Refleksioner over frihed by Dafolo

Refleksioner over frihed

LINE ARNMARK (red.)

DAFOLO

Mie Helene Andresen, Line Arnmark (red.), Julie Becher, Martin Østergaard Christensen, Rikke Strøyer Christophersen, Ina Bøge Eskildsen, Dorthe Ryom Fisker, Helene Horsbrugh, Ann-Marie

Olander Jensen, Bjarke Malmstrøm Jensen, Mette Hvid Johannesen, Klaus Majgaard, Jan Molin, Lykke Mose, Marianne Gilbert Nielsen, Tanja Nyborg, Anja Nørby Sørensen, Kasper Warming, Christina Aalling

Refleksioner over frihed

Forlagsredaktion: Esther Nørregaard-Jensen og Sophie Hill

Omslagslayout og grafisk opsætning: Simon Zander

Grafisk produktion: JYPA, Frederikshavn

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlagsekspedition:

Dafolo A/S

Suderbovej 22-24

9900 Frederikshavn

Tlf. 9620 6666

E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk

Varenr. 8277

ISBN 978-87-7234-404-1

Tryksag

Indhold

Introduktion

Af Line Arnmark

Prolog

Frisættelsesbegrebet – en protreptisk samtale

Af Kasper Warming og Line Arnmark

Kapitel 1

Der er ingen bånd, der binder mig – da Pinocchio blev klogere

Af Jan Molin

Kapitel 2

Frisættelse, faglighed og fællesskab i Frederikssund Kommune

Af Julie Becher og Mie Helene Andresen

Kapitel 3

Hvad har vi lært om frihed og frisættelse i praksis – hvad står tilbage efter Holbæks og Helsingørs forsøg med skolefrisættelse og dagtilbudsfrisættelse?�

Af Helene Horsbrugh og Christina Aalling

Kapitel 4

Hvor står vi i praksis med frisættelsen?

Kommunale praksiserfaringer med frisættende styring

Af Lykke Mose

Kapitel 5

90 % ledelsesløs organisering – hvordan ser frisættelse ud i praksis fra et medarbejderperspektiv?

Af Rikke Strøyer Christophersen og Ann-Marie Olander Jensen

Kapitel 6

Når ledelseskompasset peger mod frisættelse og ledelse i fællesskab – erfaringer med siloopgør og frisættelse

Af Anja Nørby Sørensen

Kapitel 7

Frisættelsens faldgruber – og bud på en middelvej

Af Klaus Majgaard

Kapitel 8

Hvordan høster vi frihedens gevinst? Frihed med mening, mestring, autonomi og fællesskab i ascendanten

Af Line Arnmark

Kapitel 9

Frisættelse med et fælles formål

Af Martin Østergaard Christensen, Ina Bøge Eskildsen, Dorthe Ryom Fisker, Marianne Gilbert Nielsen, Tanja Nyborg og Mette Hvid Johannesen

Kapitel 10

Frisættelsen fra et borgerperspektiv – hvordan ser frisættelse ud i børne- og ungehøjde?

Af Bjarke Malmstrøm Jensen

Om forfatterne

Introduktion

Af Line Arnmark

”Lad medarbejderne bruge deres gode hoveder og varme hjerter. Lad os pårørende være mere sammen med vores gamle. Lad de ældre få den kærlighed og pleje, som livets efterår kræver. Jeg ved, at forslaget vil møde modstand. Jeg må bare konstatere, at jeg nu er den sjette statsminister, der problematiserer bureaukratiet. Poul Schlüter var den første. Problemerne er kun blevet større”.

Sådan lød ordene i statsminister Mette Frederiksens nytårstale den 1. januar 2022, hvor vi for første gang hørte hende sætte ord på regeringens ambition om at modernisere den offentlige sektor ved at sætte kommuner og fagprofessionelle fri til at arbejde mere fleksibelt og behovsorienteret i mødet med landets borgere. Målet var mere ”relation, nærvær og omsorg”, mere ”hjerterum end kontrol”. Og vejen dertil gik gennem styrket selvbestemmelse, frisat faglighed, tillid til den enkelte medarbejders dømmekraft i det nære møde med borgeren, mere arbejdsglæde og trivsel for landets velfærdsprofessionelle via afbureaukratisering og mere tid til ”kernen i kerneopgaven”.

Frem mod nytårstalen 2022 havde statsministeren allerede haft dialoger med en række kommuner omkring frisættelsesprojektet, så da hun 1. januar holdt sin tale, var syv kommuner allerede blevet udvalgt til at blive frisat fra statslig regulering og lovgivning. De skulle i de følgende tre år gøre sig erfaringer med at høste de forventede velfærdsgevinster ved et lavere ”bureaukratitryk”.

Statsministeren har siden ved en række forskellige lejligheder genbekræftet frisættelsesdagsordenen som politisk vision. I maj 2022, under Socialdemokratiets kongres, blev frisættelse fremhævet som en central del af partiets politiske platform. På

Folkemødet 2022, i åbningstalen til Folketinget 2022 og i diverse interviews og folketingsdebatter siden da, har Mette Frederiksen gentagne gange understreget behovet for at styrke borgeres valgfrihed og oplevede værdi af de offentlige ydelser.

Frisættelse som nyt styringsideal?

Frisættelsesdagsordenen har ikke kun fyldt i de syv udvalgte frihedskommuner. I de allerfleste kommuner landet over har frisættelse gennem de seneste par år været øverst på den politiske, administrative og faglige dagsorden og været drøftet indgående i både kommunalbestyrelser, i forvaltninger og i de faglige og civile organisationer.

Overalt har frisættelsesdagsordenen affødt en lang række interessante overvejelser og udfordringer. For hvad sker der egentlig med det kommunale selvstyre og det lokale politiske råderum, når professioner frisættes til mere autonomi og dømmekraft? Sættes det lokale politiske rum ud af kraft? Hvad sker der i de kommunale ledelses- og styringskæder, når et Max Webersk bureaukratiideal skal sameksistere med andre styringsforståelser, hvor samskabelse, tværfagligt og tværsektorielt samarbejde samt partnerskaber med aktører uden for det myndighedsmæssige maskinrum er den nye virkelighed? Og hvordan ser frisættelsen ud fra et lærerperspektiv? Fra en socialrådgivers eller en sosu-assistents perspektiv? Er frisat faglighed og dømmekraft altid og kun en drøm? Og hvad sker der for den hjemmehjælper, der bruger sin frisatte dømmekraft til at prioritere en samtale og et spil kort med en ensom fru Jensen, men efterfølgende bliver mødt af en klage fra de pårørende, som oplever et systemsvigt, da den visiterede ret til rengøring og et bad blev sprunget over til fordel for ”relation, nærvær og omsorg”. Og hvad betyder frisættelse mon i et børne- og ungeperspektiv?

Hvor bor frisættelsesbegrebets uforløste energi mon?

En vigtig og spændende diskussion i forhold til frisættelse er balancerne mellem frihed til og frihed fra.

Den lettisk-britiske filosof og idehistoriker Isaiah Berlin, som blev født i Riga i 1909, er berømt for sin liberale teori, som skelner mellem negativ og positiv frihed. Negativ frihed handler om frihed fra ydre indgreb. Det er friheden til at handle uden tvang eller hindring fra andre. I denne forstand er man fri, hvis man ikke bliver forhindret i at gøre, hvad man vil, af eksterne kræfter – såsom staten, samfundet eller

andre individer. Ytringsfrihed er et eksempel herpå. Hvis ingen stat eller myndighed forhindrer dig i at sige, hvad du mener, har du negativ frihed på dette område. Berlin beskriver negativ frihed som en frihed fra indblanding. Positiv frihed handler om friheden til at være herre over sit eget liv og tage kontrol over sine egne beslutninger og handlinger. Det drejer sig om at realisere sit potentiale og være i stand til at forfølge mål og ønsker. Her forstås frihed som muligheden for at leve det liv, man ønsker, snarere end blot som fraværet af tvang.

Denne skelnen mellem frihed fra og frihed til har fyldt i flere af de kommuner, som har indgået i regeringens frihedsforsøg. Flere steder har man truffet et tydeligt valg om at placere sig i en frihed til-diskurs med fokus på at drømme højt og skabe muligheder for at indfri drømme fremfor at vælge en tilgang, hvor frihedsbestræbelsen har fokus på at bekæmpe regelbarrierer og uønsket bureaukrati. Antagelsen her er, at energien og potentialet i frihed til er langt større end i frihed fra.

Denne antologi præsenterer en række forskellige perspektiver på begreberne og fænomenerne frihed og frisættelse, som i disse år fylder markant i den offentlige samtale. For når et begreb har sat et aftryk på samtalerne i det offentlige Danmark i sådan en grad, fortjener det en bog. Det synes bogens redaktion og forfattere i hvert fald.

Antologiens formål og ærinde er således at belyse friheds- og frisættelsesbegreberne kritisk og indsætte dem i en bredere idehistorisk, politisk, ledelsesmæssig og faglig ramme. Den er skrevet af forskere, ledere, medarbejdere og konsulenter, der alle giver deres bud på, hvordan frihed og frisættelse kan forstås, hvad det kan bruges til i bestræbelsen på at udvikle vores fælles samfund og velfærd og ikke mindst, hvad vi bør være opmærksomme på i vores brug af begreberne i den offentlige samtale. Gennem forskellige perspektiver er ambitionen at udfordre, forstyrre, provokere, inspirere og kvalificere, hvad frihed og frisættelse kan handle om – både som værdier, idealer og som praktisk afsæt for velfærdssamfundets udvikling.

Gennem kapitelforfatternes forskellige erfaringer, perspektiver og iagttagelsespositioner håber vi at kunne give et nuanceret og opdateret perspektiv på friheds- og frisættelsesbegrebernes status og ”bevægelse” ned gennem den offentlige styringskæde – fra regeringen og det nationale plan til det kommunale plan samt fra statsministeren over offentlige ledere og medarbejdere til den borger, som skal mærke frisættelsens gevinst.

Bogens formål og ærinde

Det er vores håb, at antologien kan understøtte den lokale dialog mellem politikere, offentlige ledere, medarbejdere og faglige organisationer om frihed og frisættelse som ideal og udviklingsmæssigt genstandsfelt. Hvad er vores fælles forestilling om frihedens gevinst? Hvad skal der til for at forløse frisættelsens potentiale, og er der noget, vi skal tage særligt vare på, når frisættelse spændes for en politisk vogn?

God læselyst!

Frisættelsesbegrebet — en protreptisk samtale

Af Kasper Warming og Line Arnmark

Protrep… hvad for noget? En protreptisk samtale er en filosofisk samtaleform, som blev udviklet af Aristoteles, der levede ca. 400 år før Kristus. Omkring årtusindskiftet blev samtaleformen genoplivet af filosof og professor emeritus ved CBS Ole Fogh Kirkeby, som også har løftet den ind i moderne ledelsesfilosofi og -praksis.

At protreptere betyder ”at vende sig mod det væsentlige for den enkelte og for fællesskabet”. Den protreptiske begrebsudforskning handler altså om at undersøge begrebet, at afgrænse og indkredse det, at forstå dets essens, dets mening og betydning – for os hver især. Samtalen foregår typisk på et overordnet og generelt plan, men undervejs bevidstgøres deltagerne om deres indre værdier, holdninger og ståstæder i forhold til begrebet.

En samtale om begrebet ”frisættelse”

Line: I dag skal vi protreptere over begrebet ”frisættelse”, og du, Kasper, har været så venlig at stille dig til rådighed for denne filosofiske og begrebsmæssige udforskning af antologiens genstand, nemlig frisættelse. Tusind tak for det.

Samtalen har en lidt særlig form, idet jeg vil guide dig igennem tre forskellige dimensioner, som hver især belyser nogle forskellige aspekter af frisættelsesbegrebet. Den første dimension kalder vi meningsdimensionen, fordi vi her forsøger at forstå begrebet, gøre det ”fatbart” og give det mening. I den næste dimension, betydningsdimensionen, undersøger vi de mere emotionelle aspekter af begrebet og giver sprog til, hvordan begrebet mærkes og føles, hvilken stemning der er i og omkring det, og hvilken følelse og betydning det efterlader i os. Endelig bevæger vi os til sidst ind i tilblivelsesdimensionen, hvor vi undersøger, hvor begrebet står i forhold til andre vigtige

begreber, og hvad begrebet mon ville sige om sig selv i tiden, hvis det havde stemme. Samtalen strækker sig over 12-15 minutter.

Er du klar? Vi starter med meningsdimensionen …

Line: Hvis jeg nu lægger frisættelsesbegrebet her på bordet mellem os, hvad er så de første tanker, der kommer til dig?

Kasper: Jeg tænker, at det er et vigtigt begreb, og jeg tænker lidt, at det også er sådan et fint begreb, som vi skal passe lidt på. Som vi skal tage vare på. Det kan hurtigt blive misbrugt, fordi det også er så stærkt et begreb. Der ligger noget meget væsentligt i begrebet frisættelse for mennesket. Så ja, det er et meget, meget vigtigt begreb. Og måske særskilt her i den vestlige verden. Og vigtige begreber, de er også stærke begreber. De indeholder en eller anden form for magt for den, der har dem i hånden. Så jeg er glad for, at du lægger det mellem os. Og det tror jeg måske er det, man skal gøre i det hele taget – vi skal tage vare på det sammen, og være forsigtige med det, og være grundige omkring det.

Line: Ja, spændende, hold da op. Det er rigtig interessant, hvad det så faktisk er for en magt, man får og skal forvalte, når man sætter frisættelse i spil, fx i den offentlige samtale. Jeg kunne godt tænke mig at udforske begrebet lidt dybere sammen med dig, Kasper, og finde ud af, hvad det egentlig indeholder. At gøre det fatbart, at finde ind til dets essens og kerneingredienser. Så hvis jeg nu starter med at spørge dig om, hvor frisættelsesbegrebet egentlig kommer fra – hvad tænker du om det?

Kasper: Så tror jeg, at vi går til begrebet frihed. Det stammer helt tilbage fra det proto-indoeuropæiske, altså det sprog, som blev talt, inden alle de europæiske sprog blev dannet. Der hed det pri, som oprindelig betød kær eller elsket. Og måske ligger der her noget, man prioriterer først. Senere kommer der sprogligt en rod, der hedder fre, som giver ordene fri og ven – friend på engelsk – og fred og frænde. Og her får vi etableret forbindelsen mellem frihed og kærlighed. Noget, jeg synes er ekstremt smukt. Jeg får helt kuldegysninger, hver gang jeg fortæller historien om, at vi, når vi går på knæ og frier til hinanden, egentlig spørger: ”Vil du sætte mig fri, så jeg kan sætte dig fri, i medgang og modgang, til døden os skiller?” Så frihed er noget, vi giver hinanden, men det er også noget, der bor en forpligtelse i. Ligesom ægteskabet

er forpligtende. Det er så smukt. Sting synger det også: ”If you love somebody, set them free”. Det står jo i kontrast til den mere moderne brug af begrebet, hvor frihed er gjort til noget individuelt, noget, vi bruger til at afgrænse os fra andre med. Det tror jeg faktisk er en fejl – det er ikke særlig godt for os. Da liberalismen opstod, handlede det om frigørelsen fra tyrannerne, den franske revolution osv. Inden da var individet ikke rigtig noget i egen kraft, men en del af familien, landsbyen. Med liberalismen blev frihed til et individualiseringsprojekt, som formentlig har været helt afgørende vigtigt for udviklingen af vores vestlige demokratiforståelse og ideen om den myndige borger, der kan træffe oplyste beslutninger. Men jeg går i de her år med den tanke, at frisættelsen af den enkelte er ved at sejre sig selv ihjel, for når det enkelte individ er så frigjort fra alle de her traditioner, religioner og fællesskaber, som binder os til hinanden, ja, så ender vi sådan set alene. Og der er en eller anden form for ensomhed i vores samfund, en eller anden form for fremmedgjorthed. Det er –for mig at se – et tegn på, at friheden er blevet for individualiseret, den er simpelthen blevet for stærkt forbundet med kun den moderne forståelse af begrebet, det vil sige det enkelte individs frihed. Og så minder begrebets – ordets – historie os om, at når det er forbundet med kærlighed, så er frihed lige pludselig ikke det der ansvarsfrie, men det er netop en forpligtende frihed. Man forpligter sig til at give frihed, ikke tage den til sig selv. Det er det, der er hele formålet med den. I det gamle Tyskland – eller det, vi i dag kalder Tyskland – var frænden et klanmedlem, som var frit og levede i fred, netop fordi han havde beskyttelse via klanens andre klanmedlemmer. Så friheden var der kun via kærligheden og venskabet med andre klanmedlemmer. Og det var en positiv frihed – til at føle tryghed, til at udfolde sig, at leve – og ikke en frihed fra de andre. Lige nu gyser jeg ved tanken om, at vi er i gang med at frigøre os fra alle de fællesskaber, der i virkeligheden kunne have haft vores ryg. Selvom de fleste af os samtidig har et eller andet fællesskabsdrive. Vi kan godt mærke, at der er noget rigtigt i det. Så derfor er det så vigtigt, at vi begynder at tage vare på ordet frihed og begynder at bruge det i sin egentlige betydning, som et ”fri til” og ikke et ”fri fra”. Engang handlede frihed om at sikre mennesket mod overgreb fra tyrannen, men med vores fokus på ”fri fra”, er vi på nogle måder nået til et punkt, hvor det er individet, der tyranniserer fællesskabet.

Line: Så med den sproglige nuancering af frihedsbegrebet, hvor frihed til relation, frihed til fællesskab og frihed til forpligtelse er en væsentlig del af begrebet – og altså ikke kun frihed fra, fra overgreb, fra tvang eller frihed fra unødigt bureaukrati – hvad tænker du så, begrebet vil os nu i tiden? Hvor skal det bevæge sig hen?

Kasper: Altså jeg tror, det vil fortælle os, at når vi har et så stærkt begreb i spil i tiden, så skal vi huske at forvalte det balanceret. Vi skal besinde os på frihed fremfor bare at bruge det i flæng. Ikke lade det spænde for en populistisk vogn eller en politisk dagsorden. Det er ordet og dets essens for vigtigt til. Og måske vil frihedsbegrebet minde os om at tænke lige så nuanceret om alle andre stærke begreber; at vi tager vare på dem, så de ikke bliver misbrugt.

Line: Så måske hører jeg dig også sige, at det handler om, at de ord, der kommer til at fylde meget i vores fælles samtaler og diskurser, skal vi bruge meget varsomt og bevidst. Særligt når det er så magtfuldt et begreb som frisættelse, kan det i de ”forkerte hænder” blive brugt instrumentelt til at skubbe os en bestemt vej. Og hvis vi ikke er kollektivt opmærksomme på, hvad det egentlig betyder for os som mennesker og som samfund, så er der en fare forbundet med det.

Kasper: Ja, man kan sige, at det kan blive brugt strategisk. Og der tror jeg friheden eller frisættelsen vil sige: ”Jeg er ikke et middel til noget andet, jeg er målet”. Og det tror jeg også kan siges om andre væsentlige begreber; at vi ikke skal gøre dem til et middel til noget andet. Det kan de aldrig være. De er et mål i sig selv. Det kunne også gælde fx begreberne kærlighed eller ærlighed. De står selv.

Line: Så hvad er det helt grundlæggende, vi giver til hinanden, når vi frisætter hinanden – hvad er det for en gave, der bliver givet? Hvad karakteriserer frisættelsens gave?

Kasper: Jeg kommer til at tænke på Løgstrups etiske fordring. Altså, at vi altid holder en del af den Andens liv i vores hænder. Gaven er, at vi bruger den magt eller indflydelse, vi har på hinanden, til at sætte hinanden fri – og ikke til at forme andre i vores eget billede. Jeg tænker også på den her sætning, at ”der er nogen, der vil mig, men uden at ville mig noget”. Fordi det er en grundlæggende tryghed, som gør, at jeg bare kan være. Det er ikke, fordi jeg skal noget, det er ikke betinget af noget. Men der er nogen, der vil mig ubetinget – uden betingelser. Jeg tror faktisk, at den er betingelsesløs, friheden – i den form, jeg tænker den, i hvert fald.

Line: Så ligger der i den frisættelse af den Anden også en grundlæggende eksistentiel anerkendelse af den Anden, af den Andens ubetingede ret til at være – sig selv?

Kasper: Ja, det tror jeg. Jeg tror, det vel er vores kald til hinanden, på en eller anden måde. Jeg kommer til at tænke på det vistnok ugandiske begreb, Ubuntu, som betyder

noget i stil med: ”Jeg er, fordi du er”. I det bor der en helt grundlæggende forståelse af, en erkendelse af, at vi er hinandens verden. Ingen af os er uden hinanden. Man kan også sige, at vi netop er i stand til at være os selv i kraft af den Anden. Men igen – kun hvis den Anden lader os være det.

Hvordan føles, smages, sanses frisættelsen — frisættelsens emotionelle dimension?

Line: Hvis vi går videre og kigger ind i den mere emotionelle dimension eller der, hvor vi forsøger at mærke og beskrive, hvad frisættelse betyder, hvordan den berører os, så vil jeg spørge dig: Hvordan er der mon det sted, hvor frisættelsen bor? Hvordan er det miljø, hvordan ser det ud? Hvordan smager det, hvordan sanses det?

Kasper: Et miljø, der er blevet frisat … Jeg tror, det vil være som at komme hjem. Fyldt med liv. Det er ikke, fordi det er konfliktforladt. Der vil altid være masser; når der er energi, så støder energi også sammen. Og liv er grundlæggende energi. Så der, hvor der er meget livfuldt, vil der også altid ske alle mulige ting. Men den grundlæggende stemning, den er frisættende. Det vil sige, at vi vil hinanden uden at ville hinanden noget. Vi vil støtte hinanden. Vi kan sagtens skulle lave alle mulige projekter sammen, og når man skal forme noget, så er der jo friktion. Og på et eller andet tidspunkt er der også noget, man må lukke ned for, for at det bliver til noget håndgribeligt, noget virkeligt. Men begrænsningen kommer på baggrund af en livfuld proces, hvor folks fagligheder kommer i spil, så alle fagligheder bliver bragt til fadet.

Line: Så hvis man skal forsøge at sætte ord på, hvad det vil sige at blive mødt på en frisættende måde – hvordan føles det mon at blive mødt med frisættelse eller af frisættelse?

Kasper: Årh, det er jo smukt, altså, det er virkelig smukt. Det er jo netop at føle sig elsket og værdsat, at føle sig anerkendt som menneske, anerkendt som selvstændigt individ. Det ultimative, at der er nogen, der stoler på, at jeg kan. Jeg tror ikke, der er nogen følelse, der er meget større end at blive mødt af andre med frisættelse.

Line: Hvordan er det så at møde andre med frisættelse?

Kasper: Hvad er det for et ord, jeg leder efter? For jeg synes, der er noget ekstremt ... årh, det skal vi have et ord for, det her! Jeg tror, jeg griber efter noget, som er enormt tålmodigt, besindigt. Det virker på en eller anden måde passivt eller underspillet, ligesom den

”virkelige helt” i filmen, som vi alle sammen godt ved ikke får præmien for sit mod eller sin godhed. Det er den stille helt, der ikke bliver hyldet, men som vi godt ved er årsagen til, at det her lader sig gøre. Den der fornemmelse af at træde tilbage.

Line: Er det noget med at give plads?

Kasper: Ja, det der med at jeg afstår fra at tage æren for det, der sker; der ligger en dyb ydmyghed i dét at møde andre med frisættelse. Og så tror jeg også, der ligger en dyb glæde. Ikke nødvendigvis en stor glæde, men en dyb glæde.

Line: Er det den kierkegaardske pointe om at tjene, at gå i andres tjeneste? At når man møder andre frisættende, er man et sted, hvor man er villig til at stille sig tjenende an?

Kasper: Ja, det kan måske også beskrives med billedet af barnet, der er ved at lære at cykle, hvor man som forælder holder en stav i cyklens bagende. Og når det lykkes barnet, træder man tilbage og lader barnet tage hele sejren for det fælles stykke arbejde, man har lavet. Den fornemmelse lige der, hvor man giver helt slip på sit ego og fuldstændig mærker, at alt handler om barnets glæde ved at lykkes, barnets oplevelse af at blive sat fri til at kunne cykle helt selv. Det allersmukkeste i livet, det er måske faktisk det at træde tilbage, at afstå fra at tage æren, at mærke glæden gennem de andre.

Line: Hvor fint. Hvis du skulle sætte nogle ord på, hvordan det er at møde frisættelsen i én selv, hvordan føles det så?

Kasper: Så tror jeg, det grundlæggende handler om at kunne sige og mærke, at ”du er god nok”. Så tror jeg, vi alle sammen lander. Du skal ikke alt muligt. Du er god nok. Det er fint.

Line: Ja, bare fordi. Fordi du er. Nu forlader vi det sanselige, det emotionelle, der hvor vi prøver at mærke ordet og ordets liv i os.

Kasper: Jeg mærkede virkelig begrebet i mig lige her til sidst!

Line: Ja, det kunne jeg godt mærke.

Hvis frisættelsen havde en stemme …

Line: Nu skal vi til slut forsøge at undersøge, hvor begrebet er på vej hen. Hvad er det på vej til at blive? Jeg kalder det også for tilblivelsesdiskursen. Hvis vi forestiller os, at vi kan give frisættelsesbegrebet en stemme, hvad tror du, det ville sige til os eller til den måde, det bruges eller er i vores fælles samtale i tiden?

Kasper: Måske ville det sige: ”Husk nu … jeg ved godt, I synes, jeg er fantastisk (ha ha) … og det er jeg også, men jeg er forbundet til alt muligt andet. Og I kan ikke kun gå med mig uden at se på alle de sammenhænge, jeg er forbundet til. Lige så meget som I hylder mig lige nu, lige så vigtigt er det, at I også husker at hylde den magt, som begrænser mig. Fordi alt er forbundet. Jeg er ikke uden mine modsætninger. I må ikke begå den fejl!”

Line: Er frisættelse ligefrem at forstå som en så hegemonisk kraft i vores tid, at begrebet må advare mod sig selv?

Kasper: Ja, det tror jeg. Men jeg tror samtidig at alt mister sin kraft, hvis vi kun går i én retning med det, uden at skele til alt det, det er forbundet med.

Line: Er det den der hegelske opmærksomhed omkring tese, antitese, syntese? At noget først får liv i brudfladen med noget andet eller via dets modstillinger. At det først er, når frisættelsen går i samtale med begrænsningen, eller når frihed møder forpligtelse, at begrebet kommer klart til live?

Kasper: Ja, den kan jeg godt koble mig på. Hvis man tænker på det som kræfter, og ikke som et objekt, så er det i dynamikken, det hele sker. Alt dør, hvis én kraft vinder. Uanset om det er frihed eller magt. Alle monokulturer dør; man er ikke modstandsdygtig. Det hele er et mangfoldigt vælde, og det er derfor, der er liv. Så jeg tror, begrebet ville sige: ”Husk, I skal ikke elske mig som det største i verden. For så er I på galt spor, og så mister jeg i virkeligheden også min kraft”.

Line: Det er så interessant, Kasper. Vi skal til at runde vores begrebsudforskning af. Tusind tak for at stille dig til rådighed og bidrage til, at jeg blev klogere på, hvordan frisættelse kan forstås historisk – i vores nutid og i tiden, der kommer. Af hjertet tak.

FrIsætteLsesbeGrebet — en ProtrePtIsk samtaLe