2 minute read
Vi finder guldet i baghaven
Det er selvfølgelig ikke en ældgammel og glemt vikingeskat, Efterskolen Lindenborgs forstander Anders Ohlsen henviser til med den bemærkning. Det handler om mad. Grøn mad, økologisk mad – den mad, der findes lokalt på markerne rundt om skolen, der med udsigten til Roskilde Fjord ligger lige i smørhullet.
//Christina Qvistgaard
Advertisement
Der er fuld gang i eleverne på Efterskolen Lindenborg. Med musik og idræt som de bærende elementer, skal der gode grøntsager og god mad til for at holde energien oppe.
Og maden har netop fået et gevaldigt løft, fortæller forstanderen.
”Efterskolen er mere end bare skole. Det er et liv hjemmefra, hvor man møder nye venner og oplever sig selv på andre måder – og hvor man bliver præsenteret for noget, man ellers ikke ville møde,” forklarer han om det nye projekt. ”I den ånd har vi fundet på at sætte gang i et samarbejde med en lokal restaurant og en lokal økologisk mark som inspirerer til det grønne og økologiske men også som en måde at tænke bæredygtighed og lokal forankring.”
Det er ikke en hvilken som helst restaurant eller mark, Anders Ohlsen omtaler, men den hæderkronede restaurant Herthadalen og den meget omtalte Godis Grønt, som bla. leverer økologiske grøntsager til så højt profilerede steder som Noma. Og nu altså også til Efterskolen Lindenborg.
Fra præfabrikata til frisk grønt
Samarbejdet udmønter sig konkret i, at Godis Grønt ugentligt leverer, hvad der svarer til 20 familiers grøntforbrug – og restauranten stiller med en kok, der virkelig kan trylle med gulerødderne. Efterskolen oplever i den grad, at de lokale kræfter bakker op om nogle unikke oplevelser for skolens elever.
”Vi finder så at sige guldet i baghaven. Man behøver ikke tage 100 km væk for at finde en kok eller andre, der gerne vil hjælpe,” fastslår Anders Ohlsen. ”Jeg håber, det gør, at der kommer en anden smag ud af elevernes kost, lidt mere variation. At hele produktionen af vores mad bliver mere fra bunden af. Så håber jeg også, de kommer til at møde nye grøntsager . De unge kommer fra en generation, hvor præfabrikeret mad spiller en stor rolle – og nu får de mulighed for at se, hvor stor forskel det gør for smagen, at man laver tingene selv. Der skal ikke meget til at friske en grøn dressing op fx – krydderurter og citron.
Nærhed til fødevarerne
Relationerne der bliver skabt mellem skolen, marken og restauranten – viser sig også på en anden måde. Eleverne skal fx med ud og luge i jordbærrene mod, at de så en måned senere kan guffe så mange friske, modne bær i sig, som de overhovedet kan. Endnu en måde at få en konkret nærhed til fødevarerne. Samtidig giver det også nogle af de unge mulighed for lidt erhvervsafklaring.
”Herthadalen har spurgt om der er nogle elever, der har lyst til at komme og blive tjeneroplært. Det giver nogle andre relationer, når man involverer det lokale liv,” fortæller Anders Ohlsen, der håber madprojektet på Efterskolen Lindenborg vil inspirere andre til at kigge efter det famøse guld i deres egen baghave.