Trine Risom-Andersen
Når du mærker et værk, så går du fra at analysere dig frem til, hvad værket betyder, til at mærke efter, hvad værket gør ved dig.
Når du mærker et værk, så går du fra at analysere dig frem til, hvad værket betyder, til at mærke efter, hvad værket gør ved dig.
Du skal blive klogere på
værkerne, men du skal også
blive klogere på dig selv og
den verden, du er en del af.
Volvo, novelle af Mads Ananda Lodahl
Tidskapslen, novelle af Cecilie Eken KAMPEN MOD
I ondskabens have, novelle af Jens Blendstrup
Spørg mig, hvorfor solen skinner, novelle af Thomas Korsgaard
Sandflugt, novelle af Lise Villadsen
Sne er det fineste, novelle af Trine Juul
I denne bog vil du blive præsenteret for seks noveller, som du skal opleve, mærke og undersøge. Du skal sætte ord på, hvad du oplever og føler, ligesom du skal analysere og fortolke værkerne. Du vil møde noveller, der alle har potentiale til at ramme dig, fx ved at vække forargelse, sorg, vrede eller nysgerrighed i dig. Eller måske give dig følelsen af håb, mod, forbundethed eller sympati.
Måske er du vant til at analysere noveller med en analysemodel. Det skal du ikke i denne bog. På samme måde som du kan mærke og opleve følelser, når du hører musik, kan noveller og andre tekster sætte følelser i gang. Men det kræver, at du bliver nysgerrig på værket og mærker, hvilke følelser, det fremkalder i dig.
I Værker du mærker er dine oplevelser og sansninger af værkerne altså det vigtigste. Dem, bruger du i din undersøgelse og bearbejdning af novellerne. Det er, hvad du oplever, erfarer og erkender, når du hører og læser novellerne, der er udgangspunktet for arbejdet med dem. Du skal blive klogere på værkerne, men du skal også blive klogere på dig selv og den verden, du er en del af. Og du skal få erfaringer ved at dele dine oplevelser og lytte til dine klassekammerater. Det er en øvelse også at kunne mærke et værk og bruge sin mavefornemmelse og intuition, når man oplever et værk. Når du mærker et værk, så går du fra at analysere dig frem til, hvad værket betyder, til at mærke efter, hvad værket gør ved dig.
Hvis du intet mærker, kan det være svært at engagere sig i at analysere et værk. Når du derimod oplever og mærker et værk, er det et godt afsæt for det videre analyse- og fortolkningsarbejde. Og når du efter at have analyseret er kommet tættere på værket, giver det fagligt mening at genbesøge værket og sammen med andre reflektere over, hvad og hvordan du nu oplever værket.
I bogen her skal du igennem fem faser, når du arbejder med et værk:
1. TÆND
Du skal på krogen og blive nysgerrig og engageret i at møde værket.
Du skal møde, opleve og mærke værket. Tænk over, hvad værket gør ved dig. Hvilke følelser og stemninger sætter det i gang?
Du skal tættere på værket ved at arbejde kreativt og producerende og herigennem opnå analytisk forståelse. Det handler om at gøre værket levende og relevant, og om at undersøge på en anderledes måde, hvor du bruger dine første oplevelser som udgangspunkt for en producerende analyse. Du vil da mærke, at dine oplevelser med værket får betydning for dig.
Du skal kvalificere dine oplevelser og diskutere, hvordan din oplevelse af værket er blevet påvirket, når du genbesøger værket efter at have analyseret det. Hvordan læser og ser du nu værket?
Du skal perspektivere værket til dig selv og verden.
Er du klar til at mærke nogle værker? Skærp dine sanser, for dem skal du bruge.
„Sandflugt“ af Lise Villadsen
1 Sandflugt
Alene
• Se på ordene „sand“, „flugt“ og „sandflugt“ og skriv alt det, du kommer til at tænke på, når du læser de tre ord.
2 Se på illustrationen
Alene
• Se på illustrationen på næste side og skriv, hvilke tanker, følelser og indre billeder, den skaber hos dig.
3 Lyt til oplæsningen
Klasse
• Lyt til din lærers oplæsning af novellen „Sandflugt“.
LÆRERNOTE: Opgave 3: Læs evt. novellen op for eleverne et sted, der passer til handlingen, fx ude i naturen, hvis det er muligt.
„Sandflugt“ af Lise Villadsen, 2024
Bilen bumler af sted ad skovvejen. Liv sidder og sover ved siden af mig. Mor ruller vinduet ned. Duften af varme fyrrenåle suser ind sammen med noget salt. Havet.
Far sender en besked: Er I fremme nu?
Snart, skriver jeg.
Skal I bo tæt på stranden?
Det ved jeg ikke.
Husk at sende billeder!
Mor kigger på mig i bakspejlet. „Hvem skriver du med?“
Myggen stikker mig, lige så snart jeg står ud af bilen. Nu har jeg et myggestik. Det er rundt og rødt og hvidt i kanten. Det hæver sig op over resten af huden.
„Prøv at lade være at klø,“ siger mor, da jeg kradser.
Liv græder, da hun skal ud af bilen. Mor tager hende op i favnen.
„Så, så.“
Sommerhuset er lille og rødt. To små værelser, et med køjeseng, et med dobbeltseng. Et køkken, en stue med brændeovn og et badeværelse med brus.
Mor lægger Liv ind i dobbeltsengen, hvor hun sover videre. Liv er altid træt. Liv sover fra alting.
Jeg løfter taskerne ud af bagagerummet, bærer dem indenfor.
„Jeg tænkte,“ siger mor. „At du kunne sove herinde.“ Hun klapper på døren til værelset med køjeseng. „Og så sover Liv inde hos mig.“
Jeg dumper min sportstaske ved siden af køjesengen og beslutter mig for den øverste. Men så ombestemmer jeg mig. Det er bedre at ligge tæt på gulvet. Tættere på døren. Tættere på ikke at ligge i en seng og være langt fra at falde i søvn.
Mor går i køkkenet og sætter de ting, vi købte på vejen, i køleskabet. Bagefter stiller hun sig ud i haven og kigger op på de høje fyrretræer. Jeg går ud til hende.
„Vi kan gå ned til stranden, når Liv vågner,“ siger hun.
„Hvornår kommer morfar?“
„Han er på vej.“
„Hvor skal han sove?“
„I køjesengen sammen med dig.“ Hun rækker ud for at stryge mig over kinden. Jeg træder et skridt bagud.
„Du kan gå i forvejen ned til stranden,“ siger hun og kigger væk. „Så kommer jeg med Liv, når hun vågner.“
Det er let at finde vej. Jeg skal bare forbi en masse sommerhuse, der står tomme, og så er klitterne der pludselig.
Far ringer. Jeg står et øjeblik og glor på telefonen, før jeg tager den.
„Hallo? Hugo?“
„Hej ...“
„Hvor er det dejligt at høre din stemme. Hvordan har du det? Og hvad med Liv?“
„Vi har det fint.“
„Jeg er så ked af det hele,“ siger han. „Men vi skal nok finde ud af det, mor og mig. Vi skal nok blive venner igen.“
Jeg er nået op til toppen af klitten nu. Kigger ud over havet. Det er stort og blåt og brusende. Uendeligt.
„Jeg vil gerne komme og snakke med mor. Helt stille og roligt. Du skal bare fortælle mig, hvor I er.“
„Jeg ved ikke, hvor vi er.“
„Har du ikke set det på mors telefon, da hun kørte? GPS’en?„
„Det glemte jeg.“
„Så må du – “
„Nu kommer de andre,“ siger jeg og trykker på det røde telefonrør.
4 Den første oplevelse
Alene
• Færdiggør sætningerne:
- Jeg oplever at …
- Jeg kommer til at tænke på …
- Jeg får en følelse af …
- Jeg kan mærke, at …
- Jeg undrer mig over …
• Ligner din første oplevelse af novellen det, du havde forestillet dig? Hvad ligner? Og hvad er du blevet overrasket over?
• Hvordan, synes du, illustrationen side 73 passer til novellen?
5 Tal om jeres første oplevelser
Klasse
• Tal om jeres umiddelbare oplevelse af novellen i klassen.
- Hvad er I enige om, og hvor er jeres oplevelser forskellige?
6 Find et stykke musik, du synes, matcher til stemningen
Makker + grupper
• Find et stykke instrumental musik, som I synes, passer til stemningen i novellen.
• Vælg nu et uddrag fra novellen og læs det op til musikken, mens I optager oplæsningen.
• Gå sammen med to andre makkerpar og afspil jeres oplæsninger til musik for hinanden. Tal om, hvilken stemning I synes, oplæsningen efterlader jer i, og hvorfor I hver især har valgt netop det stykke musik.
7 Genfortæl
Makker
• Se på den lodrette billedfrise på side 73 og genfortæl novellen i makkerpar på den måde, at I skiftes til at fortælle, hvad der sker på de fire billeder.
8 Sanselige beskrivelser
Makker
• Genlæs novellen og led efter beskrivelser, hvor man enten kan se, høre, mærke, lugte eller smage det, der beskrives. Udfyld arbejdsark 7.
• Tal om, hvad de sanselige beskrivelser gør for oplevelsen af værket.
9 Fremstil Hugos selfies
Alene + klasse
• Undersøg, hvordan Hugo har det gennem novellen, ved at udtrykke hans følelser gennem selfies. Find først tre eksempler i novellen, der beskriver, hvad Hugo siger eller gør. Tag så hans selfies fra de tre situationer, der viser, hvordan hans udtryk udvikler sig.
• Del jeres selfies, der udtrykker, hvordan Hugos følelser udvikler sig. Tal først om, hvorfor I har valgt de tre eksempler, I har. Tal så om, hvordan Hugo mon har haft det på de forskellige tidspunkter.
• Tal om, hvad I forestiller jer, der sker, da Hugo løber hen til sin morfar, der ligger i sandet.
LÆRERNOTE: Opgave 8: Find arbejdsark 7 på dansklf.dk/noveller-arbejdsark
10 Bordet rundt
Grupper
• Klip spørgsmålene fra arbejdsark 8 fra hinanden, bland dem og læg dem med bagsiden op mellem jer. Træk nu på skift et spørgsmål, prøv at svare og lad derefter de andre supplere, indtil I har været hele vejen rundt. Lad derefter den næste trække et spørgsmål og gentag, til alle spørgsmål er trukket, eller tiden er gået. Saml fælles op i klassen.
Sidste sommer svømmede vi om kap i havet. Han lod mig vinde.
Og han og mor begravede Liv i sand,
så det kun var hendes grinende hoved, der stak op.
Vi
fik tre is på én dag.
De drak rødvin om aftenen.
Der var kun én en halv dag, hvor jeg havde ondt i maven.
LÆRERNOTE: Opgave 10: Find arbejdsark 8 på dansklf.dk/noveller-arbejdsark
11 Skriv videre
Alene + grupper
• Skriv en fortsættelse af novellen. Prøv at ramme Lise Villadsens stil ved at inddrage så mange sanselige beskrivelser som muligt.
• Gå sammen i grupper og læs jeres fortsættelser højt for hinanden. Tal om, hvordan de minder om hinanden, og hvordan de er forskellige.
12 Vælg en anden udtryksform
Makker
Skab novellen om til en anden udtryksform. Vælg mellem opgaverne A-C:
A. Skriv Lise Villadsens novelle om til et digt. Digtet skal bestå af to strofer med to vers i hver strofe. Ordet „sandflugt“ skal indgå.
B. Skriv Lise Villadsens novelle om til en collage bestående af billeder og ord.
C. Skriv Lise Villadsens novelle om til en artikel. I må gerne digte, hvad der er gået forud for handlingen, og hvad der videre sker.
13 Præsentér jeres remedierede værker
Klasse
• Vis og fortæl om de værker, som I har skabt.
• Tal om, hvordan I oplever Lise Villadsens novelle i nye udtryksformer, og tal om, hvordan litteratur og andre kunstneriske udtryksformer kan udtrykke og italesætte vigtige følelser og problemstillinger. Kan de forskellige udtryksformer noget forskelligt? Eller kan de det samme? Hvordan? Og hvorfor?
Serien Værker du mærker er inspireret af VTS-metoden Visual Thinking Strategies, som er en måde at tale om kunst på sammen i en gruppe.
Her er metoden brugt til at være en indgangsvinkel til at analysere og tolke noveller ud fra. Som fælles betegnelse for kunst, digte og noveller bruger vi termen: værker.
Kunst, digte og noveller har det tilfælles, at man ikke umiddelbart behøver at forstå værkerne, men snarere skal sanse, fornemme og mærke dem: Hvad gør værkerne ved mig?
VTS-metoden lægger op til, at eleverne bliver nysgerrige og udvikler deres måde at opleve kunst og litteratur på ved at reflektere og gentænke, hvorfor de mærker det, som netop de gør. Perspektivet flyttes fra, hvad teksten betyder, til, hvad eleverne ser i teksten, eller hvordan de oplever teksten, og hvad den får dem til at tænke på.
VTS-metoden er meget „tekstnær“, da eleverne hele tiden skal forholde sig til værket, og hvad det er i værket, der får dem til tænke og mærke, som de gør.
Når eleverne har givet udtryk for de indtryk, de får ved at læse novellerne, kvalificeres deres oplevelse ved, at de arbejder med producerende analyse og får faglige input, hvorefter de genbesøger værket og diskuterer i fællesskabet, hvordan de nu oplever værket.
VÆRKER DU MÆRKER – Noveller
Af Trine Risom-Andersen
© 2025 Dansklærerforeningens Forlag 1. udgave, 1. oplag 2025
Forlagsredaktion: Cecilie Bogh Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Inge Rand
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node.
Forlaget har forsøgt at kontakte eventuelle rettighedshavere, som kan have krav på honorar i henhold til loven om ophavsret. Eventuelle rettighedshavere, som måtte have krav på vederlag, vil af forlaget få udbetalt et honorar, som var der indgået en aftale.
Tak til Kenneth Jakobsen Bøye for at udtænke De fem faser som en æstetisk tilgang til tekstarbejde.
For at mindske transport og CO2-aftryk mest muligt, er bogen trykt i Danmark ved hjælp af 100 % grøn strøm. Papiret er fremstillet i Sverige og opfylder FSC og Svanemærket om bæredygtigt skovbrug, energioptimering samt lavt CO2-aftryk.
Trykt hos Tarm Bogtryk
Printed in Denmark 2025
ISBN: 978-87-7211-245-9 dansklf.dk
præsenterer dig for nyere noveller af store danske forfattere som Mads Ananda Lodahl, Cecilie Eken, Thomas Korsgaard og Lise Villadsen, illustreret af nogle af landets dygtigste illustratorer. Du skal bruge dine sanser i mødet med værkerne, og det, du oplever, erfarer og erkender, er udgangspunktet for at arbejde med dem.