Årsrapport 2011 INDHOLD :
Bakken - et forpligtende fællesskab med respekt for den enkelte SIDE 9
Skinnerup Tømrer- og Snedkerforretning har Martin fra Elmelund i praktik: “Der skal være plads til os allesammen” SIDE 12
Thy STU Lise går i Skole i Skoven SIDE 17
Formand for Nationalpark Thy, Ejner Frøkjær: “Jeg er fuld af beundring” SIDE 1 9
ELM ELUND Leder: Alice Andersen Sousc hef og jobk onsulent: Jens Knudsen Sousc hef: Linda Jørgensen Adre sse: Elmelund Nørrealle 22 7700 Thisted E-mail og net: www.thystu.dk elmelund@mail.tele.dk www.elmelund-jbf.dk Telefon: 9791 2423
Elmelund er 3-doblet siden 2007 Med en vækst fra 16 til 55 elever over fire år er Elmelund mere end 3 doblet over de seneste fire år. Det kræver, at man kan holde tungen lige i munden og holde fast i værdierne, fortæller leder, Alice Andersen. VOKS E VÆ RK: - Hvis eleverne skal tilpasses Elmelund, holder idéen ikke. Det er i stedet idéerne, der skal tilpasses elevernes behov, lyder nøglen til succes, når leder
2
af Elmelund, Alice Andersen, skal forklare den vækst, som Elmelund har oplevet de seneste fire år. Fra 2007 til 2011 er elevtallet vokset fra 16 til 55, mens antallet af ansatte, undervisere, pædagoger og jobkonsulenter er
vokset fra 9 til 35. Ikke færdige - Og vi er ikke færdige. Det er en stor udfordring at udtænke, udforme og søsætte nye projekter. - Her har været en stor pioner-ånd. Hvedebrødsdagene er slut og hele organisationen skal konsolideres. Det er ikke problemfrit, men udfordrende. Vi skal lande efter væksten, fortæller Alice Andersen. Konsolideringen foregår med ERFA-dage, fælles personalemøder og sociale arrangementer for at holde fast i fællesskabet og værdigrundlaget blandt personalet. Ånden fra Elmelund - Vi prøver at løse ting blandt personalet, så de kan lære af kollegaerne. På den måde kan vi sikre en homogen indsats overfor de unge. Et andet tiltag er, at hver gang vi åbner et nyt sted, så sender vi en af de ”gamle” med
arbejdere med. Det gør vi for at holde fast i ånden fra Elmelund, forklarer Alice Andersen, som selv har skullet lære at alt ikke længere skal gå gennem hende. - Det har været svært at acceptere, at jeg jo heller ikke kan overkomme det hele. Det har været lidt som at få børn. Man ved aldrig, om de har kolik eller om de sover næste nat, smiler hun. Dækker behov Elmelund sætter som regel ikke projekter i søen uden at grundlaget er på plads. - Vi har eleverne på plads, før vi sætter et nyt projekt i gang, siger Alice Andersen og giver to bud på årsagerne til Elmelunds vækst: - Da amterne blev nedlagt, ønskede kommunerne at få eleverne tættere på. Så alt, hvad vi har lavet, er sket på opfordring fra kommunerne. Vi søger hele tiden at stille et aktuelt behov, siger Alice Andersen.
I garagen med port og tilhørende værksted er der lys tidlig mandag eftermiddag. Jesper, som er pedelmedhjælper og klædt i kraftigt sort arbejdstøj, holder øje med, at Lærke på 22 gør sit arbejde ordentligt. Hun ligger på knæ ved siden af en Kia Picanto, mens hun bakser med højre fordæk. På en kasse ved siden af bil og garageport sidder 19-årige Sabrine og følger med. - Jeg er ved at skifte dæk. Til vinterdæk, forklarer Lærke, da hun et kort øjeblik kigger op fra fælgen. Jesper finder den rigtige topnøgle til arbejdet, og Lærke går atter i gang med at give Kiaen vintervanter på.
Unge fra nær og fjern Lars Dalstrup er en af de ældre unge, som er kommet langvejs fra og til Elmelund. I dag bor han næsten overfor institutionen på Nørreallé, og han kigger over på Nørreallé og besøger Klubben i ny og næ. - Jeg kigger lige over for at se, hvad der sker. Jeg får også besøg af to botrænere - Jane og Karen. De kommer bare for at hjælpe og kigge lidt, fortæller Lars. Han kom fra familiepleje i institutionen Kvadderkjær i Klitmøller og til Elmelund i 2008. Da var Lars 23 år. Han har boet i Kvadderkjær
i 10 år. Før det kom han fra Esbjerg, hvor hans adoptivforældre, da Lars var seks år, sendte ham videre i familiepleje. Svært at blive voksen - Tidligere gik jeg mere i min egen verden. Jeg brugte for mange penge, havde ikke noget at lave og hang ud med de for kerte venner, fortæller Lars. - Det var da nemt, dengang man bare kunne gøre, som man ville. Det kan føles svært at forholde sig til at blive voksen. Men jeg har da fået det lært. Her på Elmelund vænner man sig til, at man skal gøre tingene.
Lars besøger stadig Nørreallé for at få en snak og følge lidt med i, hvad de unge laver.
Det er bar´at gå i gang, stopper Lars op. Ikke hjem til Esbjerg Han vil ikke kalde sig selv fanatiker, hvad angår rengøring og oprydning. - Men jeg kan godt lide, at det er pænt og ordentligt, siger han stille. Elmelund har også hjulpet ham i arbejde. Han har fået job som pladsmand og arbejdsmand hos Thybo Biler i Thisted. - Det kan jeg godt lide. Det gode er, at der sker noget nyt hver dag, forklarer Lars Dalstrup. Lars vender ikke tilbage til Esbjerg igen. Som han selv siger det: Svært at finde sin mor - Jeg har intet netværk dernede. Jeg har boet fem år i familiepleje, og de kunne ikke magte det. Jeg fik bare at vide en dag, at de kunne ikke have mig hjemme mere. Min mor er fra Ungarn, og jeg har prøvet at rejse derned for at finde hende. Men der bor 2 millioner i Budapest. Det er så svært at finde hende der, fortæller Lars roligt. Han regner med at blive i Thisted. Her har han desuden fundet en reserve-moster. Hun hedder Anne Marie og er en ældre dame, som han hjælper og er gode venner med.
VÆRDIER FÆLLES VÆRDIER PÅ ELM ELUND Næstekærlighed er også omsorg. Vi ser det enkelte menneske som unikt og uendeligt værdifuldt. Fællesskab har værdi for os, fordi vi tror på, at det er i relationen og i mødet med hinanden, at vi får styrken til - og muligheden for - at udfolde os og vokse som individer. Udvikling betyder for os, at vi er ambitiøse, resultatorienterede og initiativrige i vores dag lige arbejde. Succes er, når vi opfylder de mål vi har sat os. Anerkendelse vil sige, at vi er lyttende, opmærksomme og interesserede i hinanden. Vi møder hin anden med åbenhed og nærvær.
3
Christina nyder at spille spil, se TV eller bare sidde og snakke med de andre unge på Nørreallé. Lige nu har de travlt med at forberede julemarkedet
Christina har boet på Elmelund i lidt over et år:
Jeg er blevet bedre til at lave mad FA KTA N Ø R REALLÉ Nørreallé er opdelt i grøn og blå afdeling med plads til fem beboere i hver afdeling Beboerne modtager botræning, de får jobtræning og endelig fritidstræning. Den sociale træning er en integreret del af alle tre elementer, der udvikler beboeren fra barn /teenager til voksen. På Elmelund anses botræning, erhvervstræning og fritidstræning som lige væsentlige for udviklingen af hele mennesket. BOTRÆNING omfatter praktiske gøremål som indkøb, madlavning, rengøring vask og økonomi, som der bliver brug for, når beboerne udsluses til egen bolig, hvor det kan ydes fortsat træning og støtte efter behov. JOBTRÆNING Det er en forudsætning at beboerne på Elmelund har arbejde - enten på beskyttet værksted, som jobtræning i Elmelund-regi, for eksempel indretning af værksted på Såruphus skovhjælper arbejde i samarbejde med Naturstyrelsen eller i form af praktik i en virksomhed. FRITIDSTRÆNING vægtes højt - det er et krav til beboerne på Elmelund at de har en fritidsaktivitet som sport - mindst en gang om ugen. Svømning, hockey eller Zumba er popu lære for tiden det er også mere kreative udfoldelser som musik. Andre vigtige dele af træningen er diverse udflugter, traditioner omkring højtider som jul og påske, men også rejsetræning. Den består af en årlig rejse til sydens sol eller en tur til en europæisk storby.
4
21-årige Christina har boet på Elmelund siden september 2010. Niels har skaffet hende en praktikplads, så hun i dag har en hverdag som alle andre. - Jeg synes ikke det er svært, svarer Christina på 21 år på spørgsmålet om, hvordan hun har det med botræning. Botræning er hjælp til de praktiske ting i hverdagen. For eksempel at gøre rent, handle ind, rydde op og lave mad. - Jeg skal have lidt hjælp til det med økonomi. Med penge og sådan noget. Men jeg er god til at handle ind, forklarer Christina. Gode venner Hun skal bo på Elmelund i tre år. I begyndelsen arbejdede hun på Café Baghuset, men fra 3. oktober i år har Niels skaffet hende en 3-måneders praktik-
plads på Coloplast, hvor hun pakker pudder og tuber. - Jeg kan godt lide at være her. Der er andre unge, som man kan være sammen med. Vi sidder og spiller spil, ser TV eller sidder bare og snakker. Jeg kan bedst lide at sidde og snakke med de andre. Det kan for eksempel være om, hvordan det går på arbejde, eller hvordan det går i skolen.Man får nogle gode venner her, fortæller Christina. Bedre til mad Hun føler at det hjælper hende at bo på Elmelund. - Jeg er blevet bedre til at lave mad, runder Christina af. I november har der mest været fokus på at lave julevarer til det årlige julemarked. Pengene fra salget går til de unges næste rejse, der skal gå til Bulgarien.
24-årige Jesper har nydt alle sider af Elmelund. Han vil stadig gerne bestemme, men når Elmelunds medarbejdere lytter til ham, så respekterer han Elmelund.
Her bliver du lyttet til Jesper på 24 år bor med kæresten i lejet hus. Her har han 72 kvadratmeter til sig selv og kæresten Sabrina, som han mødte for 17 måneder siden. Og han kan selv bestemme. - Jamen, jeg har været en rod. En rigtig rod. Der var ikke nogen, der skulle bestemme over mig, siger han og lægger armene over kors. - Dengang skulle jeg være den bedste og den største. Ingen kunne røre mig, fortsætter han. Selv bestemme Jesper har altid gerne selv villet bestemme. Det vil han stadig, men han har ændret sit syn på nogle ting. - Jeg ville gerne kunne forsørge mig selv. Pensionist eller på fleksjob - det var en dødssynd for mig. At være i det kommunale system var godt nok nedladende for sådan en som mig. For eksempel at være på kontanthjælp, mindes han og kniber øjnene sammen. Chefen forstår mig - I dag har jeg ændret mit syn på det. Jeg er glad. Jeg tænker heller ikke på mig selv som
pensionist. Det gode ved at være blevet tilkendt en førtidspension er jo, at der kommer ro på den psykiske del. Jeg skal ikke tænke på, om jeg har et arbejde i morgen. Her på Elmelund forstår min arbejdsgiver mine behov, fortsætter den unge mand, som i dag er førtidspensionist på skånejob fra 8 til 14. Han er klædt i sort. Sort kraftigt arbejdstøj med et hvidt logo, hvor der står WorkZone. Jesper er en fast del af Elmelunds team, “De sorte mænd”. Folk lytter Klokken er lidt over 14. Jesper er netop vendt hjem fra arbejde og har låst sig ind i huset, hvor han bor i dag. Han har boet på Kastet. Derefter flyttede han i ungdomsbolig. Så mødte han Sabrina, og 33 kvadratmeter blev for småt til de to. Den største oplevelse, han har haft på Elmelund, har været at blive lyttet til. - Min største skræk, da jeg kom på Elmelund var, at pædagogerne vidste alting bedst og aldrig lyttede. Men det har de altid gjort. De har altid lyttet, og
der har altid været handling på. Uanset hvad, slår Jesper fast. Nej tak var ok Jesper husker tydeligt nogle af de episoder, hvor han særligt oplevede at blive lyttet til: - Der var en søndag, mens jeg boede på Kastet. Vi skulle til noget kirke-halløj. Jeg sagde “nej, tak” til at tage med , fordi jeg ikke selv er troende. Jeg havde nok forventet at blive beordret til at tage med, men de sagde: “Du får lov til at blive hjemme”. Det gør en meget stor forskel at blive hørt, mener Jesper. Bedre end guld Det var iøvrigt Alice, der besøgte Jesper, da han var røget i arresten. Ingen vidste noget om, hvor han var. - Men efter to dage stod Alice der. Bare det at se et kendt ansigt. Lige der. På det tidspunkt var det guld. Eller guld er ikke engang nok, retter Jesper sig selv og roser Alice: - Alice véd du, hvor du har. Hende respekterer jeg, siger Jesper ærligt. Han elsker arbejdet
som en af de sorte mænd. Der er aldrig to ens dage, og Carl er ikke efter ham, hvis tingene tager lidt ekstra tid. Drøm om eget sted - Det tager den tid, det skal. Og det er ok, at jeg ikke kan alt, forklarer Jesper. Hans drøm er at stifte en rigtig familie. Han kunne godt tænke sig et nedlagt landbrug, hvor han kan få kone og børn og gerne et værksted, hvor man kan larme, uden at det generer nabo erne. Og han føler, at familien er ved at være klar til det. - Jeg har fået botræning. Man lærer at gøre rent. Selvfølgelig er det træls, men det skal bare gøres. Herhjemme samarbejder vi om at gøre rent og vaske tøj, siger Jesper, som dog erkender, at det er kæresten Sabrina, der tager sig af at lave mad.
Jesper elsker arbejdet som en af “De Sorte Mænd”. I hans tid på Elmelund er han flyttet ud og bor i dag sammen med kæresten Sabrina i Thisted.
FA KTA : D E SORTE MÆND Et af Elmelunds mindre kendte initiativer er DE SORTE MÆND. Navnet dækker over et lille hold på tre; Carl, som er chef og bygningssnedker samt medhjælperne Jesper og Lasse. Navnet kommer af arbejdstøjet. Et sæt sort og kraftigt udetøj af mærket WorkZone. Lige op til december er de i fuld sving med at forberede julemarked. De bygger boder på 3 x 2 meter, som alt jule-nips skal sælges fra. De sorte mænd laver også vedligeholdelse af Elmelunds bygninger og hjælper, hvor der er brug for det. Som for eksempel da Lærke havde brug for hjælp til at skifte vinterdæk på sin Kia Picanto.
5
Øver sig på hverdagen
Til huspå Gert Kudahl er bo-træner på Kvisten, der ligger midt i Thisted. Her træner ni unge hver dag i at blive bedre til de ting, man skal huske i hverdagen. At gøre rent, vaske tøj, lave mad, rydde op og meget meget mere.
De unge med særlige behov, som bor på Kvisten i centrum af Thisted, har alle et mål: de skal lære at være. Være sig selv og være sammen med andre mennesker. Det handler om at skabe rutiner - og passe sin hverdag. Kvisten ligger som første etage over Netto - lige ved kirken i Thisted. Her bor ni unge - syv piger og to drenge, der alle forsøger at vænne sig til en almindelig hverdag. - De skal lave mad, rydde op, vaske tøj, vaske op, gøre rent, og så skal de gå i skole hver dag fra klokken 8 til 14, forklarer 54 årige Gert Kudahl. Han er bo-træner og har været det hos Elmelund siden midt i august 2011. Tidligere har han arbejdet i 25 år som pædagog indenfor psykiatri og special området. Familiehygge - Vi mødes hver dag klokken 15 for at drikke kaffe og lige vende dagen, fortæller Gert Kudahl Aftensmaden bliver spist i to hold, for at det stadig er hyggeligt og familiært. På den måde
6
er de højst fem unge omkring bordet. Der er to par botrænere ansat, som er i huset fra klokken 13 til om aftnen klokken 22. Største skærm er fælles - Lige nu er vi i gang med at forberede julemarkedet. Syv af vores unge går på Thy STU, mens to går på kommunens STU-tilbud i Skjoldborg. Gert viser rundt i det lokale, som de unge undervises i hver fredag. Det ligger op ad stuen, der er 50 kvm stor og med det vist nok største fjernsyn på Kvisten. I den anden ende af bygningen får han lov at vise Monicas værelse frem. Det er godt 15 kvadratmeter stort og har skabe, skrivebord, og sengen står lige foran et 42’’ fladskærms TV. Du kan jo godt! - Lige nu kan de godt nok se samme kanaler på værelserne, fordi Boxer har frigivet signalerne. Men til hverdag er det kun i fællesrummet, der er den store pakke. De må heller ikke have internet på værelserne, for så burer de sig inde, siger Gert og roser Monica for, at hun har ryddet sit værelse ekstra pænt op i dag: - Du kan jo godt! Monica smiler lidt forlegent.
Klokken er næsten 14.30. Det er mandag. Beboerne på Kvisten i centrum af Thisted er vendt hjem fra deres uddannelse Thy STU. Enkelte når et bad, men de fleste unge bænker sig hurtigt omkring spisebordet i køkkenet. Nogle ark med opskrifter skifter hænder. Charlotte på 20 år finder et billede af pandekager, der er bundet op som en kugle. Charlotte har maddag tirsdag. I dag er 24-årige Trines maddag, og hun har besluttet sig for at lave græsk farsbrød med tzaziki. Som et almindeligt hjem Med om bordet sidder Gert, Susanne og Jane, som er botrænere. Sammen med de unge ridser de nogle af de daglige opgaver op, som skal ordnes i løbet af en uge:
- Botræning er at gøre rent, gå i banken, lægebesøg, vaske tøj, begynder Jane. - Eller gøre køleskab rent. Se datoer på madvarer, vande blomster eller feje cykelskur, følger 18-årige Malene op. - Det er jo som et almindeligt hjem, bare meget mere skemalagt og struktureret, forklarer Jane. Zumba og hockey Jesper på 18 år dukker op. Han kommer hjem fra arbejde på FASE 1 og slår lige vejen omkring køkkenet, hvor han lytter lidt lænet op ad køkkenbordet, før han smutter i bad. Det er et krav, at de unge går til en fritidsaktivitet om ugen. Trine går til hockey - sammen med en del andre unge fra Elmelunds andre afdelinger - og har netop været til stævne i Aarhus i weekenden. Malene går til Zumba med et hold fra Elmelund. Drengene
møde Kvisten holder til i Studie 7 - et fitnesscenter i byen. Kender alle Desuden kommer de fleste i Klubben, der holder til hos kommunens ungdomsklub i den gamle Borgerskole i Skolegade. - I starten gad jeg ikke. Jeg syntes, det var så kedeligt, for jeg kendte ikke så mange, fortæller Trine om Klubben. - Første gang, jeg kom derhen, kendte jeg kun Lise og Mette. I dag kender jeg alle - alle fra Elmelund. Det er vel en 60 - 70 stykker, fortsætter Trine. Omkring bordet bliver der tjekket opskrifter. Malene elsker at lave mad og har lært nye opskrifter, mens hun boede her på Kvisten. Pigerne spiser lidt knækbrød, drikker kaffe, piller en mandarin eller spiser et stykke frugt, før de atter skal på opgaver for at træne videre i dagens opgaver: en helt almindelig hverdag.
på Kvisten Et par sokker, tre t-shirts og et par lange bukser ligger strøet ud over gulv og den uredte seng. Af et teenageværelse at være er det egentlig særdeles ryddeligt og rent. - Du tager ikke billeder af rodet vel? siger 20-årige Nina Frøkjær Jensen bedende. Og det får hun selvfølgelig lovning på. - Jeg kunne ikke finde min nøgle i morges, så jeg fik ikke redt sengen eller ryddet op, undskylder hun. Det rummelige værelse med de hvide møbler er gjort rigtigt hyggeligt og personligt med pynteting og billeder. Og det er helt rigtigt, at hendes sofabord også kan findes i Ikeas katalog. - Det hele er faktisk fra Ikea - og jeg har valgt det hele selv, fortæller hun stolt. Nina er faldet godt til nu - hun nyder fælleskabet med specielt Trine og Lise og kan rigtig godt lide at være her. - Men i starten brød jeg mig slet ikke om det - da ville jeg helst væk, fortæller Nina. Hvorfor dog? Mange regler mange venner - Puha, alle de regler. Det ku’ jeg ikke lide, svarer hun og skutter sig, som var det koldt. - Men nu gør det ikke noget, nu har jeg jo vænnet mig til det. - Ja, i starten synes man, her er så mange regler - nu er her mange venner, bemærker Trine, som er på tredje år og snart skal udsluses. Blandt ni beboere er de syv piger. Trine og Lise kendte hin anden i forvejen fra Fenskær
efterskole i Nr. Nissum. Nina har også gået der, bare på et andet tidspunkt. Det er meget forskelligt, hvor tit pigerne tager hjem. Nina er hjemme hver tredje eller fjerde weekend. Det fjerne Østen På spørgsmålet om, hvor hun kommer fra, starter Nina med begyndelsen: - Jeg er egentlig fra Vietnam. Jeg var der på børnehjem, til jeg var to og et halvt år, fortæller Nina. Hun kan ikke huske noget fra den tid. Heller ikke, at hun derefter boede i Hong Kong sammen med sine
danske adoptivforældre - faren er præst, moren lærer. - Min far underviste flygtninge fra Cambodia i at blive lærere. Det var i en flygtningelejr, forklarer Nina. - Jeg var næsten fem år, da vi flyttede til Danmark - til Glyngøre. Nå, men nu skal jeg altså til husmøde, slutter Nina – og skynder sig hen i køkkenalrummet, hvor alle de andre allerede er samlet.
7
Billeder fra Bakken. Selve Bakken anes i baggrunden på billedet til venstre - lige bag Ulla, som er ansat, Per-Martin og Maria som bor på Bakken. Til højre det fælles ugeskema i fælleslejligheden, med et enkelt foto fra sidste ferie...
Livet er i Thisted Kastet har plads til 4 beboere og er dermed det mindste af Elmelunds bosteder. Ligesom Nørrealle er de unge her i afklaring af erhvervs evne og bostøttebehov - på Elmelund kaldet fase 1, 2 og 3. Mette Søndergaard Holm fylder snart 22 og skal udsluses om et halvt års tid. - Nej, jeg glæder mig ikke jeg synes slet ikke, jeg er klar. - Jo selvfølgelig er du, Mette, siger pædagog Agnethe Christensen og lægger sin arm om Mette. Nej, jeg kan ikke alt det med økonomi og lave mad! Jeg er ikke klar, bliver Mette ved. - Åh pjat, Mette, det bliver du da! Der er hele seks måneder til. Tænk på, hvor langt du er nået i de to et halvt år, du har været her.
8
Så klarer du da også resten på et halvt år. Og bliver du usikker på økonomien eller trænger til et ordentligt måltid, ved du da, hvor vi er, beroliger Agnete. Stor forandring - Nå ja, siger Mette roligere og indrømmer: - Noget mad kan jeg jo også lave. - Men det er rigtigt, der er sket rigtig meget. Mette begynder nu at fortælle: - Da jeg kom her, havde jeg slet ikke noget ungdomsliv. Jeg gik aldrig ud - ikke noget med kammerater. Jeg havde ikke en eneste ven.
Mette lyser op: - Nu har jeg bare rigtig mange venner, og jeg er nok i byen hver eneste weekend. Agnethe skyder ind: - Ja, ikke nok med det, du er jo også rigtig god til at få de andre med ud. Johnni Iversen på den anden side af bordet udbryder: - Ja, helt ærligt. Hvad skal vi andre gøre uden Mette, når hun rejser! Bliver i byen - Jeg ville da ikke komme af sted ret tit, hvis du ikke hev mig med, tilføjer han.
Mette læner sig frem over bordet mod ham, - Åhr, Johnni. Jeg bliver jo her. Så du kan bare blive ved med at komme med. Mette, der kom til Elmelund fra Fjerritslev, vil under ingen omstændigheder tilbage dertil. - Hvad skulle jeg dog dér? Jeg har ingenting dér. Her i Thisted er mit liv - jeg har alle mine venner her. Jeg vil ikke væk herfra, siger Mette bestemt. Og så får hun travlt, hun skal til Zumba, men har dog lige tid til at vise, hvordan man for eksempel ryster sig “zumbastisk”
En lækker pensionistbolig Bag spisebordet i det store køkkenalrum hænger en farverig reproduktion af den østrigske kunstmaler Gustav Klimt. I den anden ende af rummet inviterer hjørne sofaen til at slænge sig i den. Jens Christian Troelsen, 26
år, har spontant inviteret inden for i sin cirka 75 kvadratmeter store lejlighed. Indretningen er mest holdt i sort og hvidt, krydret med enkelte hyggelige farveklatter, for eksempel i form
af lamper og puder. Lejligheden ligger lige over Bakkens fælleslokale, hvor 6 førtidspensionister i egen bolig kan mødes, spise sammen og få råd og vejledning hos Elmelunds pædagoger. Jens Christian, der stammer fra Fjerritslev, kom til Elmelund i 2006, og har for længst fået tilkendt sin pension. Han er den første beboer i lejligheden efter Elmelunds overtagelse af ejendommen. - Det var ikke helt færdigt, da vi skulle flytte ind. Så først boede jeg sammen med 2 andre i noget midlertidigt på Højtoftevej. AaB-fan Der er meget ryddeligt og rent, og Jens Christian nærmest undskylder sig med, at han altså
har gået på sansestormernes husholdnings skole i Risskov. Det enkle soveværelse afslører Jens Christians store passion. Sport. En AaB-trøje pyntet med autografer fra hele holdet pryder væggen. - Det er mit yndlingshold, trøjen fik jeg i fødselsdagsgave fra min søster. Den er jeg godt nok meget glad for, fortæller han. Omkring 10 til 15 forskellige medaljer er som hængt om “halsen” på trøjen. - Åh - det er medaljer, jeg har vundet ved forskellige sportsstævner - nogle af dem er gamle, jeg kan ikke huske, hvad de altsammen er for. Jens Christian dyrker stadig sport, nu er det mest hockey.
Ligeværd har værd gen Ligeværd. Johnny er formand for lokalafdelingen Thy/Mors, som holder til i Markstræde 16 i Thisted. Der er knyttet en Cafe til lokalafdelingen, som er en slags klublokaler for medlemmerne. Målgruppen er unge med særlige behov.
Johnny Mark Nielsen er droppet ind på “Bakken” til eftermiddagskaffe og en sludder omkring spisebordet. Han er en af de 6 unge førtidspensionister tilknyttet stedet. Han bor - som de 6 andre i egen lejlighed nær ved. Johnny er en aktiv førtidspensionist, og som de andre under Elmelunds vinger, har han nogle fritidsinteresser. Johnny har valgt at bruge rigtig meget af sin tid i foreningen “Unge for Ligeværd”. Den er en udløber af Landsforenin-
Medlemmer fra Thy og Mors Nogle er nuværende eller tidligere “Elmelund unge”, men Ligeværd Cafeen giver mulighed for også at mødes med andre ligestillede, som aldrig har haft med Elmelund at gøre. - Alle kan deltage, de skal bare være medlem, forklarer Johnny og tilføjer: - Man kan få lov til at del tage gratis de første 3 gange for at snuse til det. Men så skal man også blive medlem, hvis man vil fortsætte. Fester og ture - Nogle gange mødes vi bare, men vi arrangerer også en masse ture og fester i løbet af året, fortæller Johnny.
- Der er selvfølgelig julefrokost. I år skal det være den 3. december. Og så arrangerer vi også ture til Thy Gokartbane. Det er rigtig sjovt. Alt efter temperament kan medlemmerne så blot deltage og have det sjovt eller også have
det sjovt med at være med til at arrangere. - Vi nedsætter som regel et festudvalg, der blandt andet kommer med gode ideer, og så får vi hjælp til for eksempel det med økonomi af de ansatte pædagoger i Cafeen.
FAKTA: BAKKEN Bakken er Elmelunds tilbud om bostøtte. Det henvender sig til unge, der kun kan klare sig selv i egen bolig med intensiv daglig bostøtte og personlig støtte til deltagelse i foreningsliv og almindelige fritidsaktiviteter. Det er en selvstændig enhed og afdeling under Elmelund med fælles værdigrundlag og pædagogik. Personalet er en del af det samlede personale på Elmelund. Pædagogisk er der fokus på at vedligeholde og udvikle færdigheder i stedet for at indlære dem. Personalet er tilknyttet fælleslejligheden tidsrummet kl. 7 til 21. Beboerne har afsluttet et forløb på Elmelund eller andet sted - er altså afklaret med hensyn til arbejdsevne og støttebehov. De får typisk førtidspension, og det er et krav, at beboerne deltager i arbejdslivet - det vil sige arbejder på et beskyttet værksted eller er i et skånejob. På Bakken lægges vægt på et forpligtende fællesskab, men med respekt for den enkeltes behov for privatliv. I årets løb arrangeres fælles udflugter, rejser og kulturelle oplevelser.
9
Vær lykkelig for, at vi har et sted som Elmelund Elmelunds bestyrelse siden hun blev prikket på skulderen en dag i 2005. Afdeling med særlige behov Tidligere fabrikschef Max Leest sad i bestyrelsen for Elmelund, og da han trådte tilbage, pegede han på Anne Marie Faaborg. - Så jeg kom i Elmelunds bestyrelse efter Max Leest. Den dør, som han åbnede, har jeg prøvet at holde åben, fortæller Anne Marie Faaborg, som gik på efterløn i 2009. Hun husker, at Elmelund allerede fra begyndelsen i 1996 var meget interesseret i at skaffe unge med særlige behov ud i praktik. Da var Anne Marie Faaborg selv produktionsleder for en afdeling på Coloplast, hvor man kun lavede manuelt arbejde. Her havde hun 22 med arbejdere med særlige behov.
Anne Marie Faaborg har siddet i Elmelunds bestyrelse siden 2005. Hun ser Elmelund som det fundament, der gør, at de unge kan klare sig selv i livet. Anne Marie Faaborg har gennem sine 31 år på Coloplast været både tillidsmand, produktionsleder og mentor. Hendes arbejde har stort set altid haft med mennesker at gøre. I flere perioder med unge med særlige behov. - Jeg synes, Elmelund spiller en kæmperolle her i Thisted. Kommunen skal være lykkelig for, at vi har et sted som Elmelund. De unge er der jo, og der skal være et sted til at tage sig af dem. Det kan Elmelund, siger Anne Marie Faaborg med tryk på hvert ord. Hun har været medlem af
10
Er der endnu - Men så i 2000 gik Elmelund og Coloplast i samarbejde om et EU-projekt. Jeg blev ansat som mentor i projektet, og samarbej dede tæt med jobkonsulent Jens Knudsen fra Elmelund. Vi skulle tage unge ind. Unge, som skulle lære at samarbejde, gebærde sig og den slags. Målet var, at de efter praktikken - skulle være i stand til at komme videre i et andet job, forklarer Anne Marie Faaborg og kigger op. - Men det blev det eneste, vi ikke lykkedes med, afslører hun. - For de er der stadig! smiler Anne Marie Faaborg. En oplevelse Hun sidder ved køkkenbordet. Et hvidt, rundt træbord med hæklet dug og en julestjerne på. - Du skal se de unge, når de får deres første lønseddel. De vokser lige på stedet, siger hun. Hun tager ofte ud til andre virksomheder, hvor hun taler varmt for, at unge kan komme
ud i praktik. Også selv om de måske kræver lidt mere end andre unge. - Nogle gange møder jeg virksomheder, når jeg holder foredrag. Så plejer jeg at sige: ”Giv medarbejderne den ople velse og opgave, som det er at få lov til at arbejde med unge, der har særlige behov. Og så husk på, at det kunne være jeres egne børn. Ville du bryde dig om, at dine børn ikke kunne komme ud at arbejde, selv om de var lidt anderledes end alle andre?” - Det vigtigste er selvfølgelig altid, at medarbejderne på en virksomhed bliver klædt godt på til opgaven, fortæller Anne Marie Faaborg. I Elmelunds bestyrelse handler det mest om at tale om Elmelund, støtte og bakke op om Elmelund. - Medarbejderne er så engagerede. De unge får mulighed for at blive til selvstændige personer. De får hjælp til selvhjælp. Det er et fantastisk arbejde og et vidunderligt sted, roser Anne Marie Faaborg.
Oser... - Man fornemmer både med øjne og ører, at Elmelund er et rart og hyggeligt sted, når man kommer der, siger Ellen Østergaard, som er medlem af Elmelunds bestyrelse. Det er den varme tone og den dej lige måde konflikter løses på, som gør, at Ellen Østergaard holder af sine besøg på stedet. - Det er som at komme ind i et rigtigt hjem, siger Ellen Østergaard, som beklager at besøgene er så sjældne. Hun bor i Silkeborg og er i Elmelunds bestyrelse på vegne af paraplyorganisationen Jysk børneforsorg/ Fredehjem, hvor hun er medlem af hovedbestyrelsen. Fælles værdier Med Elmelund er der omkring 25 selvejende institutioner tilknyttet organisationen. - Det er så mange, at et medlem fra hovedbestyrelsen ikke længere er repræsenteret i alle bestyrelserne
FAKTA O M BEST YRELSEN Elmelund har en bestyrelse, på fem personer. De fem er: Formand Gunhild Stausholm-Møller Verner Jensen Anne Marie Faaborg Gert Tøgersen Ellen Østergaard
Nørreallé / Kastet Toppen Bakken Kvisten Repræsentant Jysk Børneforsorg Fredehjem
Bestyrelsen mødes fire gange om året. Bestyrelsens rolle er at understøtte og tilse, at Elmelund går godt. Bestyrelsens medlemmer har desuden fordelt de enkelte afdelinger mellem sig, så de hver især kender lidt bedre til en afdeling.
...af hjem - det er ærgerligt, mener Ellen Østergaard. Hun forklarer videre: - Elmelund er ligesom de andre meget selvstændige enheder. Det de har tilfælles er værdigrundlaget og det kristne menneskesyn. Det er måske ikke så synligt i det daglige, men er alligevel det, der styrer arbejdet med de unge. Paraplyorganisation - Jysk børneforsorg/Fredehjem støtter organisatorisk gennem besty relsesarbejde, men blander sig ikke i de enkelte institutioners daglige arbejde, forklarer Ellen Østergaard: - Vi arrangerer møder og kurser for ledere og medarbejdere, så de kan mærke, de er medlemmer af et
fællesskab, hvor de kan udveksle erfaringer og inspirere hinanden. Ellen Østergaard er pensioneret lærer. Hun har hele sit 38 år lange arbejdsliv undervist i specialklasser - og kender til de unges behov og vanskeligheder. - Og det er så dejligt at komme på Elmelund og se, at de mange bosteder ikke er institutioner, men hyggelige hjem for unge med vanskeligheder. Det har den gode ledelse og de dygtige medarbejdere æren for, slutter Ellen Østergaard.
Her kan man se tingene lykkes Fabrikschef Verner Jensen har egentlig forsøgt at holde sig væk fra besty relsesarbejde. Men da Elmelund spurgte om hans hjælp, kunne han ikke sige nej. - Man kan se, at det lykkes for Elmelund, når man kigger på de unge. Når eleverne kommer gennem det klassiske forløb på tre år, så går de styrket ud. Mange får grundlagt en selvstændig tilværelse i egen bolig, beskriver Verner Jensen. Han flyttede til Mors som fabrikschef på Minkfoderfabrikken Vildsund. Tidligere har han haft meget bestyrelsesarbejde, men Verner Jensen havde besluttet sig for at sige nej. Den beslutning holdt, lige indtil Alice Andersen i 2004 spurgte ham, om han ville hjælpe Elmelund. - Det var så spændende og vigtigt, at jeg ikke kunne sige nej. Det er jo en gruppe mennesker, som har brug for nogen til at støtte deres albuer. For de har ikke nok
albuer selv til at komme frem, forklarer Verner Jensen. Han har oplevet “Lille Elmelund”, som han kalder de to boenheder på Nørreallé. Og han har - med sin baggrund i erhvervslivet - forsøgt at sikre, at kapacitet og vækst har passet sammen. Med andre ord: At der har været nok hænder til at bære alle opgaver. - Det startede jo med to bo enheder á 5 værelser. Ret hurtigt kunne vi se behov for mere kontakt, når de unge forlod Elmelund. Med kommunalreformen kom der også flere opgaver fra kommunen. Det ene initiativ tager det andet, og Elmelund er en meget dynamisk organisation. Det har vi set med alle de ting, der er sat i søen. Og der er næsten ingen initiativer, som man ikke har turdet tage op, fortæller Verner Jensen. Han ser Elmelund som en stor buket af initiativer med fokus på samfundsudvikling. Det nye Thy STU, er han allerede sikker på, er en enestående uddannelse: - Den uddannelse giver unge ting, som de har brug for i forhold til tilværelsen. Hvis vi laver en
STU, som kan give mennesker de værktøjer, de skal bruge som grundlag for hele livet, så forlanger jeg ikke mere. Så er vi kommet rigtigt langt, mener Verner Jensen. Han ser Elmelund som et aktiv for hele Thisted Kommune.
Trods Verner Jensens erhvervs baggrund tør han ikke sætte tal på værdien af Elmelunds arbejde. - Men jeg tør godt sige, at Elmelunds værdi er høj, vurderer han.
11
Kenneth: Ser ikke tilbage - Det her er Martin fra Elmelund, som du skal snakke med, siger Kenneth Jensen, der med sine omkring 2 meter, får den spinkle, smilende Martin Kortegaard Jørgensen til at se lille ud. - Nu må vi se, hvordan det går, for han siger ikke noget. Jo, det vil jeg, men også lidt med dig. De siger jo allesammen, at du er en solstråle. - Nå, det gør de! Kenneth griner - og Martin vover et stille fnis. En sav skriger lige ved siden af. Da vi har fået ørenlyd igen, svarer Kenneth på, hvad Elmelund har betydet for ham: - Alt. Jeg havde ikke været her i dag, hvis ikke jeg var kommet til Elmelund og hertil. Mens han ser ned, giver han begrundelsen - lige så kort som alvorlig: Stoffer, druk, kriminalitet.
Jamen det hele. Kenneth ser op: - Men ærligt talt. Jeg vil helst ikke snakke mere om alt det. Det er jo så længe siden, jeg er kommet ud af alt det skidt. Nu har jeg mit arbejde her, og jeg har en kæreste. Vi går over gården, og Kenneth viser sit domæne frem. Kenneth holder orden på værkstedet og pladsen omkring bygningerne. - Og så kører jeg ud med det, svendene mangler på byggepladserne. Materialer og værktøj. I øjeblikket pakker Martin og jeg rigtig mange trailere med dem her. Kenneth klapper en stabel store, flade papkasser, der viser sig at huse solfangere. Martin er med os rundt - han følger opmærksomt med i alt, hvad Kenneth fortæller. Og Kenneth får stadig nye opgaver at prøve kræfter med.
Kenneth kan også tage det, der ikke lykkes med et smil. For eksempel lastbilkørekortet, chefen gerne ville have ham til at tage. - Det har jeg prøvet et par gange - det gik ikke, så det gider jeg ikke mere nu, siger Kenneth, der så hellere fokuserer på det positive, som kæresten og det nyeste private projekt. - Vi har været sammen i 4 år nu. Kenneth smiler og vipper med øjenbrynene, da han tilføjer: - Og så har vi lige købt hus. Vi skal flytte om en syv, otte uger. Altså, der skal sættes en del i stand, men det gør jeg selv. Der er flere af kollegerne, der
har lovet at give en hånd med, hvis der er brug for det. Opgaven med at sætte Martin i gang og få ham til at åbne sig lidt mere er tydeligt en anden ting Kenneth Jensen går op i.
Martin: Et stille vand lidt mere. Og det er da også synd at kalde Martin for et sludrechatol. Han er fulgt med under interviewet med Kenneth Jensen, som for omkring 10 år siden selv var praktikant fra Elmelund i tømrerfirmaet i Tilsted. Nu er han en af dem, der hjælper Martin videre. Undervejs i samtalen med Kenneth er det alligevel lykkedes at få nogle spredte sætninger ud af ham. Samlet bliver de trods alt til en del.
- Skal du interviewe Martin! Det var godt nok en svær opgave, griner Ole Sloth fra Skinnerup Tømrer- og Snedkerforretning, hvor Martin Korsegaard Jørgensen er i praktik. - Forstå mig ret, Martin er god, men du får din sag for han siger næsten ingenting! Selv om han er begyndt at åbne sig
12
Et godt sted Martin har været her i to en halv måned. - Ja og der er søgt om 3 måneder mere hos kommunen, så måske .. , skyder Kenneth Jensen ind. - Nej, de har lige sagt ja til det - det er afgjort, siger Martin. Jo, det er han glad for. Han kan rigtig godt lide at være her. Det var lidt forvirrende i
starten. Men nu kender Martin dem allesammen lidt bedre og ved bedre, hvad han skal lave. I starten turde han dog ikke røre maskinerne på værkstedet. Sikkerhed - Men nu gør jeg – dem, jeg kender - også saven, fortæller Martin Jo, han har opgaver, han bare selv går i gang med, når hans arbejdsdag starter kl. 7. Som at feje og rydde op. Også at save “opklodsninger” med maskinsaven. - Jo, det er meget sikkert! Sikkerhed går vi meget op i her i firmaet, fortæller Martin, Og de regler retter han sig i hvert fald efter. - Ja ellers får du tømrerhænder, skyder Kenneth ind og rækker hånden frem med pegefingeren bukket, så det ser ud, som om det halve af den mangler. Martin er ved at bryde
sammen af grin. Da alvoren får overtaget igen, tilføjer Martin: - Arbejdstilsynet - de kommer jo bare lige pludselig - og står der uden, at du ved det. Så skal tingene være i orden - ellers falder der en bøde. Fremtidsplaner Martin bor på bostedet på Nørreallé. Der går rygter om, at han har en kæreste, som bor på Elmelunds “Kvisten” - og at de om et par måneder skal flytte sammen. På spørgsmålet om det må skrives, svarer han: Jo, det er rigtig nok, det har vi snakket om - det må du godt skrive. Nææh! Det har du da ikke fortalt noget om – til lykke! Hvor flytter I hen? udbryder Kenneth, som har lyttet med. - Det ved jeg ikke, svarer Martin
Skinnerup Tømrer- og Snedkerforretning har gennem årene taget imod mange praktikanter med særlige behov fra Elmelund. Vi skal jo være her allesammen, lyder det enkle budskab fra ejer, Ole Sloth.
De bygger mere end huse - Erik, Søren, René... Ole Sloth kikker op i loftet. Han prøver at svare på, hvor mange praktikanter fra Elmelund, der har været i Skinnerup Tømrer- og Snedkerforretning, som han ejer og driver sammen med sin bror Per. - ... Nicolaj... Det var den første - fra da vi startede for ca. 15 år siden, siger han og fortsætter med en opgivende hovedrysten: - Nej, jeg kan ikke huske, hvor mange. Det er mange over 30, tror jeg. Vi har også praktikanter fra kommunen, så... Hvorfor han gør det, er til gengæld et meget let spørgsmål for ham. - Vi skal jo være her alle sammen - det kunne jo være en af vore egne, siger Ole Sloth, og fortsætter med sin rolige, venlige stemme: - Det siger jeg også til de ansatte. Dem skal vi allesammen tage os pænt af - ellers kan man ikke være ansat her. Ingen vanskelig opgave Da der er tale om afklaring, er nogle praktikanter her et par måneder - andre måske et år. Selv om de unge har været meget forskellige, er det et forsvindende antal, han ikke har kunnet takle. - Der var een - jeg tror simpelthen, han ikke ville. Hans hænder var ellers ikke så tosset skruet på, men når jeg bad ham om at lave et eller andet, så sagde han: Det ka’ jeg ik’. - Jo, du kan, Jeg viser, hvordan du skal gøre. Og det, han så lavede, mens jeg stod og så på, gik fint. Lige så snart man vendte ryggen til, ødelagde han det. Jeg tror han gjorde det med vilje. For han havde jo sagt, han ikke kunne - og
så ville han vel bevise for mig, at han havde ret. - Ham kunne jeg næsten blive ærgerlig på, siger Ole Sloth med et troværdigt tryk på næsten. Bygge selvtillid op - Der er ingen af dem vi har haft, der kom med ret megen selvtillid, men den må vi jo så bygge op ved at finde noget arbejde, de kan klare og så putte mere og mere på, så kommer det lige så stille. Vi havde en for 1 1/2 til 2 år siden. Benjamin. Han kunne godt have udviklet sig her. Men han var her kun ganske kort, jeg ved ikke hvorfor. Gad vide, hvad der blev af ham, siger Ole Sloth eftertænksomt. Så fortsætter han: - Men man skal også passe på ikke at presse dem for meget med at tage en uddannelse
- så ødelægger man dem bare i stedet. - Martin, der er her nu, han siger ingenting. Vi skulle stå ved siden af, ellers turde han ikke lave noget. Nu har han været her i snart 3 måneder. Nu begynder han at åbne sig - han siger da nogle gange en hel sætning, og så er han begyndt at kunne selv. Solstråle Ole Sloth har også en stor del af æren for en af Elmelunds solstrålehistorier - Kenneth Jensen. Han kom til Elmelund for ca.10 år siden - da havde Randers kommune nærmest opgivet ham. - Ahr ja. Han var en rod, en rigtig rod - men samtidig var han helt nede og ligge, da han kom her. Jeg tror ikke, han vidste, hvad familie er. Jeg tog ham tit med hjem dengang. Nu hører han jo nærmest med til familien - ungerne hopper op
på ryggen af ham, når han kommer. Men det var en kamp for ham at komme ud af pro blemerne. Men han klarede det - han er bomstærk fysisk - men på en måde så alligevel også psykisk. - Da han sluttede i Elmelund for mange år siden, ansatte Ole og Per Sloth Kenneth i fleksjob og han er her endnu - på 10. år. Ny opgave Han har næsten gjort sig uundværlig. Med tilskuddet til lønnen fra kommunen kan det også løbe rundt økonomisk. Kenneth kører for eksempel materialer ud til svendene på byggepladserne, så skal de ikke her ind og hente det selv, men kan i stedet gå direkte i gang med det, de er bedst til. En ny opgave for ham er at være med til at sætte Martin i gang. - Jeg lagde mærke til, at Kenneth og Martin kunne godt sammen fra starten. Kenneth kan ikke ret godt med dem, hvor munden aldrig står stille. - Lad os gå ud og finde dem, Ole Sloth rejser sig og viser vej ud i værkstedet.
13
Leif og Esther kunne ikke finde plads til deres søn
Vores dreng er blevet en mand på Elmelund Leif Damsgaard Jensen og Esther Jørgensen er forældre til Thomas. I maj 2006 kom Thomas på Elmelund. I dag er Thomas flyttet ud og bor selv. Han er stadig tilknyttet botræningen fra Elmelunds tilbud Toppen, men han har lært, hvordan man er voksen. FORÆ L D R E : - Vi ringede til Alice ,som er leder af Elmelund. Vi sagde: “Det går ikke!” forkla rer Esther Jørgensen om dagene op til, at hendes søn Thomas kom på Elmelund. Hun og kæresten Leif Damsgaard Jensen - tidligere redaktør gennem 24 år på Thisted Posten - fortæller om den svære tid, da deres nu 24-årige søn Thomas skulle videre i sit liv, og familien kontaktede Alice Andersen og Elmelund i Thisted. Alice tog en forsamtale med Thomas, og han fik lov at besøge Elmelunds boliger på Nørreallé et døgn. Herefter har Thomas’ liv taget fart. Gevinst i første hug - Virksomhedskonsulenten på Elmelund, Jens, tog kontakt til virksomheder for at finde et job, der passede til Thomas. Han fandt Christen Sørensens Tømmerhandel , XL Byg, og det var gevinst i første hug, forklarer Leif Damsgaard Jensen. - Det viser sig jo i løbet af nogle uger, om kemien passer. Der gik ikke lang tid, før Thomas snakkede om XL Byg, som om han var medejer, smiler Leif. - Ja. Det var hele tiden “ude ved os”, eller “vi har lige ...”,
14
husker Esther Jørgensen og fortsætter: Tog selv kørekort - Han er der endnu. I dag kører han lastbil. En lille lastbil, som han må køre med almindeligt kørekort. Men han har selv taget kørekort. Først tog han traktorkørekort. Det lykkedes for ham anden gang. Jeg var vildt imponeret. Så tog han truckcertifikat. Til sidst var det kørekort. Han dumpede i teori to gange, men tredje gang lykkedes det. - Er det ikke fantastisk? Han har selv lært det. Og han har selv sparet op til det. Så nu kommer han en gang imellem og låner bilen, siger Esther Jørgensen stolt. Skatteborger Thomas begyndte med nogle timer om ugen. I dag, fem år efter, arbejder han 30 timer om ugen for XL Byg. - Det er et fleksjob, hvor kommunen betaler en del af lønnen. Men han er fuldgyldig skatteborger i dag. Man kan mærke begejstringen. For det første er han ude og prøve at have et rigtigt arbejde. Det kunne jo have været et lortejob, siger Leif Damsgaard Jensen. - Vi ved slet ikke, hvad vi skulle have stillet op uden Elmelund. Vi kunne ikke selv have skaffet et job til ham. Han var heller ikke parat til at flytte i lejlighed. Han skulle heller ikke tilbage til os. Det ville være et tilbageslag, slår Esther fast. Fra tøjvask til engelsk bøf - Dels den måde, de unge bliver behandlet på. Dels Jens, som tog kontakt til virksomhederne. Også Leif, som er mentor ude hos XL Byg. Han er lige så
drilsk, som jeg er, smiler Leif Damsgaard Jensen. I dag er tirsdag. Esther snupper telefonen og taster Thomas´ nummer. Hun vil lige høre, hvornår det var, Thomas kom på Elmelund. Thomas er lynhurtig til at svare. Han kan nemlig huske årstal og begivenheder mere præcist end de fleste. Thomas har netop sagt farvel til sin botræner, Peter, fra Elmelund. Hvor Thomas tidligere skulle styres gennem alt fra tøjvask over rengøring og lektielæsning , er Peter og han nu nærmere gode venner. De
mødes, køber ind, hygger sig over maden mens de snakker om alt mellem himmel og jord. Bliv hjemme - Det er også botræneren, der kan hjælpe, hvis der er brev fra kommunen. I princippet er det jo ting, som han selv skal kunne klare, forklarer Leif Damsgaard Jensen. - Jeg kan huske, hvad Alice sagde til os, da Thomas flyttede på Elmelund. Hun sagde “Husk nu, at nu er Thomas flyttet hjemmefra. Det dér med at hænge i mors skørter, det er en hæmsko.
Man får så meget igen Så for at give alle en chance for at udvikle sig på lige fod, så må I godt blive hjemme,” husker Esther Jørgensen.
sikrer, at de unge lærer sunde vaner. Ting som andre unge lærer indefra, skal de lære dem udefra, lyder hendes forklaring.
Beskyttertrang Hun vil godt indrømme, at det føltes svært for hende i begyndelsen. Thomas er adoptivbarn og har haft svære vilkår i sine første fem år. Esther indrømmer, at hun måske har følt en smule beskyttertrang, som hun måtte vænne sig af med, da Thomas flyttede på Elmelund. - De har styr på det på Elmelund. De går skarpt ind og
Fra knægt til mand I dag lever Thomas - ud over Peters ugentlige besøg - som alle andre 24-årige unge. Han er endda nået så langt, at han sætter sig selv mål - og når dem. Siden han var 7 år har Thomas kunnet skelne bilmærker fra hinanden på kilometers afstand. I år besluttede han sig for at tage på bilmesse i Frankfurt. Med en god portion stædig vilje fik han selv fundet flybilletter på nettet og bestilt sin rejse. En oplevelse han har betalt med sin egen løn. - Fra at være en knægt eller en dreng er han blevet en mand, mens han har været på Elmelund. Alle de ting, som Elmelund har foretaget, har virkelig hjulpet ham på vej, understreger Leif Damsgaard Jensen.
- Det mener du ikke! Det er da bare slet ikke dig, Jan. Jan Bernth Pedersens venner og kammerater kan knapt tro det. Men den er god nok, han vil altså gerne være pædagog - og han vil bagefter gerne arbejde med den gruppe unge, han i en praktik har lært at kende på Elmelund. - Hvorfor? Jamen, det man giver af sig selv - det gør gavn. Og man får det oven i købet så rigeligt igen - og det føles jo godt. Så godt, at Jan gerne bruger sin frie torsdag aften som ulønnet medarbejder i klubben! Det er kommunens Ungdomsklub, der en gang om ugen er forbeholdt Elmelunds Unge. Blandt andet her kan de lære hinanden at kende på tværs af bostederne. Hygge Torsdag aften holder Jan Pedersen fri for aftaler med for eksempel venner. - I klubben hygger vi os, spiller brætspil, kort eller computerspil, og så snakker vi selvfølgelig om alt muligt. Der er en anden frivillig også - Anny. Hende elsker de. Hun er deres allesammens hyggebedste, fortæller Jan, der selv er overrasket over, hvor meget de unge har forandret ham. Stor omvæltning De gamle venner kender ham som udlært landmand, dørmand, ejer af tre værtshuse/discoteker på samme tid og faglært betonmager. Men pædagog !? - Jamen helt ærlig - havde du spurgt mig for et par år siden, havde jeg sagt aldrig i livet. Folk med psykiske problemer - hold da op med den hylen!
indrømmer han. Men så kastede en bilulykke Jan ud af det gamle liv - lige forbi døden - ind i et andet liv. Hans højre arm og skulder bliver aldrig helt gode igen - så meget har praktikken på Elmelund afklaret for den ellers højrehåndede mand. Det værste Og de unge har lært ham, at der kan være alt for gode grunde til “den hylen”. - De har jo næsten allesammen haft en helt forfærdelig opvækst, så hyler de over at have slået en finger, er der jo nok en anden god grund til det, siger Jan. Og med noget andet mener han den alt for rigelige mangel på omsorg, mange af de unge er vokset op med. Det er da også det værste ved jobbet når en af de unge flipper helt ud over en eller anden lille ting. Men Jan har besluttet sig til, at han vil læse til pædagog. Hvordan han får råd til det, ved han ikke helt endnu - men han håber, at den erstatning for men i forbindelse med trafikulykken, som han endnu har til gode, kan dække udgifterne.
15
Elmelund er gode til samarbejde Thisted Kommunes formand for Social- og sundhedsudvalget, Ole Christensen, er glad for Elmelund. Han roser dem for at være gode til at dække de specielle behov, som kommunen ser hos de unge med særlige behov.
lem to stole. Vi skal have tilbud til de unge mennesker, som ikke kan klare sig selv, beskriver Ole Christensen. Han ser de største udfordrin ger på både området med ADHD og væksten i autisme. Desuden er han bekymret for arbejdsmarkedet, der - ifølge Ole Christensen - måske ikke er helt så rummeligt lige nu, som man kunne ønske:
Formand for Social- og Sundhedsudvalget i Thisted Kommune, Ole Christensen, roser Elmelund for at dække kommunens og især de unges behov, når der skal løses problemer for unge med særlige behov. - De samler nogle borgere op, som kommunen ikke selv har et tilbud til. Dét, Elmelund især er gode til i forhold til Thisted Kommune, er at lave tilbud, der passer til de behov, vi ser, forklarer Ole Christensen. Han blev valgt ind i byrådet første gang i 2001. I 2007 blev han formand for socialud valget og har derigennem et rigtigt godt kendskab til institutionerne i hele kommunen.
Bo selv - Der er jo en tendens til, at det kun er de unge, der tilfører virksomhederne noget, som virksomhederne beholder. Men det er vigtigt, at de unge bliver hjulpet godt på vej. De skal tilbage til samfundet. Helst så de kan bo selv, og så de kan blive selvforsørgende, siger Ole Christensen. Kommunen har heller ikke nemme kår. Ud af det samlede driftsbudget på 735 millioner kroner, skal Social- og sundhedsudvalget spare 12 mio. kr. i år og syv millioner i 2012.
Plads til alle - Vores vision er, at der ikke må være nogen, der kan falde ned mel-
Ikke direkte besparelser - Det kommer til at mærkes som serviceforringelser. Jeg blev valgt ind for at kunne gøre en forskel. For at give nogle gode tilbud til
borgerne. Så det er hårdt ikke at kunne gøre det, erkender Ole Christensen. Han og udvalget har dog forsøgt at spare mest på konto 6. Det er den, der har med administrationen at gøre og - som Ole Christensen forklarer det - en konto uden direkte kontakt til borgerne.
- Det kommer ikke til at kunne mærkes direkte for de unge. Men for eksempel har vi netop fjernet vores socialchef. Det er ikke noget, de unge oplever i hverdagen, men der vil være en kæmpestor viden, der skal opsamles af nogle andre medarbejdere i kommunen. Det vil kunne mærkes på området, vurderer Ole Christensen.
Kommunen dårligt stillet uden Elmelund Anette Rødbro er uddannet socialformidler og Thisted Kommunes fagspecialist, når det gælder at skabe tilbud til borgere over 18, som har særlige behov. Hun roser Elmelund og Alice for at være nemme at snakke med. - Det sker da, at der kommer en borger ind på kommunen, som vi overhovedet ikke kender til. Og hvor der bare skal ske noget nu. Så har vi altid muligheden for at ringe til Alice. Og det kan næsten altid lade sig gøre, fortæller Anette Rødbro, som er fagspecialist ved Thisted Kommune.
16
Hun hjælper sagsbehandlerne, når de skal finde tilbud til borgere, der måske ikke lige passer i de kasser, som de fleste passer i. Hun hjælper med at sætte tilbud sammen, så den enkelte borger kan få dækket sine behov. Selvforsørgende og netværk - Der er færre borgere i dag, der passer i kasser. Derfor kigger vi på, om en del for eksempel kan ligge hos Elmelund. Jeg tror, at vi lige nu har cirka 20 på Elmelund og Kvisten, beretter Anette Rødbro. Hendes oplevelse er, at Elmelunds indsats virker: - Jeg synes, det giver resultater. De, der kommer gennem et forløb på Elmelund, kommer ud og
er for eksempel selvforsørgende og kan klare et fleksjob, siger Anette Rødbro, som også sætter pris på den netværksskabende del af Elmelunds arbejde. Skidt uden Elmelund Helt konkret kontakter Thisted kommune Elmelund. Derpå mødes den enkelte sagsbehand ler med Linda, Alice og Anette Rødbro for at tale om, hvad der vil være bedst for borgeren. - De er gode til at samarbejde. Vi bliver altid enige. Det er rart, vi har et sted, hvor vi ved, vi kan henvende os. Hvis ikke vi havde Elmelund, var vi dårligt stillet, understreger Anette Rødbro. De typer tilbud, som Thisted Kommune benytter Elmelund til,
er den beskæftigelsesmæssige, den sociale og den boligmæssige del.
Skolen i skoven Thy STU ligger i en skov ved Tved. Eller rettere: i en nationalpark ved Tved. Her får de unge undervisning, der passer til virkeligheden. Nina og Trine er de første ude af bussen, da den ankommer til Såruphus. De nærmest løber over til kaninerne, mens Lars og bussen med drengene triller ind på gruset foran lysningen. Røgen stiger pænt af skorstenen. Christian fra Kastet har tændt op i fyret. Underviser Anette Balker samler eleverne i Thy STU. Sammen med Berit, der også underviser på Thy STU, traver de den daglige morgentur på omtrent fire kilometer af sted ind i skoven. De skal forberede julemarked i dag. Derfor stopper de i skovkanten for at samle grankogler til dekorationerne. Røde kinder Pludselig styrter Lise afsted: - Skal vi løbe om kap, råber hun til Anette. Anette tager udfordringen op og løber alt, hvad hun kan. - Lise er ikke altid i godt humør. Så det er godt for hende at komme ud at bevæge sig, begynder Anette at forklare, da løbeturen er overstået. - For eksempel, hvis vi sidder inde. Så kan Lise ikke holde ud at være inde mere. Det mærker jeg, hvis tonen bliver lidt bidsk, og Lise bliver rastløs. - Så spørger jeg: “Trænger du til at komme ud og få luft,” for det kan jo være, at hun siger ja. Det kan også være, at det er nok, at hun bliver spurgt. Når det er nok at blive spurgt, svarer Lise som regel: Narhj. Eller også siger hun ja, går en tur eller finder en cykel. - Så spurter hun ud ad grusvejen. Hun kan simpelt hen ikke gøre noget langsomt. Vi aner ikke, hvor langt hun kører. Men
når hun vender hjem, er hun rød i kinderne, smiler og er glad igen. Så kan vi fortsætte undervisningen. Det sker dagligt, fortæller Anette. Vil gerne forstå samfundet Pauser er der mange af, når Anette og Berit underviser. Skemaundervisning er ikke en del af Thy STU, hvor man hellere underviser med fag end i fag. Der står ikke matematik, dansk og engelsk på et skema over de unges timer. - I stedet har vi temaer som friluftsliv. Demokrati var jo oplagt, da der var valg. Meget af vores undervisning handler om borgerskab. Fordi vi har med nogle unge at gøre, som rigtig gerne vil være en del af samfundet. Det vil de, selv om de har svært ved at forstå det, forklarer Anette. Ansvar og pligter Hendes opgave er blandt andet at fortælle de unge om de pligter, der følger med, når de passerer det magiske tal 18. De unge tror, de får lov til en masse ting, men Anette og Berit gør en dyd ud af også at forklare eleverne om de pligter og det ansvar, som følger med, at man bliver myndig. - De har jo pligt til at sætte sig ind i, hvad der foregår i samfundet. Her prøver vi at snakke om de daglige nyheder, om den demokratiske proces og de ting ,som sker, fortsætter Anette. Hvad med Gadaffi? En af de helt konkrete nyheder var krigen i Libyen, som eleverne på Thy STU har fulgt med i foråret. - Det gik op for nogle af dem, at det var ligesom en føljeton. Som en serie, vi fulgte med i. Så en dag i forsommeren, da vi står ude i Tved Klitplantage og maler røde pæle , er der en elev, der siger: “Det er egentlig længe siden, vi har hørt fra ham Gadaffi. Hvordan mon det
går med ham?” Anette knytter hånden i vejret, bøjer armen og rykker albuen nedad. - Yes! tænker jeg. Det er jo sådan nogle ting, de kan tage med på en arbejdsplads og snakke med kollegaerne om, forklarer hun. Dannelse og naturpleje Netop den del af undervisningen - det man tidligere kaldte dannelse - fylder meget. Meningen er, at de unge ved hjælp af meget individuelle forløb skal lære ting, de kan bruge i praksis, hvis de kommer ud i et arbejde. Derudover får eleverne trænet en del færdigheder
i skoven. Thy STU løser skovhjælper-opgaver for Naturstyrelsen. Det betyder, at de unge maler røde markeringspæle, tænder bål, saver, rydder op i skov og natur, forsyner og vedligeholder shelters, uddeler foldere og lærer naturpleje. Hele uddannelsen skal desuden give underviserne en god idé om, hvad den enkelte unge kan lave i fremtiden. På Thy STU er - ud over eleverne på Thy STUs skole i skoven, to elever i praktik hos FASE 1 (også Elmelund), tre elever er i praktik i henholdsvis en børnehave, en sfo og et stutteri.
SKOVHJÆLPERFORLØBET Skovhjælperforløb spirer hos Elmelund Med opgaver, der ligner de opgaver, som Elmelund allerede løser for Naturstyrelsen i Thy Nationalpark, har Alice Andersen og Elmelund et nyt projekt i spirekassen. - Det drejer sig om et tilbud til unge, der er afklaret til pension, og som ikke kan få plads på det almindelige arbejdsmarked. I dag er mange af dem på bekyttede værksteder. Vi vil også gerne give dem en mulighed for at komme med os ud i skoven, og blive servicefunktion for Naturstyrelsen, siger Alice Andersen. Skovforløb klar i 2012 - Nogle af vores unge føler behov for at prøve flere alternativer af, forklarer Alice Andersen. Konceptet kommer fra Naturstyrelsen, som Elmelund i så fald skal samarbej de med. Alice Andersen gætter på, at forløbet vil være parat til at tage de første skovhjælpere ind i efteråret 2012.
17
Gensidig gavn - Vi er rigtig glade for samarbejdet med Elmelund. Gennem
samarbejdet opfylder vi en social opgave samtidig med, at vi får et
væsentligt stykke arbejde udført. Så det kan jo næsten ikke blive bedre, siger Kim Christensen fra Naturstyrelsen, som forvalter skoven omkring Såruphus. Han uddyber: - Det startede med, at Naturstyrelsen fik bevilget penge til nogle nye projekter og vedligeholdelsesarbejder. I alt har vi fire skovhjælperprojekter, hvor Elmelund så er med i det ene. Opgaver Skovhjælpernes opgaver er meget forskellige, men typiske ved at de ikke kræver så mange forudsætninger. Der er oprydning på raste- og parkeringspladser. Lejrpladserne, der er placeret rundt om i skoven, skal holdes pæne, og der skal fyldes op med brænde, så der
kan laves mad over bål. Ved alle indgange til skoven er der kasser til foldere med informationer til skovens gæster - og de skal også fyldes op. Bevarer heden - Og sidst, men ikke mindst, skal vi have fjernet spæde nåletræer fra hedearealerne. Naturligt ville heden nemlig forsvinde i løbet af nogle år, fordi nåleskov invaderer den, fortæller klitplantør Kim Christensen: - I det daglige finder vores medarbejder på stedet, Henrik Bach, opgaverne og fordeler dem til Elmelund og til det beskyttede værksted Thy Værkstedet. Og han er meget tilfreds med det daglige samarbejde med Elmelund, kan jeg hilse og sige, slutter Kim Christensen.
Sådan begyndte Thy STU og Skolen i skoven Thy STU er vokset fra at være en idé fra Thisted Kommune i 2008 til et samarbejde med Naturstyrelsen og en Elmelund-afdeling, der i august 2011 slog rødder i Nationalparken. I 2008 bliver Alice Andersen og Elmelund kontaktet af Thisted Kommunes UU-vejledere. Kommunen opfordrer til, at Elmelund laver et oplæg om STU særligt tilrettelagte uddannelser. Alice og kollegaen Jens tager handsken op. De sætter sig ind i lovgivningen og ud-
vikler et STU-forløb, der passer til Elmelunds målgruppe. Livskvalitet Det bliver dog ikke Thisted, men Skive Kommune - der henvender sig først. De spørger, hvad Elmelund har til STU elever, og i september 2008 begyndte Lasse som den første elev i Thy STU. - STU er sjov, fordi den skal tilpasses hver enkelt elevs behov. Den skal kvalificere dem personligt og så skal den give øget
livskvalitet. Lasse har afsluttet sit STU-forløb og har fået en helt
18
anden selvforståelse. Det er noget, vi kan måle på det liv, som vi lever sammen med ham, forklarer Alice Andersen om Elmelunds første STU-elev. Syv elever fra start I august 2009 åbner skolestuen på Kvisten med plads til ti elever. Allerede fra begyndelsen er der syv elever. Kvisten er desuden et botilbud, idet Elmelund ønsker at give eleverne hele pakken. - Vi har STU skolen for sig og vi har bostøtten for sig. Men det hænger jo også sammen. Anette og Berit, som underviser på STU, snakker med botrænerne. Vi har et helhedsorienteret princip, og synes det er mest optimalt, hvis vi kommer hele vejen rundt om eleverne, beskriver Alice Andersen om STU skolen. Bliver hørt Det betyder også, at hver enkelt elev bliver hørt og set. - For eksempel har vi Chri stian, som er tredje-års-elev på Kvisten. Han føler ikke, han trives 100 procent på Kvisten. Han føler sig lidt anderledes og
synes ikke han og de andre elever på Kvisten passer samme. Det snakker vi om i personalet, og i dag er han flyttet til Kastet. Der er der mere opdrag og ansvar. Ting, som Christian har brug for, siger Alice Andersen. Fra Kvisten til skoven Men STU-skolen er endnu ikke helt perfekt. Alice og Elmelund vil gerne have rigtigt arbejde til eleverne. I december 2010 går Anders og Anette i tænkeboks for Elmelund. Det bliver til projektet med titlen ”Skolen i Skoven” og i et samarbejde med Naturstyrelsen åbner Elmelund i august 2011 for Såruphus i Tved. Samtidig omdøbes Elmelunds STU-skole til Thy STU. Det er et hus i skoven. Naturstyrelsen sørger for stedet, kontakt til Skovdistriktet i Tved, opgaver og arbejdstøj. - Med Skolen i Skoven, Thy STU, kan vi lave mere praktisk med eleverne, der er altid motion og frisk luft og så er det rigtigt arbejde, slår Alice Andersen fast om Thy STUs nyeste tilbud - Skolen i Skoven.
I Fase 1 ser eleverne, hvad de selv kan Fase 1 er første del af Elmelunds tre etaper mod en plads i samfundet. Fase 1 blev til på opfordring fra Jobcenteret i Thisted Kommune. - Jobcenteret henvendte sig og spurgte, om vi kunne lave et forløb på et halvt år, som var en slags intensiv jobtræning, hvor de unge lærte at begå sig på en arbejdsplads, fortæller Alice Andersen. Hun manglede egentlig bare noget manuelt og rigtigt arbejde til de unge. Det lå lige for, da Elmelund havde et samarbejde med Naturstyrelsen om at løse opgaver i Nationalparken. Rigtigt arbejde - Det skal være rigtigt arbejde. For det er dér, forandringerne
sker. Det er voldsomt identitetsskabende, understreger Alice Andersen. Ofte ser hun to typer unge, der har behov for Fase 1-afkla ringen: - Nogle er urealistiske. Fx drenge, der gerne vil være mekanikere, men som mangler
det boglige. Den anden type kan bare ikke sige noget om, hvad de gerne vil, forklarer Alice Andersen. Løsningen er at få dem ud i virkeligheden. - De kan ikke forestille sig noget om, hvordan det for eksempel er på et slageri. Vi prøver det af igennem arbejdet, for eleverne er meget konkrete. Derefter kan vi bedre spore os ind på, hvad de kan og hvad de har lyst til. Fase 1 er supergodt, fordi det giver os mulighed for at se dem i arbejde, siger Alice Andersen. Eleverne bliver afklaret eller klædt på med de rutiner, man har behov for, for at kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Afklaring Fra Fase 1 bevæger eleverne sig til Fase 2, som er et praktikfor-
løb på arbejdsmarkedet i private eller offentlige virksomheder, hvor den fortsatte afklaring finder sted. Det er en afklaring til fleksjob eller førtidspension. - For Elmelund er det vigtigt, at holde fast i vores grundindstilling: Nemlig at man altid er noget værd. Alle har lov til at leve et fuldt liv. Også selv hvis man er begrænset socialt eller intellektuelt. Alle har ret til et liv inklusiv arbejde. Det er simpelt hen en af de bærende rettigheder i vores system, slår Alice Andersen fast. For hende og Elmelund er det væsentligt at man spørger den enkelte, om, hvad de drømmer. Og at det er den unges drøm som Elmelund prøver at opfylde - og ikke at den unge skal tilpasse sig Elmelunds drømme.
Nationalpark for alle
Elmelunds “Skole i Skoven” på Såruphus ligger i Nationalpark Thy. - Det har været helt naturligt fra dag et, at Elmelund og også Thy Værkstedet passer fint ind, slår Ejner Frøkjær fast.
Han er formand for Nationalparkens bestyrelse, men kender også Elmelund fra sin tid som socialudvalgsformand i Thisted kommune. - Jeg er fuld af beundring for deres arbejde - det er fantastisk, hvad de kan udrette på tre år. Jeg kendte den familie, der boede i Såruphus og glæder mig over, at huset og Nationalparken er til gavn for Elmelund. - Da det var blevet besluttet, at der skulle være nationalpark her, blev det meget hurtigt klart, at det skulle være vores alle sammens. Ikke de riges eller de veluddannedes eller tyske turisters. Vores. Så er alle andre hjertelig velkomne - men på vores, de lokales præmisser. Få ord fra hovedstaden - København blandede sig stort set heller ikke, så vi sad nærmest
med et hvidt stykke papir og skulle formulere, hvordan vores nationalpark skulle være. Nationalpark Thy er kommet til at hvile på fire ben: 1. Natur. Thys unikke landskaber er klit og klithede. 2. Kultur. Den lokale befolknings historie, levevis og udvikling skal fortælles. 3. Friluftsliv. Alle skal kunne færdes her og få oplevelser ud af det. 4. Det lokale erhvervslivs udvikling. Og Nationalparken er blevet alles eje, mener Ejner Frøkjær. På lige fod med alle andre deltager Elmelund og også Thy Værkstedet. Bruger og plejer - De bruger Nationalparken til rekreation, men også til undervisning og træning. Sam-
tidig yder de et vigtigt bidrag til at holde rent og laver også naturpleje. - Hede skal jo plejes, ellers gror den til i skov, og så ville det særegne ved Thy forsvinde, siger Ejner Frøkjær, der selv bor i parkens udkant i Hanstholm, hvor han også har været borgmester. - Gymnasiet har fået en naturlinie på baggrund af Nationalpark Thy, og i deres Operation Dagsværk bidrog de med et halvt hundrede unge menneskers arbejdskraft. - Også landbruget og de virksomheder og landsbyer, der ligger inden for Nationalparkens område, tænker virkelig Nationalpark Thy ind i hverdagen. Jo, formanden er tilfreds - for Nationalpark Thy er ikke blot på papiret hvermandseje.
19
Et værksted bliver til Der er livlig aktivitet på Såruphus denne onsdag formiddag sidst i november. Unge i fase 1 forløbet har sammen med deres vejledere travlt. Som altid, men også fordi det snart er jul, og alle Elmelunds huse skal have en juletræsfod. Arbejdet foregår på gårdspladsen uden for værkstedet. - Synes du ikke, det er blevet flot? spørger Christian, som bor på
Kastet. Han nikker ind mod værkstedet, mens han arbejder videre: - Vi har selv lavet det. Der mangler bare noget på vinduerne. Christian er ved at male karmen på det ene udefra. Inde i værkstedet bliver en rude tapet af, så vinduet kan males - det skal i et gammelt hønsehus ved siden af den gamle garage. - Hvad skal det egentlig bruges
til? spørger Trine og Nina fra STU. - Det er, så kaninerne til vinter kan komme lidt mere i ly for vind og vejr, svarer pædagog Lars Rasmussen og fortæller videre: Vinduerne er brugte, men i orden - de trænger bare til maling. - Og så var de gratis, griner han. Værkstedet er indrettet i halvdelen af den gamle garage. De unge har sat en skillevæg op og
beklædt væggene. - Det har været et stort arbejde, men nu kan vi holde orden på vores værktøj - og det ser da godt ud, mener Christian stolt.
Motorøksen Bag værkstedet på Såruphus lyder et evigt duk - duk - duk. Ikke som en spætte, men med meget mere bund i lyden og ikke så regelmæssigt. Lars, som er underviser på Fase 1, viser mig om til den lille samling træer bag værksted og skur. Undervejs passerer vi brændestablerne, som en fyr, der hedder Christian har sørget for. Der er kun én person i skoven. Han ligner lidt en figur fra en amerikansk eller måske tysk-fransk gyserfilm. Med hætte over hovedet og en sort jakke, står han foroverbøjet med en knaldrød økse i hånden. DUK! Træsplinter fyger om hovedet på ham, da øksens skær igen gnaver sig ind mellem årringene i stammen. - Han hedder Christian. Han er 18 år, har ADHD og et utroligt gå-på-mod, roser Lars, mens øksen fortsætter med at trevle stammen i stykker. - Christian søger selv herned, når vi kommer om morgenen. Han går bare for sig selv. Det har han gjort i to måneder nu. Han har nok fældet 50 træer på den måde, forklarer Lars. Christian selv siger ikke så meget. Han hugger bare igennem til træet, forlader sin plads i skoven. Så tager han fat i det næste...
FASE 1 viser, hvad de kan Det er onsdag formiddag, og et helt team på otte unge er i fuld sving med at ombygge en gammel garage til Såruphus’ nye værksted. De unge er i alderen 18 - 25 år. - Vi er egentlig kun syv. Men Benjamin er en ung mand, som ikke lige har nogen. Sådan er Alice jo også: Så kommer han jo bare med herud, og jeg tror bare det er af venlighed, forklarer Lars Rasmussen, som er leder af FASE 1 i skoven. Glemmer maden I begyndelsen af FASE 1 lød opgaverne på at fælde træer og save brænde. Dengang var der rift om pladserne ved middagsbordet. Men siden de unge er gået i sving med at bygge værksted, er det sket, at nogen helt har glemt at spise. - Det fanger dem rigtig meget,siger Lars Rasmussen, der
20
selv har været med i FASE 1 fra starten i august 2011. Dannelse og opdrag Han har selv arbejdet som smed i Hanstholm, men er i dag en del af de unges opdragelse og dannelse. - Vi skal finde ud af, om de er arbejdsparate til for eksempel skånejob eller fleksjob. Hvad kan de? Hvor lang tid kan de? Går de i stå, eller kan de selv? Måden de snakker til hinanden på, remser Lars op. - Så skal vi lære dem almen dannelse i livet og arbejdsmarkedet. Der er meget mere opdragelse end jeg troede, indrømmer Lars Rasmussen. Temperament De første par måneder går med at nærme sig hinanden, trække grænser. Så er der sproget:
- For eksempel sagde en elev: “Luk røven” til mig. Så gik vi en tur i skoven - lidt væk fra de andre. Så falder de ned og kan godt se, at sådan gør man ikke. Der er nogen, der har svært ved at styre deres temperament, forklarer Lars Rasmussen. Æ motorsav Han roser Elmelunds system BBJ, hvor alle undervisere og botrænere skriver deres oplevelser med den enkelte unge ned. Her kan han hurtigt se, om der er problemer hjemme, eller om en elev har været ked af det. - For hvis der er problemer hjemme, så mærker vi det med det samme herude, siger Lars Rasmussen. - Kan du så komme i gang med æ motorsav, råber økse-Christian til Lars. Christian har netop kappet sidste forbindelse mellem en stub
og dens stamme. Nu er det Lars, der skal save stammen op, før Christian kan komme til at kløve stumperne. Fra STU til FASE 1 Lars går om til den anden Chri stian. Han er egentlig fra Thy STU, men er kommet i praktik i FASE 1. Han havde lidt for mange vitami ner i kroppen til at sidde og flette julepynt, så nu maler han i stedet rammen til vinduet i værkstedet. - Jeg ville gerne ud og bruge kroppen, og jeg syntes ikke, jeg havde noget til fælles med dem på STU, begynder Christian. - Er du ikke ved at være færdig? afbryder Lars Rasmussen. - Jo. Kom herud og se, så skal jeg vise dig det, svarer Christian og peger rundt med penslen, mens han forklarer sit arbejde til en tilfreds mester.