Forandret – NOVUM 3 by Dansklærerforeningens Forlag

“Det er mig.” “Åh, gud! Min dreng.” Hun hvisker hurtigt, som kunne nogen høre hende. “Du må ikke ringe. Det kan spores.” Alligevel spørger hun: “Har I det godt?” “Ja … men ikke far …” Jeg mærker halsen snøre sig sammen. Kan ikke få det sagt. “Vi kan ikke tale mere. Det er for farligt.” Jeg tror, hun vil lægge på, men hun er der stadig. “Pas godt på hinanden, Mirko.” Og forbindelsen bliver afbrudt. Mirko er ny i klassen, og Freja synes, der er noget mystisk over ham og hans grønne øjne. Efter et indbrud hos Freja forsvinder Mirko, og vennerne bliver for alvor mistænksomme. De begynder at lede efter ham, men de er ikke de eneste. Hvem er Mirko egentlig? Hvem er efter ham? Og hvad er der med hans øjne?

N O V U M -serien er spændingsbøger, der alle kunne foregå i nutiden, men som hver især omhandler et novum – en ny teknologisk udvikling – der vil ændre vores hverdag og liv i fremtiden.

SANNE C. HARTVIG

DANSKLÃ&#x2020;RERFORENINGENS FORLAG

INDHOLD 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24

BABKAS HUS 5 VENNERNE 6 AFSKED 14 FOR FULD FART 16 TRUSLER 24 BABKAS STEMME 34 BLÅ BLINK 36 LYGTEN I VINDUET 46 INDBRUDDET 48 GENKENDT 53 BJØRNEN 55 SPETSNAZ 61 BESKEDEN 62 LØFTET 70 JURI OG PIOTR 72 DUNKEN I ØJENHULEN 78 ET RÅB OM HJÆLP 80 FANGET I MØRKET 85 FORFULGT 86 MIRKOS HEMMELIGHED 96 BORSYRE 103 ATTENTATET 110 FANGET 117 DEN SIDSTE HILSEN 121

BABKAS HUS “Hurtigt,” siger Babka og krammer mig hårdt. “De er på vej. I må af sted.” Min far står i sin tykke jakke foran døren, og min mor ved siden af. Jaromir klamrer sig til hendes ene ben og knuger en flig af hendes frakke i sine små hænder. Han ser på mig med skræmte øjne. Jeg ville ønske, at vi kunne tage ham med. Ønske, at vi ikke var nødt til at flygte … igen. Men han er for lille. Det er bedst, at han bliver her. Han er ikke i fare. Udenfor rammer kulden mig. Det føles, som om min ånde fryser til is, inden den har forladt min mund. Står foran mig som en tåge. Min mor tørrer en tåre væk, mens hun kigger tilbage. Jeg læner mig ind i blæsten, da jeg træder ud fra verandaen. Min far trækker mig med, og han fører os mod bilen. Væk fra Babkas hus i skoven. Væk fra Jaromir.

VENNERNE Freja rakte armen ud og greb mobilen på natbordet. Det var søndag morgen. Sollyset faldt ind gennem vinduet og skabte et mønster af skæve firkanter på gulvet. “Hej, Marie.” Hun vidste med det samme, mobilen ringede, at det var hende. Marie var altid tidligt oppe om søndagen. Freja blev helst liggende, til hendes mor råbte, at hun skulle stå op. “Undskyld, vækkede jeg dig?” “Næh, var vågen,” svarede Freja og skubbede sig op, så hun sad lænet op ad væggen. “Skal vi lave noget i dag?” spurgte Marie. “Tja, det kan vi godt.” “Nå, nej. Du skal besøge Gustav i dag, ik’?” Freja rystede på hovedet. “Nej, ikke i dag. Skal jeg komme over til dig?” Egentlig skulle hun besøge Gustav, som hun plejede hver weekend, men hun havde ikke rigtig lyst i dag. Hun blev trist af at se ham med krykkerne. Gustav var blevet kørt ned af en flugtbilist i 6

efteråret, lige da de var blevet kærester. Nu var det snart forår, og Freja syntes, han havde gået til genoptræning i lang tid. Det gik kun langsomt fremad. “Vil du?” Marie lød forventningsfuld. “Ja, jeg skal lige op og have noget at spise. Er på vej!” Freja smilede og svingede benene ud af sengen. Solen skinnede fra en skyfri himmel, da hun en time senere cyklede af sted. Ved hjørnet holdt en hvid varevogn. Hun cyklede udenom og så, at der sad to i bilen. Gad vide, hvem det var? Håndværkere på en søndag? Næsten ingen andre var ude, kun enkelte biler med fædre på vej til bageren. Hun drejede ind ad Maries vej. Det sorte træhus lå for enden, og hun stillede sin cykel ved hækken. Maries mor åbnede døren. “Hej, Freja.” “Hej,” svarede Freja og smuttede forbi. “Hun er på værelset,” sagde Maries mor og gik ud i køkkenet. Freja stillede skoene ved trappen og løb op. Marie sad på sin seng med computeren foran sig. Hendes værelse var større end Frejas, og Freja havde altid været misundelig over det. Den ene væg var dækket af et stort klædeskab. Fuldt af nyt tøj. Det var Freja nok mest misundelig over. Hendes egen mor forstod ikke, at nyt tøj var nødvendigt. “Hvorfor skal du ikke besøge Gustav i dag?” Marie afbrød hendes tanker. 7

Freja lod sig falde ned på kontorstolen ved skrivebordet. “Det …” Hun tøvede. Skulle hun fortælle Marie, hvordan det i virkeligheden var? Hun tog jakken af og lagde den på bordet. “Er han til genoptræning i Jylland igen?” spurgte Marie. “Nej, han er hjemme, men i dag vil jeg hellere lave noget med dig.” Hun følte et stik af dårlig samvittighed. “Er det forkert af mig?” “Det ved jeg ikke. Kan du ikke lide ham mere?” “Det er bare anderledes. Vi taler ikke særlig meget sammen. Det er mest mig, der fortæller, hvad vi laver i skolen. Han er så stille … og ikke sig selv, når det kun er mig og ham.” Det var svært at få sagt. Marie sad tavs og alvorlig. Freja blev bange for hendes reaktion. “Men han er vel den samme?” indvendte Marie. “Ja, men han er ikke glad mere. Det er, som om han har svært ved at glemme ulykken.” “Den følelse kender jeg godt,” sukkede Marie. Freja vidste, at Marie tænkte tilbage på deres oplevelser året før. Hun greb en pude, der lå på bordet, og kastede den efter Marie. “Grib!” råbte hun hurtigt. Marie dukkede sig og grinede. “Godt.” Freja var glad for, at hun havde bragt 8

Marie tilbage fra de sorte tanker. Det nyttede ikke noget at hænge fast i det gamle. Ting forandrede sig. Det kunne være, hun skulle tale med Gustav. Måske ville han forstå det? Det bankede på Maries dør, og hendes storebror, Emil, kom ind. “Vil I med i centeret?” Freja havde kendt Emil, siden hun startede i børnehave sammen med Marie. Han gik i 9. klasse sammen med Gustav og Nor. “Hvad skal vi?” spurgte Marie. “Mødes med Gustav og Nor nede ved centeret.” Freja vidste, at Marie ville sige ja, når Nor skulle med. Hun havde været varm på ham i flere år, tænkte Freja. Det afskrækkede ikke Marie, at Nor ikke viste interesse for hende. Freja ville gerne selv med, for Gustav var mere livlig, når de var sammen alle sammen. “Okay.” Marie rejste sig. “Fem minutter. Så er vi klar.” Hun var allerede ved at åbne sit klædeskab. “Skal du skifte?” Freja syntes ikke, at Marie behøvede skifte. “Bare en anden bluse,” svarede hun, mens hun hev en skuffe ud. “Og lidt mascara.” Et kvarter senere stod de i entreen og tog jakker på. Gustav kunne ikke cykle endnu, så han blev kørt ned til centeret af sine forældre. 9

“Hils Gustav og Nor,” råbte Maries mor fra stuen. “Og Emil, kom hjem senest klokken tre. Du har en aflevering, der skal laves.” Emil sukkede. “Ja ja, men den er hurtigt lavet. Jeg har allerede lavet halvdelen.” Freja genkendte de himmelvendte øjne og vidste, at han sikkert slet ikke var begyndt. Allerede på vej ned ad bakken fik hun øje på Nor og Gustav, der ventede ved indgangen. Gustav stod med sine krykker. Hans hår var vokset ud igen og dækkede over arret fra operationen. Nor lænede sig op ad glasfacaden og vinkede, da de kom nærmere. Freja så, at Gustav smilede, og hun smilede tilbage, da hun stillede sin cykel i stativet. “Hov, har I set den?” Nor bukkede sig ned, idet en hund kom luntende forbi. Hunden peb og snusede i luften. En mærkelig bøjle sad fast på ryggen. Nor fløjtede: “Kom her, kom her, hund.” Den stod lidt fra ham og betragtede ham. Hovedet på skrå. Han greb ud efter halsbåndet, men den trak sig tilbage og løb væk. “Det er en førerhund, ikke?” Freja kiggede rundt, men der var kun en mor med en barnevogn. “Hvor er den blinde?” Nor greb ud efter døren til indgangen. “Jeg går ind i informationen. De kan bringe en efterlysning.”

Freja gik hen til Gustav. Hun lænede sig ind mod ham og gav ham et kys. “Har du ventet længe?” “Næh.” Døren til centeret gik op, og en vagt kom ud sammen med Nor. Freja kiggede på Gustav. “Skal vi gå ind?” Hun ventede bag ham, mens han gik igennem med krykkerne, og mærkede den varme luft fra centeret strømme sig i møde. De havde hængt ud i cafeen i næsten to timer. Drukket nogle smoothies og snakket. Det var altid sjovt, når de var der alle sammen. Nor var glad og fortalte jokes. Gustav, der ellers var meget tavs, slappede mere af. Han havde holdt hendes hånd under bordet. Oplevelserne sidste år havde rystet dem sammen, og Emil og Nor var også Frejas venner nu. Gustav rettede sig op. “Min far er ved indgangen om lidt. Vil I med ud?” Freja hjalp ham op og rakte ham krykkerne. Udenfor var vejret stadig lunt. De sagde farvel til Gustav og begyndte at trække cyklerne. Emil så ikke ud til at have travlt med at komme hjem, selv om klokken var over tre. “Går du stadig i klub?” spurgte han pludselig Freja. 11

“Ja, aftenklub. Hvorfor?” svarede Freja. Det var kun hende, der gik i klub, Marie gik til dans om tirsdagen, hvor der var aftenklub. “Vi vil gerne bruge værkstedet.” Emil grinede hemmelighedsfuldt til Nor. “Hmm … til hvad?” Freja var blevet nysgerrig. Emil kiggede alvorligt på Marie. “Du siger det ikke til far, vel?” Hun rystede på hovedet, og han fortsatte til Freja: “Kan du huske mit elektriske løbehjul?” “Ja,” svarede Freja. “Det er gået i stykker, men jeg vil gerne reparere det og sætte et andet batteri i.” “Kan du det?” brød Marie ind. “Ja, det tror jeg. Måske skal vi have hjælp af Niels. Er det ikke ham, der er på værkstedet?” “Jo. Er det kun batteriet, der er i stykker?” spurgte Freja. “Ja, det håber jeg,” svarede Emil. Hans mobil ringede, og han bandede, da han tog den op. “Ja … Ja … Jeg er på vej … Okay.« Han himlede med øjnene, inden han lagde mobilen tilbage i jakkelommen. “Må jeg være med?” Freja syntes, det lød spændende. “Du er ligesom nødt til at være der, hvis jeg skal bruge klubbens værksted,” smilede Emil skævt. “Hvornår kan du?” 12

“På tirsdag. Nej, forresten. Der kan jeg ikke. Det må blive næste tirsdag.” “Det er en aftale,” svarede Emil og cyklede af sted. Nor fulgte med ham, og Marie og Freja gik videre.

AFSKED Jeg sætter mig på sengen i mit nye værelse og drypper mine øjne. Vi er i sikkerhed her. Men kun min mor og mig. Jeg husker stadig, da vi sagde farvel til min far. Der var et mylder af mennesker omkring os på stationen. Alligevel var det, som om tiden stod stille. Jeg sank en klump og tog min mors hånd. “Pas godt på hinanden.” Min far lænede sig frem mod mig med blanke øjne, og han rakte mig en lille figur. En fint udskåret bjørn i træ. Så lille, at den kunne ligge i min knugede hånd. “Pas nu godt på den, når jeg ikke er der. Til vi ses igen.” “Farvel, far,” fik jeg klemt ud mellem mine tørre læber. Jeg så min mor bide sig i underlæben, inden hun slap min hånd og gav ham et sidste knus. Før jeg vidste af det, forsvandt han i vrimlen af rejsende. Han skulle med et andet tog. Jeg vidste ikke engang hvorhen. “Det er mest sikkert, når I ikke ved 14

noget,” havde han forklaret. Jeg kiggede efter ham igen, men han var allerede væk. Min mor løftede kufferten og tog mig i hånden. “Kom, vi skal den vej,” sagde hun og gik i den modsatte retning. Der stod Berlin på et skilt på perronen. Jeg havde aldrig været der, men jeg så byen tydeligt for mig. Den var kun første stop.

Af Sanne C. Hartvig © Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag 2019 Forlagsredaktion: Lisa Marie Henderson og Anne Fægteborg Foreningskonsulent: Jens Raahauge Omslag: Breth Design Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Trykt hos Tarm Bogtryk A/S Printed in Denmark 2019 ISBN 978-87-7211-121-6 dansklf.dk

N O V U M -serien er spændingsbøger, der alle kunne foregå i nutiden, men som hver især omhandler et novum – en ny teknologisk udvikling – der vil ændre vores hverdag og liv i fremtiden.