Barcas onde forår

Page 1

CULES.DK Barças onde forår

Efter at være blevet sendt ud af UEFA-cuppen og ydmyget af et baskisk bundhold, har F.C. Barcelona besluttet at fyre træneren. Den katalanske storklub er i dyb krise. Af Bjarke Møller, information.dk Det er ikke enhver klub, der fyrer træneren efter, at holdet har scoret sytten mål i de sidste fire ligakampe og givet tilskuerne masser af underholdning. Men i F.C. Barcelona blev træneren Serra Ferrer fyret i mandags. Sidste weekends 3-1-nederlag mod ligaens absolutte bundhold, Osasuna, fik bægeret til at flyde over i desperation og gråd. På grønsværen fik tre spillere det røde kort af dommeren efter beskidte frustrende frispark – og dagen efter gav ledelsen så det røde kort til Ferrer. Den sammenbidte stilfærdige mand er sikkert glad for at komme væk fra den varme trænerstol – og et gyldent håndtryk til en værdi af over 20 millioner kroner er da heller ikke at foragte. Barça har under Serra Ferrers ledelse manglet dræberinstinktet, og de mange mål i april er ikke blevet omsat til andet end sølle fem point ud af 12 mulige. For forsvaret, der hele året har været hullet som en si, åbnede i april en festlig gavebod og tillod, at det blev til 4-4 mod henholdsvis Villareal og Zaragoza. Angrebet fejler intet med 68 mål i 31 kampe, Rivaldo er ligaens topscorer med 19 mål og Kluivert følger efter med 17.

Patetiske Gaspart Værst er det, at ærkefjenden Real Madrid i april har øget sit forspring på førstepladsen, og før denne weekends kampe er de hvidklædte hele sytten point foran Barça, der er dumpet ned på en beskeden femteplads. Samtidig har den katalanske lillebror, Real Mallorca med de beskedne husmandsbudgetter, overtaget den fjerdeplads, der giver adgang til næste års Champions League. Hvis ikke Barça kvalificerer sig til den europæiske førstedivisions-turnering, som er en guldgrube på grund af sponsorindtægter og tvrettigheder, så kan det meget vel føre til en paladsrevolution imod den patetiske præsident Joan Gaspart. Han har ikke bestilt andet end at græde krokodilletårer og spille rollen som det store folkelige offerdyr, siden ærkefjenden Real Madrid ’stjal’ Figo sidste sommer og ødelagde hans nattesøvn. Så sent som sidste lørdag forsikrede Gaspart – meget uklogt at Serra Ferrer ville fortsætte som træner året ud, fordi der skulle være ro på kommandobroen. Det sagde han, selv om Barça i sidste uge havde tabt i semifinalen i UEFA-cuppen til Liverpool , mens lille Alavés legende let havde udspillet F.C. Kaiserslautern i den anden semifinale. Mandag måtte Gaspart æde sine ord igen. Intet er lykkedes for ham i år. Stort set alle hans dyre spillerindkøb før sæsonen – af angriberen Alfonso og af midtbanespillerne Gerard, Emmanuel Petit og Ivan de la Peña – har været fiaskoer, og det er kun den hurtigt driblende venstrewing, Overmars, der har vist sig sine penge værd. Barça er som bekendt mere et hollandsk hold end et katalansk. Håbet I disse dage flyder det over med spekulationer om nye spillerindkøb på Nou Camp. Gaspart har indgået en forhåndsaftale om at købe Boca Juniors angriber Riquelme for omkring 220 millioner kroner, andre taler om, at de vil købe den nigerianske angriber Kanu i Arsenal og den hollandske målmand Van der Saar i Juventus. Mens desperationen breder sig i ledelsen for at tilfredsstille tilhængerne – og købe sig tid – så går spillere som Rivaldo, Luis Enrique og anføreren Pep Guardiola kollektiv bodsgang og erklærer deres medansvar for den situation, Barça er sat i. Det kan Guardiola nemt sige. Han, der er elsket som ingen anden spiller på det blå-skarlagensrøde hold, meddelte fornylig, at han efter sæsonen søger nye udfordringer i udlandet. Han vil væk. Fra det hele.

Side 1 af 2


CULES.DK På søndag i kampen mod Celta fra Vigo indtager en gammel kending, Charly Rexach, trænerstolen. Det var ham, der i 1996 for en kort stund trådte til, da Johan Cruyff smækkede med døren. »Det er kun kujoner, der løber«, lyder et af Rexachs mottoer, og da han selv løb til Japan for at træne Yokohama Flugels endte de som et bundhold efter en kort sprudlende start. Rexach regnes ellers for at være ideologen bag Cruyffs ’Dream Team’, og han har bebudet, at han vender tilbage til den aggressive 3-4-3-formation, og han har udnævnt Rivaldo til ’den nye Laudrup’. Tiden vil vise, om Charlys drømme går i opfyldelse. Selv er han godt klar over, hvor den største trussel kommer fra: »Den værste modstander for Barça er Barça selv.«

Charly Rexach

Side 2 af 2


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.