Vinterens glæder

Vinterens gl æder

Tag med Frederik Lorentzen ud på vinterkysten og oplev vinterens rå, stille skønhed.

Det er derude, i den iskolde natur, drenge bliver mænd. Og mænd bliver drenge, når de blanke vinterørreder endelig er fundet...

Af Frederik Lorentzen fl@sportsfiskeren.dk

Det virker utrolig hyklerisk, når jeg i skrivende stund sidder i 25 graders varme, at beskrive det danske vinterfiskeri på kysten. Det er jul og jeg befinder mig i Qatar for at besøge familie og forhåbentlig fiske lidt kingfish, baracudaer og grouper fra båd og kyst, men havde jeg været hjemme i Danmark, ville mine juledage være startet på en østvendt kyst. Det er en tradition, jeg efterhånden har været tro i en hel del år.

Vinterfiskeriet har, i mit tilfælde, ikke været fantastisk givende, når det kommer til fangster, men det har været givende, fordi naturen er smuk og barsk. Og fornemmelsen af at fungere i den og forstå den får mig til at føle, at jeg trodser elementerne og fungerer under selv de hårdeste vilkår. Derudover er det fantastisk at komme ud og få lidt lys i den ellers så mørke tid, hvor mange vælger at bruge deres tid indendørs.

Møn er min julegave Juleaftensdag kører jeg sædvanligvis til Møn og fisker. Her kan fiskeriet i december og januar generelt være godt. En juleaftensdag for en del år siden var der fint med fisk i vandet. Jeg mødtes med Peter og Poul, da solen endnu ikke var stået op. Vi besluttede at tage under klinten for at prøve lykken.

At stå under klinten er noget af det mest fascinerende, jeg ved. Vi lystfiskere har den fordel, at vi kan komme lidt på afstand af klinten og få et godt syn af den. Faktisk føles det næsten ærgerligt at vende sig mod øst for at fiske, når man har så smuk en udsigt i ryggen.

Denne dag fik vi alle fisk. Jeg fik selv to fine små grønlændere mellem 40 og 50 centimeter, taget tæt under land mellem nogle af de store sten, som Møn er kendt for at have spredt ud på kysten med gavmild hånd.

Ved 16-tiden stod vi ved bilerne igen for at sige farvel og god jul og derefter køre mod hver vores juledestination. Jeg havde lånt mine forældres bil, og da jeg åbnede bagagerummet, lå der en kalkun på 10 kg, fordi der ikke havde været plads i køleskabet…

Min telefon havde ligget i bilen, da der ikke er signal under klinten alligevel: Der var 22 ubesvarede opkald og cirka halvt så mange sms´er...

Med to timer til julemiddagens start og 40 minutters kørsel hjem blev det ikke den traditionelle kalkun, der blev serveret det år. Poul smed den fisk, han havde fanget oveni mine to, så jeg da i det mindste havde lidt

andet med hjem. Heldigvis var et par ænder fremskaffet til at affodre den store familie. Det blev året, hvor jeg tog kalkunen med på fisketur.

Derefter tager jeg gerne flere juleture i dagene efter den 24. december. Der plejer at ske lidt, men ellers benytter jeg mig også gerne af muligheden for at aflægge et par lokale lystfiskere en visit og høre, hvordan kysten og livet har behandlet dem siden sidste møde.

Et fiskehul i isen Generelt har det været det mindre salte vand i Østersøen mine makkere og jeg har kørt efter i vinteren: Nede på Stevns, Møn og Falster. Jeg har ingen tips til, hvad der virker. Ofte virker det nemlig tilfældigt, hvad der gør udslaget: Nogle dage kommer man til forhold, der ligner noget, man har fanget fisk i før og slutter dagen uden at have mærket et nap. Andre gange kommer man til en blikstille overflade med is overalt og tænker, at der ikke kommer fisk på land denne dag, og så kommer der ellers godt gang i fiskeriet...

Sådan en dag havde jeg med min faste fiskemakker Thomas. Vi var taget til Sydstevns efter at have kigget på andre pladser, hvor is forhindrede alt fiskeri. Vintersolen stod lavt, og vind var der ingen af.

Vi kom til pladsen og så til vores skræk, at den også var omkapslet af is. Kun et hul på to gange 200 meter var åbent for fiskeri. Det var vores sidste håb om at få kastet fluen ud, så vi gik lidt ud i vandet og trak line af hjulene. Denne plads er utrolig smuk med skove og vige, der er lavvandede, men med mange store sten under overfladen

og da jeg åbnede bagagerummet, lå der en kalkun på 10 kg

– en oplagt plads til fluefiskeri. Allerede kort efter ankomst så vi de første fisk i overfladen, og de næste par timer var der jævnligt fisk i overfladen – både ude foran os, bagved og langs kysten.

Thomas var helt grøn med fluestangen og havde stadig sin første fisk til gode. Den fik han denne dag og mere til. Faktisk fik han to rigtig fine fisk på omkring 50 cm, og jeg selv fik en blank og en nedgænger. Flere gange kastede vi til ringende fisk og krogede dem prompte onthe-drop. Sight-fishing, hvor man ser fiskene og kaster til dem, er noget af det ypperste, synes jeg.

Fra KBH til Reersø Med adresse i København er det svært at kalde noget for lokalt vand. Vi transporterer os rundt, hvor vinden byder det, hvilket betyder at stort set hele Sjælland bliver fisket. Vejrforhold bliver studeret nøje inden afgang, for det er surt at køre flere timer for at konstatere, at vandet er mælkehvidt under klinten, eller at drivende ålegræs umuliggør fiskeriet.

Således var jeg en vinterdag tvunget til Vestsjælland. Min erfaring med pladserne dér i vinteren er lille, og forventningerne var derfor derefter. Fjordene var frosset til, men efter lidt rundspørgen i kredsen af fiskevenner lod det til, at Reersø havde åbent vand, så den fik derfor et skud.

De drivende isflager blev tvunget ud på dybere vand, og det kystnære vand lå stille og klart som sprit. Jeg nåede ikke at fiske længe på revet, før jeg kunne sende en mms med billede til Thomas om, at jeg nu havde fået min første regnbueørred. Ikke en smuk fisk og heller ikke den heftigste fight, jeg har oplevet, men en fisk på 2,8 kg føles dog alligevel sjov på en klasse 6 fluestang. Fisken tog en hvid aurareje, som generelt er, hvad der sidder for enden af mit forfang i vintermånederne. Senere har jeg fået flere goder regnbuer på Vestsjælland, men det er nu ikke min foretrukne vinterkyst.

Sveriges rå kyster En dejlig luksus Københavnerne har, er den nemme adgang til de Sydsvenske kystpladser – og dem er der rigtig mange af. Det ta- »

skygge af sig selv set i forhold til Kystfiskerens fangstjournaler fra tidligere år.

Pladserne er varierede og mange er barske med store sten, der besværliggør at vade, men netop alle disse sten og skjulesteder giver mig tro på, at fiskene søger ind under land for at jage under de rette forhold.

Andre af pladserne har temmelig dybt vand helt ind under land, og på en af disse fiskede jeg i timevis uden at mærke noget. Jeg besluttede derfor at tage en lille lur i den lunende vintersol efter at have været meget tidligt oppe. Det føltes ikke som mere end 10 minutter efter jeg havde lagt mig tilrette, at Rune råber: Fast fisk!

Kort tid efter kan han lande en superfin overspringer på 3,5 kg fra nøjagtig samme sten, som jeg lige havde fisket fra i timerne forinden. Det blev dagens eneste fisk. Forholdene lod ellers til at være perfekte, med gode bølger, jævn pålandsvind og en lunende sol.

Året før kom jeg hen til Rune efter at have vandret langt hen ad kysten. Han kunne fortælle om en nedgænger i den helt store størrelse og mange fisk i vandet, som dog ikke vil hugge ordentligt på hans blink. Jeg

Kedelige fjorde – masser af fisk Mange af pladserne i fjordene finder jeg ikke ligeså inspirerende som de ydre kyster; bundforholdene er til tider ikke meget andet end mudder og jeg savner hurtigt udsigten over det åbne hav. Men fjordene er selvfølgelig oplagte mål i vintermånederne. Både Roskilde fjord og Isefjorden har givet gode oplevelser, men det har taget noget tid at vinde troen på dem. Når temperaturen stiger og isen smelter, er det med at holde sig godt opdateret omkring det aftagende islag. Her er det en stor hjælp at have et godt netværk af medfiskere. Selvom de hardcore kystfiskere ofte går stille med dørene, så har de fleste af os en kreds af fortrolige. Disse er en uvurderlig hjælp, når det gælder at ramme dagen, hvor Råt men godt. Det er barskheden ude på vinterkysten, der giver forfatteren følelsen af, at kunne klaisen bryder. Det er nu lykkedes mig at ramre selv de hårdeste vilkår. me et par gange uden at lave hele benarbejger ikke længere tid at køre til en god plads merpil i skarpe farver, og en rigtig fin fisk ikke skal forvente at have fjorden for sig selv, i Sydsverige end det tager at køre til Møn, kommer efter en tiltrængt fight i kejsen. Jeg når det sker. Men når det sker, er der oftest og som de fleste nok ved, så er der chance havde derefter flere hug og følgere, men Rufisk nok til alle. for fisk i grove størrelser og antal, hvis man ne oplevede stadig ikke det store. Han bad Min første gang i Isefjorden efter isbrud, rammer en god dag. derfor frustreret om lov til at låne en genvar på en invitation. Vi kom faktisk en dag

Mine egne ture til Sverige har alle været nemløber magen til min. Mens jeg var på vej for sent, men satsede på, at der stadig var med gruppen Kystfiskeren, en gruppe af folk, på land med endnu en fisk, råbte han så, at godt gang i fiskeriet. Dagen før havde en der deler biler og udgifter for at komme til nu var det hans tur. Han landede en flot fisk flok venner haft et afsindigt fiskeri, så det kysten. Leo, der leder Kystfiskeren, lægger på 3 kg og vi havde mange chancer efter det var med høje forventninger, vi kørte mod fortrinsvist turene, fra januar og nogle måigen, men fik ikke flere fisk i hånden. pladsen. neder frem, til de Sydsvenske kyster. Her har Hvorfor det lige var det der virkede er Vi begyndte fiskeriet allerede, da vi ramte jeg flere gange haft spændende ture og dog svært at sige. To af de andre gutter stod ved vandet, og der gik da heller ikke længe, før alligevel hørt, at fiskeriet kun har været en siden af os; en med bombarda og flue og en jeg stod med bøjet klinge. En fin størrelse

det selv. Men det gælder på Sjælland, at man fik lov at stille mig ved side af. Kort efter var Fjordens sølv. I de mest kedelige og smattede dele af inderfjorden finder du de storplettede vinteder fast kontakt til en fisk på min Bornholrørreder

farvet fisk blev afkroget, og vi fortsatte ud mod det abso- lutte hotspot på pladsen. Der var mange fiskere på plad- sen, og selvom ingen afslørede meget om deres fangster, kunne man se brede halefinner, der stak ud under tang- buske forskellige steder, hvor folk havde lavet sig en lil- le base. Der var jævnlige fangster, men der var ikke tvivl om, at vi var kommet lidt for sent ud af fjerene og derfor havde misset det helt gode fiskeri. Så tæt på og dog allige- vel så langt fra...

Dagen efter kørte vi til en anden plads i fjorden, hvor isen er lidt længere tid om at bryde. Også her kom vi en dag for sent. Fra en bekendt fik vi melding om, at dagen før havde været dagen, hvor isen brød, og fiskeriet var eks- ploderet. Det var hverken første eller sidste gang, vi kom en dag for sent til bonanzafiskeriet. Kun et år skulle vi måske vente på en lignende chance.

Året efter var vi fast besluttede på at ramme dagen, hvilket resulterede i, at vi var ude, mens der stadig var låg på fjorden. Isen var aftagende, men dækkede stadig næsten hele inderfjorden. Det eneste vi manglede var lidt vind fra den rigtige retning for at få sat skub i tingene. Vinden udeblev, og et par af kammeraterne begyndte op- timistisk selv at bryde is i håb om, at det kunne sætte en kædereaktion i gang. Denne dag fik vi ingen fisk, men det er disse forgæves ture, der giver chancen for at ramme plet.

Dagen efter var vi på pletten igen, men isen var stadig ikke aftaget nok til, at den fulde optimisme var tilstede. I løbet af dagen blev der dog en del plads at fiske på. Der faldt lidt fisk af med jævne mellemrum, men ikke det vilde som vi havde håbet på. Størstedelen var nedgængere, men i fine størrelser, så håbet om blankfisk blev holdt ved lige, og inden mørket faldt på blev der da også taget lidt fine blankfisk i 50 cm-størrelsen af nogle andre, der var kom- met til senere. Men hvordan havde det mon set ud hvis lå- get var helt forsvundet? Desværre var vi arbejdsramt på tredjedagen, men fik meldinger om at det vilde fiskeri al- drig kom i gang. Dette er fiskeri i en nøddeskal: Bedst som man har fundet et mønster, bliver det brudt...

Manddomsprøve Jeg vil hævde, at det er på den danske kyst i vintermåne- derne, man beviser sit værd som lystfisker. Der skal arbej- des for fangsterne, det er hundekoldt, man kører jævnligt forgæves, og mange andre faktorer gør det til hårdt ar- bejde. Men rammer man dagen, føles belønningen langt større end på en behagelig, lun forårsdag i topmåneden for havørredfiskeri på kysten.

Derudover er man en af de eneste brugere af naturen, det er ikke mange, man møder på kysten på en iskold vin- terdag. Og jeg synes ikke at omgivelserne kan blive meget smukkere, end når der truende hænger guirlander af is- tapper fra klinten og sneen ligger som et tæppe over hele landskabet og dine fodspor i sneen beviser, at du er den eneste, der har gået i området siden sneen faldt.

Der er ingen tvivl om, at det er Møn, der trækker mest i mig, naturen er usammenlignelig og man kan hurtigt skifte mellem pladser af meget forskellig karakter.

Hvad der skal til for at fange fisk, vil jeg ikke gøre mig klog på, jo der skal fiskes, men ellers er der bare fakto- rer som kan give mig mere tro på det og nogle som kan få mig til at miste troen. Om det virkelig betyder det sto- re ved jeg ikke, mine forskellige teorier er i hvert fald ble- vet gjort til skamme gang på gang. Men det er endnu en af de ting jeg finder fantastisk i fiskeriet, jeg vil ikke vi- de det hele for så er udfordringen ikke længere tilstede. Jeg vil sættes på en prøve og om vinteren er det en rigtig manddomsprøve. n