jeg VILLE ha’ noget ud af livet

// Foto: Cilie Bagger

jeg skulle have lidt mere hår på brystet. Jeg startede i 10. kl. men det var ikke mig. Efter en tur til Bolivia begyndte jeg på produktionsskole, hvor jeg ikke trivedes. Det var der, jeg virkelig begyndte at kæmpe. Jeg startede dog på grundforløbet – og så var det, at jeg for alvor kunne mærke, at noget var galt,” uddyber 32-årige Emily.

Diagnoserne

skulle ikke vinde

En ungdomsuddannelse kan være hård til enhver tid, men når man samtidig kæmper mod ukendte kræfter, bliver det virkelig en tur op ad bakke. Der blev først sat ord på kræfterne, da Emilys mor så noget i tv, der gav genklang. ’Du har jo OCD,’ lød beskeden til Emily, der gennem flere psykologforløb fik konstateret ikke bare OCD men også social fobi og angst. En barsk virkelighed at skulle forholde sig til, men Emily var fast besluttet på, at diagnoserne ikke skulle få bugt med hende.

”Det var faktisk en kæmpe gave at få at vide, hvorfor jeg havde det, som havde, og så begynde kampen for at komme videre. For mig har det vigtigste været, at jeg VILLE videre og jeg VILLE have noget ud af livet. Det var en virkelig hård proces og jeg kommer aldrig helt af med mine udfordringer, men jeg gør arbejdet. Det var utrolig hårdt at gennemføre en ungdomsuddannelse på den baggrund. Jeg havde det så skidt. Jeg brød sammen med jævne mellemrum og jeg kunne bruge 1,5 time på mine tvangstanker bare om aftenen. Det kunne fx være at tjekke alle døre og vinduer eller vaske hænder på en bestemt måde. Jeg brugte også utrolig lang tid på, hvad andre mente om mig, uanset om det var en fremmed i metroen eller mine klassekammerater. Og så sov jeg bare virkelig, virkelig meget. Jeg lavede næsten ikke andet, når jeg kom hjem fra skole.”

Et af de vigtigste redskaber for Emily til at bekæmpe tvangstankerne var en liste, hun lavede sammen med psykologen, med alle de tvangstanker, hun havde, og så arbejde de sig langsomt op gennem listen fra de ting, der fyldte mindst til dem, der fyldte mest. Det kaldes eksponeringsterapi. Emily bruger det stadig i dag, når angsten prøver at holde hende fra ting, hun gerne vil.

For trods praktikoplevelser, der ikke ligefrem gavnede psyken, lykkedes det for Emily at få sit svendebrev i hus – endda med en bronzemedalje. Næste skridt var et job ved et softwarefirma, og samtidig fortsatte Emily med bryllupsfotografering, noget hun allerede var godt i gang med under sin uddannelse. Fem år blev det til i softwarefirmaet, inden stress sendte Emily til tælling igen. Men som bekendt er intet så skidt, at det ikke er godt for noget.

”Jeg er alt for stædig til bare at sidde derhjemme, så gennem mit netværk fik jeg noget freelancearbejde hos et reklamebureau og passede samtidig mine egne kunder. Det passede mig rigtig godt,” forklarer hun. ”Jeg har altid drømt om at kombinere det grafiske med fotografi og med at sidde på mit eget kontor derhjemme, så da corona kom, sprang jeg ud i det og blev 100% selvstændig.”

Bruger sine erfaringer

I dag kan Emily leve af sin virksomhed, der er specialiseret i visuel identitet til især virksomheder og foto til erhverv. Og hun kan samtidig også bruge nogle af de erfaringer, der følger med, når livet giver knubs.

”Jeg føler, at jeg er god til mit arbejde bl.a. fordi, jeg selv har haft de udfordringer. Når jeg skal fotografere nogen, så ser jeg dem virkelig. Jeg har gået nogle ting igennem, som har gjort, at jeg er vokset som menneske,” fastslår Emily, der også understreger, at selvom man kan lære at leve med sine diagnoser, så forsvinder de aldrig helt.

”Da jeg startede med at lave photoshoots, var jeg syg af angst dagen inden. Jeg kunne ligge med koldsved hele natten. Jeg tænkte alle scenarier igennem og fokuserede på alt det, der kunne gå galt. Jeg forberedte mig på det værste. I dag har jeg en sund nervøsitet før photoshoots. Men jeg arbejder også stadig med min angst og socialfobi, så jeg kan holde den nede. Det gør jeg bl.a. ved at deltage i netværksarrangementer en gang imellem.”

Et Godt R D

Jeg har aldrig været typen, der skulle tjene mange penge – jeg vil bare gerne have et bæredygtigt arbejdsliv. Man skal gøre op med sig selv, hvad der driver en. For mig er karriere og penge ikke alt.

Hvis jeg skal give et godt råd til dem, der står og skal vælge nu, så er det at stoppe og trække vejret. Ikke skynde sig igennem det hele. Mulighederne skal nok være der. Og så er der altså aldrig nogen, der har kigget på karaktererne fra min folkeskole – eller mit svendebrev.

Pris for et årsmedlemsskab: kr. 6.000,-

LANCERER NU STU’ ens DAG!

Den første torsdag i oktober, første gang den 5. oktober i 2023 , vil fremover være en dag, hvor man vil få mulighed for at besøge en til flere STU-skoler.

Dette med henblik på at træffe det rigtige valg, nu hvor den kommende STU-lov lægger op til en større valgfrihed.

Meld din STU ind i STUforeningen og få mulighed for:

• At deltage i et spændende årsmøde (9-10/11 i Middelfart) med netværk, sparring, spændende oplæg (i år blandt andet af Dorthe Birkmose) og godt selskab med andre STU-udbydere.

• At deltage i en ledernetværksgruppe faciliteret af STUforeningen samt forskellige ledelsesmæssige spændende oplægsholdere (Næste gang i Aalborg (2/5) og Holbæk (27/4) med Karsten Brask Fischer).

• Politisk indflydelse via foreningens deltagelse i mange politiske netværk og udvalgsgrupper i Undervisningsministeriet

• Flere årlige konferencer www.stuforeningen.dk

Et medlemskab af STUforeningen Consentio koster kr. 6000,- for et STU-udbydersted.

Kontakt vores sekretariatsleder Morten Overgaard-Dahl på kontakt@stuforeningen.dk eller på 2985 2988.

Et praktikforløb har mange formål: Det afklarer den unges faglige kompetencer – men også støttebehov. At have en succesoplevelse på arbejdsmarkedet giver eleven selvtillid og tro på fremtiden. Og endelig kan praktikken være et trygt rum, hvor den unge kan styrke sine sociale kompetencer.

Med et praktikforløb får eleverne afprøvet, hvad det helt grundlæggende vil sige at have et arbejde: at møde til tiden, at løse de opgaver, man får besked på, at melde sig syg og hvordan man arbejder sammen med kolleger.

Trond Clementsen, praktikkoordinator for Specialisternes STU, forklarer: