
4 minute read
Remmer gjorde drømmene til virkelighed
Da Lægerne Vedelsgade skulle være Lægerne ved Havnen, gik man grundigt til værks. Et samarbejde med Remmer resulterede i en ny klinik, der gør det en del rarere at være både ansat og patient i praksissen.
Af journalist Thomas la Cour
Advertisement
Lægehuset i Vedelsgade i Vejle havde i en årrække haft problemer med de fysiske rammer. Der var ikke behandlerrum nok, og forholdene var i det hele taget ret beklumrede. Frokoststuen blev også brugt som kontor, og patienterne i venteværelset kunne høre det meste, der blev talt om ved skranken. Når patienter blev bedt om at lave en urinprøve på toilettet, skulle de gå igennem venteværelset med prøven bagefter. Bestræbelserne på at gøre lægebesøget til en positiv oplevelse for hver enkelt patient mødte modstand i de begrænsende, fysiske rammer.
– Vi havde været rundt og besøge andre, moderne lægepraksisser for at hente inspiration. Vi blev ret tidligt klar over, at vi ikke måtte vælge for småt, hvis vi ikke skulle flytte igen i løbet af ti år, siger Jeanette Oxholm, praksismanager ved Lægerne ved Havnen.
Praksis i nyt byggeri
Da Salling Group bebudede, at de ville bygge nyt varehus ved havnen i Vejle, og at der i projektet var plads til liberalt erhverv på etagerne over en ny butik, meldte lægehuset sig som interesseret. Dermed kunne lægehuset være med til at præge bl.a. ruminddelingen på 1. sal, så det blev helt perfekt til en almen praksis. Indretningen indbefattede blandt andet to store tagterrasser, så der både er en til de ansatte og en til de ventende patienter på de solbeskinnede dage. – Da de ydre rammer var ved at være på plads, havde vi et indretningsarkitektfirma til at komme med bud på indretningen. Men vi var ikke rigtig tilfredse med resultatet, så da vi så en annonce fra Remmer, der tilbød hjælp til indretning, sprang vi til, siger Jeanette Oxholm. Det blev til et samarbejde omkring projektet, som var lærerigt for begge parter. Remmer havde ikke stået med et så omfattende indretningsprojekt før, og de måtte hente ekstern hjælp hos møbelleverandøren Dencon i Skive. – De ønskede en del løsninger, som vi ikke havde på hylderne. Så der måtte vi spørge vores leverandør, Dencon, om de kunne specialproducere noget, der levede op til lægehusets ønsker, siger Konny Christiansen, der er key account manager hos Remmer. Dencon overtog opgaven med at lave tegninger af løsningerne og sætte det i specialproduktion.
Alt interiør – fra affaldsspande til belysning
Det var alt fra indretning af venteværelse til behandlerrum, frokoststue og reception, Remmer kom til at stå for. Fra affaldsspande til møbler og belysning. En af de gennemgående ønsker var meget naturligt, at det skulle være rart for både patienter og ansatte at være i. Rarere og lysere end de havde været vant til før. – En lægepraksis skal selvfølgelig i en eller anden grad være






klinisk af hensyn til hygiejnen, men vi ville også have nogle farver og nogle strukturer, som bryder med de hvide flader. Noget, der er rart at se på og færdes i, siger Jeanette Oxholm.
Rette møbler og diskretion
Netop de særlige krav til en lægepraksis gav også Remmer flere detaljer at holde styr på, end hvis det havde været et vanligt kontormiljø, der skulle indrettes. – Vi skulle afdække behovene løbende, og finde ud af, hvad der funktionelt fungerede bedst for en lægepraksis. Det gjaldt om at finde de helt rette møbler, og så ville det ikke være heldigt at levere noget, som ikke tåler afspritning, siger Konny Christiansen. Et andet ønske til indretningen var en øget diskretion for patienterne. Hele receptionen er pakket ind i glas, så de ventende ikke lægger øre til andre patienters samtaler ved skranken. Skranken er samtidig speciallavet, så også børn og patienter i kørestol kan mødes i øjenhøjde. Desuden er der lavet små nummererede siddegrupper, de såkaldte nicher, på gangarealerne. De bryder de lange gange, og de skaber mulighed for, at patienterne kan sidde i fred og vente på at blive kaldt ind.
Ingen opgaver er umulige
Det tog et lille år fra de første ideer og tegninger lå på bordet, til lægehuset kunne indtage de nye lokaler. Både Remmer og Lægerne ved Havnen er glade for resultatet, der samlet står i et syvcifret beløb. – Det var da hårdt undervejs. Jeg stod på et tidspunkt og pakkede 32 paller med møbler ud, der var leveret nede i gården. Men det var fedt at føle, at vi leverede 100 pct. Jeg har i hvert fald fået følelsen af, at ingen opgaver er umulige, siger Konny Christiansen. – Det var virkelig fantastisk at bevæge sig ind på klinikken, da det var færdigt, og se, at det, vi havde set på tegninger, pludselig var virkelighed. Det er blevet en fantastisk arbejdsplads, og vi får løbende positive kommentarer fra vores patienter, siger Jeanette Oxholm.