2 minute read
Co-branding
Sammen styrker vi kendskabet
I marts 2020 offentliggjorde vi Boligkontoret Danmarks nye visuelle identitet som et led i brandingstrategien. De orange vinduer skiftede til det orange flag, og som noget helt nyt fik vi et BDK-mærke, der viser tilhørsforholdet mellem boligselskaberne og Boligkontoret Danmark.
Som medlem af fællesskabet i Boligkontoret Danmark er der altid plads til at være sig selv som boligselskab. Det er vigtigt, for det er en stærk del af vores kultur, at alle boligselskaber – store som små – har deres selvstændighed som medlem. Samtidig er alle boligselskaber en del af et stort foreningsbaseret fællesskab på tværs af hele landet i Boligkontoret Danmark. Det betyder, at når vi gerne vil styrke vores synlighed og kendskabet til vores fællesskab, så gør vi det sammen, boligadministration og boligselskab. Vi kalder det co-branding, når vi gerne vil vise udadtil, at vi står sammen som én fælles stærk afsender.
Fordele ved co-branding
Både for boligselskaberne og for Boligkontoret Danmark er der klare fordele rent visuelt ved at vælge at stå tættere sammen. For boligselskaberne giver det pondus at vise medlemskab af et større landsdækkende fællesskab, eksempelvis når der skal bydes ind på større byggesager, når der skal opnås fordelagtig volumen i indkøb og drift, eller når der skal samarbejdes med kommunen eller ansættes personale. For Boligkontoret Danmark skaber det mulighed for i højere grad at udbrede kendskabet til det foreningsbaserede fællesskab og styrker tilhørsforholdet med boligselskaberne.
BDK-mærket
For at visualisere det gensidige tilhørsforhold mellem boligadministration og boligselskaberne blev der i 2020 udarbejdet et BDK-mærke indeholdende Boligkontoret Danmarks nye logo, som boligselskaberne fremover på frivillig basis kan benytte i sammenhæng med eget navn og/eller logo. Brugen af BDK-mærket og dermed signalet udadtil om, at boligselskabet er medlem af et større fællesskab, kan anvendes i eksempelvis udlejningsmateriale, på byggeskilte og skiltning i boligområderne, i beboerbreve, på ejendomskontorers fysiske udtryk, arbejdstøj, på selskabshjemmesider, lokale nyhedsbreve, sociale medier osv.
Der er udarbejdet to forskellige BDK-mærker, som alle organisationsbestyrelser tager stilling til i løbet af første halvdel af 2021, hvorefter co-brandingen implementeres.
Formand for Gram Boligforening Jytte Asmussen var ikke i tvivl, da Gram Boligforening skulle tage beslutning om at være med i co-brandingen: “Det er vigtigt for os at komme længere ud end til kommunegrænsen, og vi ser netop co-branding som en mulighed for at vise os mere frem.” Bestyrelsen i Gram Boligforening var da også ret enige i deres valg af BDK-mærke: “Vi valgte, en del af Boligkontoret Danmark, den faldt i god jord hos os alle lige med det samme og passer godt til den måde, vi ser os selv på i det store fællesskab,” afslutter hun.