5 minute read
Fællesskabets hjerte
Tema: Fremtidens fællesskaber
Fælles skabets
Fællesskab er en af Boligkontoret Danmarks fem værdier, og det er fundamentet for rigtig mange beboeres dagligdag i boligafdelingerne landet over. Hvad laver beboerne sammen, hvad betyder det for dem, og hvordan tackler de den nye virkelighed med afstandskrav og smittetryk? Tag med på fotoreportagen, hvor vi tager pulsen på fællesskabet.
Tekst: Nina Ulrich Østergaard, nird@bdk.dk Foto: Roar Paaske
Aktivitetsklub på tværs af afdelinger
“Min kone, Lise, var med til at starte vores aktivitetsklub op for fem år siden. Dengang var de to, og nu er de fire-fem stykker, som arrangerer alle mulige sociale aktiviteter for alle beboere på tværs af afdelingerne i Bramming Boligforening. Det er virkelig eksploderet her de seneste år – det første var en sankthansfest, og nu har vi både fastelavnsfest, sommerfest, julebanko, kagedag og meget andet i løbet af året. Til vores julebanko havde vi fire fulde borde med sponsorgaver – de er virkelig gode til at være opsøgende og lægger rigtig mange kræfter i det.
Afdelingsbestyrelsen hjælper til ved arrangementerne, men ellers er de ikke som sådan inde over klubben. Vi har ikke noget fælleshus i vores afdeling, men vi bruger vores carporte meget, f.eks. til tøndeslagning til fastelavn. Til vores sommerfest har vi købt et telt, vi slår op.
I år har været meget stille og roligt i forhold til ellers pga. coronavirussen. Det kom jo så pludseligt, og folk blev lidt isolerede under nedlukningen. Så jeg gik rundt og holdt lidt øje med beboerne, og vi kunne jo snakke med den afstand, man måtte holde. Mange har hunde her, og så kommer man jo heldigvis naturligt ud.
Vi håber, at vi kan holde vores julebanko i december, men vi ser situationen an.”
Bent Simonsen, afdelingsformand for afd. 8 i Bramming Boligforening
Klokken ringer til kaffe
“Vi prøver at engagere alle vores beboere til at deltage i vores fællesskab. Vi informerer alle om alt, hvad der sker i afdelingen. Ved at inddrage beboerne i beslutningerne tror jeg på, at vi kan få flere til at føle et ejerskab ikke kun for deres egen bolig, men for hele afdelingen.
Vi har blandt andet en årlig “ryd opdag”, hvor stort set samtlige beboere deltager. Sidste gang vi havde det, mødte der 26 beboere op fra 18 boliger ud af 20. På dagen laver vi en del praktisk arbejde, som eks. at hjælpe dem, som ikke længere selv magter at klippe deres hæk, smøring af fællesskure (hvor afdelingen sparer penge på udgift til eksternt malerarbejde), rengøring af containere og deslige. På den måde ser der altid pænt og ryddeligt ud i vores afdeling. Klokken bruger vi tit om sommeren til at samle folk til en kop kaffe f.eks. Så hvis man lige har lyst til at sætte sig uden for og snakke lidt, kan man ringe med klokken.
Under coronanedlukningen har vi sørget for at flage om lørdagen, og nogle af beboerne har mødtes til en kop kaffe i det fri. Vi kunne jo stadig snakke sammen på vejen, som vi plejer, og har ellers holdt lidt ekstra øje med hinanden.”
Finn Graversen, afdelingsformand for Emil Reesens Vej i Boligforeningen Lillebælt
Petanque for alle aldre
“Vi spiller petanque i alle afdelingerne her hos os. Fra april til september bliver der trænet en gang om ugen i de enkelte afdelinger, og så mødes vi alle til kamp om onsdagen. Sådan har det kørt i over 10 år, siden vores tidligere næstformand Conny startede det op. Det kræver meget arbejde at koordinere og holde styr på resultaterne, og vi har heldigvis nogle rigtig engagerede beboere, der lægger kræfter i det.
Vi er 12 afdelinger i alt, og efter kampen mødes alle til en kop kaffe eller til fællesspisning. Det er noget, der betyder rigtig meget for vores fællesskab, og alle er med simpelthen – både gangbesværede, unge mennesker og ældre. Jeg tror, det er noget generelt for de almene boligselskaber, at vi gerne vil hinanden og fællesskabet, også på tværs af de forskellige boligafdelinger. Det er nogle rigtige ildsjæle, der bor her.
Når der flytter nye beboere ind, banker jeg lige på døren og byder velkommen og fortæller lidt om vores arrangementer – sådan gør de også i de andre afdelinger. Det er vigtigt at få sagt ordentligt hej, og stort set alle vil gerne være med til petanque eller stavgang eller nogle af vores andre aktiviteter, kortspil og filmaftener f.eks.
Det var meget mærkelig under coronanedlukningen, at vi ikke kunne spille, som vi plejer. Nu er vi startet op igen, men med håndsprit og afstand, så alt kører efter forholdsreglerne.
Lene Rørholt, organisationsbestyrelsesformand i Sakskøbing Boligselskab
Arbejdsdage styrker sammenholdet
“Vi er en ret ny afdeling, så vi har ikke voldsomt mange planlagte sociale aktiviteter. Men vi har vores fælles arbejdsdag to gange om året, hvor en fra hver husstand plejer at dukke op. Arbejdsdagene kunne nok godt være mere effektive, men vi prioriterer, at der er pauser til at få snakket med hinanden. Det kan noget helt særligt med sådan en fælles dag. Det styrker vores sammenhold, at man er sammen om noget.
En gang om måneden inviterer vi alle til at drikke kaffe sammen med os i afdelingsbestyrelsen, så de kan møde os og høre om, hvad vi laver.
På sigt, når den næste etape af boligområdet står helt færdigt, og alle er flyttet ind, vil vi gerne have skabt nogle fælles traditioner. F.eks. at spise noget mad sammen efter arbejdsdagen. Men det kræver, at vi får mobiliseret nogle beboere, så afdelingsbestyrelsen ikke skal stå for det hele. Vores udearealer er ikke lavet helt færdige endnu, men til efteråret bliver der etableret grillpladser, hvor vi kan være sammen.
Der er meget her, der opstår spontant. Vi er alle flyttet ind samtidig, og jeg tror, det har givet os et stærkt sammenhold. Man står og snakker sammen over hækken, passer hinandens lejligheder, hvis nogen er på ferie, og ser efter hinandens børn – det er fantastisk. Der har været ét indbrud her, og der var mange ovre og trøste. Vi er ekstra opmærksomme på hinanden, og det har ikke ændret sig under coronanedlukningen. Vi hjælper hinanden som sædvanligt. Det har jeg slet ikke oplevet i samme grad, der hvor jeg boede før.”
Natasja Slowik Christensen, afdelingsformand for Viften i Flexbo Sjælland