Forord

af Mie Plotnikof

Vi lever i en vild tid. 2020 er året, hvor en pandemi har vendt op og ned på vores hverdagsliv og på vores verden. Hvor nedlukningen af samfundet pludselig synliggjorde nogle særligt ”kritiske funktioner” i vores velfærdssamfund og satte streg under vores alles afhængighed af velfungerende, velnormerede og veluddannede personaler på for eksempel sygehuse, pædagogiske og plejeinstitutioner samt uddannelsesinstitutioner. Det er året, hvor det blev legitimt at tale om systemisk racisme og #blacklivesmatter – ikke kun som noget der foregår andre steder, men også herhjemme i vores velfærdssamfund. Året, hvor Greta Thunberg fortsat husker os alle på klimakrisen med sin skolestrejke, hvis nu den politiske elite og industrien glemmer den. Hvor en tale ved Zulu Comedy Galla igen antændte diskussioner om diskrimination, meritokrati og ligestilling med klare referencer til #metoo og #timesup. Og hvor vi med tunge hjerter måtte se på ikke bare, hvordan de mindste, men også nogle af de ældste i vores samfund, behandles i velfærdssystemet – og hvor kvalitet og minimumsnormeringer igen blev et centralt emne i flere af de kritiske velfærdsfunktioner.

Vi lever i en foranderlig og utilregnelig tid. Og nu, mere end nogensinde måske, er en kritisk granskning af, hvordan vi udfører velfærdsopgaven og bruger vores ressourcer – menneskelige og økonomiske – nødvendig, når det gamle ”normal” ikke findes længere (Plotnikof, 2020). Vi foranlediges til at kigge indad og kigge udad. Tale sammen og være stille. Spørge til det sværeste og til drømmene. Tænke os grundigt om, mærke efter og handle hurtigt. Nogle gange på en gang. Det er en modsætningsfuld tid. Hvor der er flere veje at gå og mange hensyn at tage med dertilhørende etiske dilemmaer.

Vi lever i en tid, der i den grad kalder på, at vi reflekterer over og evaluerer vort virke bagud og fremadrettet – herunder ikke mindst at vi forholder os til, hvordan vi leder og organiserer de indsatser, der skal sikre velfærd for den enkelte borger, om hun så er ti måneder eller 90 år. Det er en tid, hvor forestillinger om og tilgange til vores fortid og fremtid brat må gentænkes i lyset af den nutid, der udfolder sig og vikler os ind i os selv og hinanden, i vores arbejde og derhjemme, på nye og uventede måder (Plotnikof et al., 2020). På en måde virker det hele måske lidt drastisk og akut. Men samtidig er det at gentænke – at reflektere kritisk over og evaluere egen og andres praksis med henblik på at justere, udvikle og forbedre den og dens virkninger – langt fra fremmed for

pædagogisk arbejde og ledelse. Faktisk er det en indbygget del, eksplicit eller implicit, i mange pædagogiske tilgange, og nu til dags findes der et (over)væld af koncepter, der gerne vil understøtte dette arbejde. Siden indførslen af læreplaner i de danske dagtilbud i 2004 har det både været et ledelsesmæssigt og organisatorisk fokuspunkt samt et politisk indsatsområde, der blev yderligere målrettet af den styrkede pædagogiske læreplan i 2018.

Arbejdet med at udvikle, lede og organisere pædagogisk kvalitet bliver med den styrkede pædagogiske læreplan et tydeligt ledelsesansvar, der fokuseres af ord som læringsmiljø, evalueringskultur, refleksioner, tydelig ledelse og fælles retning. Jeg vil ikke dvæle ved den styrkede læreplan her (den udfoldes nærmere i første kapitel), men dens fokusering på evalueringskultur og refleksivitet som centrale ledelsesopgaver er alligevel væsentlig at hæfte sig ved. Fordi denne fokusering såvel som de mange evalueringskoncepter i pædagogisk litteratur fra diverse konsulenthuse og lignende understreger ikke bare den pædagogiske, men også den politiske, administrative og kommercielle interesse i evaluering og refleksivitet. Og derigennem spiller evaluering og refleksivitet en central rolle i styringsformen – en styring, der kræver, at vi retter vort refleksive blik og evaluerende (selv)kritiske spørgsmål mod noget bestemt, samt at vi definerer hvorfra, på hvem, hvornår og med hvilke formål og virkninger, vi ser og spørger. En styring af, hvordan pædagogisk kvalitet kan og skal rettes mod og måles – internt af blandt andre pædagogisk personale og leder, men også eksternt af forældre, kommunale og statslige aktører og andre interessenter. Således er arbejdet med at lede og organisere evaluering og refleksivitet ikke neutralt eller uskyldigt; det er med til at styre, hvordan pædagogisk kvalitet forestilles, omtales, gøres, udvikles, dokumenteres og værdisættes – lokalt og på tværs af organisatoriske grænser.

Derfor er en afgørende del af arbejdet med at lede og organisere evalueringskultur lokalt i den enkelte institution og på kommunalt plan også at forholde sig (meta)refleksivt og etisk forsvarligt til valg af teori, koncepter og metoder. De valg er nemlig med til at forme de pædagogiske virkeligheder samt deres evaluering og dokumentation. Skal vi arbejde med lineære, cirkulære eller måske u-formede udviklingsprocesser – og hvilke formative og summative evalueringsformer? Hjernen og hjertet, SMITTE, tegn på læring, LP-modellen? Individuelle eller kollektive refleksionsprocesser, skriftlige og/eller mundtlige, og med hvilke (selv)kritiske og konstruktive spørgsmål om mål, middel, proces, udfald, antagelser, forestillinger m.m. Og er det den professionelles eller barnets adfærd eller de relationelle positioner, vi ser på? Uanset konceptualisering og begrebsliggørelse peger vores tilgang, vort blik og spørgsmål i bestemte

retninger – hvorfor det også handler om at turde stille de svære, besværlige eller måske endda ubehagelige spørgsmål, der kan hjælpe os til at destabilisere vores grundantagelser og argumenter, for at tjekke om de (stadig) holder (og for hvem) og måske søge nye svar og veje.

Der er ingen one size fits all her. Det er skrevet ind i den styrkede læreplan, at der skal arbejdes med lokal udvikling og forankring af evalueringskultur og dertilhørende refleksivitet. Og heldigvis for det. For dermed kan definitionsmagt og meningsforhandlinger herom tages af de relevante aktører, særligt de faglige ledere og fagprofessionelle – i samarbejde med lokale interessenter. Det giver den enkelte institutions personale og leder mulighed for at kigge sig selv og hinanden i øjnene og overveje nøje, hvilke tilgange og koncepter de vil lade deres evalueringer og refleksioner vedrørende pædagogisk kvalitet styre af. Ud over nutidens intensivering af behov for dialog og refleksion over lokale indsatser for den gældende velfærdsopgave – i relation til for eksempel pandemi, diskrimination og potentiel økonomisk krise – vil en pædagogisk arbejdsplads, der tager den slags samtaler, ruste sig selv med faglige argumenter for den retning, man ønsker lokalt.

Og det er det, denne bog kan bidrage til. At initiere og rammesætte samtaler, overvejelser og samarbejde, der stiller skarpt på de svære, men ikke desto mindre afgørende emner – for eksempel om grundantagelser i de pædagogiske praksisser, identiteter og normer – og derved tydeliggøre kvalitetskriterier og faglige argumenter for den lokale pædagogiske ledelse og organisering af evalueringskultur vedrørende pædagogisk kvalitet. Forfatterne til denne bog og alle de andre involverede – børn som voksne – har netop modigt engageret sig i sådanne spørgsmål på en etisk forsvarlig måde. Du sidder altså ikke med en bog, der kommer med færdige svar. Med easy fixes. Den er langt mere avanceret og ambitiøs end som så.

Du sidder med en bog, der generøst og systematisk vil hjælpe med at stille de (selv)kritiske spørgsmål, der giver anledning til reflekterede valg om, hvordan man vil lede og organisere evaluering og refleksivitet i en pædagogisk sammenhæng. En bog, der understøtter udviklingen af en lokalt forankret evalueringskultur, som – snarere end at følge en færdig pakke eller et simpelt koncept – formes ved at spørge og tilbyde redskaber til samarbejde om grundlæggende pædagogiske antagelser, fagprofessionelle identiteter, normer og selvfølgeligheder samt rutiner, drømme og nytænkning, der allerede former den lokale pædagogiske kvalitet, men som også kan være med til at forandre den fremover. En bog, der sammen med sin læser udforsker, hvordan sådan et arbejde kan udtænkes, udfordre og udvikle os selv, hinanden og de pædagogiske og organi-

satoriske sammenhænge, vi indgår i – om det er på blå stue, i den kommunale forvaltning eller en anden pædagogisk organisatorisk sammenhæng.

Denne bog tager kløgtigt og modigt fat i noget helt grundlæggende nemlig i arbejdet med fortsat at lede efter og organisere samtaler, samarbejde, beslutninger, handlinger og dokumentationer om kvalitet i velfærdsopgaven i det nu, der byder sig til, men med (selv)kritisk (be)greb og blik for de fortider og fremtider, der (u)muliggøres herigennem. Og det på et tidspunkt, hvor intet nærmest virker vigtigere.