvis du bare får dem fortalt. Derfor er sangen for mig mindst lige så vigtig som prædikenen i kirken til enhver tid, og nu har vi også set det hjemme hos mig privat med vores glimrende naboer, som det jo har vist sig, at vi har. Jeg kendte dem ikke på den måde før, og det har helt sikkert skabt et nyt og stærkere nabofællesskab.”
Hun fortæller, at en af hendes genboer forleden kom forbi, da han havde hørt, at Kathrines yngste datter er flyttet til Odense for at studere. Det er hans datter også, så han syntes, at de to piger skulle sættes i forbindelse med hinanden: “Min datter kender nærmest ingen i Odense, og nu skal hun så ud med en flok nye piger i aften – det er jo fantastisk nabohjælp, og dét er opstået med sangfællesskabet.”
Vi lever af hinandens frivillighed
Ikke mindst fællesskabet i menigheden er vigtigt for Kathrine Lilleør. Da hun var ung præst, opdagede hun, at hun enten kunne være en præst, der tog ud og besøgte nyligt efterladte enker og enkemænd i deres hjem, eller også skulle hun få dem til at komme til kirken:
“For mig gav det mest mening, at de igennem kirken fandt nye mennesker at mødes med. Derfor er kirkekaffen også så vigtig for os her. Vi plejer at have Københavns største kirkekaffe med 30 liter kaffe hver søndag, og det er meget sørgeligt, at vi ikke kan det længere på grund af coronarestriktionerne – men den skal nok vende tilbage. Det er her, man mødes og taler sammen og møder nye mennesker.”
For der er noget ganske særligt ved at møde mennesker, når man har været sammen om noget, der handler om noget meget personligt og under tiden meget smertefuldt. Man har en fælles viden, der ikke kan beskrives. Hun sammenligner det med det forhold, man får,
Kathrine Lilleør
· Født den 26. august 1964 i
Gentofte. · Cand.theol., ph.d. og sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i
København siden 2014. · Derudover er hun kendt som forfatter, kommentator, anmelder, foredragsholder og debattør. · Medlem af Det Etiske Råd fra 2002-2006. · I 2007 blev hun medlem af den daværende regerings Demokratikanonudvalg. Kanonen har til formål at ”styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på”. · Har bl.a. skrevet bøgerne ’Tro mod tro’ (2005, med Naser
Khader) og ’Kvinde, hvorfor græder du – fortællinger fra mit liv’ (2009). · Privat er hun gift og mor til tre piger.
til dem man har gået i folkeskole meget længe sammen med. Man har levet liv sammen. Og det giver et fællesskab, der rækker ud over selve gudstjenesten:
“Naturligvis er præstens prædiken vigtig i en gudstjeneste, men det er også vigtigt, at præsten skruer ned for sig selv, så menigheden forhåbentlig går i kirke, når man ikke selv er der. Det er mit håb, at jeg er med til at bygge en menighed op, og så gør det ikke noget, at de en dag vil søge andre kirker, når jeg ikke er her længere.”
Er det sværere som præst i storbyen end i provinsen?
“Det har altid været sværere, ja. København har længe været notorisk for at have en lav kirkegang i forhold til resten af landet. I dag har vi en fremgang i mange københavnske kirker, fornemmer jeg, og jeg er fuldstændig overvældet og lykkelig over, at det er kommet så godt fra start her hos os.”
Coronakrisen har pludselig gjort vores sårbarhed tydelig og døden meget mere nærværende for mange af os. Vil det vise sig i en voksende tilstrømning til landets kirker?
“Det er jeg ikke i tvivl om. Vi har allerede mange unge i vores kirke, og vi afspejler faktisk meget godt, hvem der bor i København. Se på den sangglæde, der er opstået over hele landet med Philip Fabers morgensang – den er jo i sig selv en religiøs vækkelse! Når vi bliver bange, synger vi livsmodet frem, sådan har det altid været. Hvis de lokale kirker rundt omkring kunne få valgt nogle større hits om søndagen, ville der alene af den grund nok være flere, der fik mod på at komme.”
Samtidig har forårets nedlukning vist os, hvor afhængige vi alle er af andres hjælp. Frivilligheden er blomstret op i en grad, vi ikke har set magen til mange steder før, og nødvendigheden af at vise hensyn til hinanden er blevet helt konkret.
“Jeg tror, at de frivillige fællesskaber er stærkest, hvor der er en nødvendighed. Hvis det mere handler om at pudse sine fjer og se godt ud, er det ikke så levedygtigt,” siger Kathrine Lilleør. I kirken f.eks. er frivilligheden en essentiel del af fællesskabet, og her hjælper ulønnede, engagerede kræfter ofte til med praktiske opgaver under de større gudstjenester.
“Der, hvor man ser en konkret opgave, tror jeg, at vi alle kan se, at det ikke er noget problem at hjælpe. Det kan også være små ting i det daglige, som at købe ind for naboen eller samle affald op fra gaden. Næstekærlighed og hjælpsomhed er altid frivilligt og tænk over, i hvor høj grad vi lever af hinandens frivillige hjælp. Når vi hjælper, indgår vi et fællesskab, der er større end os selv, og det knytter folk sammen.”
