Forord af Mie Plotnikof
Vi lever i en vild tid. 2020 er året, hvor en pandemi har vendt op og ned på vores hverdagsliv og på vores verden. Hvor nedlukningen af samfundet pludselig synliggjorde nogle særligt ”kritiske funktioner” i vores velfærdssamfund og satte streg under vores alles afhængighed af velfungerende, velnormerede og veluddannede personaler på for eksempel sygehuse, pædagogiske og plejeinstitutioner samt uddannelsesinstitutioner. Det er året, hvor det blev legitimt at tale om systemisk racisme og #blacklivesmatter – ikke kun som noget der foregår andre steder, men også herhjemme i vores velfærdssamfund. Året, hvor Greta Thunberg fortsat husker os alle på klimakrisen med sin skolestrejke, hvis nu den politiske elite og industrien glemmer den. Hvor en tale ved Zulu Comedy Galla igen antændte diskussioner om diskrimination, meritokrati og ligestilling med klare referencer til #metoo og #timesup. Og hvor vi med tunge hjerter måtte se på ikke bare, hvordan de mindste, men også nogle af de ældste i vores samfund, behandles i velfærdssystemet – og hvor kvalitet og minimumsnormeringer igen blev et centralt emne i flere af de kritiske velfærdsfunktioner. Vi lever i en foranderlig og utilregnelig tid. Og nu, mere end nogensinde måske, er en kritisk granskning af, hvordan vi udfører velfærdsopgaven og bruger vores ressourcer – menneskelige og økonomiske – nødvendig, når det gamle ”normal” ikke findes længere (Plotnikof, 2020). Vi foranlediges til at kigge indad og kigge udad. Tale sammen og være stille. Spørge til det sværeste og til drømmene. Tænke os grundigt om, mærke efter og handle hurtigt. Nogle gange på en gang. Det er en modsætningsfuld tid. Hvor der er flere veje at gå og mange hensyn at tage med dertilhørende etiske dilemmaer. Vi lever i en tid, der i den grad kalder på, at vi reflekterer over og evaluerer vort virke bagud og fremadrettet – herunder ikke mindst at vi forholder os til, hvordan vi leder og organiserer de indsatser, der skal sikre velfærd for den enkelte borger, om hun så er ti måneder eller 90 år. Det er en tid, hvor forestillinger om og tilgange til vores fortid og fremtid brat må gentænkes i lyset af den nutid, der udfolder sig og vikler os ind i os selv og hinanden, i vores arbejde og derhjemme, på nye og uventede måder (Plotnikof et al., 2020). På en måde virker det hele måske lidt drastisk og akut. Men samtidig er det at gentænke – at reflektere kritisk over og evaluere egen og andres praksis med henblik på at justere, udvikle og forbedre den og dens virkninger – langt fra fremmed for
7 8077 Lederguiden.indd 7
05/01/2021 12.30
