3 minute read

Fra fritidsklubben til Novo Nordisk

Fra pædagog til koordinator i en af Danmarks allerstørste virksomheder. Ikke det mest logiske skridt, men Mia Schmidt har aldrig fortrudt, at hun skiftede madkasser og fritidsordning ud med de bonede gulve hos Novo Nordisk. Faktisk har hun opdaget, at de pædagogiske kompetencer giver endnu mere mening end før.

Advertisement

”Det er ok at gøre noget andet, end det alle andre forventer af en. Det er egentlig det, jeg godt vil fortælle,” fastslår Mia Schmidt. ”Jeg har ikke valgt den snorlige eller mest normale vej, men det er jo gået godt alligevel.”

Folkeskolen er ikke det Mia tænker tilbage på med allerstørste glæde. Hun kedede sig og en gymnasial uddannelse lå ikke lige i kortene, da 10. klasse var afsluttet. Skolen blev skiftet ud med en arbejdsdag som pædagog- og en sideløbende akademiuddannelse i ungdomspædagogik – og så en dag skulle, der pludselig ske noget nyt.

”Jeg ville noget andet, så jeg endte med at tage nogle fag på U/NORD på EUX Business administration,” fortæller Mia. ”Da jeg så skulle i praktik blev det her i Novo Nordisk. Lidt pudsigt for da jeg startede på EUX sagde vores vejleder, at vi godt kunne glemme alt om praktikplads på Novo. Det søger alle. Her på Novo kører eleverne i nogle rotationer og på det tidspunkt, hvor jeg blev ansat, havde de en person, der var stoppet midt i det hele. Da jeg havde merit passede jeg lige ind i det forløb de søgte til, så jeg endte med at få jobbet.”

Jeg tænkte: ’shit’

Mia kunne næsten ikke selv tro det, da hun første gang trådte ind ad døren. Planen havde aldrig været et job i det private erhvervsliv. Hun så mere sig selv på en kommunal eller offentlig arbejdsplads. Men i dag ser hun sig ikke tilbage.

”Jeg tænkte faktisk: shit! Det var slet ikke det jeg havde forestillet mig, at jeg skulle,” griner Mia, når hun tænker tilbage på de første dage. Og husker os på, at det er vigtigt ikke at give op, hvis starten er lidt hård.

”I starten synes jeg også det var svært at falde til, men da jeg kom i gang med anden rotation var jeg helt sikker på, at det var her jeg ville arbejde. Man er nødt til at holde lidt ud og jeg tror det har givet mig en fordel at være lidt ældre. Nu er det ekstremt fleksibelt og jeg kan selv organisere min tid,” uddyber den 31-årige koordinator.

En spøjs vej til glæde

Efter endt praktiktid, hvor Mia kom rundt i forskellige funktioner og afdelinger blev hun fastansat som koordinator – en slags udvidet sekretærrolle, hvor opgaverne kan være utroligt varierede – og det var her hun for alvor så sine pædagogiske evner og erfaring komme til sin ret.

Ikke alene løser hun forskellige administrative opgaver for 3 forskellige teams, hun er også blevet den, der sørger for, at alle har det godt.

”Omstillingen fra pædagog til Danmarks største virksomhed er sket gradvist. Faktisk kan jeg bruge meget af det jeg lærte som pædagog i det her job. Mange ledere har så travlt, at de ikke har tid til deres teams, så der kan jeg også bruge min baggrund. Jeg fungerer næsten som en go-to person, når der er brug for lidt snak,” forklarer Mia.

Så selvom Mia tog springet væk fra sin oprindelige baggrund og i en helt anden retning, end hun selv troede, er hun i dag overbevist om, at det er den lidt spøjse vej, der har gjort hende glad.

HF

This article is from: