

Den pædagogiske redskabsbog
til skole, daginstitution og specialtilbud
ANNE-METTE SOHN JENSEN
DE N
PÆDAGOGISKE REDSKABSBOG
TIL SKOLE, DAGI N STITUTIO N
OG SPECIALTILBUD
Anne-Mette Sohn Jensen
Den pædagogiske redskabsbog
Til skole, daginstitution og specialtilbud
1. udgave, 1. oplag, 2025
© 2025 Dafolo A/S og forfatteren
Forlagsredaktion: Sophie Hill
Omslagsdesign og grafisk layout: Simon Zander
Grafisk produktion: JYPA, Aalborg
SVANEM ÆRKET
Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Forlagsekspedition:
Dafolo A/S
Suderbovej 22-24
9900 Frederikshavn Tlf. 9620 6666
E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk
Varenr. 8301
ISBN: 978-87-7234-436-2
Indhold
Indledning
Indledning
Deltagelsesmuligheder i fællesskaber
Et ønske om redskaber
Når jeg holder kurser, og jeg spørger deltagerne om, hvad de har af ønsker og forventninger til dagen, er svaret altid – og nærmest enstemmigt – redskaber. Dem har jeg, redskaberne, men indtil nu har de været i form af løse ark, der skulle printes eller anvendes på skærmen. Derfor er jeg stolt af og taknemmelig for, at de nu kommer i samlet form med en tiltrængt grafisk opgradering.
Redskabsbogen, som du sidder med i hånden, er en samling af mange af de redskaber, jeg har udviklet til kurser siden 2016. Kurserne har kredset om specialpædagogiske tiltag i skoler, daginstitutioner og øvrige specialtilbud med fokus på at skabe bedre rammer og udvide fællesskaber for børn og unge. For det er særligt rammerne og de udvidede deltagelsesmuligheder, denne bog handler om. Jeg inviterer især til et blik indad på egne handlinger og ikke mindst, hvad du og dine kolleger kan gøre anderledes for at skabe bedre rammer og udvide fællesskaberne for børn og unge. Bogen er skrevet til dig, der arbejder med børn og unge i daginstitution og i skole – både i almen- og specialtilbud.
I 2021 udviklede jeg et femdages kursus i samarbejde med Varde Kommune, som skulle sikre et kompetenceløft i særligt kommunens specialskole og specialdaginstitution, men også i folkeskoler og senere også i daginstitutionerne. Vi kaldte kurset ”Det specialpædagogiske kørekort”. En titel, som daværende skoleleder ved specialskolen Sct. Jacobi Skole og Dagtilbud Marie Kring fandt på. Jeg havde på det tidspunkt allerede udviklet en del redskaber, men måtte nu finde på endnu flere. Jeg søgte derfor inspiration hos forskellige forskere
og nogle af mine dygtige kolleger, der på hver sin måde bidrager med viden på det pædagogiske område, og du vil se, at mange af mine redskaber har rødder i andres vigtige arbejde. Det vil være tydeligt igennem bogen, hvor inspirationen kommer fra, så de rette mennesker anerkendes for deres bidrag.
Bogens redskaber tilbyder systematik og ensrettethed i den pædagogiske tilgang i form af en række skemaer. De fungerer desuden også som inspiration til at se nærmere på din og dine kollegers praksis og børnenes trivsel. Derudover fungerer redskaberne også som en hjælp til at fokusere på et bestemt perspektiv i forhold til en særlig problemstilling, da de tvinger jer til at forholde jer til problematikken på en faglig måde.
Det faglige fundament i bogen har udgangspunkt i low arousal-tilgangen, men er suppleret med viden om og teori fra mange andre perspektiver, som på hver sin måde fokuserer på en særlig del af praksis. Efter denne korte indledning kan du læse mere om mine pædagogiske tanker og overvejelser, som ligger til grund for redskaberne i bogen. Vil du fordybe dig yderligere, henviser jeg til mine bøger Arousal og compassion – Når børn og unge har brug for en specialpædagogisk indsats (2021) samt Omsorgstræthed – Syv forebyggende principper (2022).
Min ambition har været at lave en praksisnær og anvendelig bog med redskaber i form af forskellige skemaer, som du kan bruge allerede i dag. Nogle kræver, at du sætter dig lidt ind i tankegangen og forståelsen bag, og andre er mere umiddelbare. Jeg har forsøgt at lave korte og præcise beskrivelser af, hvordan de enkelte redskaber anvendes, så du også ved, hvor du eventuelt kan finde mere baggrundsviden.
Tre kategorier af redskaber
Der er tre kategorier af redskaber i bogen:
Analyseredskaber
Arbejdsredskaber
Refleksionsredskaber
Analyseredskaberne sigter efter at forsøge at forstå baggrunden for en specifik adfærd. Altså hvorfor et barn, en ung eller en gruppe gør, som de gør. De kan også rette sig mod dig som professionel eller mod dit samarbejde med kollegerne.
Arbejdsredskaberne er dem, der skal hjælpe dig med at skabe rum for trivsel og udvikling, med ændringer af strukturer, planlægning af tiltag og åbne for øget perspektivforståelse. De er tænkt som meget konkrete og praksisnære værktøjer til at igangsætte tiltag, skabe overblik og opbygge nye strukturer.
Refleksionsredskaberne tilbyder en særlig ramme for og et specifikt blik, du kan rette mod en konkret problemstilling i praksis. De giver dig mulighed for at overveje et fagligt dilemma på en ny måde og hjælper til at skærpe blikket for en stund, så du får øje på andre handlemuligheder og perspektiver.
Inddelingen i de tre kategorier er mine overvejelser om, hvordan redskaberne kan anvendes, men du kan naturligvis bruge dem præcis, som du ønsker. Du kan også føje til, strege ud, ændre og gøre dem til dine egne. Faktisk håber jeg, at det er det, der kommer til at ske. At redskaberne kommer ud i virkeligheden og lever og bliver brugt i praksis. Så har jeg nået mit mål.
Bogens opbygning
Før du kommer til de mange skemaer, kan du læse en kort teoretisk indføring i den pædagogiske grundforståelse, der ligger til grund for redskaberne. Fundamentet tager sit udgangspunkt i stifter af Studio 3 og professor Andrew McDonnells forståelse af low arousal som pædagogisk tilgang og filosofi og ikke mindst psykolog, ph.d. og stifter af Lives in the Balance Ross Greenes grundlæggende pointe med, at mennesker gør det bedste, de kan. Men også mange andre har bidraget til og formet min praksisnære metodik. Der er tydelige kildehenvisninger undervejs i bogen, og litteraturlisten kan fungere som inspiration til at hente yderligere viden.
Redskaberne er inddelt i fem overordnede temaer:
1. Vilkår og baggrundsviden
2. Trivsel og udvikling
3. Struktur, planlægning og perspektiv
4. Det gode forældresamarbejde
5. Professionalitet og det kollegiale samarbejde.
Du kommer sandsynligvis ikke til at anvende bogens indhold i den rækkefølge, det præsenteres her, men inddelingen er tænkt som en hjælp til at skabe overblik, så du ved, hvor du skal lede, når du står med en konkret problemstilling i praksis. Til hvert skema følger en kortere – eller nogle steder mere fyldig – beskrivelse af oprindelse og anvendelse. Bagerst i bogen finder du en QR-kode og et link til download af de enkelte skemaer.
Formål og mål
Der er ingen tvivl om, at målet med at dele min viden og mine redskaber er at skabe fællesskaber og rammer, så alle børn og unge kan være med. Nogle gange må vi se på individet for at forstå, hvordan vi bedst hjælper den enkelte, men vi må ikke være i tvivl om, at det handler om at udvide fællesskabet og skabe deltagelsesmuligheder for alle. Derfor kan mange af redskaberne anvendes til både at se på individet og på gruppen eller klassen.
Mit formål er at yde mit ydmyge bidrag til, at professionelle, der arbejder med børn og unge i fællesskaber, får den viden og de redskaber, de har brug for til at skabe de bedst mulige rammer for alle. Motivationen er både faglig og af mere personlig karakter, og der skal ikke herske tvivl om, at jeg af hele mit hjerte ønsker, at alle børn og unge kan bidrage, udvikle sig og trives præcis sådan, som de er. Et stort ønske, men ikke desto mindre det overordnede formål med mit faglige virke.
