BYNATUR 7.

DN ønsker at sikre en rigere bynatur til glæde for de vilde arter og for byens beboere. Vi skal sikre ny og vildere natur i byudviklingen samtidig med, at vi beskytter gamle og værdifulde biotoper i byerne. Der skal være plads til både den vilde natur og natur med rekreative funktioner.

Byens grønne og blå områder er vigtige for byens beboere. Både for os mennesker og for alle de vilde arter. De grønne og blå områder i og nær byerne har stor betydning for vores fysiske og mentale sundhed, som mødested og som ramme om friluftsliv og rekreative aktiviteter. Byens grønne og blå områder er samtidig levesteder for mange arter og giver dem mulighed for at sprede sig. Naturen i byen bidrager bl.a. med naturbaseret klimatilpasning, klimasikring, CO2-optag og støjdæmpning.

Byen rummer levesteder for mange arter. Og i takt med at naturen i Danmark bliver stadig mere presset, spiller bynaturen en stigende rolle for biodiversiteten. Parker, baggårde og haver fyldt med træer, krat og buske samt byens tage og bygningers hulrum er mange steder mere attraktive og artsrige end landbrugslandets arealer med monokulturer. Også vores bynære havområder, havne, kanaler, søer og vandløb er vigtige levesteder og dermed en essentiel del af bynaturen.

Mens områder med asfalt og beton fortrænger levesteder og mindsker byens grønne udtryk, er særlig villakvarterernes haver et fristed for byens dyr og planter. Tre ud af fire haveejere undgår at bruge sprøjtegift, fordi de bekymrer sig om konsekvenser for grundvand, miljø, dyr og mennesker. Og flere haveejere ønsker at gøre en del af haven vildere til fordel for biodiversiteten. Og det er der brug for. Forskning har vist, at insekterne trives dårligt særligt i vores byer, men at selv små grønne områder som f.eks. vilde haver kan bidrage til at forbedre deres levevilkår.

Byv Kst Truer Naturen I Byen

Byens vækst risikerer at presse bynaturen. Byens ubebyggede grønne arealer ses ofte som potentielle byggegrunde, når der skal bygges nyt, og byens træer fældes ofte til fordel for flere parkeringspladser og nye veje.

Også udvikling af nye byområder på hidtil ubebyggede arealer er et problem for bynaturen, fordi der ikke afsættes tilstrækkelig plads til parker og grønne områder i planerne for den nye by.

I byudviklingen skal også den blå natur og biodiversitet være et naturligt integreret element. I projekter ved havn og kyst, hvad end det er udvikling af nye områder eller omdannelse af eksisterende, skal samspillet med havnaturen tages i betragtning.

Det er nødvendigt, at ny byvækst følges af krav til udvikling af grønne og blå områder og hverdagsnatur. Også vores forkærlighed for orden truer byens biodiversitet. F.eks. klipper vi ofte alle hjørner af parkens plæner helt ned, arealer sprøjtes eller gødskes, og gamle væltede træer fjernes.

DN ønsker et paradigmeskifte og et opgør med vanetænkningen om, at parker og vejkanter skal være intensivt plejede og kortslåede. Generelt bør forvaltningen af byens grønne områder foregå langt mere naturnært uden brug af gift og unødig plæneklipning. Der skal være plads til vilde blomster, dødt ved, vand og krat.

Vejen Derhen

Beskyttelse og forvaltning

Det er vigtigt at bevare og udvikle den eksisterende bynatur, som ofte rummer store kvaliteter, og det er vigtigt at give plads til, at ny bynatur kan møde behovet for grønne frirum – til planter, dyr og mennesker.

Sammenhængende natur og så store grønne områder som muligt skal prioriteres. Det skal ske ved, at man i planlægningen øger sammenhængen mellem parker, nye grønne områder, grønne områder i boligområder og i erhvervsområder samt mellem kolonihaver og institutioners frie arealer. Naturområder omkring byerne bør bevares og gives høj prioritet. De rummer særlige naturoplevelser, og det er her, byens vilde arter skal overleve og sprede sig fra.

Naturen i byen fremmes bedst ved at styrke eller efterligne naturens egne processer. Det kan man gøre ved at skabe plads til reder og ly og ved at skabe fødegrundlag gennem plads til hjemmehørende buske og planter. Og endelig må de vigtige overgangszoner til sø, fjord, å eller hav ikke glemmes. De rummer rig natur, som alt for ofte overses eller ødelægges.

Adgang til natur og grønne områder i byen Alle boliger bør sikres nære, tilgængelige og attraktive områder med natur, som er anvendelige for alle. Kommuner bør stille høje krav til begrønningsprocenten, når byen udvikles, men under hensyn til hvilket område i byen der er tale om. I takt med byernes udvikling stiger efterspørgslen og presset på de eksisterende grønne områder. Derfor bør der afsættes flere arealer – og sikres mere robust natur, som kan rumme byboernes aktiviteter.

Naturbaseret klimatilpasning

Byplanlægning og -udvikling bør inkludere grøn infrastruktur som grønne facader, grønne tage, torve og pladser, vejkanter og rabatter og have fokus på naturbaseret klimatilpasning.

Klimatilpasning af byen kan nemlig være med til at fremme biodiversiteten, hvis biodiversitet tænkes med i klimaløsningerne fra begyndelsen. Større grønne områder og byens træer medvirker til at sænke temperaturen lokalt i sommervarmen og tilbyder skygge for solen.

Træerne optager desuden CO2 og medvirker til at rense luften.

Grønne tage, grønne facader og grønne områder kan forsinke vandet og reducerer dermed oversvømmelser, og de bidrager samtidig til smukke og rekreative kvaliteter og fungerer som levesteder for byens vilde arter. Det samme gælder, når regnvandet håndteres på overfladen i åbne grønne kanaler og i regnbede og grønne bassiner i baggårde.

Flere parker og grønne områder bør fredes Vi skylder byens fremtidige generationer, at de også kan opleve naturen i og omkring byen, f.eks. i byernes parker og grønne områder. I dag er fredninger den stærkeste beskyttelse, vi kan give naturen. Fredninger giver en varig beskyttelse af naturen og beskytter mod en grå byudvikling, der gradvist risikerer at fjerne de sidste grønne kvadratmeter. Med en fredning fastlægges rammerne for et områdes drift og anvendelse i princippet ud i al fremtid. Kommunerne bør i højere grad gøre brug af fredninger.

Inddrag borgerne

Borgere har ofte stor interesse i at bidrage til udviklingen af byens grønne og blå områder. Derfor bør kommunerne afsætte ressourcer til grønne partnerskaber og aktiv borgerinddragelse, når byens arealer skal begrønnes. Det kan f.eks. handle om grønne boligområder, skolegårde, børnehaver, og plejehjem, gårdhaver, fortovshaver, grønne torve, lommeparker, regnbede, grønne tage, træplantning, vilde blomster, græsnings- og høslætlaug osv. Det kan også være i forbindelse med nyudvikling eller omdannelse af eksisterende havne og kystnære områder.

Dn Anbefaler F Lgende

• Kommunerne bør have en indgang for borgere, der har konkrete anbefalinger til relevante grønne tiltag i villakvartererne og i baggårdene.

• At kommunerne udarbejder en naturpolitik, som omfatter bynaturen med konkrete mål for bevarelse og udvikling af grønne og blå områder og biodiversitet i byen samt for naturnær drift af offentlige arealer, så byens naturområder, parker, kirkegårde, søer, åer, gamle træer og grønne hække bevares. Kommunernes naturpolitik bør opdateres mindst hvert fjerde år.

• At fokus øges på at bevare, beskytte og forbedre naturkvaliteten i de bynære havområder, havne og kanaler. Samt styrke genopretningsindsatser f.eks. af områder med ålegræs og forskellige typer af rev.

• Øge fokus på at bevare, beskytte og forbedre naturkvaliteten i byens ferske vande, dvs. søer, åer og vandløb.

• At undtagelsesordningen for beskyttet § 3 natur, som lå i byzone- og sommerhusområder før 1992, ophæves.

• At planloven ændres, så der i kommune-planrammer kan fastlægges krav om begrønningsprocent, og at der i lokalplaner kan planlægges med biodiversitet som en del af formålet.

• At reglerne for beregning af friarealer specificeres, så det fremgår, at blå arealer, tagflader og altaner ikke må medregnes.

• At kommunerne udarbejder en træpolitik, som opstiller rammer i kommuneplanen og i lokalplaner for bevarelse af eksisterende træer af en vis alder og størrelse samt krav om erstatning og nyplantning, hvis træer fældes eller skades.

• At kommuneplanerne indeholder krav om, at der fra boligen maksimalt er en afstand på 300 m til et grønt område og 500 m til et større naturområde/park på mindst 5.000 m².

• At kommuner og grundejerforeninger opfordrer borgere til ikke at bruge gift i private haver og opfordrer til at anvende levende hegn fremfor plankeværker, metalhegn og faste belægninger i og omkring haver.

• At kommunerne afsætter ressourcer til grønne partnerskaber og aktiv borgerinddragelse for at skabe mere og bedre natur på byens arealer.

• At kommunerne tinglyser forbud mod brug af miljøskadelige stoffer, når den udstykker kommunal jord til byggegrunde.

• At byernes blå områder ikke medregnes som friareal til ny bebyggelse. For selvom gåture, sejlads, fiskeri og badning er vigtige naturoplevelser ved hav og sø, så har rigtigt mange ikke adgang til at færdes der. Det samme gælder for private tagterrasser og altaner. Hvis de medregnes i friarealet efterlades endnu mindre plads til byens natur.

NATUREN SKAL VÆRE VORES ALLIEREDE I KLIMAKAMPEN 8.

Vi står midt i to kriser – en klimakrise og en biodiversitetskrise, og de hænger uløseligt sammen. Klimaforandringerne er blandt de helt store trusler mod biodiversiteten og forværrer også menneskets direkte ødelæggelse af naturen.

De politiske og praktiske virkemidler, der tages i anvendelse for at afbøde den ene krise, bør ikke forværre den anden. Vi skal hele tiden søge løsninger, der – så vidt det overhovedet er muligt – bidrager til at løse begge kriser samtidig.

Klimakrisen skal først og fremmest bekæmpes gennem bedre udnyttelse af naturens ressour- cer, cirkulær økonomi, mindre affald og mere genbrug. Vi bør så vidt muligt reducere vores energiproduktion, og den energi, vi ikke kan undvære, skal først og fremmest være produceret bæredygtigt. Det betyder, at vi skal have langt mere vedvarende energi fra vind og sol, end vi har i dag. Læs evt. mere i DN’s klimapolitik: www.dn.dk/politikker/

Klimakrisen og biodiversitetskrisen skyldes mange af de samme direkte og indirekte årsager. Her kan nævnes skovrydning, fiskeri med bundslæbende redskaber, dræning og opdyrkning af kulstofrige lavbundsjorde.

Vi ved, at intakte og robuste økosystemer –både på land og til havs – kan bidrage til at modvirke klimaforandringer. Sunde ålegræsenge og urørte skove er ikke kun vigtige levesteder for mange truede arter, de optager og lagrer også CO2. Mere plads til vildere og mere robuste økosystemer f.eks. i form af genoprettede og bugtede vandløb og ådale kan således være med til at sikre den nødvendige klimatilpasning.

Det er DN’s vision, at naturen bliver vores allierede i klimakampen, og at vi arbejder ambitiøst med at udnytte synergier mellem natur- og klimatiltag på land og til havs, og at vi i langt højere grad ser på udfordringerne på tværs af de to kriser.

Naturbaserede L Sninger

Naturbaserede løsninger er, ifølge den internationale naturbeskyttelses organisation, IUCN, defineret som: "Tiltag til beskyttelse, bæredygtig forvaltning samt genopretning af naturlige eller modificerede økosystemer, der effektivt og adaptivt adresserer samfundsmæssige udfordringer og samtidigt gavner menneskers trivsel og biodiversiteten."

Der er et stort fokus på naturbaserede løsninger i EU’s Biodiversitetsstrategi for 2030 og i FN’s Biodiversitetskonvention.

UDTAGNING AF LAVBUNDSJORDE SOM EFFEKTIVT KLIMA- OG NATURTILTAG

Udtagningen af landbrugsjord til natur er ikke blot et af de vigtigste virkemidler til at skabe nye sammenhængende naturområder. Det er også et helt centralt virkemiddel til at opfylde målsætningen om 70 % drivhusgasreduktion inden 2030. De ca. 170.000 hektar dyrkede kulstofrige lavbundsjorder har en udledning på ca. 4,8 mio. tons CO2e pr. år. Hvis disse arealer ekstensiveres, og vandstanden hæves, vil det have en øjeblikkelig positiv klimaeffekt. Stoppede man dyrkningen og vådlagde alle lavbundsjordene, ville de samlede udledninger falde med op imod ca. 4,1 mio. tons CO2e om året. Denne effekt vil dog på nogle arealer midlertidigt modvirkes af en øget metan-emission, men den vil aftage over tid, efterhånden som arealernes naturlige dynamikker reetableres. Samtidig er udtagning af landbrugsjord afgørende, hvis vi skal opfylde vores EU-forpligtelser til at skabe et rent vandmiljø, sikre rent grundvand og mindske oversvømmelsen af byerne gennem vandparkering i landskabet.

Ur Rt Skov Gavner B De Natur Og Klima

Forskere er enige om, at udlægning af urørt skov er et altafgørende tiltag for natur og biodiversitet. Talrige truede arter er afhængige af skove med naturlige vandforhold, skove hvor træerne bliver naturligt gamle, og hvor træer får lov at vælte og skabe naturlige lysninger i skoven.

Urørt skov gavner også klimaet Urørt skov med intakte og naturlige økosystemer er også vigtige for klimaet. I urørt skov fjernes der ikke træ eller tømmer, og over tid øges kulstoflageret derfor i træernes vedmasse. Endvidere er også skovbunden en meget vigtig andel af skovens CO2-lager. Efter nogle årtier vil hastigheden på lagringen godt nok aftage, da træerne begynder at dø, og der gennem nedbrydningsprocessen igen frigives kulstof til atmosfæren.

Urørt skov er et klimavirkemiddel, som har virkning fra allerførste dag. Og vi har, set i lyset af klimakrisens omfang, brug for massiv handling på kort sigt. Det er politisk besluttet at øge det danske areal med urørt skov til i alt 75.000 hektar, hvilket svarer til 12 % af det danske skovareal og 1,7 % af det danske landareal. Der er et godt skridt på vejen, men er for lidt, hvis vi skal bremse tilbagegangen af biodiversiteten. DN mener, at 20 % af skovarealet skal udlægges til urørt skov. Det svarer i dag til 125.000 hektar.

Produktionsskovens klimaperspektiv

Produktionsskov kan først blive et godt klimatiltag i et middel til langt tidsperspektiv. Forudsætningen for, at produktionsskov (på langt sigt) kan få en klimafordel, er, at det høstede træ ikke brændes af som energi, da det derved blot bidrager til at øge CO2 i atmosfæren. I stedet bør det høstede træ anvendes som gavntømmer.

På langt sigt kan produktionsskoven muligvis have en større klimaeffekt end urørt skov. Forskerne estimerer, at det tager ca. 40 år. Dette tal er dog forbundet med visse usikkerheder. I en dansk kontekst er det nemlig sandsynligt, at vores energikilder om f.eks. 40 år i langt højere grad er baseret på vedvarende energi. Af den grund vil biomasse fremadrettet formentlig i lavere grad "substituere" fossile kilder og derved mindskes klimaeffekten af produktionsskov.

Strandenge Som Klimatiltag Og Kystv Rn

Strandenge er meget effektive til at optage og lagre kulstof, og derfor vil en omlægning af dyrkede lavbundsjorde til strandeng langs de danske kyster være meget positivt for klimaet.

I Danmark findes der ca. 41.000 ha strandenge, men potentialet er langt større. Strandengsområder har historisk set været meget udbredt, men er blevet inddiget og drænet til landbrugsjord, infrastruktur og byer. Det vurderes, at der i Danmark er et areal på 71.000142.000 hektar, der potentielt kan udlægges til strandengsområder. Strandengenes placering på overgangen mellem hav og land og deres tætte plantedække gør, at de fungerer som et naturligt kystværn. Strandenge er derudover et vigtigt levested og fourageringsområde for en lang række vadefugle og trækfugle. Omlægning af lavbundsjorde langs kysten til strandenge kan derfor være et væsentligt positivt bidrag til klimaet samtidig med, at de udgør et naturligt kystværn og øger biodiversiteten. Se evt. vores kystpolitik www.dn.dk/politikker/.

Naturen Som Klimatilpasningstiltag

Enorme mængder af regn, der fører til hyppigere oversvømmelser, samt stigende havstand er nogle af de konsekvenser af klimaforandringerne, som vi allerede ser, og ifølge FN’s fremskrivninger bliver det kun voldsommere. Klimatilpasningsløsninger findes ofte i naturen. F.eks. fungerer naturligt bugtede vandløb og ådale som gode klimatilpasningstiltag, da de – modsat udrettede vandløb – har en høj vandtilbageholdelse. Ved kraftige nedbørshændelser vil naturlige vandløb gå over sine bredder og oversvømme enge og kær i ådalen. Dermed bremses vandet og tilbageholdes i længere tid i landskabet. Den naturlige hydrologi i naturen kan på den måde være med til at forebygge oversvømmelse af vandløbsnære byområder ved vandløbenes nedre dele. Naturlig hydrologi fremmer også kulstoflagring generelt, da en betydelig del af landskabet omkring et vandløb vil kunne opbygge kulstoffet i jorden, når det oversvømmes.

Omstilling Til Sk Nsomt Fiskeri Har Positiv Klimaeffekt

På havet vil en omlægning fra fiskeri med f.eks. bundslæbende redskaber til skånsomt fiskeri betyde, at ålegræsenge og tangskove får bedre vilkår. Det er ikke bare godt for havnaturen, men også for klimaet, da ålegræs- og tangskove både er levested for et væld af arter og samtidig er meget effektive til at optage CO2. Derudover vil et skifte fra bundslæbende redskaber til skånsomt fiskeri reducere fiskeriets klimaaftryk, da fiskeri med bundslæbende redskaber gør, at der frigives store mængder drivhusgasser fra havbunden, og samtidig er det den fangstmetode, som bruger den største mængde af fossile brændstoffer.

Legr Senge Binder Co 2 Og Lagrer Det I Havbunden

Sunde ålegræsenge er et godt eksempel på, at intakte og robuste økosystemer har positiv indvirkning på klimaet. Ålegræs har, meget lig skovene på land, en evne til at binde CO2 fra atmosfæren og lagre det i havbunden.

En voksende ålegræseng kan binde omkring 4,5 tons CO2 pr. hektar pr. år, mens en fuldmoden ålegræseng kan tilbageholde op til mellem 0,25 og 0,8 tons CO2 pr. hektar pr. år.

I Danmark er arealet med ålegræs gået 70-80 % tilbage siden år 1900. Det skyldes især den øgede udledning af næringsstoffer til vores kystvande, men også direkte påvirkninger fra fiskeri med bundslæbende redskaber og klapning har medvirket til den negative udvikling.

UDBYGNING AF VEDVARENDE ENERGI OG INFRASTRUKTUR SKAL VÆRE NETTO-POSITIV FOR BIODIVERSITETEN

At udtage landbrugsjord til brug for solcelleparker betyder ikke, at vi får mindre natur. Tværtimod. Det skaber nemlig mulighed for at højne biodiversitet på områder, der tidligere blev dyrket med et andet formål. Udbygning med solceller på landbrugsjord giver således mulighed for at omlægge fra monokultur til sameksistens mellem solceller og en rig og divers flora rundt om solcelleanlæggene, som hermed kan skabe levested for insekter og fugle. Omlægningen fra landbrugsjord til solcellemark kan således have en netto-positiv påvirkning af biodiversiteten og grundvand, bl.a. fordi pløjning, gødskning og sprøjtning ophører.

Der er behov for en overordnet statslig planlægning, som giver kommunerne bedre forudsætninger for at detailplanlægge solcelleanlæg. Bedre planlægning er nøglen til at minimere potentielle konflikter mellem naturhensyn, landskaber og borgerinteresser.

På havet skal udbygningen af vedvarende energi også være netto-positiv for naturen. Etablering af havvindmøller medfører tab af havbund og en ændring af den natur, den opsættes i. Krav om netto-positiv påvirkning af havbunden vil mindske påvirkningerne, da det indebærer, at der – hvor det giver mening ift. den oprindelige havbundstype – laves tiltag, der højner diversiteten i området. Der vil selvfølgelig stadig være tale om menneskeskabt ændring i biodiversiteten, da vindmøllefundamenterne udgør et fremmedelement i havnaturen, men det giver mulighed for at skabe et samspil mellem naturen og behovet for udbygning med vedvarende energi.

Udbygning af landets infrastruktur, i byer såvel som i det åbne land, må så vidt muligt ikke ødelægge værdifulde naturområder. Det følger af det såkaldte afværgehierarki, at ødelæggelser af naturen først og fremmest skal undgås. Kan dette ikke undgås skal skaderne minimeres, genoprettes eller erstattes. DN mener, at det ligesom for udbygningen af den vedvarende energi altid bør tilstræbes at efterlade et netto-positivt aftryk på naturen.

Vejen Derhen

Når vi bevarer og genopretter naturen til robuste økosystemer, kan vi sænke CO2e-udledningerne samtidigt med, at vi i mange tilfælde også øger naturens mulighed for at lagre CO2. Et robust økosystem kan oftest også fungere som effektivt klimatilpasningstiltag.

Når vi f.eks. på land udtager kulstofrige lavbundsjorder og genopretter dem til de moser og våde enge, de var før opdyrkningen, øges biodiversiteten, samtidigt med at CO2e-udledningerne falder betydeligt.

Et andet eksempel er klimabufferzoner langs kysterne, der på en gang kan hjælpe de trængte strandenge, fungere som naturlige kystværn og samtidig gavne klimaet.

Og endeligt er der synergi mellem natur og klima, når vi omlægger produktionsskov til urørt skov.

På havet skal vi tænke havets mulighed for at optage kulstof sammen med bevarelse og genopretning af havets økosystemer. F.eks. kan man tænke ålegræssets evne til at lagre store mængder CO2 ind i planlægningen på havet og udlægge områder til bevarelse og genetablering af ålegræs og makroalger, som medvirker til at binde og lagre CO2.

At udelukke fiskeri med bundslæbende redskaber er et andet muligt virkemiddel med positive effekter for både klima- og biodiversitetskrisen. Det kan også f.eks. være at genoprette de stenrev, vi har fisket bort, da stenrev vil forbedre mulighederne for, at både makroalger og ålegræs kan reetablere sig, og disse vil begge have positiv betydning klimamæssigt i kraft af deres evne til at binde CO2.

DN ANBEFALER FØLGENDE tiltag og virkemidler

På land:

• At landbrugsjorder i alle ådale ekstensiveres ved at genoprette den naturlige hydrologi og naturen.

• At der arbejdes for at stoppe intensiv landbrugsdrift og tørvegravning i områder med moser, da moserne både er vigtige for at bevare naturlige kulstoflagre og biodiversiteten, der er knyttet til moserne. Desuden bør der arbejdes for, at eksisterende drænede moser og tørvemoser vådgøres – også de arealer, hvor der i dag er landbrug, skovbrug eller tørvegravning, da de kan binde CO2.

• At der udlægges randzoner langs vandløb, så der er plads til oversvømmelser på enge og andre naturarealer. Det vil være til gavn for både natur og klima.

• At der laves helhedsplaner for alle vores større vandløbssystemer, så der sker en samtænkning af mål og virkemidler for natur, vandmiljøindsats, klimagasreduktion og klimatilpasning på tværs af kommunerne, og så naturtiltag bruges aktivt til at forhindre oversvømmelse i byerne. DN anbefaler, at dette arbejde koordineres regionalt.

• At udlægge skove til urørt skov ved at stoppe skovbrugsproduktion og lade den naturlige hydrologi komme tilbage i skovene, da det både vil sikre vigtig biodiversitet og samtidig bidrage til bevarelse af naturlige kulstoflagre.

• At udlægge klimabufferzoner langs de danske kyster, herunder at udlægge de kystnære lavbundsjorde til strandeng, så arealerne kan fungere som klimatiltag, kystnaturen kan flytte sig ind i landet ved stigende vandstand, og arealerne kan fungere som kystværn.

• At der stilles krav om, at udbygning af vedvarende energi på landbrugsjord og anden infrastruktur skal være nettopositiv for biodiversiteten.

På havet:

• At de danske havområders potentiale for at binde og lagre kulstof i økosystemerne kortlægges og omsættes til genopretningsplaner.

• At sikre beskyttelse af de områder med ålegræs, vi har tilbage i de danske farvande, samt genopretning af områder med ålegræs, stenrev og biogene rev (dvs. rev dannet af blåmuslinger og hestemuslinger).

• At udlægge trawlfrie områder og generelt arbejde for at omstille det danske fiskeri til skånsomt fiskeri således, at fiskeri med bundslæbende redskaber mindskes markant.

• At hele det danske havområde forvaltes økosystembaseret og kun med bæredygtige aktiviteter, så god økologisk og god miljøtilstand opnås. Robuste og intakte økosystemer er en vigtig faktor i forhold til optag og lagring af CO2.

• At der ved udbygning af vindenergi på havet stilles krav om netto-positiv effekt for biodiversiteten.