Årsrapport Jydepotten 2011 by chib pressebureau

Café Jydepotten Årsrapport 2011

INDHOLD :

Morgenmåltidet er første skridt på vej i den rigtige retning. Tema om morgenmaden og morgenmødet, hvor Jydepottens aktiviteter planlægges. SIDE 4

Julen er fyldt med traditioner – også på Jydepotten. Læs om Leif “Pinde” og Tonnys jul og om Toms julebesøg. SIDE 11

Jydepotten fik nyt køkken i 2011. Et gensyn med byggeriet og reportage med billeder fra indvielsen. SIDE 18

Jydepottens gamle genbrugsbutik lukker og en ny åbner tættere på centrum. SIDE 2 6

Struktur og omsorg for den enkelte HVERDAGEN: På Jydepotten består hverdagen både af faste rutiner, fællesskab og omsorg for den enkelte. “Hverdagen er meget vigtig” slår leder, Niels Christensen, fast. “I hverdagen er nemlig den struktur, der gør, at livet på Jydepotten opleves som at være en del af det normale.” Normal døgnrytme Mange af Jydepottens brugere og frivillige har i starten haft en omvendt døgnrytme, det vil sige, at de sov om dagen og var vågne om natten. “På Jydepotten skal man møde stabilt, hvis man skal være en del af arbejdsfællesskabet” forklarer Niels “– det er et af de første skridt mod igen at være en del af det normale samfund og helt essentielt, hvis man skal ud på arbejdsmarkedet”. Nogle har forholdsvis let ved at vænne sig til at stå op, men mange har svært ved det. “Vi kan godt finde på at hente folk på bopælen, hvis de har sagt, de kommer, og så ikke møder op,” fortæller Niels “– for det første viser det jo, at vi ikke er ligeglade, og at personen er vigtig for fællesskabet, og for det andet hjælper det den enkelte til at få struktur i hverdagen igen”.

Opvask og stavgang Hverdagen på Jydepotten starter med morgenmøde, hvor arbejdsopgaverne bliver fordelt blandt de frivillige. Herefter går alle i gang med dagens opgaver. Middagsmaden skal være klar til kl. 12, hvor 60-65 mennesker hver dag forventer, at maden står på bordet. Rengøringen, opvasken og cafévagterne skal også klares sammen med alle de andre opgaver, der hører til at drive en café. Herudover kan der være forskellige aktiviteter, den enkelte kan melde sig til. Det kan være en vandretur, stavgang, en tur i motionscentret eller lignende. “Vi forsøger så vidt muligt at snige noget bevægelse ind i aktiviteterne,” smiler Niels. “Det giver en større kropsbevidsthed, nedsætter depressions- og stresssymptomer og gør bare sjælen lidt gladere”. Struktur og relationer I hverdagen er det morgenmøde, arbejdsfællesskabet, måltider og aktiviteter, der danner strukturen. “I den struktur har vi så fokus på relationsarbejdet med den enkelte” fortæller Niels “– vi arbejder meget individuelt, da alle har deres helt særlige grunde til at være her”. Mange af dem, der kommer på Jydepotten, kan have svært ved at rumme de andre. Det har ofte noget at gøre med at de sender signaler, de ikke selv ved, hvordan bliver opfattet, og fortolker andres signaler forkert. Det kan føre til konflikter, der ikke behøver at være der. “Det er rigtig vigtigt at kunne være sammen med andre, hvis man skal kunne fungere i samfundet,” forklarer Niels.

“Derfor går vi meget ind i sammen med den enkelte, at se på f.eks., hvordan en konflikt opstår, og hvilken rolle personen selv har i den.” Relationsarbejdet har mange facetter på Jydepotten, men der bliver hver dag arbejdet med og ydet omsorg for alle på hver deres præmisser.

2 0 1 1 I TAL Frivillige:

Antal personer i aktivering og andre ordninger (kontanthjælp, sygedagpenge, løntilskud mm): 27 Gennemsnitligt dagligt antal besøgende: 120 Lønnet personale: Ansatte: herunder projektansatte:

5 3

Ansatte i fleksordninger: 5 Åbningstid: Åbningstimer per uge: 51 Åbningsdage hele året:

342

Mad: Varm mad serveret til hverdag: ca. 65 Varm mad serveret, hvis menuen er stegt flæsk og persillesovs: 100

Indhold Struktur og omsorg for den enkelte

Morgenmaden og -mødet Et sundt måltid om dagen! Måltidet er første skridt på vej i den rigtige retning Arbejdsfordeleren Vi løfter i flok Godmorgen Anette!

4 5 6 6 7

Undervisningen i Jydepottens arbejde Det dér socialt samvær – dét skal jeg ha’! Jeg ville hente Grethe ligemeget hvor hun bor

8 9

Banko og fast plads i caféen Sara: Jeg bliver glad af at være her

10 10

Jul på Jydepotten Stemning i top og juletræ til loftet Julen fik værdi igen Støtter traditionerne Jydepottens værdier Toms julebesøg Tradition og fornyelse

11 12 13 12 13 13

Jeg arbejder med hjertet Diako… hvaffor noget?

14 15

Middagsmaden som samlingspunkt Her er altid fuldt hus Middagsmaden er vores træningslejr Sund og social mad til en absurd lav pris

16 16 17

Mad og nyt køkken i Jydepotten Café Sommerkaos Indvielse af det nye køkken Fra maddiker og regnorm til socialt fiskeri Liv og god mad på Jydepotten

18 20 22 23

Hyttetur til Blåvandgård En uge hvor problemerne fordamper i sommersolen Om at være sammen i nuet

24 25

“Indsats i Udkanten” er blevet en del af Jydepotten

Ny genbrugsbutik – farvel til den gamle Jeg vil gerne give tilbage Farvel til Jydepottens gamle genbrugsbutik Goddag til ny hip genbrugsbutik

26 26 27

Forkælelsesdag på Lyngheden

Et sundt måltid om dagen!

M OR G ENM ADEN PÅ JYDEPOTTEN: På Jydepotten serveres hver dag morgenmad for caféens frivillige. Morgenmaden er gratis, hvis man er frivillig. På ta´-selv-morgenmadsbordet står alt fra havregryn, tykmælk, cornflakes, rugbrød, knækbrød, fuldkornsbrød til pålæg af forskellige oste, pølse og marmelade. Ved siden af de almindelige morgenmadsprodukter står også fade med frugt og grøntsager i mundrette bidder. Morgenmad med næring Morgenmaden på Jydepotten er sund, og det er der en mening med. På et tidspunkt var der på Jydepotten en studerende, der gik meget op i sundhed og gerne ville lave et projekt om sund mad i Jydepotten. Det betød, at alt det sukkerholdige morgenmad som bl.a. kakao, nutella og hvidt brød blev skiftet ud og blev erstattet af groft brød, sundere pålæg, mælk, frugt og grønt. ”Det har

på den ene side fået en varm modtagelse af dem, der spiser morgenmad her” forklarer leder, Niels Christensen. ”På den anden side sikrer vi, at de, som kommer, i hvert fald får ét sundt måltid om dagen. Det er ligesom filosofien bag det”. Lære at spise morgenmad ”En del af dem, der kommer om morgenen, startede faktisk med at sige, at de ikke spiser morgenmad” fortæller Niels. ”Men vi forsøger altid at få dem til det. Det er sundt at spise morgenmad, og for nogle af dem er det det eneste ordentlige måltid, de får i løbet af dagen”. Nogle af dem, der spiser store portioner i dag, lagde stille ud med bare at spise et par æblebåde, men det er hurtigt blevet en vane at spise et godt måltid om morgenen for de fleste. ”Der forsvinder i hvert fald større og større mængder morgenmad, kan vi konstatere” smiler Niels ”Og det er kun dejligt”.

. . . O G M O R G ENM ØDET ER I G ANG Duften af kaffe breder sig med solens morgenstråler og ud i Café Jydepottens café mens søvnige og friske frivillige og brugere efterhånden finder en plads ved bordet i bagenden af lokalet. Klokken er få minutter i otte en februarmorgen, og selv om der er mange mennesker i lokalet, virker det stadig lidt intimt og hyggeligt, at alle samles ved samme langbord foran væggen med klaver og reoler. De fleste snupper morgenmad med, og småsnakken går. “Hvad er det, du har i håret?” Niels Christensens stemme går tydeligt igennem. “Et pandebånd. Du må gerne prøve det,” svarer Line og Niels tager straks imod: “Tror du ikke, vi bliver indstillet til en byforskønnelsespris, hvis vi går en tur op og ned ad gaden med det her i håret,” udbryder han med pandebåndet pænt placeret over issen.

Nu er det smil, der breder sig på læberne langs bordet. Niels afleverer pandebåndet tilbage og får øje på Maibritt: “Nå! Du har ow hawt æ’ hår i æ’ plæneklipper,” udbryder han og Maibritt smiler endnu mere. Telefonen ringer, den har stået på lydløs, men Niels når at svare med et: “Hej sveske! Er du vågen?” Mens Niels taler videre i telefonen, får de sidste hentet en skive brød med ost, lidt frugt eller hældt mere kaffe i koppen. Der snakkes lidt hist og pist. I alt 22 frivillige, medarbejdere og brugere er mødt, Niels har skubbet bordene sammen til ét langt og dækket pænt op, Svend passer telefonen og de sidst ankomne - Eli, Jonas og Tonny, trækker selv ekstra stole til bordet mens Flemming og Anton må nøjes med en plads ved det nærmeste frie bord. På bordet ligger Niels’ mappe. Den er i

sort plast med en stor metal clip i den ene ende. I clippen sidder et ark papir – dagens opgaveliste. Lene nævner, at det er lønningsdag i morgen. Og andre bliver enige om, at Anders holder fridag i dag. Anders strækker hals – som for at høre bedre, hvad der bliver sagt. Snakken er drejet over på Paradise Hotel, og i ny og næ høres navnet Amalie. Niels vender tilbage. “Min veninde sagde i går, at hun faktisk ikke er så dum. Men at hun bare spiller det,” kommenterer Line. “Ja. Så må man sige, at hun spiller det godt!” slår Niels fast. Han skubber stolen ud og rejser sig med et: “God morgen, kære venner!” Og morgenmødet er i gang.

Måltidet er første skridt på vej i den rigtige retning Mandag til fredag klokken otte nul nul er der morgenbord for alle frivillige og brugere på Jydepotten. 260 dage om året. Susanne Mathiesen forklarer meningen bag: "For nogle mennesker er morgenmad ikke vigtigt. For andre er det svært at stå op og møde til et bestemt tidspunkt. Nogle har måske ikke råd, og andre igen vil ikke bruge de penge, de kan skrabe sammen til at spise for." Susanne Mathiesen har mødt mange holdninger til den simple ting, at spise morgenmad. På Jydepotten er maden mere vigtig, end de fleste lige tænker over. "For det første sikrer vi os, at alle får et rigtigt måltid mad. Det

er bestemt ikke alle mennesker, der gør det. Første fysiske skridt på vejen ud af et misbrug er at få mad. Så begynder kroppen at få det bedre, rent fysisk," forklarer Susanne. "Hvis man skal et nyt sted hen i sit liv, så er det at gøre noget andet, end man plejer at gøre, en vigtig del. Det kan for eksempel være at spise tre regelmæssige måltider mad sammen med andre," fortsætter Susanne. For det tredje handler mål tidet – såvel det om morgenen som middagen klokken 12 – om at Jydepotten kan give mad til dem, der ellers ikke kunne få det. "At sige: Kom og få noget at spise og få den omsorg, der ligger i at spise sammen," forklarer Susanne Mathiesen.

Arbejdsfordeleren Niels har rejst sig. De sidste rester af morgenbrødet skylles ned med kaffe, mens Niels går gennem listen med arbejdsopgaver for denne tirsdag på Café Jydepotten. "Cafévagt," spørger Niels. "A. C. Har du ikke hentet Ejnar?" fortsætter Niels henvendt til Anders Christian (A. C.). For Ejnar skulle måske have taget cafévagten i dag. "Nej. Han er til lægen i dag," svarer A. C. og Niels går videre med listen. "Vi skal have hjælp til dem, der kommer med varer," siger han. "Kommer Eli ikke," spørger Maibrit, men A. C. svarer, at det gør han ikke. "Anette. Kan du hjælpe?" "Ja. Hvis jeg er her," svarer Anette. Pia bryder ind: "Jeg kan hjælpe," siger hun og Anette konkluderer, at Pia tager med på indkøb. Niels remser videre op: Rulle bestik, caféborde, gøre salatbar klar, servere middagsmaden, rydde borde af efter middagen, gøre toiletter rene, passe genbrugsbutikker. Overskuelige opgaver, som bliver fordelt til de frivillige. Hvis ikke der er én, som melder sig frivilligt, er Niels heller ikke bleg for at skrive folk på til opgaven. I løbet af listen kommer bordet også omkring mange af de mennesker, som ikke er her

i dag. Hvem der er syge eller holder fri. Maibrit er bekymret for, om René kan nå at servere middag, for han skal først gå hele vejen fra 10.-klasses skolen. Men Tina overbeviser hende om, at det sagtens kan lade sig gøre. Niels meddeler, at Mette er sygemeldt med en brækket finger fra skituren, Eli dukker sent op og kan vise en anden beskadiget finger frem. "Jeg skar den, da jeg lavede aftensmad," indrømmer han. Niels spørger de yngre mænd, Eli, Jonas og Flemming, hvad de skal lave. De har ikke skrevet sig på opgaver, men finder hurtigt nogle løsninger: "Så lidt som muligt," siger Jonas, der sidder i en ærmeløs undertrøje. "Jeg skal nok finde noget," påstår Eli fra bordenden. "Jeg holder ferie i en måned, og I kan finde mig nede i kælderen," siger Flemming med et skævt smil. Britt skal indmelde børn i børnehaven, som hun roser meget. Det er nemlig den nye børnehave i Filskov. Tina fortæller om sin nye bolig. hun er flyttet – men har endnu ikke meldt flytning. "Så får du da ingen reg ninger," spøger Maibrit. Uma holder fri onsdag, Svend afviser, at han har brug for ferie, Maibrit holder også fri

onsdag, men mente, hun blev nødt til at møde til tiden i dag. "Ellers ville I jo bare ringe," lyder forklaringen. Anette skal til møde om sit turbulente liv, mens Line gentager, at hun holder ferie i hele marts måned. Så bliver det Lenes tur: "Jeg skal ned at vaccineres mod leverbetændelse i dag," siger hun. "Hvad!?! Har du nu levet et utugtigt liv igen?" dundrer Niels.

"Ja!" lyder det overraskende svar fra Lene. Der bliver stille omkring bordet. Så fortsætter hun: "Nej. Jeg skal til Thailand. Det er derfor, jeg skal vaccineres," afslører hun. Ivan skal ud at cykle og sidste mand, Anton, får til opgave at rulle bestik. "God dag," afrunder Niels, før stolene skraber bagud, og Jydepottens frivillige og brugere fortsætter ud i den vel tilrettelagte dag.

Dagens opgaver I Café Jydepotten er der mange faste opgaver i hverdagen. Nogle skal hjælpe til i køkkenet, nogle skal dække bord, og nogle skal servere. Der skal også tømmes skraldespande, gøres rent på toiletterne og rulles bestik, så kniv og gaffel ligger samlet i en serviet lige til

at lægge på bordene inden middagen. Cafévagten går på skift, så folk dagen igennem kan købe sodavand, vand eller kaffe, og så kan der være andre opgaver i forhold til forskellige projekter og aktiviteter, der foregår på Jydepotten. ”Alle opgaver har værdi, selv de mindste” forklarer Niels. ”Vi kan ikke

Vi løfter i flok ARBE JDSFÆLLESSKABET: Hver morgen møder en flok af de frivillige på Jydepotten ind til morgenmøde. Her planlægges dagens arbejde i fællesskab med én af de ansatte som ordstyrer. ”For de fleste er det frivilligt, om de vil komme til mødet” siger leder Niels Christensen. ”Så vi ved

aldrig helt, om der kommer 10, 15, 20 eller 30 om morgenen. Det kan godt være lidt af en udfordring, for dagens arbejdsfordeling kan først klarlægges ved morgenmødet, og vi ved ikke helt, hvor mange hænder, vi har før det. Men det kommer nu altid til at fungere”.

Godmorgen Anette! M OR G E N RU N D E : Ved det daglige morgenmøde på Café Jydepotten får alle et personligt rettet ”godmorgen” ved morgenrunden. Morgenrunde betyder, at hver enkelt frivillig, der er mødt op, fortæller lidt om sig selv, sit liv, det han eller hun skal lave i dag eller denne uge, eller hvordan sidste uge gik. Der er ingen fastsatte regler for, hvad den enkelte skal fortælle, men alle skal sige noget – én efter én. ”Det er simpelthen en træning i at være i centrum for den, der taler” fortæller leder, Niels Christensen ”– her har man alles opmærksomhed og er interessant for de andre”. Vinkling er vigtig Alle mennesker har noget interessant at fortælle om deres liv, men det kan være svært at få det fortalt på den rigtige måde. ”Nogle gange kommer der nogle virkelig gruopvækkende

drive en café, uden der er nogen, der klarer dagens opgaver, og vi løfter i flok”. Fokus på at drive en café ”På Jydepotten handler det om i fællesskab at have fokus på at drive en social café,” fortæller Niels. ”En café, som vi er mange om at skulle have

historier, eller der er nogle, der fortæller noget, der måske ikke lige egner sig til at blive fortalt i større forum, også selvom alle har tavshedspligt” forklarer Niels ”– men det er en del af øvelsen at lære at bruge det fokus, man får, til noget, der er fornuftigt og oplysende for fællesskabet. Så vi hjælper med vinklingen, hvis der er brug for det”. Det at være på, vove at stå ved, hvordan man har det og at kunne fortælle det i en gruppe, er en vigtig del af at forstå sig selv og være tydelig for andre i et fællesskab – også udenfor Jydepotten. Ingen smasken og bøvsen Morgenrunden er ikke kun en træning for den, der taler. Selv om der er masser af hyggesnak og fis og ballade ved morgenbordet, skal der være stille, når den enkelte taler ved morgenrunden. ”Det er også en øvelse i at lytte og ikke at afbryde, når andre

til at fungere. Der er mange, der bruger og har gavn af café Jydepotten, og det er et fælles ansvar, at de arbejdsopgaver, der får caféen til at køre rundt, bliver løst”. Men der er også en dybereliggende grund til, at alle bliver inddraget i dagens pligter. Niels forklarer, at det at kunne møde om morgenen og udføre et

taler” uddyber Niels. ”Det en del af de sociale spilleregler, ligesom det heller ikke er tilladt at sidde og smaske og bøvse ved bordet eller foretage sig andet, der er upassende ved et fælles morgenmøde”. Niels forklarer videre, at uden sådan nogle basale sociale færdigheder bliver man af de fleste opfattet som provokerende og er langt mere tilbøjelig til at ryge i konflikter, derfor er morgenmøderne vigtig træning. Almen dannelse Sociale færdigheder og almen dannelse generelt er noget, der

stykke arbejde også er en forudsætning for at kunne fungere i samfundet. ”Det skal minde så meget som muligt om at have et job udenfor Jydepotten”

bliver arbejdet meget med på Jydepotten. ”Det er en del af det relationsarbejde, der er kernen i Jydepottens arbejde” fortæller Niels. ”Det gælder både almen dannelse i forhold til smalltalk ved bordet, at være på, lytte og være til at holde ud at spise sammen med, men vi taler også ind imellem om de ting, der foregår ude i samfundet. F.eks. hvis der er valg. Det er jo også en vigtig egenskab at kunne danne sig en mening om det, der sker i det samfund, vi alle er en del af, og forstå at der er nuancer i alt”.

siger Niels ” – og det daglige arbejde og planlægningen af det, er også en træning i at kunne administrere at have et job på en almindelig arbejdsplads”.

Det dér socialt samvær – dét skal jeg ha’! Grethe fra Filskov beskriver sin verden før Jydepotten, som en lille kasse med hende selv og sin søn Niels. Fredag den 24. juni 2011 dør Niels som følge af sit handicap. Og selv om Grethe altid har været folkesky, kan hun mærke, at samværet på Jydepotten har gjort hende mere åben. Grethe Holm bor i Filskov. Hun er 57 år og gift med Jens Peter. Og så har hun gået hjemme for at passe sin handicappede søn Niels fra fødslen, og indtil han døde i sommeren 2011 i en alder af 39 år. "Niels døde en fredag. Om lørdagen var vi ude at spille petanque. Jeg kan huske at én spurgte mig: "Hvordan går det? Godt! Hvordan går det med Niels? Han er død!" remser Grethe op. Hun havde godt vidst det. At Niels ville dø en dag. "Og vi savner ham stadig," siger hun. “Jeg har jo haft min egen lille papkasse herhjemme. Den skal jeg ud af,” siger Grethe fra Filskov

Ikke gemme sig "Han var handicappet – havde intet sprog og kunne ingenting,"

fortsætter Grethe, som til tider har fået hjælp til at passe ham og andre tider ingen hjælp kunne få. Men da Niels gik bort, var der pludselig ingen undskyldning for at gemme sig derhjemme længere. Grethe havde over årene ofte undskyldt sig med, at hun jo måtte passe Niels, når familien kaldte til fest eller andre sammenkomster. Skulle se folk an Grethe holder begge hænder strakt foran ansigtet. Håndryggen vender ind mod øjnene, og med håndfladen skubber hun det ukendte væk: "Tidligere var jeg sådan. Hvis jeg mødte nogle nye mennesker tænkte jeg: "Hvad er han for én? Hvad vil han?" Jeg gør det stadig en gang imellem. Indtil jeg åbner op. Men jeg skal lige se folk an. Jeg har altid været indelukket. Selv da jeg var lille, gemte jeg mig for min bedstemor," husker Grethe Holm. Hun lægger igen hænderne på stuebordet og taler videre. For i dag – knapt et år efter sønnens død – er hun blevet mere åben. En anden Niels – nemlig leder af Café Jydepotten – gav hende en ny opskrift på livet. Ud af kassen Det begyndte i 2010, hvor hun blev sendt i arbejdsprøvning på caféen. "Jeg skal rulle bestik og sådan noget, for at de kan finde ud af, hvad jeg kan," forklarer Grethe Holm. Men med smerter i skulderen ender arbejdsprøvningen i stedet med en førtidspension. "Første gang er jeg tvunget derind. Det er én fra kommunen, som siger, jeg skal derind. Det

føles helt forfærdeligt med de der nye mennesker. Jeg er jo vant til at gå herhjemme," siger Grethe og tegner med hænderne tre sider af en firkant foran sig. "Jeg har jo haft min egen lille papkasse med mig og Niels herhjemme. Jeg skal ud af den kasse. Ud blandt andre," slår Grethe fast. Lærer PC Det kommer hun nu. Endda i en grad, så hun ikke har nogle planer om at holde igen. De nye mennesker på Jydepotten er blevet til mennesker, som hun kender og taler med. Hun har masser af samvær med andre, og til undervisning om mandagen hos Claes lærer hun at bruge en PC. "Claes henter mig hver mandag klokken lidt over 9. Andre dage tager jeg bussen. Det vil jeg fortsætte med," siger Grethe, som er i gang med at lære at bruge PC. Mangler socialt samvær "Socialt samvær – dét skal jeg ha´! Det har Niels sagt til mig fra starten: Grethe, dét har du ikke noget af. Så jeg skrev under på – hos den skøre kamel derinde på Jydepotten – altså Niels – at jeg kommer," griner Grethe, som i dag kommer helt frivilligt – både mandag til ordblindeundervisning og til stavgang om onsdagen. "Jeg kommer i bedre humør af det. Vi driller hinanden, og jeg synes det er godt," smiler hun. "Selv om du ikke kan lave meget, så er er det at komme ud blandt andre mennesker godt," siger Grethe Holm.

Jeg ville hente Grethe ligemeget hvor hun bor Claes Sundmark er egentlig lærer. Men når det virkeligt gælder, gør han gerne en ekstra indsats for eleverne. Da underviser Claes Sundmark mødte Grethe Holm fra Filskov første gang, stod hun med hænderne på ryggen og udbrød: "Jeg rører ikke ved den!" Claes Sundmark havde tændt en computer og bad Grethe om at sætte sig ved tasterne. I dag henter han hende på bopælen i Filskov, når han kører på arbejde hver mandag. Og når de kommer ind på Jydepotten, kan Grethe sætte sig til computeren og sende og modtage e-mails. Angst for at fejle “Grethe tilhører en gruppe af 50 – 80-årige, der er meget angst

for at gøre noget forkert. Med den teknologi, vi har i dag, er det også svært, for når du køber en ny telefon, er der ikke engang vejledning med til den mere,” forklarer Claes Sundmark. Egentlig underviser han ordblinde på Café Jydepotten, men alle kan være med. De fleste opgaver i undervisningen består i at kunne bruge den teknologi, som samfundet i dag forventer af borgerne. Computeren stiller krav Han peger på et af de største problemer – nemlig det, at teknologien går i dialog med brugeren. Tidligere var maskiner bygget, så de gjorde det, de var bygget til. I dag er det mere almindeligt, at PC'en for eksempel spørger: "Ønsker du at afslutte programmet?" hvortil brugeren kan klikke "ok" eller "nej". “Det er en udfordring for mange. Min mor forventer for

eksempel, at et apparat gør det, det er bestilt til; Men i vores verden kommer der hele tiden spørgsmål, spørgsmål og spørgsmål. Maskinen styrer dialogen,” uddyber Claes Sund mark. Grethe Holm begyndte på kurset i 2011. Hun har passet en handicappet søn hjemme i 39 år og har stort set været isoleret. For Grethe var det et stort skridt at lære og bare være sammen med andre. Fra forfærdeligt til familie “Det føltes forfærdeligt. De der nye mennesker. Jeg er jo vant til at gå herhjemme i min lille

kasse,” siger Grethe. I dag vil hun gerne ind på Jydepotten. “Nu er det jo nogen, jeg kender. Det er lidt ligesom familie,” indrømmer Grethe Holm om Claes Sundmark og kammeraterne på holdet med ordblindeundervisning. Hver mandag henter Claes hende, når han kører forbi Grethes hus i Filskov. “Hun kan ikke selv komme herind med bussen, og det ligger lige på vejen. Men jeg ville hente Grethe ligemeget, hvor hun boede,” slår Claes Sundmark fast.

ORDBLINDEUNDERVISNING Helt umanerligt hyggeligt Claes Sundmark fra LEARN i Skanderborg er underviser i Café Jydepottens kursus for ordblinde. Selv om det hedder ordblindeundervisning, er det dog meget mere end blot at lære at læse. Claes Sundmark underviser i hvordan man fx. bruger CDO – et program, der hjælper med at foreslå ord, når du har tastet et par bogstaver. Med CDO får Claes Sundmark ordblinde til at skrive perfekte tekster til fx power-point. Desuden viser Claes, hvordan man bruger e-mail, netbank, NemId og hjælper også forældre i at bruge SkoleIntra og BørneIntra. Begge er systemer, som man er nødt til at lære, for at holde en god kontakt til skole og børnehave. - Jeg ser, hvad den enkelte har brug for. Så går vi i gang med at lære det, siger Claes Sundmark. Han har i 2011 også taget sit hold med på en tur til Esbjerg Kunstmuseum, på biblioteket og hørt sange og tekster af fx. Benny Andersen og med Oswald Helmuth. - Det bruger vi til at lære noget, som vi senere kan skrive om. Vi læser, skriver, diskuterer, lærer notatteknik og det at bruge en computer. Men først og fremmest er det helt umanerligt hyggeligt. Vi har det fantastisk sammen, siger Claes Sundmark. Han beskriver sit hold, der veksler fra 4 til 6 deltagere per gang, som ressursestærke mennesker, der endnu ikke kender deres egne ressurser.

Sara: Jeg bliver glad af at være her Sara har arbejdet på slagte rier og har ondt i ryg, knæ og nogle gange hele kroppen. I april 2010 sendte kommunen hende på Café Jydepotten i en arbejdsprøvning, og da arbejdsprøvningen sluttede, fortsatte Sara med at komme på Jydepotten. “Jeg har prøvet alt muligt arbejde hernede. Mest salat. I dag

kommer jeg frivilligt. Jeg har selv valgt det,” forklarer Sara, som oprindeligt kom fra Sri Lanka. Hun har boet i Danmark i 22 år, er gift og har to børn. Hun synes Jydepotten er et hyggeligt sted. Her er der altid godt humør og et godt samarbej de om tingene. “Jeg bliver glad af at være her. Hvis de mangler noget

hjælp, så hjælper jeg nogle gange. Men ellers snakker jeg bare. Jeg snakker med alle. Om alle mulige forskellige ting,” fortæller hun. Hvis hun får ondt i skulderen eller knæet, går hun bare hjem. Der er ikke nogen, som presser hende på Café Jydepotten, og det holder hun meget af.

Banko og fast plads i caféen Leif ”Pinde” Elbæk har været fast bruger af Cafe´ Jydepotten, lige siden den startede. Hver dag starter han sin invalidebil og kører til Borgergade for at spise sin middagsmad på caféen. Han har sin faste plads ved vinduet næsten længst nede i lokalet sammen med 3 andre, og så er han taloplæser ved Jydepottens bankoarrangementer 4 gange om året.

H V E R DAG PÅ J YD E P OT T E N : ”Jeg kommer her KUN for maden” lægger Leif ud med stort grin, men bliver straks efter en smule mere alvorlig ”Aj maden er god – og billig, og så har jeg et godt netværk hernede, regner jeg da med …” Leif ”Pinde” Elbæk er én af de brugere og frivillige på Jydepotten, der har været med helt fra starten. I 1995 blev Leif syg med KOL efter 25 års arbejde som gravemester ved Vej & Kloak. I 2007 fik han sit iltapparat, som følger ham overalt. Sygdommen har dog ikke forhindret Leif i at være en drillepind, der

altid har en ironisk sætning på læben og glimt i øjet, selvom han i en kort bemærkning oplyser, at sygdommen bliver værre og værre for hvert år. Fast vinduesplads og bordkammerater Leif kører selv hver dag hen til Jydepotten i sin invalidebil, hvor han også kan have rullestolen med. I caféen indtager han sin faste plads ved vinduet næsten længst nede i lokalet. Her spiser han dagens ret – hver dag! Ved bordet sidder Leif sammen med et fast ”slæng”, der består af Leif selv, Peter, Åge og Sigvald. ”Ja – vi har skam fast bord, men vi bliver selvfølgelig smidt væk, hvis de opdager det” griner han igen skælmsk og nikker med hovedet over mod Jydepottens leder, Niels Christensen. Niels ryster smilende på hovedet. En af Leifs lune smådrillerier igen. Hverdagen har mange bekendtskaber I Jydepotten er der mange af de 60-65 dagligt spisende, der har faste pladser. I hvert fald når det kan lade sig gøre. Ved Leifs bord bliver der både spist og snakket. ”Vi snakker om vejr og vind og alle mulige andre be-

givenheder,” fortæller Leif. Til spørgsmålet om, hvad det bedste ved at komme på Jydepotten er, bryder Annette (én af Jydepottens andre faste brugere) ind: ”Det er selvfølgelig, fordi jeg er her!” Leif ruller med øjnene og smiler igen bredt. ”Jaja – så siger vi det!” griner han. Annette og Leif er gamle naboer, indtil Leif for nyligt flyttede i beskyttet bolig. Der er flere, der hilser på Leif ude i caféen, og der er ingen tvivl om, at Leif er et kendt ansigt på Jydepotten. Ælle, ælle og gamle Ole I Jydepotten er der banko 4 gange om året, et arrangement Leif står for sammen med Susanne Mathiesen, Jydepottens souschef. Leif læser kyndigt tal op for de ca. 30 spillere, der møder op hver gang. Et hverv han sætter stor pris på. ”Så hører de efter, gør de!” storsmiler han og fortæller, at næste bankoarrangement løber af stabelen 2. påskedag. ”Hvad jeg ville lave, hvis jeg ikke kom her? Hmm, det ved jeg ikke … det jeg nu engang laver, men jeg vil gerne hjælpe til hernede, så meget jeg kan,” slutter Leif af og tager fat i iltapparatet. Nu er der nemlig middagsmad.

Stemning i top og juletræ til loftet Omkring 30 -35 af Jydepottens brugere, frivillige og ansatte holder hvert år jul i caféen. Leif ”Pinde” Elbæk er én af dem. Han fortæller om julestemning, der er i top, and på menuen, julegaver og et juletræ, der når helt op til loftet. JUL PÅ JYDEPOTTEN: Hvert år holder en gruppe af Jydepottens brugere, frivillige og ansatte jul i Café Jydepotten. Sidste jul var over 30 med. Nogle var med for første gang, andre er kommet igen år efter år. Leif ”Pinde” er én af dem, der er kommet igen gennem mange år, og det har han ikke nogen planer om at ændre noget ved. ”Brøij å kåe” og syndernes forladelse Julen på Jydepotten starter med eftermiddagskaffe med ”brøij å kåe”, som Leif kalder det på dreven vestjysk. ”Altså brød og kage” oversætter leder Niels Christiansen med et smil i forbifarten. En mindre sprogforvirring er overstået. Leif fortsætter: ”Bagefter får vi vores synder forladt i kirken, men dem har jeg nu ikke mange af”. En anden af Jydepottens brugere nikker kraftigt bagved og peger på Leif, der har bemærket det og griner bredt. Juleguds tjenesten i Grindsted kirke er fast tradition juleaftensdag. Én af de følgende juledage holder sognepræst Steen Søvndal også en særlig gudstjeneste for Jydepottens brugere, så også de, der ikke holder jul på Jydepotten, har mulighed for at komme. Leif indrømmer nu, at han er glad for juleguds tjenesterne, og det er de fleste.

And og det hele … Når sjælefreden og julefreden har sænket sig i kirken, går alle over til julemiddag på Jydepotten. ”Vi får and og det hele” forklarer Leif ” – altså sådan med rødkål og brune kartofler. Sådan rigtig julemad. Det er godt. Og bagefter får vi ris á la mande og kaffe”. Leif fortæller, at stem ningen er helt i top juleaften på Jydepotten: ”Vi har det både sjovt og hyggeligt, og der er jo en masse, man kender”. Efter middagen danses der om juletræet. Det er altid et stort træ – ”heeelt op til loftet,” griner Leif og rækker armen i vejret for at illustrere. Pakker og pakkespil Alle, der holder juleaften på Jydepotten, får en pakke. Pakkerne er sponsoreret af lokale butikker og forretningsdrivende i Grindsted. Sidste jul fik alle biografbilletter. Leif har ikke nået at bruge sine endnu, men han var glad for dem. Når alle har fået deres julegave, er der pakkeleg. Leif fortæller, at han vandt lidt. Niels, leder, bryder ind:” Du vandt da mange, du ragede jo til dig, haha.” ”Nej da – jeg kan jo ikke engang røre mig,” storgriner Leif, der har KOL og iltapparat og derfor ikke kan rende så meget rundt. ”Næh – men du hundsede rundt med os alle sammen” griner Niels. Leif smiler smørret: ”Nåh jow, haha”. Kongelig hofleverandør Leif husker specielt én jul på Jydepotten. Her blev han nemlig kongelig hofleverandør. Julen på Jydepotten får støtte af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, og på et tidspunkt var det sådan, at fonden skulle se, hvad støtten gik til. Derfor skulle julen på Jydepotten fotograferes, og den opgave klarede Leif med bravour. ”Så den jul blev jeg altså kongelig hofleverandør,” griner han bredt. Leif kunne ikke forestille sig at holde jul andre steder end på Jydepotten. ”Hvis jeg ikke holder jul her, ville jeg bare sidde hjemme hos mig selv. Så er det meget sjovere det her,” slår han fast.

Julen fik værdi igen Tonny holdt jul for første gang på Jydepotten sidste år. For ham var det den bedste jul i mange år, og det bliver ikke sidste gang, han fejrer juleaften på Jydepotten, hvis det står til ham selv. Tonny på 26 år er kun kommet på Jydepotten i ½ år, men har allerede holdt sin første jul i caféen, og det har han ikke fortrudt. ”Jeg havde hørt meget godt om det, så jeg tænkte – lad mig da prøve!” fortæller han ”Og det var skam rigtigt nok, det VAR virkelig så hyggeligt og sjovt, som folk sagde. Det var MEGAhyggeligt!” Vi opmuntrer hinanden ”Jeg er rigtig glad for at komme på Jydepotten også til hverdag” smiler Tonny. Han fortæller, at han har et godt netværk på Jydepotten, og selvom man godt må have en dårlig dag, forsøger han at lade være. Det påvirker nemlig de andre. ”Vi er gode til at muntre hinanden op hernede,” siger Tonny, der går til hånde med meget forskelligt arbejde i caféen. Nogle gange serverer han, andre gange tømmer han skraldespande eller gør rent på toiletterne. Tonny er på Jydepotten som et tilbud fra kommunen,

som han bruger til at blive mere afklaret om, hvad han vil fremover. ”Måske vil jeg være pedel, måske noget andet? Det ved jeg ikke helt endnu,” forklarer han ”Men det hjælper Jydepotten mig med at finde ud af”. Handlede bare om at være sammen Normalt betyder julen ikke så meget for Tonny, fortæller han. ”Jeg synes ellers bare det er en masse stress og jag og spild af penge,” konstaterer han. ”Men hernede var vi bare sammen og havde det hyggeligt og sjovt. Julen fik faktisk værdi for mig igen. Der var heller ingen forpligtelser, og det er jo helt frivilligt, om man vil være her”. Tonny hjalp med at servere jule aften og fortæller entusiastisk om både maden, underholdning, pakkespil, som han synes er rigtig gode traditioner. Han slår fast, at det var den bedste jul i mange år, og han kunne godt tænke sig at tage sin datter på 2 ½ år med næste jul, hvis hun ikke skal være hos moren. ”Hvis jeg ikke kom hernede og holdt jul her, ville jeg bare sidde hjemme og spekulere for meget. Det er der jo ikke meget ved,” siger Tonny og slutter af: ”Jeg vil faktisk gerne opfordre alle, der bare sidder hjemme alene juleaften til at komme ned på Jydepotten”.

Det er rart at dele værdier med Den Danske Folkekirke En af de helt gamle traditioner på Café Jydepotten er også en del af caféens værdigrundlag. Det handler om julen, hvor alle frivillige, medarbejdere og brugere samles til en kop kaffe. Der efter følges hele flokken over på den anden side af Borgergade – i kirken – hvor provst og formand for Jydepottens bestyrelse, Lilian Høegh Tyrsted, holder en gudstjene ste specielt for Jydepottens brugere. “Det er en gammel, gammel tradition. Den er fra før jeg begyndte at arbejde her i 2001,” fortæller Susanne Mathiesen. Hun erkender, at Jydepottens brugere måske ikke kommer så tit i kirke, og at hverdagen i Jydepotten mest består af diakoni i praksis. “Vi taler ikke så meget om kristendommen og vores kirkelige tilhørsforhold. Der er ikke nogen steder, hvor vi direkte prædiker eller forkynder det kristne budskab. Vi viser det i praksis,” forklarer Susanne og nævner dog, at sognepræst Steen Søvndal besøger caféen hver 14. dag. “Jeg synes, det er rart, at vi går i kirke

sammen til jul. Lilian pynter kirken og tænder lys, vi synger et par salmer og lytter til en kort prædiken. Det er den dag, hvor der er flest frivillige,” afslører Susanne Mathiesen. Gudstjenesten, julega verne, som de frivillige også får den dag, julefesten og Jydepottens forkælelsesdag er nogle af de ting, som hun og Jydepotten gerne vil give tilbage til de frivillige. Som en slags “tak for hjælpen”. “En gang imellem vil vi gerne vise, at vi er opmærksomme på dem. At stedet kun løber rundt, fordi de er der,” siger Susanne Mathiesen.

Støtter traditionerne

Toms julebesøg Julen kan være en svær tid. Og specielt for dem, der gennem mange år har isoleret sig og sidder hjemme med alkohol som eneste selskab. De kommer ikke i Jydepotten, men Tom skal nok huske dem. Hver juleaftensdag tager han på sin faste runde af julebesøg. Hvert år den 24. december står der det samme i Toms kalender. Tom tager nemlig fast på julebesøg hos de mennesker, der er sidder hjemme og har været isolerede i mange år. De er alkoholikere og kommer ikke ud af deres lejlighed mere end allerhøjst nødvendigt. De har meget lidt kontakt til andre mennesker og får heller ikke normalt besøg. Mange kun af Tom, der besøger dem jævnligt. Et besøg om året er dog helt sikkert – nemlig juleaftensdag. Tom er støttekontaktperson (SKP) – 29 timer for kommunen og 8 timer for Jydepotten, og han tager sig af en fast gruppe af 4-5 isolerede, der ikke har overskud og mod til at komme i Jydepotten. Tager lang tid at få kontakt De isolerede, Tom kender, lukker altid op, når han kommer. De fleste har han kendt i mange år. Men første kontakt kan godt være svær og kræve stor tålmodighed. Tom kan være ude ved bopælen 20-30 gange, hvor han banker på og snakker gennem brevsprækken, uden der bliver åbnet. Han smider altid en brochure ind, så personen kan se, hvor Tom kom-

mer fra, og hvad det er, han gerne vil dem. ”Noget af det vigtigste for dem er, at de kan være anonyme” forklarer Tom ”Mange af dem tror, at der ikke er nogen, der ved, at de sidder derinde og drikker. Selvom det ofte er alment kendt”. Tom får mange gange tippet om en isoleret alkoholiker af Jydepottens brugere, der måske er naboer eller kender dem fra lokalområdet. Den typiske livshistorie ”Det er meget forskelligt, hvor længe den enkelte er om at fortælle om deres fortid,” fortæller Tom. ”Nogle fortæller hurtigt om deres tidligere liv, andre kan jeg have været på jævnlige besøg hos i 1 år, inden de lukker op og fortæller lidt.” Mange af livshistorierne ligner hinanden. Tom forklarer, at den typiske livshistorie for den isolerede alkoholiker, starter med en drikkekultur allerede i lærlingeårene. Alkoholen følger med dem, når de bliver gift og får børn, men gør også, at de ikke kan håndtere ægteskabet og familielivet. Alkohol bliver igen løsningen for at dulme sorgen over skilsmissen, og til sidst har den taget så meget over, at personen ikke længere ser sine børn. ”Et meget alkoholiseret menneske skammer sig ofte over for omgivelserne og specielt over for sine børn,” uddyber Tom. ”Derfor bliver han eller hun ofte også hurtigt isoleret.” Det handler om omsorg Tom tager jævnligt på besøg, som regel en gang om ugen er han inde og snakke. Mange gange tager han et rundstykke med eller

måske lidt mad fra caféen, hvis han ved at menuen står på en livret. ”Vi snakker ikke om behandling og den slags,” fortæller Tom. ”De fleste har drukket så massivt i så mange år, at de ville dø af at blive afruset. Derfor har det ingen hensigt at snakke om alkoholen.” I stedet går snakken om vind og vejr og dagligdagen. Ind imellem har nogle brug for hjælp til at kontakte kommunen eller et lille puf til at komme til lægen. De fleste har nemlig så lidt kontakt til det offentlige og samfundet som muligt. ”Men vi hjælper dem kun med de ting, de ønsker hjælp til,” siger Tom. ”Besøgene handler primært om omsorg og kontakt, der kan gøre hverdagen en smule lettere for nogle mennesker, der har det svært.” Julebesøget er vigtigt De fleste af dem, Tom besøger, siger at højtider som jul og nytår ikke betyder noget for dem. ”Men det gør de,” slår Tom fast. ”Julen er en specielt svær tid for mange af dem. De fleste har jo været gift og kender til familielivet. Juleaften bringer minderne tilbage, og de kommer til at tænke mere over, hvad de har mistet”. Toms julebesøg betyder meget, men der bliver ikke snakket om jul. ”Det gør simpelthen for ondt på dem” konstaterer Tom, der også fortæller, at han holder meget af besøgene. Også de andre i løbet af året. ”Det er jo mennesker, der bare er kommet skævt af sted,” forklarer han. ”Det er godt at være med til at gøre både hverdag og højtider lettere for dem.”

Hos Bøger og Papir lidt længere nede ad Borgergade er det næsten en lige så fast tradition at give et sponsorat til Jydepottens julebanko, som det er, at Jydepotten holder banko. Boghandler Frederik Poulsen fortæller, at Bøger og Papir har støttet Jydepotten gennem de seneste otte år: “Vi giver også til andre, men ikke til alle. Vi giver til gode formål, og jeg synes, de gør det godt på Jydepotten. Jydepotten er et sted for dem, der har det svært, og de gør et godt stykke arbejde for byen, mener Frederik Poulsen. Når Frederik Poulsen og Bøger og Papir sponsorerer Jydepotten er det oftest med restvarer, der bruges som gevinster til årets julebanko. “Vi kigger også på, om det er nogen, der bruger os i hverdagen. Det må jo gerne gå begge veje, siger Frederik Poulsen.

B E ST YR E L S EN Café Jydepotten ledes af en bestyrelse under ansvar over for KFUMs Sociale Arbejdes Hovedbestyrelse. Bestyrelsen har i 2011 været sammensat således: Lillian Høegh Tyrsted formand Helga Christensen næstformand Jytte Brounbjerg Børge Linnet Jørgensen Sten Bang Bestyrelsen mødes normalt fire gange om året.

Tradition og fornyelse

Af bestyrelsesformand for Café Jydepotten, provst Lilian Høegh Tyrested. I 2012 fylder Café Jydepotten 15 år. Når man er 15, er man både ung og gammel. Gammel nok til at have gjort sig erfaringer og skabt traditioner for cafeen og alle os, der bruger den, og ung og nysgerrig nok til hele tiden at forny sig.

I årsrapporten, som du sidder med nu, ser vi tilbage på et år, der er gået, og vi kan læse om både traditioner og fornyelser. Det er dog traditionerne, der danner rammen om et fællesskab, og som skaber den ånd og glæde, der findes i det daglige. En af traditionerne er den årlige julegudstjeneste for Cafe Jydepottens mange frivillige. Vi mødes i Grindsted kirke, når vi når ind under jul. Her ser vi både tilbage og frem. Vi synger de gode og velkendte julesalmer, vi hører om, hvorfor vi fejrer jul, og hvad juletiden kan bringe os også i dag af både juleglæder og -sorger. Bagefter samles vi alle i cafeen til æbleskiver og andet godt, og alle frivillige får en julehilsen – en dejlig tradition, der er værd at tage med os ind i de kommende år.

Jeg arbejder med hjertet Jydepottens bestyrelse får nyt bestyrelses medlem. Hun hedder Jytte Brounbjerg og erstatter et mangeårigt medlem Inge Andersen. Jytte arbejder med hjertet og glæder sig til at arbejde med andre, der gør det samme. BESTYRELSE: Den 19. marts deltager Jytte Brounbjerg i sit første bestyrelsesmøde i Jydepottens bestyrelse. Jytte er blevet anbefalet af Inge Andersen, der efter mange år i bestyrelsen nu giver stafetten videre, og Jytte har sagt ”ja tak” til tilbuddet. Baggrund med masser af menneskelighed Jytte Brounbjerg har en lang baggrund indenfor arbejde med mennesker, der har brug for støtte på den ene eller anden måde. Hun har en grunduddannelse som socialpædagog fra Diakonhøjskolen og har arbejdet bl.a. som støttepædagog/hjemmehosser i familier med særlige vanskeligheder samt været med i et projekt omkring unge mødre. Herudover har Jytte tidligere været tilknyttet KFUM/KFUK og KFUMs sociale arbejde i Danmark både med en teenklub/ børneklub, men også som frivillig ved opstart af Café Paraplyen i Viby ved Aarhus. En café, der ligner Jydepotten på mange områder. I dag arbejder Jytte som sprogpædagog for børn med sproglige vanskeligheder i Varde Kommune. Alle mennesker er unikke Jytte ser meget frem til besty relsesarbejdet i Jydepotten, der er frivilligt og består af minimum 4-6 obligatoriske møder om året. ”Når man giver noget,

får man altid noget tilbage” forklarer Jytte Brounbjerg ”derfor deltager jeg meget gerne i frivilligt arbejde, der har det formål at hjælpe folk, der har brug for støtte”. Jytte fortæller, at hun altid har været interesseret i det kirkelige og i arbejdet med mennesker, og forklarer videre: ”Jeg har en grundholdning om, at alle mennesker er unikke og skal ses og høres som de er, og den holdning er gennemgående i mit arbejde”. Og sådan har Jytte også tænkt sig at møde både brugerne, de frivillige, de ansatte og de andre bestyrelsesmedlemmer i Jydepotten. Hjertet på rette sted ”Nu skal jeg lige ind i arbejdet her, men nogle af de erfaringer, jeg måske godt kunne tænke mig at bruge i bestyrelsen her, er erfaringer, jeg har fra arbejdet med unge mødre, men jeg har ikke gjort mig store tanker omkring det endnu. Min intention er først og fremmest at høre om alt det arbejde, der bliver gjort i Jydepotten og være med til at reflektere over det. Det glæder jeg mig til at høre om”, fortæller Jytte Brounbjerg. Jytte er flyttet til for blot et år siden og synes, at det er dejligt at møde andre med samme interesse i andre mennesker. ”Jeg arbejder med hjertet og glæder mig meget til at arbejde sammen med andre, der gør det samme,” slutter Jytte af med et stort smil.

Diako… hvaffor noget? En vigtig del af Jydepottens arbejde er at involvere lokalsamfundet og fortælle om det sociale arbejde, der foregår på Jydepotten. I dag går turen til konfirmandstuen ved Grindsted Kirke, hvor leder Niels Christensen skal fortælle om diakoni i praksis. DIAKO N I I P R A KS I S : Der er en glad summen af akti vitet i konfirmandstuen. De kommende konfirmander er nemlig i gang med at pynte fastelavnsboller, som de senere skal dele ud i Jydepotten. Sognepræst Steen Søvndal tysser lidt på flokken og præsenterer den nyan komne gæst: ”Det her er Niels, der er leder af Café Jydepotten. Han kommer for at fortælle om Jydepotten, de mennesker, der kommer derovre og om, hvordan Jydepotten arbejder med det, der hedder diakoni, i praksis”. Hvad er et socialt udsat menneske? Niels tager ordet: ”Er der nogen, der ved, hvad et socialt udsat mennesker er?” Der bliver en tænkepause. ”En der er blevet overfaldet” foreslår én. ”Ja” siger Niels. ”Det kan godt være en, der har fået det dårligt efter et overfald”. Niels forklarer, at man kan være socialt udsat på mange måder. Nogle af dem der er socialt udsatte, er for eksempel misbrugere eller alkoholikere eller børn, der er vokset op i familier med misbrug. Men det kan også være demente, fattige eller psykisk syge. Mange mænd over 55 år, der bliver skilt har

også stor risiko for at blive socialt udsatte, da nogle har svært ved at håndtere den sociale kontakt uden konen. En ny gruppe af socialt udsatte ser man i øjeblikket blandt unge mennesker, der har haft et succesfuldt job og tjent mange penge og så pludselig bliver fyret eller får en arbejdsskade. Kristent grundsyn Imens Niels fortæller, bliver fastelavnsbollerne flittigt pyntet med glasur og krymmel i flotte farver. Et par af pigerne går i gang med at male et stort papirbanner, hvor der skal stå ”Konfirmandcaféen”. ”Vidste I at KFUMs sociale arbejde i Danmark faktisk startede i Vorbasse ved Grindsted?” spørger Niels. Et par ryster på hovedet. ”Jo – KFUMs sociale arbejde startede med en sognepræst, der ville gøre noget for familierne og fædrene i brunkulslejerne. Fædrene var nemlig altid fulde, så han satte sig for at lave nogle fritidsaktiviteter for hele familien, hvor der ikke var alkohol indblandet. Og det var sådan det hele startede”. Niels forklarer, at Jydepotten er en del af KFUMs sociale arbejde og bygger på et kristent grundsyn. ”I Jydepotten arbejder vi med diakoni, det vil sige, at vi stiler mod at gøre en god gerning sammen med udsatte mennesker. Men det er ikke sådan, at vi i hverdagen går og snakker om Gud hele tiden, det ligger bare i vores måde at arbejde på,” fortsætter han. Kunne ikke SMS-e Niels fortæller videre, og snakken går om posedamer, hjemløse og andre eksempler på mennesker, der lever et liv, de

færreste af de unge har hørt om. Mange af dem spærrer undervejs øjnene ekstra op over historierne, men særligt ét eksempel afføder en større reaktion. ”Der kommer jo også unge mennesker,” forklarer Niels. ”Vi havde én engang, der aldrig havde gået i skole.” ”Jamen det opdager skolen eller forældrene da,” lyder det fra en af pigerne. ”Hans forældre var bedøvende ligeglade,” uddyber Niels. ”Nej hvor synd,” lyder det fra den anden side af lokalet. ”Han lærte at være sammen med andre og stå op om morgen, mens han var på Jydepotten, og til sidst kunne han faktisk også skrive nogle korte SMS-er,” fortsætter Niels. ”Kunne han ikke SMS-e?” spørger en af pigerne rystet. ”Nej han kunne jo ikke skrive og læse,” smiler Niels. ”Aj – prøv lige at tænk,” siger en anden pige, og der bliver stille i lokalet et øjeblik. Konfirmandbar og fællessang Inden konfirmanderne begiver sig over i Jydepotten med en rad af fade med flotte fastelavnsboller, fortæller Niels lidt om de mennesker, der er kommer i Jydepotten. ”Jeg kan sige, at det er helt almindelige mennesker, der hverken lugter, har grønne ører eller horn i panden. Måske kender I endda nogle af dem? spørger Niels. ”Ja, min farfar kommer hver dag,” siger en pige. I Jydepotten bliver banneret hængt op, men inden uddelingen af fastelavnsbollerne vil konfirmanderne gerne have lov at synge en fællessang. Steen Søvndal sætter sig til klaveret, og snart gjalder hele caféen af musik og sang.

FAKTA: Hvad er diakoni? Kirkens sociale arbejde kaldes diakoni og bygger på bibelens fortælling om Jesus’ møde med mennesker. Diakoni betyder tjeneste. Det kristne budskab forkynder, at vi finder meningen med livet i forholdet til vores medmenneske Kirkens diakoni går ud fra alle menneskers værdighed og ligeværd, både den, som hjælper og den, som har brug for støtte. (Kilde: Folkekirken.dk) Uddrag af Jydepottens værdigrundlag: Café Jydepottens værdigrundlag er – med udgangspunkt i det kristne menneskesyn – at hver enkelt menneske er skabt i Guds billede og elsket af ham. Ethvert menneske er derfor ubetinget værdifuldt. Det har ret til et værdigt liv og en menneskeværdig behandling.

Her er altid fuldt hus Vera Thulesen og Thorkild Petersen kommer fra Starup, men sidder gerne sammen med Donald, Ejvind, Karl Erik og Jørn, som alle er fra Grindsted, ved det bageste bord i caféen. "Vi kunne ikke komme nogen steder og spise billigere. Vi er kommet her i godt tre år," fortæller Vera over dagens ret, hvidkålsrouletter. Favoritten er stegt flæsk med persillesovs, men netop hvidkåls rouletter er også på Veras top-tre-liste. Dem har Jytte og køkkenet heldigvis tilberedt 96 af, og det slår lige akkurat til, når caféen er fyldt som denne tirsdag. "Og hvis nu det er fisk, og man ikke kan lide det, så kan man bare bede om noget andet. Så får man det. Det er de flinke til," forklarer Vera Thulesen. "Det hele er min favorit," lyder det fra Donald på den anden side af bordet. "Det er det værste bord hernede, dét her," smiler Vera, men Donald er rap i replikken: "Det er da kun, når I er her..." "Åhr..," siger Vera, mens Karl Erik klukker, så skuldrene hopper med. "Vi har det godt her," glatter Donald ud: "...og det er ikke blevet ringere, efter at vi er kommet herned!" griner han videre, så smilene breder sig omkring bordet.

Middagsmaden er vores træningslejr Middagen er Café Jydepottens hjerte, hvor omsorg og øvelse i at løfte en opgave sammen går hånd i hånd. "Der er omsorg i tyk brun sovs og kartofler. Vi har et fællesskab omkring måltidet, hvor vi også kigger på den læringsmæssige opgave, det er at drive et socialt værested som Jydepotten," fortæller Susanne Mathiesen om Jydepottens centrale punkt: Nemlig Middagsmaden. "Her har alle udsatte ret til at komme. Vi driver et stort køkken, hvor vi sammen lærer, hvad det kræver at bygge op til

middagsmaden klokken 12 hver dag," begynder hun. Mange på én gang Bordene skal dækkes, bestikket rulles, maden serveres, der skal tages imod penge og bestil linger, vandet skal hældes op. "Og det skal passe sammen. For eksempel er det ikke smart at sætte vand på bordene klokken 9.45, for så er det jo ikke frisk til gæsterne. For andre kan det være en læreopgave at vænne sig til, at der pludselig er så mange mennesker i caféen på én gang," forklarer Susanne. Mad med omsorg Nogle skal ud med middagsmad til dem, der ikke selv kan komme på caféen. Andre sørger for at brygge kaffe, og kassen betjenes altid af to personer:

"Ruth vil gerne stå ved kassen. Det kan hun også sagtens. Men hun kan godt blive lidt stresset, når der kommer mange, og køen bliver lang. Så er det jo smart, at hun står sammen med Anders. Han er fuldstændig rolig, og det giver begge en fornemmelse af, at de er uundværlige i fællesskabet. Det er de jo også," fortæller Susanne. På den anden side har middagen også en stor social betydning for mange af gæsterne. På Jydepotten bliver maden serveret med et smil og et velbekomme til alle. "På den måde er maden jo fyldt med omsorg. Her bliver du en del af fællesskabet. Det betyder noget at blive lagt mærke til. Mennesket er ikke beregnet til at være alene. Ikke altid," slår Susanne fast.

Sund og social mad til en absurd lav pris

Lisa Kulmbach har arbejdet som kok i 35 år, så hun véd, hvad hun snakker om, når hun roser Jydepottens køkken. Hun og moster Lizzi har Jydepottens middag som fast punkt, når de mødes hver 14. dag. “Da de sagde, prisen ville stige, kiggede vi på hinanden og tænkte: Gad vide, hvor meget?"

husker Lisa Kulmbach. Hun er 52 år og sidder overfor sin moster Lizzi Schmidt på 76. De to har været faste kunder hver anden uge, siden de "fandt" Jydepotten for fire år siden. De har været vilde med maden og – ikke mindst – prisen, men i 2011 blev det pludselig annonceret, at prisen ville stige. Kok i 35 år “Så sagde han, at prisen ville stige med tre kroner fra 35,- til 38,- kr. Da kiggede vi igen på

hinanden. Kun tre kroner?!? Det er jo fuldstændig absurd billigt,” ryster Lisa på hovedet. Og hun véd om nogen, hvad hun snakker om. “Jeg har været kok på Gør ding Hotel, på en efterskole og på et plejehjem. Jeg har arbejdet med at lave mad i 35 år. Og jeg synes, det her er rigtig god mad i forhold til, hvad man kan købe andre steder,” vurderer Lisa. Lizzi giver hende helt ret: “Og vi glæder os hver gang,” fortæller Lizzi Schmidt. Hun bor i Grindsted, og niecen besøger hende hver 14. dag. Så ordner de indkøb, vasker og gør rent. Og et fast punkt på planen er at spise middag på Café Jydepotten.

“Og så er det hyggeligt. Så snart du lukker døren op, er der varme smil og alle snakker med alle. Vi har aldrig mødt sure miner hernede,” smiler Lizzi Schmidt. Hun og Lisa synes, at netop samværet er værdifuldt for de mange, som dagligt kommer på Jydepotten. “Det ene er, at man mødes med andre. Noget andet er, at folk kommer ud at bevæge sig. Det er da meget bedre end at få et eller andet vacuumpakket bragt hjem. Det er både sundere og mere socialt,” siger Lisa Kulmbach over kaffen, før de begge begiver sig videre til dagens opgaver.

Meget bedre end vacuum “Vi har prøvet cafeteriaer, men i forhold til prisen er det her ganske almindelig og god sund dansk mad,” slår Lisa fast.

DET SUNDE ER VIGTIG ST: "Hvis vi skulle købe salat og lave den derhjemme, så ville vi ikke kunne få så mange ting. Og vi kunne heller ikke gøre det så billigt," slår Erik Andersen fast. På Café Jydepotten kan han og hustruen Lilly spise deres daglige grønne salat for 24 kr. Med madkort kommer prisen helt ned på 18 kr. "Vi kan på ingen måde spise så sundt til den pris,gentager Erik som har rundet de 80 år. Han vil betegne sig selv og Lilly som stam-brugere. Han har selv haft frisørsalon og er kommet i huset, hvor Jydepotten nu ligger, siden det hed AL-Huset og medborgerhuset. Erik giver den topfyldte salattallerken et skvæt salatmayonaise på toppen, rækker venligt tuben til Lilly og sætter kursen mod stambordet i den velfyldte café.

FROKOST Lars kommer ind. Han styrer lige over til Britt, som tager tjansen bag disken i dag. “Otte halve.” Lars, som i dag arbejder hos Brians Renovation i Grindsted, vælger fire halve stykker smørrebrød fra fadet. Britt sætter dem på en papbakke, og dernæst er det kollegaens tur til at vælge fire stykker frokost.

Café Sommerkaos Rod, byggesnavs og værktøjslarm. Det har været daglig kost i syv uger i Café Jydepotten hen over sommeren. Nej, nej. Brugerne fik andet at spise i de første 6 uger – rigtig mad – men den blev leveret af samarbejdspartneren Restaurant Lyngheden. Den sidste uge var der helt lukket. Af skidtet rejste sig så et lidt større, og professionelt indrettet køkken. Et køkken, som egner sig til, at der bliver lavet mad til ca. 100 spisende gæster pr. dag. Nyt køkken koster ”Prisen kommer op på omkring 1 mio. kroner,” fortæller Susanne Mathiesen under et besøg på stedet 2 dage før genåbningen den 18. Juli. Og hun forklarer videre: ”Så har vi endda fundet en hel del af tingene brugt, som f.eks komfuret. Et stort komfur som de findes i restaurationer. Før stod der to almindelige komfurer, hvor det var svært at få plads til de store gryder.” Og så er den almindelige opvaskemaskine, hvor man skal næsten ned til gulvet for at fylde og tømme, skiftet ud med en, hvor opvasken håndteres i bordhøjde. ”Så nu kan vi byde på et anstændigt arbejdsmiljø ude i køkkenet,” siger hun tilfreds. Men der er kommet nyt loft, ny ventilation, nyt gulv – nye afløb.

”Men vi havde alle pengene før vi gik i gang – penge, som vi har sparet sammen over mange år. Men det koster jo, og nu har vi så også brugt rub og stub,” siger Susanne Mathiesen og tilføjer: ”Men vi har jo flere ønsker, og de presser sig på.” Søger penge fra fonde For eksempel nærmer en udskiftning af en stribe ældre kummefrysere sig. ”Så nu er vi begyndt at søge nogle af pengene til det nye køkken hjem via fonde,” fortæller Susanne Mathiesen mellem 2 telefonsamtaler, der skal få styr på de sidste håndværkere. Og allerede før køkkenet er færdigt, er det lykkedes at få positivt svar – Det ene fra Ole Kirks Fond. Efter hun har lagt røret tilføjer hun: ”Men jeg håber da, vi finder flere, der godt vil støtte vores køkken. For de andre ting er jo også nødvendige.” Og efter den oplysning flyver Susanne Mathiesen videre til mere rengøring med kost og gulvklud.

Jyttemad Jytte Bundgaard er køkkenleder – hun tilbereder omkring 100 måltider hver dag – heraf er 60-70 varme. Lidt flere når hun har lavet stegt flæsk – lidt færre, når der er fisk på menuen. “Men så skal det også være Jytte-flæsk med persillesovs,” bryder praktikant Sandra Rosenkrantz ind. “Uhmmm!” Jytte Bundgaard glæder sig da også rigtig meget til at komme i gang med at bruge det nye køkken. - Det bliver da dejligt at slippe for ondt i ryggen på grund af den gamle opvaskemaskine, siger hun Men det skal lige være helt rent – her er det en ovnlåge, der skal skinne. Og der er flere end Sandra, der glæder sig til Jyttes hjemmelavede. Flere af de daglige brugere kikker ind og spørger, hvordan det går, og hvornår de igen kan få mad. Og ordet Jyttemad falder flere gange.

Trofast frivillig Lars Povlsen, er lige nu i praktik i Jydepotten, men er kommet her i årevis. Han har travlt og ser ligefrem ud til at nyde det. Det virker næsten, som om det gode humør bliver vedligeholdt, når han svinger kosten – og det, selv om støvsugeren lige er gået i stykker. “Det sker da hele tiden, at folk ude i byen spørger, hvorfor jeg render hernede hele tiden. Hvad vil du dog der?” spørger de. Lars fortæller uden at give kosten et hvil. “Så svarer jeg altid, at det er, fordi jeg nyder det. Og helt ærligt, det gør jeg. Jeg har lavet så meget, rent ud sagt, lort i mit liv. Så det, at få lov til at gøre noget for andre, giver en god følelse. Det er sådan, jeg prøver at gøre det godt igen. Og så kan jeg selvfølgelig godt lide de mennesker, der er hernede.”

Indvielse af det nye køkken Den 20. september 2011 var der fest i Cafe Jydepotten. Og mon ikke der var noget at fejre? Køkkenrenoveringen, som der har været sparet sammen til gennem adskillige år og så det blå stempel for det sociale arbejde – akkrediteringen – den nye kvalitetsstandard for sociale væresteder, som Jydepotten har arbejdet efter længe inden den blev opfundet

Og cirka 100 gæster kom myldrende – nogle bevæbnet med sammenplantninger, buketter, chokolade, en bog og mere til. Billund kommunes socialudvalg, og genboen præsten var der, håndværkere som Troels Lund fra tømrerfirmaet Ejner Olsens Efterfølger og selvfølgelig masser af frivillige, ansatte og de, der mest kommer for madens skyld. Og som det sig hør og bør, blev der holdt taler – forfriskende korte og fyldt med rosende ord. Og to ord gik igen i flere taler – hjerterum og hjertevarme. To politikere, to ord Hjerterum og hjertevarme er to ord, som næstformanden for socialudvalget Ruth Lauridsen (Venstre) synes er ved at være fremmedord i kommunalt regi, mens de kendetegner Cafe Jydepotten. ”Derfor kan de samle op, hvad kommunen ikke kan.

Jydepotten har stor, meget stor betydning for Billund kommune. Blandt andet betyder de, at kommunens sociale net er mere fintmasket end så mange andre steder,” siger Ruth Lauridsen. For hende er akkreditering af de sociale væresteder et rigtig godt arbejdredskab for politikere: ”Det er så nemt at falde for store flotte ord i projektbeskrivelser, men i grunden anede vi aldrig, hvad vi fik,” fortæller hun med en hovedrysten, ”Med det her blå stempel ved vi, at stedet har styr på ting, og at det er, hvad det giver sig ud for at være. Og det gør det altså lettere at bevilge penge.” Socialudvalgets formand, Kai Bayer er helt enig: ”Vi ved, hvad vi får her, Og vi ved helt præcist, at det her – det virker.” Han synes, at Cafe Jydepotten især har styrke, fordi det er et sted for alle – på tværs af alder, herkomst og politisk overbevisning. ”Og det er et fristed for alle, der har svært ved at være sammen med andre. I det samfund, vi har i dag er det noget så let at blive skubbet ud. Noget så let,” siger han og tilføjer efter en lille pause: ”Ja, der kan jo være mange grunde til at ende i ensomhed – og ensomhed kan altså sagtens gøre én syg.”

”Man kan jo have mistet én. Mange ældre mænd kan jo ikke lave ordentlig mad til sig selv. Og her kan de så få selskab oveni, mens de spiser. Og at prisen på maden er lav, betyder også noget – det kan vi jo heller ikke nægte,” mener han og tilføjer med en grimasse: ”Ja man kan jo næsten ikke lide at tage de ord i sin mund! Men der er altså fattige i dagens Danmark – det er der! Hvor lidt vi end bryder os om det. Og dér hjælper cafeen altså også.” Da Cafe Jydepotten rykkede ind i Borgergade 25 overtog de lokaler fra Medborgerhuset. Og Kai Bayer er helt sikker på, at kommunen ikke mistede noget ved byttet. ”Nej, Medborgerhuset var for de få. Og så var aktiviteten dalende – meget. Vi mistede ikke noget, vi fik meget mere.” Et liv med socialt overskud Og aktiviteter som lige så godt kunne have været i et medborgerhus – er der også i Cafe Jydepotten. Ruth Møberg Jensen er med i sådan en aktivitet – hun holder sig i gang med stavgang. ”Vi mødes her hver onsdag, og når vi har gået, slutter vi af med en salat her.” ”Min mand og jeg fik jo øjnene op for stedet. Vi synes, det er spændende, hvad der foregår her. Og de er altså dygtige!”

”Vi har selv været involveret i socialt arbejde, da vi var yngre. Vi havde unge mennesker boende, som havde brug for at lære, hvad et hjem – et kærligt hjem er,” fortæller Ruth Møberg Jensen. Nu nyder hun og hendes mand mest at følge med i det sociale arbejde, der foregår i Jydepotten og være del af den gode stemning. De spiser her af og til – eller tager maden med hjem. Eller bestiller måske oven i købet smørrebrød, når de får en gæst til frokost. Men Ruth Møbjerg viser nu alligevel, at der stadig socialt overskud at give af. ”Forleden var jeg med på en tur herfra – og der var også et par tamilere. De var meget søde – og jeg snakkede en del med dem. De var vældig interesseret i, hvordan vi lever og har indrettet os. Også hvor vi bor. Det fik de da også at vide,” fortæller Ruth Møbjerg. ”Bagefter var der så nogen, der sagde: Ja og hva’ så, hvis de står og ringer på døren en dag?” Og længere kommer hun ikke, for leder af Cafe Jydepotten Niel Christensen er kommet til, og han forsikrer, at tamilerne, hun har talt med er meget gode og rare mennesker, ”Så det gør de ikke! Det behøver du ikke at være bange for,” slår han fast. ”Bange – nej da,” siger Ruth Møberg Jensen med en lille latter. ”Som jeg svarede den gang: Skulle de så stå uden for døren, så kunne de da blive inviteret indenfor, og så kunne vi også hurtigt få lavet en kop kaffe at hygge os med,” slutter hun. Pause fra shopping En kop kaffe, og et stykke kage på denne solfattige, støvregnsfyldte septembergråvejrsdag var, hvad Elisabeth Egebæk og Jytte Søgaard kom ind i Cafeen efter. De var på shopping i genbrugsforretningen inde ved siden af og blev der opfordret til at kikke ind. De kommer her ellers ikke. men de ved, hvad Jydepotten står for.

”Det tror jeg nu alle ved. Og her er nu hyggeligt,” siger Jytte Søgaard med et anerkendende blik rundt i lokalet. - Og det her sted hjælper jo mange, der har behov, tilføjer hun. Og veninden Elisabeth Egebæk er – mens hun har nydt kaffen og lyttet til nogle af talerne – kommet i tanke om et ungt menneske, der måske kunne blive hjulpet videre i systemet af Susanne Mathiesen. ”Jeg vil i hvert fald forhøre mig, om han har løst sine problemer – ellers sender jeg ham herned.” Jydepotten i TV Dorthe Juhl læser til socialrådgiver i Esbjerg, hun startede i en 3 måneders erhvervspraktik i Café Jydepotten den 19. september. Hun hørte første gang om cafeen i TV-Syd. Hun lukkede op for den populære serie, der hedder Anne som Frivillig. Her kaster journalisten Anne Klysner sig ud i arbejdet for på den måde at beskrive alskens forskelligt frivilligt arbejde. Og Anne var også frivillig i Jydepotten. Og da Dorthe Juhl tændte for den udsendelse, så blev hun selv tændt. ”Jamen, da jeg havde set den udsendelse, vidste jeg bare med mig selv, at det var sådan et sted, jeg skulle virke og gro. Jeg var slet ikke i tvivl,” siger Dorthe Juhl. Hun var så lidt i tvivl, at hun brugte det meste af sin sommerferie på at arbejde som frivillig i Cafe Jydepotten. Og nu er hun så i praktik som led i sin uddannelse. Filosofisk kaffesnak Det emmer af hygge over kaffen og kagerne. Ved et af bordene falder snakken på noget så filosofisk som livskvalitet. Et af Jydepottens projekter hedder Vejen til bedre Livskvalitet. Mette Krog fortæller, at hun har arbejdet på projektet i 3 1/2 ud af de 4 år, det nu har kørt. ”Uha. Det er en stor mundfuld. Ja, livskvalitet – det er mange ting,” bemærker Anders

Nielsen, han er Jydepottens pedel og chauffør. Så han får spørgsmålet: ”Jamen, hvad er livskvalitet for dig Anders,” spørger Mette Krog ? Han skal ikke tænke sig om længe. ”Ja for mig er det jo for eksempel sport – det nyder jeg virkelig.” Det viser sig, at Anders Nielsen virker som fodbolddommer i fritiden. Den mest udskældte mand på banen! ”Jamen Anders dog – nyder du at blive skældt ud,” driller Anja Jensen med et stort smil fra den anden side af bordet. ”Ja, det er jo altid dommeren, der er en torsk,” griner Anders og tilføjer mere alvorligt: ”Men det er dejligt, når spillere og trænere bagefter siger “tak for kampen,” og jeg kan se, at de har haft en god oplevelse ud af det.” For selv om man taber en gang imellem, så giver fodbolden jo glæde, og det er altså rart at vide, man er med til at gøre det muligt, mener han. Han kan stadig løbe, men sparke til bolden vil bentøjet ikke rigtig være med til mere. Også hos Anja Jensen har sport en stor plads i livsglæden. Hun spiller håndbold og forsikrer, at dér nyder man også at skælde ud på dommeren. Anja Jensen er både bruger og ansat og frivillig. For sådan er det her i Cafe Jydepotten – alle er her frivilligt. Hun er ansat i et løntilskudsjob. ”Jeg havde haft en periode med sygdom – og så kunne jeg ikke finde noget arbejde bagefter,” fortæller hun. Hun startede i juni måned og skal være her i 5 måneder. For hende er det at have noget at stå op til helt klart også livskvalitet. ”Her er altid god stemning og humor – og så er det er også i orden, at man har en dårlig dag en gang imellem,” slutter Anja Jensen.

Fra maddiker og regnorm til socialt fiskeri Niels Larsen har altid brændt for mennesker – og fisk! I dag – tirsdag aften klokken fem står han bag gryderne og sørger for, at den opbagte sovs ikke brænder på, mens han fortæller sin historie fra flyvestation og fiskegrej til frivillig på Café Jydepotten. ”Jeg elsker at kræse for folk. Jeg elsker at lave mad og snakke med mennesker. De kan også godt lide at blive kræset for. Det er derfor, jeg laver mad hernede sammen med Gert hver tirsdag aften og nogle gange om lørdagen,” forklarer Niels, mens han rører margarine og mel sammen til en hvid masse i bunden af en gryde. Tre retter Niels er ved at lave sovsen til dagens aftensmad. Det er tirsdag aften – den eneste hverdag, hvor Jydepotten holder længe åbent. Det benytter en lille gruppe af

forældre med børn sig af. Så når Niels og Gert laver mad, er der som regel både en menu til de voksne og én til børnene. I dag er der hele tre retter. Maden laver Niels og Gert af resterne fra Jydepottens middagsmad. Så for at mætte de mange munde laver Niels to menuer til de voksne og spaghetti med ketchup til børnene. Selvstændig i 30 år ”Jeg har været her på Jydepotten i tre år. Jeg har været gift to gange, men for fire år siden blev jeg skilt. Så begyndte jeg at drikke,” begynder Niels at fortælle. Niels har klaret sig fint gennem livet. Han begyndte i et job i militæret på Flyvestation Vandel. Her var han i 10 år – og stod blandt andet for gymnastiktræningen af basens soldater. Siden startede han en dyrehandel i Grindsted og har været selvstændig i 30 år, mest med fiskegrej. Han var blandt andet den første og eneste grossist af maddiker og regnorme fra Hol-

“Se. Det er mit første barnebarn. Og han starter i dagpleje i dag,” siger en tydelig stolt mormor Rita fra bordet midt i Café Jydepotten. Mormor Rita og mor Inger viser gerne den lille kæledægge frem. Han hedder Tobias og er syv måneder gammel.

land, da medefiskeriet bredte sig til Danmark i 1977. Afhængig af Jydepotten ”Jeg kom på Minnesotakuren. Den 7. april har jeg været ædru i 3 år. Efter behandlingen startede jeg op hernede på Jydepotten, og jeg har været her lige siden. Det er en dejlig ting. Man kan næsten sige, at jeg er blevet afhængig af det,” nikker Niels. Han er frivillig og hjælper – ud over at være kok tirsdag aften – med masser af opgaver. Han kommer klokken halv otte og gør morgenbordet klar, klokken 9 tager han med de andre frivillige ud at handle og får tingene sat på plads. Glad for at hjælpe andre ”Det giver mig masser af ny energi. At snakke med andre og at være noget for andre. Hver mandag og torsdag har jeg anonyme alkoholikere. Jeg er glad for, at jeg kan hjælpe andre. Jeg tror nu ikke, at der sker noget med mig, men det er et godt sted. Hvis man har problemer, kan man risikere at falde i igen.

For eksempel har jeg én, som er faldet tilbage. I lørdags kom han tilbage igen. Jeg ringede til ham i dag for at høre, hvordan det går, og jeg er ret sikker på, at han ikke er faldet i igen, fortæller Niels lettet. Selv om dyrehandlen og arbejdet med at importere fiskegrej er længe slut, så er Niels stadig bidt af en gal fisk. Får lige så meget igen Ud over de tre havedamme med fisk derhjemme, arrangerer Niels fisketure for Jydepottens frivillige og brugere. Sidst var de på havet ud for Esbjerg og ved Holme Fiskesø. Og så er det også blevet en tradition, at Niels anretter en friskrøget fisk på franskbrød for de lækkersultne tirsdag eftermiddag. ”Jeg synes, det er dejligt, at man kan være noget. At man kan give noget. Og man får næsten lige så meget igen. Her er en dejlig stemning om tirsdagen,” siger Niels, mens han venligt øser op til et par sultne gæster.

Liv og god mad på Jydepotten Tirsdag aften er familieaften. Her er plads til en god snak og en kop kaffe mens børnene leger. Hver tirsdag holder Café Jydepotten længe åbent, og især sidst på måneden er der en del, der gør brug af tilbuddet om et godt og hyggeligt måltid mad for få penge. ”Det begyndte egentlig som en idé, Susanne fik, da hun var arbejdsmarkedskonsulent. Hun havde jo brugere med i projekterne, som ikke kunne komme i den almindelige åbningstid, fordi de arbejdede,” forklarer Gert, der udover at være chauffør hos Brians Renovation også tager nogle timer hver tirsdag på Jydepotten. Grill er et hit Det har han en helt særlig grund til. Han er nemlig mere eller mindre gift med stedet. Hvis ikke med Jydepotten, så i hvert fald med Susanne.

”Der var en del, der spurgte efter aftensmad. Derfor valgte vi at holde åbent tirsdag. Der kommer en del herned og spiser. Ikke mindst sidst på måneden og om sommeren, når vi griller på den store grill i baggården,” fortæller Gert. Forældre med børn I dag er der to enlige forældre og et par med børn. I alt seks børn i alderen 5 – 12 år. Liv er mor til Oliver på seks år, og mens han leger med kammeraterne ovenpå, nyder Liv en kop kaffe i caféen sammen med Pia. ”Vi er kommet her de sidste par år. Alle som kommer her, kender Oliver, ” fortæller Liv, som har trukket veninden Janni med. Hun har Marika som ligeledes er seks år gammel. ”I starten var det svært at lokke hende med. Hun var sådan lidt: Det er jo alkoholikere og narkomaner. Men jeg har slæbt hende med. I dag synes hun, det er hyggeligt,” smiler Liv.

Børnene kender hinanden ”Hvis vi er ude at ryge, så er der altid nogle andre herinde til at kigge efter børnene. Om sommeren er vi alle udenfor, men lige nu er de allesammen ovenpå. Når der er stille er det fordi de spiller på computerne,” forklarer Liv. ”Der er den fordel ved at være her med børnene, at de kender hinanden. De har alle forældre, som har været gennem nogenlunde de samme ting. Som forælder slipper du også for at lave mad og vaske op,” fortæller Pia.

“Jeg får kartofler og sovs,” siger Camilla på 12 år. Overfor hende sidder Bjørg på 5 år: “Jeg spiser spaghetti med ketchup,” siger hun før hun skubber stolen ud og selv går op til disken for at aflevere sin tallerken. Ved børnebordet i dag er der seks børn. Ud over Camilla og Bjørg er der Oliver 6 år og Marika på 6 år, Ronja på 10 år og Frej på 9 år. “Jeg får også spaghetti og ketchup,” lyder det fra Frej.

Blev kørt i børnehave Liv har også oplevet at blive hentet hjemme. ”Det var når jeg havde det dårligt. Så hentede de mig hjemme og kørte mig i børnehaven med Oliver,” siger hun. ”Ja. Man kan ikke blive væk, hvis man har tilknytning til huset her,” understreger Pia.

En uge hvor problemerne fordamper i sommersolen Pia lader op. I sommersolen og med gode søde venner fra Café Jydepotten omkring sig er det som om alle problemer fordamper. Allerbedst: Pia har sine to børn, Camilla på 11 og Jimmi på otte år med. Godt nok er det regnvejr i dag, så Pia vandrer sammen med 23 andre i badeland, kun 300 meter fra sommerhuset, der hedder Blåvandgård. I dag er speciel. For Pias datter, Linette med kæresten Kasper og deres bette Mads-Emil på 6 mdr. er på besøg. Det samme er datteren Helena på 21, kæresten Kenneth og deres datter på blot 4 mdr. Så Pia er stolt og lykkelig. Sådan har det ikke altid været. Skulle aflevere sine børn Pia begyndte først at komme på Jydepotten for tre år siden. Dengang havde hun sat punktum

efter 20 år som alkoholiker. ”Jeg har smugdrukket. Hele mine voksne børns liv. Men på Jydepotten mødte jeg misbrugskonsulent Karsten Brinck via det projekt, der hed Stifinder,” fortæller Pia afklaret. Hun er uddannet social- og sundhedshjælper og arbejdede indtil 2001, hvor et af hendes børn døde. Herefter eskalerede hendes misbrug, og først da en sagsbehandler tog fat i hende og sagde: ”Hvis ikke du får noget hjælp nu, så mister du dine børn,” indså Pia, at nu var det nu. ”Jeg havde det ad helvede til. Det værste var, at jeg skulle aflevere mine børn i familiepleje. Så tog jeg i døgnbehandling i 12 uger. Da jeg kom hjem, begyndte jeg på Jydepotten,” beretter Pia. Livskvalitet Hun fandt invitationen til hytteturen på opslagstavlen og blev opfordret til at tage med. Og allerede efter to år er det blevet

en tradition: ”For mig er det den vildeste råhygge. Her er intet fjernsyn, ingen problemer og ingen pengeproblemer – det koster kun 100 kroner og børn er gratis. Min otte-årige datter Camilla vil gerne til Kreta, men det her giver mig livskvalitet,” siger Pia ærligt. Linette kom tilbage ”Her er der perfekt sammenhold. Alle er lige. Alle børn leger sammen, og der er aldrig børn, der går uden en voksen. Efter putning sidder vi voksne og snakker sammen. Og her har man en hel uge, hvor man kan gå til chefen (Niels). Ham har jeg ellers aldrig for mig selv,” griner Pia. Men det allerbedste er nok, at Linette også er med. Efter Pia blev ædru er Linette nemlig vendt tilbage. I dag vil hun godt se sin mor igen. Kæresten Kasper og ikke mindst lille MadsEmil er også med.

Tua viser dagens skridttæller frem. I dag startede hun fødderne op klokken 05.30. “Mine vandresko er slet ikke særlig slidte. Det er næsten værre, når jeg går i bare tæer,” smiler Tua og kommer i tanker om hytteturen 2010, hvor Niels absolut ville have hele flokken med ud til fyret – en tur, der tog dem godt 3 timer før de måtte hentes i bus...

Om at være sammen i nuet ”Herude går vi ikke så meget op i regler. Det handler mest om at være i nuet. Sammen.” Niels M. Christensen kan meget kort forklare, hvad Jydepottens årlige hyttetur går ud på. Som de seneste to år har han søgt penge til at tage socialt udsatte med børn på ferie. Ferien foregår i KFUMs sociale arbejdes hytte, Blåvandgård blot få hundrede meter fra stranden i Blåvand. Vandland ”Alle frivillige og brugere med børn er inviteret med. Det koster 100 kroner per næse og koster gratis for børn. Så kan man enten tage herud hele ugen, eller man kan komme på dagsbesøg. Der kører bus fra caféen hver morgen og hjem igen om eftermiddagen,” forklarer Niels.

Aktiviteterne er løst planlagt. Niels vil gerne have en aktivitet om dagen som denne onsdag, hvor det grå vejr gav en god grund til at tage i badeland. 23 er gået de 300 meter for at hygge sig sammen i det varme indendørs vand. Tirsdag tog en flok i minizoo, og mandag gik de, der havde lyst, til byen for at købe is. Tips- og Lotto-midlerne betaler ”Den grundlæggende tanke er, at nogle af de børn, som er med her ikke oplever andet i deres sommerferie end turen her. Når så kammeraterne henne i skolen efter sommerferien kommer og spørger: ”Hvad har I lavet?” så kan de fortælle, at de har været i Blåvand,” forklarer Niels. En del af Jydepottens brugere har ikke mange penge at gøre med, derfor kan de komme med meget billigt.

”Vi har søgt og fået penge til turen hos Tips- og Lottomidlerne. Én af betingelserne er, at vi skal være mindst 30 af sted. Sidste år var vi langt over 60 over hele ugen, så det tal er vi langt over,” siger Niels. Noget at snakke om Turen er selvfølgelig både alkohol- og stoffri. Når ungerne er puttet, er der tid til voksensnak i gården. ”Vi spiller spil, spiller kort, nogen laver ingenting, og så drikker vi spandevis af kaffe. Kaffen smager ikke dårligere herude,” slår Niels fast. Og så har turen også en vigtig betydning for sammenholdet på Café Jydepotten: ”Det betyder, at vi har noget at snakke om sammen, når vi kommer hjem igen,” runder Niels af.

“Indsats i Udkanten” er blevet en del af Jydepotten IiU, er den lidt mystiske forkortelse på Jydepottens nyeste projekt. IiU står for ”Indsats i Udkanten” og er efterfølgeren til KFUMs projekt Indsats på Kanten, som nu er slut. Indsats i Udkanten begyndte den 1. august 2011 og omfatter blandt andet, at caféerne skal skabe social-økonomiske virksomheder. For Jydepotten er projekter efterhånden så stor en del af hverdagen, at det ikke længere får en særskilt status:

”Vi tænker jo sådan. Vi hjælper folk ud i uddannelse og arbejde. Det holder vi aldrig op med, uanset om vi er med i et projekt eller ej,” siger Susanne Mathiesen. Netop Jydepottens indsats for at hjælpe folk videre i arbejde eller uddannelse blev desuden slået fast med syvtommersøm, da Billund Kommune og Café Jydepotten underskrev en samarbejdsaftale om det. ”Det var kronen på værket, synes jeg. Dét er da forankring, så det klodser. Det er en anerkendelse af, at vi har sendt mennesker i arbejde og uddannelse. På

den måde har vi sikret projektets fortsatte eksistens og dermed også caféens fortsatte eksistens,” understreger Susanne. ”Når projekter andre steder hænger med en vis legemsdel i vandskorpen, fordi kommunerne trækker deres tilskud tilbage eller skærer i dem, så kan vi kigge på os selv: Vi er da dybt og inderligt taknemmelige for, at Billund Kommune – da der skulle spares 50 mio. kroner på budgettet – blev enige om, at ”Jydepotten, dem skal vi ikke spare på”. Det er da et tegn på, at de anerkender vores arbejde,” smiler Susanne Mathiesen.

Jeg vil gerne give tilbage Farvel til Jydepottens gamle genbrugsbutik Efter nogle år med underskud lukker Jydepottens genbrugsbutik i Borgergade og giver plads til en ny længere nede i centrum af Grindsted.

Hver mandag starter Erna sin bil og kører fra Billund til Jydepotten. Her arbejder Erna som frivillig i Jydepottens genbrugsbutik. Erna retter lidt på noget af tøjet i Jydepottens genbrugsbutik, inden hun sætter sig hen til bordet bagerst i butikken, hvor de frivillige i butikken samles, når der ikke er kunder. Hun har været frivillig her i over 4 år, og selvom butikken snart lukker, har hun ikke tænkt sig at blive hjemme i Billund. Det bedste der kunne ske For 5 år siden blev Erna fyret efter 15 år som dagplejer. Hun var nedslidt og har i dag kronisk seneskedehindebetændelse og slidgigt i ryggen. ”Jeg havde det virkelig skidt, da jeg kom her første gang” fortæller Erna og kigger ned på sine hænder, hvor to støttebind sidder stramt om håndleddene ”– jeg blev henvist hertil af kommunen, og det var nok noget af det bedste, der kunne ske”. Erna fortæller, at på Jydepotten følte hun sig taget så godt hånd om, at hun valgte at blive frivillig, da hun fik sin før-

tidspension 10 måneder senere. Identiteten ryger Erna kører hver mandag turen fra sit hjem Billund. ”Når man bliver fyret, ryger identiteten” forklarer Erna ”Jeg har været 40 år på arbejdsmarkedet, og det er svært pludselig at skulle sige til folk, at man bare går hjemme. Der bliver ligesom bare sådan en tavshed, og der er ikke rigtig noget at snakke om”. I Jydepotten har Erna fået identiteten tilbage, hun har lært en masse folk at kende og snakker med mange mennesker i butikken. Bliver ved som frivillig Når genbrugsbutikken lukker, vil Erna gerne fortsætte som frivillig. Hun har allerede planer om at være primus motor for et motionshold, hun kan nemlig tage en flok med i bilen og køre dem til motionscenteret. Erna fortæller, at hun da godt kunne arbejde på en lignende café i Billund, men det har hun slet ikke lyst til. ”Jeg er blevet behandlet så godt på Jydepotten, at det er her, jeg gerne vil give tilbage” smiler Erna og går ud til disken for at tage sig af en kunde i genbrugsbutikken.

Jydepottens gamle genbrugsbutik i Borgergade lukker. Butikken har eksisteret i 15 år og bringer mange gode minder frem hos de frivillige, der driver den i dag. De sidste år har genbrugsbutikken dog givet underskud, derfor bliver den fra 1. maj erstattet af et nyt genbrugskoncept for Jydepotten i centrum af Grindsted. Ophørsudsalg ”Det sidste stykke tid har vi ikke haft ret mange kunder” fortæller Ruth, der har været i butikken i mange år ”– og der har heller ikke været ret meget i containeren. Der var slet ikke noget i dag, det plejer der ellers at være om mandagen”. Ruth taler om den container Jydepotten har stillet op, så folk let kan aflevere deres brugte tøj. I vinduet hænger et skilt, hvor der står, at der 50% på alt i butikken, indtil den lukker. Det har lokket en kunde ind, der spørger efter hæklede mellemlægsservietter. Erna, en af de andre frivillige i butikken, følger hende over i genbrugsbutikkens lokaler overfor.

Gode minder Ved bordet bagerst i butikken sidder de frivillige og hygger sig, når der ikke er kunder. Mellem kaffekopper, termokander, kryds og tværs og en tallerken med druer fortæller Ruth og Erna om mange gode minder i genbrugsbutikken. ”Her er for eksempel rigtig hyggeligt op mod jul, hvor vi pynter op,” fortæller Ruth. ”Ja. Her kommer mange, mest ældre mennesker, der gerne lige vil snakke lidt,” fortsætter Erna. “Så det har været mere end bare sådan en butik”. De fortæller begge, at de kommer til at savne butikken, hinanden og de mennesker, der har kommet meget, men også at de stadig vil være frivillige på Jydepotten. Bare med noget andet. Butiksklokken ringer, og en ældre dame giver sig til at ”bladre” tøjstativet igennem. Ny hat og pænt farvel ”Hvad koster hatten?” spørger den nyankomne kunde. Erna går ud i butikken for at kigge nærmere på den. Imens rydder Ruth lidt op på bordet. Kunden køber hatten og lidt tøj. ”Det behøver jo ikke at koste en formue at være ordentligt klædt på” siger hun og prøver – tilfreds med købet – lige sin hat igen ”Og jeg kigger tit ind, for jeg bor lige ovre i Dalgasparken.” ”Farvel og tak,” siger Erna og Ruth til kunden, der går ud. Og farvel og tak for 15 gode år med Jydepottens gamle genbrugsbutik i Borgergade.

Goddag til ny hip genbrugsbutik Den 1. maj åbner Jydepottens nye ”genbrugsbutik” i Borgergade, men det bliver ikke en almindelig genbrugsbutik. Det bliver genbrug på den hippe måde. Det nye butikslokale er stort, og det er godt i gang med at blive malet og fikset op til åbningen. Væggene er allerede nymalede og hvide, og med lyset fra de store vinduer ud mod gaden, tager lokalet sig både flot og lyst ud. Flemming Nielsen på 48 år, er én af de frivillige, der flittigt svinger både hammer og malerpensel i lokalet. Flemming kommer hver eneste dag på Jydepotten og hjælper til med alt fra at vaske gulv til at holde toiletterne rene. Han fik i 1992 en arbejdsskade efter en faldulykke og efter en række år med flexjobs, syntes Flemming, at der var god mening i at hjælpe andre ved at komme på Jydepotten og gå til hånde. Af unge til unge Flemming lægger malerpenslen fra sig, og giver en rundvisning i det nye butikslokale. ”Hernede bagerst får vi reparationsrum, hvor varerne lige kan få en kærlig hånd, hvis de trænger til det” forklarer han ”- og det mellemste stykke her bliver lager, og den store plads ud mod gaden bliver til selve butikken”. Imens Flemming viser rundt, fortæller han, at genbrugsbutikken bliver meget anderledes end den gamle. ”Den her butik bliver for unge mennesker. Dvs. det bliver meget mærkevarer og ”retro”. Både med tøj, men også med møbler som senge og sådan noget” siger han ”- og så skal den styres af unge mennesker”

Ungt marked i Grindsted Det er Jydepottens souschef, Susanne Mathiesen, der er primus motor i projektet om den nye måde at lave ”genbrugsbutik” på. Hun forklarer, at det er rigtig ærgerligt, at den gamle genbrugsbutik ikke kunne løbe rundt, men at det formentlig er fordi, at der er stor konkurrence på traditionelt genbrug i Grindsted. ”Her er i forvejen blandt andet både Kirkens Korshær og Frelsens Hær, så vi har brug for noget nytænkning på området,” konstaterer hun og fortsætter: ”I Grindsted er der utrolig mange ungdomsuddannelser. Det betyder, at de unge bliver i området længe. Derfor har vi set, at der er et marked for at sælge varer til unge, og der vil også være en del til at indlevere” Aftaler med uddannelsessteder Det bliver også unge mennesker, der kommer til at stå i butikken og forvalte den, og personalet kommer til at bestå af frivillige unge fra f.eks. gymnasium, handelsskole, teknisk skole eller andre ungdomsuddannelser i området. Susanne Mathiesen er i gang med at lave aftaler med ungdomsuddannelserne. ”Det kan for eksempel være en lærerig oplevelse for unge, der læser markedsføring eller markedsstrategi,” fortæller hun. ”De kommer nemlig ind i en proces, hvor de selv skal være med til at beslutte, hvordan butikken skal køre, hvilke events og markedsføringstiltag, vi skal lave, og hvordan butikken skal indrettes” Hip retro i god kvalitet I gården bag butikken vil det fremover blive muligt at indlevere tøj og møbler, der har værdi for unge mennesker. ”Hvis vi hører om nogen, der har for eksempel to sække med lækkert

tøj, de gerne vil af med, kører vi også gerne efter det,” fortæller Flemming. ”Men det kommer an på, hvad det er.” Stilen skal nemlig fra nu af være både ung, hip og retro – og i god kvalitet.,

Flemming Nielsen er i fuld sving med at gøre Jydepottens nye genbrugsbutik parat, til de unge rykker ind den 1. maj, 2012.

Teori og praksis skal hænge sammen Kaffen er hældt op, rundstykkerne med ost er endnu friske og med lidt frugt på tallerkenerne er Jydepottens brugere, frivillige og medarbejdere helt på dupperne denne mandag. De er samlet omtrent 50 personer om bordene i Hotel Lynghedens flotte konferencesal til Jydepottens årlige forkælelsesdag. Nu skal der arbejdes, og allerede første spørgsmål sætter Susanne på en prøve: ”Hvad betyder akkreditering?” Susanne griner. ”Det havde jeg ellers lige håbet på, at jeg ville slippe for at svare på...,” begynder hun. ”Nej. Det, det handler om er, at vi skal lave en standard og nogle systemer, så vi holder den standard. Det er lidt ligesom en ISO 9000. Eller en smiley i levnedsmiddelindustrien. Vi skal skrive, hvad vi gør, og hvordan vi bliver ved med at gøre det på samme måde,” forklarer Susanne. Hun står i bare fødder med smukke nylakerede bordeauxfarvede negle. Ved siden af sig har hun en storskærm med det dokument, hvor Jydepotten i dag er blevet til en lang række af ord. Det er de ord, som medarbejdere, brugere og frivillige i dag skal læse og forstå. Desuden skal de sammen komme frem til, om de synes ordene passer godt nok til den Jydepotte, de møder hver dag. Leder af Jydepotten, Niels M. Christensen, har taget plads ved et af de bageste borde, hvor han 28

forsøger at skrive referat på sin computer, mens der bliver talt. I første etape har man – rundt om hvert enkelt bord – talt om den beskrivelse, som der står i akkrediteringen. Det mellem linjerne Britt rækker hånden i vejret: ”Det er jo så meget mere positivt, end det, der står deroppe. Det er jo en ny familie, man får på Jydepotten,” siger hun oprigtigt. Der er flere, som nikker genkendende til Britts ord, men Susanne retter lidt ind: ”Tak. det har du ret i. Men her i akkrediteringen er det kun de ting, som vi er 100 procent sikre på, vi gør. Hver dag. Man må gerne gøre mere, men ikke mindre end det, vi skriver,” siger hun. Britt fortsætter: ”Vi synes, der er noget, der ikke står der. På Jydepotten bliver der ikke set skævt til én. Lige meget, hvem man er,” fortsætter hun. Anders giver sine tanker med: ”Hvad med aktiviteterne. Skal de ikke med?” spørger han. ”Jeg synes, der skulle stå, at hjælpen altid er der, når man har brug for den,” skyder Flemming ind. ”De ting sker jo bare. De sker hurtigere, end fire enlige mødre kan nå at bruge deres børnepenge,” konstaterer Flemming tørt, og en fælles latter bryder ud i konferencesalen. Anni giver sine tanker med: ”Der bliver handlet på de observationer, som I gør. Hurtigt. Det er ok at have en dårlig dag. Det er altid ok at gå for sig selv i en halv time og tage en pause. Der er masser af anerkendelse på Jydepotten,” siger hun. Det er tid til pause med kaffe og frisk luft til rygerne. Susanne

beder alle om at bytte pladser så alle kommer i nye grupper. “Hvornår er man frivillig?” Snakken drejer ind på, hvem der er frivillig, og hvem der ikke er. Det definerer Susanne: ”En frivillig er én, som ikke får løn,” slår hun fast. Der snakkes om politik. Altså politik i forbindelse med Jydepotten. Det er fx at ture og arrangementer skal have egenbetaling – men flest mulige aktiviteter bør være gratis. Der snakkes om, at Jydepotten er netværksskabende: folk tager sig af hinanden, hvis der er nogen, der ikke lige kommer. Der er massagestol og hele to værelser, som deltagerne må låne, hvis de får behov for fred og ro. Hele dagen afsluttes med et lækkert tag-selv-bord på Lyngheden.. Susanne hviler de bordeauxrøde tånegle i sofaen, mens deltagerne fylder tallerknerne: ”Det er ekstra vigtigt at kigge på, hvad vi gør i hverdagen. For det er jo der, vi gør en forskel,” siger Susanne. Oven på maden er der gåtur, og forkælelsesdagen slutter klokken 16, hvor bussen atter kører tilbage til Jydepotten.

ANTHONI “Niels er en rigtig god mand!” lyder det åbent fra Anthoni. Han er 42 år – oprinde ligt fra Sri Lanka og har fået både sit helbred og sin livsglæde tilbage. Altsammen indenfor de seneste seks måneder, hvor han er begyndt at komme på Café Jydepotten. “Før var jeg ked af det. Ked af det hele tiden. Jeg havde fået en arbejds skade, og så kører der en arbejdsskadesag. Men jeg gik hjemme helt alene og var ked af det,” fortæller Anthoni, som har tre børn på 12, 11 og 5 år sammen med hustruen Mary. Han og Mary fandt selv Café Jydepotten, og Anthoni begyndte at kigge forbi dagligt. “Niels spurgte mig om, hvad jeg kunne lave. Han har ikke presset mig. Og alle hernede er flinke og alle sammen samarbejder. Selv min læge siger, at det er godt for mig,” smiler en taknemmelig Anthoni. I dag er han med til forkælelses dagen sammen med Mary.