3 minute read

NGK-elever har knyttet nordatlantiske bånd for livet

Tre helt særlige gymnasieår nærmer sig deres afslutning. I de sidste 3 år har eleverne på NGK – Nordatlantisk Gymnasieklasse oplevet både isbjerge, fjelde, vulkaner, indlandsis og de nordsjællandske skove på tætteste hold. Og de har mærket et sammenhold eleverne imellem som kun kommer, når man bliver rystet sammen langt væk hjemmefra.

Advertisement

Når Caroline og Elvira tænker tilbage på de sidste 3 år, er det ikke postkortagtige minder om fantastisk natur, der fylder mest. Det er oplevelsen af at have været borger i nogle lande og kulturer, der godt nok deler både historisk fællesskab og værdifælleskab, men alligevel er meget forskellige.

Elvira Jensen og Caroline Termansen er første kuld af elever på NGK, som udspringer af en ide og drøm om en gymnasieklasse med en helt særlig indsigt i Nordatlantiske forhold, udfordringer og muligheder – og en klasse med et stærkt og permanent bånd. Den drøm må siges at være gået i opfyldelse.

Igennem STX-årene har eleverne rejst gennem og boet i de 4 Nordatlantiske lande Danmark, Færøerne og Island med sidste stop i Grønland, hvor Karriereguiden ’mødte’ to af eleverne over en Teams forbindelse i slutningen af april. Juni måned, afslutningen på det hele, den danske studentereksamen var alt sammen bare få uger ude i horisonten.

”Det er trist, at det hele er ved at være slut. Vi bor sammen, går i skole sammen, lever sammen og nu skal vi måske pludselig ikke se hinanden i mange år,” lyder det nostalgisk fra Caroline og Elvira. ”Vi har haft et danskforløb om taler og flere skrev en tale til afslutningen og mange af os begyndte bare at græde ved tanken.”

Nordatlantiske borgere

Eleverne i klassen er alle fra de fire lande og uddannelsen er bygget sådan op, at det første år foregår på Gribskov Gymnasium, hvorefter klassen rejser mod nord og tilbringer et halvt år på Færøerne og Island og endelig bliver det sidste år brugt i Grønland. For Elvira og Caroline har det faglige været spændende, men det er oplevelserne uden for skolelokalerne, der kommer til at fylde fremover. ”Jeg ville ikke være turist men følge en hverdag med plusser og minusser og prøve at være borger. Det med at udvide min horisont har jeg lært mest af. Jeg har set jordens indre komme ud af en vulkan og oplevet grindedrab på Færøerne og virkelig forstået den færøske nationalånd. Jeg har virkelig lært meget bare af at være i de lande,” fastslår Caroline, 21.

”I forhold til Grønland har det været virkelig spændende at se hele nationalitetskampen og identitetskrisen på nærmeste hold at opleve det indefra, fordi der er så mange fordomme,” fortsætter 22-årige Elvira.

På hjemmebane

Nogle uger før den endelige afslutning, kan det være svært at gøre status over, hvad de sidste år kommer til at få af betydning for pigernes fremtid. Men identiteten som NGK’er og Nordatlantisk borger kommer til at følge dem fremover.

”Det er svært at sige, hvad vi egentlig kan bruge oplevelserne til lige nu,” uddyber de to 3.g’ere. ”Men en dag, når vi står uden for NGK boblen finder vi virkelig ud af, hvad vi har lært. Vi har nok lært, hvad der gør os danske, og når vi kommer tilbage til Danmark, finder vi ud af, hvad der har gjort os til NGK’ere.”

Hverken Elvira eller Caroline har låst sig fast på, hvad der nu skal ske, men at de vil føle sig på hjemmebane i hele Nordatlanten, er der ingen tvivl om.

For Caroline kunne fremtiden godt byde på workshops om Rigsfællesskabet rundt omkring på danske skoler.

”Vi lærer ikke nok om det, og det er meget ærgerligt for vi har så meget historie sammen, og landene har så meget at byde på,” fastslår hun.

This article is from: