Images 2016, Magasin, Volume #01 by Centre for Culture and Development (CKU)

GRATIS MAGASIN

Images16

Volume #01

Udgiver Center for Kultur og Udvikling (CKU) Ansvarshavende redaktør Ulla Jepsen Redaktion Ulla Jepsen, Kathrine Storgaard Carlsen, Maria, Bierbaum Oehlenschläger, Julie Damgaard Nielsen, Lotte Løvholm, Cecil Bojsen Haarder og Sisse Østergaard Pedersen. Layout Morten Bak Grafisk Design Forside illustration Med inspiration fra Imran Qureshi Images 16, Volume #01 indeholder artikler og interviews, der giver indblik i de kunstoplevelser, der er på Imagesprogrammet i første halvdel af 2016. I juni 2016 udgiver CKU Images 16, Volume #02, der fokuserer på Images-programmet i anden halvdel af 2016. Center for Kultur og Udvikling (CKU), Nytorv 17, DK−1450, Copenhagen, Denmark, Phone: +45 33179714 Magasinet kan frit downloades fra www.cku.dk Center for Kultur og Udvikling (CKU) CKU er en selvejende institution under Udenrigsministeriet. Det er CKU, der står bag Images. CKU’s hovedopgave er at udføre udviklingsarbejde med fokus på kultur i tæt samarbejde med danske ambassader og repræsentationer. I Danmark arrangerer CKU Images og laver workshops på skoler over hele landet.

IM AGES 16

I M AG ES 16

INDHOLD

Velkommen til Images 2016

05 Global indsprøjtning til dansk kulturliv 06 25 år med Images

28 Holbæk Hvis kobber kunne tale 30 Holbæk Kulsække rejser spørgsmål om migration og rettigheder

10 Trapholt When Things Fall Apart

32 Holbæk Kolonitiden spøger i performancekunstners leg med identiteter

12 Trapholt Kunstnere udfordrer fremmedfrygt

34 KUNSTEN i Aalborg Blodrøde grænser mellem liv og død

14 Trapholt Kun i isolation kunne jeg udtrykke mig frit

36 Brandts 13 og Viborg Kunsthal Marokko på kanten

08 Kalender

16 Trapholt Kunstner angriber homofobi med kulsorte røgsøjler 18 Trapholt Breve fra Damaskus 20 Trapholt Globale fortællinger i glitrende gobeliner 22 Holbæk En menneskeskabt tidsalder 24 Holbæk En by fuld af kunst 25 Holbæk Dark Passion og kolonihistorie 26 Holbæk Eko, øko og kærligheden til bambus

39 Galleri Image Jeg har sluttet fred med at være en vandrende sjæl 40 Kunsthal NORD Følelsen af fremmedgjorthed rykkede ved mit verdenssyn 42 Den Frie Vandet flyder gennem indonesisk kunst 44 DIAS Indonesiske kunstnere hacker S-togsstation 46 Images Ung Skoler åbner undervisningen for internationale kunstnere 48 ARTLAB Hvor får kunsten plads efter tigerspring, krig og katastrofer? 50 Samarbejdspartnere

– Forord –

IM AGES 16

Velkommen til Images 2016

Verden

og vores verdenssyn har ændret sig voldsomt, siden hundredvis af afrikanske kunstnere, året efter at Nelson Mandela blev frigivet, tog Danmark med storm under den første Images Festival i 1991. Siden Berlinmurens fald har vi gradvist vænnet os til at leve i en globaliseret tidsalder med større åbenhed og øget samarbejde på tværs af grænser. Vi rejser mere og længere væk end nogensinde før. Internettet, de sociale medier og øget global samhandel, turisme og kulturel udveksling har internationaliseret vores udsyn og styrket vores interkulturelle bånd. Men samtidig har den voldelige ekstremismes fremmarch, de tiltagende terroraktioner og flygtningestrømme været med til at skabe frygt og mistillid. Den øgede frygt har svækket manges interesse for og vilje til at relatere til og identificere sig med mennesker med anderledes kulturelle og religiøse baggrunde. Frygten må ikke overmande vores vilje til at forstå os selv som medborgere i en global verden. Danmark har ikke råd til at lukke sig om sig selv. Vi har brug for inspiration og viden udefra for at kunne udvikle os som samfund. Både det danske og internationale arbejdsmarked efterspørger i stigende grad medarbejdere med interkulturelle kompetencer og stærke sprogkundskaber, der kan kommunikere og løse opgaver på tværs af verden. Nysgerrighed efter at forstå, hvordan hverdagen og vilkårene er for befolkninger uden for vores grænser, og hvordan Danmark er forbundet med verden, er de vigtigste forudsætninger for globalt udsyn.

Samfundsengagerede kunstnere kan som få andre vække den nødvendige nysgerrighed. Kunstnere og kunstværker kan rejse unikke spørgsmål og give alternative svar på de globale udfordringer, verden står overfor i dag. I mødet med kunst og kunstnere fra vidt forskellige egne af verden bliver vi klogere på hinanden, på os selv og på det verdenssamfund, vi er en del af. Center for Kultur og Udvikling (CKU), som står bag Images, har i 18 år arbejdet med kunst og kultur som en integreret del af den danske udviklingsbistand. Hovedparten af CKU’s arbejde foregår i udlandet. I Danmark skaber CKU gennem kunstudstillinger, events og skoleworkshops med internationale kunstnere kendskab til kulturens rolle i nogle af verdens fattigste og mest konfliktramte lande. Igennem 25 år har Images skabt rammerne for kunst og kunstnere fra lande, vi typisk kun associerer med krig, nød og fattigdom. Det er derfor med stolthed, at vi til Images 2016 i samarbejde med 21 danske kunstinstitutioner inviterer op mod 100 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten til Danmark.

Elsebeth Krogh Direktør Center for Kultur og Udvikling

I M AG ES 16

– Images 16 –

Global indsprøjtning til dansk kulturliv

Skal

kunstnere lade politikere, filosoffer og sociologer om at diskutere og søge løsninger på lokale og globale samfundsproblemer? Med jævne mellemrum rejser danske politikere debat om, hvorvidt kunstnere bør deltage i samfundsdebatten eller nøjes med at underholde og dekorere vores byrum og vægge. For de op mod 100 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten, der deltager i Images 2016, kan spørgsmålet fremstå meningsløst. Med hver deres poetiske, provokerende og æstetiske udtryksform spiller de inviterede kunstnere en afgørende rolle i de samfund, de er en del af. De er inviteret til Images, fordi de kan udfordre vores forestillinger om kulturer og samfund, mange af os fortrinsvis forbinder med terrortrusler, fanatisme og fattigdom. Fordi de kan nuancere mediernes konfliktfokusererede fremstillinger af verden. Og fordi de på tværs af kulturer og religioner kan åbne vigtige dialoger og henlede vores opmærksomhed mod globale udfordringer som klimatrusler, terror og flygtningestrømme. Når danske kulturinstitutioner inviterer internationale kunstnere til Danmark, er det oftest danske kuratorer, der sætter rammerne, og udstillingerne domineres fortrinsvis af europæiske kunstnere. Det er dog hverken vilje eller interesse, men manglende ressourcer og netværk, der hidtil har afholdt mange af kunstinstitutionerne fra at præsentere kunst fra ikke-vestlige lande. Derfor er Images 2016 kurateret i et tæt samarbejde med kuratorer fra og med et indgående kendskab til nutidskunstscenerne i Mellemøsten, Afrika og Asien. Ambitionen er, at det fremadrettet bliver indlysen-

de og attraktivt for danske kunstinstitutioner at se i retning af kunstscener langt fra vores andedam. Skal den danske kunstverden være på højde med en kulturmetropol som London og nye kulturelle vækstcentre som Jakarta og Dakar, er et større globalt udsyn nødvendigt. Mens de første Images Festivaler præsenterede os for den mest banebrydende musik, kunst, litteratur og film fra Afrika, Asien og Mellemøsten indenfor få uger, løber Images 2016 over et helt år. Publikum får således mulighed for at besøge udstillinger og deltage i events og konferencer over en længere periode. Og kunstnere, kuratorer og kunstinstitutioner får mulighed for at etablere samarbejdsrelationer, der rækker langt ud i fremtiden. Images handler nemlig ikke kun om at udvide danskernes kendskab til ikke-vestlige kunstscener. Målet er i ligeså høj grad at styrke de udenlandske kunstneres adgang til og omdømme på de europæiske kunstscener ved at synliggøre dem i mange forskellige sammenhænge. Det er en stor fornøjelse og glæde i samarbejde med danske og udenlandske kunstinstitutioner at kunne præsentere en mangfoldighed af stærke kunstnere og værker i Danmark. Dette magasin giver indblik i de internationale kunstoplevelser, der er på Images-programmet i første halvdel af 2016. Christina Papsø Weber National Chef Center for Kultur og Udvikling

– 25 år med Images –

25 år med Images

mtrent samtidig med at en af 1980’ernes største danske popstjerner, Nanna Lüders, i 1985 skrev støttesangen ’Afrika’, besluttede en række danskere med kendskab til det afrikanske kontinent, at det var på tide at udfordre danskernes ensidige billeder af Afrika som det dystre kontinent plaget af hungersnød, korruption og krige. Tre år senere skabte hundredvis af afrikanske musikere, kunstnere og dansere under den første Images Festival ’Images of Africa’ i 1991 en mangfoldighed af afrikanske modbilleder i København, Aarhus og Odense. Bag festivalen, som med

Siden 1991 har Images nuanceret danskernes viden om kulturer og samfund langt fra Danmark.

Hvordan kan vi bevare verdens kulturelle mangfoldighed? Og hvilke fælles menneskelige værdier bør være grundlaget for fred og udvikling? Med deltagelse af over 800 kulturpersonligheder og kunstnere fra hele verden udgjorde festivalen en vigtig international platform for dialoger om globaliseringens udfordringer.

Images of the World

Under den tredje Images of Africa inviterede festivalen primært afrikanske kunstnere i diaspora, der foruden musik, teater og dans lagde stor vægt på at vise afrikansk fotokunst. 45 byer deltog i festivalen, som nu var vokset til at være en af verdens største samlede præsentationer af kunst og kultur fra Afrika.

2000

Succesen fra 1991 blev gentaget to år senere med endnu flere kunstnere og med inddragelse af yderligere 18 danske byer. Mens den første Images of Africa fokuserede på Afrika syd for Sahara inddrog den anden det arabiske Nordafrika.

Images of Africa

Hundredvis af afrikanske kunstnere og musikere udfordrede under den første Images Festival i 1991 vores billeder af Afrika. Det var ønsket om at introducere danskerne til det mangfoldige afrikanske kunst- og kulturliv, der var en af tilskyndelserne til etableringen af ’Images of Africa’.

1996

Foto: Manit Scriwanichpoom

Images of Africa

Foto: Linda Horowitz

1993

Foto: Ukendt

Images of Africa

Foto: Svend Erik Sokkelund

1991

25 år med Images

IM AGES 16

– 25 år med Images –

I M AG ES 16

stor succes blev gentaget i flere danske byer og med endnu flere kunstnere i 1993 og 1996, stod Trevor Davis, Københavns Internationale Teater og en række danske udviklingsorganisationer. Efter den tredje Images of Africa oprettede Udenrigsministeriet i 1998 den selvstændige institution CKU. Lige siden har Center for Kultur og Udvikling, hvis arbejde i dag primært foregår i Afrika, Asien og Mellemøsten, stået bag Images. I kølvandet på de store og succesfulde Images of Africa festivaler erkendte CKU, at der også var et stort potentiale i

at lade kunstnere fra Asien og Mellemøsten nuancere vores billeder af disse regioner. Siden 1991 har Images præsenteret danskerne for de nyeste tendenser inden for musik, litteratur, teater, film og visuel kunst fra Afrika, Asien og Mellemøsten. 25 år efter at store afrikanske stjerner som Angelique Kidjo og Salif Keita fra Mali optrådte i Danmark, bidrager Images stadig til at udfordre fordomme og nuancere vores viden om kulturer og samfund, mange primært associerer med fattigdom, fanatisme og konflikter.

Images 2016

I samarbejde med 21 danske kunstinstitutioner sætter Images 2016 primært fokus på den visuelle nutidskunst. På kunstnernes rolle som kommentatorer og som medskabere af en udvikling, der berører hele verden, og som forudsætter, at vi skaber tættere netværk og større forståelse på tværs af grænser.

2016

Besæt Danmark med kunst og virkeliggør jeres visioner gennem kunsten! Sådan lød invitationen til hundredevis af kunstnere. Under temaet Occupy Utopia inviterede eks-børnesoldaten og rapperen Emmanuel Jal fra Sydsudan og 346 andre kunstnere på musikalske, litterære, filmiske og kunstneriske rejser til en række af verdens brændpunkter.

Images – Occupy Utopia

Med My World IMAGES, der havde til hensigt at skabe bevidsthed om globaliseringens konsekvenser for verdens kulturer, gik man bort fra at præsentere kunst og kultur fra et enkelt kontinent. Festivalen bød bl.a. på et punkband fra Nepal, syrisk pop, billedkunstnere fra Senegal og filmeksperimenter fra Filippinerne.

2013

I skyggen af den libanesiske borgerkrig og mindre end et år efter, at Danmarks omdømme i Mellemøsten led alvorlig skade i kølvandet på Muhammed-tegningerne, udfordrede festivalen danskernes viden om Mellemøsten i ni danske byer med 1000 forskellige arrangementer.

My World Images

Store dele af Asiens kulturelle mangfoldighed regnede ned over flere større danske byer, da mere end 430 kunstnere fra Indonesien, Japan, Afghanistan og andre asiatiske lande deltog i Images of Asia. Med prinsesse Alexandra som frontfigur åbnede festivalen på en flydende scene midt i Københavns Havn.

2010

Foto: Nidaa Badwan

Images of The Middle East

Foto: Stephen Freiheit

2006

Foto: Jacob Crawfurd

images of Asia

Foto: Farhad Moshiri & Shirin Aliabadi

2003

Foto: Ukendt

– Kalender –

IM AGES 16

Kalender

Januar

22 23

DATO: 22. januar – 8. maj 2016 STED: Brandts 13 i Odense og Viborg Kunsthal TITEL: Merchants of Dreams KUNSTNERE: Gruppeudstilling i to dele med 18 marokkanske kunstnere

DATO: 23. januar – 24. april 2016 STED: KUNSTEN i Aalborg TITEL: Idea of a Landscape KUNSTNER: Soloudstilling med Imran Qureshi fra Pakistan

Februar

DATO: 11. februar – 20. december 2016 STED: Trapholt, Kolding TITEL: When Things Fall Apart KUNSTNERE: Gruppeudstilling med 12 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten

Marts

DATO: 1. – 31. marts 2016 STED: Det Kongelige Danske Kunstakademi, København TITEL: ART LAB #1 – forløb med fokus på læring og videndeling KUNSTNERE: Kuratorerne Alia Rayyan fra Palæstina, Nischal Oli fra Nepal og Riksa Afiaty fra Indonesien

01 12 18 23 April

DATO: 1. - 31. marts 2016 STED: Kunsthal DIAS, Vallensbæk Station TITEL: Hacking Urban Reality KUNSTNERE: Gruppeudstilling med kunstnere fra Indonesien

DATO: 12. marts – 5. juni 2016 STED: Den Frie, København TITEL: Square Disintegrated KUNSTNERE: Videoinstallation af Ricky ’babay’ Janitra fra Indonesien

DATO: STED: TITEL:

18. marts – 1. maj 2016 Galleri Image, Aarhus Do You Miss Me? Sometimes, Not Always KUNSTNERE: Soloudstilling med fotokunstner Mimi Cherono Ng’ok fra Kenya

DATO: 23. marts-28. oktober 2016 STED: Trapholt, Kolding TITEL: Afrikas stjerne- Monumentale værker af El Anatsui KUNSTNERE: Soloudstilling med El Anatsui fra Ghana

DATO: 30. april – 5. juni 2016 STED: Den Frie, København TITEL: Re-find the Collective KUNSTNERE: Gruppeudstilling med nyetableret indonesisk kunstnerkollektiv

I M AG ES 16

– Kalender –

Maj

14 19

September DATO: 14. maj – 15. august 2016 STED: Holbæk TITEL: En menneskeskabt tidsalder. Materialers liv. Om en anden natur og økologi KUNSTNERE: Gruppeudstilling med 10 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten

DATO: 19. maj 2016 STED: Nationalmuseet, København TITEL: Women Deliver - Museum Night KUNSTNERE: Koncerter, performances og artist talks med kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten

Juni

10 10 25

02 15

DATO: 2. September – 22. december 2016 STED: Museet for Samtidskunst, Roskilde KUNSTNERE: Soloudstilling med Alexandra Handal fra Palæstina

DATO: 15. september-20. november 2016 STED: Kunsthal Charlottenborg TITEL: En menneskeskabt tidsalder. Om det at handle og gøre brug af sin statsborgerret KUNSTNERE: Ibrahim Mahama, Mariam Ghani, Moshekwa Langa og Kamal Aljafari

November DATO: 10. juni – 24.juli 2016 STED: Kunsthal NORD i Aalborg TITEL: Intermolecular spaces KUNSTNERE: Noor Abu Arafeh og Malene Tors Nardrup m.fl.

DATO: 10. juni – 7. juli 2016 STED: Kunsthal Aarhus TITEL: COLLECTIVE MAKING - Afrika og Mellemøsten KUNSTNERE: Gruppeudstilling med kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten

DATO: 25. juni - 2. juli og 25. - 26. juni 2016 STED: Roskilde Festival og Museet for Samtidskunst i Roskilde TITEL: En menneskeskabt tidsalder. Vejen der frister den rejsende til at teste tyngdekraften – notater om immuniserings-paradigmet KUNSTNERE: 11 performancekunstnere fra Afrika Asien og Mellemøsten

03 04

DATO: Efteråret 2016 STED: Biografer i bl.a. København TITEL: CPH PIX

DATO: 4. november 2016 – 8. januar 2017 STED: Moesgaard Museum, Aarhus TITEL: Visuel Kunst fra Nepal, mellem Tradition, Globalisering og Socialt Engagement. KUNSTNERE: Gruppeudstilling med otte kunstnere fra Nepal

When Things Fall Apart Fra tre forskellige kontinenter indgyder 12 kritiske kunstnere hĂĽb om en verden med fĂŚrre mure, mindre frygt for fremmede og stĂ¸rre empati.

I M AG ES 16

– Trapholt –

SIDE 10 - 17

TRAPHOLT

Æblehaven 23 6000 Kolding www.trapholt.dk

11.februar – 28. november 2016 ’When Things Fall Apart – Critical Voices on the Radar’ – 12 kunstnere fra lande i Afrika, Asien og Mellemøsten udstiller kæmpeinstallationer, videoværker, malerier og fotokunst.

1.100 genstande hænger fra et stålgitter i loftet i Pascale Marthinie Tayous gigantværk. Foto: Christian Hinz, Kunsthaus Bregenz

Kunstnere: Pascale Marthine Tayou (Cameroon), Milumbe Haimbe (Zambia), Arahmaiani Feisal (Indonesien), Rehema Chachage (Tanzania), Babirye Leilah (Uganda), Regina José Galindo (Guatemala), Zen Marie (Sydafrika), Wambui Kamiru (Kenya), Thái Tuấn Nguyễn (Vietnam), Nidaa Badwan (Palæstina), Tiffany Chung (Vietnam), Haris Purnomo (Indonesien), Dinh Q. Le (Vietnam). Kurator: N’Gone Fall

– Trapholt –

IM AGES 16

Kunstnere udfordrer fremmedfrygt Kan vi tillade os at vende ryggen til de globale problemer, som sender folk på flugt, spørger kurator N’Gone Fall bag udstillingen ’When Things Fall Apart’ på Trapholt. Fra tre forskellige kontinenter indgyder 12 kritiske kunstnere håb om en verden med færre mure, mindre frygt for fremmede og større empati. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

”No way. You will not make Australia home,” lyder det utvetydige budskab fra Australiens regering til de bådflygtninge, som søger mod landet. I sommeren 2015 byggede Ungarn et hegn langs grænsen til Serbien i forsøget på at bremse den voksende flygtningestrøm mod landet. USA forsøger at holde latinamerikanske indvandrere ude med en mur ved grænsen til Mexico. I kølvandet på den anden palæstinensiske Intifada opførte Israel en mere end 800 kilometer lang separationsbarriere, som modstandere kalder apartheidmuren og tilhængere sikkerhedsbarrieren. I januar 2016 indførte Danmark og en række andre lande midlertidig grænsekontrol. Siden Berlinmurens fald i 1989 har 40 lande bygget hegn og mure mod 64 nabolande. 30 af dem er bygget i kølvandet på 9/11.

Intolerance og frygt Over hele verden vokser intolerancen og frygten for fremmede kulturer, religioner

Dinh Q. Lê rejser spørgsmål om flygtninge og asylansøgere i sine videoinstallationer.

og folk, og som reaktion på de tiltagende flygtningestrømme vælger stadig flere nationer at isolere sig med mure, forhøjede sikkerhedsforanstaltninger og stramninger af asyl- og indvandringslove. Det mener den senegalesiske kurator N’Gone Fall, som står bag gruppeudstillingen ’When Things Fall Apart – Critical Voices on the Radar’ på kunstmuseet Trapholt i Kolding. Udstillingen viser værker af 12 kunstnere, der fra tre forskellige kontinenter rejser spørgsmål om den frygt, som de oplever, spreder sig i verden. På udstillingen præsenterer de et varieret miks af fotos, malerier, videoværker og installationer. Med hver deres radikale og kritiske udtryk advarer de os om konsekvenserne af verdens mest dystre udfordringer ved at belyse temaer som homofobi, racisme, censur og menneskerettigheder. ”Mange nationer føler sig truede og lukker sig om sig af selv af frygt for, at sammenhængskraften i deres samfund bryder

Milumbe Haimbe rejser spørgsmål om køn, seksualitet og race i sine værker.

sammen, hvis de åbner deres grænser og byder folk med anderledes kulturelle og religiøse baggrunde velkommen. Mit håb er, at de 12 kunstnere med deres meget forskellige værker vil indgyde håb om en mere solidarisk og empatisk verden og udfordre den verdensomspændende frygt, der dominerer verden i dag,” siger N’Gone Fall.

Verden falder fra hinanden Udstillingens titel ’When Things Fall Apart’ stammer fra den nigerianske forfatter Chinua Achebes debutroman ’Things fall apart’ fra 1958, der er fast skolepensum i de fleste afrikanske lande. Den banebrydende roman, som er oversat til 50 sprog, beskriver de fatale konsekvenser af den europæiske kolonisering af Afrika og det racistiske menneskesyn, som lå bag. Idéen til udstillingens tema opstod under N’Gone Falls samtale med den verdensberømte camerounske kunstner Pascale Marthine Tayou, som i 2014 udstillede en kæmpeinstallation, der forholder

I M AG ES 16

sig til romanens apokalyptiske scenarier. Installationen er bygget på et stålgitter fastgjort i et loft, hvorfra mere end 1.100 genstande hænger ned og skaber en oplevelse af, at verden falder ned over én. Genstandene, som blandt andet omfatter 150 afrikanske masker og trædukker klædt i koloniherre-uniformer, rejser spørgsmål om sammenbrud, individuelt og fælles ansvar, kolonialisme og fremtid. ”Jeg har en stærk følelse af, at verden er ved at kollapse under den frygt for fremmede, som spreder sig i hele verden. Under samtalen med Pascale Marthinie Tayou slog det mig, at det menneskesyn og det sammenbrud, som Things Fall Apart skildrer, minder om verdens tilstand i dag,”mener N’Gone Fall. Med deres kompromisløse og aktivistiske udtryk giver de 12 kunstnere hver deres bud på, hvordan den omsiggribende frygt kan udfordres, og hvordan vi kan skabe en verden med større empati og solidaritet. En stor del af udstillingsområdet, som lægger rammerne om ’When Things Fall Apart’ er dedikeret til Pascale Marthinie

– Trapholt –

Tayous genudstilling af sin 1.100 genstandsstore kæmpeinstallation.

Kunstner lukkede sig inde I en anden del af udstillingen udstiller den unge palæstinensiske kunstner Nidaa Badwan en serie af de maleriske fotografiske selvportrætter, hun har produceret på sit værelse i Gaza by, hvor hun i protest mod Israels blokade af Gaza og Hamas’ diskrimination af kvinder har lukket sig ude af verden. Med skulpturer sammensat af forkullede bøger, kors, kæder og brændt plastik eksponerer den lesbiske kunstner og LGBT-aktivist Babirye Leilah den frygt og smerte, hun og andre homoseksuelle lever med i Uganda. I en videofilmet performance vandrer den guatemalanske kunstner Regina Galindo gennem Guatemala by på bare fødder indsmurt i menneskeblod. Med de blodige fodspor, hun efterlader i gaderne og foran parlamentet, kaster hun lys over de mange mennesker, som mistede livet under landets borgerkrig. Og med skulpturer og installationer bringer de tre vietnamesiske

Arahmaiani Feisal sætter fokus på miljøspørgsmål. Foto: Tyler Rollins Fine Art Gallery, New York.

kunstnere Ding Q. Le, Thái Tuân Nguyân og Tiffany Chung spor efter Vietnamkrigen og et liv under censur ind på udstillingen.

Comfort zones ”Vi er nødt til at reflektere og spørge os selv, om vi kan tillade os at ignorere de globale udfordringer, som sender folk på flugt. Og vi må spørge hinanden om det er i orden, at vi kun bekymrer os om os selv?” siger N’Gone Fall. Spørgsmålene er især vigtige at stille i Danmark og andre dele af verden, som N’Gone Fall kategoriserer som ”comfort zones”, mener hun. ”Med comfort zones mener jeg virkeligheder uden krig, militærkup, diktatoriske regimer og naturkatastrofer, som sender folk på flugt. Lande hvor befolkningen i overvejende grad har tiltro til, at de demokratiske regler overholdes, og seksuelle minoriteter ikke forfølges. Vores samfund bryder sammen, hvis vi fortsætter med at bygge mure, ikke arbejder på at udvikle empati og vender ryggen til verden og folk, der ikke ligner os selv,” siger N'gone Fall

– Trapholt –

IM AGES 16

I M AG ES 16

– Trapholt –

Nidaa Badwans værker er inspireret af det 16. og 17. århundredes største europæiske kunstnere.

Kun i isolation kunne jeg udtrykke mig frit I protest mod Israels blokade af Gaza og Hamas’ diskrimination af kvinder isolerer Nidaa Badwan sig i sit soveværelse i Gaza i et år. Inspireret af det litterære mesterværk ’100 års ensomhed’ og Van Goghs malerkunst skaber hun en serie fotografiske selvportrætter, som vækker opsigt i hele verden. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

Dagen efter at Hamas tvinger Nidaa Badwan til at skrive under på, at hun ikke vil bevæge sig i offentligheden uden at være tildækket, vender den palæstinensiske kunstner ryggen til verden. I protest mod Hamas’ begrænsning af kvinders frihed og Israels blokade af Gaza lukker den 28-årige kunstner sig inde i sit soveværelse i Deir Al-Balah syd for Gaza by. I mere end et år bevæger hun sig knap uden for det ni kvadratmeter store værelse. End ikke i de sommeruger i 2014, hvor Hamas’ raketter regner ind over Israel, og Israels bomber efterlader store dele af Gazastriben i ruiner.

100 års ensomhed De første uger vokser ensomheden og frustrationerne over situationen i Gaza sig så store, at hun overvejer selvmord. Men langsomt og i takt med at hun læser Gabriel

Garcia Márquez’ 100 års ensomhed’ og Colin Wilsons ’The Outsider’, begynder hun at værdsætte den absolutte isolation fra omverdenen og betragte den som et optimalt frirum for at udtrykke sig kunstnerisk. ”Jeg elsker film, men der er ingen biografer i Gaza. Jeg maler, men i Gaza er der ingen gallerier, hvor jeg kan udstille min kunst. At være kunstner og kvinde i Gaza er en katastrofe. Kun i isolation kunne jeg udtrykke mig frit. Mit værelse var det eneste sted, hvor jeg kunne trække vejret,” fortæller Nidaa Badwan.

Maleriske selvportrætter Inspireret af litteraturen, Van Gogh og nogle af det 16. og 17. århundreders største europæiske kunstmalere, producerer hun med et digitalkamera en serie fotografiske og meget maleriske selvportrætter. I

modsætning til mange af Gazas kunstnere, som forholder sig meget direkte til den voldelige konflikt mellem Israel og Palæstina, går Nidaa Badwan helt anderledes til værks. Alle møbler, tæpper og genstande i værelset forvandler hun til kunstværker, og væggene dækker hun med æggebakker. Omgivet af varme farver og genstande placerer hun sig selv i forskellige positioner og skaber maleriske motiver og poetiske stemninger. På et af fotografierne lægger hun make up, på et andet river hun løg, mens hun på et tredje syr på en symaskine. ”Jeg vil bringe farverne tilbage til Gaza, hvor hverken farver eller fred findes,” siger Nidaa Badwan. Gennem selvportrætterne, som er blevet udstillet på gallerier over hele verden, skaber Nidaa Badwan den virkelighed, hun ikke finder udenfor døren til sit hjem i Gaza. ”Det er dialogen og kontrasten mellem hendes maleriske selvportrætter og den barske virkelighed i Gaza, der gør hendes fotoserie meget interessant,” mener den palæstinensiske kurator Alia Rayyan, som har udstillet Nidaa Badwans billeder på det palæstinensisk galleri Al Hoash i Jerusalem

– Trapholt –

IM AGES 16

Babirye Leilah bruger gitre og hængelåse som symboler på vilkårene for Ugandas homoseksuelle.

– Trapholt –

I M AG ES 16

Kunstner angriber homofobi med kulsorte røgsøjler Med stærke performances, hængelåse, forkullede bøger og kæder kritiserer Babirye Leilah homofobien i sit hjemland Uganda. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

I februar 2014 underskriver Ugandas præsident Museveni under stor international mediebevågenhed anti-homoloven, som kræver fængsling på livstid til homoseksuelle. På en hvid notesblok maler den ugandiske kunstner Babirye Leilah få dage senere med pensel og akvarelfarver sorte røgsøjler, der stiger op fra et hul fyldt med blod og aske. ”Jeg har malet de homoseksuelles grav. Det er sådan, vi har det. Vi kan ikke trække vejret. Regeringen vil udslette os og uddrive os fra samfundet”, siger den lesbiske kunstner og LGBT-aktivist, før hun rejser sig og forsvinder. Få minutter senere vender Babirye Leilah tilbage med en hakke, en spade og en stak gamle aviser. Med et hårdt hug åbner hun jorden foran sig med hakken og graver et flere meter bredt og dybt hul. Hun samler en bunke kviste og flækkede krydsfinér-plader, krøller aviserne sammen og kaster det hele i hullet. Med en lighter forvandler hun det hele til et orange flammehav, der sender sorte røgsøjler flere meter op over graven. Mens sveddråber pibler fra hendes pande og overlæbe, bruger hun spaden til at dække bålet til med jord. Flere timer senere bevæger røgen sig stadig op af sprækkerne i jorden som en kulsort metafor for den undertrykkelse og frygt, hun og andre homoseksuelle i Uganda lever med. Lige siden Babirye Leilah i 2008 fortalte på sin Facebook-væg, at hun er lesbisk, har hun med jævne mellemrum

modtaget dødstrusler. Ligesom resten af landets LGBT-aktivister risikerer hun livet ved at kæmpe for de seksuelle minoriteter i Uganda, som hører til et af verdens mest homofobiske lande. Både på trods og på grund af dødstruslerne og den udbredte homofobi i Uganda fortsætter hun med at udtrykke sig gennem kunsten. ”Gennem kunsten kan jeg på en indirekte men effektiv måde kritisere homofobien og den undertrykkelse, LGBT-miljøet lider under. Jeg bruger også kunsten til at udtrykke den kærlighed, som regeringen og store dele af samfundet forbyder os at udleve. På den måde skaber jeg et frirum og en platform, hvor jeg udtrykker mig på LGBT-miljøets vegne,” siger Babirye Leilah, der både arbejder med installationer, performances og skulpturer. I mange af sine værker gør hun brug af kæder og hængelåse til at eksponere den undertrykkelse og det fangenskab, hun oplever at leve i. I værket ’Universal Education’ har hun viklet kæder om en forkullet lovbog og kritiserer de højtuddannede jurister og parlamentsmedlemmer, der i lovens navn diskriminerer homoseksuelle frem for at forsvare dem. Med værket ’Safe Here’, som forestiller en lukket dør besat med tremmer og en tung hængelås, leverer hun en sarkastisk kommentar til de mange homoseksuelle, som er fængslet på grund af deres seksualitet

– Trapholt –

IM AGES 16

Breve fra Damaskus Da Nisrine Boukhari rejste fra sit krigshærgede hjemland i 2012, blev Syrien til en følelse, hun bærer indeni. I sit eksil i Europa kortlægger kunstneren sine følelser og tanker om tilhørsforhold, eksil og tab i videoværker og installationer. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

Et par sorte fugle flyver over himlen, og en mand løber på langrendsski med sin hund i snor langs en flod i Wien. Derudover er der ikke andre bevægelser i den seks minutter lange video end de snefnug, der vælter uophørligt ned over Østrigs hovedstad. Helt anderledes er stemningen i det korte brev, hvis sætninger kører henover billedet af det fredelige urbane østrigske vinterlandskab. ”Kære Wien, Intet er uskyldigt her. Farerne gemmer sig bag hvert eneste hjørne. Børn græder. Teatret er lukket. Gaden er dækket af rød farve. Musikken kommer fra et ødelagt vindue,” lyder de første linjer i brevet, hvis afsender er Syriens krigshærgede hovedstad Damaskus.

Kortlægninger af følelser i eksil Kontrasten mellem det sneklædte Wien og beskrivelserne af Damaskus i den syriske eksilkunstner Nisrine Boukharis videoværk ’Et brev mellem to byer’ er surrealistisk og ekstrem. Indtil 2012 boede og arbejdede Nisrine Boukhari ligesom en stor del af

Nisrine Boukhari kalder sig selv psykogeograf. I sine værker undersøger hun relationen mellem menneske, følelser i rum og geografiske kontekster. Fotos: Nisrine Boukhari

Syriens andre kunstnere fortsat i landet. Men i takt med at krigen greb om sig, og Islamisk Stat vandt stadig større terræn, så hun og størstedelen af kunstnerne sig nødsaget til at at rejse fra Syrien. Nisrine Boukhari har ikke har været i Damaskus, efter at hun rejste fra sin hjemby i september 2012. I samarbejde med den danske kunstner Anja Franke og Trapholt står hun fra februar til november bag en række borgerinddragende kunstprojekter i Trekantsområdet i Jylland. ’Et brev mellem to byer’ er det første af en række værker, hvor hun med Damaskus som afsender skriver breve til Wien, København, Stockholm, Warszawa og de andre byer, hvor hun har boet eller opholdt sig, siden hun tog afsked med Damaskus. Efter ankomsten til Europa begyndte Nisrine Boukhari at skrive en daglig note om sine tanker om Damaskus. Hendes nedfældede tanker og videoværkerne udgør med kunstnerens egne ord en ”psykogeografisk kortlægning” af Damaskus og byens rum både i følelsesmæssig og fysisk forstand.

”Når man forlader sin hjemby eller sit hjemland, bærer man stederne med sig. Længe før kartografien opstod, har mennesker beskrevet steder, og beskrivelserne har altid rummet bestemte måder at opfatte, opleve og interagere med stederne på. Da jeg forlod Damaskus, oplevede jeg et tab, der føltes større end tabet af et menneske. Det føltes værre end at slå op med en, man har elsket. Jeg følte tabet så kolossalt, fordi valget om at flytte ikke var frivilligt,” siger Nisrine Boukhari.

Syrien er en sindstilstand Efter afrejsen er Syrien blevet til en følelse, hun bærer i sine tanker, følelser og i sit perspektiv på verden, og som hun sætter ord og billeder på i videoværkerne. Syrien er blevet til en følelse, hun bærer i sine tanker, i sit perspektiv på verden, og som hun sætter ord og billeder på i videoværkerne. Det er på den baggrund, at hun kalder sine værker ”psykogeografiske kortlægninger” og sin kunstneriske praksis for ”wanderism”. ”Wanderism er en sindstilstand. Det

I M AG ES 16

– Trapholt –

TRAPHOLT

Æblehaven 23 6000 Kolding www.trapholt.dk

Februar – november 2016 Waste Time Home Party – I syv kommuner i Trekantområdet i Jylland laver Nisrine Boukhari fra Syrien og danske Anja Franke borgerinddragende kunstworkshops i det offentlige rum. Projektet afsluttes med en mindre udstilling på Trapholt og en række huskunstnerprojekter. Kunstnere: Nisrine Boukhari og Anja Franke

beskriver følelsen af at bevæge sig fra sted til sted, at vandre eller strejfe om. I mental forstand i højere grad end fysisk,” forklarer Nisrine Boukhari. Det nye liv i eksil, oplevelsen af tab, og bristede visioner afspejler sig i mange af de værker, som syriske kunstnere skaber i deres nye liv i landflygtighed.

Har du nogensinde følt dig fortabt? Oplevelsen af tab er også omdrejningspunktet i tekstilværket ’My mom didn’t bring me here’, som Nisrine Boukhari skabte i samarbejde med kunstneren Frida Robles i Wien i 2014. ”Har du nogensinde følt dig fortabt? ” lød spørgsmålet til de mennesker, som de to kunstnere fik til at stoppe op på et travlt hovedstrøg i Wien. På hvide stykker stof nedskrev 100 mennesker hver deres personlige historie om at tabe eller at være fortabt. Efterfølgende syede kunstnerne de personlige historier sammen med sorte stikninger. Stikningerne mellem fortællingerne fremviser det ikke-fysiske, der kæder de personlige historier sammen og samler byens fortabte mennesker

Waste Time Home Party Hvilken rolle spiller kunsten i samfundet? Hvordan kan kunstnere bygge broer mellem borgerne? Under titlen ’Waste Time Home Party’ samarbejder Nisrine Boukhari med den danske kunstner Anja Franke om et omfattende borgerinddragende kunstprojekt med henblik på at skabe samhørighed og debat. I syv kommuner i Trekantområdet i Jylland afholder de workshops i det offentlige rum og afslutter projektet med en mindre udstilling på Trapholt og huskunstnerprojekter.

– Trapholt –

IM AGES 16

Globale fortællinger i glitrende gobeliner El Anatsui syr gobelin-lignende installationer af kasseret metal, skruelåg og kraver fra spiritusflasker. De imponerende værker, som tager tusindvis af timer at skabe, retter fokus mod miljøforurening, alkoholmisbrug, den europæiske trekantshandel og rommens ankomst til Vestafrika. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

Da de europæiske kolonistater som led i trekantshandlen sejlede hundredtusindvis af afrikanske slaver over Atlanten, spillede alkohol en central rolle. I de caribiske sukkerplantager høstede slaverne sukkerrør, som blandt andet blev anvendt i produktionen af rom. Når de europæiske skibe vendte tilbage til København, Liverpool og andre storbyer i Europa, var det med lasten fuld af sukker og rom. Sukkeret og mange af romtønderne forblev i Europa, mens resten blev transporteret til det daværende Guldkysten, hvor slavehandlerne modtog rom i bytte for flere slaver.

Alkohol, miljøforurening og koloniale relationer Den europæiske kolonisering af Afrika er en af de mange globale fortællinger, som optager den ghanesiske kunstner El Anatsui, der blandt andet har udstillet på Venedig Biennalen, Pompidou-centret i Paris, Guggenheim-museet i Abu Dhabi og Museum of Modern Art i New York. I form af sammenvævede skruelåg og kraver fra spiritusflasker sætter fortællinger om alkoholens ankomst til Vestfrika, alkoholmisbrug og miljøforurening direkte spor i de imponerende skulpturelle værker, der har gjort El Anatsui verdensberømt. På Trapholt udstiller El Anatsui, der i den internationale kunstverden omtales som en af Afrikas mest markante kunstnere, under Images for første gang en række af sine værker i Danmark.

El Anatsui er en af Afrikas mest fremtrædende nutidskunstnere. Foto: Susan Vogel

I store dele af Ghana og Nigeria findes ingen systemer til genbrug eller genvinding, og bjerge af plast og metal hober sig op i naturen. Det er i de enorme mængder af kasserede materialer, at El Anatsui har indsamlet de skruelåg og kraver fra plastikflasker med spiritusmærker som Dark Sailor, King Solomon og Top Squad, der udgør hovedingredienserne i mange af hans værker. ”Adskillige tanker fløj gennem mit hoved, da jeg fandt sækken med skruelåg ude i bushen. Jeg opfattede lågene som forbindelsesled mellem mit kontinent,

Afrika, og resten af Europa. Genstande som disse blev bragt til Afrika af europæere, der kom som handlende. Skruelågene har stærke referencer til den afrikanske historie,” siger El Anatsui, som er født i 1944 i det daværende Guldkysten, da området stadig var under britisk kolonisering.

Tusindvis af arbejdstimer Bag El Anatsuis skabelse af de storslåede værker ligger tusindvis af arbejdstimer og en overvældende nysgerrighed overfor materialernes oprindelse, historier, struktur og potentiale.

I M AG ES 16

– Trapholt –

TRAPHOLT Æblehaven 23 6000 Kolding www.trapholt.dk

23. marts – 28. - oktober 2016 Afrikas stjerne – Monumentale værker af El Anatsui – El Anatsui fra Ghana udstiller en række af sine monumentale kunstværker.

El Anatsui skaber gigantiske installationer af skruelåg og kraver fra plastikflasker. Foto: Susan Vogel

“Lågene er meget bløde. Det er nemt at rive dem fra hinanden og flade dem ud. Efter at have strakt dem, følte jeg, at det bedste ville være at samle dem for at lave et stort stykke; at nedtone deres lidenhed ved at akkumulere dem i en stor masse. Det var sådan det hele begyndte. Men processen er yderst arbejdskrævende. Allerførst skal der rives og strækkes og laves huller i de udfladede stykker, for så forsigtigt at sy dem sammen i sektioner, og efter noget tid at samle dem i større baner, inden arbejdet med at sætte dem sammen i større skala begynder,” fortæller El Anatsui.

Den 71-årige kunstner, der også er professor på University of Nigeria, har studeret skupltur og kunsthistorie på Kwame Nkrumah University of Science and Technology i Kumasi i Ghana. Dengang fokuserede uddannelsen stadig udelukkende på europæisk kunst, og alle undervisere var britiske. Det var fraværet af afrikansk kunst og den eurocentriske tilgang til kunsthistorien, der motiverede El Anatsui til at arbejde med lokale materialer og med inspiration fra afrikanske udtryksformer og kunsthåndværk. De første mange år arbejdede han

primært med træ og ler. Hans far var en mester inden for den traditionelle ghanesiske kente-væverkunst, men El Anatsui lærte aldrig selv håndværket. Alligevel har hans værker stærke lighedstræk med de traditionelle kente-tekstiler, der væves i lange baner for derefter at blive samlet i større blokke. El Anatsuis værker bør dog ikke ses som en fortsættelse af den oprindelige vestafrikanske kunst, men som en dialog med det. De monumentale værker rejser et hav af spørgsmål om globale relationer og udfordringer, der påvirker os alle

En menneskeskabt tidsalder Miljøforurening, migration og overforbrug. Under Imagesudstillingen En menneskeskabt tidsalder retter kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten fokus mod nogle af vor tids største menneskeskabte katastrofer og udfordringer. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

Hendes bryster er dækket af en bh lavet af ståltråd og oliefiltre fra en bil. Øjnene er beskyttet af lufttætte svømmebriller. En skarp lugt siver fra hele Julie Djikeys nøgne og glinsende krop, som er indsmurt i olie og kulsort aske fra afbrændte bildæk. Med et bilrat i hænderne skubber den congolesiske performancekunstner en hjemmelavet legetøjsbil foran sig i en trafikeret gade i DR Congos hovedstad Kinshasa. Alle er bevidste om, at biltrafik forurener, koster menneskeliv og laver huller i ozonlaget. Men i hvor høj grad tager vi ansvar for miljøet og den fremtid, der

ligger foran os? Tænker vi kun på os selv og vores egen komfort? Det er nogle af de spørgsmål, som Julie Djikey vil rejse, når hun halvnøgen og i en dunst af afbrændte bildæk gentager sin performance i Holbæks gader under Images, forklarer kurator Solvej Helweg Ovesen.

Globale katastrofer og udfordringer I samarbejde med den camerounske kurator Bonaventure Ndikung står hun bag den omfattende, kunstneriske Imagesbegivenhed ’En menneskeskabt tidsalder’, som udspiller sig i Holbæk, Roskilde og

Athi-Patra Ruga er en af 11 kunstnere, der performer som en del af Holbæks Images udstilling En menneskeskabt tidsalder. Foto: Athi-Patra Ruga og WHATIFTHEWORLD.

København i 2016. Julie Djikey er en af de 25 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten, som er inviteret til Danmark for at performe, bygge skulpturer og gå i dialog med publikum om miljøforurening og andre af vor tids største menneskeskabte udfordringer. I mødet med kunstnerne, som i Holbæk bygger skulpturer af alt fra indonesisk bambus, lærredssække fra Ghana, congolesisk kobber og jernbaneskinner fra Banedanmark, får publikum både mulighed for at diskutere klima, migration, økologi i et spirituelt lys, forbrug samt Holbæks rolle under kolonitiden. ”Mange af os tænker primært på vores egne liv. Spørgsmålet er, om vi reflekterer nok over, hvordan vores adfærd og forbrug påvirker naturen og den globale verden, vi er en del af. En menneskeskabt tidsalder handler om at skabe større bevidsthed om de materialer, vi omgiver os med. Hvor

I M AG ES 16

– Holbæk –

SIDE 22 - 31

HOLBÆK ROSKILDE OG KØBENHAVN

Indsmurt i olie og aske fra afbrændte bildæk performer Julie Djikey under Holbæks Images-program. Foto: Dolet Malalu

14. maj – 20. november 2016 En menneskeskabt tidsalder – ’En Menneskeskabt tidsalder’ er et udstillingsprojekt i tre dele. Bag projektet står Kultur & Fritids- sekretariatet i Holbæk Kommune. 25 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten udstiller både i Holbæk by, på Museet for Samtidskunst i Roskilde, Roskilde Festival 2016 samt på Kunsthal Charlottenborg i København. Gennem skulpturer, installationer og performances sætter de fokus på menneskets rolle og ansvar som medskaber af samfundet. Kuratorer: Solvej Helweg Ovesen & Bonaventure Soh Bejeng Ndikung Images.holbaek.dk

stammer de fra? Under hvilke vilkår produceres, anskaffes og forbruges de?” siger Solvej Helweg Ovesen. Hun peger blandt andet på de arbejdsvilkår, som tekstilarbejdere i Bangladesh syr tøj til vestlige tøjproducenter under. Bonaventure Ndikung supplerer med et andet eksempel på tilblivelsen af produkter, vi er afhængige af – mobilen. ”Vil vi have gode mobiltelefoner, er vi nødt til at holde os for øje, at coltan kommer et sted fra,” siger han med reference til, hvordan børnearbejdere i Congo slider i minerne i op til 72 timer i træk for at finde coltan og andre mineraler til de mobiltelefoner, vi taler i.

Vaccinationsklinik mod ekstremisme I Vangkvarteret i Holbæk skaber den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahama høje sejl af kasserede lærredssække. Sækkene, som både har transporteret kakaobønner

over Atlanterhavet og kul på tværs af Ghana, kaster lys over landets produktion af kakao og migrantarbejderes rettigheder. Migration er også et af omdrejningspunkterne i den vaccinationsklinik, den afghanske kunstner Aman Mojadidi bygger på Roskilde Festival. Her får festivalgæsterne mulighed for at blive vaccineret mod det, de frygter mest. Ekstremisme, nationalisme, Black- eller Whiteness hører til de ideologier og kategorier, som folk kan vælge at blive immune overfor. Med klinikken ønsker Aman Mojadidi at undersøge vores syn på menneskeliv og den måde, Europa imødekommer de flygtninge, som rejser hertil fra verdens fattigste og mest konfliktramte regioner. Værdien af menneskeliv er også på spil i den zimbabwiske kunstner Misheck Masamwus vægmaleri med den ironiske titel ’The Fruit of Life’, hvor døde mennesker hænger på et træ. I Holbæk

videreudvikler han værket, der vil rejse polemiske spørgsmål som: Er overbefolkning en form for forurening, og er afrikanske og europæiske menneskeliv lige meget værd? Ifølge Bonaventure Ndikung bliver vi nødt til at tænke mere over vores plads i verden og tale om, hvordan vi ønsker at leve sammen. De samtaler er han overbevist om, at de inviterede kunstnere kommer til at starte. ”Kunsten befinder sig ikke i et lufttæt rum. Den er en del af verden og skaber mulighed for refleksion.” Mange af værkerne lægger op til at reflektere over, hvordan og hvorvidt vi står i gæld til resten af verden, mener Solvej Helweg Ovesen: ”I Europa har vi skabt velfærd, men ikke kun på grund af vores egne kompetencer og arbejdskraft, men også fordi vi har udnyttet andre.”

– Holbæk –

IM AGES 16

En by fuld af kunst Under Images lægger Holbæk gader, boligkvarter og institutioner til 10 internationalt toneangivende kunstnere. Det handler om branding og om at nå ud til de, der normalt ikke kommer på museum. – AF ULLA JEPSEN

I Holbæk er kunst ikke bare noget, der skal være pænt at se på. Det er et redskab. Et redskab til at komme i dialog med byens borgere og til at gøre byen attraktiv for beboere, besøgende og turister. Holbæk Kommune har i flere år drevet internationale kunstudstillinger, en kunstfond er netop etableret i byen, og den lokale Rotary Klub er gået aktivt ind i at tiltrække store kunstnere. Under Images udvider Holbæk domænet til også at omfatte Kunsthal Charlottenborg i København, Museet for Samtidskunst i Roskilde og Roskilde Festival. Her kan man opleve forskellige elementer af Holbæks Images-udstilling ’En menneskeskabt tidsalder’.

Tæt inddragelse ”Kunsten og kunstnerne kan få os til at undres og reflektere og til at se på os selv og verden med nye øjne. Det har vi brug for - uanset om vi bor i Holbæk eller i København,” siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Holbæk Kommune, Emrah Tuncer. Under Images i Holbæk dukker kunsten op, uanset om man opsøger den eller ej; på havnen, i gågaden og i det sociale boligområde Vang-kvarteret. Men også kommunens skoler, foreninger og kulturinstitutioner som Kunsthøjskolen, Billedskolen, Biblioteket, Holbæk Museum og VAK – Vestsjællands Arbejdende Værksteder inddrages i opgaven med at producere, formidle og involvere byen.

Internationalt snit At gøre byen til et levende museum for internationalt anerkendte kunstnere handler ikke kun om at nå ud til dem, der normalt aldrig sætter deres ben på et museum. Det handler i ligeså høj grad om branding. Om at give byen - der kun ligger 40 minutters kørsel fra København - et mere internationalt tilsnit. Når Holbæk Kommune samarbejder med institutioner i både Roskilde og København, er det for at forankre udstillingen regionalt – og trække et endnu større og mere kunstorienteret publikum til byen. ”Kunsten giver et løft, der kan markere Holbæk som noget helt særligt - både inden for kommunegrænsen og udadtil,” siger Emrah Tuncer

Holbæk har i årevis satset på internationale kunstnere. I 2013 opførte den egyptiske kunstner Alaa Awad et murmaleri. Foto: Excentric Media v/Joe Kniesek

– Holbæk –

I M AG ES 16

George Adéagbo kombinerer beninsk kunsthåndværk med loppemarkedsfund og filosofiske tekster. Foto: Stephan Köhler

Kolonihistorie og Dark Passion For knap 100 år siden solgte Danmark De Vestindiske Øer og satte dermed punktum for en brutal koloni-historie. Den beninske kunstner Georges Adéagbo laver under Images på Holbæk Museum en installation af ting indsamlet i Holbæk og Benin. Ved at sammensætte lokalhistoriske genstande på nye måder, føjer han andre dimensioner til de ofte klichéfyldte fortællinger om vores tid som slavehandlere. – AF JULIE DAMGAARD

Georges Adéagbo vandrer opmærksomt rundt på loppemarked i Holbæk. Han bladrer i bøger, roder i kasser og hiver plader ud af covers. Øjnene er i konstant bevægelse på jagt efter interessante fund. Et par børne-snabelsko lander i hans kurv sammen med en optrækkelig legetøjshval, der sluger en fisk. Snart har han fat i Hanne Boels ’Dark Passion’, efterfulgt af samtlige bind i serien ’Danmark – før og nu’.

Juryens pris Georges Adéagbo modtog allerede i 1999 den prestigefyldte ’Juryens Pris’ på Venedig Biennalen. Men han opfatter ikke sig selv som kunstner - snarere en slags arkæolog. Via lokale ’udgravninger’ leder han med egne ord efter de principper og mysterier, en by eller et land bygger på. Efter sit feltstudie skaber han enorme installationer bestående af lokalhistoriske genstande og loppefund,

ting indsamlet på gaden, bøger, kataloger og artikler. Alt sammen suppleret med egne filosofiske tekster samt malerier og skulpturer bestilt hos kunstnere i Benins største by, Cotonou. De visuelle og skrevne elementer i disse omfattende, sært poetiske samlinger udgør alle vigtige brikker i Adéagbos samfundsanalyser. Til udstillingen i Holbæk har Georges Adéagbo fokus på den danske trekantshandel. I det 18. og 19. århundrede transporterede man våben, krudt og brændevin fra bl.a. godser ved Holbæk til den daværende Afrikanske Guldkyst, hvor der blev købt slaver, som blev solgt i Dansk Vestindien for sukkerrørssirup og tobak. Også i landene ved Den Beninske Bugt, der stod for den næststørste eksport af slaver, fandtes danske handelsposter. Med sin installation på Holbæk Museum, ønsker Adéagbo at bygge bro mellem Danmark og Benin. At af-kolonisere forbindelsen. Ved at sammenstille kunsthåndværk fra Cotonou med hverdagsgenstande fra for- og nutidens Holbæk sætter han spørgsmålstegn ved ’antikverede’ ideer om, hvad der har mest værdi og størst magt. Langsomt begynder tingene at finde et fælles sprog.

Andet blik på os selv I Georges Adeágbos installation indgår træskærerier skabt af afrikanske kunstnere efter vestlige forbilleder. En udfordring af det, vi forstår ved ’autentisk afrikansk kunst’ – maskerne som opdagelsesrejsende og koloniherrer bragte med sig til Europa. Adéagbo vil have os til at tænke over, om vi overhovedet kan tale om autenticitet og givne sandheder i en globaliseret verden. Er levnene fra forbrugssamfundet på Holbæks loppemarkeder autentisk danske? Og giver de historier, museet formidler, mening for os, eller har vi bare over tid godtaget dem? Med sine anderledes samlinger sætter Georges Adeágbos nye perspektiver på historien og piller ved vores mentale standardindstillinger. De konventionelle roller som ’udforsker’ og ’udforsket’ bytter han om og får os dermed til at se på vores lokale kultur med andre øjne. Det er vores tur til at blive ’opdaget’. Georges Adéagbo kan opleves på Holbæk Museum som en del af udstillingen En menneskeskabt tidsalder.

Eko Prawoto er kendt for sine enorme bambuskonstruktioner. Under Images 2016 bygger han en i HolbĂŚk. Foto: Eko Prawoto

I M AG ES 16

– Holbæk –

Eko, øko og kærligheden til bambus Indonesiens afbrænding af regnskov og tørvesumpe har i efteråret frigivet så store mængder klimagasser, at det i perioder har oversteget både USA og Kinas udledning af CO2. Midt i krisen fastholder den indonesiske arkitekt og billedkunstner Eko Prawoto sin tro på, at mennesket igen kan leve i pagt med naturen. Til udstillingen En menneskeskabt tidsalder skaber han et arkitektonisk værk i Holbæk. – AF JULIE DAMGAARD

Hen over sommeren 2016 vil der på en sandtange ved Holbæk Fjord stå et konkylieformet bambushus. I de kurvede rumforløb blander duften af bambus sig med lyden af hav, og igennem en række ovenlys-åbninger er der kig til himlen. Hér inviterer kunstneren bag - Eko Prawoto Holbæks ældre borgere til at fortælle om den relation, de som unge havde til naturen. Ønsket er at give tilhørere i alle aldre en oplevelse af at komme naturen nærmere. At få ’fin-tunet’ deres sanseapparat og omverdensforståelse. For Eko Prawoto er den viden, Holbæks seniorer har, et ’materiale’ på linje med de mange andre materialer, der indgår i opbygningen af et samfund.

Arkitektur forgår, men steder består ”At forstå naturen handler ikke om det, vi kan se. Det handler om den måde, vi opfatter vores omgivelser på. Det moderne menneske tænker mest på, hvordan han kan udnytte ting. Vi skal hellere respektere de steder, vi færdes. Det er den vigtigste pointe i mit arbejde, for jeg ved, at arkitektur forgår, men steder består,” siger Eko Prawoto. Eko Prawoto er uddannet arkitekt med studier i både Indonesien og Holland. I 15 år har han desuden arbejdet som kunstner og bl.a. udstillet på Singapore Biennalen. Her viste han værket WormHole: en bambus’bjerg-kæde’, der som universets ormehuller bandt jord og himmelrum sammen, og hvor man som beskuer bevægede sig i snoede gange – som rigtige orme. Eko Prawoto har i sine projekter fokus på ikke bare økologisk bæredygtighed, men også på det, han kalder social bæredygtighed. Altså det at lokale håndværk, kulturelle praksisser og identifikation

med naturen videreføres fra generation til generation, sådan at kulturarv ikke forgår: ”På ethvert sted findes et lag, et dybt lag, der vedrører miljøet. Herover ligger et ’yngre’ lag, kulturen. Og endelig er der et øvre lag, der er vores sociale strukturer. Hver gang vi som mennesker griber ind et sted, f.eks. når vi bygger noget, skal vi sørge for at gøre det i harmoni med de tre lag, fastslår Eko Prawoto.

Jordskælvssikring af sociale fællesskaber Eko Prawoto er særdeles bevidst om ’sjælen’ på det sted, han arbejder. For ham har tsunamikatastrofen i Aceh i Indonesien i 2004 understreget, hvor vigtigt stedets karakter er. Hér rykkede udenlandske nødhjælpsorganisationer uden viden om lokale byggeskikke og traditioner ind og begyndte at opføre enfamilieshuse, som ingen efterfølgende ville bo i. Efter et jordskælv nær Yogyakarta på den indonesiske ø Java i maj 2006, der dræbte 6000 og gjorde 1,5 millioner hjemløse, tog Eko Prawoto i samråd med lokale fat på at genopbygge den hårdt ramte landsby Ngibikan. Med respekt for traditionelle teknikker og færdigheder rejste de på mindre end 90 dage – hurtigere end nogen nødhjælpsorganisation – 65 huse baseret på letvægts-strukturer i træ. Strukturer, der, i modsætning til beton, kunne modstå store rystelser. Ikke kun beboernes hjem, men også deres følelse af sammenhold blev hermed reetableret. Ikke bare huse, men fællesskaber Når Eko Prawoto opfører en af sine meterhøje organiske konstruktioner, er det ikke

det færdige produkt, der interesserer ham, men processen. Hvert projektforløb er en rejse for ham, hvor han oplever nye mennesker og landskaber, og til sidst giver noget tilbage i form af et rum, der fungerer som et mødested. For ham er det vigtigt at etablere sociale platforme, hvor mennesker kan udveksle ideer og meninger: ”Uden fælles rum er det svært at tale om bæredygtighed og dermed skabe et solidt grundlag for klodens fremtid,” påpeger han. ”Også i Holbæk handler det om at få et indblik i både menneskets natur og naturen omkring os. Det handler om at skabe balance. Mellem os og vores omgivelser,” forklarer Eko Prawoto.

Bambus-renæssance Eko Prawotos foretrukne materiale er bambus. Og det er ikke en tilfældighed. Materialet er billigt, miljøvenligt, form- og holdbart. Og så er det en del af hans kulturarv. I Indonesien er bambussen i århundreder blevet anvendt til alt fra boliger over fiskeruser til musikinstrumenter. Med kolonimagten Hollands ankomst i 1800 blev der imidlertid sat en brat stopper for bambusbyggeriet. Koloniherrerne udråbte bambussen som årsag til sygdomsspredning uden nogen sinde at se forbindelsen til de mus, der levede i bambussen. Ved at pege på bambussens kvaliteter, ønsker Eko Prawoto at gøre op med den stigmatisering af materialet, der endnu gør sig gældende i et vestligt orienteret Indonesien: ”Jeg konfronterer den beton-ensrettethed i byggeriet, som globaliseringen har medført, og tilbyder nye måder at leve på, hvor vores kulturelle rødder ikke visner,” afslutter han

– Holbæk –

IM AGES 16

Hvis kobber kunne tale Udnyttelsen af råstoffer og arbejdskraft i DR Congo danner ramme om den congolesiske kunstner Sammy Balojis værker. Til Imagesudstillingen En menneskeskabt tidsalder skaber han et værk til Holbæk by, der vidner om hans hjemlands konfliktfylde historie. – AF LOTTE LØVHOLM

Dybt under jordens overflade i den sydlige del af DR Congo arbejder børn og voksne med at bore huller til sprængstof for med stor præcision at bryde råstoffet kobber. Efter sprængningerne knuser de materialet og transporterer det op fra minen, hvor det bliver pulveriseret og blandet med en væske, der får kobberet til at udskilles.

I minens dyb Kobber, der bl.a. anvendes til kabler og ledninger, er den største eksportvare. Tidligere var det den primære eksportvare for den belgiske kolonimagt, og kobberhandlen og arbejdsforholdene bærer fortsat præg af ulighed, krænkelser og udnyttelse. Udover udenlandske virksomheder driver lokale

militser illegal minedrift. Det anslås, at 30 procent af minedriften i DR Congo i dag udføres af børn. ”Situationen er kompleks. Det er ikke til at sige, hvem der udnytter hvem,” forklarer Sammy Baloji.

Mørk historie Udnyttelsen af DR Congos råstoffer har haft massive sociale og økonomiske konsekvenser og er direkte årsag til den seneste krig, der kostede flere millioner mennesker livet og sendte hundredetusindvis af mennesker på flugt. Sammy Baloji bruger kobberet som billede på DR Congos mørke historie, hvor millioner af mennesker døde som slaver

under den belgiske kolonimagt. Ved at kigge på historien sætter Sammy Baloji spørgsmålstegn ved den ulighed, vi ser i dag. Det viser han blandt andet i sine fotomontager, hvor han sammenstiller arkivfotografier af congolesiske minearbejdere med nutidige fotografier af ruinerne fra industriens storhedstid.

Olafur Eliasson Sammy Baloji kan ses som et led i Images udstillingerne En menneskeskabt tidsalder i Holbæk. I 2014 blev Sammy Baloji udvalgt til det prestigefyldte Rolex mentorprogram og modtog et års mentorskab hos den danske kunstner Olafur Eliasson. I samme periode

I M AG ES 16

– Holbæk –

Sammy Balojiis værker bygger på en gammel tradition med permanente tatoveringer, der består af arvæv. Fotos: Sammy Baloji / Alesandra Bello

udviklede Sammy Baloji et nyt værk til Venedig Biennalen i 2015 bestående af kobberplader. I kobberpladerne ridsede han mønstre, der afspejler kropsudsmykningerne blandt de forskellige etniske grupper i Congo.

Ar og ritualer Kropsudsmykningerne i Sammy Balojiis værker bygger på en gammel tradition med permanente tatoveringer, der består af arvæv og bliver til ved at skære i huden med forskellige værktøjer, der giver forskellig symmetriske mønstre på ryg, mave og ansigt. Tatoveringerne har en rituel karakter og angiver blandt andet social identitet. Sammy Baloji forbinder i sine kobberværker udnyttelsen af landets råstoffer med menneskekroppen, der ikke har stor værdi. ”Arbejdskraften var en form for handel, og fanger og slaver blev tvunget til at arbejde i minerne. Situationen har ikke ændret sig meget siden kolonitiden. De her mennesker lever, producerer og arbejder. Men vi ser dem ikke. Vi ser dem ikke som mennesker,” siger Sammy Baloji

Sammy Baloji blander nutid med kolonitid i sine værker. Fotos: Sammy Baloji /Alesandra Bello

Under Images pakker Ibrahim Mahama dele af Charlottenborg ind i sammensyede kulsække. Foto: Ibrahim Mahama

Kulsække rejser spørgsmål om migration og rettigheder Ibrahim Mahama fra Ghana dækker markedspladser, broer og højhuse med gigantiske tæpper af sammensyede kulsække og rejser kritiske spørgsmål om globale produktionsvilkår. I 2015 udstillede han på Venedig Biennalen. Under Images 2016 bygger han ti meter høje sejl af kulsække og jernbaneskinner i Holbæk som et led i udstillingen En menneskeskabt tidsalder. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

På et betongulv i en industrihal i Accra øver en gruppe kvindelige migranter fra det nordlige Ghana sig på at skrive deres navne med kulstykker. Mange af dem har ikke gået i skole og aldrig lært at læse og skrive. Flertallet har ingen fast adresse i Accra. Om natten sover de på gulvene i de små træskure, der i dagtimerne fungerer som butikker langs gaderne i Ghanas hovedstad. Ligesom tusindvis af andre kvinder og mænd fra det nordlige Ghanas fattigste regioner er de rejst til Accra efter arbejde. Mange af kvinderne tjener penge på at fragte produkter til og fra markedspladser. Da kvinderne senere med pensler dyppet i lilla og rød maling skriver deres navne på kulfarvede lærredssække, vender flere af bogstaverne omvendt. Nogle af dem bliver frustreret over at have skrevet

et S, J eller R den forkerte vej. Den 28-årige kunstner Ibrahim Mahama, som har ansat kvinderne og inviteret dem til at sætte deres personlige aftryk på sækkene, ser imidlertid deres markeringer i et helt andet lys. ”Jeg betragter ikke kvindernes måde at skrive deres navne på sækkene som fejl eller tegn på fiasko. Jeg er interesseret i kvindernes vilkår og måden, de går i dialog med materialerne på. Og jeg er optaget af at undersøge, hvad der sker, når mennesker flytter sig fra et sted til et andet og forsøger at passe ind i nye systemer, ” siger Ibrahim Mahama. Kunstneren anskuer kvindernes personlige aftryk på sækkene som monumenter over deres liv og levevilkår og som stærke politiske metaforer for den måde, samfundet er indrettet på.

2800 kilo tung kritik Kvindernes markering på sækkene er blot en af mange processer i en langvarig kunstnerisk udforskning, hvorigennem Ibrahim Mahama rejser kritiske spørgsmål omkring de samfundsstrukturer, som blandt andet fastholder kvinderne i sociale positioner uden adgang til arbejde, uddannelse og rettigheder. Arbejdet er en del af en uendelig række dialoger, som Ibrahim Mahama har ført med hundredvis af mennesker, og det bygger på et intenst samarbejde med de kvindelige migranter. På markedspladser og havnekajer over hele Ghana har den unge kunstner indsamlet og udvekslet tusindvis af genbrugte og kasserede lærredssække. Og på betongulvet i industrihallen i Accra har han i samarbejde med kvinderne syet sækkene

I M AG ES 16

– Holbæk –

Kulsække og togskinner rejser sig over Holbæk I foråret 2015 boede Ibrahim Mahama en måned på Kunsthøjskolen i Holbæk og i det multietniske sociale boligkvarter Vang, som DR portrætterede i den kontroversielle dokumentarserie ’Blok på Bistand'. På baggrund af dialoger med kvarterets beboere bygger han med ti meter høje jernbaneskinner og sammensyede kulsække fra Ghana under Images 2016 en række værker i Vangkvarteret og på havnen i Holbæk. ”Jeg skaber en slags sejl, som rejser sig fra jorden og får det til at se ud som om, landskabet er i bevægelse med materialet blæsende i vinden. Publikum kan forvente et værk, som fremstår umuligt i den måde, det er konstrueret på. Og samtidig er det et værk, der er meget relevant for området og de mennesker, der bor der,” siger han. I efteråret pakker Ibrahim Mahama dele af Kunsthal Charlottenborg i København ind i kulsække. Ibrahim Mahama blev i 2015 udnævnt som en af verdens ’Top 15 Upcoming Artists’. Foto: Rachel Oates

sammen til gigantiske kunstværker, som vækker stadig større opsigt i Ghana og på den internationale kunstscene. I Ghanas tredje største by Kumasi fik han tilladelse til at dække en hel bro og en markedsplads med de sammensyede lærredssække. I Accra gav myndighederne ham lov til at beklæde en 40 meter høj lufthavnsbygning med sække. Siden har han udstillet mindre dele af værkerne på gallerier i London, i et lagerhus i Dublin og på den internationale kunstbiennale i Dakar. Og i 2015 sendte den unge kunstner et 2800 kilo tungt kulsækkeværk med et Turkish Airlines-fly mod den 56. Biennale i Venedig. Her åbnede den prestigiøse

internationale kunstbiennale udstillingen af hans hidtil største værk. På ydervæggene i en smal gyde i et af biennalenes ældste venues, Arsenale, rejste Ibrahim Mahama med to 200 meter lange kulsækkeværker spørgsmål om produktionsvilkår, arbejdsforhold, globale markeder og rettigheder. Og gennem værkerne synliggjorde han de mange mennesker, hvis levevilkår, skæbner og arbejdskraft er printet, syet eller vævet ind i sækkene.

Kakaobønner, kulsække og dialoger Værkerne er nemlig langt fra kun monumenter over de kvindelige migranters liv. Hver for sig og samlet eksponerer sækkene den Ibrahim Mahama skaber sine kulsækkeværker i samarbejde med kvindelige migranter fra Nordghana. Foto: Nii Odzenma

lange kæde af systemer og menneskehænder, som har produceret, fragtet, genbrugt, solgt og kasseret sækkene, før de endte hos Ibrahim Mahama. Mange af sækkene bærer direkte spor af deres første levetid og funktion. Navnet på verdens anden største eksportør af kakaobønner og rygraden i Ghanas økonomi ’Ghana Cocoa Board’ vidner med sortprintede bogstaver om sækkenes transport af kakaobønner i containerskibe fra Ghana over Atlanterhavet til Europa. Og kullet, som de samme sække senere har fragtet på kryds og tværs af Ghana, kan også spores i sækkene. Ibrahim Mahama kender historien om hver eneste af værkernes mange sække. Han ved, hvor de er produceret. Hvem der har båret kul i dem. Hvornår og hvorfor de blev kasseret og af hvem. Og han dvæler og fæstner sig ved hver eneste af de mange dialoger, som han har ført under erhvervelsen af hver lærredssæk. ”Jeg er optaget af mennesker og materialer, der bevæger sig igennem tid og over grænser og forsøger at passe ind i et nye systemer og miljøer,” siger Ibrahim Mahama. Gennem værkerne ønsker han at rejse kritik, men uden at pege fingre. ”Jeg tror ikke, at vejen frem er at rejse en aggressiv og direkte kritik rettet mod nogen specifikt. Jeg tror på, at kritikken skal rejses langsomt, stille, subtilt og gennem dialoger. Som kunstner er det ikke min opgave at pege på løsninger. Det er min opgave at stille spørgsmål og henlede folks opmærksomhed mod svaghederne i samfundet og de globale systemer,” siger han

– Holbæk –

Kolonitiden spøger i performancekunstners leg med identiteter Med et virvar af genstande og klædedragter, der trækker tråde til kolonitidens Ghana, udfordrer Bernard Akoi-Jackson vores opfattelser af identitet. Sammen med 10 andre performancekunstnere overrasker og provokerer han på performancefestivalen ACTS og Roskilde Festival. Hans performance er et led i udstillingen En menneskeskabt tidsalder. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

Foto: Bernard Akoi-Jackson

IM AGES 16

I M AG ES 16

– Holbæk –

Performancekunstnere fra tre forskellige regioner indtager Roskilde Festival og Museet for Samtidskunst i Roskilde under Images. Foto: Bernard Akoi-Jackson.

(1830-1900), hvor Storbritannien koloniserede Ghana og besad en fjerdedel af resten af alle verdens kolonier. Med de mange selvmodsigende paradokser om stoffets oprindelse og de europæiske opfattelser af, hvad der er ’traditionelt afrikansk’, opfordrer han sine tilskuere til at reflektere over relationen mellem Afrika og Europa. Hans sorte, krusede hår stikker ud under en engelsk dommerparyk. Under armen bærer han Bibelen og i hånden et gevær. På trappen i resterne af det hollandske slavefort på Ghanas kyst, hvor performancekunstner Bernard Akoi-Jackson poserer, ligger emballagen fra en hollandsk snapsflaske. Om øjnene har han en hvid maske, der minder om de masker, som blev brugt under europæiske maskeballer i Middelalderen. Det iscenesatte selvportræt ’Hollænderen’ er en del af en række performances og fotografier, hvor Bernard Akoi-Jackson ifører sig forskellige symboler og klædedragter, som hver for sig og samlet forvirrer, rejser spørgsmål og refererer til forskellige historiske perioder. Bernard Akoi-Jackson, som både er hovedpersonen i og kunstneren bag det iscenesætte fotografi, kan opleves på performancefestivalen ACTS og Roskilde Festival som en del af Holbæk Kommunes Images-program ’En menneskeskabt tidsalder’.

’Traditionelt afrikansk’ er oprindeligt hollandsk I mange af sine performances henleder han publikums opmærksomhed på de år, hvor Ghana var koloniseret af England, og hvor Danmark og andre europæiske lande opførte handelsforter i det daværende Guldkysten og transporterede hundredtusindvis af afrikanske slaver over Atlanten. Bibelen, snapsen, geværet og det hollandske slavefort kan opfattes som direkte henvisninger til europæernes kolonisering af Ghana og det ghanesiske folk. ”Men når jeg blander symbolerne med

andre genstande og sætter dem ind i en nutidig kontekst, kan de samtidig forstås som andet og mere end det,” fortæller Bernard Akoi-Jackson. Tøjet, som han bærer, spiller en central rolle for den karakter og identitet, han opbygger. Bernard Akoi-Jackson er både optaget af betydningen af tøjets design og stof, hvor i verden og hvordan tøjet er produceret. På fotografiet ’Hollænderen’ er han iklædt et jakkesæt syet i spraglede blå og hvide tekstiler, som mange europæere opfatter som ’traditionelt afrikansk’. ”Mange ved ikke, at stoffets mønstre oprindeligt blev designet af hollændere, i den periode Danmark, Holland og andre europæiske nationer havde kolonier i Ghana, og at det blev produceret i Indonesien,” fortæller Bernard Akoi-Jackson. Jakkesættet er desuden syet i en victoriansk stil magen til den, som britiske mænd bar under den viktorianske periode

Identitet er dynamisk ”Igennem hele historien har mennesker handlet, udvekslet og rejst på tværs af nationaliteter, landegrænser og kulturer. De historiske udvekslinger og møder gør os til dem, vi er, og sætter spor i det tøj, vi bærer,” siger Bernard Akoi-Jackson. Ifølge kunstneren præger det racistiske menneskesyn, som dominerede under kolonitiden, stadig vores opfattelser af identitet. Det er en af grundene til, at han blander symboler, der peger tilbage til kolonitiden, ind i sine værker. Bernard Akoi-Jackson er opvokset i Botswana, hans mor er fra det sydlige Ghana og mødte hans far, som er født i det nordlige Ghana, i en by i det centrale Ghana. Han har studeret i Holland, og i de seneste mange år har han performet i store dele af verden. ”Ligesom alle andre er jeg en blanding af flere forskellige kulturer. Identitet er dynamisk,” siger Bernard Akoi-Jackson

Internationale performancekunstnere overrasker på Museet for Samtidskunst og Roskilde Festival I juni inviterer Museet for Samtidskunst - MFSK - for sjette gang til en række stærke performative oplevelser under festivalen ACTS. I år spiller festivalen sammen med Roskilde Festival og involverer 11 førende, internationale performancekunstnere. Omkring MFSK og på Roskilde Festival vil performancekunstnere fra bl.a. Afghanistan, Sydafrika og Ghana overraske, provokere og underholde med lydinstallationer og performative eksperimenter. Festivalen er en del af udstillingsprojektet En menneskeskabt tidsalder, der er kurateret af Bonaventure Soh Bejeng Ndikung og Solvej Helweg Ovesen. Programmet er organiseret af Holbæk Kommune, Museet for Samtidskunst og Roskilde Festival som en del af Images 2016.

– KUNSTEN i Aalborg –

IM AGES 16

Imran Qureshi fornyer miniaturemaler kunsten. Foto: privat

I 2013 udnævnte Deutsche Bank Imran Qureshi som årets kunstner. Foto: Awais Gohar

Blodrøde grænser mellem liv og død Blomsterblade, selvmordsbomber og terrorfrygt trækker blodrøde spor og liv igennem Imran Qureshis installationer og miniaturemalerier. Fra januar udstiller KUNSTEN i Aalborg flere af den prisvindende pakistanske kunstners værker. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

Få uger efter at to bomber springer og dræber tre personer tæt på målstregen ved Boston Marathon, går Imran Qureshi ombord på et fly fra den pakistanske millionby Lahore til New York. Da den pakistanske kunstner de næste tre uger skaber et af sine hidtil største værker på toppen af Metropolitan Museum of Art, er det med de fatale bombesprængninger i tankerne. Med detaljemættede ornamentale blomster og nuancer af blodrød farve dekorerer han newyorkermuseets knap 750 m2 store tagflade. I fugleperspektiv ligner værket umiddelbart gulvet i et slagtehus, en slagmark under Første Verdenskrig eller en befolket markedsplads i Lahore, sekunderne efter at en selvmordsbomber har sprængt sig selv og hundrede handlende i luften. Men går man helt tæt på den røde overflade,

blomstrer håbet og livet samtidig ud af de detaljerige røde blomsterblade, som sammen med grove malerstænk dækker tagets overflade.

Landet med flest selvmordsbombere ”Jeg ville undersøge den frygt, som terrorangreb planter hos mennesker og lade publikum udforske frygten og grænselandet mellem liv og død ved at invitere besøgende til at bevæge sig henover de røde plamager,” siger Imran Qureshi. Siden 2010 har kunstneren i sine meget forskellige værker undersøgt konsekvenserne af de øjeblikke, hvor liv forvandles til død. I 2009 var Pakistan, hvor han er født, opvokset og uddannet, det land i verden, som var udsat for flest selvmordsbombeangreb.

”Lahore har været udsat for mange Taleban- og al-Qaeda-relaterede terrorangreb. Smukke markedspladser og offentlige rum fulde af liv og fredelige mennesker er på splitsekunder blevet forvandlet til blodige og livløse helveder,” fortæller Imran Qureshi.

Terror finder sted i hele verden Men det er forsimplet at reducere værkerne til at være en pakistansk kunstners reaktion på de mange terrorangreb i Pakistan, understreger han. ”Terror, vold og overgreb finder sted over hele verden. Mine værker er en kommentar til vold og terror på et globalt plan,” siger Imran Qureshi, der i 2013 blev udpeget som årets kunstner af Deutsche Bank, og som på den internationale kunstscene er kendt som den ene af Pakistans to mest markante samtidskunstnere. Under udstillinger i Europa, USA og Japan oplever han, at publikum i mødet med hans værker associerer dem med voldelige begivenheder uden for Pakistan. ”Folk fra Europa har relateret mine værker

I M AG ES 16

med Første og Anden Verdenskrig. Og hos japanerne har de skabt associationer til den tsunami, de oplevede for nyligt,” fortæller han.

Stærke politiske holdninger Allerede som barn og ung kunststuderende var Imran Qureshi optaget af politik og mediernes udlægning af den politiske situation i Pakistan. Under kunststudierne på universitetet stillede underviseren en dag en stabel stole på gulvet, og Imran Qureshi og hans medstuderende fik til opgave at gengive motivet på hver deres hvide lærred. Der var tale om en formaliseret stilopgave. Men i modsætning til sine medstuderende nøjedes Imran Qureshi ikke med at gå stilistisk til værks. Han forestillede sig derimod, at stablen af stole var en gruppe vrede demonstranter. Og med ønsket om at kaste et politisk statement ind i sit værk, erstattede han det hvide lærred med en avis med artikeloverskrifter og fotos af voldelige demonstrationer.

– KUNSTEN i Aalborg –

”Mit personlige og følelsesmæssige perspektiv på de mange strejker og den anspændte og voldelige politiske situation i Pakistan, som jeg har oplevet i virkeligheden og gennem medierne, har altid afspejlet sig i mine værker,” fortæller han.

Sprængte menneskekroppe og levende blomster Imran Qureshis optagethed af politik og hans undersøgelse af grænselandet mellem liv og død afspejler sig også i installationen ’And They Still Seek The Traces Of Blood’. Værket består af et bjerg af 30.000 sammenkrøllede stykker A1-papirer. Begge sider af hvert af de mange stykker papir er affotograferinger af det rødmalede tag på Metropolitan Museum of Art i New York og et gulv i Lahore, hvor han skabte et lignende værk. ”På afstand ser det ekstremt voldeligt ud og ligner et bjerg af sprængte kropsdele. Men kommer du tæt på de sammenkrøllede stykker papir, ser du de levende blomster. Jeg arbejder med livets

komplekse modsætninger, med skønhed, vold, håb og død,” siger han.

Miniaturemaleriets fornyer Detaljerigdommen og arbejdet med de ornamentale blomster fyldte en stor del af studierne på Department of Miniature Painting på National College of Art Lahore, hvor Imran Qureshi uddannede sig til miniaturemaler. Han tilhører den første generation af pakistanske miniaturemalere, der udfordrer og fornyer det flere tusind år gamle miniaturemaleri, som oprindeligt blev brugt til at illustrere kongefamilier og hinduistiske og muslimske mytologier i bøger og manuskripter. I modsætning til fortidens minia turemalere, der blev oplært i til perfektion at gengive gamle royale og mytologiske motiver, udfordrer Imran Qureshi minia turemaleriets stringente formsprog i både skala, symbolik og brug af farver og ved at kommentere sociale problemer i sin samtid

Imran Qureshi skaber en af sine enorme installationer på KUNSTEN i Aalborg. Foto: John Fallon

KUNSTEN I AALBORG

Kong Christians Allé 50 9000 Aalborg www.kunsten.dk Hvad: 22.januar – 24.april 2016 Babirye Leilah udstiller sine værker en del af gruppeIdea of asom Landscape udstillingen ’When Things Fall –Apart’ Den pakistanske kunstner Imran Qureshi udstiller Æblehaven en række af 23 sine Hvor: Trapholt, miniaturemalerier, en ny version 6000 Kolding af installationen ’And They Hvornår: 22. februar – 28. Still novemSeek The Traces of Blood’ samt en ber stedspecifik installation. Kunstner: Babirye Leilah (Uganda) Razia Sadik og Kuratorer: Stinna Toft

–Brandts 13 & Viborg Kunsthal –

IM AGES 16

Marokko på kanten 18 kunstnere med marokkansk tilknytning undersøger ulighed, længsel, homoseksualitet og kønsdiskrimination med humor, poesi og kritiske undertoner på udstillinger i Viborg Kunsthal og på Brandts 13 i Odense. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

BRANDTS 13

Jernbanegade 13 5000 Odense C www.brandts.dk/brandts-13

VIBORG KUNSTHAL

Riddergade 8 8800 Viborg www.viborgkunsthal.viborg.dk 23. januar - 16. maj 2016 Merchants of Dreams – 18 kunstnere med tilknytning til Marokko udstiller mere end 50 videoværker, fotokunst og installationer. Kunstnere: Eric van Hove, Mounir Fatmi, Younes Rahmoun, Younes Baba Ali, Hicham Benohoud, Mohssin Harraki, Simohammed Fettaka, Mohammed Larbi, Hamza Halloubi, Randa Maroufi, Leila Alaoui, Yasmine Hajji, Bouchra Ouizguen, Said Afifi, Zainab Andalibe, Houda Terjuman, Abdellah Taia. Kurator: Christian Skovbjerg Jensen

Foto: Matteo Lonardi

I M AG ES 16

– Brandts 13 & Viborg Kunsthal –

Alle personerne i Simohammed Fettakas fotoserie ’False’ er narkomaner. Foto: Simohammed Fettaka

Den affotograferede mand i jakkesæt og slips, som poserer i kongepaladset i den marokkanske by Tanger, ser umiddelbart magtfuld, kongelig og hjemmevant ud. Men auraen af magt krakelerer, idet blikket falder på hans mund. Manden mangler stort set alle sine tænder. Den tandløse mand er en af hovedpersonerne i fotokunstner Simohammed Fettakas billedserie ’False’. Fælles for de fotograferede personer er, at de er narkomisbrugere. De seneste år har Marokko oplevet en støt stigende økonomisk vækst, og en række sociale reformer har banet vej for mere ligestilling og frihed. Men i det nordafrikanske land findes også et af den arabiske verdens største skel mellem rig og fattig. Det er blandt andet kontrasterne, uligheden og den marokkanske konges popularitet og magt, som Simohammed Fettaka eksponerer ved at placere narkomisbrugerne i en position, som de er udelukket fra i virkeligheden.

18 kunstnere på sporet af Marokko Simohammed Fettaka er den ene af 18 kunstnere, der under temaet ’Merchants of Dreams’ udstiller fotokunst, installationer og videoværker i Viborg Kunsthal og på kunstmuseet Brandts 13 i Odense. Flertallet af de 18 kunstnere er født og opvokset i Marokko, nogle er stadig bosat i det nordafrikanske land, mens andre er flyttet til Europa eller bor begge steder. Men det er ikke deres marokkanske tilknytning og Marokko, som er udstillingens omdrejningspunkt, understreger udstillingens kurator, Christian Skovbjerg Jensen. ”Med humor og underfundighed undersøger nogle af kunstnerne, hvor Marokko er på vej hen ved at stille spørgsmålstegn ved de modpoler og den ulighed, som de oplever i Marokko. Men udstillingen er ikke et forsøg på at give et dækkende billede af, hvad der foregår i Marokko eller på den marokkanske samtidskunstscene. Den røde tråd i udstillingen er de temaer

og ret universelle spørgsmål, som kunstnerne rejser gennem forskellige kunstneriske udtryk,” siger Christian Skovbjerg Jensen. Længsel, drømme, tilhørsforhold, frihed og splittelse er gennemgående temaer i værkerne, som undersøger alt fra ulighed, kønsdiskrimination, homoseksualitet, nationalisme, monarki og marokkanske indvandrermiljøer i Frankrig og Belgien.

Sexchikane og homoseksualitet På en af udstillingsvæggene kan publikum læse et uddrag af et personligt brev, hvor den homoseksuelle forfatter og filminstruktør Abdellah Taïa forklarer sin mor, hvorfor han var nødt til at forlade sit hjemland og sin familie og bosætte sig i Frankrig. ”Abdellah Taïa har taget afsked med Marokko, fordi han ikke oplevede, at der var plads til ham i Marokko. I brevet sætter han ord på, hvordan han stadig føler sig forbundet til sin familie og Marokko, men også

hvorfor han har været nødt til at lægge hjemlandet bag sig for at kunne være sig selv, og udleve sin seksualitet frit,” fortæller Christian Skovbjerg Jensen. Randa Maroufi bor ligesom Abdellah Taïa i Frankrig. Da hun lagde Marokko bag sig, var det med en forventning om i Frankrig at møde et samfund frit for den kønsdiskrimination og sexchikane, som hun oplevede som kvinde i sit hjemland. Men efter kort tid erfarede hun, at kønsdiskrimination er et globalt problem. I en fotoserie iscenesætter hun med udgangspunkt i fotos fundet på internettet situationer, der viser kvinder, som udsættes for sexchikane forskellige steder i verden. ”I Europa forestiller mange sig, at diskrimination af kvinder er langt mere udbredt i den muslimske og arabiske dele af verden. Men det foregår over hele verden og kommer til udtryk på forskellige

– Brandts 13 & Viborg Kunsthal –

måder. I Tyskland udspiller det sig bare på et andet niveau end i eksempelvis Japan, Mexico eller Marokko,” siger Randa Maroufi.

Æsler og nationale værdier I en anden af udstillingens fotoserier har Hicham Benahoud (mal)placeret et eller flere æsler oven på, under og mellem absurde kunstinstallationer og fancy møbler i en række moderne lejligheder i en marokkansk storby. ”Æslet fremstår enormt komisk og malplaceret. Billederne undersøger på den ene side på humoristisk vis den moderniseringsproces og udvikling, Marokko har gennemgået ved at placere det traditionelle over for det moderne. Afhængig af perspektivet kan æslet også læses som et symbol på stædighed, dumhed eller underkastelse,” siger Christian Skovbjerg Jensen.

IM AGES 16

I sin eksperimenterende kortfilm ’Iqraa’ bruger Simohammed Fettaka også et æsel som symbol. Tynget af kurve fyldt med hvide saltsten vandrer det i et meditativt og langsommeligt tempo op ad en bjergside i det nordlige Marokko. Afslutningsvis når det til den berømte bjergtop i Rifbjergene i det nordlige Marokko, hvor ordene ” Gud, Fædreland og Konge”, som også er en del af Marokkos nationalsang, er skrevet med store hvide saltsten i landskabet. Med videoen ønsker han blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved de konservative værdier, som det marokkanske samfund bygger på. ”Æslet kan læses som et billede på stabilitet eller stagnation eller som de mange mennesker, der ikke har en stemme i samfundet, og som er underkastet de konservative værdier,” forklarer Simohammed Fettaka

Hicham Benahouds absurde og poetiske billeder kan opleves på Brandts 13 og i Viborg Kunsthal under Images. Foto: Hicham Benehoud & CulturesInterface

I M AG ES 16

– Galleri Image –

Jeg har sluttet fred med at være en vandrende sjæl Med et analogt fotografiapparat leder den kenyanske fotograf Mimi Chereno Ng'ok tålmodigt efter steder, hun kan kalde hjem. I marts udstiller hun billeder fra afrikanske storbyer på Galleri Image i Aarhus. – AF MARIA BIERBAUM OEHLENSCHLÄGER

”Hvordan forholder man sig til et sted, man vender tilbage til, men hvor man ikke føler, man hører til,” spørger Mimi Chereno Ng’ok, mens hun sidder i skrædderstilling foran sin families hjem i udkanten af Kenyas hovedstad Nairobi. Ligesom i sine fotografiske værker inviterer Mimi os ind i sin privatsfære, hvor familiemedlemmer dukker op på græsplanen og serverer the på terrassen. Det private går igen i de fotografier, som hun tager, da hun vender tilbage til Nairobi efter seks år i Cape Town i Sydafrika. Hun kan ikke genkende den by, hun er vokset op i, og kan ikke finde det, hun længtes efter. I sin søgen tager Mimi Chereno Ng’ok billeder af sin familie og sine nære omgivelser i Nairobi-forstaden. Fotografier af natborde, hendes søster, huset, haven, spisebordet, sig selv. De mange fotografier bliver til visuelle dagbøger, som Mimi fører for at finde sig til rette igen. ”Følelsen af at være en outsider og en fremmed kunne jeg håndtere ved hjælp af fotografierne,” siger Mimi Chereno Ng’ok. Når hun besøger et nyt sted – Ghana, Brasilien, Elfenbenskysten eller Aarhus – pejler hun sig også ind på omgivelserne med sit kamera. ”Du er aldrig det samme menneske, når du har besøgt et nyt sted,” siger hun. Mimi Chereno Ng’ok vender dog altid tilbage til Nairobi, selvom hendes forhold til byen langt fra er ukompliceret. ”Jeg har aldrig eksisteret i centrum, men altid i periferien. Jeg leder efter mig selv, søger efter steder, jeg kan kalde hjem eller mit. Nu er jeg ved at slutte fred med, at jeg er en vandrende sjæl,” siger Mimi Chereno Ng’ok

På Galleri Image i Aarhus udstiller Mimi Cherono Ng'ok fotos fra afrikanske storbyer. Foto: Don Paul

GALLERI IMAGE

Vestergade 29 8000 Aarhus C www.galleriimage.dk

18. marts – 1. maj 2016 Do You Miss Me? Sometimes, Not Always - Den kenyanske fotokunstner Mimi Cherono Ng’ok fra Kenya udstiller billeder fra afrikanske storbyer. Kurator: Simon Njami

– Kunsthal NORD –

IM AGES 16

Følelsen af fremmedgjorthed rykkede mit verdenssyn Fire års studier på israelsk kunstakademi ændrede ved den palæstinensiske kunstner Noor Abu Arafehs kunst og syn på Israel og Palæstina-konflikten. I skabelsen af et fiktivt arkiv over palæstinensisk kunst leger hun med virkelighedsopfattelser og historieskrivning. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

I 1985 kunne palæstinenserne rejse frit fra Gaza-striben over Jerusalem til Nablus og Jenin på Vestbredden. 30 år senere er virkeligheden en helt anden. Israels opførelse af separationsbarrieren i kølvandet på den palæstinensiske Intifada i 2002 adskilte ikke blot Jerusalem fra Vestbredden. Den mere end 800 kilometer lange barriere har også gjort det umuligt for de knap tre millioner palæstinensere på Vestbredden at besøge Jerusalem. Og efter Israels blokade af Gaza er relationen mellem palæstinenserne på Gazastriben og deres landsmænd i Jerusalem og Vestbredden også begrænset. Palæstinensernes begrænsede bevægelsesfrihed sætter tydelige spor i kunstneren Noor Abu Arafehs fotoserie. På det ene foto fra 1985 er samtlige medlemmer af et palæstinensiske kunstnerkollektiv samlet i Al Hakawaki teatret i Jerusalem. På et foto taget samme sted 30 år senere er kun fem af kunstnerne tilstede. De fraværende kunstnere er nemlig bosat i Gaza og på Vestbredden og har ikke tilladelse til at rejse til Jerusalem. På tre andre fotos figurerer kunstnere fra Gaza og Vestbredden som hvide silhuetlignende spøgelser. Fotografierne udgør en del af den palæstinensiske kunstners projekt ’Observational Desire on a Memory that Remains’. Projektet er resultatet af Noor Abu Arafehs 14 måneder lange arbejde med at skabe et alternativt arkiv over palæstinensisk kunst fra 1970’erne og frem. Ideen til oprettelsen af arkivet fik Noor Abu Arafeh efter de fire år, hvor hun som den ene af 13 palæstinensere blandt 2.000 israelere studerede kunst på et israelsk kunstakademi, hvor kunst fra Palæstina ikke var en del af pensum. Under

den anden palæstinensiske Intifada, hvor israelsk militær invaderede byen Jenin på den nordlige Vestbred med tanks og tunge våben, så Noor Abu Arafeh sig nødsaget til at opgive sine jurastudier på universitetet. Situationen i Jenin, som under og i kølvandet på Intifadaen blev omtalt som ”et arnested for selvmordsbombere”, var alt for ustabil og farlig. Det var på det tidspunkt, hun besluttede sig for at studere kunst på det israelsk kunstakademi Bezalel.

Israelske virkelighedsopfattelser og forestillinger om Palæstina. Under studierne på Bezalel blev hun dagligt konfronteret med sin palæstinensiske identitet og israelernes syn på Palæstina. De første mange måneder forstod hun meget lidt af, hvad der foregik i undervisningen, fordi alt foregik på hebraisk. Som en af akademiets få palæstinensere blandt israelske medstuderende, som havde et fundamentalt anderledes syn på Israel-Palæstina-konflikten, Palæstinas historie og en dybtliggende frygt for det palæstinensiske folk, følte hun sig fremmedgjort og ofte misforstået. Underviserne og de medstuderendes anderledes forestillinger om Palæstina kom især til udtryk, når Noor Abu Arafeh fremviste sine værker. ”De var ikke i stand til at betragte mine værker uden at relatere dem til konflikten mellem Israel og Palæstina og mig som palæstinensisk kvinde. Mange forestillede sig, at alle palæstinensiske kvinder bærer slør og undertrykkes af deres mænd. Samtalerne om min kunst på akademiet endte oftest med at handle om stereotype forestillinger om Palæstina og politik frem

for kunst,” fortæller Noor Abu Arafeh. Som reaktion på israelernes læsninger af hendes værker, begyndte hun at arbejde med abstrakte udtryksformer uden referencer og værker, hvor hun søgte at sløre beskuerens opfattelse af hendes identitet. Mødet med israelernes opfattelser af Palæstina rykkede også ved Noor Abu Arafehs syn på de stereotype forestillinger om Israel og israelerne, som hun selv er vokset op med. ”Mine oplevelser som fremmedgjort og anderledes rykkede radikalt ved min virkelighedsopfattelse og fik mig til at udvikle et helt nyt kunstnerisk sprog, som i dag tager form i et grænseland mellem fiktion og virkelighed, ” fortæller Noor Abu Arafeh.

Mellem fiktion og virkelighed Det er også i grænselandet mellem fiktion og virkelighed, at det alternative arkiv over palæstinensisk kunst er blevet til. ”Tidligt i processen besluttede jeg, at jeg ville skabe et arkiv, der balancer på grænsen mellem fiktion og virkelighed. Mit mål var ikke at levere historisk dokumentation om Palæstinas kunstscene, men at rejse spørgsmål om, hvem og hvordan vi arkiverer, dokumenterer og formidler historier, ” fortæller Noor Abu Arafeh. I arkivet kan man lytte til et video-interview med en palæstinensisk kunstner, der taler om sig selv fra fremtiden, som om han allerede er død. Man kan læse et dokument om Gazas kunsthistorie, som Noor Abu Arafeh har skrevet på baggrund af Skype-interviews med kunstnere fra Gaza. Og man kan se se en video, hvor en fiktiv kunstner taler om arkivet, som om det er ham, der har skabt det

I M AG ES 16

– Kunsthal NORD –

KUNSTHAL NORD Kjellerups Torv 5, 2. sal 9000 Aaalborg 11. juni - 24. juli 2016. Fernisering: 10. juni. Intermolecular spaces – I marts 2016 samarbejder to palæstinensiske og to danske kunstnere om et dialogbaseret kunstprojekt i Aalborg, som bl.a. munder ud i en udstilling på Kunsthal NORD. Kunstnere: Noor Abu Arafeh, Malene Tors Nardrup m.fl. Kuratorer: Henrik Broch-Lips og Alia Rayyan

Noor Abu Arafeh arbejder i grænselandet mellem fiktion og virkelighed. Foto: Noor Abu Arafeh

DEN FRIE

Oslo Plads 1 2100 København Ø www.denfrie.dk 12. marts – 5. juni 2016 Square Disintegrated – Indonesiske kunstnerkollektiver skaber kreative løsninger og udstiller på Den Frie i København Kurator: Ade Darmawan

Foto: Witjak Widhi Cahya

– Den Frie –

I M AG ES 16

Vandet flyder gennem indonesisk kunst I et ørige med næsten 55.000 kilometers kystlinje truer stigende vandstand, oversvømmelser og forurening lokalbefolkningers livsgrundlag. Kunstnerkollektiver skaber kreative løsninger, der finder vej til Indonesiens store kunstbiennaler og Den Frie i København i foråret. – AF MARIA BIERBAUM OEHLENSCHLÄGER

Skrøbelige trækonstruktioner på pæle med bliktag og stof som afskærmning fra fremmede blikke hænger ud over floderne i udkanten af Jakarta. En bræmme af affald – plastikflasker, fødevareemballage, afføring og papir filtret sammen med snører og plastikposer – markerer grænsen mellem fastland og vand. Elektricitet, rent vand og toiletter har beboerne ikke adgang til. Ved Indonesiens kyststrækning lever en stor del af befolkningen i uformelle boligområder kaldet kampungs uden adgang til basale fornødenheder. Trusler om nedrivning, faretruende oversvømmelser og mangel på rent drikkevand gør indbyggerne ved kysten til nogle af de mest sårbare i det store ørige. Klimaforandringer øger risikoen for højere vandstand

og hårde regnskyl, så oversvømmelser ødelægger byer og bebyggelser ved kysterne. Vandet flyder også ind på Indonesiens store kunstbiennale Jakarta Biennalen, hvor det indgår som et tema på hoved udstillingen. For kunstnerkollektiver i det sydøstasiatiske øhav videreformidler løsningsforslag og producerer kunstværker om komplekse problemstillinger som klimaforandringer og mangel på adgang til rent vand for at vække opmærksomhed og inspirere.

Kunstnere spejler samfundet Et træ, en rød gynge, en stenbelagt sti og en videoskærm gemt i græsset. Det er hovedelementerne i værket ’Flydende

Digital dagbog fra Jakartas udkant Indonesisk samtidskunst rykker i 2016 ind på Den Frie i København. Multimedie-kunstneren Ricky Babay Janitra sætter scenen med sin kapitalismekritiske videoinstallation ”Square Disintegrated”, der kan opleves fra 12. marts. ”Hvad er pointen med en universitetsgrad i filosofi? Vi er i en handelsæra nu. Den, der ikke kan handle, er nyttesløs. Det, der ikke kan regnes, tæller ikke.” Kvindestemmen er hård og anklagende. Billeder af mønsterstrukturer, byens liv og globus- elementer skifter hastigt mellem tre lærreder. Skrattende industriel lyd og lavfrekvent storbystøj ligger under ordvekslingen på det indonesiske hovedsprog bahasa mellem tante og nevø. Stemningen er dyster i Ricky babay Janitras videoværk ’Square Disintegrated’ (2013). Det er en personlig visuel dagbog om livet i Jakarta,” fortæller Ricky Janitra. Han har remixet seks film fra 1980’erne og

vand’, der er skabt af kunstnerkollektivet Lifepatch. Værket blev udstillet på Jakarta Biennalen 2015, og kunstner Andreas Siagian fra Lifepatch er en af seks indonesiske kunstnere, der sammen skaber nye værker til særudstillingen på Den Frie i København fra 30. april 2016. ’Flydende vand’ er en kunstnerisk prototype af et banebrydende klimavenligt vandrensningssystem med peberrodsblade som den hemmelige ingrediens. Lifepatch udviklede systemet i samarbejde med Surabaya Riverside Society Association og to eksperter i mikrobiologi og rensning, som svar på indbyggernes forurenende brug af klor til vandrensning. Som mange indonesiske kunstnerkollektiver kobler Lifepatch kunst, videnskab og teknologi sammen og udgør en stor ressource i deres lokalsamfund. I kraft af deres tværdisciplinære karakter skaber de innovative løsninger med inddragelse af borgere og eksperter. Videoinstallationen i det kunstige græs fortæller, hvordan lokalbefolkningen i storbyen Surabaya håndterede manglen på adgang til rent vand og gik over til miljøvenlig vandrensning. Lifepatch iværksatte en kampagne og fungerede som fortalere i forhandling med myndighederne. Sammen lykkedes de med at udbrede viden om, at kerner fra peberrodsblade i kombination med en simpel rensningsteknik kan erstatte brug af klor til at rense vand

1990’ernes indonesiske filmskat til 5 minutter og 20 sekunders indblik i vilkårene i Indonesiens hovedstad Jakarta – det økonomiske magtcentrum i verdens fjerdestørste vækstmarked. ”Jakarta er hård,” siger en stemme i filmen som et ekko af Ricky Janitra, der ser den eksploderende ulighed – med 80 procent af befolkningen som tabere – som en trussel mod landets fremtid. Den ulige fordeling og adgang til muligheder og goder for landets næsten 250 millioner indbyggere fik i 2014 Verdensbanken til at kritisere den indonesiske regering. Store blinkende shopping-centre med verdens dyreste brands til uformelle boligområder i udkanten af Jakarta illustrerer skellene. ”Regeringen fastholder Jakarta som landets økonomiske centrum. Men arbejdsløshed, fattigdom og voldsom urbanisering eksisterer samtidig. Den skævhed vil jeg gøre folk opmærksom på med mit værk,” siger Ricky Janitra.

På Vallensbæk Station bliver ventetiden forsødet af indonesisk videokunst under Images. Fotos: Kim Matthäi Leland

Indonesiske kunstnere hacker S-togsstation Danmarks eneste kunsthal for digital kunst, DIAS, inviterer under Images 2016 seks kunstnere fra Indonesien til at sætte kulør på pendlerturen. Fra kunsthallens rammer på Vallensbæk Station sender de kunstneriske beskeder ud gennem S-togsnettet til Østerport i København. – AF MARIA BIERBAUM OEHLENSCHLÄGER

Siden Danmarks første kunsthal for digital, mediebåret kunst åbnede på Vallensbæk Station i 2014, har kurator og direktør for DIAS, Rasmus Vestergaard, taget den 34-minutter lange S-togs-tur fra Østerport til Vallensbæk Station mange gange. Og han er ikke alene, for op imod 5.000 mennesker går igennem udstillingen hver dag, så DIAS slår alle danske kunstinstitutioner på besøgstal.

Beliggenheden midt i S-togsnettet er en gevinst for DIAS, der når ud til en bred målgruppe af mennesker og rammer dem, der ellers ikke ville opleve digital kunst. Udstillingen kan opleves 24 timer i døgnet på stationen, der ikke længere plages af hærværk eller tags. ”Vallensbæk Station har fået sin egen identitet. Folk lægger mærke til stedets interaktive installationer, videoværker, lyd-

kunst eller performances. De oplever, at der i modsætning til mødet med reklamesøjler er nogen i den anden ende, der investerer i stedet,” siger Rasmus Vestergaard.

Kunstneriske forstyrrelser I april 2016 ankommer seks kunstnere fra Indonesien til Danmark under Images 2016, hvor de i samarbejde med DIAS i Vallensbæk og Den Frie i København

I M AG ES 16

indgår i et nyt kunstnerkollektiv. Sammen skal de udvikle udstillinger og give stof til samtaleemner til folk på farten under titlen ’Hacking Urban Reality’. Rasmus Vestergaard inviterer de seks kunstnere til at bryde ind på S-togsstationen. Som hackere i computerverde-

–DIAS –

nen skaber kunstnerne på DIAS positive sammenstød mellem deres perspektiv udefra og den danske virkelighed. Hacket har som performance, lyd, video eller et mix af forskellige kunstneriske udtryk en midlertidig levetid. Og mens S-togspassagernes ”mentale firewall” er nede, kan

Remix af kollektivet Når kunstnere fra fem indonesiske kunstnerkollektiver går sammen om at skabe hacks og særudstillinger under Images 2016, bringer de samfundsengagement og kollektive kunstneriske processer ind på DIAS i Vallensbæk og Den Frie i København. Træder man ind i det hus i det sydlige Jakarta, hvor kunstnerkollektivet Ruangrupa har sin base, er der altid mennesker. Med bibliotek, atelier, festlokale og udstillingssted i ét skaber kollektivet et samlingspunkt for designere, kunstnere og forskere i den folkerige by. Under Images 2016 repræsenterer kunstner Reza Afisina og forsker Farid Rakun to af Ruangrupas ben Art Lab og Institut, når de indgår i samarbejdet mellem seks indonesiske kunstnere, Den Frie og DIAS.

DIAS – VALLENSBÆK STATION 2665 Vallensbæk Strand www.diaskunsthal.dk 1. – 31. marts 2016 Hacking Urban Reality - Fra den digitale kunsthal DIAS ved Vallensbæk Station udsender seks kunstnere fra Indonesien kunstneriske beskeder gennem S-togsnettet til Østerport Station i København Kuratorer: Rasmus Vestergaard og Ade Darmawan

det kunstneriske hacks sætte gang i nye tanker og samtaler. ”Med vores hacks midt i myldretiden ønsker vi at give folk noget at tale om og nedbryde nogle af de grænser, der er i det offentlige rum,” siger Rasmus Vestergaard

Som det første kollektiv af sin slags har Ruangrupa siden 2000 været toneangivende for samtidskunstscenen på Indonesiens hovedø Java, og kollektivets internationale forbindelser har givet kunsten en saltvandsindsprøjtning. Nye medier – videoinstallationer, lydkunst, internetbaseret kunst, interaktiv kunst og performancekunst – inddrages uhierarkisk i kollektivets arbejde. Et kodeord for kunstnerkollektivet er DIWO (Do It with Others), der inviterer til samarbejde og udveksling gennem nye medier uafhængig af de involveredes kunstneriske baggrund. Kendetegnende for DIWO er, at materialer remixes, omdannes og sættes sammen på ny. En række nyere kunstnerkollektiver er inspireret af Ruangrupas kombination af kunst, teknik og forskning samt deres evne til at inddrage og revitalisere lokalmiljøet.

– Images Ung –

En mozambiquisk teatergruppe underviser i konfliktløsende teater på danske skoler. Foto: Astrid Dalum

IM AGES 16

I M AG ES 16

– Images Ung –

Skoler åbner undervisningen for internationale kunstnere Politisk rap om krigen i Syrien og elektronisk affaldskunst med politiske budskaber. Siden 2010 har kunstnere fra Asien, Afrika og Mellemøsten under kunstfaglige workshops givet danske skoleelver indsigt i globale udfordringer. I 2016 integreres workshopprogrammet i Images. – AF KATHRINE STORGAARD CARLSEN

Lyden af bombefly overdøves af motorbåde med syriske flygtninge, der bevæger sig over Middelhavet mod Grækenland. På gulvet i et klasseværelse på Søgaard Friskole syd for Aabenraa ligger en gruppe 9. klasseelever med lukkede øjne på hver deres hovedpude. I fem minutter lytter de til en sound session, der indeholder lyde fra en virkelighed meget fjernt fra deres. En virkelighed domineret af krig, flugt og frygt, og som eleverne indtil i dag kun kender fra medierne og fra de dage, hvor en stor gruppe syriske flygtninge kom vandrende op af den sønderjyske motorvej, som ligger tæt på skolen.

Perspektiverende hovedpuder Bag sound sessionen står to syriske kunstnere, Sulafa Hijazi og Fadi al-Hamwi, som i efteråret 2015 var inviteret til Danmark af Images Ung for at afholde kunstfaglige workshops på danske skoler. Da eleverne har lyttet til sound sessionen, og kunstnerne har fortalt om, hvordan de sætter fokus på krigen og livet i eksil med malerier og installationer, får eleverne til opgave at forvandle hovedpuderne til kunst-installationer. Images 2016 finder ikke kun sted på danske kunstinstitutioner. I samarbejde med kommuner og uddannelsesinstitutioner over hele Danmark har Images Ung siden 2010 organiseret skoleworkshops med samfundsengagerede kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten. Krig og censur i Syrien, ungdomsmigration fra Nepal og kvinderettigheder i Afghanistan er nogle af de mange temaer, som rappere, billedkunstnere og forfattere har sat på dagsordenen på mere end 100 danske

uddannelsesinstitutioner. Med afsæt i de temaer, som Images’ udstillinger og events kaster lys over, bliver Images Ungs kunstfaglige workshops i 2016 en del af Images. I samarbejde med Kunsthal DIAS udvikler Images Ung eksempelvis et undervisningsforløb, der introducerer eleverne for digital kunst fra Indonesien under temaer som overvågning og digitale fodspor. Eleverne vil få mulighed for at udforske emnet under de kunstfaglige workshops og i undervisningsmaterialer og under besøg på DIAS’ udstilling på Vallensbæk station.

Kropslige erkendelser På de uddannelsesinstitutioner, der de seneste seks år har åbnet undervisningen for Images Ungs workshops, er der bred enighed om, at de internationale kunstnerbesøg bidrager til globalt udsyn og læring på mange niveauer. ”Som underviser i billedkunst har jeg stor tiltro til, at det autentiske møde og det praktiske samarbejde, som opstår mellem elever og kunstnere under de kunstfaglige workshops, rykker langt mere end at blive konfronteret med en global problemstilling i fjernsynet eller ved at lytte til nogen, der fortæller om den,” siger leder af Høje-Taastrup Billedskole, Berit Nørgaard, som har haft besøg af kunstnere fra Syrien og Benin i undervisningen. Fanni Baudo, som i samarbejde med både ugandiske, beninske og syriske kunstnere har organiseret og deltaget som underviser i en række af de kunstfaglige workshops, påpeger ligeledes vigtigheden af de kropslige erfaringer, eleverne gør sig. ”Det spiller en stor rolle, at eleverne bogstaveligt talt stikker fingrene ned i skidtet

og arbejder med det,” siger Fanni Baudo og refererer til det elektroniske affald, som eleverne forvandlede til kunstværker under en workshop om Vestens dumping af elektronisk affald i Vestafrika i 2014. Lektor og ph.d. ved DPU, Ingelise Flensborg, er enig. ”I det øjeblik, du relaterer en problemstilling til det nonverbale og følelsesmæssige, får du din krop med, og det skaber en kropslig erkendelse. Når eleverne mærker det på egen krop, relaterer de sig både på det rummelige, kropslige og emotionelle plan,” siger hun

Images Ung Siden 2010 har Images Ung i samarbejde med danske kommuner, kultur- og uddannelsesinstitutioner inviteret unge kunstnere fra lande i Afrika, Mellemøsten og Asien til Danmark for at skabe globalt udsyn i undervisningen. Mere end 11.000 elever på mindst 100 danske uddannelsesinstitutioner har deltaget i workshops. Med afsæt i de kunstfaglige workshops udvikler Images Ung også digitale undervisningsmaterialer målrettet undervisningen i dansk, engelsk, billedkunst og samfundsfag i udskolingen. Læs mere om Images Ung her: www.cku.dk/om-images-ung/

– ARTLAB –

Hvor får kunsten plads efter tigerspring, krig og katastrofer? Under Images 2016 udveksler kuratorer og kunstnere fra tre verdensdele viden om, hvordan kunst kan genvinde plads i byer som Jerusalem, Jakarta, København og Kathmandu. Samtalesaloner, pop-up-udstillinger, talks og performances bliver sammen med kunstneriske notesbøger produkter af forløbet. Men vi ved ikke, hvordan det ender, siger kuratoren bag.

Sammenstyrtede huse i Kathmandus gader efter jordskælvene, biler i sneglefart på hovedfærdselsåren i Jakarta og begrænset bevægelsesfrihed for den palæstinensiske befolkning i Jerusalem. Situationen i de tre metropoler i hver deres del af verden har det til fælles, at de skaber daglige kvaler for beboerne. Samtidig vækker de også inspiration og kreativ modstand. For de tre kuratorer Alia Rayyan fra Palæstina, Nischal Oli fra Nepal og Riksa Afiaty fra Indonesien er det sidste tilfældet: Alle tre går de konstruktivt til værks for at tildele kunsten mere plads i det offentlige rum. ”Frustrationen over den urbane situation er en fællesnævner for de tre internationale kuratorer,” fortæller den danske kurator Charlotte Bagger Brandt, der leder residensprogrammet ART LAB under Images 2016. Under det første ART LAB i marts 2016 deltager Alia Rayyan, Nischal Oli og Riksa Afiaty. ”Vi kan lære meget af erfaringerne fra andre systemer end vores eget. Kuratorer og kunstnere fra en anden kontekst end den europæiske kan inspirere os og bidrage med nye metoder,” siger Charlotte Bagger Brandt. I samarbejde med Det Kongelige Danske Kunstakademi, Rønnebæksholm i Næstved og Fabrikken for Kunst og Design på Amager har Charlotte Bagger Brandt udviklet et alsidigt program for tre hold internationale kuratorer og kunstnere med akademisk læring, adgang til værksteder, samtalesaloner og skolearrangementer. De involverede skal efter hvert ART LAB videregive stafetten til en anden. Processen dokumenterer de gennem kunstneriske notesbøger, der afslutningsvis samles i et kompendium. ”Det er et ærligt laboratorium. For vi kender ikke slutresultatet, før processen er gennemført. Vi ved endnu ikke, hvordan det ender i november 2016,” siger hun

IM AGES 16

DET KONGELIGE DANSKE KUNSTAKADEMI

Kongens Nytorv 1 1050 København www.kunstakademiet.dk 1. - 31. marts 2016

ARTLAB #1 – Forløb med fokus på læring og viden – Kuratorer og kunstnere fra tre verdensdele udveksler viden om, hvordan kunst kan genvinde plads i byer som Jerusalem, Jakarta, København og Kathmandu. Kurator: Charlotte Bagger Brandt

Foto: Sisan Baniya

I M AG ES 16

– ARTLAB –

Alia Rayyan: Fremmedgjort i Jerusalem

Riksa Afiaty: Kaos er kilde til inspiration

Hvordan puster man liv i et lokalområde, der er udfordret af militær blokade og begrænset adgang til fællesarealer? Kurator Alia Rayyan bringer sin erfaring med at genvinde plads til kunsten ved at bruge nærmiljøet i Østjerusalem som udstillingsrum til Danmark i marts.

I Jakarta koordinerer Riksa Ifiaty kunstnerkollektivet Ruangrupas Art Lab. Den kunstneriske tænkepause skaber et modtræk til kaos og kapitalisme, siger den unge kurator. Skal man fra A-Z i Jakarta, er der ingen, der kan angive afstanden med sikkerhed. Det kan tage alt fra 30 minutter til 3 ½ time at krydse byen alt afhængig af trafikken.

”Det handler om at se, hvilke materialer jeg har omkring mig, og hvad jeg kan gøre med dem under de givne forhold,” fortalte Alia Rayyan, der er leder af det palæstinensiske kunstgalleri Al Hoash, i forbindelse med en byvandring gennem Jerusalem med fokus på glemte palæstinensiske kunstskatte. Selvom kun en brøkdel af de offentlige arealer i byen er tilgængelige for palæstinenserne, skaber Al Hoash adgang til kulturlivet for byens palæstinensiske befolkning. Byhaver, byvandringer, filmforevisninger og workshops er blandt galleriets tilbud. Da den israelske separationsbarriere, der blev opført i 2002, adskilte Jerusalem fra resten af Vestbredden, brød den forbindelsen mellem Jerusalems palæstinensiske befolkning og deres landsmænd. Det blev umuligt for de knap tre millioner palæstinensere på Vestbredden at tage del i Jerusalems kulturliv. Ifølge Alia Rayyan har barrieren og den politiske situation isoleret den palæstinensiske befolkning. Ikke blot geografisk, men også fremmedgjort dem socialt og kulturelt. Derfor sigter mange af Al Hoashs aktiviteter mod at generobre den konfliktplagede by med kreative og fredelige midler.

Fodgængere findes ikke i bymidten. Centrum er domineret af biler, der ligger tæt i flere baner med en gennemsnitfart på kun 10 km/timen med motorcykler susende omkring sig. Der er umiddelbart ingen løsning på trafik-problemet, fortæller den Jakarta-baserede kurator Riksa Ifiaty, og protester gavner ikke. Derfor opfinder de 10 millioner byboere nye strategier til at komme rundt i byen, der er vokset til at blive Sydøstasiens største. Nogle har på eget initiativ kastet sig ud i at bygge broer over den store jernbane, der går tværs gennem Jakarta. Andre holder Skype-møder, selvom de kun er få kilometer fra hinanden, for at undgå trafikken. Og det kaos, som opstår af blandingen mellem eksplosiv urbanisering, globalisering, kapitalistisk tigerøkonomi og en ny form for modernitet, inspirerer Riksa Ifiaty. ”Der er behov for at overføre kaos. Det kunstneriske laboratorium ligner situationen her til forveksling: Vi ved ikke, hvor det ender,” siger Riksa Afiaty.

– ARTLAB –

IM AGES 16

Nischal Oli: Kunst tilfører ny energi Efter jordskælvene, der ramte Nepal i foråret 2015, gik kurator Nischal Oli aktivt ind i kunstterapeutiske lokalsamfundsprojekter. Kunstnerne tilførte ideer og ny energi til genopbygningsarbejdet, mener han. Under jordskælvene i Nepal mistede over 9.000 mennesker livet, og tusindvis af bygninger og veje blev ødelagt. Ind i landet rykkede nødhjælpsorganisationer og NGO’er, der assisterede befolkningen i hjælpe- og oprydningsarbejdet. Der gik dog ikke lang tid, før også Nepals kunstnere blev aktive medspillere i den lokale katastroferespons. Kunstnere skabte samlingssteder for nepalesiske børn, som fik mulighed for gennem tegninger og kreativ leg at bearbejde traumer og sorg over mistede familiemedlemmer og hjem. Fotografer startede fundraising-kampagner over Instagram, mens gadekunstnere lavede store murmalerier på byens murbrokker for at skabe håb og optimisme. ”Kunst kan engagere og være terapeutisk. Efter jordskælvene byggede kulturaktiviteter bro mellem dem, der var personligt ramt, og dem, der slap nådigt. Overordnet set forstærkede inddragelse af kunstnere ideer til genopbygningen,” fortæller Nischal Oli.

Foto: Sisan Baniya

Bag Images 2016 st책r: