1 minute read
Boganmeldelse
Styhr på Karup Å
En af Karup Ås markante profiler, Mogens Styhr – der driver Pension Højbo i Vormstrup – har begået en spændende og læseværdig bog om sin mangeårige lidenskab for det prægtige vandløb.
Bogen starter med en beskrivelse af tiårige Mogens' første fisketur til Karup Å. En begivenhed der fik afgørende betydning for hans livsbane. Den første havørred på blink og flue får et par mindeord i samme kapitel.
Derpå omtales en række personligheder, som har haft særlig betydning for Mogens' intense lystfiskerliv. Barberen og Degnen var hans læremestre, mens flue- og toggerfiskeren Johannes Laursen gav ham blik for de lokale fluer og bulefiskeriet.
Det farverige persongalleri omfatter også koryfæer som Ejnar Thykjær, Poul Falkenberg, Bambus alias Helge Dahl Jensen, Ejner Olesen, naboen, Jørgen Handberg med kælenavnet Fido, Jens Hvam, Ove Nielsen samt „Rugekasse-Lasse Mikaelsen“. Legendariske skikkelser, hvoraf mange har fanget mere end en havørred over ti kilo i den skønne å.
Ophavsmand til fluen Nieren, vennen og Natmanden Alf Pedersen, som døde alt for ung af kræft, omtales med særlig veneration. Mogens har samlet 12 små, stemningsfyldte historier, som Alf nåede at skrive og inkluderet dem i et særligt kapitel.
Dertil rummer bogen stemningsfyldte beskrivelser af årstidernes fiskeri, masser af imponerende fortællinger om fangede – og mistede – havørreder og en række fine mønsterbeskrivelser af lokale fluer til hele sæsonen. Og evner man at læse mellem linjerne, rummer bogen masser af tips om de mest gængse og givende fluemetoder.
Mogens har begået en inspirerende, humoristisk og letlæst bog. Den vinder desuden ved at være gennemillustreret af den lokale tegner Helge Larsen, som er veteran ved Karup Å. Hans hurtige og levende streg yder sit smukke bidrag til en fælles hyldest af en af Europas bedste havørredåer og det miljø, som de begge lever og ånder for. Kan varmt anbefales – den giver våde drømme. Læst af Orla Bertram Nielsen
Titel: Styhr på åen Forfatter: Mogens Styhr Rasmussen Sidetal: 151, indbundet Pris: 199,- Udgiver: Privattryk Forhandler: mogensstyhr@hotmail.com eller 97 45 60 50
“EVENTYRET STARTER I DIN BAGHAVE.”
Erik B. Jørgensen Eventyrer, foredragsholder, forfatter og guide
KATEGORI TREK LIGHT | CANYON WIDE GTX ®
Komfortabel, letvægts vandrestøvle med eksibel sålkonstruktion. Velegnet til dagsture med rygsæk, længere gåture eller hverdagsbrug.
Fenix Outdoor Danmark oplyser nærmeste forhandler på tlf. 8620 2075 www.hanwag.de