1 minute read
Flere nye netværksgrupper for forældre
Dansk Handicap Forbund er fortsat i fuld gang med et projekt, som har fokus på at skabe netværk for forældre til børn med handicap.
Af Camilla Lund
I begyndelsen af 2023 igangsatte vi endnu flere netværksgrupper for forældre til børn med handicap.
Forældrene fra 57 familier blev sammensat i 10 nye netværksgrupper. Herunder tre grupper i Jylland, en gruppe på Fyn og seks grupper på Sjælland.
For mange af forældrene er ensomhed, belastningsreaktioner og bekymringer en stor del af hverdagen. Netværksgrupperne skal derfor være med til at skabe forbindelse mellem mennesker, som alle kender til udfordringerne og mulighederne, når man har et barn med et handicap.
De første tilbagemeldinger
Dansk Handicap Forbund har nu 15 aktive netværksgrupper – fordelt over hele landet. Indtil videre er tilbagemeldingen, at næsten 90 % af forældrene allerede nu oplever en høj grad eller meget høj grad af mulighed for at sparre med andre forældre gennem netværksgrupperne. Over 60 % oplever, at de i høj grad eller meget høj grad får et netværk eller fællesskab med andre forældre. Næsten 80 % giver udtryk for, at de i meget høj grad oplever forståelse fra de andre forældre.
Udover selve muligheden for netværksdannelse bliver forældrene også inviteret til onlinearrangementer om forskellige emner relateret til det at være forældre til et barn med et handicap. Indtil videre har vi haft temaaftener om netværkstyper, søskende, retssikkerhed og lovgivning på området.
Du kan nå det endnu
Hvis du også vil nå at komme i et netværk med andre forældre, skal du kontakte projektmedarbejder Camilla Lund på mail: camilla@danskhandicapforbund.dk. Der er tilmeldingsfrist den 12. juni 2023. Vi igangsætter de sidste netværksgrupper i projektperioden lige efter sommerferien 2023.