Sportsfiskeren 11 1934

Medlemsblad for Dansk Sportsfiskerforening.

Nr. 11

~

1. November 1934.

9. Aarg.

Blant arret og mygg I Finnland.

I

Veien op til Jyrkka gamle jernverk i nordlige Savalaks er i utmerket stann. Vor bil suser i faretruende kilometerfart forbi akrer som duver i julivinden, gjennem prektige skager uten tegn efter mennesker, - mil efter mil forer den os frem til det forgjettede arretsted Haapakoski foss noen kilometer fra det gamle jernverket.

Det var som en dram at jeg virkelig er på vei dit. Gjennem år har jeg lengtet til denne eventyrlige foss, i hvis stramhvirvler og kulper arreten trives og forakes og altid er å finne.

Som en kulturens utpost mitt inne i ademarken ligger Jyrkka gamle jernverk. Selve verket er nedlaot men den vakre stilfulle hovedbygningen forteller om en svunnen storhetstid. Gjennem selve gården synger Jyrkka foss sin evige rogivende sang. Den sprenges av idylliske skogkliitte holmer i flere armer och faller aldeles nar huset i Haapajarvi ademarkssja.

Det hviler en ubeskrivelig idyll av gammel herregård over anlegningene. De forskjellige holmer er forbundet med hverandre ved utsakt vakre broer - blandt hvilke naturligvis også »Sukkenes bro« finnes. På brukets areal, ca. 100,000 mål, ligger 14 innsjaer og mellem mange av disse bruser arretfosser - så hele stedet er et eldorado for sportsfiskeren. Ørreten i disse vann er marke, kraftige og vakre og i den grad livlige at fiskeren står med hjertet i halsen når han arbeider med den.

Men nettop sånn skal de jo vare - og i denne lyse julikvell var det vor mening å forsake på hvor interessert vi kunne få fisken for vore utmerkede fluer. i::,,

Denne gang er det altså ikke meningen å stå på gårdsplassen og forsake fiskelykken i selve Jyrkka fossen - nei, vi har valgt den som altid er mest frikostige,nemlig Haarpakoski.

For m a nge år siden besakte jeg den samme fossen og fisket fra strannen. Da viste fluene ved spesielt ansvarsfulle kast med lang line en ubeha·· gelig tendens til å ville sette sig fast i trarnes grener og topper - derfra det var både vanskelig og tidsadende å få dem ned igen. Det hendte også et par ganger at de blev hengende der for altid.

Tett i tett står nemlig langs hele strannen trar furu, gran, pil og bjark - og mangesteds henger grenene helt ned i vannet. Vil man at fluene ikke skal bli nappet av disse, er man tvungen til å »switshe« og allikevel kan det vare vanskelig nokk å få dem dit man vil. Av og til inbiller man sig i sin fiskeroptimisme at akkurat der jeg står ser det ut til at trarne er såpass »tilbaketrukne«, at man våger et kast rett fremover - men da kan jeg vare sikker på at ulykken er fremme. Jeg forsakte en gang å få fluene ut til en arret, som i gjentagne spring viste sig i vannflaten. Det sidekast jeg presterte nådde ikke frem, og efter at jeg hadde studert bakgrunnen en stunn og funnet ut en mulighet for et rent fremkast, besluttet jeg mig for et forsak . Omsorgsfullt gjorde jeg mit kast, men - pang - så var det gjort. Begge fluene hang uhjelpelig fast i en furutopp hait oppe under en uskyld::;blå himmel. Der stod jeg og brukte bitre ord, men de hjalp ikke det mindste. Op til furutor:..pen kunne jeg umulig komme. Stammen var kvistiris, og jeg hadde glemt min barndoms kunst

118

SPORTS-FISKEREN

å bestorme selv det hoieste tra. Så var der ingen-

ting annet å gj ore enn å ofre fortommen og rigge op en ny. Heldigvis fulgte der ikke altid så sørgelige konsekvenser av at trarne »nappet«, men hoist ubehagelig var det altid.

Med disse minner som en varnende bakgrunn, beslutter jeg mig denne gang for å fiske fra båt.

Og da der på verket fins en utmerket mann å ro, nemlig gamle Pikkarainen, snakker jeg med ham som mer enn gj erne kommer med.

Og når solen over tratopperne i vest farver skyerne i usannsynlige farver, som blir til et speil av purpur og lilla i Haapajarvi sjo, da glir vi ut på sjoen i motorbåten med kurs på Haapakoski.

Så er jeg da igjen i disse odemarkstrakter, dit min lengsel gjennem mange år har flojet over hav og lann. Denne oplevelse gir mig en folelse av ubeskrivelig lykke. E!å snart vi er forbi odden nedenfor huset, ser vi ikke tegn efter menneskehånd sjoen ligger som et speil - her og der vibrerer den i ringer efter fiskesprettene.

På S,lep efter motorbåten har vi Pikkarainen i sin robåt, som skal brukes ved fisket i fossen. Pikkarainen sitter firkantet . og vardig bakerst i båten og styrer. Tidens tann har satt dype spor i hans mun - naar han snakker eller ler åpenbares en tannlos åpning både oppe og nede mellem de kraftige gule hjornetenner. De svarte tynne mustasjene ser ut som knurrhår. Men ansiktet er blitt og oinene lyser . av vennlighet. A, det er en prektig man til å stole på og dele odemarkens liv med.

Den flittige motoren forer os med god fart til fossen. Også her er alt som for. Sneppene kretser under lokketoner ut fra strannen, slår sig ner på en eller annen sten, hvor de sitter og nikker med hode og vipper med halen. Det ser ut som en hilsen, ja, jeg tar det ihvertfall som en sånn. En av fuglene sitter på en strannsten, hvor en frodig nyperose henger med grønne blade og rode blomster. En vakker ramme - og det fore faller, som om fuglen selv også syns det, der den sitter rolig med en melodios kvittring: »se hit, se hit«. Forst da båten skraper mot lann, flyver den sin vei.

Vi gjør stengene iorden, min bror og jeg. Han skal fiske fra strannen - for trarne bakom betyr ingenting for ham. En lang og flittig trening har gjort ham til en mester i å kaste. Vi, Pikkarainen og jeg, svinger vor båt ut fra lann, og han setter sig ved årene, og drar et par tykke larhandsker på hendene, for som han oplyser mig, blir man lett om i håndflaten av å ro i den strite strommen. Jeg setter mig på en tofte bak i båten med ryggen mot Pikkarainen. Og så glir vi ut mod fossen , hvor,

1934

vannet suges blankt og tykt over stenene. Jeg har på min fortom en Zulu og en Woodkock and orange og så begynner vi. Netop der, hvor vannet brister over en stor sten, ser jeg en ørret gjørre et hoit sprang, så hele den morke kroppen syns mot det frodige gresset på strannen. Min bror står litt lenger nede, og da jeg gjør mit kast, ser jeg i et blink, at hans Stang står i en bue med spissen på skrå ut i fossen. Men noen flere observasjoner får jeg ikke tid Hl, for mine fluer seiler akkurat ned på stedet, h vor jeg nettop så orreten gjøre sin luftreise - så nu gjeller det.

Napp! - I samme oieblikk er fisken oppe igen - slår en kollbotte og plasker sidelangs tilbage i vannet og så i vill fart ut i strømmen. Men ennu er det ikke slutt med luftferdene. Ustanselig hopper den hoit op - forsoker å velte sig over tommen - flyr ivei, rykker og rister - gir med andre ord akkurat den spenning og stemning, som jeg er kommet for å få, og som er det vi venter av dette fiske. »Jopa on elava luonto! « ( = Den ser ut til å ha en livlig natur), kommer det fra Pikkarainen med. engstelig beundring.

Jeg konstaterer at fisken sitter fast på Zuluen - morke fluer er sikkert best i morke vann. Ørreten blir snart trett i den sterke strømmen og med sine ville kast. Jeg får den til å svelge luft noen ganger, og da kan man jo anse kampen ferdig. Jeg tar inn snoren, og n\1-r fisken kommer flytende innen rekkevidde, griber jeg håven - strekker ut den, og senker den unner vannflaten for å la. byttet gli inn i den - - da losner kroken, og orreten flyter fri og ledig stadig lengere bo'rt - og forsvinner i dypet.

Den utrolige massen av mygg har martert mig usigelig under kampen med orreten, men nu tender jeg en av de store, tykke cigarretter, som jeg har forsynt mig med for myggens skyll og som virkelig gi'r fra sig skyer av bitter rok, som får halsen til å svi. Men av to onde ting velger man det minst dårlige, og· denne gangen foretrekker jeg sviingen i halsen.

Nu forst gir jeg mig tid til å kaste et blikk på min bror. Også han har tent en cigarrett. Roken står som en sky om hans hode, men jeg kan se, at han i hånden holder klubben, som man slår orreten i håven med. »The priest«, som englenderen kalder den for. Nå - det er lett å slutte sig til, at han har gjort det bedre enn jeg.

Pikkarainen lar båten gli i sikksakk utfor strommen. Han sitter rolig og opmerksom - holder båten stille, naar det ser lovende ut - s:å gir

1934

SPORTS-FISKEREN

han efter og lar den gå noen meter igjen. En utmerket roer - men jeg er redd for at tapet av orreten har gått ham dypt tillsinns, så jeg begynner å snakke med ham, enda jeg helst ville sitte å bare nyte av stemningen. »Har du lenge bodd på Jyrkka, Pikkarainen?« »Aja, nokkså lenge - helt siden jeg var fem år. Det har aldrig blitt av, at jeg har flyttet.« »Ne:· det er vel hverken glede eller fremgang ved å fly _ce,« sier jeg opmuntrende.

Hei, det gikk en arret op igjen. Rett op i luften og rett ner på hode i vannet. Jeg· kaster. Fast!

Det er en liten en, men livlig og full av den s. k. »fighting spirit«. Efter at den med sine femhundrede gram er i håven, fortsetter Pikkarainen og jeg den avbrutte samtalen. I farten husket jeg 1 hvertfall å legge merke til, at også denne fisk hadde nappet på Zuluen.

Nu får jeg hore, at Pikkarainen begynte som dreng på bruket - · og efterpå fikk han en stilling ved. jernverket. Han loftet malm fra sjøen om sommeren, forde det om Vinteren til hytten, og derpå var han med på å frakte det ferdige jernet de lange veiene til narmeste havn eller jernbanestasjon.

Meget annet får jeg hore - blant annet oplyser han mig om, hvor bra det har lykkets for ham i livet. Han eier nemlig nu to melkekjor og noen får - dessuten er han arbeidsformann ved jordbruget på Jyrkka.

Ja, Pikkarainen er sikkert en misundelsesverdig person!

Vi. har nu med langsom fart passert halvparten av fossen. Et godt napp har vi haft underveis, men det er også alt. Min bror derimot har håvet inn tre orreter - den største av dem på ca. 2 kilo - og dessuten en stor sik. Et par_av dem har han tatt på Zulu, et par på miniatyr Black Doktor.

Altså morke fluer.

Her - omtrent halvveis mellem Haarpajarvi sjo ovenfor fossen og Pasmarijarvi sjo nedenfor fossen fins et aldeles ideelt 6rretsted, hvor min bror sist, vi var her, tok flere store fisker, mens jeg var optatt med å 16sgj6re adskillige kroker fra trarne. Nu står han der igjen og kaster, mens vi holder os litt hoiere oppe. »Det var vel meget mer liv her, da jernverket var igang«, spor jeg. »Aja, det er sikkert - liv var her da i odemarken, så ingen kan tro det.« Ai - en fisk på - en vakker arret, som fanger min opmerksomhet, så Pikkarainen får vente med det, han vil fortelle. Fisken hopper - flyr i vei. lange og korte biter - rykker og rister. Pik-

119

karainen er sikkert urolig for utfallet, for han brummer og sukker, hver gang fisken blir for livlig.

Han manovrerer båten litt efter litt mot stran-den, hvor min bror står og kaster - stiger ut, tar håven och stiller sig for å passe på. Også min bror tar sin hå for å assistere. Får vi ikke den fisken, tenker jeg, må et under ske! Den bli da også tat inn i min brors håv og bares til båten. Den veiet litt over 11 / 2 kilo. Pikkarainen sukker lettet, setter sig ved årene og ror ut igjen. »Det fans femti hester då«, fortsetter Pikkarainen. »Hvad for noe --· hvor fans det femti hester?« »Femti hester fans det da på verket«.

Det ser ut til, at Pikkarainens tanker fremdeleE. oppeholder sig i Jyrkkas storhedstid. »Jaha - det var ikke lite , det,« siger jeg enig.

Jeg kaster fluene ut mot hoire og lar dem flyte i en vid bue mitt ut i strommen. Nu bor de vare akkurat ovenfor et brytningssted, hvor fossen stryker med sterk fart. Der blir det også napp et kraftig alvorlig napp - men ingen livlige luftsprang. Det ser ut til å finnes saktmodigere individer hlant 6retene i Haapakoski. »Se, sånt kan gott hende,« siger jeg til mig selv »alle kan ikke vare skapt med samme natur«.

Den fisk, som nu arbeider der borte i andre enden av snoret, vil ikke vise sig, men en sterk hvelving av og til i vannflaten forteller også noe.

Litt efter litt presser den sig opover, mens Pikkarainen igjen styrer båten mot strannen. Han soker synbarlig hjelp igjen fra min bror. Nu viser fisken sig et 6ieblikk, og den ryggfinne, som jeg un-der brøkdelen av et sekund ser, ligner ikke en arrets, syns jeg. Ellers arbeider den kraftig og gott.

Det kan for den saks skyll utmerket vel vare en rolig arrets kamp for friheten.

Men like efter brister illusjonen. Det er virke. lig en sik*) - vistnokk en stor sånn men ikke noen orret. Jeg tar hårdere i, og snart er den i håven - i min brors håv. »Skal vi fortsette nedover?« spor jeg. »Det lbnner sig ikke,« sier min bror, som er lokalkjendt- »det finns bare småfisk der nede. Det er bedre å gi sig opover, for nu er stororreten fra Haapajarvi sjo kommet i den øvre strommen.« Vi snur altså - min bror vandrende langs strannen - Pikkarainen och jeg i båten. Av og til gjeller det å ro hårt - ja, av alle krefter og alligevel beveger båten sig bare tomme efter tomme mot strommen" Imens kaster jeg enn til hoire, enn *)

Helt.

120

SPORTS-FISKEREN

til venstre. Det er en virkelig fryd å kaste uten å behove å vare redd for strandtrarne.

Der står min bror, der ute i stammen går en stor arret synlig over vannet. Og så merker jeg, at de har kontakt med hverandre via stang og fluer. stangen står sterkt boiet, og den store fisken presser sig uimotståelig nedover under stadige luftsprang.

Og plutselig ser jeg orreter hoppe overalt -· store og mindre - hele tiden er en eller annen synlig. Og jeg gripes av begjar efter dem, og PiJ,.._ karainen gripes ogsaå av begjar efter dem - kanskje hans er en smule mer materialistisk.

Jeg har ikke tid lenger å se efter, hvordan det g,år min bror. Jeg passer .Paa, da en stor arret viser sig, og kaster mine fluer til den. Og tilsidst får jeg napp og oplever sensasjonenes mangfoldighet.

Denne gang kan jeg heller ikke klage over, at fisken ikke er livlig nokk. Den hopper hoit adskillige ganger - skj arer mat strommen - står av og til stille på samme plass og rister energisk på hadet. Den er med andre ord hele tiden i full aktivitet, men blir tilsidst tam og foielig den også. Jeg foler mig selvfolgelig allerede sikker på min fremgang - men det burde jeg ikke ha gjort, for plutselig, uten at jeg forstå noenting, er fisken fri, og fluene kommer dalende forbi mig gjennem den tomme luften. Det var en overraskelse.

Min bror kommer opover langs sin strann. Så snart han er på hØide med mig, roper han over strommens brus, at han har mistet en stor ørret efter at den hadde fort ham nedover flere hundrede meter. »Atte ganger var den helt og holdent over vannet, og så kunde den allikevel ramme,« sier han skuffet.

Men foran os og bak os på og sidene slår orreter.

Det hores et smattende og en sugende plaskning fra alle kanter. Vannet skvetter - brede rygger viser sig i overflaten - store finner skymter vi i , hvelvvingene, og vi kaster. Vi bytter nye fortommer - fortommer med andre fluekombinasjoner.

Vi er til en begynnelse betatt av fangstiver - men litt efter litt blir vi likegyldige for selve fangsten.

For disse orreter for vore oine - dette hoilytte liv omkring os fanger vort sinn, så vi tilsist ikke kan kaste mere, bare glede os over hvad vi ser og horer. Ørretene hopper op aldeles ved båtkanten ja, det skulle ikke ha overrasket mig, om de frivillig bykset ombord.

Da sier Pikkarainen. stille og langsomt:

1934

»Jeg vet nokk, hvordan de burde tas. Et gott sluk eller ennu bedre et naturligt fiskebeite«.

Men hans forslag interesserer os ikke. Har de ikke lyst til å nappe på fluene, får de vare der, de er, for os. Vi har, min bror og jeg, en gang for alle sLått fast, at en arret er en altfor nobel. fisk til :\ tas på annen mate enn medd flue.

Inni fra skogen galer gjoken endda, det er natten mat 11. juli - en Don Juan som fremdeles er på eventyr. Tårnsvalene skjerer med svimlende fart over strommen - enn hoit oppe, enn lavt nere. De skriker sikkert like hoit som vanlig, men vi kan ikke hore dem for fossens brus.

Sa samles vi allesammen oppe ved Haapavesi sjoen - tender os en myggild og spiser et stykke smorrebrod til en midnattsdram. »Her oppe tog jeg engang en stor arret,« forteller Pikkarainen. »Vi lå med flåten akkurat her på sjoen, Kalle Hakkarainen og jeg, og loftet op malm. Men så stakk det mig plutselig, at jeg skulle forsoke fiskelykken bort i fossen. Vi staket os til strannen og tak stangen og vadet ut i stammen.

Og gjort var det med det samme. Jeg hadde en tykk lang stang av bjork og et sterkt snore, så jeg behovet ikke å lirke frem og tilbake, sånn som herrene bruker. Jeg dro den bare i lann. Den veiet 91/ 2 kilo, og det er vist den storste arret, som er tatt her. Det finns nokk like store ennu, men ingen skal inbille mig, at de biter på sånne små fluer.

Myggen, som det fans millioner av, pep og bet . . Tross ild og rok var de så energiske, at det lyktes dem å årelate os grundig.

Sfl startet vi over den blanke aftenmorke sjoen til Jyrkka. Riflerne efter båten fanget den siste farveglans fra solnedgangen i vest.

Da vi kom til Jyrkka vakre strann og vandret opover veien gjennem akeren, var natten fylt av sterk kloverange, og fremdeles sang havesangeren sin grasiose drill.

Ludv. Munsterhjelm.

Tunfisk.

Siden 1927 har Antallet af de Tunfisk, som besøgte og opholdt sig paa Fiskepladsen ved Sjællands Odde i August og September, gradvis været i nedadgaaende. I Aar har Fangsten indskrænket sig til at være et Par enkelte paa Krog og nogle flere i Bundgarnene. Det var ikke som for faa Aar siden, at der kunde være en eller flere Tunfisk ved

1934

SPORTS-FISKEREN

hver af de ca. 50-75 Fiskerbaade, naar disse halede deres Næringer i Morgentimerne, og der blev ofte indbragt 10 Tunfisk i Havnen, naar ·der var Sild paa Fiskepladsen. Hvor er de blevet af, de mange store Fisk?

Jeg tror, de efterhaanden er fang·et, og at den Stamme Fisk, som kom til danske Farvande, har været ret ringe i Antal og ikke har faaet den nødvendige Tilgang i Forhold til fangede Fisk. Navnlig i de tre sidste Aar har Nedgangen været mere og mere mærkbar. Først blev Fiskene mere forsigtige til at bide, og senere blev Antallet mindre.

En Stamme af Tunfisk holder til ved den nordlige Indsejling til Øresund mellem Kronborg og Hveen. Her søger de udelukkende levende Fisk.

Hornfisk, Sild og Makrel, men de tager ikke udkastede , døde Fisk som ved Sjællands Odde. Paa den anden Side jager de det meste af Dagen, naar de ovennævnte Fisk med Nordenstrøm kommer ind i Øresund. Det er mulig, de lader sig lokke og fange med. levende Fisk (f. Eks. Torsk, Aalekvabber og lign.) , som kan holde sig levende paa de store Kroge. Det er ikke svært at fange nogle levende Torsk i Sundet og bindsle dem paa Krogene. Det bliver muligvis ogsaa denne Methode , som man forsøger ved Sjællands Odde.

Forøvrigt er der Tunfisk ved Anholt, hvor svenske og danske Fiskere anvender Drivnæringer til Sildefangsten paa de store Dybder. Ved Sjællands Odde, hvor der kun er 10 til 20 Meters Dybde, bundsættes og forankres Næringer, medens de ved Anholt »kubes« og holdes drivende i en vis Dybde. De lange Afstande til svenske eller danske Havne, hvor Silden skal afsættes, nødvendiggør, at Garnene maa hales allerede Kl. 12-1 om Natten, og Efteraarsdage er det paa den Tid mørk Nat , hvor det er ret umuligt at fange Tunfisk fra en mindre Motorbaad. Det er aabent Hav med hØj SØ, saa snart det blæser en Smule. Fiskerne ser ofte Tunfisk ved Garnene om Natten, og enkelte fan ger de ogsaa paa meget svære Grejer.

Fra Doggerbank i Nordsøen indbringes der ogsaa Tunfisk af de store Fiskekuttere, og fra Scarborough har der i to Aar været drevet et ret stort Tunfiskeri af engelske Amatørfiskere. I 1933 blev der fanget flere hundrede store Tunfisk, og Genn emsnitsvægten var over 500 Pund. Der blev fanget mange Fisk paa 6 til 700 Pund. Methoden er den samme som i Kattegat, at Tun.fisken søges og lokkes med udkastet Fisk i Nærheden af Fiskekutter e, som haler deres Garn, Trawl eller Vaad. Vil det derovre mon gaa som i Kattegat, at Fiskene

121

aftager og fanges i Løbet af nogle Aar, og det er bestemte Stammer, som søger langt omkring for i Efteraaret~. Dage at finde de mægtige Stimer Sild og Makrel, som de kan stille deres mægtige Appetit paa?

I danske Farvande er de fangede Tunfisk af betydelig mindre Gennemsnitsvægt nu end tidligere.*) De fleste er paa 150 til 300 Pund imod tidligere 4-500 Pund; enkelte var endog forhen op til 700 Pund.

Danske kemiske Fabriker anvender Tunfiskelever til Leverpræparater, idet her findes visse Vitaminer, som ikke findes i anden Lever.

Det er kedeligt, det interessante Fiskeri saa hurtigt er blevet saa godt som forbi , og i Sæ rdeleshed, da Fisken nu udnyttes og sælges til la ngt bedre Priser end i de første Aar, hvor der fangedes mange Fisk, men da ofte var ganske usælgelige.

L. Sv.

Anerkendelse.

(Efter Fishing Gazette.)

Lille Henry fra Badehotellet stod og fiskede i en af de mange lav-vandede Pytter med solvarmet Vand , som Ebben havde efterladt. Han var kun r.i Aar, og hans Mor var bange for at lade ham fiske ved de dybe Steder, hvor de tangklædte Klippeblokke gik brat ned mod Dybet. Saa Henry maatte nøjes med at mede efter de Smerlinger og andl',~ Smaafisk, som laa i Skjul bag stenene, naar Ebben var løbet ud. Henry var dog mere end tilfreds han var henrykt, for det var den allerførste Gang, han fiskede paa egen Haand. Og han fiskede rigtigt - med rigtig Medestang og Snøre, ligesom hans Fader og de andre Badegæster. Ganske vist - det var kun en gammel medtaget Fluestang, minus Spidsen, men den havde Korkhaandstykke og et lille Messinghjul, der klikkede musikalsk, naar Snøren blev trukket gennem Ringene.

Men Henry var alt for utaalmodig af en Fisker at være, for aldrig saa snart var Maddingen sunket ned mellem Tangen og Stenene paa Bunden, før han halede op igen for at se, om den stadig sad paa Krogen. Og han blev aldrig mere end fem Minutter paa et Sted, for der var altid et andet stenet Hul, der saa meget mere indbydende ud end det, han stod ved. Han havde netop skiftet Plads for femte Gang, da gamle Jacob, Hotellets FiskeDet samme Forhold har i Aar gjort sig gældende i Engla nd .

Red.

*)

122

SPORTS-FISKEREN

assistent (gillie) kom slentrende over Stranden for at se, hvad Drengen tog sig til. »Fisker du, min Gut?« spurgte den gamle Mand. »Ork jah, det er en fine Sport, og man kan· te begynde for tidligt. La'me se, hvad du laver.

Snegle til Madding, og en bitte Blysynk paa Snøren. Den er fin, Men lad mig vise dig, hvo'n man sætter Madding paa«.

Drengen saa meget spændt paa, hvorledes Jacob tog Sneglen ud af Skallen og anbragte et lille Stykke paa Krogen - et meget mindre Stykke, end. han havde tænkt kunde anvendes. »Se nu her - hiv den lige ud ved Siden af den der store graa Sten. Hold stram Line hele Tiden og vent. « Henry kastede og satte sig til Ro - han følte sig frygtelig nervøs under den gamle Fiskers vagtsomme Blik og knugede stangen saa fast, at det gjorde ondt i Fingrene. I lang, lang Tid skete der ikke noget. Jacob bakkede paa sin gamle Snadde, og Henry sad ganske stille og længtes efter at vinde sin Snøre ind og se, hvad der var blevet af Maddingen ...

Pludselig kom der et brat, tydeligt Ryk i Snøren. Drengen blev helt overrasket. Han tøvede og skottede over Skulderen hen paa den gamle, men Jacob gav intet Tegn . Saa kom Rykket igen, stærkere og mere utaalmodigt, og Henry hev Stangen i Vejret af alle Kræfter. Vanddraaberne stænkede hans Ansigt og Hals, noget strøg forbi hans Hoved, og en 5 Tommers Grundling laa og sprællede mellem stenene. »Aa, se, Hr. Mc. Donald, en Fisk . . en rigtig Fisk. Hvad er det for en? Hvad mon den vejer? Er den ikke køn? Og jeg fangede den helt alene, ikke?« Drengen dansede bogstavelig af Henrykkelse, mens Jacob vendte den lille Fisk paa sin uhyre Næve. Han undersøgte den kritisk fra alle Leder.

Saa afleverede han sin Dom. »Okkejo,« sagde han sindigt, »Okkejo. Det er en fine Fisk.« Den Aften tog Jacob Doktoren med ud efter Makrel. Mens den gamle roede, fiskede Doktoren fra Agtertoften med en lille blaa-og-sølv Spinne1·.

Omsider traf de en Makrelstime og Løjerne begynte, Jacob roede Jollen frem og tilbage over de Steder, hvor han mente, der var Fisk, og Doktorens Stang bøjedes og skælvede hvert Øjeblik, naar de graadige Fisk huggede paa Spinneren. I næsten en Time nød de Sporten, saa foreslog Doktoren at holde inde.

-1934 -

»Vel,« sagde Jacob, »lad os lige gøre en Vending omkring Odden. Kan hænde, vi kunde nappe en Lubbe eller to. << »En Loppe?« »Jah - det er saadan en Slags Torsk. «':;) De roede om Pynten uden Held, og Jacob var ved at vende Stævnen for hjemgaaende, da Doktorens Stangspids bøJedes med et Ryk, der nær havde snappet den ud af Hænderne paa ham. »Hold ham!« raabte Jacob. »Hold ham! Hvis han kommer ned i Tangen, er De færdig. « Hjulet formelig hvinede, da Fisken borede sig ned gennem Vandet, men det lykkedes Doktoren at bremse det første rasende Styrt. Det vildt snurrende Hjul tabte Farten og standsede. stangen knagede og sukkede , og den stramme Line nynnede i den stille Aftenluft, men Grejerne holdt. Langsomt begyndte Doktoren at vinde ind, og Fisken kom op, kæmpende hver Tomme af Vejen. En Favn . . tre .. fem , saa var den afsted igen mod Tangen i et voldsomt Dyk. Atter standsede Doktoren den i sidste Øjeblik, og atter begyndte den voldsomme Kamp mellem den skælvende Stang og den fægtende Fisk. Fire Gange ialt gik Fisken dykkende ned . . ned. Og fire Gange stoppede Doktoren nogle faa Fod fra Tangen.

Saa. udstødte Jacob et lettende Suk. »Nu skal det være, Doktor, De har ham! « Stadig kæmpende, men udmattet, blev Fisken bragt til Overfladen og halet henimod Baaden. Jacob lænede sig ud og tog et langt Tag med Fangst krogen . . »Fjorten Pund«, kluklo Doktoren og anstrengte sig for at skjule, at hans Stemme skjalv.

Han havde aldrig fisket paa Havet før, og det var den største Fisk, han nogensinde havde taget. »Fjorten Pund - er den ikke køn?« Jacob holdt den uhyre Lubbe ud i strakt Arm og drejede den, saa den glimtede som Guld i den nedgaaende Sols Straaler. »Okkejo,« sagde han sindigt, »Okkejo, det er en fine Fisk«.

Geddefiskeri i Canada.

Der er to Arter Gedder i Canada, den ene kaldes i Vesten for »Pikerel« (Geddeling), men er i Virkeligheden den samme som vor Esox lucius.

Den lever i det østlige Nordamerika og gaar saa langt mod Syd som til Ohio, og skal i Canada kun*)

Lubben anses ikke for at være værd at spise. O.A.

1934

SPORTS-FISKEREN

ne naa en Vægt af 25-30 Kilo, altsaa som den danske Gedde, hvis Recordvægt er 26 1/2 Kilo (1929 i Grarup sø i Sønderjylland) .

Den anden - større - Ar t hedder Maskinonge, og beskrives i en canadisk Sportshaandbog som den største Sportsfisk i Ferskvand. Den kaldes »Va ndets Tiger« eller »Indlandshavenes Monark«.

Populært kaldes den i U. S. A. for mus k y og i Canada 1 unge. Ikke sjældent opnaar den en Vægt af over 50 Kilo og en Længde af over 5 Fod. Dens Hoved er stort og fladt, og Gabet er stort nok til, at den kan svælge et.Bytte, der er lige saa tykt som den selv er. Underkæben rager frem foran Overkæben, og giver den et vildt, buldogagtigt Udtryk.

Den har frygtelige Rækker af skarpe Tænder, indtil. 11/2 Tomme lange; de gennemborer en Skeblink som ingen Ting og tilreder en Kunstfisk, saa F ~.brikanten ikke kan kende den igen.

Maskinonge er altid udholdende Kæmpere, og giver aldrig op, saa længe der er en Gnist af Liv tilbage. De er saa fulde af Triks, som nogen gammel Ræv, og bruger alle mulige Kunstgreb for at komme fri af Krogen. Ikke to af dem vil opføre sig ens, naar de har bidt paa, og denne Taktikens Mangfoldighed er netop Sportens store Charme. At fange en Maskinonge er for Fiskeren det samme , som det for Jægeren er at skyde en Graabjørn. Er du en sand Sportsmand og har Mod paa en Kamp, som fordrer den højeste Grad af Dygtighed og Behændighed, tag da din Kano og drag ud paa en af Canadas smukke, krystalklare Søer, og mød der hans Højhed, Hr. Maskinonge, i Kamp paa Liv og Død.

Fiskeren behøver aldrig at tvivle om, hvorvidt han har Bid. Han kan altid baade se og føle det.

Der er ikke Spor af Tøven. Fisken hugger Agnen og stikker af med den, og er den først paa Krogen, begynder Kampen under omtrent · lige Vilkaar.

Vær paa din Post hele Tiden og vær ikke UO;Jmærksom noget Øjeblik, ellers taber du i Kamp en.

Lad den kæmpe for hver Tomme Line, den tager, og hold den paa dybt Vand - borte fra Sivene.

Pas paa, naar den vender sig mod Kanoen og springer højt op over Vandfladen. Nu vil den g1a ned og bore, og i næste Øjeblik bringer det sbdige Træk den op mod Kanoen, mens den slaar med Hovedet som en uvillig Plag. Stadig faar du den nærmer~, og et dødfødt Forsøg paa at springe forhaler Sagen, men nu er den tydeligt i Sigte, næsten indenfor Rækkevidde. Du maa handle lynsnart, for den kommer forbavsende hurtigt til Kræfter. Pas paa, at et pludseligt Dyk ikke vælt er din Kano. Aldrig er den saa farlig, som lige før

123

den tages indenbords. Fangstnet duer ikke, den er alt for stor en Fisk til at tage paa den Maade, og det er ogsaa meget svært med Gaffen. Indianerne plejer at »tomahavke« den; andre Fiskere bruger en Revolver og skyder den lige bag Øjet.

At det ikke altid gaar, som Præsten præker, fremgaar af nedenstaaende Beretning fra Septembernumret af »Rod and gun«, kaldet Sidst paa Sæsonen .

Det var en smuk, varm Dag sidst i September; en alt for smuk Dag til at sidde indelukket i et Kontor, især da de to Drenge havde fri, da Læreren skulde til Møde. Derfor besluttede vi at tage en Tur til Sommerhuset paa Birch Ridge ved »Størsøen«, en af de kendte Kawartha søer.

Uagtet Heldet slet ikke havde tilsmilet os i Juli og August, saa behøvede jeg blot at antyde en Fisketur for øjeblikkelig at vække store Forhaabninger hos Drengene. Det er den bedste Side ved Lystfiskeri, at man kan begynde hver Dag med nyt Haab og Iver, uden Hensyn til Fortidens Skuffelser.

Clark var ikke 6 Aar, og Austin var 10, og de spænede straks ned til Baadeskuret. Gyp, vor lille Foxterrier, var som sædvanlig første Mand i Baaden. Vi paddlede Fartøjet en Snes Meter, og da Motoren i nogle Uger havde været ude af Brug, var den naturligvis kold, saa vi havde noget Mas med at faa startet. Austin og jeg var forude og strævede med Maskinen, mens lille Clark sad agter og legede med en Aare.

Kurven med Draglinierne stod frit fremme, og Clarks kvikke Blik er altid ude efter noget nyt, saa han lod snart Aaren være og halede en af Linerne frem. Han havde hevet en 10-12 Fod Line ud, da jeg opdagede ham og forbød ham at kaste ud, naar Baaden laa stille, da han ellers nemt kunde fange Bunden. Et Øjeblik efter udbrød han ret faaret : »Nu har jeg fanget Bunden, Far! « »Din lille Slyngel«, skældte jeg, »nu mis.ter vi naturligvis det Blink«. Austin sprang over Toften og hen i Agterenden for at se, om han kunde faa Linen klar. Jeg blev ved at sysle med Motoren. »Han har faaet en Fisk!« raabte Austin, da han fik Tag i Linen og begyndte at hale. »Sludder,« sagde jeg. »Det er ingen Fisk. Det eren Rod ellernoget sunket Tømmer. Se, om du kan faa det op og faa Krogen ud af det.« Sikker i min større Erfaring ikke saa meget som løftede jeg Hovedet fra mit Arbejde med Maskinen. Men et Øjeblil". efter blev der saa megen Halløj og Raaben, at j eg k iggede o,p, tidsnok til at se det store aabne

124

SPORTS-FISKEREN

Gab af en 171/2 Punds »Lunge« dukke op over Baadens Ræling. Glemt var Motoren. Jeg rystede af Ophidselse. Jeg kendte de ganske umulige Chancer for selv en erfaren Fisker, hvis han forsøger at lande saa stor en Fisk uden at have kørt den træt.

Som en Vision saa jeg for mig den første store Pisk, jeg havde prøvet at tage indenbords, da jeg var meget ældre og større end den 10 Aar gamle Austin. Jeg huskede, hvorledes jeg med min Mangel paa Erfaring havde ladet dens Halespids røre ved Baadsiden, og hvorledes den med et Slag var blevet klar af Krogene og elegant hoppede tilbage i Vandet, og hvorledes jeg nær var gaaet udenbords, da jeg prøvede paa at gribe den med Hænderne, til stor Fornøjelse for den erfarne Fisker, som den Gang roede Baaden.

Et Øjeblik sad jeg ganske lammet, mens denne Erindring for gennem Hovedet; i næste Øjeblik var jeg paa Benene for at komme til Hjælp. Men imidlertid havde Austin faaet det store Bæst halvvejs over Baadkanten, og lempede den med Bredsiden tværs over Rælingen, stik imod alle vedtagne Regler for, hvordan man skal lande en Fisk. Maaske det reddede Situationen, at den lille Fyr assisterede med at hive og hale. Resultatet blev i hvert Fald, at da Halvdelen af den store Vægtmasse var kommet over Baadkanten, tumlede det store Uhyre kluntet ind i Fartøjet. Da vaagnede øjensynligt den store »Musky« for første Gang. Ved dens første Slag røg Krogene ud af Munden paa den, for de havde kun siddet i Kanten af Underkæben, saa tærskede den omkring og sprang et Par Tommer højere end Fartøjet. Jeg sprang over Toften og raabte til Austin, at han skulde lange mig Staven, saa jeg kunde slaa den ihjel for dem.

Men Austin hamrede løs, naar han kunde faa Ram paa Hovedet, Hunden bjæffede, og der var ingen, som tog Notits af mig. Saa slog det mig, at jeg ikke skulde blande mig i det, naar de havde klaret den saa fint, saa jeg drev forud og lod Drengene nyde deres Sejr uden min Hjælp.

Selvbevidste Folk vil gerne fortælle, at der ikke eksisterer saadan noget som Lykketræf; at Held kun er Kronen paa bevidste Anstrængelser og aldrig kommer som Lykketræf, men - jeg har nu mine Tvivl.

Tænk det nærmere over, I kloge Folk, som ikke tror paa Lykken. At løfte en næsten 18 Punds smuk, fastkødet Maskinonge op ved Kroge, der kun sidder i Kanten af Læben! Tror I ikke, man kan kalde det Svineheld?

Lystfiskeriets store Popularitet skyldes netop, at der er noget ved det, som appellerer til vor Sans

1934

for det usædvanlige. Haabet om den længe forventede store Fangst danser for os som et Knippe Gulerødder for et Æsel, og vi vil ikke tro paa, at vi altid skal nøjes med det middelmaadige. Spillerinstinktet lurer nu en Gang i Adams Børn og er altid rede til at anspore. os, for vi ved, at naar man fisker, kan man aldrig vide, naar den store Fangst kommer.

Vi har vel selv alle været ude for, at Fisk, der normalt burde levere en anstrengende Fægtning, bliver halet i Land som en Mis. Vi erindrer vor hidtil største Ørred - men det er de canadiske Gedder, vi her skriver om. Løjerligt nok, er der i selv samme Nummer af »Rod and Gun« en redaktionel Klagesang over, at Maskinonge er ved at forsvinde fra flere canadiske Fiskevande, fordi den er blevet for stærkt efterstræbt. Der tales om at sætte Yngel ud, men mærkeligt nok, synes det, at den store Fisk er lidet kendt og studeret i Ungdomsstadierne, og nu lyses der efter Biologer til at løse Gaaderne.

A. H.

Aborrer.

Aborrer staar paa Grænsen mellem Sportsfisk og Grovfisk. Wegeners Haandbog regner den til Sportsfiskene, Englænderne placerer den mellem coarse-fish. Da den udmærket kan tages paa Spinner, maa den vel nærmest være Sportsfisk.

Af de over 500 Arter (fordelt i 60 Slægter) som findes Jorden over, har vi kun 4 - en femte, Ørredaborren (Micropterus) - har været forsøgt indført herhjemme med lidet Held. Langt de fleste er Saltvandsfisk, Havaborrer, alene ved Japan lever nogle og tyve Arter. En af disse, Monocentris japonica, hedder paa Japansk: Matsukasa eller Grankoglen paa Grund af sine meget store Skæl. Den er helliget Torveguden, Jebisu, der i Reglen afbildes med en Trefork, som bærer en »Grankogle« . Andre japanske Havaborrer bærer saa poetiske Navne som (oversat) Blomsteraborre, Havguldfisk og Regnbuebrasen.

Vor hjemlige Aborre Perca fluviatilis er kendt af enhver Lystfisker fra 5 Aar til 90. Den er fredet i Legetiden, dog ikke i alle Fiskeregulativer, og intet Steds er der fastsat Mindstemaal.

Aborren er ikke just yndet i de Vande, hvor man vil ha ve mere værdifulde Fisk, den er baade Rovfisk og Næringskonkurrent, ogsaa til sig selv. Ligesom ved. Karudsen gælder det, at vil man have spiseværdige Fisk i sit Fiskevand, maa man h olde deres

1934

SPORTS-FISKEREN

Antal nede, ellers bliver det hele noget Smaakravl som Følge af Næringsmangel.

Den nordiske Aborre er egentlig kun en Dværgudgave af Sydens Kæmpeaborre; af mange opstilles Nilaborren som en særlig Slægt - Lates - men fraset Størrelsen er hele Forskellen, at Nilaborren har en lille Torn paa Forsiden af Gællelaaget. Den kan blive 21/2 Meter lang og mere . end 50 Kilo vægtig. Foruden i Nilen lever den i Kongo og i Albert Nyanza.

I nordtyske søer og Vandløb lever to nærstaaende Arter, Strøberen (Aspro vulgaris) langstrakt, med fladere Hoved, fremstaaende Snudeparti og

Serranus phaeton. - Langhalet Savabarre.

En Havaborre fra Middelhavet beslægtet med Sandarten.

Længde 15 ctm. Farve dybgrøn med blaagraa Overside.

Efter et tysk Kobberstik fra 1851.

vidt adskilt Rygfinner. Den er ca. 15 ctm. lang, grøngul med 3-4 sorte Tværbaand paa Ryggen, gulbrune Finner og 8 Pigstraaler i første Rygfinne.

Zingelen (Aspro Zingel) bliver dobbelt saa lang og har 14 Rygfinnepigge, er iøvrigt af samme Farve.

Aborrer er ganske vist Ferskvandsfisk, men gaar dog ogsaa ud i Brakvand - findes f. Eks. ved Sjællands Sydkyst, ved Bornholm og i den indre Østersø. Utænkeligt er det derfor ikke, at disse nordtyske Fisk kunde brede sig til vore Vande. Danmarks Fauna er jo ikke et for Tid og Evighed afsluttet Hele; der foregaar - ogsaa uden Menneskets Indblanding - en langsom Indvandring af nye Arter fra Syd og Øst (Springfrøen, Bæverrotten) saa der kan være Grund for Lystfiskeren til at lægge Mærke til eventuelle »unormale« Aborrer.

Sandart har flere Gange været omtalt her i »Sportsfiskeren«; den er en østlig Fisk, som rimeligvis er kommet til os gennem de brakke Dele af Østersøen. Selvindvandret er den i Haderslev Dam. Kunstig udsat er den flere Steder, men trives bedst i Arreskov Sø paa Fyen og Skanderborg sø i Jylland. Det sidste Sted skal det være lykkedes at fin, de en Methode til at tage den sportsmæssig, I".len det er foreløbig Skanderborg Lystfiskerforenings Hemmelighed, hvorledes det foregaar. Sportsfiskere, som er interesserede i Spørgsmaalet, maa derfor melde sig ind i denne Forening, om de kan

125

faa Lov. Erhvervsmæssig tages den paa Dybvands Sættesnører, agnet med Smelt eller Harke.

Denne hos os knapt fingerlange Fisk ter sig nærmest som en Drillepind. Den holder til ved Bunden og bider saa hidsigt paa Orm, at den narrer mange Lystfiskere, som tror, de har faaet en J}.al paa. At Englænderne ogsaa gør den til Genstand for Sportsfiskeri, kunde synes mærkeligt, men de engelske Fiskeklubber har ofte Fiskekonkurrencer med Præmier, bl. a. for det største Antal_fangede Fisk, og der tæller Horker, Smaaskaller og alt muligt Kravl med. Bagefter sættes ikke spisefærdige Fisk ud, hvis de ikke er saa store, at de befindes værdige til at udstoppes.

Danmarks eneste Havaborre er Barsen (Labrax lupus) der hos os navnlig tages i det nordlige Kattegat. Den er en ægte Saltvandsfisk, der dog som yngre gaar op i Flodernes Æstuarium og ind i Bændeltangsomraadet. Den har egentlig hjemme i Middelhavet, hvorfra den gaar op langs de vesteuropæiske Kyster. De engelske Sportsfiskere tager den dels ved Irlands Nordøstkyst langs Provinsen Antrim i Ulster, dels i Kanalen indtil Dover.

Langt ·de fleste Fangster noteres fra Øen Wight, men dette skyldes muligvis, at denne smukke Ø er meget søgt i Ferien, har Masser af Badehoteller og Sommervillaer, saa der muligvis drives mere Lystfiskeri her end noget andet Sted langs Sydenglands Kyst. De største i Aar noterede Bars har ·været paa godt 11 Pund, Fangster paa 5 Pund har ikke været sjældne. Naar en Gang Dansken giver sig til for Alvor husvant at plaske til Vands, naar der opstaar et Lystfiskeri til Havs efter engelsk Mønster, kan det ventes, at ogsaa Barsen kommer til at spille en Rolle som Sportsfisk.

A. H.

Tu nfiskeri.

Kutteren »Nordstjernen« kom forleden Dag ind. til Thyborøn med 15 Tunfisk og havde haft Bid. af ialt 26. De fang·ede Tunfisk solgtes for 1600 Kroner.

I de senere Aar har der været et tiltagende Tunfiskeri ved Thyborøn og jeg forespørger herved, om der ikke er 3 Medlemmer, som vil være med. til at undersøge Muligheden af en ottedages Fisketur ved Thyborøn efter Tunfisk. - Jeg paatager mig at undersøge Forholdene paa Stedet og at give Forslag til Fangstgrejer, efter de stedlige Fiskeres Raad, og iøvrigt at lave et Overslag over de eventuelle Udgifter til Turen.

SPORTS-FISKEREN

126

Det bemærkes, at jeg ikke har Forstand paa Tunfiskeri, at vi alle fire deler Udgifterne lige, at vi skal sige »Du« til hinanden paa Turen og sidst, men ikke mindst, at samtlige Deltagere er habile L'hombrespillere.

Saafremt tilstrækkelig Tilslutning osv., foregaar Turen altsaa i første Halvdel af Oktober Maaned næste Aar, naar den stedlige »Storfanger« melder »klar«.

Er der nogen, der ønsker at være med, bedes man skrive til undertegnede.

Skive, den 9. Oktober 1934.

Med Fiskerhilsen

1934

holde en saadan Assistent, men alligevel, hvad hedder han paa vort Modersmaal? Et stort Sportsfiskermagasin averterer med Redskaber til »Light Casting« Fiskeri, en Methode, der giver Fisken faa Chancer (men det er en anden Historie) - hvad kaldes det herhjemme? Er der ikke et Par af Læ,s erne, som kan komme den betrængte Redaktion til Hjælp, saa at »Sportsfiskeren« ogsaa fra Sprogets Side kan være en dansk Forening værdig? Vi behøver ikke at efterligne en stor Nation, hvis fineste Sportsfiskerforening hedder Le Fishing Club de France.!

C. Høgh-Petersen, Skive.

:··············································································~ Et og andet

..................................................................................

I Floden Calonne i Nordfrankrig dræbtes Fiskene tre Aar i Træk, fra 1930-32. Flodens Fiskeselskab sporede omsider, at Floden forurenedes fra et lokalt Ciderbryggeri. Man anlagde Sag, men Ciderbryggeriet tilhørte en mægtig Concern, der praktisk talt ejer samtlige Ciderfabrikker i Normandiet og England. Concernen fik en Pariseradvokat til at føre deres Sag, saa de slap med en: Bøde paa ca. 1 Krone 50 Øre og en Erstatning paa 25 Kroner, omregnet i dansk Mønt. Kapitalstærke Fabrikker synes Verden over at have Lov til at ødelægge Fiskevandene, uanset de store Værdier, som herved gaar til Spilde.

Fra Dagspressen.

Dagbladene i Odense indeholder i denne Tid en Del indsendte Artikler angaaende Odense Aa. Der tales poetisk om Fortidens og H. C. Andersens klare Aa, hvor de store Ejbygedder (Rimter) gik nede langs Bunden og fristede Lystfiskerne. Nu har selve Aalene opgivet Ævret; Aaen er en modbydelig stinkende Kloak fra Dalby Papirfabrik, hvor Forureningen begynder for at fortsættes ned igennem Byen med diverse Udløb fra W. C. og lignende. Der tales om at nedsætte en Kommission og om at lade Aaen oprense som Nødhjælpsarbejde.

Amtslægen er blevet interwievet og indrømmer, at 'forholdene er skandaløse. Det maa haabes, at den energiske Amtslæge, der for Tiden gør en stor Indsats i Kampen mod Børnelammelsen, maa faa Tid og Lejlighed til at tage sig af Aaen. Ikke mindst de lokale Lystfiskere vilde hilse en Forbedring af Forholdene med Glæde.

Fra Redaktørens Lænestol.

Det danske Sportssprog vrimler med Udtryk laant fra Engelsk. Selve Ordet Sport er jo Engelsk, og man har forgæves søgt at indføre det danske Ord Idræt. Idrætsfiskeri lyder da ogsaa nærmest krukket. Men der findes andre Ord, som det vilde være meget ønskeligt at have et godt dansk Ord for.

Der er saaledes Fangstkrogen, »Gaffen«, var det ikke muligt at finde et bedre dansk Ord? Eller Greenhartstang og Splitcane, hvad hedder det paa jævnt dansk? Naar vi i Oversættelser undertiden har skrevet Ketcher for landing net, kommer vi egentlig ogsaa fra Dynen i Halmen. Og gillie? Ja, danske Sportsfiskere har jo sjældent Raad til at

Lovens Mindstemaal.

Fra Snudespids til Halespids.

Laks ....................................

Hav-, Regnhue- og Søørred ................

Bækørred ..................... . ...........

Helt, Snæbel og andre Heltarter . ...........

Stalling. . . . . . . . . ........................

Gedde og Sandart ................. . .......

Aal .... . ...... . ....... . .................

Krebs....................................

37 cm.

37 25 30 30 40 34 9 cm

Fredede Fisk, Undermaalsfisk eller Undermaalskrebs skal atter udsættes, hvadenten de er levedygtige eller ·ej.

SPORTS-FISKEREN

1934

127

..:··············································································~..

IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIli IIIIIIli 11111111111111111111111111111

.................................................................................

faas Dag kort å 2 Kr

..~

~ :

Tilgængeligt Fiskevand

S tor a a,e n , Holstebro: Ca. 35 km Fiskevand, Laks, Havørred og Stalling. Dagkort 2,00, 14 Dages Kort 5,00 og Aarskort 15,00 Kr. Kort faas hos Martin Schmidt, Kiosken og Frøjk Fiskepark, Uge- og Aarskort kun hos Martin Schmidt, Nørregade.

Til Vejle Aa Hverdage: Theophil Petersen, Sønderbro. gade 1, Vejle. Søn- og Helligdage: Grand Hotel, Vejle.

Vejle Lystfiskeriforening.

11111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111

S k j er n A a: Landsforeningens Medlemmer har gratis Ret til Fiskeri paa Foreningens Terrain fra Lundenæs Laksegaard til Borris Sogneskel paa begg~ Sider af Aaen.

Har t h e,,.v ær k et s Reservoirer: (Nørresø, Søndersø og Stallerup SØ). Geddefiskeri. Kort kan kun faas paa Værkets Kontor: Rendebanen 4, Kolding, og hos Gaardejer Clemmensen ved Dybvadbro St. Priserne er for: Aarskort Kr. 30,00, Maanedskort Kr. 10,00, Ugekort Kr. 6,00~ Dagkort Kr. 2,00. Medlemmer af »Dansk Sportsfiskeriforening« faar udstedt Kort til halv Pris mod Forevisning af Medlemskort.

Ko 1 ding A a: Ørredfiskeri. Kort hos følgende : Fr. Rudes Sportsmagasin, Jernbanegade 21, Kolding. - Sønderbros Kiosk, Sønderbro, Kolding.

- Hvilested Kro pr. Ejstrup. - Afholdshotellet i Estrup. - Gaardejer M. Nissen Jøker, »Hvilestedgaard« ved »Tudsbro« . Paa Kortene er angivne de Strækninger, hvortil Kortene gælder. Prisen paa Kort er i 1934 : Aarskort Kr. 22,00. - 3 Mdr.s Kort Kr. 15,00, 1 Mdr.s Kort ,Kr. 10,00 og Dagkort Kroner 2,00.

Vort Emblem.

Vort smukke Emailleemblem faas tilsendt fra Guldsmed Fritz Heimburger, Købmagergade 63-65, København K. mod Indsendelse af 1 Kr. 25 plus Porto (10-15 Øre) i Frimærker.

Indholdsfortegnelse: I. Blant i::irret og mygg i Finn land.

2. Tunfisk.

3. Anerkendelse.

4. Geddefiskeri Canada.

5. Aborrer.

6. Tun fiskeri.

7. Et og andet.

8. Fra Redaktørens Lænestol.

9. Fra Dagspressen.

IO. Lovens Mindstemaal.

11. Tilgængeligt · Fiskevand.

Etui for Kunstfisk!

Praktisk Etui, udv. Maal 25,2 x 15 v 4 cm. med Ruminddeling til 7 Kunstfisk samt Lomme i Laaget til Kroge, Gut og Agnnaal. Overtrukket med farvet Skind,

meget stærke, kan

passende

ligge i Rygsækken.

Pris pr. enk. Stk........... . flere, pr. Stk............... .

6,so 6,oo

Heinrich Meyer, Svendborg.

I f

Lædervarefabrik, Telf. 129~

Formand: Dr. med. Chr. Lottrup Andersen, Dalgas Boulevard 62, København F. Næstformand: BØdkerm. Carl Christensen, Skjern.

Sekretær: Førstelærer S. Bork-Andersen, Askeby.

Kasserer: Postassistent Chr. Lauridsen, Skjern, Postkonto 11140.

Kontingent og Indmeldelse samt eventuelle Klager over Bladets Forsendelse sendes til Postassistent Chr. Lauridsen, Skern.

Kontingent er 8 Kr. aarlig. Æ gtefæller dog kun 11 Kr. For Medlemmer af Lokalforeninger med mindst 40 Medlemmer og med mindst 25 af Medlemstallet indmeldt i Landsforeningen er Kontingentet kun 5 Kr. Artikler til Bladet bedes indsendt inden d. 10. i hver Mg,aned til Redaktøren, Apoteker Axel Holm, Asylgade 19, Odense. Telf. 3176.

Foreningens Medlemsorgan »·Sportsfiskeren« udkommer d. 1. i hver Maaned.

SPORTS-FISKEREN

128

193·4

• De vil have færre Ærgrelser, hvis De køber 1. Klasses Fiskeriartikler.

Køb Allcocks Fiskeriartikler og undgaa Ærgrelser.

.

Allcock's

Generalrepræsentant for Danmark:

er Verdens største Fabrik for

BRITAGENT

Fiskeriartikler.

København

--

• • • • • • • 1 1 a l l l l l I I I 1 11 111111 I I I I I 11111111111111111 1 11111111111111 I I I 111 l l a l l l a l l l l

Gæstgivergaarden

, ,Tro Id høj'' Fi~kekort til Vorgod og Skjern Aa, km, ingen Sted.:r Afstand til Aaen 3/ 4

over 3 km til førstnævnte - Ved 3 Dages Ophold 5 r. pr Dag for fuld Pension.

Chr. Christensen.

Tlf. 1 - Troldhede. ..................................................................................

LYSTFISKERE SE HER!

~

K.

Et meget stort Udvalg i fine engelske Fluer, Spinner, Liner, Fiskestænger, Hjul m. m. forefindes hos undertegnede til billigste Priser.

~

A. DAJ\1:GAARD, HOLSTEBRO.

••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••

Holstebro Turistforening

T

Lystfiskere anvis~s Fiskepladser for Laks, Ørred og Stålling samt Gedder. - Dagskort a 2,00, 14 Dages Kort 5,00, Aarskort a 15,00. Dagskort løses i Kiosken, Frøjk Fiskepark og hos Martin Schmdt Maaneds - og Aars kort kun h '1 8 Martin Schmidt.

•......

••••••••••••••••••••••••••••••••••••••• ................. ....... .......... .......................................

Indmeld Dem i

Dansk Sportsfiskerforening og De faar nærværende Blad gratis tilsendt hvier Maaned.

Samtidig har De gratis Fiskeret paa Foreningens Terræn v. Skernaa.

TELEFON 211,

~~~l!IX~~~IXJ~~~~~tlll·~~

Hotel Schaumburg, Holstebro.

Telt. 42 - 172. - - - Statstelefon 16.

Byens ældste og førende Hotel.

Værelser fra 3 Kr. - 1. Kl. Køkken. - Bilgarage.

Westy Hald. ~~~~.r::li::~~~~~~~~~~I~

Indmeldelse til Kassereren, Hr. Postassistent Chr. Lauridsen, Skern.

Vi r k f or

T i 1g a n g.

...............................................................................

Trykt i S. Sørensens Bogtrykkeri, Holstebro.