8 minute read

Succes på laksepremieren

Next Article
Mærkning af laks

Mærkning af laks

Laksepremieren står for døren, og det gælder om at være klar, når sæsonen skydes i gang. Her får du en række tips, der hjælper dig på vej mod en succesfuld premiere.

Af Rasmus Bohnensach rb@sportsfiskeren.dk

Det er højest sandsynligt over fem måneder siden, at ågrejet sidst har været brugt. Snart går det atter løs, og hvis du ikke allerede har tunet grejet ind, er det tid til et grundigt serviceeftersyn. De tidlige premierefisk er ofte de største, og det kræver både godt og velholdt grej at kæmpe med en fisk på 10, 15 eller måske 20 kg.

En ting er stang, hjul og line. Det er en selvfølge, at det skal spille maksimalt. Men prøv at forstille dig, at du kroger en enorm fisk, og du er helt alene på pladsen. Hvordan skal den landes?

Et stort net, en fangstkrog. Tænk over, hvad der vil fungerer bedst for dig. Og hvad, hvis fisken skal genudsættes. Har du en krogløsertang, et målebånd og dit kamera lige ved hånden – ellers bliver det hurtigt en besværlig affære. Brug lidt tid hjemmefra på at tænke grej og situationer igennem. Det vil med garanti betale sig før eller siden.

Kend dit fiskevand Lokalkendskab er altid en fordel. Jo bedre man kender sit fiskevand desto bedre er ens chancer for succes som regel også. De senere år har flere åer gennemgået ændringer, der på den ene eller anden måde har påvirket fiskeriet.

Ændringer i sæsonenstart og slutning, reetablering af fiskevande samt hårde og lange vintre – alle har indflydelse på fiskeriet. Det gælder dermed om at kende sit fiskevand og sørge for at hænge i, når der sker drastiske ændringer. Jo mere man fisker, og jo mere tid man bruger ved åen, desto bedre vil ens lokalkendskab selvsagt blive.

Tjekliste – spinnefiskeren En solid laksestang med et passende spinnehjul med en god bremse er et must, og sikkert allerede en del af udrustningen. Husk at fylde hjulet op med en ny og frisk line (din grejbutik kan gøre det perfekt med en spolemaskine). Lige meget om man fisker nylon eller superline, koster en god line ikke alverden, men det er en vigtig del af udrustningen, hvor det er dumt ikke at købe det bedste.

Få grejæsken fyldt godt op med dine favoritspinnere, -blink og -woblere, og skift krogene ud med stærke og knivskarpe kvalitetskroge.

Drømmelaks. Det er laks som denne, der får tankerne til at flyve af sted mod den forestående premiere – og folk fra hele landet til at valgfarte til Vestjylland.

En blankfisk i tokilosklassen skyder mod himlen med blinket i mundvigen

Sidst men ikke mindst husk at få styr på alle de vigtige småting – som svirvler, hægter, ekstra kroge og springringe. Når man står med kolde fingre ved vandet, er det rart, at grejet er godt organiseret.

Tjekliste – fluefiskeren Enhånds-, switch- eller tohåndsstang er en smagssag. Sørg for at have styr på den stang, du føler dig bedst tilpas med, men husk på, at den skal kunne kaste, fiske og fighte fisk under de forhold, du skal fiske under.

Når stangen er monteret med et passende hjul fyldt med bagline, er vi fremme ved den vigtigste del af grejet. Flueline, forfang og flue. Der findes en million forskellige flueliner, og hvilke type der en den rigtige, er der lige så mange meninger om, som der er fluefiskere.

Løse skæl. En friskfanget forårslaks med løse skæl, så bliver det næppe bedre.

Hav to eller tre forskellige liner med i lommen, så alle vanddybder og forhold kan dækkes. Det er håbløst at komme til en perfekt plads og ikke kunne få fluen ned i svingets dybe hul. Forfanget kan med fordel holdes simpelt. Et par ruller nylon eller fluorocarbon i 0.35 og 0.40 mm. Mere skal der ikke til. Det er blot vigtigt, at brudstyrken holder, hvis en stor fisk hiver i den anden ende.

Sørg for at have et godt udvalg i flueboksen. Store og små. Lette og tunge. Husk, at kradse og klare farver tit er gode i det kolde vand.

De skarpeste kroge i æsken Ligegyldigt om man er orme-, flue- eller spinnefisker, så skal der en eller anden form for krog i enden af linen. Da selv den dyreste krog på markedet koster en brøkdel af resten af fiskeudrustningen, er der ingen undskyldning for ikke at have de skarpeste kroge monteret på sin agn. Husk, at det er lovpligtigt at fiske med modhageløse kroge langt de fleste steder.

Fart over feltet Forårslaksene er sjældent stationære og flytter sig gerne rundt i åen. Der er både ulemper og fordele ved dette. Ulempen er, at det måske kræver en del meter affisket vand, før man finder en hugvillig fisk.

Til gengæld kan fordelen være, at man ikke skal være så bedrøvet, hvis en oplagt fiskeplads er optaget. Måske hugger fisken på næste plads, eller måske endda et sted midt imellem. »

Skønhed. Det er ikke altid, at de største laks bringer mest lykke. En smuk laks på sæsonens første dag kan få smilet frem hos de fleste.

Vådt og tørt Enhver motor kræver brændstof for at yde maksimalt. Det samme gælder os lystfiskere. Premieredagen bliver som regel lang, og selv om kalenderen rammer midten af april, kan vejret være svingende.

Sørg for at have rigeligt af mad og drikke med på turen. Kroppen holder sig bedre varm, hvis man er godt mæt – og koncentrationen forbliver skarp. En kande varm kaffe eller en portion varm suppe gør underværker, hvis kroppen bliver lidt kold i dagens sidste timer.

Klædt ordentligt på Premieren kan være en vejrmæssigt udfordring. Det kan være koldt eller lunt. Det kan være tørvejr eller regne i lårfede stråler. Det kan blæse en mindre storm eller være helt vindstille. Det kan også være en blanding af det hele.

Lige meget hvad, er det vigtigt at være klædt godt på. Omskifteligt vejr kræver omskiftelig påklædning. Lag på lag beklædning er den ideelle løsning. Kombiner et tyndt lag uldundertøj inderst med et lidt tykkere lag fleece samt et par åndbare waders og en vandtæt fiskejakke yderst. Så kan man tage af eller på alt efter vejret – dermed forbliver kroppens klima i top.

Husk et par tykke striksokker på fødderne. Vandet et helt sikkert koldt, og går man med fødderne i vandkanten, bliver det hurtigt koldt.

Forventningens glæde Netop premieren er for de fleste en forventningens glæde. Efter en lang vinter går det atter løs, og drømmen om den store, blanke forårslaks trækker i enhver.

Flere af vores åer er underlagt kvoter, og hver lystfisker må kun hjembringe en laks per sæson. Af samme årsag kan det være en god idé at forventningsafstemme målet for sæsonen.

Det kræver ben i næsen at genudsætte en lynende blank, stor og flot premierelaks på 95 cm. Men hvis nu det brændende mål er fisken på meteren, må prioriteringen veje højest.

Den beslutning er nemmere gjort hjemme inden sæsonstart, end når man sidder med fisken i vandkanten.

Vis hensyn Der er normalt trængsel ved åernes populære stræk de første dage, og til tider kan nogle pladser være så fyldte, at det bedre betaler sig at finde en anden plads. »

Favoritagn. Det gælder om at have favoritagnene klar med stærke og skarpe kroge, når sæsonen skydes i gang.

Laksevand. Hvis man ikke er medlem af en forening langs en af lakseåerne, så kan det svært at vælge, hvor man skal fiske. Der er nemlig stor forskel på, hvordan de enkelte åer fisker i sæsonens første dage – og det skifter år efter år.

Der skal være plads til alle ved vores fantastiske fiskevande, og selv om det kan være ærgerligt at komme ned til sin favoritplads og finde ud af, at den er optaget, skal man vise hensyn til fiskeren, der er der i forvejen. Vent en stund, og fisk som sidste mand over strækket eller find en anden plads. Næste gang er det måske dig, der kommer først – og så vil den gode gerning sikkert blive gengældt.

Styr på papirerne Det er næsten helt sikkert, at Fiskerikontrollen samt foreningernes kortkontrollører er på pletten de første dage i sæsonen. Der er ekstra mange fiskere langs vandene, og det sender derfor et vigtigt signal, at der er kontrollører ude.

Trods laksekvoter og flere nye regelsæt har vi i Danmark stadig masser af frihed i vores fiskeri. Alligevel er der dog en del ting, man skal have styr på.

Gyldigt fiskekort og statstegn. Styr på de regler, der gælder for ens fiskevand, og hvordan de håndhæves rigtigt. Du kan købe fiskekort til en stor del af laksevandet i Danmark på www.fiskekort.dk

Du kan se de gældende lakseregler og laksekvoter for 2013 samt læse folderen DANSKE LAKS OG HAVØRREDER på

sportsfiskeren.dk/danskelaksoghavørreder

Hyggeligt samvær Laksepremiere er synonym med hygge og socialt samvær. Mange foreninger eller fiskeklubber laver en eller anden aktivitet for at fejre premieren.

Om det er en god morgenmad i klubhuset, en varm grillpølse på p-pladsen til frokost eller blot en kold øl at slutte dagen af på er ikke det vigtigste. Det centrale er at nyde det sociale og komme hinandens fiskevenner ved.

Udover hyggen giver det sikkert også lidt ny inspiration til nye fiskesteder og teknikker, der kan gavne resten af fiskeåret. Premieredagen er ganske lang, og der er masser af tid til både fiskeri og samvær. n

This article is from: