Langsom pædagogik
Om tids betydning for børns hverdag i daginstitutionen
Crisstina Munck & Anja Marschall
Langsom pædagogik
Om tids betydning for børns hverdag i daginstitutionen
1. udgave, 1. oplag, 2025
© 2025 Dafolo A/S og forfatterne
Forlagsredaktion: Maria Appel Bangshøj
Omslagsdesign og grafisk layout: Simon Zander
Grafisk produktion: JYPA, Aalborg
Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Forlagsekspedition:
Dafolo A/S
Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn
Tlf. 9620 6666
E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk
Varenr. 8269
ISBN: 9788772343969
FORORD
Et opgør med tidens tempo
– om barndom, pædagogik og retten til langsomhed
AF BENT MADSEN
De seneste 20-30 år har vi set, hvordan stadig flere pædagogiske områder er blevet underlagt en anonym og abstrakt tidsstyring, hvor hurtighed og effektivisering er blevet mål i sig selv.
I både forskning og den offentlige debat tales der om en accelereret barndom, hvor børn i stigende grad mødes af krav om at lære mere, hurtigere og tidligere – en udvikling, der kan ses som et udtryk for en misforstået investering i børnenes fremtid. Denne tendens viser sig også i både dagtilbud og skoler, hvor læreprocesserne bliver stadig mere komprimerede og intensiverede. I nogle sammenhænge måles pædagogisk kvalitet ligefrem på, hvor kort tid der går fra indsats til resultat.
Bag denne udvikling ligger en styringslogik, der forveksler pædagogiske processer med produktionsprocesser. Hvor materialet i produktionsprocesser formes efter standardiserede modeller og skabeloner for at sikre ensartede produkter, er ”materialet” i pædagogiske processer selve mennesket – og dets dannelse som et meningsskabende væsen. Derfor har hvert barn også sin egen forståelse af, hvad der er meningsfuldt og godt for det, fordi det selv er en aktiv deltager i sin egen dannelse som handlende subjekt.
Til forskel fra det livløse og viljesløse råmateriale i produktionsprocesser er det pædagogiske materiale levende, sansende og handlende – og kan ikke formes efter faste skabeloner. Alligevel er pædagogiske processer som opdragelse, omsorg, læring, trivsel, dannelse og myndiggørelse i høj grad blevet underlagt tidsstyring og rationalisering på linje med enhver anden form for produktion.
Derfor er denne bog vigtig – fordi den leverer et tiltrængt og kvalificeret opgør med det tidsvælde, der præger daginstitutionspædagogikken. Her får pædagogikkens komplekse processer sit eget sprog. Og her dokumenteres det – med et væld af cases og eksempler – hvordan pædagogikkens kerneprocesser er viklet ind i et tidsstyret regime.
Konsekvensen er, at de mere usynlige og relationelle sider af daginstitutionspædagogikken risikerer at forsvinde ud af fokus og blive betragtet som mindre væsentlige. Der bliver mindre tid til nærvær, omsorg, tillid, refleksion, iagttagelse, tvivl, inddragelse og dialog – alle sammen pædagogiske dimensioner, der kræver inddragelse af et børneperspektiv For det tager tid at forstå et barn og dets intentioner. Det kræver, at man har ro til at se hele vejen rundt om barnet. Der er tale om en processuel faglighed, som forudsætter opmærksomhed på børnenes engagementer, deres interesse for hinanden og de betingelser, der gør deltagelse mulig.
Når travlheden accelererer, bliver pædagogens opmærksomhed en knap ressource, som børnene må kæmpe om. I den situation kan det give mening for et barn, der ikke føler sig set, hørt eller forstået, at tage rollen som ”opmærksomhedskrævende”.
En overset eksklusionsmekanisme i dette er den lineære tidsstyring, hvor synkronisering fungerer som pædagogisk princip: Alle skal nå det samme mål, på samme måde – og helst på samme tid.
Det er en tidsstyring, som er nødvendiggjort af, at store børnegrupper samles omkring få fagpersoner, hvilket stiller krav om, at det enkelte barn selv er i stand til at arbejde synkront og finde ind i en kollektiv tids- og læringsrytme. Når deltagelsesformer synkroniseres og standardiseres, risikerer flere og flere børn at blive ekskluderet og efterladt i afmagt. Til gengæld tilgodeses
de børn, som allerede har udviklet de sociale og kulturelle kompetencer, der gør det muligt for dem at handle hensigtsmæssigt i situationen. De bevæger sig trygt og hjemmevant i den kollektive tidsorden.
At spare tid og at vinde tid
I det lineære tidsregime er det et konstant dilemma at skulle spare tid og samtidig forsøge at vinde tid. Men når pædagogikken accelererer, kan det efterlade børnene med en oplevelse af ikke at kunne følge med – af selv at være for langsomme. Derfor bliver det afgørende at værne om børnenes egen tid og sikre dem adgang til både væresteder og læresteder – altså rum, hvor de kan være sig selv uden krav om præstation, og rum, hvor de trygt kan lære i deres eget tempo og med afsæt i deres egne interesser. Når steder og situationer defineres som læresteder, mødes børnene af forhåndsdefinerede mål. Væresteder derimod giver plads til, at børnene selv kan forhandle sig frem til, hvad der er vigtigt for deres relationer, venskaber og fælles engagementer. Her tager børnene kontrollen tilbage over deres egen tid, så de kan gå på opdagelse i verden på deres egne betingelser –sammen med pædagogerne. At kunne disponere over sin egen tid giver tillid til egen dømmekraft og tro på egne evner. Det er den vigtigste pædagogiske opgave, som pædagogerne deler med børnene, men som kun pædagogerne kan tage ansvaret for.
Giv dig tid til at læse denne vigtige bog – og gør det langsomt, for der er meget at tænke over.
Et opgør med tidens tempo – om barndom, pædagogik og retten til langsomhed
Indledning
Denne bog handler om begrebet langsom pædagogik og henvender sig til pædagogstuderende, pædagoger og ledere, der i den pædagogiske hverdag længes efter et andet tempo og en anden ro, end der i dag politisk er lagt op til. Langsom pædagogik henviser ikke til, at hverdagen skal foregå i slowmotion, eller at vi sætter tempoet helt ned. Det henviser heller ikke til tidligere tiders idealiserede opfattelse af børnelivet, hvor børn havde rigeligt med tid og plads til at udforske deres omgivelser og knytte venskaber gennem ustruktureret leg fra morgen til aften.
Interessen for at dykke ned i langsom pædagogik som et fagligt ståsted er inspireret af et forskningsprojekt, vi afsluttede i 2022. Her undersøgte vi, hvilken betydning det havde for både børn og pædagoger, når pædagogerne fik mulighed for at være nærværende og forblive i samspillet med børnene. Særligt fokuserede vi på, hvordan denne tilstedeværelse understøttede børnene i det, de var i gang med at øve sig på og fordybe sig i. Når pædagogerne kan følge børnenes samspil, får de mulighed for at støtte dem der, hvor deres engagement er størst – eller for en stund holde sig i baggrunden og observere, om børnene selv finder en løsning.
Vi oplevede også, hvad det betød, når pædagogerne, mens de var sammen med børnene, samtidig forventedes at løse andre opgaver, som fjernede fokus fra det, børnene var i gang med. Dermed blev det vanskeligt for pædagogerne fx at forstå baggrunden for, at der opstod en konflikt, og deres respons til børnene blev i højere grad præget af korrektion og indgreb. Langsomhed handler således om mulighed for at kunne blive i hverdagslige situationer og
interaktioner med børnene. Ikke for at gribe ind, kontrollere og styre, men for at forstå og udvikle viden om børnene og de dannelsesprocesser, de er i gang med. At udvikle viden om sammenhænge i børns liv tager tid. Børns udvikling og dannelse tager tid, og den forløber sjældent snorlige. Denne bog er således et forsøg på at genfinde et sprog for en pædagogik med plads til børn og deres voksne i hverdagen.
Med begrebet langsom pædagogik henter vi inspiration fra den britiske professor og småbørnsforsker Alison Clark. På tværs af forskellige europæiske lande har hun undersøgt en tendens til det, hun kalder for ”accelereret barndom” (Clark, 2023), hvor det pædagogiske og samfundsmæssige fokus primært rettes mod at ruste børn til fremtiden. Børn forventes at følge en række standarder og udviklingstrin, fx med fokus på, at alle bliver skoleparate ved at have gennemgået de samme læringsforløb i daginstitutionen (Bach et al., 2020). Det betyder, at vi i princippet har travlt med at sikre, at alt går godt med barnet helt fra fødslen. Det gælder både i forældreskabet (Akselvoll, 2022), og det gælder i daginstitutionen. Fra politisk side har der over de seneste 15 år været et ønske om at ”hjælpe pædagogikken på vej”, da man har ment, at den har været præget af for mange gode viljer og synsninger og for lidt af systematik og evidensbaseret praksis (Togsverd, 2021). Der er således et politisk behov for en højere grad af styring, som sætter pejlemærker for, hvad et barn får ud af at gå i daginstitution. Pædagoger skal vide, hvad der virker i praksis, og gøre, hvad der skal til for at mindske chanceulighed og udsathed blandt børn. Pædagogikken skal med andre ord effektiviseres, så den kan komme flere til nytte. Denne bevægelse lægger sig i direkte forlængelse af det, vi kan kalde for acceleration af barndommen. Samtidig ser vi en individualisering af pædagogikken, hvor det enkelte barns udviklingsmæssige progression er i centrum, og der i mindre grad er fokus på, hvad børn lærer i hverdagens fællesskaber med andre børn. Vi har altså travlt, hvis vi ikke skal tabe børn på gulvet. Det kalder på hurtighed og effektivitet.
Hvorfor en bog om langsom pædagogik?
Langsom pædagogik skal ikke forstås som en egentlig pædagogik, der tilbyder en sammenhængende teori om børns udvikling, læring og dannelse med dertilhørende praktiske handleanvisninger til det pædagogiske personale.
Det er ikke en opskrift eller en pædagogisk manual. Langsom pædagogik skal derimod forstås som et modsvar på aktuelle tendenser inden for blandt andet småbørnsfeltet, hvor der er accelererende krav til børns læring, udvikling og parathed til fremtiden. Langsom pædagogik er et fagligt ståsted i den pædagogiske hverdag, som maner til eftertænksomhed i en tid, hvor vi som udgangspunkt er sikre på, hvad børn skal kunne, og hvor vi anvender forskellige læringskoncepter og andre metoder til at understøtte, at børn flytter sig hurtigst muligt fra A til B.
De accelererende krav og det accelererede tempo i børns daginstitutionsliv kan historisk set forstås i forlængelse af det såkaldte ”PISA-chok” i starten af nullerne. Her opdagede vi i forbindelse med internationale tests i skoleregi, at vi ikke (som vi troede) havde verdens bedste uddannelsessystem. I hvert fald hvis vi målte det på skalaen i PISA-undersøgelsen. Det skabte chokbølger af bekymring for, at de kommende generationer ville blive efterladt uden fremtid, og at Danmark var på vej til at miste konkurrenceevne i en global verden. Derfor var det nødvendigt at tage mere omfattende tiltag i brug. I de efterfølgende år blev forskellige politiske styringsdokumenter – som fx læreplaner, Barnets Reform og den styrkede pædagogiske læreplan fra 2018 –indført for at styrke den pædagogiske kvalitet i dagtilbud. Målet var at sikre, at alle børn fik en god start på livet, både socialt og læringsmæssigt. Som en ureflekteret sidegevinst er frygten og bekymringen for, at børn ikke udvikler sig alderssvarende, ikke lærer hurtigt nok og ikke tilegner sig sproglige eller sociale kompetencer, fulgt med.
Man kan samtidig sige, at det er sket en ”afpædagogisering” af daginstitutionerne, når den pædagogiske hverdag med fokus på læreplaner, koncepter, mål og dokumentation styres og kontrolleres oppefra og ikke af dem, der ved noget om pædagogik (Madsen, 2021). Pædagogikken opleves på mange måder at befinde sig i et politisk jerngreb, som ikke tillader meget råderum for dem, der udøver den.
Som modsvar til denne tendens tilbyder langsom pædagogik en tilgang, hvor der er plads til spontanitet i børns fælles liv, og hvor tålmodighed med børn, der udvikler sig, deltager eller lærer i deres eget tempo, får en central rolle. Langsom pædagogik søger dermed at skabe rum i den pædagogiske hverdag til at reflektere over børnelivet, observere og følge børnenes engagementer
og fællesskaber for hermed at skubbe til de stadig mere snævre normer for normalitet og progression. Mange pædagoger vil med rette kunne sige, at de allerede reflekterer over børnelivet og observerer børnene. Men spørgsmålet er, hvad det er for en viden, der skabes med disse refleksioner og observationer? Bliver den anvendt til at pege på mangler i børnenes udvikling og læring, og bruges den dermed til at etablere flere prædefinerede og stramt rammesatte læringsrum, så vi sikrer, at børn lærer det, de skal? Eller bruges denne viden til at undersøge, hvad børnene er optaget af, hvad der er vigtigt fra børnenes perspektiv?
Pædagogik er nemlig ikke en teknisk praksis, hvor vi ved hjælp af særlige værktøjer kan fikse problemer. Pædagogik handler om dannelse. Og dannelse handler om at hjælpe mennesker til at tænke og handle i verden ved at udvikle deres dømmekraft (Madsen, 2021). Det er igennem dannelsesprocesser, børn lærer at overskride grænserne for deres egen erfaringsverden og indgå i fællesskaber med andre. Sådanne processer kan der ikke sættes formel på. De kan ikke effektiviseres og tidsoptimeres. Børn informerer os hele tiden om, hvad de gerne vil have til at fylde i deres liv. Nogle dage er det de planlagte læreplansaktiviteter, og andre dage er det noget andet. Pointen er, at der også skal skabes plads til ”det andet” – til det spontane og impulsive, som opstår, når man som barn er udforskende sammen med andre børn. Det er det, langsom pædagogik handler om. I sådanne processer lærer børn om verden, og som professionelle lærer man om børnene i verden.
Nærvær, tålmodighed og langsommelighed
At skabe et solidt grundlag for sådanne dannelsesprocesser fordrer, at vi stiller os åbne og nysgerrige over for det, børn er optaget af. Det kan både gøres i planlagte og åbne aktiviteter, men det kræver en åbenhed over for børnenes engagementer, og det kræver tid og nærvær. Hvis pædagoger skal arbejde grundigt med børns perspektiver, kræver det tålmodighed og langsommelighed. Ellers bliver det ikke muligt at tune ind på, hvad børn over tid fortæller med ord, krop, mimik, gestik og måder at deltage i fællesskabet på. Hvis vi ikke har tid til at forstå børnene, kommer vi til at gisne om og gætte på, hvad deres konflikter og vanskeligheder handler om. Børns perspektiver kan ikke høstes gennem særlige metoder. De må udforskes og erfares gennem vedholdende opmærksomhed og nysgerrighed. Professionsforsker Bent Madsen skriver blandt andet i bogens forord om en legitim langsomhed, der
bør anerkendes i daginstitutionernes hverdag. Det skal være legitimt, at det tager tid for børn at udvikle sig, lære og finde tryghed. Ligesom det tager tid for pædagoger at lære både børn og deres forældre at kende.
Det kræver betingelser, hvor pædagogerne har fleksibilitet og handlefrihed til løbende at drøfte med kolleger, hvad de observerer blandt børnene i faglige fællesskaber, samt at kunne dele deres observationer og eventuelle bekymringer med hinanden. Målet med god pædagogisk praksis er barnets dannelse, udvikling og læring, ikke som et individualiserende projekt, men med fokus på barnets deltagelse i de fællesskaber og den verden, som omgiver det. En sådan opmærksomhed kan ikke tidsstyres eller accelereres (Clark, 2023; Madsen, 2021).
Børn har aldrig udviklet sig efter standarder eller udviklingstrin. De udvikler sig i deres eget tempo – nogle gange går det hurtigt, og andre gange langsommere. Når man følger børn i deres engagementer, får man viden om, hvad de er i gang med at øve sig på og udvikle. Både af konkrete praktiske færdigheder som fx at slå kolbøtter, i forhold til sociale relationer og i forhold til almen dannelse. En af de pædagogiske medarbejdere vi har fulgt, formulerer det således:
’’Altså, det er ligesom om, man kender dem [børnene] lidt bedre nu, fordi der er tid til det. Så tænker jeg: ’Nå, kan du det? Det vidste jeg ikke før.’ Du ved, der var ikke tid til at observere børnene tidligere (…). Fx har vi den nye pige på stuen, og i sidste uge så tænkte jeg: ’Ej, hvor fedt, jeg kender din yndlingsfarve nu.’ Det ville jeg ikke have opdaget tidligere. Den er gul. Det har jeg aldrig oplevet før. Det har jeg ikke, fordi der var ikke tid til det” (Annika, pædagogisk medhjælper).
Annika arbejder i en daginstitution, som i en periode på fire år deltog i et forskningsprojekt, hvor antallet af børn på stuen blev reduceret med 20 procent, samtidig med at personalet skulle arbejde med mindre børnegrupper. Hun fortæller i ovenstående citat om, hvordan en sidegevinst ved projektet var, at det blev muligt for det pædagogiske personale at sætte tempoet ned i hverdagen. Det blev muligt, fordi der var færre børn på stuen samt
kontinuitet i de kollegiale relationer og i børnegruppen. Personalet i denne institution opdagede, hvordan langsomhed i det pædagogiske arbejde muliggjorde, at de kom helt tæt på børnene, lærte børnene og deres præferencer at kende på ny, fx at et af børnenes yndlingsfarve var gul, og at nogle børn foretrak at sidde på bestemte pladser ved frokostbordet. En viden, de benyttede i tilrettelæggelsen af den pædagogiske hverdag og i samarbejdet med forældrene. Det vender vi tilbage til i bogens kapitler.
Bogens baggrund
Projektet, hvis forskningsmæssige fund og empiriske materiale danner grundlag for denne bog, undersøgte, hvad der skete i den pædagogiske praksis, når børnegruppen på stuen blev reduceret med 20 procent. I dette forsøg deltog fire daginstitutioner med en høj andel af børn i udsatte positioner – to børnehaver og to vuggestuer – og det var op til de enkelte institutioner at vurdere, hvordan de bedst forvaltede de midler, der fulgte med reduktionen af børn på stuerne (Munck et al., 2023). Dette greb institutionerne forskelligt an. En institution fredede én stue, og andre lod midlerne følger to stuer, der arbejdede sammen i teams. Forsøget med de mindre børnegrupper var en del af en kommunal strategi om at arbejde med tidlig indsats igennem udvikling af højkvalitetsdagtilbud med baggrund i viden om, at børn fra en socioøkonomisk udfordret baggrund i særlig grad har behov for en god og tæt relation til personalet i daginstitutionen.
Undersøgelsen forløb over fire år med halvårlige observationsperioder i alle de deltagende dagtilbud. Her fulgte vi børn og personale på stuerne gennem feltarbejde. Vi interviewede hvert år pædagogerne på stuerne og institutionens ledere. Det afsluttende år lavede vi ligeledes interviews med et antal af forældre og de ældste børnehavebørn. Undervejs udarbejdede det pædagogiske personale månedlige refleksionslogs (læs mere herom i kapitel 5), så det blev muligt for os at følge den pædagogiske hverdag og arbejdet med børnene, når vi ikke var til stede. Disse blev drøftet i reflekterende gruppeinterviews med personalet på stuerne. Desuden afholdt vil i projektperioden årlige workshops med pædagoger og ledere fra de deltagende institutioner. Her blev udvalgte observationer fra feltarbejdet lagt frem til gensidig vidensdeling, inspiration og refleksion mellem de deltagende institutioner
og forskere. Det var i særlig grad i forbindelse med disse workshops, mulighederne og perspektiverne ved en mere langsommelig praksis blev drøftet.
Deltagerne blev optaget af, hvilke muligheder der her viste sig, og hvilken viden det gav adgang til. På workshops blev det ikke formuleret som ”langsomhed”, men som ”mulighed for at dvæle i relationsarbejdet” – Ikke på en tilbagelænet måde, men med nysgerrighed og agtpågivenhed i forhold til det, der foregik mellem børnene. Som en mulighed for at blive i situationen for at se, hvad den bringer med sig. Som en måde at ”strække tiden” på. Dette viser vi gennem de forskellige kapitlers empiriske eksempler.
De forskellige organiseringer muliggjorde således, at vi kunne få øje på nuancer og perspektiver på netop denne dvælen, og hvad den åbnede for i det pædagogiske arbejde, hvilke betydninger den fik både for børnegruppen, men også for enkelte børn som fx lille Elin, der gennem nænsom pædagogisk støtte blev hjulpet ind i vuggestuens børnefællesskaber trods en anderledes og uforudsigelig måde at deltage på.
I de deltagende institutioner var der stor variation i, hvordan de valgte at organisere forsøget med mindre børnegrupper. Projektet gav os mulighed for at se, hvordan man gennem forskellige organiseringsformer kan arbejde med børn i mindre grupper. Og hvordan mindre børnegrupper i nogle situationer muliggjorde et andet tempo og dermed et andet arbejde tæt på børnenes perspektiver og engagementer. Pædagogerne havde med andre ord travlt med at blive hængende. At følge det, børnene var i gang med, fx under leg, eller at blive siddende ved frokostbordet, fordi der var gode samtaler mellem børnene. Vi så i den forbindelse også, hvordan stabilitet i personalegruppen var helt central, og hvordan en stor udskiftning af personale betød, at central viden om børnene forsvandt.
Under denne bogs tilblivelse har vi i forbindelse med en konference ligeledes afholdt en workshop for pædagoger, ledere og ressourcepædagoger under overskriften Langsom pædagogik: Nye veje til at arbejde med børns engagementer. Her bad vi deltagerne om at reflektere over, hvad tid og tempo gjorde ved deres praksis, og hvad de drømte om i relation til at kunne udforske børnenes perspektiver i den pædagogiske hverdag. Det førte til interessante diskussioner, der satte nuancer på vores fund fra projektet om mindre børnegrupper og bidrog med nye perspektiver på langsomhed i det
pædagogiske arbejde, som også informerer indholdet i denne bog. Det drejer sig fx om spændingsfeltet mellem pædagogers ønske om at være gode kolleger og hjælpe med hverdagens mange opgaver og muligheden for at kunne være nærværende til stede sammen med børnene.
Der er således en række faktorer, der må være til stede, hvis der skal arbejdes med langsom pædagogik i daginstitutionen på måder, der konkret bidrager til at skabe øget viden om børns perspektiver og bedre deltagelsesbetingelser for børnene.
For at det kan lade sig gøre, kræver det, at hverdagen struktureres, så der er mulighed for fordybelse – i hvert fald indimellem. Det vil sige, at pædagogerne som udgangspunkt ikke forventes at løse mange samtidige opgaver, imens de er sammen med børnene, og at deres opgaver væk fra børnegruppen minimeres. Personalets (og ledelsens) samarbejde, sparring og dialog er således helt centrale elementer.
At arbejde med langsom pædagogik handler altså om at skabe mulighed for at deltage med børnene og udvikle viden om børn over tid.
Bogens målgruppe
Målgruppen for denne bog er pædagoger, ledere, undervisere og pædagogstuderende. Vores mål med bogen er at åbne for nye perspektiver på kvalitet i daginstitutionen, som den opleves af børn og pædagoger, og som en kritisk replik til den politiske tendens til at ville måle og veje alt i pædagogikkens verden. Vi taler på den måde for en asynkronisering – hvor der er tid til at tilgodese det enkelte barns engagement og interesser og til at arbejde med børns deltagelsesmuligheder i fællesskaber med andre børn. Det kan indimellem være svært i en hektisk hverdag med mange mål og aktiviteter.
Læsevejledning
Alle bogens kapitler er struktureret omkring forskellige facetter af langsom pædagogik. Der er således sammenhæng mellem kapitlerne, men de kan sagtens læses hver for sig. Hvert kapitel er bygget op omkring empiriske
eksempler og cases fra forskningsprojektet Mindre børnegrupper, højere kvalitet (Munck et al., 2023), så vores pointer om langsom pædagogik knyttes til daginstitutionens hverdag, som den opleves af pædagoger og børn. I hvert kapitel er der desuden indlagt tænkepauser. De består af reflekterende spørgsmål til kapitlets tema, der inviterer til at stoppe op undervejs – helt i tråd med bogens grundlæggende pointe om lidt mere langsomhed og fordybelse i hverdagen.
Kapitel 1, Langsom pædagogik – et bud på pædagogisk kvalitet, fungerer som en form for baggrundskapitel, og heri udfolder vi vores inspiration til at skrive om langsom pædagogik. Vi viser, hvordan langsom pædagogik må forstås som et modsvar til en accelereret barndom, hvor det pædagogiske og samfundsmæssige fokus rettes mod at paratgøre børn til fremtiden. Kapitlet peget på, hvordan der over de seneste 25 år har været en massiv politisk interesse for at etablere en hverdag af høj kvalitet i dagtilbud. Dette intensiverede fokus på pædagogisk kvalitet har medført en øget detailstyring af det pædagogiske arbejde, som i dag ofte begrundes mange andre steder end i pædagogikken.
Kapitel 2, Langsomhed i børnenes liv med hinanden, handler om, hvordan kvalitet ser ud i børnehøjde. Vi fremhæver her vigtigheden af børns relationer til hinanden, og hvordan responsive voksne, der tør at være tålmodige, når børn ikke deltager eller udvikler sig som forventet, spiller en central rolle for, at børn opdager hinanden og oplever et socialt tilhørsforhold i daginstitutionens børnefællesskaber. Vi viser, at når den pædagogiske opmærksomhed retter sig mod børnenes engagementer og deltagelse med hinanden i fællesskabende aktiviteter, muliggøres stærke relationer børnene imellem og imellem børn og voksne. Børnene bliver således både mødt i deres rettethed aktuelt, men også støttet i det, de fremadrettet har brug for at udvikle.
I kapitel 3, Forældresamarbejde og langsom pædagogik, følger vi pædagogers samarbejde med forældre og viser, hvordan ro og et lavere tempo i dialogen skaber rum for tillid og åben udveksling – både om det, der optager barnet i daginstitutionen, og om det, der kan være svært i forældreskabet. Samarbejde kan være vanskeligt, når der er forskellige perspektiver på barnet i spil, både i den helt almindelige hverdag og i særdeleshed, hvis barnet oplever udfordringer. Vi viser, hvordan en udforskende og nysgerrig tilgang muliggør en gensidig forståelse og etablering af tillid som fundament for
samarbejdet om børnenes hverdagsliv på tværs af daginstitution og hjem og som grobund for, at forældre kan få støtte til at navigere i deres forældreskab. Det pædagogiske værtskab kan her fungere som et pejlemærke for, hvordan pædagogen kan lede vejen til gensidig tillid og anerkendelse.
Kapitel 4, Fra tidlig indsats til passende indsats, viser, hvordan der over de seneste 15 år er blevet udviklet et øget bekymringsorienteret fokus på både det enkelte barn og på familien. Det har medført forskellige politiske tiltag, hvor pædagoger i højere grad forventes at foregribe potentielle vanskeligheder i børns liv. I kapitlet viser vi, hvordan fokus på kendskab til barnet, dets ressourcer og vanskeligheder over tid muliggør en passende indsats, også når børn er i udsatte positioner. Der findes sjældent én rigtig løsning, men derimod en række forhold, der skal tages i betragtning, før man kan blive klog på, hvad det passende er at gøre for at hjælpe barn og familie bedst muligt. Vi viser i kapitlet, hvordan pædagoger kan invitere forældre til at samarbejde på en undersøgende og involverende måde, når der er bekymring for et barn.
Kapitel 5, Langsomhed og kollegialt samarbejde, sætter fokus på kollegiale samarbejdsprocesser, som er undersøgende og nysgerrige frem for intervenerende. Vi viser, at det netop er gennem denne kontinuerlige kollegiale sparring om børnelivet over tid, at den pædagogiske faglighed og muligheden for at skabe gode udviklingsbetingelser for børnelivet kvalificeres. Gennem personalets arbejde med refleksionslogs viser vi desuden, hvordan langsom pædagogik kan skabe rum for faglig fordybelse, passende indsatser og tid til i fællesskab at være undersøgende. Kapitlet sætter samtidig fokus på, hvordan dette kræver ledelsesopbakning. Refleksionsloggen, som præsenteres i dette kapitel, kan downloades på bogens hjemmeside, så I selv kan bruge den i jeres praksis.
Kapitel 6, Hvad gør vi? Anbefalinger til praksis, afrunder bogen og opsummerer, hvordan langsom pædagogik kan blive en integreret del af det pædagogiske arbejde. Det fordrer at, der i daginstitutionens struktur er plads til, at pædagoger kan følge børnenes initiativer og har mulighed for at fordybe sig i samspil og relationsarbejde med børnene. Dette kræver, at pædagoger ikke har en masse andre (praktiske) opgaver at tage sig af samtidig, og at de
i samarbejde og gennem sparring med kolleger og ledelse har mulighed for at tilrettelægge dagligdagen med inddragelse af viden om børnenes engagementer og ikke kun med læreplanerne som styringsredskab.
Med dette afsæt understreges det afslutningsvist, at langsom pædagogik som fagligt ståsted ikke kun handler om langsomhed, men om at revitalisere pædagogiske dannelsesdiskussioner, hvor vi reflekterer over, hvad det gode børneliv er, og hvordan vi skaber betingelser for, at børn udvikler sig og lærer i fællesskaber med andre børn.
Vi håber mest af alt, at bogen kan bruges som en kritisk replik eller endog modsvar til det accelererede tempo, vi som forskere og pædagoger er vidner til i daginstitutionens praksis i dag. At den kan fungere som inspiration til dialoger mellem pædagogstuderende, pædagoger og deres ledere i forhold til, om hverdagen (måske bare indimellem) kan tilrettelægges på måder, som giver pædagoger tid til at gøre det, de er bedst til: at bruges deres faglighed med børnene og tæt på det levede børneliv.
God læselyst.
