2 minute read
Værd at vide
Konference om verdens mest sjældne laksefisk
Den 3.-5. oktober var Naturstyrelsen værter for en stor konference om snæblen. Den langnæsede laksefisk findes kun som oprindelig bestand i Vidåen og i et meget begrænset antal – cirka 7000 voksne indvider. Konferencen markerede, at de fleste af de projekter, der er planlagt med henblik på at redde den sjældne fisk fra at uddø, er fuldført. Der mangler dog stadig enkelte projekter i Sneum Å og i Ribe Å, som gennemføres de kommende år. Danmarks Sportsfiskerforbund glæder sig over Naturstyrelsens store indsats, som helt sikkert vil få stor positiv indflydelse på snæbelbestanden og alle andre fisk, der har behov for at vandre mellem saltvand og gydeområder i ferskvand i de berørte vandløb – herunder laks og havørred. Samtidig opfordrer forbundet til, at der iværksættes et moniteringsprogram, så det kan dokumenteres, at de trecifrede millionbeløb, som er investeret i snæbelbestanden, får den forventede positive effekt. Læs alt om konferencen her: http://www.snaebel.dk/Konf/
Ny vandløbslov vækker bekymring
I regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen planlægger en modernisering af vandløbsloven. Loven blev senest ændret i 1982, og professor Helle Tegner Anker fra Københavns Universitet er enig med regeringen i, at det er på høje tid med en revurdering. – Vandløbsloven stammer fra en anden tid med andre problemstillinger. Den trænger til at blive kigget på, forklarer hun, og henviser til at loven ikke tager højde for klimaforandringer eller for den sags skyld den EU-lovgivning, der fremgår af for eksempel vandramme- og habitatdirektivet. En ændring af vandløbsloven bekymre dog Venstre og landbruget, da man frygter at hensynet til afvanding vil blive begrænset til fordel for hensynet til natur og miljø. – Hvis man ændrer lovens formål, så vil store dele af landbrugsjorden forsumpe, og arealer må tages ud af drift. Det er konsekvensen, siger Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen. Vicedirektør i Landbrug & Fødevarer Henrik Frandsen er ligeledes bekymret, og han påpeger vigtigheden af, at en eventuel ændring i loven ikke må føre til en forringet afvanding.
Fede fangster
I efterårsferien kunne alle komme helt tæt på Danmarks fedeste fiskeuddannelse uden rigtig at være en del af kurset. Danmarks Sportsfiskerforbund har nemlig oprettet en hjemmeside – www.fedfangst.dk – hvor der hele uge 42 løbende blev lagt fede fangster og oplevelser ind direkte fra fiskevandet og klasselokalet fra forbundets Juniorlederkursus. Du må ikke gå glip af de mange fine indlæg, så klik ind på www.fedfangst.dk og genoplev ugens tætpakkede fiskeprogram sammen med kursets 76 ivrige, unge sportsfiskere og 25 engagerede instruktører.
Bifangst af fugle undersøges
Danmarks Sportsfiskerforbund er repræsenteret i det såkaldte Dialogforum, som består af repræsentanter fra Fødevareministeriet, Naturstyrelsen, Århus Universitet, Naturerhvervsstyrelsen, erhvervsfiskere, fritids- og sportsfiskere samt grønne organisationer som DN, Greenpeace, WWF og Oceana. I forummet debatteres, hvordan man kan sikre, at udpegede marine habitatområder og deres udpegningsgrundlag ikke lider overlast ved forskellige former for fiskeri. Fokus har indtil videre været rettet mod beskyttelse af de sjældne boblerev samt bifangst af marsvin og fugle hos erhvervsfiskerne. Et nyt projekt, der løber i 2012- 2014 skal monitere omfanget af fritidsfiskernes utilsigtede bifangst af fugle i nedgarn. Undersøgelsen finder sted i det sydfynske samt i Ålborg Bugt i Kattegat.