3 minute read
Fællesskabet midt i fællesskabet
Tanken om fællesskab fylder meget, når man starter på en ungdomsuddannelse. Passer jeg ind? Får jeg nye venner? Kan jeg være mig selv og samtidig en del af noget? Udover det store fællesskab, man automatisk bliver en del af på en uddannelse og i en klasse, er der på langt de fleste ungdomsuddannelser rig mulighed for at engagere sig i mindre fællesskaber. Københavns Åbne Gymnasium er bestemt ingen undtagelse
”Hvordan får I overhovedet tid til at gå i skole?” Det er det mest åbenlyse spørgsmål, når man hører listen af udvalg og aktiviteter, Robert, Emilie, Sahar og Valdemar, har kastet sig ud i.
Advertisement
Men selvom de 4 elever indrømmer, at det kan være svært at nå det hele, er det også udvalgsarbejdet og engagementet i egen uddannelse, der giver overskud, og gør det sjovt at gå i skole, fortæller de.
Den største gevinst er dog fællesskabet på tværs af klasser, årgange og linjer, er de 4 enige om. ”Man lærer forskellige elever at kende, og det er en sjov måde at have indflydelse på,” forklarer 3. g’eren Sahar Ahmad, der bl.a. er engageret i elevrådet og aktivitetsudvalget, og dermed med til at sætte gang i en masse af begivenhederne på skolen. ”For mig handler det om at have en stemme på skolen. Flere af de udvalg, jeg er med i, laver aktiviteter for de andre på skolen og er med til at gøre gymnasiet endnu bedre. Jeg har haft stor indflydelse på skolen, og det kan jeg godt lide, fordi jeg altid har fået at vide, at piger ikke har en stemme.”
Indflydelse på egen oplevelse
For 18-årige Robert Roman har deltagelsen i fx elevrådet, tovholdergruppen, aktivitetsudvalget og bestyrelsen også været en del af en plan om at forme sin egen gymnasieoplevelse. For 1.g’eren har det ikke været nok bare at gå i skole.
”Jeg ville ikke bare komme her og så tage hjem igen, når skoledagen var færdig. Det bliver alt for ensformigt. Nu har jeg indflydelse på, hvad der sker både i og efter skole og vi har fået gang i rigtig mange ting og har også kunnet efterkomme nogle ønsker fra andre elever,” uddyber han.
Det med venskaberne og at være med til at præge sin egen skolegang, kan Valdemar Lindahl-Thomsen 3.g. nikke genkendende til. Han har siden starten været involveret i både ambassadørkorps, åben scene-udvalg, og fredagscafeudvalget for bare at nævne et par stykker.
”Fællesskabet er hele tiden i udvikling og man skaber det selv. Der er mange fællesskaber inde i det store fællesskab, så man lukker sig ikke inde i sin inderkreds. Når man engagerer sig, får man rigtig mange venskaber, men man føler også, man gør en forskel,” fastslår han.
17-årige Emilie Mønsted har bl.a. brugt sit engagement til at bygge videre på sine egne interesser. Som deltager i elevråd, tovholdergruppe og DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) har hun haft masser af mulighed for at dyrke sin passion for politik.
”Jeg gik tidligt ind i skolepolitik, allerede i 6. klasse, og det er en stor del af mig. Den identitet har jeg kunne fortsætte med at opbygge her. Jeg havde heller ikke lige regnet med, at jeg bare kunne sætte mig ind til 3. g’erne allerede nu og snakke, men jeg kender så mange efterhånden,” lyder det fra 1.g’eren.
Fortsat frivillig
For Valdemar og Sahar bliver det en brat opvågnen at forlade de trygge og alligevel udfordrende rammer på Københavns Åbne Gymnasium. Men de gør det med visheden om, at de fået det fulde udbytte af deres 3 år på STX. Og for Sahar byder den nærmeste fremtid på endnu mere frivilligt engagement, når hun tilslutter sig det Europæiske Solidaritetskorps. Og Valdemar er ikke i tvivl om, at deltagelsen i de mange fællesskaber, vil være en god ballast mange år frem.
”Som ambassadør har jeg skullet repræsentere gymnasiet og bl.a. været rundt og tale på forskellige folkeskoler. Det kan være skræmmende, men man lærer virkelig noget af det,” afslutter han.