Magasin

2

Det gyldne snit

Det gyldne snit 3

DET GYLDNE

SNIT

Alle har hørt om Det Gyldne Snit, og de fleste ved at det vistnok har noget med skønhed og harmoni at gøre. Noget som de gamle kunstnere brugte. Her giver arkitekt og grafisk designer Jesper J Christensen os svaret på gåden.

Af Jesper J Christensen De fleste designere bruger bevidst eller ubevidst Det Gyldne Snit til daglig, men mange ved ikke hvorfor, eller at der overhovedet er tale om Det Gyldne Snit. I stedet snakker man om balance, harmoni, korrekt opsætning eller lignende, uden egentlig at kende reglerne.

Men hvis man kender reglerne og mulighederne i Det Gyldne Snit, kan man bevidst arbejde med også at bryde det og skabe spændinger i de grafiske værker man arbejder med.

Det Gyldne Snit er en geometrisk form, som består af et rektangel af vilkårlig størrelse, hvis lange side divideret op i den korte giver et uendeligt tal, der begynder med 0,618... Rektanglet konstrueres via en retvinklet trekant, hvor den ene af den rette vinkels sider er dobbelt så lang som den anden.

Konstruktionen af rektanglet er vist på billede 1, hvor man samtidig kan se at opdelingen af linjerne i en trebenet trekant indeholder de samme proportioner.

Det Gyldne Snits rektangel har den ”magiske” effekt, at hvis man bruger

2 den korte side til at danne et kvadrat, opstår der et nyt rektangel, hvis sider også har forholdet 0,618... Med andre ord kan man blive ved med at danne nye rektangler inden i hinanden i en uendelighed. Resultatet viser en layoutramme som uendelig mange kunstnere har brugt gennem tiden. Her illustreret over et prospekt af Jan Van Eyen - Vinterlandskab med figurer på is - fra 1643. (Billede 2).

Af praktiske årsager har man i undervisningen på fx Kunstakademiet valgt at bruge den talrække, der kaldes Fibonaccis talrække. Fibonaccis talrække indeholder de hele tal, der ligger nærmest Det Gyldne Snit. Den fås ved at lægge det næstsidste tal sammen med det sidste. De første tal i rækken ser sådan ud: 0,1,1,2,3,5,8,13,21,34,55,89... og så videre.

Hvis man dividerer det sidste tal i rækken op i det næstsidste, vil man altid få en tilnærmelse til Det Gyldne Snit, idet man begynder med kvadratet 1:1 og hen gennem rækken kommer nærmere og nærmere 0,618 (55: 89 0,61)

Den praktiske brug Det Gyldne Snit bruges overalt i dagligdagen lige fra målene på et billardbord til layout på et cd-omslag. Der kan skrives lange afhandlinger om hvor og hvordan det bruges. Her skal blot vises et par eksempler fra nyere tid (billede 3), hvor der er arbejdet meget bevidst med det. Ingen af de tre viste fotos med tilhørende opsætning af tekst er

1

3 Billede 1: Stjernens vandrette linje og den vandrette linje i trekanten er inddelt i to længder. AB og BC. Det er forholdet mellem disse to længder der giver Det Gyldne Snit. Når BC i trekanten drejes lodret i 8, fremkommer rektanglet, der er nøglen til det hele. Sammen med stjernen.

Billede 2: Jan Van Eyens Vinterlandskab stammer fra familien Thyssen-Bornemiszas samling og haves af Thyssen-Bornemisza Museet i Madrid. Bemærk at hvis man ikke brugte den stramme opdeling af Det Gyldne Snit, men spejlvendte det inderste rektangel, ville tårnet være indrammet af de mindste felter mens det her blot markerer den lodrette linje i det største rektangel.

Billede 3: Et cd-cover er ikke kvadratisk, men ved at bruge cirkel og stjerne som skjulte linjer, fremhæver man den kvadratiske illusion. På begge sider af opslaget kan man se hvordan hovedlinjerne i billedet fremhæver motivets hovedbestanddele. I billedet med instrumenterne er det harpen der skarpest markerer brugen af stjernen. Klarinetten er placeret i venstre stjerneben, mens cello og bas danner en vandret horisont der samtidig skaber et harmonisk brud med den stramme stjerneform. Den form for brud er nødvendig for ikke at gøre billederne kedelige. Ligesom skyerne i illustration 2. På forsiden har fotografen bevidst fået en tyngde mod nederste venstre hjørne for at give plads til navne-logoet. ADer. Grethe Bruun, fotograf: Henrik Pontoppidan.

„“ 4

. . .

9 .

8 , 5 5 ,

,1

, 2 , 5 , 8, 13, 21, 3 4

De fleste designere bruger bevidst eller ubevidst Det Gyldne Snit til daglig

0

1 ,

Det gyldne snit

tilfældig, hvilket fremgår af den indlagte stjerne.

Bemærk for eksempel hvorledes harpen berører cirklen, og begge kunstnernavne er placeret perfekt på cirkelbuen.

Det sidste eksempel er taget fra et opslag i Digital Design. Selvom sideformater af mange grunde ikke passer med Det Gyldne Snit, ligesom A-formaterne ikke gør det, kan man sagtens arbejde bevidst med et layout, der harmonerer med formaterne. Jeg har her valgt et eksempel (billede 4), hvor der ikke er tale om ”bevidst brug” af Det Gyldne Snit, men til gengæld kan man tydeligt se, hvordan begrebet ”balance i opslaget” alligevel giver en tilnærmelse, som er interessant og som får opslaget til at fungere.

Det Gyldne Snit og skærmen.

Skærmformatet på en pc er ikke et format der umiddelbart hænger sammen med Det Gyldne Snit.

Brugen af en browser giver samtidig forskellige formater alt efter hvordan den individuelle indstilling på pc’en er.

Det er de færreste der automatisk får fuld skærm, når browseren åbnes, og på de fleste websider er det oven i købet overførte A4-sider der vises. Det giver komplikationer for designeren, men det giver også unødvendigt arbejde for den bruger der ønsker information.

Det er et levn fra de trykte medier at man skal scrolle sig igennem den ene side efter den anden. Det er en unødvendig irritation, der hindrer et overskueligt og godt layout på en hjemmeside.

Helhedsindtrykket og følelsen af at der virkelig er gjort noget ud at siden, kommer sammen med den omgående overskuelighed. Surferen vil hellere ar-

bejde sig gennem flere overskuelige sider, end hurtigt at miste overblikket på grund af sider hvor man er tvunget til at arbejde sig ned for at komme videre til „næste side“ eller få overblik over valgmulighederne.

Det er da også karakteristisk, at de fleste godt designede sider ikke forsøger at fylde hele skærmen ud, men tværtimod placerer sig i et mindre felt på skærmen, hvor de altid vil blive set i deres helhed.

Den ideelle løsning er, at man vælger et widescreen-format, der harmonerer med elementer i Det Gyldne Snit. En af mulighederne kunne være ligesom på billede 5. Fordelen ved dette format er fornemmelsen af biografformatet. Det kunne varieres i det uendelige. For eksempel som en sammensætning af fire af de lodrette rektangler. Bemærk at der intet er gjort for at arbejde med og bryde Det Gyldne Snit, hvilket medfører en lidt stereotyp og halvkedelig side.

Men kun hvis man kender grundreglerne og ved hvordan man skal arbejde med dem, kan man komme videre og sprælle, så det også bliver interessant og spændende at se på.

Også de animationer og små gags man laver, skal udformes i overensstemmelse med grundreglerne. Det gælder også, hvis man bryder formaterne og de skjulte linjer.

Det vigtigste er dog at man arbejder bevidst med den naturlige balance som Det Gyldne Snit skaber. Og det er bestemt ikke nødvendigt at fylde en side ud. Luft og meget få informationer ad gangen skaber overblik.

Det gyldne snit 5

4

5

Klik på billedet for at se filmen „Det Gyldne Snit“

6

7

8 Billede 5 Det ses tydeligt på dette hjemmekonstruerede eksempel at hvis man følger Det Gyldne Snit slavisk, bliver et opslag eller et skærmbillede ofte kedeligt.

Dynamikken opstår ved at man bruger de mange usynlige hjælpelinjer (her mangler fx stjernerne i de to kvadrater) og tænker på fokuseringspunkter placeret netop der hvor rektanglerne, bli-

ver mindre og mindre. Samtidig skal man selvfølgelig huske at alle rektangler kan spejlvendes og vendes på hovedet Billede 6 Det klassiske argument for Det Gyldne Snits harmoni med naturen er sneglehuset, men der kan skrives tykke bøger om hvordan natur og forholdet 0,618... harmonerer med hinanden.

Billede 7 Intet i dette billede er tilfældigt.

Det skråt opadvendte ansigt,

skulderhøjden, hagen hos den forreste, placeringen af gruppenavnet, fødder etc. Også hvis man vendte stjernen på hovedet, ville man få et overraskende præcist resultat. Prøv selv. AD & design.. Roger Gormanl Reiner Design. Foto: Sukita.

Billede 8 Plakat for Silvana Malta.

En lidt mere „fri“ brug af Det Gyldne Snit. Design: JIC. Foto: Jan Persson.

22 21 20

TYPOGRAFISKE MÅLESYSTEMER

17 16

På mange virker det meget forvirrende, at der anvendes en række forskellige målsystemer i grafisk produktion. Men der er en vis systematik, så derfor er her i første omgang lidt om baggrunden for det typografiske målsystem.

Til angivelse af skriftstørrelsen og linieafstanden bruges det typografiske målsystem. Til beskrivelse af sideformat, illustrations-areal og andet, som ligger uden for selve satsspejlet på en side, anvendes metersystemet, og normalt angives enheder i millimeter.

13

14

15

De typografiske målesystemer 7

DE

18

19

De typografiske målesystemer

12 11 10 9 8 7 6 5 4 3 2 1

6

Af Ole Brinch & Thomas Bo Jensen

Punkt og cicero Forholdet mellem meter- og cicerosystemet er, at 1 punkt svarer til 0,375 mm. 1 cicero er ca. 4,5 mm det samme som 12 punkt. Gutenbergs væsentligste opfindelse var anvendelsen af løse typer, der blev byggeklodsen i det typografiske system i næsten 500 år. Det var størrelsen af typelegemet på den led, der kaldes keglehøjden, der bestemte afstanden mellem linierne.

Selve bogstavet var mindre end keglehøjden, og det kan i dag give problemer med at forstå, at man ikke kan måle et bogstavs størrelse direkte. I filmen fra en imagesetter anvendes samme skriftstørrelser som i blysats, men størrelsen

består af bogstavet, samt luft til at danne afstanden til den næste linie. Det typografiske rnålsystem blev skabt før metersystemet af franskmanden Pierre Simon Fournier i 1737. Som udgangspunkt for grundenheden, et punkt, valgte han den autoriserede kongelige franske fod, og systemet blev derfor et tolvtalssystem, som dengang var det almindeligste: 1 fod = 12 tommer 1 tomme = 12 linier 1 linie = 12 punkter To punkter i det autoriserede system blev fastsat til at være et typografisk punkt, men af æstetiske grunde gjorde han sin typografiske målestok lidt mindre end det autoriserede mål. Hans fabrik fremstillede

både sats og udstyr til satsfremstilling, og bl.a. anskaffede Benjamin Franklin dette til sit trykkeri i Philadelphia, og i USA anvendes det oprindelige målsystem stadig – her kaldes det Pica.

Mindste enhed i det typografiske målsystem er et punkt. 12 punkt kaldes for en Cicero, og denne betegnelse skyldes, at man brugte denne skriftstørrelse, da den romerske statsmand og taler Ciceros breve første gang skulle trykkes.

I 1785 justerede franskmanden F. A. Didot og hans søn Firmin målestokken, så 144 typografiske punkt nøjagtig fyldte 2 tommer. Ændringen var dengang praktisk betinget, men var den ikke sket, havde vi i dag kun haft ét typografisk målsystem i verden. I 1800-tallet begyndte metersystemet at trænge igennem, og dette sammen med utilstrækkelig nøjagtighed i måleudstyret bevirkede, at Hermann Berthold i Tyskland i 1878 fik

gennemført et revideret målsystem, hvor en meter svarer til 2660 typografiske punkt.

Og siden har det DidotBertholdske målsystem været gældende i Europa.

Forholdet mellem meterog cicerosystemet er, at 1 punkt svarer til 0,37593 mm, man afrunder ofte til 0,375 mm. I cicero er ca. 4,5 mm efter afrunding, det samme som 12 punkt. Ved omregning mellem meter og cicero kan benyttes følgende formel: Millimeter x 8/3 = punkt Punkt x 3/8 = millimeter I fremtiden vil metersystemet blive mere og mere anvendt til typografiske angivelser. Det er ulogisk at holde fast ved et system fra en afdød teknologi, når computerteknologien gør det muligt at arbejde meget mere fleksibelt med skriftbilledet.

PAPIRET — Hvor kommer det fra?

Man kan naturligvis trykke på mange forskellige materialer, fx plastfilm af forskellig art, metalfolie, glas eller tekstiler. Papir er dog det materiale, der i langt den største udstrækning benyttes til at trykke på.

Af Ole Brinch og Thomas Bo Jensen Papir består af sammenfiltrede plantefibre, der, uanset hvilke planter de stammer fra, er opbygget af stoffet cellulose.

Til fremstilling af papir bruges fibre fra træ, halm, klude af bomuld eller hør samt returpapir. Nåle- og løvtræ er det vigtigste råstof i træstammerne er fibrene »kittet« sammen af et stof, lignin, og træet indeholder desuden en del harpiks. Når træet skal bruges til papir, kan det efter afbarkning slibes til fint smuld, såkaldt »træslib«. Dette materiale kan anvendes til billigt og svagt papir, der normalt let gulner. Hvis papir indeholder træslib (spåner) kaldes det træholdigt.

Til bedre papirkvaliteter anvendes den rene cellulose. Den fremstilles af træflis, som i længere tid behandles med kemikalier under kogning. De kogende kemikalier opløser lignin og harpiks, hvorved cellulosen frigøres som lange adskilte fibre. Ofte bleger man cellulosen for at kunne fremstille et helt hvidt papir. Papir, som er lavet af ren cellulose, kaldes træfrit.

Bomuld og hør består af meget lange, stærke cellulosefibre. Affald fra

tekstilindustrien udgør derfor et værdifuldt råstof til fremstilling af såkaldt kludepapir, der er særdeles holdbart, men også meget dyrt. Returpapir kan, evt. efter fjernelse af trykfarve mm., indgå som råstof i nyt papir, evt. sammen med halmcellulose. Papir som indeholder varierende mængder af disse materialer går under betegnelsen miljøpapir.

Papirfremstilling Inden cellulose, træslib og andre fiberråstoffer anvendes til papirfremstilling, formales materialet, så fibrene får den ønskede længde og smidighed. Det sker, mens fibrene er opslemmet i større mængder vand. Der tilsættes eventuelt et fyldstof - et fint hvidt pulver, fx kaolin, der i det færdige papir tjener til at gøre det mindre gennemsigtigt (forøger »opaciteten«) og mere sugende for trykfarver. Desuden kan tilsættes lim (harpiks) for at gøre papiret mindre vandsugende, ligesom der kan tilsættes farvestoffer for at tone papiret.

Hvis der ønskes ekstremt hvidt papir, tilsættes optisk hvidt, der er fluorescerende. Dvs. at det omdanner ultraviolet stråling i dagslys til synligt lys.

Den tynde »suppe« af vand, fibre, fyldstof m.m. - såkaldt pulp - ledes efter formalingen til den meget store papirmaskine, hvor den bliver til papir.

Pulpen løber ud på et fintmasket net, viren, og størstedelen af vandet suges fra. Det meget løse og våde papir, der herved dannes, føres videre i maskinen til en række presser, hvor yderligere

vand fjernes, og papirbanen tørres derefter helt ved at passere er stort antal opvarmede tørrecylindre. Endelig oprulles papirbanen for enden af papirmaskinen. Senere efterbehandles papiret efter ønske: Det skæres, sorteres og pakkes.

Baneretning På viren lægger fibrene sig i overvejende grad i maskinens længderetning, og papiret bliver derfor stivest og stærkest i denne retning. Hvis papiret senere udsættes for fugt, vil fibrene suge vand til sig og blive tykkere, og papiret vil udvide sig mere i tværretningen end i baneretningen (også kaldet længderetning eller fiberretning).

For et ark papir plejer man at bruge fagudtrykket »smal bane«, hvis fibrene går i arkets længderetning, og »bred bane«, hvis fibrene går på tværs af arket. Et papirs baneretning kan bestemmes ved at lade papirets kanter løbe mellem neglene på to fingre. Den kraftigste kantbølge vil opstå på tværs af fibrenes retning.

Papirets baneretning har flere konsekvenser for den grafiske produktion, og den kan være afgørende for hvilket papir, der kan vælges til en tryksag. Ved trykning af farveillustratio-

ner i arkoffset kan pasning faktisk kun garanteres, når der trykkes på ark i smal bane, så fibrene ligger parallelt med trykcylindrene.

Til tryksager eller bøger, der skal falses, bør papiret vælges, så fibrene kommer til at ligge parallelt med rygfalsen, hvorimod papir til tryksager i enkelt-blade, der skal stå oprejst, bør vælges i en bane, så fibrene står parallelt med den side, der skal holdes lodret.

Overside/vireside Papirets to sider er ikke ens hvad egenskaber angår. Oversiden indeholder mest fyldstof og er ofte en anelse hvidere end viresiden, som er betegnelsen på den side, der under fremstillingen var i kontakt med viren på papirmaskinen. Til gengæld er viresiden den stærkeste.

10

Papiret - Hvor kommer det fra?

Glitning Papiret har fra papirmaskinen en forholdsvis ru overflade, der ved passage mellem sammenspændte valser i en såkaldt kalander kan gøres glat. Efter denne behandling kaldes papiret glittet. Det kan naturligvis gengive fine detaljer i et tryk bedre end uglittet papir.

Coatning Der opnås også en meget glat og ensartet overflade ved at lægge et kridtholdigt lag på papirets overflade. Dette papir kaldes krideret, coated eller bestrøget, og det giver ved trykning et glansfuldt billede med stor skarphed. På trods af høj pris anvendes coated papir i stor udstrækning til prestigebetonede tryksager.

Gramvægt og tykkelse En papirkvalitets gramvægt vil sige vægten i gram af 1 m2 papir. Meget tyndt og let papir, fx gennemslagspapir eller avispapir, har en gramvægt omkring 40, almindeligt trykpapir ligger mellem 60 og 150. Hvis gramvægten er over 200, taler man om karton eller pap. Et papirs bulk er udtryk for dets »fylde«. Høj bulk vil sige et fyldigt, luftigt papir. Bulken beregnes således: Tykkelsen i mm x 1000 / gramvægt

Papirkvaliteter og egenskaber Der findes mange forskellige papirkvaliteter, som dog ikke alle er velegnede til trykning. Det største forbrug af papir er til aviser. Avispapir er en særlig billig og kraftigt sugende kvalitet, som indeholder en del træslib og derfor let gulner i sollys. Avisfarverne »tørrer« ved simpel indsugning i papiret, der er svagt gråligt, og det har indflydelse på gengivelsen af kulørte farver, som vil fremstå lettere »snavsede« i forhold til tryk på bestrøgne papirryper. De ikke-coatede trykpapirer bruges især til fotokopiering, bøger og formularer. Alle trykpapirer indeholder en del fyldstof for at sikre en god opacitet (uigennemskinnelighed). Desuden er papirerne ofte limede for at kunne modstå det uundgåelige vand i offsetprocessen. De fleste coatede papirkvaliteter er meget blanke.

De anvendes specielt til 4-farve brochurer, kataloger og ugeblade, idet farvebillederne kommer til at stå skarpe,

Papiret - Hvor kommer det fra? 11

blanke og med klare kulører. Der kan anvendes rastre med høj tæthed, fx 70 - 120 l/cm. Derimod er blankheden skadelig for læseligheden af store tekstmængder. Til brochurer med relativt få sider bruges de flotteste coatede kvaliteter i gramvægte omkring 120.

Kataloger og ugeblade med mange sider trykkes normalt i rotation (offset eller dybtryk). Her bruges væsentlig lavere gramvægte - omkring 80. Bestrygningslaget er ganske tyndt - til tider anvendes kraftigt glittede kvaliteter i stedet for de coatede. De mat-coatede kvaliteter vinder frem. Her opnår man som et kompromis gode, skarpe - omend ikke ligefrem blanke - farvebilleder, samt en rimelig mathed til at tilgodese store tekstmængder.

Skrivepapir er limet, så det er skrivefast, dvs. at blæk ikke suges ud i papiret, Der skelnes mellem dokumentpapir, normalpapir, protokolpapir og bankpost. Ud over de her nævnte kvaliteter findes der tegnepapir, forsatspapir, overtrækspapir, plakatpapir, pergamentpapir, etiketpapir samt for-

skellige kulørte og prægede kvaliteter.

Miljøpapir er klorfrit eller klorfattigt papir, hvor udslippet af klorforbindelser ikke overstiger 25% i forhold til almindeligt klorbleget papir. Returpapir er fremstillet af gammelt papir, og dette papir kan anvendes til emballage, til indpakningspapir og til grovere tryksager.

Klimaforhold Papirfibre kan opsuge vand, og de indeholder derfor under normale omstændigheder en vis mængde fugt, der er i balance med omgivelserne.

Hvis luften bliver tør, skrumper fibrene ind, og hvis fugtigheden stiger, svulmer fibrene op. Denne størrelsesændring vedrører næsten udelukkende fibrenes tykkelse. Ved svingende fugtighed arbejder et ark papir således kraftigt i tværretningen.

Dette forhold har specielt betydning ved flerfarvetrykning i offset, idet papiret ved hver passage af et trykværk optager noget vand og derved udvider sig lidt. Det netop trykte billede vokser altså og bliver større end det billede,

der derefter skal trykkes med næste farve. Det er derfor vigtigt at kunne kontrollere vandindholdet af papir og luft, så disse svingninger bliver mindst mulige og ikke medfører uacceptabel mispasning. Af samme årsag anvendes helst papir i smal bane til offset, idet trykkeren så kan kompensere for eventuelle papirudvidelser ved justering af pladecylinderens omkreds. Dette foregår ved at lægge nogle tynde ark under trykpladen.

Når papir ligger i stabler vil svingende fugtighed i luften først påvirke arkenes kanter. Ved optagelse af fugt kommer der kantbølger, og ved udtørring kantstramninger. Koldt papir i et varmt lokale vil få kantbølger, idet luftens fugtighed fortættes på papiret.

Styring af temperatur og fugtighed i papirlager og trykkeri er nødvendig for at holde arkene plane.

12

Dansk magasindesign i dag

Dansk magasindesign i dag 13

Af Flemming Sørensen

Dansk

Magasindesign i dag: Pænt, nydeligt - og kedeligt

Der er gået mode i at udgive nye livsstilsmagasiner i Danmark. De fleste af dem ligner imidlertid hinanden, næsten til forveksling.

Med lidt god vilje kan man sige, at denne historie starter i 1998. Da besluttede journalisten Kim Flyvbjerg og grafikeren Anders Peter Mathisen sig nemlig for, at de ville satse sparekronerne på udgivelsen af et eksklusivt magasin på engelsk, målrettet mod turister i København. CPH Living blev titlen på første nummer, allerede andet nummer skiftede navn til Copenhagen Living - og i dag hedder magasinet Scandinavian Living. Det nye magasin vandt nemlig en flot international anerkendelse som et af verdens bedst designede magasiner, da Society for Publication Design uddelte sine priser i 1999 - selv om der på det tidspunkt kun var udkommet to numre af magasinet, som dermed i virkeligheden ikke

opfyldte kravene for at kunne indgå i konkurrencen.

Scandinavian Living (og dets forgængere) ER flot. Ingen diskussion om det. Gennemført, skandinavisk design.

Gedigen kvalitet med et yderst begrænset antal virkemidler. I virkeligheden det bedste af begrebet „Danish Design“ overført til det trykte magasin.

Problemet er, at stort set alle de utroligt mange livsstilsmagasiner, der er startet siden da, har lagt sig i kølvandet af Scandinavian Livings succes. De er ikke helt mage til men de ligner. Og dermed er vi ved det store problem: Det hele er ved at blive så pænt og nydeligt, at det bliver gabende kedeligt!

Trængsel på midtbanen Nærmest hver måned siden første nummer af CPH Living er der forsøgt startet et nyt livsstilsmagasin i Danmark. Nogle af dem er det ikke lykkedes at udkomme mere end en enkelt gang eller to, andre holder

stadig skruen i vandet.

Hvis kampen om de danske læsere skulle sammenlignes med en fodboldkamp, ville man sige, at der var trængsel på midtbanen!

Det kan ikke passe, at der er plads til den overflod af mainstream coffee table livsstilsmagasiner, som bliver ved at vælte ud i hovederne på os. Mange af de nye magasiner har deres udspring hos velmenende reklamebureauer.

Det næsten oser ud af dem, at mange af dem er startet af to grunde: For det første for at bureauerne kan vise, hvor gode de er til at lave grafisk design - for det andet fordi det tilsyneladende er en del af livsstilen i de kredse, at det er smart at kunne skrive magasinudgiver på visitkortet.

14

Eksklusive magasiner - Vis mig dine magasiner, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Der er ingen tvivl om, at det er den talemåde, der ligger til grund for, at der bliver startet så mange nye magasiner. Danskerne er blevet et magasin-elskende folkefærd. Men vi vil også gerne bruge magasinerne til at signalere vores forskellighed. Det er smartere at være en enkelt i en eksklusiv skare, der køber et tærskedyrt magasin - end at være en af 300.000, der køber et af de store ugeblade.

Eksklusiviten gør, at der på det danske bladmarked er blevet plads til voldsomt dyre magasiner som i.i.i., reflexioner og Dansk. Det største af dem, i.i.i., er trykt på glittet papir i A3format og koster den nette sum af 90 kr. Overgået prismæssigt af de nyere bogtykke magasiner Dansk, der koster 200 kr. og reflexioner, der koster 135 kr.

Karakteristisk for livsstilsmagasiner er, at de næsten alle jagter det, man kunne kalde stilrenheden. Store billeder, enkel typografi og en appetitlig brug af luft på siderne. Det er lige før, det er udtryk for en reprobølge - en kombination af danish design og det bedste fra de britiske magasiner i 1980’erne.

Prøvelsernes tid Designmæssigt er der sket voldsomt meget med magasinerne gennem de

Dansk magasindesign i dag sidste ti år. Halvfemserne var en periode, hvor masser af ting blev prøvet af. Man fristes næsten til at kalde det prøvelsernes tid! Med amerikaneren David Carson som bannerfører gik begrebet dekonstruktivisme sin sejrsgang i hele den grafiske verden. Alle de klassiske, typografiske regler for, hvad man måtte og ikke måtte, blev skudt i

det bliver læst - bare bladet ser godt ud! Det er en overfladiskhed, som desværre er ved at være et udtalt samfundsfænomen. Derfor kan talemåden om magasinerne i virkeligheden vendes om, så det ikke kun handler om den enkelte, men om det land, de udgives i: - Vi mig jeres magasiner, og jeg skal fortælle jer, hvilket samfund I har.

“Det er lige meget, om det bliver læst - bare bladet ser godt ud!” sænk. Livsstilsmagasinerne Ray-Gun og Bikini blev kult - og forbilleder for magasindesignere over hele kloden.

Det var pludselig ligegyldigt, om artiklerne overhovedet kunne læses - bare bladet så godt ud!

Ny æstetik David Carson bragte sig selv i centrum. Og med bogen „The End of Print“ var han for alvor med til at sætte dagsordenen.

Hans måde at tænke magasiner på fik også voldsom indflydelse på danske magasiner. Han satte dagsordenen med en ny æstetik. Den døde (heldigvis) med årtusindet - og er blevet afløst af en ny, ny æstetik. Desværre er den nye æstetik langt hen ad vejen båret af samme motiver, som lå bag David Carson: Det er lige meget, om

Læsertal for magasiner 2012 Top 10 Illustreret Videnskab

499.000

Bo Bedre

420.000

I Form

298.000

M!

231.000

National Geographic

220.000

Gør det selv

208.000

Historie

208.000

Euroman

201.000

Alt om haven

181.000

Mad & Bolig

180.000

DAVID CARSON David Carson (født 8. september 1954) er en amerikansk grafisk designer, art director og surfer.

Han er bedst kendt for sine innovative magasindesigns og brug af eksperimenterende typografi. Han var art director for magasinet Ray Gun, og det var her han lavede det meste af sine typografiske layouts, som han er kendt for. Carson var måske en af de mest indflydelsesrige grafiske designere i 1990’erne, især med sin såkaldte ”grunge typografi” periode.