JOHANNES FIBIGER
DEN LITTERÆRE VIRKELIGHED DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
Den litterære virkelighed Af Johannes Fibiger
© Dansklærerforeningens Forlag 2019 1. udgave, 1. oplag
Forlagsredaktion: Lars Granild Grafisk tilrettelæggelse: Lars Møller Nielsen, Studio8 Illustrationer forside og kapitelskilleblade: © David Dalla Venezia – www.daviddallavenezia.com
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.
Trykt hos fx Tarm Bogtryk A/S Printed in Denmark 2019
ISBN 978-87-7211-112-4
dansklf.dk
Forlaget har forsøgt at kontakte eventuelle rettighedshavere, som kan have krav på honorar i henhold til loven om ophavsret. Eventuelle rettighedshavere, som måtte have krav på vederlag, vil af forlaget få udbetalt et honorar, som var der indgået en aftale.
JOHANNES FIBIGER
DEN LITTERÆRE VIRKELIGHED
DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG
INDHOLD Forord 8 Indledning 11 1.
Mimesis – tekstens virkelighed
21
Tekst 1
Helle Helle: “Mit arbejde”
32
Tekst 2
Kim Fupz Aakeson: “Brev”
33
2.
Den mytiske tekstverden
Tekst 3
35
Første Mosebog: “Verdens skabelse” og “Adam og Eva”
51
Tekst 4
Nordisk mytologi: “Skabelsen”
Tekst 5
Rigveda: “Skabelsen”
Tekst 6
Kinesiske skabelsesberetninger
54
Tekst 7
Johannes V. Jensen: “Fusijama”
56
Tekst 8
Peter Adolphsen: “De spredte knogler”
3.
Eventyrets grundmønstre
Tekst 9
48
53
57
59
Tusind og én Nat: “Historien om den pukkelryggede”
72
Tekst 10
Brødrene Grimm: “Eventyret om en, der drog ud, for at lære frygt at kende”
Tekst 11
Anonym: “Prins Hvidbjørn”
89
Tekst 12 H.C. Andersen: “Den standhaftige Tinsoldat” 4.
Fortællingens metafysik
97 111
Tekst 13 Karen Blixen: “Livets veje”
Tekst 14
Karen Blixen: “Det ubeskrevne blad”
114
118
Tekst 15 Franz Kafka: “Foran loven”
Tekst 16 Edgar Allan Poe: “Ned i malstrømmen”
Tekst 17
Edgar Allan Poe: “Hjertet, der sladrede”
Tekst 18
Peter Seeberg: “Braget”
Tekst 19
H.C. Andersen: “Klokken”
5.
139 142
Evolutionsfortællinger og realismeformater
147
Tekst 20 Johannes V. Jensen: “Den evige ild”
Tekst 21
120
Naja Marie Aidt: “Myggestik”
167
164
134
92
82
179
Tekst 22
J.P. Jacobsen: “To verdener – en skitse”
Tekst 23
Åsne Seierstad: af En af os
Tekst 24
Theis Ørntoft: “Der brændte et bål i urskoven”
6.
Den lyriske verden
183
195
Tekst 25 Hans Adolph Brorson: “Op, al den ting, som Gud har gjort”
Tekst 26
Steffen Brandt: “Op al den ting”
Tekst 27
Emil Aarestrup: “Angst”
Tekst 28
Simon Grotrian: af Seerstemplet
Tekst 29
Lone Hørslev: “Alt er data”
213 214
215 216
Theis Ørntoft: “Jeg analyserer samfundene”
Autofiktion og performance
211
212
Tekst 30 Inger Christensen: “Handlingen”
Tekst 31 7.
189
218
221
Tekst 32 Karina Pedersen: “Helt ude i hampen – mails fra underklassen”
Tekst 33 Knud Romer: af Kort over paradis
Tekst 34
244
Karl Ove Knausgård: af Ude af verden
Tekst 35 Karl Ove Knausgård: af Min kamp 4
252
258 260
Tekst 36
Leonora Christina Skov: af Den, der lever stille
Tekst 37
Helle Helle: af de
Tekst 38
Naja Marie Aidt: af Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage
8.
Intermedial litteratur
271 292
Julie Andem: SKAM, sæson 2: Noora. Episode 9
Tekst 41 Christina Hagen: af “Jylland 4ever”
316
Efterskrift – Hvordan virkeligheden klædes på og af
333
264
Tekst 39 Lars Saabye Christensen: “Grisen”
Tekst 40
Litteratur 336 Billeder 340 Register 341
239
304
267
FORORD I denne bog skal vi undersøge forholdet mellem litteratur og virkelighed. Det er der mange, der har gjort i tidens løb, fx Aristoteles, Erich Auerbach, Paul Ricoeur, Wolfgang Iser og Richard Walsh. Sidstnævnte slår således fast, at al repræsentation af virkeligheden er forankret i medier og i menneskets kognitive strukturer. Det gælder således også litteratur, der skaber, formgiver og forankrer virkelighed i tekster. I de senere år er en del danske forskere begyndt at interessere sig for forholdet mellem litteratur og virkelighed, hvilket bl.a. ses i to disputatser af Marianne Stidsen og Lasse Horne Kjældgaard. De handler begge om, hvordan litteraturen afspejler en historisk periode. Kjældgaard undersøger samspillet mellem litteratur og udviklingen af velfærdsstaten, mens Stidsen har fokus på identitetsdannelse i senmoderniteten. På Syddansk Universitet har professor Anne-Marie Mai skaffet penge til et gæste professorat til forskeren Rita Felski, der er optaget af, hvad litteraturen gør ved læseren. En række studier inden for feltet Theory of Mind påviser, at litteraturlæsning fremmer
8
forord
empati og gør læserne bedre i stand til at fortolke og forholde sig til deres eget liv. Endelig har forskere på Aarhus Universitet fokuseret på fiktionalitet som et fænomen, der rækker ud over litteraturen. I nærværende bog er projektet et lidt andet, nemlig at se på, hvordan litteraturen i forskellige perioder og genrer har skabt og gengivet verdener, både realistiske virkelig hedsskildringer, sprogligt eksperimenterende modernisme og performativ biografisme, hvor forfatteren gør sit eget jeg til genstand for fremstillingen. Målet er at forstå noget om, hvordan litteratur fungerer, både i forhold til at gengive og fortolke menneskelige erfaringer og i forhold til læserens transaktion (samspil) med teksten. For læseren tilføjer den døde tekst liv, og denne proces er mindst lige så interessant, som transformationen af verden til et tekstformat er for forfatteren. Bogen er sådan opbygget, at vi begynder med at undersøge den litterære tekst for at finde ud af, hvordan den frembringer sin egen virkelighed, og hvad den gør ved os læsere. Herefter vil de enkelte kapitler se på
forskellige genrers måde at formatere tek stens indhold på. Der er nemlig stor forskel på virkelighedskonstruktionen i fortællinger og digte for ikke at tale om performative genrer som drama og film. Der er ligeledes stor forskel på forskellige perioders måde at lave virkelighedsfremstilling på. Derfor undersøger vi de forskellige genrer i en kronologisk rækkefølge begyndende med myter og eventyr og sluttende med vor tids multimodale og performative genrer. I hvert kapitel er der introduktioner til genrer og begreber, der kobles med øvelser og tekster, som er udvalgt til formålet. Målet er at skabe en større videnskabsteoretisk og metodisk forståelse af, hvad litteratur er og kan. Bogen egner sig derfor også bedst til at bruges som grundbog lidt henne i gymnasieforløbet. Bogens tekster er udvalgt til formålet, men sikrer samtidig en bred repræsentation af læreplanens områder. Samlet er der ikke tale om en håndbog med metodiske greb, men snarere om en anden måde at forstå litteraturens komplicerede interaktion med det, vi kalder virkelighed. Det er med andre ord et spændende pro-
jekt, som vi nu kaster os ud i. Det handler ikke kun om en undersøgelse af litteraturens egenart, men mere om, hvad litteratur kan og gør, som legitimerer, at vi i dansk bruger så meget tid på den. Målet er, at vi alle skal blive klogere på, hvordan tekstens virkelighed bliver til, hvordan den virker, og hvad den gør ved os. Jeg har tidligere skrevet to andre bøger, der handler om virkelighedskonstruktion. Sammen med Jørgen Asmussen udgav jeg i 2013 Den medierede virkelighed, der, som titlen angiver, beskæftiger sig med, hvad medierne gør ved vores opfattelse af virkeligheden. I 2016 udgav jeg Den sproglige virkelig hed, der bl.a. handler om, hvordan diskurser og kognitive billeder former vores opfattelse af virkeligheden. I 2019 er tiden nu kommet til at udforske litteraturens evne til at skabe virkeligheder, der påvirker os. Jeg håber, at du, kære læser, har lyst til at undersøge det sammen med mig. Jeg tror, det bliver en interessant rejse, vi skal ud på. Brabrand 2019 Johannes Fibiger
f o r o r d
9
INDLEDNING
11
ALTERNATIVE VERDENER
Vægcitat fra Campus Silkeborg
Jeg lod mig ikke opsluge af de romaner, jeg læste, det var mig, der slugte bøgerne. De endte i min mave, i min krop, de blev en del af mig, de fik mig til at vokse. (Kjærstad 2013: 129)
Jeg er læser. Hver dag møder jeg en stor del af verden medieret. Det kan være gennem bøger, på nettet, i tv eller podcasts. I løbet af dagen går jeg gennem forskellige verdener. Nogle er fiktive, dvs. fundet på som en forestillet virkelighed. Andre er faktiske, dvs. autentiske gengivelser af en fysisk og historisk virkelighed. Endelig er en del tekster lidt af begge dele, fordi forfatteren anvender træk fra både forestillede og faktiske universer. Det kender vi alle. Vi anvender fiktion midt i den reelle ver den til at vise noget. Fx kan man i matematik udregne, hvor lang tid det tager to mænd at tømme en båd for vand, skønt begivenheden slet ikke har fundet sted. Eller en præst kan udlægge lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som er et tænkt eksempel fra Jesus, men som i dag har fået sin turistlocation mellem Jerusalem og Jerico. Eller en politiker kan forklare, hvad bilafgifterne betyder for hr. og fru Jensen, selv om de ikke findes empirisk. Fiktionalitet er altså noget, der vedrører både genrer, retorik og hverdagsliv. Fx er vores drømme en form for fiktionaliseret virkelighed, der udspiller sig hver nat bag om ryggen på os. Jeg er også dansklærer. Hver dag på mit arbejde kommer jeg forbi et citat på skolens bibliotek, som pirrer mig. Skriften på væggen lyder: “Fiktionen må holde sig til det mulige, det behøver sandheden ikke.” Udsagnet er på alle måder interessant, for virkeligheden overskrider gang på gang vores fantasi, mens litterær fremstilling i realistiske genrer skal være gennemresearchet og holde sig inden for ret snævre rammer. Et godt eksempel på dette møder vi hos den 12
i n d l e d n i n g
amerikanske forfatter Paul Auster (f. 1947). I 1999 blev han spurgt, om han ville være vært på et radioprogram og fortælle historier en gang om måneden. Auster syntes, at han havde rigeligt at gøre med sit eget forfatterskab, og besluttede sig for at sige nej. Men hans kone, forfatteren Siri Hustved, bad ham om at ombestemme sig. Hun foreslog, at han i stedet lod lytterne fortælle historier fra den virkelige verden. Disse skulle være sande, korte og ejendommelige. Resultatet blev, at lytterne ringede ind med de mest besynderlige historier, der overskred enhver form for sandsynlighed, men som ikke desto mindre var sande. I 2001 kunne Auster samle de bedste i antologien True Tales of American Life, der blev en bestseller. I forordet skrev Auster dette interessante udsagn: “Kun en lille del af fortællingerne ligner noget, der kan kvalificeres til at blive kaldt litteratur. De repræsenterer noget andet, noget råt, som er skåret ind til benet!”. På sin vis var det mærkeligt, for Auster havde bedt lytterne om at præsentere noget, der overskred vores forventninger og afslørede noget mærkeligt eller mystisk i vores sociale liv, bevidstheder og sjæle. Det skulle være sande historier, der lød som fiktion. Han fik noget andet. Beretninger fra
det virkelige liv, der aldrig ville blive antaget som fiktion, fordi de var for langt ude. Lad os prøve at tænke over denne problematik fra en anden vinkel: Forestil dig, at du er en guldfisk, der svømmer i en oval bowle. Den runde beholder gør, at linjerne i verden udenfor vil krumme på grund af lysets brydning. Du vil derfor have et forvrænget billede af verden omkring dig, og derfor har dyreværnsaktivister krævet forbud mod runde akvarier, da de anser disse for dyreplageri. Guldfiskens billede af verden er ikke det samme som vores, men den vil godt kunne opstille modeller for bevægelse og naturlove, der godt nok ville afvige fra vores, men som ikke desto mindre pålideligt ville kunne forudse hændelser set fra dens perspektiv. Som sådan er guldfiskens virkelighed ikke falsk, den lever bare i et parallelunivers, der er indfældet i vores. Noget tilsvarende møder vi i den amerikanske film The Matrix (1999), hvor personerne lever i en simuleret virkelighed, skabt af nogle intelligente computere, der opsuger menneskenes bio-elektriske kraft. Filmen arbejder med en anden form for parallel virkelighed, hvor man ikke kan skelne virkeligt fra kunstigt. Filmene har en religiøs frelsesfortælling indbygget i et science fictionunivers. Projektet for den udvalgte Neo er at afsløre denne virtual reality som en illusion. De to eksempler er hentet fra fysikerne Stephen Hawking (1942-2018) og Leonard Mlodinow (f. 1954) som eksempler på muli ge verdener, der er indfældet i vores univers. Deres tolkning af de to eksempler er, at der ikke findes modeluafhængig realisme, men at alle fysiske teorier og verdensbilleder bygger på et sæt antagelser og modeller af, hvad der er virkelighed: Der findes ikke et begreb om virkeligheden, som er uafhængigt af, hvilken model eller teori vi har om den. (Hawking & Mlodinow 2017: 43)
Inden for atomfysikken har en række forskere fremført den teori, at der kan eksistere universer udenfor eller foldet ind i vores dimensioner; universer, som vi ikke kan iagttage, men som kan forklare problematikker i den atomare fysisk. Teorien om mange interagerende universer blev allerede i 1957 foreslået af fysikeren Hugh Everett (19301982), men er i de senere år blevet en mere etableret teori, der hviler på disse antagelser (Kragh 2009): • Det univers, vi kender, er bare ét ud af et gigantisk antal af universer. Hvor nogle universer er næsten identiske med vores og andre meget forskellige. • Alle de her universer er lige virkelige, eksisterer kontinuerligt gennem tid og indeholder præcise, definerede fysiske kvaliteter som vores eget. I den såkaldte multiversteori eller M-teorien er antagelsen, at vores 4-dimensionelle verden (3 rumlige og en tidslig koordinat) er skabt på baggrund af 11-dimensionale strenge. Der findes et umådeligt stort antal måder at krølle disse strenge sammen på, hvilket gør, at tilhængere af M-modellen taler om 10500 antal adskilte universer, og at disse mange universer skal opfattes som lige så virkelige som vores eget, ikke blot som mulige universer i abstrakt forstand. Denne svimlende teori er god til at belyse denne bogs temaer, for også her skal vi undersøge alternative verdener. For ind foldet i vores virkeligheder ligger en række fiktioner, som spiller forskellige roller, hvad enten de er litterære værker, film, computerspil eller hverdagsfortællinger. Fiktion tilbyder alternative verdener, som vi kan bruge til at fortælle historier med. Litteraturens verden udgør et multivers, og det er det, vi skal udforske nu. For hvordan er tekstens virkelighed egentlig? Hvordan er den mulig? Og hvad består den af? Det kigger vi på i næste afsnit. i n d l e d n i n g
13
LITTERÆRE VIRKELIGHEDER
Hvad der er sandt, skal tros; hvad der er fiktivt, skal forestilles. (Whalton 1990: 41)
“Skriv noget virkeligt, noget der betyder noget, så får du 10.000 kroner.” Dette tilbud får hovedpersonen i Peter Seebergs (19251999) roman Fugls føde (1957). Han hedder Tom, er forfatter, men lider af skrive blokering. Tilbuddet lyder besnærende, men viser sig uopfyldeligt. Ved bogens slutning har Tom ikke skrevet en roman, for han lider, som hans fornavn siger, af eksistentiel tomhed og kan ikke træde i karakter. Derfor skriver han kun tre linjer: “Mine øjne er blinde/ mine hænder er visne/ mit sind er hjemsøgt.” Ordene er sande, men ikke virkelige, så Tom får ikke pengene. I stedet når han frem til et nulpunkt, hvor han på sidste side konstaterer: “Jeg er her”. Sætningen markerer både identitet (jeg), eksistens (er) og forankring (her), så måske ville disse tre ord have været en bedre løsning på opgaven. Men uanset hvad er Tom ikke et menneske, men en skikkelse, skabt af ord. Af ord er han kommet, til ord skal han blive. Alligevel afspejler teksten en virkelighed og ikke mindst en mental tilstand og en eksistentiel krise. Så på den måde udtrykker teksten en virkelighed. Det er, som det fremgår af dette lille eksempel, ikke helt nemt at tale om teksters virkelighed. Der åbner sig nemlig en væsensmæssig forskel. På den ene side eksisterer teksten som fx en bog. På den anden side eksisterer den som repræsentation af flere ting: Den skrivende bevidsthed, som manifesteres i en sproglig form. Den tekstlige verden, der både kan handle om fiktive og faktiske personer og begivenheder. Og endelig læserens mentale model af teksten, hvor teksten er blevet for tolket gennem læserens kognitive apparat. Denne problematik har mange litteratur 14
i n d l e d n i n g
forskere berørt. En af de mere dagsordensættende er Ludomir Dolozel (1922-2017), der i artiklen “Mimesis and Possible Worlds” (1988) arbejder med to centrale begreber, nemlig mimesis (virkelighedsgengivelse) og mulige verdener. Det mimetiske problem ser vi nærmere på i næste afsnit. Det andet aspekt, mulige verdener, passer smukt ind i fysikerne Hawkings og Mlodinows konstatering af, at der hverken findes versionsfrie virkeligheder eller modeluafhængig realisme. Mulige verdener er således ikke uvirkelige verdener, men alternative verdener lavet af sprog, som kommer til live gennem læserens omsætning af teksten. I modsætning til vores real world (IRL) er fiktionens verden ukomplet og ikke-referen tiel. Vores verden udgør en helhed, og sproget refererer her til virkelige personer, tider og steder. Det sker gennem sprogets deiksis, dvs. person-, tids- og stedshenvisende ord som ‘jeg’, ‘nu’ og ‘her’. Disse ord bruges ofte i fiktionstekster, men refererer her til tekstens univers. Fiktionsverdenen er funderet (em bodied) i en tekstverden, mens vi er forankrede i vores krop, bevidsthed og livsverden. Der kan sagtens indgå magiske genstande, fiktive byer og særlige tidsligheder i fiktion, hvad der er et kendetegn ved genrer som fantasy, eventyr og science fiction, mens realistiske tekster vil trække på den virkelige verdens referencer og historiske begivenheder. Ifølge Dolozel kan man godt spørge til den virkelige Hamlet (Amled), Robin Hood eller kong Arthur, hvad en del historikere har gjort, men en litterær læsning interesserer sig ikke så meget for dette spørgsmål, men ser karakteren i relation til handlingen og personens interaktion med omgivelserne. Her er det tekstens eksistentielle mening og ikke dens empiriske sandhed, der er afgørende. Man kan godt skrive exofiktion som fx historiske romaner om faktiske personer som Churchill eller Napoleon, og så vil teksten kunne holdes op mod historiske kilder. I så fald vil man kunne se, hvad fiktionen gør
med personen. Fiktion betyder at fingere, dvs. at formgive noget, mens ‘exo’ betyder noget, der er udenfor (teksten). Exofiktion handler om fiktion, der bygger på virkelige personer og historier. Det gør autofiktion også, men der er en forskel. Auto betyder ‘selv’, og autofiktion er altså en selvfremstilling, der iscenesætter private erfaringer. I disse år skriver mange forfattere selvbiografiske romaner, og her peger teksten i høj grad ud mod virkelige personer og deres hverdagsliv. Et godt eksempel er Leonora Christina Skovs (f. 1976) Den, der lever stille (2018), hvor hun fortæller om sin mors død og en kærlighedsløs barndom. Denne roman tvinger læseren over i en anden læseform end fiktionens make believe, hvilket rejser etiske problemstillinger om fremstillingen af de faktiske personer. Dolozels karakteristik af mulige verdener har følgende karakteristika: • Fiktionsværker er ukomplette i modsætning til den fysisk givne, historiske virkelighed. • Fiktive verdener har ikke nogen eksistens forud for deres skabelse. • Litterære fiktioner er ofte uhomogene, dvs. at de sammensætter forskellige elementer og fremstillingsformer, der fungerer på en anden måde end vores erfaring. Fx kan man i fiktion gå ind i et andet menneskes tanker eller skildre begivenheder, man ikke har oplevet selv. Man kan sammenblande virkelige og overnaturlige elementer, og man kan udtrykke sig på andre og mere eksperimenterende måder, som det fx sker i digte og forskellige former for modernisme, hvor sproget gør opmærksom på sig selv. • Fiktionsverdener er konstruerede som tekst. Det gælder både forfatterens fremstilling på tryk eller performance af teksten, og det gælder læserens transaktion (oversættelse) af ord til oplevelser. • Fiktionsverdener har derfor en anden on-
tologi (væremåde) end fysiske og historiske verdener. • Elementer fra den virkelige verden gennemgår en transaktion, når de indgår i fiktionsuniverser: De omsættes til sprog af forfatteren og til mentale modeller af læseren. Særlige udfordringer møder læseren i improviserede tekster, der bliver til, mens de frembringes, og i metafiktion, hvor fortælleren kommenterer på sin egen historie. I begge tilfælde kan tekstens virkelighedsdimension bliver suspenderet, fx gennem ironi, handlingsbrud eller forfatterkommentarer, hvor vi ser teksten udefra. Tilsvarende kan man i hverdagens samtaler, festtaler, undervisning mv. bruge fiktionalisering som retorisk element, dvs. at man indlægger små fortællinger i noget faktisk, fx et tænkt eksempel eller en vits om en svensker, en tysker og en dansker. På sin vis er realisme og fantastik lige fiktive, selv om den virkelige verdens logik overskrides i sidstnævnte. Fantastikken accepteres af læseren i form af en uskreven fiktionskontrakt, hvor den mulige verden fungerer som en adskilt selvstændig verden. Ifølge litteraturforskeren Ruth Ronen (f. 1958) spiller facts derfor en vigtig rolle, både i faktiske tekster og i fiktive. Det særlige ved fiktionen er bare, at disse fakta om verden er indlejret i et fiktionsunivers: Facts fra vores aktuelle verden har i fiktionen ikke nogen særstatus i forhold til fiktionselementer. Fiktionsverdenen udgør et uafhængigt system, uanset hvordan det er konstrueret, og uanset om det trækker på viden og erfaringer fra den virkelige verden. Da fiktionsverdener er autonome [selvstændige], er de ikke mere eller mindre fiktive ud fra grader af virkelighed: Facts fra den virkelige verden er ikke reference punkt for fiktionens kendsgerninger. (Ronen 1994: 12) i n d l e d n i n g
15
Tager vi et eksempel som Joanne K. Rowlings (f. 1965) Harry Potter-serie, kan vi se, at selv i fantasy går børn i skole, mobber hinanden og bliver forelskede. Selv om troldmændene i bøgerne kan udfordre naturens kræfter, lever de stadig i en verden med tyngdekraft, op-ned, nat-dag, sommervinter osv. I realistiske bøger indoptages der endnu flere elementer fra vores hverdagsliv, herunder også historiske og lokale miljøer, personer og sprogbrug. Her arbejdes der med genkendelighed og ved at lade dele repræsentere en helhed, som læseren kender eller kan forestille sig.
I autofiktion er det svært at opretholde det skel, som Ronen opretter mellem fiktion og fakta, fordi forfattere i dag bevidst iscenesætter deres eget liv i tekster og dermed skaber usikkerhed om, om teksten skal læses som fakta eller fiktion. Sprogligt repræsenterer (afspejler) den, frem for at konstruere (opfinde), hvis altså digteren husker og gengiver rigt. Men denne grænse krydses ofte, så der digtes til og fra de faktiske forhold i de erindrede situationer. De nævnte forhold rejser et interessant spørgsmål: Hvorfor læser vi overhovedet fiktion? Er det ikke bare spild af tid eller en evolutionær luksus?
Figur 1: Den øverste model illustrerer, at sproget i faktatekster henviser direkte til forhold i virkeligheden. Den nederste model illustrerer, at fiktionstekster skaber deres egen verden uden direkte reference til virkeligheden, ligegyldigt om der i virkeligheden findes lignende genstande (som i realistiske tekster) eller ikke (som i fantastisk litteratur).
Søren .................. ............ huset....... .......træet ............
Faktatekst
Virkeligheden
Søren .................. ............ huset....... .......træet ............ ...... enhjørningen
Fiktionstekst
16
i n d l e d n i n g
Læserens forestilling
Virkeligheden
HVORFOR LÆSER VI LITTERATUR?
Spørgsmålet er, om den manglende læs ning af store og små klassikere er udtryk for et generelt dannelsestab, der forringer vores fælles (litteratur)historiske hukom melse, svækker sammenhængskraften og får kulturnationen Danmark til at erodere? Jeg tror ikke, at det nytter noget at proppe gamle bøger ned i moderne mennesker. Jeg tror ikke, at gamle bøger nødvendigvis gør os til bedre mennesker. (Kassebeer 2013)
Søren Kassebeer (f. 1959) er ikke hvem som helst. Han er litteraturredaktør på Danmarks ældste og mest konservative dagblad, Berlingske. I 2013 skrev han en klumme om litteraturens dannelsesdimension, og hvorfor så mange ikke gider læse klassikere. Hans debatindlæg blev mødt med stærke modreaktioner i radioen og flere landsdækkende dagblade for slet ikke at tale om kommentarer på nettet. En af de stødte var forfatteren Martin Glaz Serup (f. 1978), der gav udtryk for nedenstående synspunkt i Kristeligt Dagblad: Litteratur rummer – som kunst betragtet – store dele af vores kulturelle erindring. Den giver grundlæggende bud på, hvad det vil sige at være menneske. Litteraturen er det sted, hvor man kommer tættest på andre og bliver i stand til at sætte sig ind i, hvad an dre mennesker er i stand til at forestille sig. Og så taler den direkte til læseren på tværs af tid, kultur, køn og alt muligt andet. Det er jo ikke udgivelsesdatoen, der er afgø rende, men hvad der står i bøgerne. God litteratur, der er flere hundrede år gammel, kan lige så vel sige os noget, vi ikke kunne have sagt os selv. Det er netop det, der er kunsten i den bedste litteratur – at den ikke forældes. (Serup 2013)
Serup fik nok mange ‘likes’ på sin blog, men også denne bredside af kritikeren Søren Staal Balslev (f. 1977) i Weekendavisen: De gamle danske klassikere? De læses ikke. Hverken her, der eller nogen andre vegne. Jeg kan ikke understøtte påstanden med empiriske undersøgelser, men al erfaring skriger det til mig. Tænk Dem: Kun forsvindende få mennesker i denne kruk kes bekendtskabskreds læser forfatterskaber som Steen Steensen Blicher. Det er enten særlingene, som ikke længere lever i vores tid, eller dem som gerne vil pynte sig med et arkaisk [gammeldags] og biedermeiersk [idylliserende, småborgerligt] skær af dan nelse og vid. Når yngre akademiske cirkler fyldt med teologer, filologer, litterater og kulturskribenter er skræmmende blottet for interesse i de kighostefremkaldende klassikere, så er løbet kørt. De læses ikke, måske er de aldrig blevet læst. Eller rettere sagt: Klassikerne læses i dag ét sted: under uddannelsen. (Balslev 2013)
At en sådan litterær fejde om klassikernes relevans bryder ud i vor tid, er næppe tilfældigt. Det er udtryk for, at litteraturen er under pres fra andre medier og ikke mindst den digitale kultur på nettet, men også et udtryk for, at unge ikke finder deres identitet ved at læse Lykke-Per (1898-1904) eller Løgneren (1950). I stedet danner de en netværksidentitet på de sociale medier og spejler sig i figurer fra sportens verden, musikbranchen, reality-programmer, blogs/ vlogs og tv-serier. Og de færreste unge opsøger på egen hånd litterære klassikere. De tre citater er gode indgange til den diskussion, vi nu skal have af, hvad litteratur kan og ikke kan. Men kritikken står ikke uimodsagt. Tværtimod er der kommet hjælp fra uventet kant. I Politiken den 21.10. 2017 argumenter den danskstuderende Kathrine Diez (f. 1989) for, at litteratur er et svar på i n d l e d n i n g
17
det polariserede netværkssamfund, fordi den træner til empati og sociale kompetencer. Synspunktet bakkes op af forskningsresultater fra feltet Theory of Mind (ToM), hvor forskere fra New York har dokumenteret, at litteraturlæsning fremmer empati og evnen til at sætte sig i andre menneskers sted. Den har en helende funktion på det moderne menneskes splittede selv. Dette synspunkt bakkes op af forskere på Syddansk Universitet. Her arbejder litteraten Anne-Marie Mai (f. 1953) for tiden sammen med den amerikanske gæsteprofes sor Rita Felski (f. 1956) på et projekt om narrativ medicin. Det sker i samarbejde med det sundhedsvidenskabelige fakultet på Syddansk Universitet, hvor man vil undersøge, om læsning af litteratur gavner empati, sorgarbejde og rehabilitering af patienter med dystre diagnoser: Litteraturen har et enormt potentiale og kan gøre os klogere på områder som sundhed, samfund og politik. (…) Lit terære værker er stærke sociale aktører i de store politiske, sociale og fysiske netværk, vi kalder virkeligheden. (…) Jeg tror på, at litteratur er en rigtig form for ‘virtual reality’, som giver os mulighed for at udvide vores horisont og giver os en bedre forståelse af andres liv. Og denne udvidelse af vores horisont er ekstremt vigtig for samfundets velfærd som helhed. (…) Jeg tror, at litte ratur kan medvirke til, at lægerne ikke blot er gode til at spørge patienterne, hvad der er galt med dem. Men også til at lytte til de historier, patienterne fortæller, blive dygtige til at skabe en gensidig dialog og have øje for både det, der bliver sagt og ikke bliver sagt. Litteratur kan være meget relevant her. Romaner er i særdeleshed god træning i den sociale interaktions underfundigheder. (Rita Felski citeret fra Madsen 2017)
18
i n d l e d n i n g
En af måderne at arbejde med litterær heling på er guided reading, hvor patienter samles i en læsekreds og enten studerer en tekst i forvejen eller får teksten læst højt, hvorefter de diskuterer teksten og perspektiverer til deres eget liv. Højtlæsningen og den efterfølgende debat guides af en læsegruppeleder, der hele tiden sørger for, at gruppen byder ind med personlige erfaringer. I samme boldgade har dagbladet Poli tiken ugentligt haft en litteraturdoktor i deres litteraturtillæg Bøger under rubrikken Åben konsultation. Her svarer redaktør Jes Stein Pedersen (f. 1959) på breve fra læserne og skriver recepter på passende litteratur ud med udgangspunkt i de lidelser, læserne beskriver. Narrativ medicin er et område i vækst, og litteraturdoktorerne docerer klassikere i rigelige mængder til læserne. Om det er et mediestunt, er for tidligt at svare på. Men troen på, at litteraturen kan gøre noget i den virkelige verden, er i vækst. I skolen opfatter både politikere og lærere litteratur som selve det stof, dannelse er gjort af. Man skal kende sine klassikere, og man skal kunne forstå sin historie og samtid gennem det spejl, som litteraturen tilbyder. For den enkelte læser kan litteraturen også noget, men det er ikke nødvendigvis det samme, for læsere er en bredt sammensat skare, og den enkelte læser opsøger forskellige typer litteratur for at tilfredsstille forskellige behov. Fx er forbruget af lydbøger i eksplosiv vækst, hvilket hænger sammen med både samfundets og teknologiens udvikling, men også med teknologiens muligheder for at streame. Derfor er rygterne om bogens død for længst døet ud. Bogen har det fint, men er ikke længere bundet til det fysiske format. Generelt må vi derfor slutte, at litteratur kan noget. Om den gør os til bedre mennesker, kan man tvivle på. I hvert fald hvis
man spørger den kontroversielle franske forfatter Michel Houellebecq (f. 1956). Han bruger i sin kontroversielle bog Under kastelse (2015) mange sider på at undersøge, hvad det særlige er ved litteratur. Hans svar kommer her: Hvad det er, der er det særlige ved littera tur – den højeste kunstart i det Aftenland [Vesten], der for øjnene af os nærmer sig sin afslutning – er imidlertid ikke så vanske ligt at fastslå. Musikken kan i lige så høj grad som litteraturen fremkalde en omvælt ning, et følelsesmæssigt omslag, en altomfat tende tristhed eller ekstase; maleriet kan i lige så høj grad som litteraturen frembringe forundring, et nyt blik på verden. Men kun litteraturen kan give én denne fornem melse af kontakt med et andet menneskes bevidsthed, med denne bevidsthed i sin helhed, inklusive dens svagheder og dens storhed, dens begrænsninger, bagateller, fikse ideer og overbevisninger; med alt det, der bevæger den, interesserer den, ophidser den eller frastøder den. Kun litteraturen gør det muligt for én at få kontakt med en afdøds bevidsthed, en kontakt, der er mere direkte, mere dyb og fuldkommen end selv den kontakt, man opnår i samtale med en ven – for uanset hvor dybt og varigt et venskab er, vil man aldrig hengive sig lige så fuldstændigt til en samtale, som man hengiver sig til den blanke side, hvor man henvender sig til en ukendt modtager. Når det drejer sig om litteratur, er stilens skøn hed og sætningernes musikalitet naturligvis af en vis vigtighed; dybden i forfatterens refleksioner og hans tankers originalitet er ikke uvæsentlig, men en forfatter er først og fremmest et menneske, der er til stede i sine bøger: om han skriver dem virkelig dårligt eller virkelig godt, betyder afgjort ikke særlig meget, hovedsagen er, at han skriver og faktisk er til stede i sine bøger.
Konklusionen på denne indledning er, at forholdet mellem tekst og verden er interessant, og at litteraturen spejler og udgør et spejl for både verden, forfatteren og tekstens læser. Den tyske filolog Erich Auerbach (1892-1957) udgav i 1946 et stort anlagt værk med titlen Mimesis. Mimesis handler om, hvordan litteraturen skaber eller gengiver virkelighed. Bogen var skrevet i Istanbul under 2. verdenskrig med det sigte at forstå den europæiske civilisation. Ambitionen var at undersøge litteraturens virkelighedsfremstilling gennem stilstudier. Svaret, som bogen giver, er, at litteraturens måde at konstruere virkelighed på varierer voldsomt over tid og genrer. Det vil vi nu undersøge i denne bog, hvor vi i tråd med Auerbach bevæger os fremad i tid og rundt i genrerne for at finde ud af, hvordan de skaber og repræsenterer virkeligheder.
(Houellebecq 2015: 9-11)
i n d l e d n i n g
19
DEN LITTERÆRE VIRKELIGHED er en grundbog til arbejdet med litteratur, der fokuserer på, hvad litteratur er, kan bruges til og gør. Bogen giver eleverne indsigt i, hvordan litterære tekster skaber fiktive virkeligheder, der påvirker vores opfattelse af vores egen virkelighed. Bogen trækker tråde mellem litteraturteori, videnskabsteori og tekstanalyse, samtidig med at den kommer rundt i genrer og teksthistorie. Den er rettet mod undervisningen i ungdoms uddannelserne, men kan også bruges i læreruddannelsen. Målet er at undersøge, hvordan litteratur fungerer, hvordan litteraturen gengiver og fortolker menneskelige erfaringer, og hvordan læseren indgår i samspil med teksten. For læseren tilføjer den døde tekst liv, og denne proces er mindst lige så interessant som omformningen af verden til tekst er for forfatteren. Bogen indleder med at se nærmere på, hvordan den litterære tekst frembringer sin egen virkelighed, og hvad den gør ved os læsere. Herefter ser de enkelte kapitler på forskellige genrers måde at formgive tekstens indhold på. Bogen undersøger genrerne i en kronologisk rækkefølge fra myter og eventyr til vor tids multimodale og performative genrer.