4 minute read
HF-voxpop: Adrian Korntved
1. Navn og alder? Adrian Korntved 19 år.
2. Hvilken uddannelse og linje går du på? Jeg går på 2. hf på Fredericia Gymnasium og hf – og har valgt en fagpakke, der hedder Life, hvor jeg har samfundsfag på B niveau og psykologi på C niveau.
Advertisement
3. Hvorfor valgte du den uddannelse – hvad var det vigtigste? Jeg er ikke så vild med skole, så det tiltalte mig, at en hf kun tager to år. Jeg synes samfundsfag er utrolig spændende, og jeg har haft psykologi på efterskolen. Det er måske ikke de helt oplagte fagvalg i forhold til det, jeg gerne vil læse i fremtiden, men jeg har nogle fede fag, og jeg har valgt at følge mine interesser, og så må jeg læse op efterfølgende med noget supplering, hvis det bliver nødvendigt.
4. Hvad fylder meget på din uddannelse? Sammenholdet i klasen er utrolig vigtigt. Vi var meget forskellige, da vi startede, så vi skulle lige finde hinanden, og nu hvor vi har lært at rumme hinandens forskelligheder, er det blevet en virkelig god klasse. På hf får man ikke årskarakterer, så det er vigtigt med selvdisciplin. Man skal tage ansvar for sin egen læring og skal kunne se en mening med at lave afleveringer. Hvis man ikke har så meget selvdisciplin, skal man arbejde med det. Ellers kommer man ikke igennem uddannelsen. Vi var nogle stykker, der syntes, det er lidt svært, men lærerne har været gode til at tage hånd om os, og guide os.
Lige nu er det selvfølgelig den store SSO-opgave, der fylder meget. På hf-lærer man, at skrive rapporter og store opgaver, men vi lærer det bid for bid, så det ikke virker så overvældende.
5. Hvad er særligt spændende? Fagene er det spændende. Og sammenholdet. Det første år går man i den samme klasse, og først på andet år vælger man den særlige fagpakke, man vil følge.
6. Er der noget, du er mindre glad for? Naturfag, som vi havde sidste år. Og så er der lidt en tendens til at hf’erne bliver glemt, fordi der er så mange flere, der går i gymnasiet. Det er synd for hf er en vigtig uddannelse.
Læs om HF-uddannelsen i DEL 2 • side 73, 79 •
7. Hvad skal man tænke over, før man vælger den her uddannelse? Man skal tænke over, hvad man vil bruge det til. Hf er meget målrettet, fordi man på 2. år skal vælge en fagpakke, som peger én i en bestemt retning. Og så er uddannelsen primært rettet mod de korte og mellemlange videregående uddannelser.
8. Hvordan foregår undervisningen typisk? Man har klasseundervisning, og i 2. hf har man så valgfag, som man har sammen med 3. g’erne. Vi skulle også have haft nogle forløb med praksisorienteret undervisning, så vi kunne prøve af, hvad vi syntes ville være spændende eller sjovt at beskæftige sig med, men de blev aflyst på grund af corona. I stedet skulle vi skrive en rapport, hvor vi skulle undersøge nogle ting omkring den uddannelse, vi gerne ville ind på, når vi er færdige med hf.
9. Hvor meget tid skal man bruge på lektier/ opgaver? Jeg bruger en time om dagen på lektier og en-tre timer om ugen på afleveringer. Når lærerne stiller en skriftlig opgave, siger de samtidig, hvor meget tid de forventer, at man bruger på den. Det kaldes elevtimer, og der må max gives opgaver for 15 elevtimer om ugen. Hvis man ikke kan blive færdig på den aftalte tid, må man aflevere, det man har nået, men man kan også prøve at forhandle med lærerne om at få ekstra tid til opgaven.
10. Hvad skal du bruge uddannelsen til – hvad er dit drømmejob? Jeg vil være politibetjent. Så kan man selvfølgelig indvende, at jeg burde have valgt den fagpakke, der hedder Force, men jeg havde ikke lyst til at have idræt. Det kan man altid lave ved siden af. Jeg valgte også at tage musik frem for psykologi på B-niveau, fordi jeg havde brug for et frirum. Der er ingen særlige adgangskrav for at komme i politiet, så det gav mig en frihed til at vælge de fag, jeg har lyst til og brænder for.
11. Hvad har været højdepunktet indtil nu? Vores studietur. Den gav et virkelig positivt skub til klassesammenholdet. Fagligt var den måske ikke så vigtig. Vi skulle have været til Bruxelles, men på grund af corona blev det i stedet til en fire-dages hyggetur til København.
12. Kan du give et eksempel på en opgave eller projekt, du har arbejdet på – og hvorfor det var fedt? Sidste års musikeksamen var megafed. Den består af to dele, hvor man først skal analysere noder på egen hånd og derefter spille sammen med andre. Det var superfedt.
SSO-opgaven, som vi laver lige nu, er virkelig udfordrende. Men det er også fantastisk at kunne få lov til rigtig at fordybe sig i et emne. Jeg har valgt at se nærmere på mediernes rolle i Danmark under corona.