Sportsfiskeren 04 1937 by Danmarks Sportsfiskerforbund

Medlemsblad for Dansk Sportsfiskerforening. Nr. 4

1. April 1937

1r 12. Aarg.

Fasterhalt Aa.

SPORTS-FISKEREN

1937

Aaret, der svandt • • •• Naar jeg i. disse mørke triste Novemberdage sidder og gennerngaar min Fangstbog for Aaret 1936 er der en Ting, der som en rød Traad gaar gennem Bladene, neml1ig den svigtende Opgang af Ørreder. Hvorledes Forholdene har været andre Steder, ved jeg knap. Som bosiddende i »JyUands Hjerte, Lyngens By«, omfatter mine Iagtagelser hovedsagelig Aaer, der løber til Limfjorden, nærmere betegnet ved Hjarbæk Fjord. Det er ikke alene vi Lystfiskere, der har gjort den Opdagelse, ogsaa Erhvervsfiskerne har erfaret det samme. En Rusefisker, som jeg talte med ved Aaen i Begyndelsen af August, havde indtil da overhovedet ingen Fisk fanget, medens han forrdge Sommer havde de første Fisk i Rusen den 29. Juni og derefter Fangst hver eneste Nat Sommeren igennem. I September var jeg igen paa hans Ruseplads, men da var Ruse og Pæle lagt paa Land; han havde givet op. Selv Fjordfiskerne klager ov,e r den ringe Fangst. Om Aarsagen til Fiskenes Udeblivelse tør jeg ikke udtale mig, men det hævdes, at sidste Vinters lange Isperiode har Skylden. I Foraarsmaanederne fangede jeg en Del Smaaørreder, Famgstbogen v;iser fra 5- 8 Ørreder pr. Tur, den største vejede 21/2 Pund, men ellers var det gennemgaaende Fisk til 1 Pund Stykket. Desuden gav det en Mængde Undermaalsfisk. Alle blev taget paa Flue eller smaa Spindere. I Juni kom Sommervarmen og dermed ophørte -som sædvanlig Bidelysten; samtidig begyndte Aarensningen og dermed var det foreløbig Slut med Fiskeriet. Juli Maaned bra gte køligere Vejr med R egn, og da Havørrederne var ventet til den 'Did, begyndte jeg igen, men, mm allerede fortalt, udeblev de. Smaaørrederne bed deriimod godt,men næsten alle var under Maalet, saa det gav kun lidt i Kurven. Ganske enkelte Havørreder kom dog op, og om en saadan v_il jeg lige fortælle. Den 28. Juli fiskede jeg mellem 8 og 9 Aften ; Vejret var stille og mildt, Bønderne stakkede Hø i Engene, det var en herlig Sommeraften. Ørrederne bed som besatte paa Flue, men det var udelukkende kvarterlange Fisk; for at undgaa dem satte jeg en stor dobbelkroget Flue paa og pludseligt fik jeg Bid udover det sædvanlige. Paa Bevægelsen i Vandet og Modstanden , da jeg strammede op i Snøren, var jeg klar over, at det var en stor Fisk, og som et Lyn for det gennem mig : Endelig en stor Havørred; men den var væk lige saa hurtigt, den var kommet. Jeg kunde naturligvis ikke glemme den,

og anden Dagen efter Vl).r jeg pa~ Stedet igen, og efter min Beregning skulde den staa i et Sving lidt ovenfor Stedet, hvor den bed første Ga:ng. Det_ viste sig ogsaa rigtigt; ved allerførste Kast kom den i et mægtigt Spring højt ovenud af Vandet; jeg mærkede en svag Modstand i Snøren, men var dog ikke klar over, om den havde fat i Fluen eller kun ramte Snøren i Opspringet. Dens Vægt antog jeg til godt 10 Pund. Jeg gennemfiskede omhyggeligt Stedet, skiftede Flue Gang paa Gang, forsøgte med Spindere af forskellig Slags, men den kom ikke mere. Nogle Dage senere forsøgte jeg igen, men forgæves, den viste sig ikke mere. En Tid efter blev det mig fortalt, at en tilrejsende Fisker lidt højere oppe i Aen havde fanget en Ørred til 14 Pund. Det var uden Tvivl den Fisk, jeg havde været ude efter; nu gik den altsaa min Næse forbi, men en Trøst var det dog, at den faldt for en Lystfisker og ikke havnede i en Ruse. Den følgende Tid bragte kun Skuffelser, flere Fisketure uden væsentlig Fangst. Først den 28. August kom en Dag, der gav Oprejsning for de forgæves Ture. Fangstbogen siger, at Vinden var vesmg og Vejret mildt og skyet. Jeg kom sent af Sted, var først ved Aaen KL 4 % om Eftermiddagen. Paa Landevejsbroen over Aaen holdt en Vejlebil med 4 Fiskere, der var i Færd med at pakke sammen; den ene Fisker kom hen til mig og fortalte, at de havde fisiket i Aaen hele Dagen uden Resultat ; der var ikke noget at gøre, nu pakkede de sammen for at køre til Hagebro. Det var jo lidet opmuntrende, med med den Optimisme, der er Fiskere egen, begyndte jeg Fiskeriet. Snart fik jeg ogsaa det første Bid og landede en liille Gedde til ca. 1 Pund, derefter en Aborre til l l/2 Pund, saa en Gedde til 6 Pund og endelig en Havørred til 16 Pund. Alt i mindre end 1 Time. Saa maatte jeg holde op, kunde simpelt hen ikke slæbe paa mere i et Terræn, der som her var spækket med brede Grøfter og Pigtraadshegn. September Maaned gav trods alle Anstrengelser kun en Ørred til 7 Pund, og jeg fæstede derfor min Lid til Oktober. Opgangen maatte vel komme nu, men det blev kun Skuffelser. Regn med orkanagtig Storm gjorde . Fisketurene alt andet end behagelige og umuliggjorde næsten alt Fiskeri, og Fangst blev der ikke noget af. November 1936.

C. A. Christensen.

SPORTS-FISKEREN

1937

Forskellige Ting til Sportsfiskeriets Fremme Atter er en Fiskesæson svundet, og naiar man ser tilbage paa Aaret, der svandt, ser man, at det har været en eneste stor Skuffelse. Man maa vel som Sportsfisker ikke have Lov til at ta'le om Skuffelse, fordi Fangstresultatet har været lille, da man i saa Fald hellere maa stiille sine Grejer til Auktion; thi selv om en Fiskedag ikke giver Resultat, hvad Fangsten angaar, saa giver den for enhver Naturelsker Resultat paa anden Maade, som han ikke for meget vilde undvære, og naar man nu i de lange Aftener faar Lyst til at tage Aargangen af »Sportsfiskeren« frem, føler man for hvert Blad, man vender, som et friskt Pust derude fra det herlige rundende Vand. Minderne vælder ind paa en, og man mindes en herlig Solskinsdag, da det absolut ikke var Fiskevejr, hvor man efter at have nydt de medbragte Klemmer døsede i Græsset og lyttede til Vandets Klukken i det nærliggende Høl og de mange forskel1ige Fuglestemmer fra Luften, Biernes Summen imedens de søgte efter Honning i Blomsterne og mange andre Lyde, der b!J.andes i en skøn Musik, der lyttebinder sin Tilhører, saa han glemmer alle Hverdagens store og smaa Fortrædeligheder. Naar man nu en mørk og kold Vinteraften gasser sig i Kakkelovnskrogen og lukker Øjnene et Øjeb1Hk staar disse Indtryk lyslevende for en, og man opdager pludselig, at man trods alt dog har haft en god Sæson. Skønt Grejerne forlængst er ordnede til Vinterhvilen, kommer man plludselig ,i Tanke om, at de vist kunde trænge til et I.ille Eftersyn og til Familiens spørgende Blikke har man fotet Svar; thi hvad forstiaar andre sig paa, hvad der rører sig i en Fiskermands Indre. Naar jeg derfor taler om Skuffelse, ska!l det som sagt ikke forstaas saaledes, at jeg føler mig skuffet over Fangsten, men over, at Fiskebestanden tHsyneladende stadig er i Tilbagegang al!le Steder. Min første Tur i Sæsonen gik til en midtjydsk Aa. Heriligt Ørredvand og efter mine Begreber godt Fiskevejr, og jeg begyndte Dagen med de bedste Forhaabninger og sluttede denne med en tom Taske. Da jeg om Aftenen kom tilbage til Hotellet, og der fik at vide, at Fiskebestanden blev holdt vedlige paa den snille Maade, at man om Lørdagen udsatte nogle Kilo Damørred' til Lystfiskerne at more sig med om Søndagen, lovede jeg mig selv ikke at komme der mere, da det ikke morer mig at fiske efter halvtamme Fisk, der desuden vil blive fanget om Søndagen, og derfor er der ingen paa Ugens andre Dage. Og som det gaar her, gaar det desværre \nist mange Steder. 1

For Udlejerne gælder det i første Række om at faa Penge i Kassen, Fiskebestanden kommer i anden Række, men mon ikke snart Lystfiskerne er klar over, at det er en Narresut, man byder dem. Hvor en Sportsfiskerforening er Indehaver af Fiskeretten er Forholdene selvfølgelig anderledes; jeg tænker her paa de forskellige Lodsejerforeninger, der nok ønsker at udleje Fiskeriet, men ikke gør nok for Fiskebestanden; de vfi gerne have Sportsfiskernes Penge, men de vil skam ogsaa selv have Lov til at ødelægge Fiskeriet med deres Garn og andre Ting til Fiskebestandens Fordærv. Jeg har flere Gange i den forløbne Sæson været ved Skjern Aa; det er jo et lidt lunefuldt Vand, der efter Sigende en Dag kan give smaat for den næste at give stort, men et er sikkert, den sidstnævnte Dag har jeg aldrig været der. Lokalkendte Sportsf,i skere siger, at der gaar mange store Fisk i Skjern Aa, og da Sportsfiskere har Ord for at være et særligt sandhedskærligt Folkefærd, maa man vel tro dem. Nu er jeg jo ikke nogen gammel Sportsfisker, og med Dygtigheden i Brug af Grejerne kan det maaske være saa som saa, men da jeg før har kunnet fange Fisk, og jeg har erfaret, at andre Sportsfiskere har lidt samme Skæbne icom jeg, er jeg faldet paa den Tanke, at det maa være Fiiskebestanden, det er galt med eller ogsaa er Fiskene blevet klogere. Nu kan jeg jo godt sætte mig til at agere klog Mand og fortælle en Masse om, hvad jeg mener burde gøres for at hjælpe Fiskebestanden, men det er ve'l ingen af Bladets Læsere, der ikke er klar over, hvad der burde gøres, og dog kan der maaske være forskellige Ting, der ikke før er tænkt paa, og som maaske ikke er af uvæsentlig Betydning. Naar Sportsfiskerne taler om Fiskebestanden, tænkes _d er vist i de fleste Tilfælde paa Laks og Ørred og regnes ikke saa meget med den noget foragtede Gedde, der dog giver en ganske god Sport, og saa vidt jeg ved langtfra er ved at uddø i de danske Vande og enkelte Steder i udprægede Ørredvande endog har taget Overhaand; det er derfor et Spørgsmaal, om man ikke her fuldstændig burde ophæ·ve Fredningstid og MindstemaaP·), hvorimod den i andre Vande selvfølgelig bør nyde den Pleje og Beskyttelse, der er en Betingelse for en god Bestand, men det kan være ærgerl,i gt i Fredningstiden at fange en Gedde med Halen af en Ørred hængende ud af Halsen og saa være nødt til at plumpe ·),) I Regulativet for Kolding Aa er Fredningsbiden for Gedde og Aborre ophævet. Red.

1937

SPORTS-FISKEREN

Røveren i Vandet igen. Denne Slughals gør sikkert stor Skade . paa Ørredbestanden og burde ikke · fredes i disse Vande. I Stallingen har vi jo ogsaa en glimrende Sportsfisk, men der er det kedelige ved det, at den kun findes i nogle af de vestjydske Aaer, og mon det ikke var værd at gøre Forsøg paa at udplante den i andre danske Aaer, den vilde her kunde give en god Sport paa Steder, hvor man ikke før har haft noget nævneværdigt Sportsfiskeri, en Sport som vel kan tilfredsstille den mesl kræsne Sportsfisker og samtidig aflaste Ørredog Laksefiskel'liet. Det siges jo forøvrigt ogsaa, at den kan trives udmærket i Søer. Regnbueørreden har danske Lystfiskere jo ikke ret megen Fornøjelse af, da Mindstemaalet er a~t for højt, hvilket er meningsløst for en Fisk, der ikke vender tilbage til danske Vande, derfor burde Mindstemaalet nedsættes til 250 mm. ; forøvrigt vilde det være interessant at se en Rapport over, hvormange af disse Fisk, der fanges paa 370 mm og derover. Skjern Aa er jo et mægtigt Vand, hvor der s,i kkert kunde udsættes meget mere Yngel, men gaar det ikke ogsaa her som saa mange andre Steder? Lodsejerne indkasserer Pengene og 'lader Resten passe sig selv ; der er ogsaa her et andet Forhold, som jeg mener har nogen Betydning; der er i denne Aa en Bunke Skaller. Ja, tilsyneladende er Skallen jo en meget skikkelig Fisk, men mon der er nogen, der aner noget om, hvormeget Fiskerogn en Skal'le fortærer, ligesom den sikket er Storforbruger af det Dyreliv li Aaen, som ,e r en Betingelse for Ørred- og Lakseyngelens Eksistens, og mon en Skalle gaar af Vejen for at fortære en lille god Ørred- el'ler Lakseunge? Maaske er min Frygt i den Henseende nogen overdrevet, jeg ved det ikke, men hvad siger Sagkundskaben? Saafremt det kan paavises, at denne Fisk gør Skade, burde den holdes noget nede ved f. Eks. en Gang aarligt under behørig Kontrol at foretage Vaaddragning. Fangsten kunde jo benyttes tål Gødning eller Fiskefoder. Allle Foranstaltninger til Ophjælpning og Beskyttelse af Fiskebestanden i vore ferske Vande kan jo bedst varetages af Foreninger og i Særdeleshed af en stærk Landsforning, men til disse Foranstaltninger behøves der Penge, og for at faa Penge i Kassen behøver en Forening mange Medlemmer. Naar man ser lidt nærmere paa Dansk Sportsfiskeriforernings Medlemsantal, synes det jo ikke at være særligt stort af en Landsforening at være, den burde tælle mange flere Medlemmer, og Spørgsmalet er derfor: Hvorledes kan Med· lemsantallet bringes til at stige"? Nu staar det jo ethvert Medlem frit at agitere for . Tilgang til Foreningen, men mon ikke lidt Propaganda fra Foreningens S,i de ogsaa vilde være af god Virkning og kunde passende ske paa følgende Maade:

Jeg foreslaar derfor, at et Nummer af »Sportsfiskeren « udgives som et særligt ' Propagandan,ummer med en Side med en passende Tekst af oplysende Art om hvilke Fordele Foreningen byder sine Medlemmer, og hvilken Betydning, det har for Sportsfiskerne, at have en talstærk Landsforening. Hensigten med dette Nummer skulde være, at det kunde købes af Medlemmerne, for at disse kunde give det til Sportsfiskere inden for deres Bekendtskabskreds. For at faa et Overblik over, hvorvidt det foreslaaede Arrangement har Interesse indenfor Medlemskredsen og for at faa et Overslag over Udgifter og Indtægter, kunde der jo tages Forudbestilling paa dette Nummer. Prisen skulde herefter ansættes, saaledes aA: det kunde give et Overskud til Fordel for Fiskefonden. Der findes sikkert Lystfdskere, der ikke har nogen videre Kendskab til Foreningens Eksistens, og jeg mener, at man ved den foreslaaede Fremgangsmaade vil kunne paaregne en Del af disse som nye Medlemmer. Der findes ogsaa Lystfiskere, der aldrig er naaet videre end til at fiske med Orm og dermed fisker deres Fiskevand tomt; de V'ilde, ved at komme ind under Foreningen, kunde belæres om, at der er andre Metoder, der giver bedre Sport, om end ikke saa stor Fangst, men den, der fisker for Fangstens Skyld, melder sig saamænd ikke i Foreningen, og ham har Foreningen vel heller ingen Brug for. Naar man tager et Landkort i Haanden kan man ikke undgaa at bemærke, at der absoil ut ikke er Mangel paa Fiskevand i Danmark og at her maa.tte kunne blive et IDldorado for Sportsfiskere, :1aa.r blot disse Van· de kom under den rette P leje og ve::l at faa saa mange Lystfiskere som muligt ind i Foreningen er vi naaet det første Skridt i den rigtige Retning. J. K. S.

-D en ·store Bastian og de første Stallinger. Bengt Bellander i Sportsfiskaren.

Amanda Syren ha vde to Kæledægger, den ene var mig og den anden Møllersvenden paa Sunnerstaholm. Dette førte til, at jeg ogsaa blev gode Venner med Møllersvend Johannes. Jeg fik Lov at følge Amanda ned til Vandmøllen mangen Sommerkvæld, og der stod Johannes paa Stenene i Vandet udfor Hjulrenden med Medestangen i Haanden og hev den ene Stalling efter den anden op af den brusende Woxnan. Naar Amanda viste sig, sank Stangen som draget af en usynlig Kraft ned paa Bredden, og den junioniske Bamse af en Kokkepige og den magre Johannes hensank i Erostanker. Allerede ved de første Besøg forsøgte jeg mig med

1937

SPORTS-FISKEREN

nogle svage Hentydninger til, at jeg jo kunde passe Fiskeriet, mens. Johannes og Amanda talte med hinanden, men saa långt var jeg endnu ikke kommet i førstnævntes Gunst, at dette blev bevilget. Først længere hen paa Sommeren, da Elskoven havde taget andre Former end den bare Snak og Stirren ud i Strømmen, lykkedes det Amanda at overtale Johannes. Hun· mente, det var bekvemmere, at jeg fiskede, end at jeg bestandigt holdt hende i Kjolen. Saaledes fik jeg endelig Lov at lægge Haand paa hans meget eftertragtede Tryllestang, og det lille Drengehjerte sang glade Sange, da den første lille Stalling dansede op mellem Dæmningens Stene. Amandas og Johannes' Kærlighedshistorie begyndte en sludfuld Regnvejrsaften, da Johannes kom med et Knippe Storstallinger til Herregaardens Køkken, hvor Amanda dominerede, stor, rødmosset og fin i Tøjet. Johanne,s var fra Finneskoven, mager og ualmindelig rank; det skarptskaarne Ansigt havde kun een eneste Runding .; - lige under venstre Mundvig, hvor Skraaen sad. Gennem Vinduet havde Amanda faaet Kig paa den stolte Skikkelse under den bredbræmmede Hat. Med raske Trin og paa en helt anden Maner -end nogen af Gaardens Folk kom han farende ind i Køkkenet som en flyvende Fugl og meldte sit Ærinde med de Ord: »Holder man af Stalling her paa Gaarden, saa har jeg noget ekstra fint, for de har ikke været over Vandet længere end tre Timer. Jeg tog dem paa Vejen herned fra Sunnerstaholm, og hver eneste en er taget paa Krog, og alligevel er der ingen under et Pund«. Amandas Blik svøbte sig som er varm Sky om den vaade Johannes; der var Forskel paa denne frimodige Yngling og Hjemmebygdens Tørvetrillere. Hun roste hans heldige Fiskeri og bad om han ofte vilde komme med Stalling, som var den mest eftertragtede Fisk paa Gaarden. »Jeg kan tage lige saa mange, jeg vil have«, svarede Johannes, »men det kniber med at faa dem herned paa Herregaarden, for jeg k an ikke gaa min Vej, naar Kværnen er i Gang, men send Bud efter dem, kom selv forresten. Der er fin Vej over Svedja«. Amanda rødmede og bød paa varm Kaffe med tyk Fløde og dertil spurgte hun, om det ikke skulde være et Par Draaber »Stærkt« i Kaffekoppen, da det jo var saadant et stygt Vejr og da - kapitulerede Johannes. At Amanda vilde have mit barnlige Følgeskab til Sunnerstaholm Vandmølle, som kun laa en Fjerdingvej hjemmefra, havde en særlig Grund. Amanda var bange for en stor Hornugle, som hun troede huserede paa Svedja. Sagen var, at en anden af mine Lærere i den ædle Fiskekunstens Mysterier, Pelle Engberg, hvis Interesser deltes mellem Lagerøl og F.iskesøen, en aarle Morgen paa Vejen over Svedja havde faaet Øje paa en Uhu, som .sad paa en Bræddestabel udenfor en Lade. Krager skældte ud over Uhu'en og henledte Pelles Opmærksomhed paa, at der var noget Utøj paa Færde.

Han rev en Gærdestav løs og nærmede sig forsigtigt Udyret, for at give det en dræbende en paa Sinkadusen, men ligesom han skulde til at »ramme en ud«, dundrede det som et Tordenbrag, og Uglevæsenet baskede med Vingerne, saa den blev saa stor som ·en Øltønde, »og jeg blev saa forskrækket, at jeg hev Staven langt væk og spænede alt, hvad jeg kunde til Jernbaneoverskæringen - og den Vej skal jeg ikke have noget af at gaa en anden Gang«, fortalte Pelle en Aften, da han i Skumringen kom ind i Køkkenet med Kurven halvt fuld af Strømskaller. Amanda hørte med Forfærdelse paa den His.torie om Udyret paa Svedja og lod sig ikke berolige, før jeg erklærede, at jeg slet ikke var bange for at gaa den Vej, selv om Uhu'en skulde vise sig, for jeg vidste, hvordan store Hornugler skuldebehandlles, saa at de ikke blev Spor af farlige. Min mandige Djærv;hed og skraasikre Holdning imponerede Amanda i den Grad, at hun ansaa mig for et virkeligt Skjold, da jeg med Fødselsdagskniven jeg var just fyldt syv Aar og havde faaet min første Skedekniv - dinglende i en Sukkertopssnor om Livet, vandrede ad den stenede Vej over Svedja ved Amandas Haand. For en Sikkerheds Skyld havde jeg ikke meddelt Amanda den virkelige Grund til min Koldblodighed og mit stolte Mod. Det Tordenbrag, som Pelle havde fortalt om, havde nemlig mine ældre Brødre været Mestre for, da de laa og lurede paa Krager i Laden og knaldede løs med deres Muskedonnere, netop som Pellevar ved at »ramme en ud«, og jeg selv havde haft det ærefulde Hverv at trække i Snoren, som fik den mekaniske Uhu til at puste sig op og slaa med Vingerne . Amandas daglige Arbejde i Køkkenet hindrede hende i at opsøge sin elskede, naar Solen ,s kinnede, og da mit Selskab ikke kunde erholdes, naar Mørket var faldet paa, og jeg sammen med den øvrige Søskendeflok var blevet stuvet ned i Barnekammeret, led den skønne bitre Kvaler hele Forsommeren igennem. Men da Bær og Svampe viste sig ved »Rødmaaneden«s Begyndelse, fattede Amanda en paafaldende Interesse for Indsamling af disse Jordens Herligheder, og næsten dagligt strøg vi af Sted med Kurv og Spand. Turen gik Haand i Haand forbi Svedja, der til den ene Side grænsede mod en Myrstrækning, hvor Nordens skønneste Bær, Agerbærret (Rubus arciticus) fandtes. Desuden fandtes der store brunlige Vandsamlinger, hvor broncefarvcde Gedder med store Hoveder og :n agre Kroppe lurede; naar man nærmede sig de gungende Kanter, fik man i Reglen blot et Glimt af de mærkværdige Fisk, som lavede en voldsom Hvirvel i det tavse Vand og forsvandt ind i det mørke Hængedynd ved Kanten. Takket være disse Naturens Herligheder kom jeg .-ofte ned til det lokkende Brus ved Vandmøllen i Sunnerstaholm, og der lagdes Grunden til min store Passion for Strømfiskeriet. Johannes var min Afgud. Han

SPORTS-FISKEREN

var smidig som en Kat, ja, det var som om han havde Katteklør paa Fødderne, naar han barfodet og frygtløs hoppede om, snart paa de slibrige, mosgroede Stenblokke, snart paa den skarpkantede Granit, som var gaaet i Stumper, naar Fløderne havde brugt Sprængning for at løse en Tømmerknude. Og saa denne usædvanlige Bambusstang, den første jeg i mit Liv havde set; den var malet mørkegrøn, og paa den sad en sort Hestehaarssnøre, og Hestehaarene var fra Herregaardshingsiten. Og endelig det lille Mirakel, · som sad i Enden af Snøren: Sommerfuglen, som havde Krop af ildrødt Tøj, maaske fra Amandas store Livsstykke, og Vinger af graaspættet Andedun. Den Johannes maatte jo være en ren Heksemester, siden han havde regnet ud, at de efterstræbte Stallinger ansaa hans kunstige Sommerfugl for noget attraaværdigt. Jeg mente, at Johannes stod langt over sine Medmennesker i Visdom, og det var med Beundring og Ærefrygt, at jeg nærmede mig ham. Det eneste jeg ikke forstod, var den Beundring, ja næsten Respekt, han viste Amanda, som i mine Øjne var meget ligetil. Hele denne Sommer kredsede mine Tanker i Runddans om Johannes og Fosserne deroppe. En Ting, som voldte mig meget Hovedbrud var, at Johannes kaldte sit Fiskevand for Strømmen i Stedet for Fossen, eftersom Ordet Strøm for mig betød noget grimt, ja i højeste Grad ubehageligt. I Julegave havde jeg faaet en Bog »Den store Bastian«, hvor der i niende »Digt « meldes om unge Skvat-Frans, som af Interesse for Svalerne ikke ser sig for, men falder i Strømmen, hvor han er nær ved at gaa til Bunds, men bliver reddet i sidste Øjeblik. Den tragiske Beretning slutter saaledes: Se nu blot, hvor vaad han staar Os det til at græde faar Vandet skulper om den arme Saa at - Gud han sig forbarme Blusen ej bli'r Bluse mer' . Han af Kulde halvdød er. Men de trende Fiske smaa Svømme did at se derpaa; Op ad Vandet fro de springer Højlydt deres Latter klinger. Ganske vist var jeg flere Gange gaaet paa Hovedet i Hjemmevandets varme Vig, ja, jeg havde ogsaa drevet det til at skvatte i Fossen derhjemme, da jeg var ude med Gartneren, en Gang han fiskede efter Gedder me.9 levende Smaaørred til Agn - men det havde aldrig ført til andet, end at jeg blev vaad; jeg var altid selv kravlet op igen, og mystiske grinende Fisk havde jeg aldrig set noget til. Nu var der ogsaa det, at alle »Digtene « i denne Store Bastian var saa uhyggeligt illustrerede, enten det nu drejede sig om den forfærdelige Skrædder, som klippede Tommelfingrene af en, hvis

1937

man suttede paa dem, eller de uhyggelige Scener, som udspilledes, hvis man legede med et Fyrtøj. Det var en Skræmrn,ebog af værste Art, og jeg turde overhovedet slet ikke læse i den, hvis jeg var alene. Bogen pinte mig i Almindelighed, . og nu i Særdeleshed ved, at jeg skulde være saa bange for Johannes' Strøm, som alle mine Tanker kredsede om, og som egentlig ikke saa en Smule farligere ud end niin elskede Fos derhjemme. Jeg besluttede at henvende mig til Johannes; der var ingen Tviv om, at han nok skulde klare den Sag for mig. Da Amanda en Dag af en eller anden mig ukendt Grund nægtede at gøre mig Selskab, ruslede jeg ene af Sted med min Fladkurv og den Store Bastian, som jeg havde rigget op paa Ryggen med Snore, saa at den hang som en Rygsæk. Jeg havde beregnet først at plukke Ag,e rbær og siden byde Johannes dem for at faa ham saa velvilligt stemt, at jeg turde forelægge ham Tilfældet »Skvatfrans « og paa den Maade faa klaret Begreberne Fos og Strøm. Da jeg endelig naaede til Vandmøllen - Vejen havde aldrig forekommet mig saa lang - stod Johannes som sædvanligt og fiskede. Jeg gik frem og tilbage paa Møllevejen for at gøre ham opmærksom paa mig. Endelig opfattede han mine Ulyde gennem Møllebruset, vendte sig om og var lige ved som sædvanligt at lægge Stangen, men betænkende sig raabte han: »Hvor h':lr du Amanda?« Da jeg rystede paa Hovedet til Svar, vendte han sig mod Fossen og fortsatte sit Fiskeri uden at tage videre Notits af mig. Til sidst saa jeg ingen anden Udvej end at gaa gennem Møllen og alene klare mig over Trærenden og ned over Stendæmningen, hvor Johannes stod. Angsten sad helt oppe i Halsen, da jeg forsigtigt nærmede mig Johannes og Strømmen. Da han vendte sig om, rakte jeg min Kurv med Agerbær frem mod ham. Hans Ansigt klarede op, han lagde Stangei,fra sig og satte sig ved Siden af mig paa Stenene. »Spis du Bærrene, Bengt, jeg ·skraaer hellere, men hvad er det for en Bog, du har paa Ryggen«, sagde Johannes, mens han byttede sin Skraa. »Ja, det er for den, jeg er kommet her i Dag. Jeg vil bede Johannes læse om Skvatfrans og bagefter fortælle mig, hvorfor det er en Strøm her og ikke en Fos, og om Johannes har set nogle Stallinger grine, hvis du nogensinde er faldet i?« Johannes løsnede forsigtigt den Store Bastian fra min Ryg og læste den fra Blad til Blad. Jeg sad musestille og saa paa hans Minespil, som jeg syntes afspejlede de samme Ulystfølelser, som jeg havde, naar jeg stavede mig igennem de uhyggelige »Digte «. Da Johannes endelig var færdig, var han stivøjet og bleg. Jeg maa have set ligedan ud, for han rejste sig, bandede og sagde: »Bengt, du skal ikke tro et Kuk af, h.vad der staar i den Bo~. Hele Bogen er det bare Løgn fra Ende til

1937

SPORTS-FISKEREN

anden, og var det min Bog, hev jeg den tværs ud i Strømmen. Forresten er Strømmen og Fossen akkurat det samme, begge er de lige gode at fiske i, ,og endnu har ikke en eneste Stalling vovet at stikke Næsen op og grine, naar jeg en enkelt Gang er gaaet i Bløden<<. Jeg skjalv af Glæde og havde helst omfavnet Johannes, men i Stedet for hev jeg den Store Bastian, saa langt jeg kunde, ud i de hvide Skumhvirvler med Ordene: »Farvel med dig, dit Uhyre!« Saa satte vi os igen ned paa Stenene og Johannes begyndte at fortælle mig om Stallingerne. Naar Vaare!l kommer med Fluer o5 Sommerfugle, bytter jeg Ormkrog og Blyet med Sommerfuglekrogen; det er en hel Mærkedag. Ser du, Stallingen staar ude i Strømmen Sommer, Vaar og Høst, men om Vinteren gaar den ned i Høllerne nedenfor Strømmen. Og fange den kan man hele Aaret om, tilmed under selve Legen, ja, jeg har faaet Sta1ling paa Fjerkrog saa tidligt som midt i Maj, men før den Tid maa man bruge Orm eller Snefluen, som gaar fra Vandet op paa Sneen. Om Vinteren, naar det er smaat med Vandet i Elven, staar de i dybe Høl, og er i Reglen saa sultne, at de bider paa hvad som he1st. Orm er jo bedst, men har man ikke det, kan man lave Strimler af fedt Flæsk og sætte paa Krogen akkurat som Orm. Men fiske Stalliing paa Orm om Sommeren, det gør ingen rigtig mi.sker; det kan man overlade til Bondedrenge og Pelle Engberg, men han ormfisker kun, naar det har regnet i tre Døgn. Jeg bruger aldrig Orm om Sommeren; det er meget morsommere med Sommerfuglen, og der er jo heller ikke noget Sjov ved at rode efter Regnorme. Forresten fanger jeg jo alle de Stallinger, jeg vil, med Fjerkrogen. Det gør heller ikke saa nøje med, hvordan Sommerfuglen ser ud, skønt jeg tror, at Vandfug,l edun, saadan lidt smaakruset graat er bedst til Vingerne, men min Far brugte aldrig andet end Stærefjer, og ingen har vel fanget saa mange Stallinger som han. Stallingen staar aldrig i selve det hvide Brus, men man kan være sikker paa, at hvor der er Skumbrus, staar den tæt inde ved Bredden, bagved Stenene, og der kan staa et helt Dusin paa samme Sted. Hvor Strømmen derimod er rolig, staar de ude, langt fra Bredden, lige foran eller bagved en Sten, hvor Strømmen ikke tager saa haardt og de lettere kan staa. ~n syvaarige Forstand indsugede saa meget af den Viden, som den orkede at opmagasinere, men da Johannes saa, at jeg begyndte at blive fraværende, rejste l1an sig, tog Fiskestangen og viste mig, hvorledes Fjerkrogen eller Sommerfuglen - som han næsten altid kaldte Kunstfluen - skulde gaa paa Vandet for at gøre sig. Et Øjeblik efter daskede en to Punds Stalling lige i Ansigtet paa mig, og jeg mærkede næsten alt for tydeligt dens ejendommelige Lugt. Saa halede han i tæt Rækkefølge endnu tre Fisk op og lod saa Stan-

gen falde paa Jorden. Nogen som helst Udtrætning af Fisken, :inden den Landedes, brugte han ikke, hvor stor den end var, men saa snart Johannes havde, faaet Stallingens Hoved op over Vandet, maatte den langsomt luftsejle ind mod Bredden. Tiden gik imidlertid, og jeg skulde hjem. Da Johannes hjalp mig over Renden, fortalte jeg ham om Gedderne i Mosehullerne og spurgte, hvordan man fangede dem. »Det er saa let som Fod i Hose «, sagde Johannes, »det er blot at tage nogle Stumper Snøre og store Kroge, sætte et Par ievende Smaaaborrer paa og gøre Snøren fast i en Busk. De sølle _ Gedder hugger straks, riaar man fjerner s,i g fra Mosehullet; de har jo ikke andet at leve af end Tudser og maaske enkelte Rudskaller. Men de er ikke værd at spise, værre end Slanger og Firben, og du skulde hellere lade dem leve til at skræmme de andre Unger bort fra dine Agerbærsteder«. I Møllekamret pakkede Johannes de fire Stallinger ind i Aftenbladets fine Søndagsnummer og bandt dem ind i min Snorerig paa Ryggen, hvor den Store Bastian før havde hængt; i Forbigaaende sagde han, at de var en Hilsen til Amanda. Jeg løb næsten hele Vejen hjem, himmelhenrykt over baade at have erhvervet Johannes' Venskab, have faaet Klarhed over at Sunnerstaholms Strøm ikke var farligere end min egen Fos - og være blevet af med den forhadte Store Bastian. Men ingen Glæde varer evigt. Næppe en Uge efter mit rare Besøg hos Johannes havde jeg et Ærinde i Drivhusets saakaldte Baghus, hvor Frugter sorte,r edes og Bloms:ter blev bundne. Jeg skulde hugge nogle Blomsterstaialtraad til Forfang ti.I Sættekroge, og hvad faar jeg at se paa Dørens Inderside andet end Omslagsbilledet af Store Bastian. Der sad det fastlimet. Gartnerungerne var fulgt med deres Fader til Lenningefossen, og der havde de reddet »Kunstværket«, som laa og flød sammen med Barkstumper i en Bagevje. Mange Gange senere i denne Sommer vandrede jeg ved Amandas / Haand Ul ,Sunnerstaholm, og jo mere Vand~ -~g~edes i Woxnan paa Eftersommeren, des flere·'ll@\fitlla'nger lykkedes det mig at tage paa egen Haand. Og hver Gang havde Johannes noget nyt at lære mig. Naar han varm og oprømt kom ud fra Møllekamret for at faa en ny Skraa efter Mødet med Amanda, lød det ofte: »Hov Be~gt, ser du ikke, at der staar en StaUing og griner ad dig bagom Stenen ved Bommen? « eller »Tror du, at rigtige Sommerfugle kan danse op mod Strømmen saa hurtigt, som du fører den Fjerkrog? « etc. Ved heldige Fangster med Johannes' Fiskestang tilligemed samme Mands idelige Stallingpresenter lykkedes det mig at sælge saa mange Fisk hjemme i Køkkenet, at jeg kunde købe min egen Fiskestang, hvilket ikke var saa_ lille en Forretning den Gang. Da jeg spurgte

SPORTS-FISKEREN

Johannes, hvordan jeg skulde male den, svarede han: »Du behøver slet ikke at male den. At min er malet, kommer af, at jeg arvede den efter en Jernbaneingeniør, som havde den Ide, at den skulde være grøn. Den skulde ligne Granskoven, som gik lige ned til Vandet, der hvor han fiskede, da Jernbanen blev anlagt«. Snart fik jeg lignende Udrustning som Johannes, men de første Somre, vi fiskede sammen, fik jeg ikke tilnærmelsesvis saa mange Fisk som han. Johannes' og Amandas Kærlighed sluttede ganskP, natur.ligt med Barn og Bryllup - som fulgte tæt efter hinanden. Johannes blev Mølleforpagter og fik det godt. Paa sine ældre Dage ombyttede han sin Hoppen paa Stenene med en Fossebaad og tvende Dragstænger, og endnu kan man en Sommerkvæld se ham i Zigzag krydse de roligere Strøg af Woxnan. Naar jeg senere hen i Tiden af og til har besøgt min Barndoms Fos og har vist Johannes mine engelske Grejer, har han rystet paa Hovedet og ment saadan noget som »Quel bruit pour une Ornelette«, men efter at han har set mig kaste, har han indrømmet, at den gamle Bambusstang ikke kan klare sig, naar det gælder om at naa langt ud i Strømmen - »Men jeg kan ikke forstaa, at du kan faa nogen Fisk, naar Snøren slæber i Vandet. Det ødelægger jo ganske Sommerfuglefuren«. Johannes har den Ide, at Fluen lige skal berøre Vandet, og den Forestilling havde jeg ogsaa til en Begyndelse. Han siger, at Fluen skal gaa sagte med Strømmen, men ikke hurtigere, end at den trækker en lille, næppe synlig Fure i Vandet, og det er ingen Skade til, om man nu og da giver et lille, næsten umærkeligt Ryk, saa at Fluen hopper ,lidt paa Vandet. Johannes var med andre Ord Tørfluefisker, længe før det Ord kendtes her li Landet - og det lille Ryk skal til for at eftedigne en Na,t sværme,r.s bekendte Spring paa Vandet, inden den løfter sig til Flugt. Vort sædvanlige Vaadfluefiskeri har den gode Johannes saaledes ikke lært mig, men han lærte mig at elske Fossen og dens Fisk, og det er jeg ham evigt taknemlig for, ligesom for, at han befriede mig for Store Bastian - Rædselen for Strømmen, som var lige ved at gøre Kaal paa min spirende Fiskerglæde. Apropos: Store Bastian. I disse Dage har Krabaten vist sig igen. En lille Veninde, som havde hørt mig snakke om mine Erindringer om Johannes og den Store Bastdan, præsenterede mig forleden ved en lille Familiefest for syvende Oplag af min Barndoms Skræmmebog, og uagtet der er gaaet over 40 Aar, siden de skrækkelige Vers satte mit Barneblod i Bevægelse, saa var det ikke langt fra, at jeg kom til at gyse for den forfærdelige Skrædder og hans Tommelfingeramputationer. Ikke at tale om »Digt Nr. 3«, som aktuelt nok kaldes »Den bedrøvelige Hændelse med Fyrtøjet,~.

1937

Kan en rig Svanebestand skade Fiskeriet? I

I Februarnummeret af dette Blad spørger en Indsender, om der kan leve Ørreder i en Mølledam, hvor der er mange Ænder og Svaner. Vi mener ikke, der er noget i Vejen herfor, da Ørreder ikke yngler i Mølledamme, men oppe i de smaa Bække ; og de voksne· Ørreder formentlig kan klare sig overfor de tam~e Svømmefugle. TB yderligere Belysning af Spørgsmaalet bringer vi hermed en Artikel fra »Svensk Fiskeri Tidsskrift«s Nytaarsnummer. Dette Spørgsmaal vil de flesite Biologer besvare med et bestemt Nej. Efter Haandbøgerne er Svanen Vegetar, og i Almindelighed skal det nok passe. Men under visse Forhold kan Svanen, naar den bliver talrig i et Vand, trods alt blive farlig for visse Fiskearter som Skaller, Gedder og Aborrer. I Motalastrømmen udsattes for mange Aar siden nogle Svanepar, men disse faa Fugle har vel næppe gjort Fiskebestanden synderlig Skade, selv om de mis.tænktes for at søge Føde paa Ørredens Legepladser. I Sommeren og Høsten 1933 blev der Mangel paa Svanernes Føde i Søen Tåkern - Mellemsveriges, af Bengt Berg saa mesterligt beskrevne Fugleparadis, og man maatte fodre Svanerne, for at Bestanden ikke skulde ødelægges. En Del Svaner udvandrede hl Motalastrøm og Mota;lavig (Vlitterns Afløb), hv.o r der var rigeligt af de Vandplanter, som udgør Svanens Føde Vandpest (Elodæa), Vandax (Potamogeton), Tusindblad (Myriophyllum) m. fl. Den rige Svanebesitand i Motalastrøm og -Vig er et overordentligt smukt Syn for Naturvenner. Men saa pegede nogle Fiskere paa Medaljens Bagside. Fiskerne paastaar, at Svanerne, naar de »græsser« paa Søbunden, æder baade Planter og Fiskerogn. Hvis Rognen er klæbet til høje Planter, kæmmer Svanerne med Næbbet Planterne fra Rod til Top, saa der ikke bliver andet tilbage end de nøgne Stilike. Græsbevok,s et Bund, hvor Gedde, Aborre og Skalle leger, er den mest eftersøgte »Græsgang« for Svanerne. Det turde være udenfor al Tvivl, at Svanerne paa disse Græsgange - maasike til at begynde med ufrivilligt - æder sitore Mængder Rogn paa den Tid, da vaarlegende Fisk søger hertil og i Tiden derefter. Men det er ogsaa sandsynligt, at Svanerne efterhaanden har faaet Smag paa Rogn og nu m2d Vilje opsøger de vaarlegende Fiskearters Legepladser for at fraadse i Rogn. Svanerne lærer efterhaanden at æde baade Rogn og Smaafisk. Fra en Fiskehandlers Brygge kastes der Smaafisk ud til Svanerne, mest Smaasild, og det æder Svanerne med stor Appetit. En Fisker fortæller, at Svanerne piller Skaller af de i Vandet staaende Net, og

SPORT&-FISKEREN

1937

hvis de ikke kan faa SkaUen ud af Nettet, bider de ganske simpelt Fisken tværs over. Af denne Grund er der nogle Fiskere i 'Motalavigen, som ikke ser med blide Øjne paa de mange Svaner. Nu kan der med en vis Føje s.iges, at den Skade, Svanerne forvolder, er liden imod den Glæde og Henrykkelse, som Synet af de mange Svaner sikkert bereder Tusinder af Mennesker. Men det er jo desværre saa, at en Fisker ikke kan leve af det smukke Syn, som de mange Svaner frembyder. Der fordres. mere til Livsens Opho:l d end Øjenlyst. Disse Linjer fremkommer ikke som Signal til Krig mod Svanerne, men kun som en Iagttagelse. De paaviser, at alt er relativt; der findes ikke nogen almengyldig Regel for levende Væsener. Hvis f. Eks. enkelte Individer udsæUe,s for Mangel paa deres sædvanlige Føde, saia udfyldes Næringsbehovet af Fødemidler, som ellers ,er fremmed for Arten. At Motalasvanerne delvis har opgivet den vegetariske Diæt, skyldes formentlig, at Svanebestanden er for stor og Ernæringsmulighederne for smaa. Vatterns ,s terile Bredder har saa overordentlig faa Steder Græs, at Svanerne, for at kunne leve, har været nødt til ogsaa at sætte animalske Fødemidler paa Spisesedlen. I en Sø med for største Delen græsbevoksne Bredder, vil en rig Svanebestand næppe faa nogen økonomisk Betydning for Fiskeriet, hverken i den ,ene eller den anden Retning. I Motalastrøm og Motalavig har man paa een Gang talt over 80 Svaner.

Insektfangst. Som Supplement til Docent Drachmanns interessante Artikel om Døgnfluer i Martsnumret tillader jeg mig at fremkomme med et Par Linier, uagtet det er en Menneskealder siden, jeg samlede paa Insekter, og da kun Biller og Sommerfugle, mens jeg slet ingen Erfar inger har med saa skrøbelige Insekter som Døgnfluer. Den af Docent Drachmann anbefalede Dræbning med Æterdampe har visse Ulemper, særlig den , at Æteren slipper op, hvis man er paa en længere Excursion. I Dødsøjeblikket folder mange - særligt større Insekter - ~nene sammen, naar man bruger Æter. Dødsstivheden holder sig længe, og ønsker man at montere dem paa Naal, er det svært at faa Lemmerne rettet ud uden at brække dem. Værst er det, at store Biller og Sommerfugle ofte vaagner af Æterrusen efter at være sat paa Naal - og en monteret Bille eller Sommerfugl, som sidder og spræller paa en Naal i timevis er et uhyggeligt Dyreplageri. Dette falder naturligvis bort, naar man som Hr. Drachmann opbevarer sine Eksemplarer i Sprit. K'loroform og Svovlkulstof har de samme U lemper som Æter.

Jeg brugte et Glas med en vid Hals og tætsluttende Prop - et hal~unds Maltefra:ktglas. I Bunden laa et nøddestort Stykke Cyankalium og derover hældes en frisk tilberedt Gibsblanding, der i Løbet af et Par Minutter stivner og helt dækker Cyankaiiet. Dette .dekomponeres lidt efter lidt og udvikler Blaasyredampe, som meget hurtigt dræber ethvert Insekt, som puttes ned i Glasset. Lemmerne af et saaledes dræbt Insekt volder ingen Vanskelighed ved Monteringen paa Naal. Laver man et saadant Dræbeglas i Begyndelsen af Sæsonen, har man nok til hele Aaret og maaske næste Aar med, og behøver ikke at medføre nogen Flaske med Dræbevædske. Cyankalium er saa giftigt, at det kun sælges paa Apotekerne mod en særlig Attest, der skal være paategnet af Politimesteren - paa Landet af Sognefogden - saa der er jo lidt Ulejlighed med det, men det er da kun een Gang aarligt. Det er ret prisbilligt, for en ringe Skilling faar man nok baade til sit Insektglas og til at forgive hele sin Omgangskreds! saa man bør bede Apoteket om kun at give en 1 a 2 Gram. Af samme Grund bør man forsyne sit Dræbeglas med et Giftmærke og vogte sig for at stikke Næsen i det, naar man med Pincetten tager det fangne Insekt fra Nettet for at putte det i Glasset Til ·Montering af Insekter paa Naale skal man først have Kasser med Gliaslaag. I Bunden hælder man et Lag smeltet Voks eller Parafin og dækker dette med hvidt Skrivepapir. Det er da let at stikke Naalen i; disse bør iroke være almindelige grove Knappenaale, men særlige Insektnaale, »Kniplenaale«, der er dobbelt saa lange og meget spinkle. For at undgaa Møl og »Musæumsbiller« bør der være lidt Kamfer eller Naftalin i Insektkassen. Materingen foregaar udenfor Kassen, idet Naalen stikkes igennem Insektets Brystparti (Thorax) og ned i en bred Korkprop, saa kan man med Naal og Pincet (med Urmagerloupe for Øjet) udsprede Ben, Vinger, Haletraade etc. Det er Pillearbejde, som ikke enhver har Fingre, Øjne - qg Taalmodighed - nok til, men den, som evner at binde sine Fluer selv, kan vel nok komme efter det. N aar Insektet saa er færdigt, skrives dets latinske Navn plus Dato og Findested paa et lille Stykke tyndt Karton, Naalen stikkes gennem dette og derpaa ned i Klassens Voksbund. I Tidens Løb opstiller man da sine Insekter i Rækker, ordnede efter Slægt og Familier. Insektkasserne bør opbevares i Mørke; i fuldt Lys taber monterede Insekter Farverne endnu hurtigere end ved Opbevaring i Sprit. I Stedet for Sprit kan man muligvis anvende en tynd, hvid Parafinolie til Opbevaring f. Eks. af bløde Larver. Jeg har brugt dette til tykke Plantedele - f. Eks. Blomsterne af Skældrod

SPORTS-FISKEREN

(Lathræa scvamaria) - men i Tidens Løb ødelægges de af Skimmelsvamp og andre Mikroorganismer, som ni.an ikke kan undgaa føres ned med Dyret eller Planten. Bedre er maaske formalinglycerin, som jeg med Held har anvendt til Agnfisk. Axel Holm.

................................................................................... Fra Redaktørens Lænestol

.................................................................................. Vort Sprog - danske Sportsfiskeres Ordforraad modtager af og til værdifulde Forøgelser Udtryk, der erstattet saavel engelske Sportsudtryk som det videnskabelige Latin. Docent Drachmann har i vort Martsnummer foreslaaet Betegnelsen Klækling og Danser for Døgnfluernes to voksne Stadier, tidligere kaldet Subimago og Imago, latinske Ord, som den ikke-studerede er ude af Stand til at forbinde noget Begreb med, saa meget mindre, som de - ordret oversatte - betyder Underbillede og Billede! I samme Nummer har en dansk Sportsfisker, som under: Mærket »Dusty Miller« skriver om en Fisketur til det nordlige Norge, lanceret Gloserne : Klepper for det engelske Caddy og Hugsten for Fangstkrogen (engelsk: Gaff) samt Hoven for Fangstnet. At disse Ord

1937

er af norsk Oprindelse, gør dem mere forstaaeli ge for danske Øren - og vi skal i Fremtiden ikke undlade at benytte dem; saafremt der ikke fra anden Kant fremkommer bedre Ord. Red.

:··································.. ···········································: .

Foreningsmeddelelser.

l l l l l l l l l l 1 1 1 1 1 1 1 1 1 8 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 ·111111111111111111118111811 I I I 11111111 1

Frivilligt Fisketegn. Kære Sportsfælle ! Skulde De have forlagt det Indbetalingskort, der fulgte med Martsnumret, kan ~løbet (5 eller 10 Kr.) gireres til min Postkonto - 319, eller sendes til min Øjenklinik" Hauserplads 32, K øbenhavn K. Deres Ærbødige Chr . Lottrup Andersen.

.................................................................................... INDHOLDSFORTEGNELSE:

Aaret, der svandt Forskellige Ting til Sportsfiskeriets Fremme - Den store Bastian og de første Stallinger - Kan en rig Svanebestand sika7 de F~eriet - Insektfangst Fra Redaktørens Lænestol - Foreningsmeddelelser. 111::wi:n:i1 1 ~••••••••••••••••••••••••••••••••••••1"1111 1 9111 1 s111111111111111111111:111

::!I li li IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII111111111111111 !::

--= = - BLlnK

= =

= -

DU UOBLERE

BLINK »Meteor« og »Utø« føres i stor og lille, i strømlinet, Nikkel, Guld samt Guld og SiØlv, 3,50 3,00 »Heintz«, 10 1/ 2 og 12 1/ 2 cm, ...... .... ... ......... ........ .. .... 3,50 Heddons King, Grødeblink »Hardys Pike Spinder« 3,50 »Hardys Kidney« ···· ···· ······· »Hardys Spoon« ··················

---

lur &EDDER VOBLERE

2,50 3,00 6,00 3,00 3,00 3,25

»Came-Fisher«, leddet, »Wamp«, leddet, ······· ····· ······ »Vamp«, fast, ·· ······ ··· ····· ······· · »River Runt«, transparent, »Wizard« »Frisky« »Magnet«

Devon Baits - Ørred Spindere - Abo rre Spindere - Saltvands Blink - Krogsæt - Pilke Liner - Hjul - Gut Pirke - Snapdyp - Paternoste r - Stænge t Fisketasker Fluer - Ketchere - Fangstkroge

Jagt- og Fiskemagasinet Studiestræde 48

Telefon 12648

København V.

= = = = = = =

51111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111,i:

1937

SPORTS-FISKEREN

]JJJJJJ

Il ~ lllllr

I/III

()

(j llllllr·11111111:

IIIE IIR 1 1 1 1 t\~111111

Il~ /l I

ÅÅ RH US . •

TLF. 3600 - 3601

................................................................................................. Generalagentur for det verdenskendte Firma

lllllt

. SDR. Ai'.LE

I I I E lillr =

---:i ~

Scott

! ==i:

HARDY BROS I Alnwick - England.

I 11111 I I t I I I I I 111111 I I I 11 ~ I I 1111 I I ' 11 I 11 I • • • 11

=ii

11111111111 I I . l i ~ l i

I I l i I I I I I I I I .l i I I I I I I • • I I.I I 11

=·

I i

Største lager af alle Lystfiskeriartikler Ahid billigste Priser!

Altid friske Varer!

Alle Hardy Varer fremskaffes til Katalogpris. (Silkeliner dog plus Told). ~llllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllillllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllilllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllllll

Fluestang. .

Knudsens Hotel byder Dem de gode Værelser og den bedste Mad.

Holstebro Missionshotellet Tu.

410 - 2,

Holstebro.

33 Værelser med varmt og koldt Vand, lukkede Bilgarager med Centralvarme. Pension efter Aftale. - Ingen Drikkepenge. Telf. 125.

M. Jespersen.

"Hardys Hebridian", 13 Fod 9 Tommer, kun lidt brugt, til Salg for Kr. 200,oo. - Billet mrkt. til ,,Sportsfiskeren"s Trykkeri, Holstebro.

• l'• H ]U

Et "Allcock-Aerial Sea Reel" Nr. 8916 4" meget stor Liniecapacitet, egner sig ypperligt til Saltvandsfiskeri, ønskes byttet med andet Hjul. Aerial, Silex e. I. 33/ 4-4". Bladets Kontor anviser.

Elleritser, Karudser leveres i større og mindre Partier fra April. -

Ingen Telefon.

E. Crebensen, Ørreddambruget, Clasonsborg, Kibæk.

Gæstgivergaarden Troldhøj, Troldhede Telf. 1.

Paa Gæstgivergaarden udstedes Fiskekort til Vorgod og Skjern Aa. Beliggenhed meget central. Pension efter Aftale. Ærbødigst C. Christensen .

Lystfis\eri-, Jagt- og Sportsartikler. Køb, hvor der er Udvalg. Forlang Katalog og Priser tilsendt

Geddeyngel fra Frøjk Fiskepark, Holstebro, sælges billigt. - Telefon 148.

Reflex Spinnere til Laks & Ørred,. Nr. 1. Længde 70 mm, Vægt 45 gr. . . Kr. 4;q0 Nr. 2, Længde 50 mm., Vægt 25 gr. . . Kr. , 4,00 Ekstra Forsølvning med Bagkroge.

Carl Rasmussen,

Fabriken "Harritz", Telf. 7196

Banegaardsgade 34, Aarhus.

Teli. 7196

Telefon \ 06

Urmager ,,- Hadsten.

Telefon Hl6

SPORTS-FISKEREN

IN ILA\ll(§\1

1937

Hvad blev den fanget paa?

Selvfølgelig en Allcock Devon Spinner

DER: STAAR ALLCOCK PAA ÆSKEN

Allcock nu Hardys Fiskeriartikler i stort Udvalg. Medlemmer af Dansk _ Sportsfiskerforening IO~ pCt. Rabat.

LYSTFISKERE SE HER!

Et · ~eget stort Udvalg i fine engelske Fluer, Spinner, Liner, Fiskestænger, Hjul m. ·m. forefindes hos undertegnede til billigste Priser.

A. DAMGAARD, HOLSTEBRO TELEFON !?11

Hotel Schaumburg, Holstebro. Telt. 42 - 172.

Statstelefon 16.

Byens ældste og førende Hotel. Værelser fra 3 Kr. -

1. Kl. Køkken. -

Westy Hald.

Bilgarage.

Holstebro Turistforening Lystfiskere anvises Fiskepladser for Laks, Ørred og Stalling samt Gedder. - Dagskort a 2,00, 14 Dages Kort 10,00, Aarskort a 20,00. Vemb Strækningen indbefattet. Dagskort løses i Kiosken. Frøjk Fiskepark og hos Martin Schmidt. - Maaneds- og Aarskort kun hos Martin Schmidt.

Formand: Dr. med Chr. Lottrup Andersen, Bernstorffs,;ej 91 a, København, Hellerup. Næstformand: BØdkerm. Carl Christensen, Skjern. Sekretær: Førstelærer S. Bork...:Andersen, Askeby. Kasserer: Postassistent Chr. Lauridsen, Skjern, Postkonto 11140. Kontingent og Indmeldelse samt eventuene Klager over Bladets Forsendelse sendes til Postassistent Chr. Lauridsen, Skern. Kontingentet er 8 Kr. aarlig. Ægtefæller dog kun 11 Kr. For Medlemmer af Lokalforeninger med indtil 40 Medlemmer og med mindst a/ 8 af Medlemstallet h"ldmeldt i Landsforeningen, er Kon~ingentet kun 5 Kr. Det samme gælder for Lokalforeninger med over 40 Medlemmer og mindst 25 indmeldt i Landsforeningen. Hvis Forholdene taler for det, kan Bestyrelsen dispensere fra disse Bestemmelser. (Lokalforeningerne skal selv incassere Kontingenterne.) Artikler til Bladet bedes indsendt inden d. 10. i hvec Maaned til Redaktøren, Apoteker Axel Holm, Overgade 6, Odense. Telf. 3176. Foreningens Medlemsorgan »Sportsfiskeren« udkommer d. 1. i hver Maaned. Trykt i S. Sørensens Bogtrykkeri, Holstebro.