Geddedørgning med XL-agn

Store kunstagn & granvoksne gedder

Igennem de seneste år er antallet af storgedder, der er fanget på dørgefiskeri med store kunstagn, steget kraftigt. Dette er der én rigtig god grund til – de store kunstagn er ganske enkelt hamrende effektive.

Af Jacob Bechmann

Det er i gennem tiden sket en del gange, at jeg har siddet på en dansk geddesø med 25 livlige skaller i dammen. Og samtidig sendt en medfølende tanke til de stakkels svenskere og deres evindelige dørgen rundt med overdimensionerede woblere. Bevares svenskerne fanger da både mange og store fisk, men jeg har altid været af den faste overbevisning, at det ville jeg kunne gøre bedre med en spand skaller. Nu er det jo som bekendt menneskeligt at fejle, og jeg skal være den første til at indrømme, at min lette hovedrysten over svenskerne må betegnes som noget nær en fejl af dimensioner.

Mere tid til at fiske Hvis der er noget de danske geddefiskere altid har været gode til, så er det fiskeriet med levende agn. Op i gennem 90- og 00’erne er der fanget et utal af store, flotte gedder på agnfisk. Dette faktum kan ikke forklejnes. Men i de senere år er der oftere og oftere dukket flotte fangstrapporter op, hvor store woblere og gummidyr har været den udløsende faktor.

Lad mig med det samme indskyde at geddefiskeri med kunstagn ikke er en „mirakelmetode“, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det kan være mindst lige så effektivt som fiskeri med levende agn. Og hvem vil ikke gerne slippe for det til tider både tidskrævende og frustrerende arbejde med at fange agn? Kunstagn har først og fremmest den åbenlyse fordel, at de står hjemme i skabet – og altid er friske på en tur. I mit fiskeri bruger jeg primært de store kunstagn til dørgefiskeri fra båd, hvilket også vil være denne artikels omdrejningspunkt.

En øjenåbner Jeg husker tydeligt det tidspunkt, hvor jeg for alvor fik øjnene op for potentialet i de store kunstagn. Den sidste uge i marts 2011 var som i tidligere år afsat til geddefiskeri. Men da min kammerat og jeg ankommer til søen, kan vi konstatere, at vandet er møgbeskidt. Det er et alvorligt problem, for utal»

Geddens madkasse. Store plastwoblere som disse er et godt udgangspunkt, når der skal dørges efter gedder. Dette fremgår med al ønskelig tydelighed af wobleren i midten, der efterhånden har hilst på en hel del geddetænder. Fra oven ses Westin Jätte, Butch fra Savage Gear og nederst Salmo Skinner.

Geddekavalkade. Tre gode eksempler på at de store kunstagn har en nærmest magisk tiltrækningskraft på gedder i størrelse XL. De to øverste fisk stammer fra den dag, der beskrives i afsnittet „En øjenåbner“.

lige ture på denne sø har uden undtagelse vist, at fiskeriet er meget ringe eller ikke eksisterende, når sigten er dårlig.

Den eneste forskel fra denne tur og tidligere var, at vi har rigget op til fiskeri med store woblere og gummidyr og ikke agnfisk. Egentlig hælder vi mest til at finde en anden sø, da ingen af os tror på projektet, men vi bestemmer os alligevel for at give det et par timer.

De par timer bliver til tre hele dages spændende og anderledes fiskeri. Foruden en lang række gedder op til 10,3 kg og en pæn håndfuld sandarter, der også huggede på de store agn, får jeg vel nok min største åbenbaring inden for geddefiskeri i nyere tid. Jeg er nemlig fuldstændig overbevist om, at vi kun ville have haft meget begrænset succes, hvis vi havde brugt agnfisk. Med andre ord var der her tale om et fiskeri, hvor kunstagnene slog de levende agn med flere længder. De store woblere og gummidyr lavede ganske enkelt så meget ravage i vandet, at gedderne nemt kunne lokalisere dem.

Med til historien hører det, at fiskeriet foregik i et lavvandet område af søen, hvilket har bragt agnen tættere på fiskene, når man tænker vertikalt. Jeg tvivler på, at succesen ville have været den samme, hvis vandsøjlen havde været for eksempel otte meter og sigten lige så dårlig.

Blød eller hård Det kan være en overvældende affære, når man står foran en butiksvæg fyldt med store agn i alle mulige former og farver. Går man et skridt videre og begynder at undersøge, hvad der findes på diverse udenlandske netbutikkers hjemmesider, kan det nærmest synes håbløst at vælge den helt rette agn.

Som udgangspunkt kan man dele agnene op i to typer – hårde og bløde agn. De hårde agn dækker over så godt som alt, hvad man kan „knække en tand på“. Det mest interessante til geddefiskeriet er dog woblerne, hvilket også illustreres ved de enorme valgmuligheder, grejfabrikanterne kan præsentere.

De bløde agn dækker over alle mulige og umulige former for gummikroppe, men i de sidste par år har den absolutte joker været de op til 30 – 35 cm lange gummiål. Disse laves efterhånden af en del forskellige producenter, så udvalget er også her enormt.

Det svære valg Store geddeagn hører ikke til det billigste, man finder i en grejforretning, og dankortet kan hurtigt blive varmt, når man begynder at fylde kurven. Men ved at slå koldt vand i blodet og tænke sig om, kan omkostningerne til agnindkøb hurtigt reduceres.

Først og fremmest vil man gøre sig en selv en tjeneste ved at købe et par agn i forskellige modeller eller mærker, som man instinktivt tror på. Derefter skal agnene afprøves

under fiskeri, og man kan herved konstatere om fart kontra bevægelse, dybdegang, måden at „rulle“ på samt synlighed passer til ens temperament. Når man har fundet nogle anvendelige modeller, kan man begynde at overveje, hvilke farver der virker spændende.

Overordnet set kan man dele farverne op i tre kategorier: De skrigende, de dæmpede og de mere naturtro. Som udgangspunkt kommer man langt med et par agn i hver kategori. At farvevalget har stor betydning, er der ikke meget tvivl om. Visse dage kan helt op til 90 % af huggene være på én bestemt farve. Besøger man så samme vand et par dage efter, i den tro at man har fundet „Super-wobleren“, så er det stort set altid sådan, at den pågældende farvekombination har mistet sin magi. Med andre ord er der ingen eksakt facitliste til farvevalget, så det bedste råd må være, at prøve sig frem til den farve der virker på dagen.

Lyde og vibrationer En wobler i bevægelse udsender både lyd og vibrationer under vandet. Intensiteten af lyd og vibrationerne afhænger først og fremmest af, hvilke „features“ den valgte agn har. Men lige så vigtigt er hastigheden, man sejler med. Jo højere fart – indtil en vis grænse – desto mere bevægelse og lyd vil agnen frembringe. Overordnet set skal man vurdere, om man vil fiske med en wobler, der har raslekugler, er leddelt, er hel, eller måske en kombination af de nævnte muligheder.

Der er ingen tvivl om at farve, lyd og vibrationer spiller en meget stor rolle for fiskeriet. Kombinationen af hvad der virker fra gang til gang og fra sø til sø ændrer sig dog hele tiden. Alligevel er der ofte en tendens til, at nogle bestemte agn passer bedre til visse typer af søer end andre.

Lad vandet bestemme Hvorvidt vandet er klart eller beskidt, har stor betydning for mit førstevalg af agn.

I klarvandede søer vælger jeg som udgangspunkt aldrig agn i skrigende farver.

Dagens model. Vandets klarhed har stor betydning for valget af wobler. I dette tilfælde vælges en „hidsig“ model, da der skal fiskes i uklart vand.

Glædelige overraskelser. En sandart har inhaleret et gummidyr på 30 cm. Man kunne foranlediges til at tro, at det er en „hovsa-fisk“, men dagen gav fem sandarter, der alle huggede på agn, der var større end 20 cm.

Det gør jeg ikke af den simple grund, at jeg er sikker på, at rovfiskene sagtens kan se agnen, når man sejler over dem. Hvis man under sådanne forhold vælger nogle hidsige farver, er jeg af den overbevisning, at den overdrevne synlighed og kunstighed skræmmer mere, end den gavner. Jeg er dog knap så konsekvent, når det gælder raslekugler eller ej. Her synes jeg ikke, at have registreret nogen generel forskel i samspillet med vandets klarhed. Derimod foretrækker jeg til hver en tid woblere med en blød, rullende gang frem for noget hidsigt. Igen handler det om, at den bløde rullende gang i mine øjne virker mere naturlig.

Ved fiskeri i uklart vand forholder det sig lige omvendt. Der ryger de hidsige farver på med det samme. Det sker ud fra tanken »

om, at det absolut vigtigste er, at rovfisken får øje på agnen. I uklart vand vil gedden have kortere tid til at bestemme sig, så selv om en wobler i skrigende farver ikke ligner noget naturligt, vil glimtet af noget der ligner et bytte i mange tilfælde få den til at hugge. Da den visuelle præsentation af agnen er reduceret, er det mindst lige så vigtigt med noget lyd og bevægelse til at stimulere geddens hørelse og sidelinjesans. Derfor foretrækker jeg woblere, der for det første har raslekugler, og for det andet er leddelte. Samtidig må wobleren gerne kunne „flytte“ noget vand. Bruger sjældent dybtgående woblere Så godt som alle woblere jeg bruger i mit fiskeri er flydende og går fra lige under overfladen ned til 3-4 meters dybde. Jeg bruger kun sjældent synkende eller dybtgående woblere, da de kun har mulighed for at gøre det, de er designet til. Har jeg behov for at fiske dybere, benytter jeg paravaner i forskellige størrelser.

Selv over dybe søer fisker jeg sjældent langt nede i vandsøjlen, hvilket hænger sammen med at gedden ofte står midt i vandet og kigger op mod sit bytte. Desuden er jeg ikke i tvivl om, at gedden gerne flytter sig efter et interessant bytte. Styr dit gummidyr De store gummidyr vejer alt efter model typisk mellem 50 og 150 gram. De er i høj grad synkende, og her er man nødt til at justere deres dybdegang ved hjælp af bådens fart. Det betyder, at jo hurtigere du sejler, desto højere op i vandsøjlen vil agnen komme. Hvis man omvendt sænker farten for eksempel i forbindelse med, at man passerer et dybere område, kan man få agnen til at dykke mod bunden, mens den lange hale flakser lokkende.

Fisker man på meget lavvandede søer, kan det i kombination med høj fart være nødvendigt at have gummiagnene tæt på båden for at undgå, at de går i bunden. Hæver man samtidig stangen i næsten lodret position over rælingen, kan selv meget lavvandede områder affiskes.

Det kræver måske lige en fisk eller to i båden, før man er overbevist om gummidyrenes effektivitet. Jeg kan dog ærligt sige, at var geddefiskeri et spil poker, så ville gum

Bananjagt. To store bananer står på 6 – 7 meter vand. Nu gælder det om at få agnene henover det givne område – og så ellers være klar ved stængerne.

« Store kunstagn & granvoksne gedder

midyrene være spar es.

Variér din fart Hvor hurtigt man skal sejle afgøres i første omgang af, hvordan de valgte agn bevæger sig til farten. Som udgangspunkt bør man sætte farten, så de valgte agn bevæger sig med en lokkende gang i vandet. Det gøres lettest ved at holde agnen en stanglængde ud fra siden af båden. Herefter kan man justere hastigheden, indtil det rette bevægelsesmønster findes.

Der er dog ikke nogen facitliste, når det gælder trollinghastighed. Til gedder er en fart mellem 2-4 km/t dog et godt udgangspunkt. Jeg har dog fanget fisk, hvor wobleren har været fisket så langsomt, at den kun akkurat har været trukket under overfladen. Samtidig har jeg også fået fisk, hvor kombinationen af høj fart og vægten af fisken i det den hugger, har gjort det svært at få stangen ud af stangholderen.

Hold styr på afstanden Hvor langt bag båden, man fisker agnen, afhænger af søens topografi, og hvad man tror på. Det kan dog være nyttigt at holde regnskab med, hvad der tidligere har fungeret. Har man hjul med linetæller, er det let at notere, hvor mange meter en given agn skal fiskes bag båden, før den giver gevinst.

Med hjul uden linetæller kan man sætte en

Gummiuhyre. Meget passende kalder Savage Gear dette gummidyr for en „Alien Eel“. Gedderne har dog intet imod, at agnene ligner noget fra det ydre rum.

række stopknuder i hidsige farver op ad linen. Den første sætter man for eksempel 20 meter over agnen og derefter i intervaller af 5-10 meter. Denne metode vil give et rimeligt præcist overblik over afstanden ud til agnen.

Det kan tangere det lettere nørdede at sidde og holde regnskab med sådanne detaljer. Men ofte kan den helt rigtige kombination af agn, fart og afstand til båden give det bevægelsesmønster, der gentagende gange udløser hugget.

Fletline med mono-spids Fletlinen er klart at foretrække til trollingfiskeri efter gedder, først og fremmest fordi den minimale elasticitet gør det nemmere at „sætte“ de store kroge i modhugget. Dernæst har fletlinen også den åbenlyse fordel, at vibrationerne fra woblere let overføres til stangspidsen. Det gør det væsentligt nemmere at konstatere, når wobleren har samlet skidt op.

Fletlinens manglende elasticitet kan dog give problemer, når gedden er fightet ind til båden og den eksploderer i overfladen, mens den store agn rystes frem og tilbage. I sådanne siutationer er det rart med noget elasticitet. Derfor er det en fordel at have et stykke mono eller fluorocarbon line (0,40 – 0,50 mm) på 5 – 10 meter mellem hovedline og forfang.

Tjek på krogene Der har tidligere været en tendens til, at nye woblere kunne være monteret med nogle halv- eller hel dårlige kroge. Heldigvis ses det kun sjældent i dag, men det er alligevel en god ide, at tjekke krogene på den nyindkøbte agn, inden den søsættes. Ser krogene dårlige ud, eller er decideret uskarpe, så kan man lige så godt bide i det sure æble og skifte dem med det samme.

Mange af de store agn kommer med tre trekroge, her kan man også overveje, om man ikke kan fjerne en af krogene uden, at det skader krogningsevnen. Det er for det første noget lettere at afkroge en fisk, hvor der kun er to trekroge at koncentrere sig om. For det andet vil én krog mindre gøre mindre skade på fisken.

Skulle uheldet være ude, og en trekrog sætter sig i fingeren, er det en rigtig god idé, at have en ordentlig knibtang eller lignende med i båden – og vel at mærke ikke gemt væk i bunden af grejæsken.

Ikke mere sofafiskeri Jeg har i gennem årene opgivet flere geddeture til fordel for en dag på sofaen. Det skyldes ikke manglende lyst til at komme af sted, men simpelthen fordi det har været umuligt at skaffe agnfisk. De dage er heldigvis ovre, for med kunstagn har man altid effektive agn ved hånden. Derudover har metoden den åbenlyse fordel, at den dækker to til tre gange så meget vand som ved almindelig dørgefiskeri med agnfisk. n Grej til trolling med store kunstagn

Stang: En spinnestang eller en decideret stang til bådfiskeri på 9 – 10 fod med en kastevægt på 40 – 100 gram er passende til håndtering af de store agn. Aktionen må gerne være top eller progressiv.

Hjul: Både fastspole og multihjul kan bruges, men multihjulet er at foretrække, da det giver mindre kludder under fiskeriet. Da der går en del tid med at tjekke, om agnene har samlet skidt op, er det en fordel med et hjul, der har en størrelse/udveksling, der gør det hurtigt at vinde line ind.

Line: En fletline i 0,18 – 0,25 mm er et godt udgangspunkt. Jeg bruger generelt en ret tyk line, da jeg gerne vil have mine dyrt indkøbte agn tilbage ved bundhug. En tyndere line giver dog den fordel, at man kan få sine agn til at arbejde dybere.

Leader: Det er en fordel at montere 5 – 10 meter mono- eller fluorocarbonline i 0,40 – 0,50 mm mellem hovedline og forfang. Det giver lidt elasticitet under fighten, og samtidig er leaderen mindre synlig end fletlinen.

Forfang: Wire, fluorocarbon eller en kombination er en smagssag. Jeg bruger udelukkende fluorocarbonforfang i 0,90 mm, og det har endnu ikke kostet en fisk.

Net: Jeg foretrækker gællegrebet, men når krogene har sat sig i fisken, så man ikke kan komme til, er det rart med et net – gerne et knudefrit- eller et gumminet.

Husk: En ordentlig tang med langt skaft til at afkroge med, samt en tang der kan klippe en kraftig trekrog.