Artikel D ræb dine dogmer

Dræb dine dogmer

Sportsfiskeri er fyldt med uskrevne regler. Regler som i visse tilfælde giver god mening, men som i andre tilfælde slet ikke holder vand. Sportsfiskeren hjælper dig med at rydde ud i nogle af dogmerne.

Af Kasper Rasmussen kr@sportsfiskeren.dk

Gedden står og gemmer sig i siv eller grøde og fanger sit bytte via bagholdsangreb.

Et gør-det-selv-tema indenfor sportsfiskeri, vil for de fleste lede tankerne hen på stangbygning, fluebinding og lignende hyggelige vintersysler. Noget andet man kan bruge vinteren til er at fundere lidt over, hvordan man dyrker sit fiskeri. Altså ganske enkelt: Hvorfor gør jeg sådan, når jeg fisker efter den og den art?

De fleste vil hurtigt opdage, at de er låst fast i en række mønstre. Handlinger som de konsekvent udføre, eller regler som de konsekvent følger. I nogle tilfælde måske velbegrundet i andre tilfælde fordi: „Sådan er det bare“.

Det er sidstnævnte kategori, som man med fordel kan kigge lidt efter i sømmene. De fleste, der har fisket gennem længere tid, vil nå til den erkendelse, at en del af de dogmer, man har tillagt sit fiskeri, slet ikke holder. Ja, måske har de endda en direkte negativ konsekvens for dit fiskeri.

Vi har samlet en portion uskrevne regler, som rent faktisk er helt eller delvist forkerte – måske følger du nogle af dem?

N år du fisker havørred om natten, så skal ag nen være kulsort, for så bliver silhuetten mod nattehimlen mere tydelig.

Selvføgelig står gedderne nogle gange i skjul, så denne uskrevne regel er ikke helt ved siden af. Men lader man den definere, hvor og hvordan man fisker efter gedderne, så udelukker man en hel del gode fiskeoplevelser. Det gælder særligt i store, dybe søer. Noget af det bedste fiskeri jeg har oplevet, har været langt fra bredzonens siv og grøde. Faktisk lader det til, at man ligeså godt kan støde på gedderne på en flad og kedelig bund eller midt i vandet over 15-20 m vand. Kunsten er så at vide, hvornår gedderne står nær vegetationen, og hvornår de jager i de frie vandmasser.

D et er en udbredt teori blandt folk, der spinnefisker efter havørreder såvel på kysten som i åen. F aktisk har jeg ofte oplevet folk, der minutiøst sidder og maler deres flotte woblere sorte med en sprittus i den tro, at den så er mere effektiv til natfiskeri. D et giver dog ikke men ing, for når man snakker om silhuetter, så dannes de, fordi lyset ikke kan trænge igennem det pågældende objekt, og så er det fuldstændig lige meget, hvilken farve objektet har. Så lad du din orange wobler være orange, da det er en rigtig effektiv farve til dagsfiskeri, og da den er fuldstændig magen til den sorte, når du holder den op imod den lyse nattehimmel. D u kan selv prøve at gætte, hvilken af de to woblere på fotoet der er sort, og hvilken der er gul/hvid. F oretrækker du derimod en sort agn til dagsfiskeri, så er sagen selvsagt en hel anden. T eorien er kun delvist forkert ved fluer, da fluebindingsmateriale ofte delvist gennembrydes af lyset. D erfor vil en sort flue i visse tilfælde være mere markant end for eksempel en hvid. M an kan så argumen tere for, at fiskene i mange tilfælde ofte ser agnen med brinkvegeta tionen som baggrund. D enne fremstår meget mørk, hvorfor en lys og dermed mere kontrastskabende agn, vil være mere synlig for fisken.

D et er helt uforsvarligt, at fiske med en håndsflue efter laks, der skal genudsættes, da du slet ikke kan presse fisken nok.

U V-farver på blinket giver klart flere kystørreder

Jeg har en god kammerat, der fisker rigtig meget efter laks med flue. Når forholdene er til det – det vil sige, når der er plads til bagkast, og vinden ikke er for drilsk – så går han ofte med en kraftig enhåndsstang fremfor tohåndsstangen. Flere gange hver sæson bliver han passet op af andre fiskere, der nærmest er forargede over, at han fisker med enhåndsstang, når nu de store laks skal genudsættes. Det begrundes med, at han slet ikke kan presse en storlaks tilstrækkeligt på enhåndsgrej, og at fighten derfor bliver unødig lang – til skade for fisken. Det behøver dog ikke være tilfældet. Tværtimod vil det ofte være det modsatte, der er tilfældet – så længe line og forfang har samme styrke. Og uanset længden på stangen, så er det langt mere relevant, at fiskeren ved, hvad han laver, end om stangen er et par fod kortere eller længere.

I de seneste år er UV-lak på kystblink og -woblere blevet et hit. Noget kan dog tyde på, at farverne hitter mere hos fiskerne end hos fiskene. Ørrederne er ganske vist i de første par år af deres liv i stand til at se UV-lys. Denne evne forsvinder dog længe inden, ørrederne når mindstemålet, og derfor også længe inden, at de er interessante for kystfiskerne. Der er dog undersøgelser, der indikerer, at evnen til at se UV-lys kortvarigt gendannes i forbindelse med fiskenes gydemigration. Det er dog ikke endeligt bevist, og det er således slet ikke klarlagt, om UV-synet har noget som helst med fødesøgning at gøre.

R øde og gule farver er rigtig gode til havfiskeri på større dybder, fordi de er nemmere for fiskene at se.

Vi sportsfiskere går generelt meget op i, hvilke farver vores kunstagn har. Den generelle værdi af at have den samme agn i mange forskellige farver, vil jeg undlade at kloge mig på. Men i visse tilfælde, har det helt sikkert ingen værdi. Eksempelvis er det meget populært at bruge røde og gule farver på pirke og andre endegrejer til havfiskeri – også på dybt vand. I mange tilfælde vil dette dog være spild af god farve, da eksempelvis den røde farve forsvinder meget hurtigt – typisk indenfor de først 10-20 m. Faktisk forsvinder nogle af farverne så hurtigt, at det også kan være relevant at overveje til ferskvandsfiskeri for eksempel vertical-jigging. Præcis hvor hurtigt farverne forsvinder, samt hvilke farver der forsvinder først, afhænger af vandets klarhed, og det er derfor svært at lave generelle retningslinjer. Som tommelfingerregel kan man dog sige, at jo dybere du fisker, jo mindre energi bør du bruge på at overveje agnens farver.

D e tidlige opgangsfisk står i åens dybe huller. D e store havørreder i åen Ofte høre man, at efterårets kystørreder er meget svære, hugger kun, når det er mørkt. og hvis man skal have succes, så skal man helt ned i mikrofluer og spindelvævsforfang. Det er muligvis rigtigt i enkelte Denne påstand luftes jævnligt i de danske tilfælde, men er det den fremgangsmåde, man generelt havørred-ådale. Der er selvsagt noget anvender, så går man glip af rigtig mange fisk og gode om snakken, da mørket gør ørrederne oplevelser. At få dækket noget vand i kombination med nogle mindre sky, og derfor stiller de sig mere provokerende agn er ofte langt mere effektivt. Støder man frem. Men teorien beror i høj grad også så på nogle fisk, der kun viser sig eller blot følger efter agpå, at fiskepresset er langt større om nen, ja så kan det være relevant at prøve noget helt andet. aftenen og natten. Eksempelvis kan man For eksempel mikroagn. Men det er helt klart undtagelsen ved kendte havørredvande som Karup Å nærmere end reglen. og Vejle Å være helt alene midt på dagen, men i takt med at solen nærmer sig trætoppene, kommer bilerne væltende D et er bedst at fiske, når det regner. – og det er jo ikke så sært, at der fanges flest store fisk i de mørke timer, hvis langt størstedelen af fiskeriet bedrives her. Et godt eksempel på at de store fisk sagtens kan fanges om dagen – når natholdet er gået hjem - præsenterede Ejnar Olsen fra AulumHaderup Lystfiskerforning. Han snuppede i 2010-sæsonen i al beskedenhed fire fisk fra 8,7 til 10,7 kg. Alle taget på flue, og alle taget i dagtimerne. At Ejnars bedrift ikke var en tilfældighed dokumenteres i høj grad af, at han i år har fanget årets største Karup Å-ørred på hele 10,75 kg.

Dette er en klassiker. Jeg vil tro, at hvis man spørger en gruppe ikke-fiskende personer, hvornår det er bedst at fiske, så vil ni ud af ti siger: Når det regner! Spørger du en flok seriøse lystfiskere, så vil størstedelen sige, at de ikke har gode erfaringer, når det rigtigt regner. Fiskeriet synes at gå i stå, når regnen vælter ned. Og det er næsten uanset hvilken fiskeart, der fiskes efter. Hvor teorien kommer fra er svært at sige. Måske er den opstået som følge af, at mange arter bider bedre ved ustadigt vejr – altså med vind samt skiftevis sol og skyer. Småbyger kan således godt have en positiv effekt, men tung heldagsregn eller kraftige byger med lårfede stråler giver sjældent fisk på tasken.

Store gedder jager alene, og angriber artsfæller der kommer for tæt på.

Denne teori lå ret dybt i mig, da jeg for alvor begyndte at fiske gedder. Det resulterede i, at hvis jeg fik en god fisk under dørgefiskeri, så satte jeg stængerne efterfølgende og sejlede videre på den rute, jeg var i gang med inden hugget. Efter flere gange at have oplevet dobbelthug, eller at de skaller der var hevet ind til båden blev angrebet af gedder, gik det langsomt op for mig, at den teori var helt forkert. Nu gør jeg det stik modsatte, får jeg en god fisk i et området, så affiskes det grundigt, før jeg sejler videre. Og ret ofte er det samme område, der giver fisk resten af dagen. Der kan med andre ord sagtens stå masser af store fisk på et meget lille område. Om det er fordi de foretrækker at jage sammen, eller blot fordi de samles, der hvor byttefiskene står, er svært at sige – sandheden er nok en kombination. De to fisk på fotoet huggede stort set samtidig og med ganske få meters mellemrum. Det vel og mærke i en stor sø, hvor de havde alle muligheder for at undgå at stå skulder ved skulder.