2 minute read
Artikel D om i lakseretssag
Dom i lakseretssag
Sidste år hjemtog to fiskere fra Storåen hver sin fredede laks i protest mod, at man skal være medlem af en sammenslutning for at få del i kvoten. Sagen endte i retten, og der er nu faldet dom.
Sagens kerne. Dommen i laksesagen fra Storåen slår fast, at det er ulovligt at hjemtage laks fra strækninger, der ikke er en del af kvoteordningen.
Af Kasper Rasmussen kr@sportsfiskeren.dk
I samtlige af de vestjyske åer med en oprindelig laksestamme, er der opsat en kvote for, hvor mange laks der må hjemtages i løbet af sæsonen. Dette er således også tilfældet i Storåen, hvor kvoten forvaltes af Sammenslutningen ved Storåen, SvS, i samråd med DTU Aqua. Dette gøres ud fra princippet om, at antallet af laks afhænger af længden af fiskevandet.
To ulovlige laks I løbet af laksesæsonen 2010 blev der på den del af Storåen, der kaldes Postens Hul, hjemtaget to laks. Dette blev gjort på trods af, at det konsortium, der har lejet fiskeretten, ikke har ønsket at være en del af SvS og derfor ikke har fået del i kvoten. Laksene var derfor fredede, og fangsterne var et brud på fiskeriloven. Fiskeridirektoratet valgte d. 10. september 2010 at sende sagerne til Herning Politi, hvilket resulterede i et bødeforlæg. De to fiskere nægtede dog at betale bøderne, og valgte i stedet at køre sagen i retten som en principsag.
Den 5. oktober 2011 slog retten i Holstebro fast, at de to laksefiskere skal betale hver deres bøde på 2.500 kr. eller sidde seks dage i fængsel. De skal ligeledes betale sagens omkostninger til deres forsvarer.
Hos Fiskeridirektoratet ser man positivt på dommen. – Vi hilser dommen velkommen og tager den til efterretning, udtaler Mik Jensen, kontrolchef i Fiskeridirektoratet, og fortsætter: – Dommen viser klart, at det er ulovligt at hjemtage laks uden dispensation.
En vigtig dom Danmarks Sportsfiskerforbund har fulgt sagen nøje, da udfaldet kan få stor betydning for den fremtidige forvaltning af laksebestandene. – Dommen er heldigvis klokkeklar, så der kan ikke være tvivl om, at man ikke uden videre kan slå en fredet fisk ihjel, bare fordi man ikke ønsker at være medlem af en åben sammenslutning, siger Steffen Toft Jensen, der er medlem af Danmarks Sportsfiskerforbunds forbundsbestyrelse.
Han pointerer, at formålet med kvoterne og fredningen af laksen er at sikre et bæredygtigt fiskeri, som ikke kolliderer med det vigtigste mål – at redde den danske vildlaks. Dommen betyder, at foreningernes incitament til at fortsætte det livsvigtige udsætnings- og restaureringsarbejde stadig er højt. – Uden foreningernes store indsats for laksen ville opgangen være en brøkdel af, hvad den er i dag. Der er ingen tvivl om, at sportsfiskerne i samarbejde med DTU og DCV er skyld i det lakseboom, vi har oplevet de senere år. Men der er stadig lang vej, før bestandene kan klare sig uden udsætning. Dommen, der legaliserer, at kvoten gives til en åben sammenslutning, hvis vigtigste formål er at sikre det bæredygtige fiskeri og stå for udsætningerne, er derfor vigtig for både bestanden og fiskeriet. For hvorfor skal sportsfiskerne årligt bruge i tusindvis af frivillige timer og femcifrede beløb på at redde laksen, hvis andre uden konsekvenser kan høste af kvoten, siger Steffen Toft Jensen. n