Vinterens
glæder
Tag med Frederik Lorentzen ud på vinterkysten og oplev vinterens rå, stille skønhed. Det er derude, i den iskolde natur, drenge bliver mænd. Og mænd bliver drenge, når de blanke vinterørreder endelig er fundet...
Af Frederik Lorentzen fl@sportsfiskeren.dk
Det virker utrolig hyklerisk, når jeg i skrivende stund sidder i 25 graders varme, at beskrive det danske vinterfiskeri på kysten. Det er jul og jeg befinder mig i Qatar
for at besøge familie og forhåbentlig fiske lidt kingfish, baracudaer og grouper fra båd og kyst, men havde jeg været hjemme i Danmark, ville mine juledage være startet på en østvendt kyst. Det er en tradition, jeg efterhånden har været tro i en hel del år.
Vinterfiskeriet har, i mit tilfælde, ikke været fantastisk givende, når det kommer til fangster, men det har været givende, fordi naturen er smuk og barsk. Og fornemmelsen af at fungere i den og forstå den får mig til at føle, at jeg trodser elementerne og fungerer under selv de hårdeste vilkår. Derudover er det fantastisk at komme ud og få lidt lys i den ellers så mørke tid, hvor mange vælger at bruge deres tid indendørs. Møn er min julegave
Vinterglæde. Det er cool nok at være ude, men det luner nu godt med en smuk, blank vinterørred.
20 Sportsfiskeren
Juleaftensdag kører jeg sædvanligvis til Møn og fisker. Her kan fiskeriet i december og januar generelt være godt. En juleaftensdag for en del år siden var der fint med fisk i vandet. Jeg mødtes med Peter og Poul, da solen endnu ikke var stået op. Vi besluttede at tage under klinten for at prøve lykken. At stå under klinten er noget af det mest fascinerende, jeg ved. Vi lystfiskere har den fordel, at vi kan komme lidt på afstand af klinten og få et godt syn af den. Faktisk føles det næsten ærgerligt at vende sig mod øst for at fiske, når man har så smuk en udsigt i ryggen. Denne dag fik vi alle fisk. Jeg fik selv to fine små grønlændere mellem 40 og 50 centimeter, taget tæt under land mellem nogle af de store sten, som Møn er kendt for at have spredt ud på kysten med gavmild hånd. Ved 16-tiden stod vi ved bilerne igen for at sige farvel og god jul og derefter køre mod hver vores juledestination. Jeg havde lånt mine forældres bil, og da jeg åbnede bagagerummet, lå der en kalkun på 10 kg, fordi der ikke havde været plads i køleskabet… Min telefon havde ligget i bilen, da der ikke er signal under klinten alligevel: Der var 22 ubesvarede opkald og cirka halvt så mange sms´er... Med to timer til julemiddagens start og 40 minutters kørsel hjem blev det ikke den traditionelle kalkun, der blev serveret det år. Poul smed den fisk, han havde fanget oveni mine to, så jeg da i det mindste havde lidt
1 // Februar 2013
F
