Forord

Susan Hart, cand.psych, ph.d., specialist i børnepsykologi og psykoterapi og supervisor i børnepsykologi

Vi mennesker er komplekse og unikke, og vi er født ind i verden med et fascinerende og fantastisk udviklingspotentiale. Neurofysiologer kalder ofte menneskehjernen for det mest komplekse organ, som vi kender til blandt alle levende arter på vores jordklode. Vi er født ind i verden med et potentiale, der er udviklet gennem millioner af års evolution, og for ca. 200.000 år siden så hjernen nogenlunde ud, som vi kender den i dag.

Vi mennesker er ligeledes født ind i verden meget ufærdige, hvilket betyder, at vores menneskelige potentiale skal stimuleres gennem den kultur, som vi er født ind i. Det kan sammenlignes med et blomsterfrø, der har potentialet til at udfolde sig som en smuk blomst, som dens DNA tilskriver, men om den udfolder potentialet eller ej, afhænger af den rette jord og rette mængde vand og gødning. Der er især tre fokusområder, som skal stimuleres, for at vi kan udfolde vores menneskelige potentiale. Det ene område er sansemotorik, sanseintegration, fin- og grovmotorik gennem kropsbevægelse og kropslig trivsel. Det andet område er følelsesmæssig udvikling gennem tilknytningsrelationer og samhørighedsdannelse. Det tredje område er vores kognition gennem sprog, mentalisering, faglighed og dannelse. Alle tre fokusområder anvender implicit og eksplicit opmærksomhedsstyring og hukommelse for at udvikle sig.

Siden 1800-tallet, men især siden opfindelsen af hjernescanningsteknologi i sidste del af 1900-tallet, har der været en øget interesse for sammenhængen mellem hjernefunktioner, læring, kompetencer og adfærd. Allerede i 1800-tallet indførtes disciplinen neuropsykologi, som i dag mest forstås som neurokognitiv psykologi. 1990’erne var hjernens årti, og der kom meget fokus på relationen mellem vores hjerne og affekter og emotioner, og hvordan man igennem

den nye disciplin neuropædagogik kan arbejde med de tre fokusområder. Der er allerede taget flere skridt i dette arbejde, men især i denne antologi bliver det tydeligt, hvor vigtig tilknytning og samhørighed er i neuropædagogik, og at vi må gøre denne viden tilgængelig i praksis.

Denne antologi adresserer kunsten i at balancere forskningsresultater med teoretisk viden og gøre svær teori til tilgængelig praksisviden. Dette gøres blandt andet ved at udfolde en række cases og praksiseksempler. Neuropædagogik forstås i dagens Danmark meget forskelligt, så derfor starter antologien fornuftigt nok med at give læseren et indblik i og forståelse af genstandsfeltet. Men ikke nok med det, der gøres i antologien også opmærksom på, at man som fagperson må se på sig selv og egen agens, såkaldt selvagens, for at kunne integrere teori og metoder og forankre dem i egen praksis. Med andre ord er her en antologi, som inspirerer til at se bag adfærd og åbne for nysgerrighed, som er en vigtig dimension for udvikling af mentaliseringsevne.

Med Neuropsykologi i et neuropædagogisk perspektiv får du en bog med mange perspektiver inden for det neuropædagogiske felt, der er skrevet af forfattere med mange forskellige indfaldsvinkler. Der en sammenhæng mellem kapitlerne, og de bidrager alle til at beskrive bredden af neuropædagogik og feltets anvendelighed. Den åbner for læserens nysgerrighed, forståelse og indlevelsesevne over for de mennesker, som man som fagperson gerne vil støtte og skabe en udviklingsproces hos. Som forfatterne selv påpeger, skal der en teoretisk forståelsesramme til for at kunne begribe og opstille hypoteser om adfærd – ikke kun hos de børn, unge og voksne, som man gerne vil hjælpe, men også som bidrag til en øget refleksion om egen ageren (selvagens) og påvirkning af vigtige samspil, der på sigt kan skabe forandrings- og udviklingsprocesser både hos sig selv og andre.

Man kan i kapitlerne fornemme et dybt engagement hos de forskellige forfattere inden for netop deres specifikke område, og antologien tilbyder således en bred vifte af indfaldsvinkler til neuropædagogik. Bogen kan støtte en udvikling af praksisfeltet ved at tilbyde praksis et teoretisk fundament ud fra en teori, der belyser sammenhængen mellem nervesystem, person og samfund. UCN i Hjørring har i mange år haft neuropædagogik i fokus og har udbudt mange uddannelser med neuropædagogik som udgangspunkt. Antologiens styrke ligger netop i, at kapitlerne er skrevet ud fra sammenhængen mellem et uddannelses- og praksisbehov. Alt for ofte ser vi desværre en manglende sammenhæng mellem det genstandsfelt, der undervises i på uddannelsesinstitutionerne, og den viden, der er behov for i praksisverdenen. Denne antologi er blevet til på baggrund af dialoger mellem uddannelsesinstitution og fagpersoner inden for det

pædagogiske, sociale og sundhedsfaglige område, og den har fokus på neuropædagogik på både makro- og mikroniveau. Lige fra neuropædagogik som genstandsfelt til biokemiske processer, neurale netværk og hjernestrukturer.

Vi mennesker modnes og udvikles gennem basale sansninger og perceptioner, som i sidste ende har stor betydning for vores følelser og meningsskabelse. Tidligere erfaringer, som lagres gennem forskellige typer hukommelse, har stor betydning for dannelsen af indre repræsentationer eller indre arbejdsmodeller, som opstår gennem vores tætte samspil med andre vigtige mennesker. Men hukommelse er også vigtig for læring på det motoriske og kognitive område. Læring, som bliver muliggjort gennem hukommelsesprocesser, giver mulighed for forandringsprocesser, den støtter personlighedsdannelse og mulighed for at bevæge os rundt i verden, og den kan gøre os kloge og nyskabende. Hukommelse hjælper os med at blive de mennesker, vi er, og til de mennesker, vi er på vej til at blive.

Antologien skærper vores opmærksomhed på vigtigheden af interaktion, og hvordan millionvis af interaktioner skaber relationsdannelse og tilknytningsmønstre. Dette støtter igen udviklingen af følelsesmæssig selvreguleringskompetence og vores evne til at indgå i sociale relationer, kort sagt til at vi som menneske kan udfolde vores medfødte potentiale.

I antologien ligger det som sagt de enkelte forfattere på sinde at omsætte den neuropædagogiske viden til det fagprofessionelle miljø. Et hovedbudskab er, at følelser og interaktion er en vigtig ingrediens for fagpersonens succes i at støtte et andet menneskes udviklingsproces uanset biologisk alder. Mange af vores motoriske og emotionelle færdigheder er etableret, inden vi overhovedet udvikler et sprog, og disse færdigheder udvikles gennem at komme på bølgelængde med hinanden. Set i et neuropædagogisk perspektiv kan man sige, at det er gennem interaktionen, vi lærer kommunikative færdigheder og får kemien til at passe mellem to nervesystemer. Oven på de førsproglige kompetencer udvikles evnen til at kommunikere gennem det talte sprog med fokus på indholdet i ordenes betydning. Talesprog har således en stor betydning for vores evne til at kommunikere på afstand, at reflektere og at udvikle sofistikerede kognitive kompetencer, som også giver mulighed for mentalisering. Med andre ord ville det ikke være muligt at læse, reflektere og blive klogere af denne antologis budskaber uden et talesprog. På den anden side ville vi ikke kunne støtte andres udviklingsproces, hvis ikke vi har sansninger og følelser.