Større Skriftlig Opgave 2005 Spansk Af: Steffen Krog Nordvestjysk Handelsgymnasium
-1-
Indholdsfortegnelse 3 Indledning:......................................................................................................................4 Catalansk-spanske konflikter:.......................................................................................4 FC Barcelonas historie, set i lyset af den catalanske nationalisme:...........................5 3.1 Cataluñas fristed:....................................................................................................6 3.2 Alfredo Di Stéfano:................................................................................................7 3.3 Endelig demokrati på Camp Nou:..........................................................................8 Rivaliseringen mellem FC Barcelona og Real Madrid:..............................................8 4.1 Hadet til Madrid:....................................................................................................9 4.2 Madrids dommertække:........................................................................................11 4.3 Historiske spillerhandler klubberne imellem: ......................................................13 4.4 Eto’o sagen:..........................................................................................................15 4.5 Dobbeltmoral igen igen:.......................................................................................16 Vurdering af FC Barcelonas fremtid som nationalsymbol:.....................................17 5.1 Udlændingenes indvirkning på nationalismen i klubben:....................................18 ...................................................................................................................................18 Konklusion:...................................................................................................................18 Litteraturliste................................................................................................................21
-2-
-3-
Indledning: I denne opgave omhandlende Spansk fodbold set i et samfundsmæssigt perspektiv, vil jeg kort beskrive de væsentligste aspekter i catalansk-spanske konflikter, både politisk og kulturelt, fra borgerkrigen til i dag. Ydermere vil FC Barcelonas historie set i lyset af den catalanske nationalisme blive præsenteret. Jeg vil analysere hvordan de to fodboldklubber FC Barcelona og Real Madrids konflikter afspejles, med udgangspunkt i de to artikler ”una enfermedad incurable y dañina” og ”otro escándalo más” fra www.webdelcule.com, og historien ”Barça – el opio del pueblo” af Ole Loumann, fra bogen “Retratos” Endelig vil jeg vurdere om FC Barcelona vil være i stand til opretholde sin status, som catalansk nationalsymbol i fremtidens Cataluña. Jeg har valgt at lægge vægt på et billede af Barcelonatilhængernes syn på Real Madrid. Det har dog været endog meget vanskeligt, at skelne mellem skidt og kanel i al den subjektive information, der findes fra diverse Barcelonafans. Men vil forsøge at se nøgternt på tingene, og vurdere derudfra. Grunden til at jeg har valgt at skrive om dette forhold er, at fodbold betyder overordentligt meget i nutidens Spanien. Det er blevet en kæmpe industri, og fylder utrolig meget i medierne. Grundet dette, har jeg haft en lyst til at undersøge, hvad der egentlig stikker bag det evindelige had mellem de to legendariske klubber, som man altid har hørt om.
Catalansk-spanske konflikter: Da diktaturet i Spanien, 1931, måtte lide sit endeligt, betød der dermed også at delstaten Cataluña langt om længe fik sin, i mange år, ønskede selvstyrelov. Men det var først under borgerkrigen i 1936 at Cataluña oplevede totalt selvstyre. Det skulle da hurtigt ophøre, da General Francisco Franco (herefter: Franco), sammen med sine fascistiske tropper overtog magten i Spanien i 1939.1 Det betød dermed at alle 1
”De katalansk-spanske spændinger” – Speciale, spansk. Handelshøjskolen København, Jan Hartig. 1996 (side 22)
-4-
delstaterne i Spanien mistede deres egne rettigheder, og alt blev styret af Centralmagten i Madrid. Det catalanske sprog blev forbudt, de catalanske partier nedlagt og bøger på sproget brændt. Nu skulle alle i Spanien være spanske og ikke kun tænke på egne interesser.2 Men det havde især catalanerne svært ved at acceptere, efter at have vænnet sig til selvstyret, som de havde haft i nogle år. Det var først efter Francos død i 1975 at der igen kom skub i selvstændighedsprocessen i Cataluña. Da der i 1977 blev afholdt valg, var der stor fokus på, og krav om at catalanerne igen skulle være selvstændige. Det medførte også at der i 1978 blev fremført en forfatning der skulle sikre dette. Det skaffede et politisk flertal, uden dog at nogle var helt henrykte. 3 Hadet til centralmagten findes dog stadig i catalanerne. De hader stadig Madrid og alt hvad det repræsenterer. Men de fleste catalanere ønsker dog ikke fuldstændig suverænitet, men bare en større grad af selvstyre. Den spanske økonomi kan bestemt heller ikke undvære regionen, da denne er en af landets største industriområder.4 Under Francos regeringstid har Cataluñas identitetsfølelse været så undertrykt at de ikke havde meget at knytte sig til. ”Vores sprog er vores identitet. Det er sproget der gør os forskellige” (Agusti Pons, forfatter, om det catalanske sprog) Det vigtigste for den menige befolkning i Cataluña er, at de igen har fået lov til at bruge deres eget sprog, et sprog som næsten blev udryddet under Francos regime.5
FC Barcelonas historie, set i lyset af den catalanske nationalisme: I slutningen af 1800-tallet, nærmere bestemt 1899, stiftede Schweizeren Hans Gamper (senere Joan Gamper) fodboldklubben FC Barcelona. 2
”De katalansk-spanske spændinger” – Speciale, spansk. Handelshøjskolen København, Jan Hartig. 1996 (side 23) 3 ”De katalansk-spanske spændinger” – Speciale, spansk. Handelshøjskolen København, Jan Hartig. 1996 (side 24) 4 ”Sproget, som Franco ikke fik udryddet” – Fyens Stiftstidende, Thomas Hjortsøe, 1987. 5 ”Sproget, som Franco ikke fik udryddet” – Fyens Stiftstidende, Thomas Hjortsøe, 1987.
-5-
Han havde ønsket at spille fodbold i den lokale gymnastikforening, men den var et lukket land for udlændinge og derfor oprettede han sin egen klub, til stor glæde for de mange andre udlændinge i byen. Derfor fik den også det engelskinspirerede navn Football Club Barcelona. Allerede fra starten var det ikke nogen synderlig populær klub, da spanierne hellere brød sig om naboklubben Español. Der var allerede dommerkonflikter dengang, og klubbens spillere blev beskyldt for, at overfalde både spillere og dommere.6 Men i 1939, brød helvede først for alvor løs, da Franco overtog magten i landet. FC Barcelona, som på det her tidspunkt allerede var et symbol på Cataluña og dets håb for selvstyre, blev frataget enhver ret til selv at vælge og bestemme slagets gang. Det betød at klubben mistede mange spillere til udlandet, da de ikke ville og kunne spille under de forhold. Det betød, at der på det tidspunkt var der ikke megen glæde at spore på fodboldbanen. Derfor udeblev resultaterne også. Endnu større blev ydmygelsen da også, da det blev bestemt hos en instans i centralstyret, at klubben nu skulle kalde sig det spanske navn Club de Fútbol Barcelona. Deres sprog var væk, og dermed også identitet, men at de nu skulle ændre navnet på det eneste nu som følte dem selvstændige, var et stort nederlag hos befolkningen.7 Franco mente at FC Barcelona var en klub der var respektløs overfor de nationale værdier, og kun dyrkede sporten som propaganda for sin nationalfølelse til Cataluña. 8 Om det var tilfældet, kan være svært for os udenforstående at vurdere, da der kommer beskyldninger fra den ene og den anden fløj, og det kan være vanskeligt at skelne mellem sandheden og modifikationen af sandheden. Men ét er sikkert, ønskede de at være en klub, propaganderende for den catalanske selvstændighed, gjorde de et rigtig godt job. 3.1 Cataluñas fristed: I 1941 kom opmuntringen til klubben nemlig, selvom resultaterne udeblev, begyndte medlemmerne og tilhængerne at stige markant. Befolkningen i Cataluña var hårdt udsat på det tidspunkt og følte sig virkelig undertrykket. Men FC Barcelona var ved at blive et samlingspunkt og et fristed for befolkningen. Det betød at stadionet Les Corts ikke kunne rumme alle de tilskuere, som ønskede at overvære kampene.
6
www.webdelcule.com/varios/hiba.html ”Giganternes kamp” – Dagbladet information, Martin Dalgaard, 1996 8 ”Giganternes kamp” – Dagbladet information, Martin Dalgaard, 1996 7
-6-
Dog blev det forbudt at medbringe catalanske flag (les senyeras) på stadion, ligesom det naturligvis også var forbudt at tale det lokale sprog på stadion, nøjagtig som ”udenfor”. De regler måtte de efterkomme, men stadig var klubbens symbolværdi bibeholdt. 9
3.2 Alfredo Di Stéfano: Havde centralmagten ikke bevist overfor Barcelona, på det her tidspunkt, at den havde overtaget, fik catalanerne det bestemt at føle da Franco-regeringen frarøvede Barcelona, verdens, på det tidspunkt, bedste spiller. I starten af 50’erne havde Barcelona haft succes et par sæsoner i træk. Med deres ungarske stjernespiller Ladislao Kubala i spidsen havde de vundet det spanske trofæ to år i træk. Da catalanerne så havde fået fingrene i den argentinske superstjerne Alfredo Di Stéfano fra den colombianske klub Millionarios, blev de bekymrede i Madrid, og derfor skulle de eftersigende have pønset på en særlov i regeringen der gjorde, at Kubala og Di Stéfano ikke måtte spille på samme hold. Forslaget blev dog aldrig fremlagt, men i stedet kom det spanske fodboldforbund (Liga de Fútbol Profesional) med et kontroversielt forslag, der lød på at argentineren skulle spille i Real Madrid og Barcelona på skift, i de fire sæsoner kontrakten løb. Dette absurde forslag faldt naturligvis ikke i Barcelonas smag, og de lod også spilleren, som da allerede havde spillet træningskampe for klubben, gå, i protest. Di Stéfanos ankomst til hovedstaden, skulle senere vise sig at blive skelsættende for de næste mange år i spansk fodbold.10 I 50’erne og 60’erne blev Barcelonas konkurrent og fjende nummer ét, Real Madrid ultimativt den største klub i Spanien og hele Europa, da de vandt mesterholdenes Europa Cup 5 gange i træk. Det var noget der passede Franco rigtig godt, da han mente klubben var en perfekt politisk ambassadør for landet, som på det tidspunkt følte sig en smule underlegen i forhold til de andre europæiske lande. Real Madrid nød også godt af den hjælp som Franco nu kunne give klubben, da Real Madrids kampe blev tv transmitteret af det nationale tv selskab og det blev klubben betalt rundhåndet for. Det gjorde at de andre klubber ikke blev vist og dermed ikke modtog penge fra tv selskaberne. 11 9
”Giganternes kamp” – Dagbladet information, Martin Dalgaard, 1996 Arvefjender – ”klassiske fodboldopgør i Europa” - ”Den evige krig” Peter Grønborg og Martin Dalgaard, People’s press. 2004 (side 145) 11 ”Giganternes kamp” – Dagbladet information, Martin Dalgaard, 1996 10
-7-
3.3 Endelig demokrati på Camp Nou: Året er 1975, General Franco dør, de catalanske tilhængere er lykkelige, endelig kan de medbringe las senyeras på stadion igen for første gang i 35 år. For første gang på det nye gigantstadion Camp Nou. Da demokratiet igen indtræder i Spanien, bliver FC Barcelona nu endelig selvstændig igen, og de catalanske sange lyder igen i regionen under hjemmekampene. 12 En vigtig del af Barcelonas historie i gennem årenes løb, har der været spillerskiftene mellem de to store rivaliserende klubber. Det er et emne som jeg vil tage op senere i opgaven, og analysere på hvilken betydning det har haft for forholdet, de to klubber imellem.
Rivaliseringen mellem FC Barcelona og Real Madrid: Den evige rivalisering mellem Spaniens to største klubber Barcelona og Real Madrid, er ikke bare en kamp, som foregår på grønsværen. Det er i lige så høj grad en fejde, som bliver kæmpet udenfor. Klubpræsidenter, spillere, trænere, pressen og tilhængerne imellem. Alle har en mening om de to klubber, og den lader aldrig stå ubemærket hen. Især blandt tilhængerne, som velsagtens er klubbernes grundpille, er den indbyrdes kamp af en yderst vigtighed. Det kan redde en hel måned eller det halve år, der går indtil de skal mødes igen, for en culé (FC Barcelona tilhænger) hvis man slår ærkefjenden Real Madrid. Fodbold er en så essentiel ting i Spanien, at de inkarnede fans’ humør bliver påvirket voldsomt af weekendens resultater. I Cataluña er der stor forskel på morgendagens produktivitet, om de lokale blaugranas har sejret eller lidt et smertefuldt nederlag. ”Cuando el Barça pierde un partido importante, Cataluña produce menos al día siguiente que si el Barça gana”13
12 13
”Giganternes kamp” – Dagbladet information, Martin Dalgaard, 1996 Retratos - ”Barça – el opio del pueblo” – Ole Loumann, Gyldendal, 1995. (side 29, linie 12-14)
-8-
4.1 Hadet til Madrid: Joan, som er 22 år og bor i Barcelona, kommer her med en udtalelse som virkelig sætter fodboldklubbens betydning i relief. Det siger også meget godt hvilken klub vi har med at gøre her. Det er en arbejderklub, som har rødder helt ned i arbejderbevægelsen i Spanien. Det er ikke en klub, som har fine mange eksklusive forretningsfolk som tilhængere. Det er alle i Cataluña, som støtter Barcelona. Naturligvis Espanyol-tilhængerne undtaget. Men det er, uden undtagelse, alle som supporterer FC Barcelona, fra barn til voksen.14 Real Madrid bliver, af mange beskyldt for at have alt for mange ”slipsedrenge” på lægterne, når ”los galacticos”(spillere fra en anden planet) løber ind deres hjemmebane Estadio Santiago Bernabeu, hver anden lørdag. Det stammer helt tilbage, fra dengang hvor hadet mellem de to klubber virkelig opstod. Nemlig under General Francos regeringstid. En tid hvor hovedstadsklubben, som tidligere nævnt modtog mere hjælp end godt var. En overklasseklub (equipo del millón)15, blev det dengang betegnet som. Real Madrid er i tidernes løb blevet kaldt mange forskellige tilnavne, f.eks. el equipo del gobierno, som stammer fra dengang Franco hjalp klubben, og klubben hjalp Franco: ”El Real Madrid había conseguido atribuirse un enorme prestigio en el extranjero, y ese prestigio podía servir al Régimen en su afán por obtener un mayor reconomiciento de la situación del pais”16 Franco brugte Real Madrid, i 50’erne og 60’erne, som bevis på regimets magt, og Spaniens overlegenhed i forhold til de andre europæiske nationer. At klubben blev brugt stærkt propagandistisk skinner klart igennem i José Solís’, minister i Francos falangistbevægelse, udtalelse: ”Vuestras victorias constituyen un legítimo orgullo para todos los españoles, dentro y fuera de nuestra patria. Sabed que todos españoles están con vosotros y os acompañan, orgullosos de vuestros triunfos, que tan alto dejan el pabellón español” 17
14
”Giganternes kamp” – Dagbladet information, Martin Dalgaard, 1996 Futbol o juego de identidades - Stefan Alexis Jensen (side 49) 16 Futbol o juego de identidades - Stefan Alexis Jensen (side 50, linie 5-7) 17 Futbol o juego de identidades - Stefan Alexis Jensen (side 50, linie 10-12) 15
-9-
Som nævnt, hedder Real Madrids hjemmebane Estadio Santiago Bernabéu. Santiago Bernabéu blev i 1944 præsident for klubben18, han var stærkt nationalist, mange mener, en grad mere ekstrem end Franco selv. Han var franquist ud til fingerspidserne. Naturligvis ikke et faktum, som giver Barcelona tilhængerne mere sympati for kongeklubben. Kampen mellem FC Barcelona og Real Madrid, er jo netop ikke kun om fodbolden på banen, men i høj grad også om politisk overbevisning eller om religion som det bliver kaldt på de kanter. Real Madrid er symbolet på det forenede Spanien, et billede på cetnralstyremagten, alt imens Barcelona er et billede på regionernes ønske om større selvstændighed. ”la rivalidad significa el enfrentamiento entre la periferia y el centro, entre el catalanismo
y el madrileñismo
(entendido
como sinónimo de la
administración y de burocracia), entre una concepción progresistra y una concepción monolítica. Identifican al Madrid como un arma más de los intentos de opresión cultural, y como un instrumento para reforzar la imagen centralista del Estado”.19 I Barcelonas øjne er Real Madrid symbol på alt det, de ikke kan udstå. Det er et hold som repræsenterer alle de værdier, som holdte Cataluña som ”gidsel” i over 30 år. Derfor er kampene så gigantisk store når de tørner sammen i den spanske Primera Division. Ikke bare er det de to klart bedste hold, men der er så meget historie og had bag kampene, at hele Spanien står stille når der kæmpes om den livsvigtige ære, på banen. Sidste gang de to klubber tørnede sammen den 20. november 2004, sad der over 9 millioner spaniere bag skærmen og fulgte opgøret. 20 Som culé er man altid tilhænger af Real Madrids modstander til hvert eneste opgør. Ét er at vinde sin egen kamp, men noget endnu bedre er hvis Real Madrid sætter point til i kampen om mesterskabet. Derfor er det vigtig at lokalrivalen Espanyol holder sig nede i Segunda Division, da Real Madrid ellers vil få 4 sikre point på kontoen hver sæson (2 point for sejr på det her tidspunkt). Det er naturligvis som en provokation fra Barça-tilhængerne, tilegnet Barcelonas næststørste fodboldklub.21 Men når kampen står
18
www.realmadrid.com/web_realmadrid/templates/elclub/historia_1942_151.jsp Futbol o juego de identidades - Stefan Alexis Jensen (side 51, linie 7-11) citat: Rafael Prados 20 www.elmundo.es/elmundo/2004/11/22/comunicacion/1101134545.html 21 Retratos - ”Barça – el opio del pueblo” – Ole Loumann, Gyldendal, 1995. (side 31, linie 84-94) 19
- 10 -
mellem Espanyol og Barcelona, gør los azulblancos(RCD Espanyol) alt hvad der overhovedet står i deres magt, for at overvinde FC Barcelona: ”Y entonces el Barcelona, cuando juega con el Espanyol, parece que los del Espanyol están jugando a vida y muerte. Porque ganar al Barça es lo máximo para ellos”22 Den catalanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán skrev engang i 90’erne, da Barcelona var på toppen og Real Madrid bestemt ikke var: ”Det bedrøver mig, at Real Madrid er i en så dyb krise, for det minimerer værdien af Barças succes”23 Det citat siger alt om det had/kærlighedsforhold, der er mellem de to klubber. For selvom der ingen kærlighed er, kan de på ingen måde undvære hinanden. Ifølge Montalbán, foretrækker Barcelona at Madrid spiller med om mesterskabet til sidste fløjt, hvorefter Barça sætter dødsstødet ind og sikrer sig mesterskabet foran los blancos Det gør det endnu mere smertefuldt, end hvis de har kapituleret først på året. Og det er ægte had.
4.2 Madrids dommertække: Blandt fansene er der naturligvis mange, der koncentrer sig mindst ligeså meget om, hvad den anden klub laver og hvad den ikke gør. Derfor er mange Barcelona og Real Madrid hjemmesider, lavet af inkarnerede fans, spækket med historier om rivalen gøren og laden. På webdelcule.com, som er en hjemmeside hvor los culés slår sine folder, har jeg fundet to artikler som, på en god måde, skildrer de klubbers rivaliseren. Dog er det begge om Barcelonas syn på Real Madrid, men her får vi virkelig en subjektiv vurdering om en fjende på fineste vis. I ”otro escandalo más” klager de over Real Madrids evige dommerhjælp: ”Las ayudas al Madrid son como las pilas duracel, duran y duran y duran”24 I denne artikel er det netop én episode, som har fået bægeret til at flyde over. Nu har det stået på længe nok. Da portugiseren Luis Figo i hjemmekampen mod Real 22
Retratos - ”Barça – el opio del pueblo” – Ole Loumann, Gyldendal, 1995. (side 31, linie 94-97) Arvefjender – ”klassiske fodboldopgør i Europa” - ”Den evige krig” Peter Grønborg og Martin Dalgaard, People’s press. 2004 (side 164) 24 www.webdelcule.com/notioctu04-05.html - ”Otro escándalo más” 23
- 11 -
Zaragoza, den 16./1, laver en, uden diskussion, vanvittig tackling af udeholdets Cesar uden at blive vist ud, eller det får en konsekvens på anden måde senere hen, er det simpelthen blevet nok for Barças fans. Igen er catalanerne ude efter det store centralstyre. De klager over det spanske fodboldforbund ikke skrider ind, og tager det ansvar, som behøves når sådanne ting sker på banen. Én ting er at dommeren ikke ser (eller vil se?) hvilken handling Figo begår, men at Fodboldforbundet lukker øjnene for det efterfølgende, og ikke giver Real Madrid spilleren en sanktion er forkasteligt, ifølge webdelcule.com.25 Men det kendertegner godt det had, der er mellem klubberne, at tilhængerne gør alt hvad der kan gøres, for at nedgøre rivalerne og fremhæve hinandens fejl. Selvom det er almen kendt, at Real Madrid måske tidligere har været favoriseret hos dommerne i den spanske liga, er Barcelona måske ikke den klub, der skal råbe alt for højt op. Topholdene er hvert fald aldrig (gælder også catalanerne) blevet nedprioriteret når det gælder tvivlsomme domme. Men om det er tilfældigt eller ej, kan man jo kun gisne om. Men rent faktisk giver de harme blaugranas tilhængere flere eksempler på subjektivitet, af den anden verden: ”Estos tipos de competición abren la veda a la ley de la salva lavándose las manos ante una jugada merecedora de una sanción ejemplar”26 Pressen står bestemt også for skud. Den bliver kritiseret for at beskytte Figo og holdkammeraterne. En unuanceret hvid presse, hjalp sidste sæson til med at ”vaske” Figo ren efter svinestreg på Barcelonas forsvarsstjerne Carles Puyol: ”Figo fue objeto de un eficaz lavado de imagen por parte de la prensa blanca más rancia, como cuando lesionó a Puyol la Tda. (temporada) pasada y tampoco tuvo sanción”27 Artiklen beskylder også dommerne for at ville hjælpe Real Madrid til mesterskabet sidste sæson. I én af de sidste kampe i sæsonen på Bernabéu, mødte Kongeklubben holdet, som, på det tidspunkt, lå nummer ét i ligaen: Valencia. De tørnede sammen og Valencia var ved at sikre sig sejren og indirekte også mesterskabet, indtil i overtiden, hvor den spanske landsholdsforsvarsspiller Marchena, ifølge dommeren, hev fat i Madrids angriber Raúl i feltet. De fik et straffe som ingen andre end Raúl og dommeren 25
www.webdelcule.com/notioctu04-05.html - ”Otro escándalo más” www.webdelcule.com/notioctu04-05.html - ”Otro escándalo más” 27 www.webdelcule.com/notioctu04-05.html - ”Otro escándalo más” 26
- 12 -
kunne se, og dermed også det ene point, der gjorde at de stadig havde mulighed for at genvinde titlen. Der var ramaskrig i hele Spanien, og Barcelona var et af de hold der blandede sig mest, selvom de intet havde med sagen at gøre. 28 Luis Figo, som rent faktisk er tidligere Barcelonista, bliver senere i artiklen bragt på banen igen, da skribenten sammenligner med tidligere karantæner til spilleren i sin Barça-tid. Dengang fik han karantæne for selv det mindste påstås der. Som forfatteren forurettet skriver: ”claro es Figo era Barça!”29 Den hollandske spiller Patrick Kluivert er også blevet unfair behandlet af forbundet, efter at have modtaget en lang karantæne, for noget som, ifølge webdelcule.com sker i hver eneste kamp: ”claro, Kluivert era jugador del Barça.”30 4.3 Historiske spillerhandler klubberne imellem: Disse hændelser, er noget som rør en culé dybt. At blive snydt og forfordelt i forhold til andre klubber, og især Real Madrid, er ikke noget de finder sig i. Klubben og Cataluña er blevet chikaneret i så mange år, at de ikke vil stå model til en sådan behandling mere. Men når især Luis Figo er spilleren der sætter følelser i gang, er det ingen tilfældighed. Han er genstand for næsten al den had der findes til Real Madrid. Han kom til FC Barcelona i 1995, og udviklede sig til en af de helt store spillere i klubben. Han var absolut klubbens stjerne, udtalte sig meget positivt om det catalanske aspekt og havde tillige tidligere udtalt sin antipati for Real Madrid. Da los blaugranas vandt mesterskabet i 1999 latterliggjorde han Kongeklubben, da han fra bystyrets balkon på Plaça Sant Jaume I Barcelona, råbte ud til folkemængden: ”Blancos, llorones – saludad a los campeones”31
Han fastslog i sommeren 2000 på en pressekonference: "I have made an irrevocable decision: I will not be a Real Madrid player whoever wins the elections. If any of the fans have felt upset or disappointed about what has happened, I would like them to forgive me, but they should only believe what I say. I am sure that the whole affair 28
www.webdelcule.com/notioctu04-05.html - ”Otro escándalo más” www.webdelcule.com/notioctu04-05.html - ”Otro escándalo más” 30 www.webdelcule.com/notioctu04-05.html - ”Otro escándalo más” 31 Arvefjender – ”klassiske fodboldopgør i Europa” - ”Den evige krig” Peter Grønborg og Martin Dalgaard, People’s press. 2004 (side 154) 29
- 13 -
will be just an anecdote in the career of Luis Figo as a Barcelona player."32 Det sårede virkelig los culés at FC Barcelona, på hyklerisk vis, igen havde tabt en af sine helt store offensive kvaliteter til ærkerivalen. Michael Laudrup havde gjort det 6 år tidligere, og det var aldrig blevet tilgivet. Og det var selvom at alle var klar over at Laudrup, og den daværende træner Johan Cruyff ikke kunne sammen, og havde raget uklar. Derfor følte Laudrup sig tvunget ud af klubben, men at han skulle såre fansene på den måde, var de ikke forberedt på. ”No creo que Laudrup vaya al Madrid. Lo último que tiene que hacer un jugador de Barcelona es irse al Real Madrid. Me parece muy mal. Yo creo no se irá, por solidaridad por supuesto. Se va a quedar aquí un año más o dos más. Se va a quedar aquí hasta que se retire y luego se irá a Dinamarca, supongo.”33 Man fornemmede altså ikke det skifte ville komme, selvom man vidste der var interne problemer mellem de to personligheder, Cruyff og Laudrup. Derfor var der slet ingen der regnede med, at et skifte ville komme på tale med Luis Figo. Han var meget glad for at være i klubben, og forhandlede eftersigende kun med Real Madrid for at presse Barça i lønkampen. Figo spillede højt spil, men tabte. Da han så havde underskrevet en forhåndskontrakt med Florentino Peréz, hvis denne vandt præsidentvalget i Real Madrid, var han nødsaget til at skifte til hovedstaden, dog med en klækkelig lønforhøjelse som belønning.34 Derfor er netop dette skifte det mest smertefulde i klubbens historie, og symboliserer rigtig godt den rivaliseren der er mellem klubberne, da Figo, som tidligere havde proklameret sin kærlighed til Cataluña nu svigtede, og lod sig blænde af pengenes magt. Grundet dette er Figo nu blevet hadeobjekt mere end noget andet, og folk anerkender ham ikke som tidligere Barcelonista. Rør man først de hvide farver, bliver man aldrig tilgivet i Cataluña. Man bliver forpestet. Måske også derfor at majoriteten af spillerskifterne mellem klubberne er gået fra Nordøstspanien til Madrid og ikke omvendt. I kun 2 ud af de 13 handler, hvor skiftet er gået direkte mellem klubberne, er 32
www.xtratime.org/forum/archive/index.php/t-145167.html Retratos - ”Barça – el opio del pueblo” – Ole Loumann, Gyldendal, 1995. (side 30, linie 61-66) 34 www.campnorth.dk/modules.php?op=modload&name=News&file=article&sid=482 33
- 14 -
det en Real Madrid spiller, der flytter til Barça. Og det er ikke kæmpestjerner, vel at mærke, der er tale om. 35 4.4 Eto’o sagen:
En anden måde at rivaliseringen udspiller sig, er den evige forpurren af hinandens tiltag. Denne sommer var den afrikanske angriber Samuel Eto’o fra Cameroun, der var ballade om. Eto’o er tidligere Madrid-spiller, og var stadig ejet halvt af hovedstadsklubben, solgte så halvdelen af rettighederne til spilleren, til RCD Mallorca for nogle år tilbage. Men nu ønskede spilleren at komme videre fra den skrantende klub, og Barcelona meldte sig på banen for det unge stortalent. 36 Men da Real Madrid stadig ejede halvdelen af spilleren, var der stort postyr omkring handelen. Da artiklen ”una enfermedad incurable y dañina” blev skrevet, var der stadig ikke noget definitivt. Men handelen faldt dog på plads en måneds tid senere, og han spiller nu med ganske stor succes hos los blaugranas. Meget tydede ellers på at Barcelonas interesse faldt til jorden midt på sommeren, da Real Madrid offentliggjorde at de nu havde skrevet en kontrakt med Eto’o, og han vendte tilbage til Madrid efter en enkelt sæson mere hos ø-klubben. 37 Det viste sig dog at være løgn da Samuel Eto’o ikke ønskede at blive kastet rundt med, som det passede Sr. Pérez (Real Madrids præsident), længere. Real Madrids forhold til Eto’o blev betegnet sådan af artiklens forfatter: ”Un jugador al que nunca que han querido, que siempre le han tratado como un mueble, que lo han despreciado mil veces...” 38 Real Madrid overvejer, ifølge los culés, kun Eto’o, for at forpurre Barcelonas idé om at få fingrene i angriberen: ”… y ahora porque lo quiere el Barça entorpecen el fichaje” Alle, mere eller mindre fine og ufine, tricks bliver brugt for at forpurre den andens mulighed for sportslig og økonomisk succes. Men at Barcelona har hvert fald vist sig at føle sig så utrolig forurettet over den handling de store mænd i Madridledelsen har lavet, er en lille smule overraskende. Og 35
www.campnorth.dk/modules.php?op=modload&name=News&file=article&sid=482 www.webdelcule.com/notibar12.html - ”una enfermedad incurable y dañina” 37 www.madridista.dk/main/?kat=5&vis=1&id=2662 38 www.webdelcule.com/notibar12.html - ” una enfermedad incurable y dañina” 36
- 15 -
det viser ganske godt den dobbeltmoral der findes blandt fansene hos de to klubber. FC Barcelona og især præsident Joan Gaspart, har tidligere lavet yderst unfair metoder til at ødelægge en handel for Madrid. Da Real Madrid ønskede at købe den tidligere Barça-spiller Ronaldo i Inter, 2002, prøvede Gaspart at lege kispus med ledelsen i hovedstaden. Han vidste at Real Madrid manglede penge til Ronaldo handelen, og kontaktede så derfor Pérez. Han forklarede at han var interesseret i at købe Real Madrids overskudsangriber Fernando Morientes for hele €25 mio. Derfor havde Real Madrid nu penge nok til at investere i Ronaldo, og kontaktede derfor Inter. 39 De fik ordnet en afbetaling og aftalen var i hus. Inter havde endda investeret allerede brugt pengene på en ny argentinsk angriber. Men da Morientes-prisen skulle aftales endeligt med Barcelona, sænkede Gaspart prisen med €1 mio. per time. Da klokken slog 21 (3 timer før transfer deadline), afblæste han handelen, og Real Madrid stod med røde ører og en spiller de nu ikke havde råd til. Heldigvis for madrilenerne, havde Pérez lugtet luntet og ordnede handelen via en plan B. 40
4.5 Dobbeltmoral igen igen:
Dobbeltmoral er noget hele forholdet til hinanden bærer præg af. Dommerhjælp noget svineri, som skal til livs. Altså undtagen når det er ens egne jugadores det kommer til gode. Forpurring af ens køb af spillere er noget svineri, altså undtagen når man selv er bagmanden naturligvis. Også når det kommer til den evige kamp om, hvilken af de to klubber der er størst, er der dobbeltmoral helt ud til fingerspidserne. I ”una enfermedad incurable y dañina” findes diskussionen endnu en gang. Skribenten mener at den sygdom der hentydes til, er misundelse.41 Vedkommende er uenig med General de Florentino, som han kalder ham. En titel, som henleder tankerne på en tidligere statsleder i landet. Og det er bestemt ikke nogen tilfældighed. Han er uenig i, at det er antallet af titler, der afgør om man er den største klub eller ej. Barcelonistaen mener derimod at det er medlemmer af
39
www.marca.com/futbol/ronaldo_al_madrid/ Arvefjender – ”klassiske fodboldopgør i Europa” - ”Den evige krig” Peter Grønborg og Martin Dalgaard, People’s press. 2004 (side 160) 41 www.webdelcule.com/notibar12.html - ” una enfermedad incurable y dañina” 40
- 16 -
klubben, og antallet af sportshold der er afgørende, for den helt igennem patetiske sammenligning. Men kommer så senere med denne udtalelse: ”..pues si el Barça reúne todos los que ha conquistado en todas sus secciones deportivas, resulta que los blaugranas son el Club más Títulos han conquistado de Europa”42 Med ét er det pludseligt legitimt at tale om titler, som faktor for om man er den største eller ej. Og det kræver ydermere at man bringer basketball og håndbold i debatten også. Sportsgrene hvor Barcelona spiller en stor rolle i Spanien også.
Vurdering af FC Barcelonas fremtid som nationalsymbol: Da den catalanske forfatter Valentí Almirall, udarbejdede det første udkast til en spansk føderation, som skulle være grundlag for en fælles spansk-catalansk fremtid i 1868. Da opstod det vi, i dag, kender som catalanismen. Ønsket om estados independientes kom mere og mere frem i lyset på det tidspunkt.43 Dette ønske har fulgt Cataluña om gennem historien, og specielt under Franco-regimet var begæringen efter en selvstændig region enorm. Som samlingspunkt for dette ønske, havde catalanerne, som tidligere nævnt, FC Barcelona. Både på det gamle stadion Les Corts, og det nye fra 1957, Camp Nou, kunne de samles, forenet støtte de lokale helte, som for dem, spillede ligeså meget for Cataluñas selvstændighed, som for klubben. Spørgsmålet om hvorvidt klubben er i stand til at bevare den betydning, som nationalsymbol i fremtiden, den har haft hidtil, er umiddelbart lidt vanskeligt at give et entydigt svar på. Så længe Franco stadig lever i erindringerne i Cataluña, vil hadet til centralmagten aldrig forsvinde. Så længe FC Barcelonas had til Real Madrid er så kraftig som det hidtil har været, så vil catalanerne stadig føle klubben som et fælles samlingspunkt, for hadet til hovedstaden. Den catalanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán har engang kaldt FC Barcelona for ”den symbolske hær”, og det vil den blive ved med, så længe Cataluña kæmper for sin frihed.44
42
www.webdelcule.com/notibar12.html - ” una enfermedad incurable y dañina” De katalansk-spanske spændinger” – Speciale, spansk. Handelshøjskolen København, Jan Hartig. 1996 (side 22) 44 ”Barça – en symbolsk hær” - Information, Bjarke Møller, 2004 43
- 17 -
Cataluñas nationalværdi kommer ofte til syne når de føler sig trådt på og forfordelt, og så længe at episoder, som f.eks. Laudrup og Figo sagerne stadig vil finde sted, er det utrolig vanskeligt at forestille sig at nationalismen ikke holder ved. 5.1 Udlændingenes indvirkning på nationalismen i klubben:
Men i takt med at der kommer flere og flere udlændige til klubben, vil klubog nationalfølelsen måske forsvinde med tiden? I dag er det kun Xavi og Puyol, som værende nogle af de helt store stjerne i klubben, er indfødte catalanere.45 Resten er hovedsageligt udlændinge, da klubben ikke har specielt mange spaniere fra den øvrige del af landet. Det mulige problem med manglende nationalfølelse hos udlændingene, har præsident Laporta prøvet at forhindre. Det har han gjort ved at forvente klubbens udlændinge synger med, når Cataluñas nationalhymne ”els sagadors” spilles inden hvert hjemmebaneopgør.46 Det er vigtigt for Joan Laporta at der bliver lagt vægt på catalanismen i klubben, og især i den globale fodboldverden, hvor spillere skifter fra klub til klub, på tværs af landegrænser, og hvor det kun er få spillere i hele truppen, der har oprindelse i regionen, er det vigtigt at der ikke bliver pillet ved grundværdierne. Hos ham er FC Barcelonas slogan: ”Més que un club”, virkelig i centrum.47 Barcelona og Real Madrid minder om hinanden i det henseende. Real Madrid har den verdenskendte ”Zidanes y Pavónes”-strategi, hvor de køber galacticos (Zidane) og fylder resten af holdet op med egne talenter (Pavón), hvor catalanerne har ”rigtige” bundsolide kræfter, som er fra Cataluña og bygger så ovenpå med fine boldspillere fra andre nationer. Hvis FC Barcelona kan opretholde denne strategi, og holde klubben samlet om de catalanske værdier, vil klubben øjensynligt bevare den samme betydning for catalanerne, som tilfældet har været og stadig er.
Konklusion:
45
www.fcbarcelona.com/esp/equipos/primer_equipo_lista_total.shtml ”Barça – en symbolsk hær” - Information, Bjarke Møller, 2004 47 Arvefjender – ”klassiske fodboldopgør i Europa” - ”Den evige krig” Peter Grønborg og Martin Dalgaard, People’s press. 2004 (side 141) 46
- 18 -
Da Franco overtog magten i Spanien i 1939, ødelagde det mange catalaneres drøm om selvstændighed. Han destruerede og forbød alt catalansk. Både kulturelt og politisk. Cataluña mistede alle rettigheder og mistede muligheden for at tale sit eget sprog. De var undertrykte og glæden kom først frem igen i 1975, da Franco udåndede. Det medførte da også at der blev fremført en forfatning i 1978, der skulle sikre regionernes frihed igen. Hadet til centralmagten er dog stadig ikke væk. Catalanerne glemmer ikke foreløbigt hvad de har gjort med regionen. FC Barcelonas historie læner sig imidlertid en del op Cataluñas. De er blevet undertrykt af regeringsmagten, siden klubbens forfatning året før det 20. århundrede. Deres slagsange blev forbudt, og tilhængernes flag destrueret. I det hele taget blev klubben beskyldt for at have propaganda. Men fansene blev ved at møde trofast op, da klubben var blevet en fristed for de undertrykte catalanere. Hadet til centralstyret steg og steg, og det samme gjorde det til el del equipo gobierno. Det har i dag udviklet sig til et had af en grad, der ikke ses andre steder. Rivaliseringen foregår overalt. Klubbens præsidenter, spillere og fans kommer med beskyldninger fra A-Z. Der laves smædekampagner om hinanden. Det foregår oftest på en yderst unuanceret måde, som de to artikler fra www.webdelcule.com ganske godt skildrer. Beskyldninger om dommerhjælp, og interferens i hinandens anliggender flyver igennem luften, på en måde der leder tankerne hen på infantile uenigheder. Historien ”Barça – el opio del pueblo” formår på en mere sober facon, at forklare, at man som Barcelonista, er yderst påvirket af weekendens resultater. Resultater, som indirekte påvirker industrien i Cataluña, da effektiviteten dagen efter en Barcelona-nederlag, er yderst tvivlsom. Konflikterne mellem de to klubber afspejles fantastisk godt af Luis Figos transfer til Real Madrid i sommeren 2000. Tidligere var han en levende Gud i Cataluña, men på en uge forvandlede han sig til den største Judas i FC Barcelonas historie. Han er blevet hadet, mere end nogen anden spiller, der har foretaget det kontroversielle skifte. Under andre omstændigheder, i andre klubber, holder man stadig af sine store spillere, selvom de føler at tiden inde til at flytte videre. Men ikke mellem disse to klubber. Derfor har disse to klubber også haft en tendens til at ødelægge den andens forretninger, da det er yderst vigtigt for klubbens præsidenter ikke at sagte agterud, og komme til at stå i et dårligt lys. Selv når klubberne skal kæmpe om hvilken der er den største, kan de ikke blive enige. Nogle har den ene udregningsmetode, og andre den
- 19 -
anden. Faktum er, at det er til at blive forvirret af al den spillen med musklerne, og dobbeltmoral, der kendertegner denne rivalisering. Om FC Barcelona vil være i stand til at opretholde denne status, som nationalsymbol, vil være afhængig om Cataluña stadig ønsker at være mere og mere selvstændige end i dag. For det er helt sikkert, at FC Barcelona vil altid være der til at hjælpe catalanerne gennem de tider, hvor der er brug for det i samfundet. Så længe Francos skræmmebillede stadig hænger over regionen, vil Cataluña altid have et had til centralmagten. Og så længe at klubben formår at holde klubben catalansk, med alle de udlændinge der kommer og går, vil FC Barcelona altid have dybe rødder i det catalanske samfund og kultur. Men et er sikkert, den symbolske hær vil altid være ”més que un club”.
- 20 -
Litteraturliste Bøger: Grønborg, Peter & Rasmussen, Thomas - Arvefjender – ”klassiske fodboldopgør i Europa”, People’s Press, 2004 Hartig, Jan - ”De katalansk-spanske spændinger” – Speciale, spansk. Handelshøjskolen København, 1996 Jensen, Stefan Alexis – “Futbol o juego de identidades” Loumann, Ole Retratos - ”Barça – el opio del pueblo” –Gyldendal, 1995. Artikler: Dalgaard, Martin - ”Giganternes kamp” – Dagbladet information, 1996 Hjortsøe, Thomas - ”Sproget, som Franco ikke fik udryddet” – Fyens Stiftstidende, 1987 Møller, Bjarke - ”Barça – en symbolsk hær” - Information, 2004 Internet: www.webdelcule.com/notioctu04-05.html -”Otro escándalo más” (d.25-1-05) www.webdelcule.com/notibar12.html - ”una enfermedad incurable y dañina” (d.25-1-05) www.elmundo.es/elmundo/2004/11/22/comunicacion/1101134545.html (d.8-02-05) www.realmadrid.com/web_realmadrid/templates/elclub/historia_1942_151.jsp (d.8-2-05) www.madridista.dk/main/?kat=5&vis=1&id=2662 (d.8-2-05) www.marca.com/futbol/ronaldo_al_madrid/ (d.8-2-05) www.webdelcule.com/varios/hiba.html
(d.9-02-05)
www.xtratime.org/forum/archive/index.php/t-145167.html (d.9-02-05) www.campnorth.dk/modules.php?op=modload&name=News&file=article&sid=482 (d.9-02-05)
- 21 -