2 minute read

Ny app guider autocampisterne

En ny web-app fra Dansk AutoCamper Forening viser vej til både overnatningsmuligheder, og hvor du kan komme af med dit gråvand.

TEKST TORBEN BRANDT FOTO JETTE HELENE JENSEN

En helt ny web-app fra Dansk AutoCamper Forening er et særdeles nyttigt værktøj for autocampister, når de kører rundt i Danmark. For på appen kan autocampisterne blandt meget andet finde overnatningsmuligheder på lystbådehavne, campingpladser, stellpladser og private bondegårde. Appen viser også vej til parkeringspladser, ligesom du kan søge specifikt efter, om dit overnatningssted skal ligge i nærheden af en bestemt attraktion, og om der skal være adgang til f.eks. el, vand, toilet, wi-fi, bad og mulighed for at komme af med vandet fra opvask og toilet. – Vi har lige udgivet en ny app, og vi synes, den er et super fint værktøj. Den vil blive tilgængelig for alle, der vil have den, og alle de campingpladser, der har lyst, kan ligge på den, fortæller Jette Helene

Jensen, der er pladskonsulent i DACF, og som har haft fingrene helt nede i maskinrummet i forbindelse med udviklingen af appen.

Den gode opførsel

Hun og manden havde i mange år campingvogn, men parret har de seneste otte år kørt i autocamper. I den forbindelse er Jette Helene Jensen blevet aktiv i DACF, hvor hun som pladskonsulent blandt andet har ansvaret for løbende at opdatere appen, efterhånden som der kommer nye oplysninger til. Det gælder også oversigten over tømningssteder og udslagskummer, hvor autocampisterne forsvarligt kan tømme gråvand og toilet langs det danske vejnet. – Stort set alle de danske udslagssteder er på vores app, og de forsvinder ikke bare lige igen, så man kan godt stole på, at stederne, som er vist i appen, også findes, når man kommer frem. Jeg vil sige, at den er 98 procent sikker, siger Jette Helene Jensen, der lægger meget vægt på, at netop denne funktion er inkluderet. – Det nytter ikke noget, at den slags bare bliver tømt ud i naturen, hvilket der desværre er nogle enkelte i autocampere, som gør – og det er bare ikke i orden. For os i DACF er det vigtigt, at vi, der kører autocampere, opfører os ordentligt, så vi bliver hilst på og ikke råbt ad, når vi kører rundt, siger Jette Helene Jensen. De fleste tømnings- og udslagssteder ligger i Jylland, hvorimod der er lidt færre på Sjælland. – Jeg tror, at det skyldes, at jyderne var dem, der startede med at køre autocamper, hvorimod sjællænderne kom lidt senere i gang. Derfor er de fleste tømningssteder i Jylland, hvor der vel rundt regnet er mulighed for at tømme næsten på hver anden rasteplads, siger Jette Helene Jensen.

De frie fugle

DACF har cirka 2.500 medlemmer, der har viet deres campingliv til autocamperen. Flere af dem er eller har været medlemmer af DCU. – Der er en voldsom stigning i antallet af campister, der kører i autocamper. Vi er de frie fugle, og jeg ville da ønske, at DCU ville være med til at etablere nogle flere af den slags autocamperpladser, som er lette at komme til og fra. Vi har ikke så meget lyst til at sidde bag de høje hække, men er mere flyvske og har nok lidt uro i blodet, erkender Jette Helene Jensen.

Du finder web-appen ved at gå ind på www.stellplatz-danmark.dk. Den fungerer både til iPhones og til smartphones, som bruger Android-styresystemer. Du kan læse mere på danskautocamperforening.dk

Jette Helene Jensen og hendes mand har kørt autocamper i otte år. Før da havde de campingvogn.

This article is from: