Systemisk Narrativt Forum - Nr. 2 2017 by Dansk STOK

Medlemsblad for Dansk Forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM

APRIL 2017

Tegneskitser Anvendelsen af tegneskitser i narrativ terapis bevidningspraksis

Den forlængede arm Et indblik i forandringsarbejdet med de 3 til 6-årige børn og deres forældre

danskstok.dk

Kroppens reservoir af levet liv En fortælling om tango som medie for en tilgang til at arbejde med den kropslige bevidsthed

Dansk Forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation

b@danskstok.dk

LOKALE KONTAKTPERSONER

Lisa Romlund

Nordjylland

BESTYRELSEN

(Formand)

21 30 87 45 lisa@danskstok.dk

Christina Helgestad (kasserer – indmeldelse og kontingent) 31 72 06 87 chris_helgestad@ hotmail.com

Rikke Horsgård

42 43 63 43 rikke.horsgaard@ gmail.com

Julie Falentin 29 46 85 13 juliefalentin @gmail.com

Jørgen Malmkjær-Mørch

30 31 11 02 jorgen@danskstok.dk

Sune Boysen

23 69 08 80 sune@danskstok.dk

Dorte Nikolajsen

61 36 41 01 dorte@danskstok.dk

SUPPLEANTER: Klavs Lindequist

28 43 03 67 klavs@lindequist.dk

Kirsten Worm kirsten.worm@ oncable.dk

Vestjylland —

Østjylland

Søren Skov Leth Nielsen 22 61 76 10 slnsorenleth @gmail.com

Sydjylland

Dorthe Beck Frederiksen 50 48 47 11 dbf@aabenraa.dk

Fyn —

København

Helge Thomsen 21 17 57 71 ht@helgethomsen.dk

Sydsjælland

Susanne Johansen 23 45 97 84 susannejohansen @mail.dk

Bornholm

Solvejg Rosenkilde Nielsen 56 49 65 62 mail@solvejg rosenkilde.dk

MEDLEMSKAB OG PRISER Personligt medlemskab 650,Institutionsmedlemskab 1.500,Studerende

350,-

Sambo 300,(oplys sambos navn)

OBS: Alle postforsendelser sendes kun til én i husstanden.

Kontingentet indbetales på: Reg.nr.: 1199 Kontonr.: 0004568826

v. Dansk forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation. Samtidig sender du en mail til indmeldelse@ danskstok.dk, med datoen for din indbetaling.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM Ansvarshavende redaktør: Klavs Lindequist

Bladudvalg:

Klavs Lindequist

Materiale sendes til: klavs@lindequist.dk

Materiale sendes som vedhæftet fil på e-mail. Annoncer som PDF-fil og artikler i Word. Artikler skal ledsages af et foto i høj opløsning og en kort beskrivelse af forfatteren.

Annoncepriser for medlemmer: 1/1 side: 1/2 side: 1/4 side: 1/8 side:

4.500 kr. 2.250 kr. 1.125 kr. 500 kr.

Priser for ikke-medlemmer forhandles.

Hjemmeside:

www.danskstok.dk

Webmaster:

Jørgen Malmkjær-Mørch webmaster@danskstok.dk

Deadline for næste nummer: 1. juni 2017 Af hensyn til rettidig udgivelse af bladet bedes artikler, annoncer, lokalnyt mv., være os i hænde inden deadline. Bladet udkommer 4-6 uger efter deadline. Udsendes digitalt til alle medlemmer af foreningen Dansk forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation.

Grafisk design og layout:

Appetizer.dk · Simon Johnsen ISBN 1600-2954

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

INDHOLD

FORSIDEFOTO: R.CLASSEN / SHUTTERSTOCK.COM · FOTO DENNE SIDE: KONSTANTINCHRISTIAN / SHUTTERSTOCK.COM

Tegneskitser

Kroppens reservoir af levet liv

Anvendelsen af tegneskitser i narrativ terapis bevidningspraksis

En fortælling om tango som medie for en tilgang til at arbejde med den kropslige bevidsthed

FORENINGEN

BØGER

ARTIKLER

12 Den forlængede arm

Fra redaktøren Nyt fra bestyrelsen

50 Lokalt Sydjylland Sydsjælland

60 Kursuskalender Medlemmers kurser og arrangementer

62 STOKS Årsmøde 2017 På Glostrup Park Hotel

Bøger til inspiration

24 Bogstafetten Samtale, Sprog og Terapi – Et postmoderne perspektiv

42 Undervurder ikke

forudsætningerne for de gode samtaler!

Anmeldelse af bogen ”Eksemplariske samtaler”

Et indblik i forandringsarbejdet med de 3 til 6-årige børn og deres forældre

30 Anvendelsen af

tegneskitser i narrativ terapis bevidningspraksis

44 Kroppens reservoir af levet liv

En fortælling om tango som medie for en tilgang til at arbejde med den kropslige bevidsthed, som filosoffen Maurice Merleau-Ponty beskriver det, og ud fra en narrativ forståelse af mennesket.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

FRA REDAKTØREN K L AV S L I N D E Q U I S T

gerne have flere artikler til de kommenENNE GANG har vi de blade. 3 praksisartikler med Vi har modtaget en artikel fra Anna i bladet. Netop prakBirk, der bruger tegning i sin bevidning sisartikler er med til at ved terapisamtaler. Anna har erfaring beskrive de mangfolmed at tegninger kan noget andet end dige måder at arbejde en almindelig bevidning og hun mener at på inden for både det narrative og det alle kan bruge tegninger – ikke fordi det systemiske område. Det er vigtigt at få er sjovt at tegne – men fordi tegninger spredt viden om arbejdet. Vi takker for kan noget andet og måske noget mere. artiklerne, der hver især beskriver nye vinkler i egen praksis. Det kan kræve mod og overskud at turde afprøve sine egne overvejelDet kan kræve mod og ser, tanker og metoder overskud at turde afprøve med en artikel, men jeg sine egne overvejelser, tanker tror, der mere end nogensinde er brug for at og metoder med en artikel, udbrede kendskabet til men jeg tror, der mere end de systemiske og narnogensinde er brug for at rative måder at arbejudbrede kendskabet til de de på. Derfor vil vi også

systemiske og narrative måder at arbejde på 4

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

LÆS BLADET på din foretrukne måde:

1 Sidsel Arnfred har beriget bladet med sine betragtninger om ”Kroppens reservoir af levet liv” hvor hun beretter om tango, som et medie for en tilgang til at arbejde med den kropslige bevidsthed som psykologen og filosoffen Maurice Merleau-Ponty beskriver det, og ud fra en narrativ forståelse af mennesket. Familiekonsulenterne Tommy Hjordt og Eva Glück Cadan giver os et indblik i deres erfaringer med ”Den forlængede arm”, hvor de beskriver, hvordan de arbejder med børns forældre, idet de – med udgangspunkt i et systemisk værdigrundlag – bygger videre på tilgangen til forældrene i samværet med deres børn. Også i dette nummer har vi en bogstafet, hvor et af STOKs medlemmer fortæller om en bog der har betydet noget særligt for hende, ligesom

Som almindelig PDF på din tablet, bærbare computer eller PC

Via magasin-app’en Issuu:

Browser: issuu.com/danskstok Eller download app’en og søg efter: Dansk STOK under fanebladet “Publishers”

Print PDF’en og ha’ en fysisk papirudgave af bladet foran dig

der er 4 bøger til inspiration. Susan Harnow har skrevet en anmeldelse af Thorkild Olsens bog ”Eksemplariske Samtaler”. Der har været afholdt lokale arrangementer rundt i landet. Dem kan I også læse om i bladet. God fornøjelse med læsningen, som jo også denne gang er digital – eller kan printes ud, hvis man har det bedre med at have en papir udgave. Klavs Lindequist

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

Nyt fra Bestyrelsen

ER DER gået tre måneder siden årsmødet og generalforsamlingen. I bestyrelsen er vi optaget af, hvordan vi går de næste skridt. En optagethed af hvordan vi skaber forbindelser mellem fortid, nutid og fremtiden. Vi er som bestyrelse sat til at forvalte en arv, og i vores forståelse handler det ikke om at være kustoder på et systemisk/narrativt museum, men om at skabe rum og vilkår for at STOK også kan være vores forening i de kommende år. Nogle ting kan og skal bevares uforandret, andre forandres, nyt bringes i spil og endelig er der ting, der udfases og afvikles.

Bestyrelsen Bestyrelsen har konstitueret sig med Lisa Romlund som formand, Sune Boysen næstformand, Christina Helgestad som kasserer og Jørgen Malmkjær-Mørch som sekretær. Ellen Hansen har desværre været nødt til at udtræde af bestyrelsen, hvorfor Dorte Nikolajsen er indtrådt i bestyrelsen. Bestyrelsen mødtes første gang i januar og i starten af marts.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

Digitalt blad De første skridt ind i en forandret tid, er nu blevet en realitet. Vort medlemsblad Systemisk Narrativt Forum udkom i januar første gang alene i elektronisk form, men stadig med fokus på at indlæg, inspiration og praksisartikler fra medlemmerne. Klaus Lindequist lægger som redaktør et stort arbejde i bladet, og fra bestyrelsen er Lisa og Jørgen med omkring bladet.

Nordisk samarbejde 2017 blev året, hvor vi besluttede at komme tættere på det nordiske samarbejde igen. Vi har igennem en årrække set os nødtvunget til at nedprioritere tilstedeværelsen i samarbejdet, grundet STOKs økonomi. I år tager Rikke og Jørgen til Nordisk kongres i Reykjavik og kommer her til at overtage stafetten, idet vi står for tur til næste nordiske kongres, der kommer til at finde sted i 2020 og Rikke overtager kontakten i det nordiske samarbejde. Heldigvis er der adskillige af vore medlemmer, der igennem tiden har holdt fast i inspirere og blive inspireret af det nordiske samarbejde.

NYT FRA BESTYRELSEN

STOK Event STOK Event 2017 er under forberedelse, og det er d. 19. maj, det sker. Ideen til STOK Event opstod på årsmødet, for at skabe en ny og billig måde at skabe inspiration på, og invitere nysgerrige med ind i vores fællesskab. Spred det glade budskab, grib fat i en kollega og kom og bliv inspireret – en inspirerende dag, til en billig pris.

Årsmødet På sidste bestyrelsesmøde mødtes vi med de lokale kontaktpersoner (desværre var der nogle afbud), og fik lov at bruge ildsjælene her, i refleksionen over hvor vi er på vej hen eller ønsker at bevæge os hen som forening. Inspirationerne fra det sidste årsmøde, processen med Mary Alice Arthur, blev brugt som platform for denne dialog. Fra bestyrelsen har vi ønsket at fortsætte processen, både for os som foreningen og forsøge at gøre det personligt relevant – temaet for årsmødet 2017 bliver Back to basic – anno 2017 - Systemisk og narrativ integritet, en invitation til nye landskaber.

Nyt sted for årsmødet Igennem mange år har vi haft Hotel Svendborg som fast base for vore årsmøder – vi har besluttet at vove os ud i det ukendte, så årsmødet 2017 bliver på Glostrup Park Hotel. Det har været en svær beslutning, men når vi er landet på den beslutning, bunder det både i vores økonomiske situation og

deltagerantallet. Vi kan lave et billigere årsmøde i Glostrup, og det betyder at den prisstigning der var sidste år, kan ændres i år. I de sidste år er 3/4 af deltagerne kommet fra København, så ud fra det perspektiv kan det måske være en smule selvmodsigende, at flytte stedet for årsmødet, for Københavnerne faktisk kan flytte sig, men vores håb er selvfølgelig at endnu flere vil deltage, når vi lægger årsmødet i Glostrup. For nogen bliver der kortere, og for nogen bliver der længere – nu er det jo heldigvis sådan, at det er velkendt, at der er kortere fra Jylland til København end omvendt :-) Vi arbejder på at få en attraktiv pris på overnatning forud for årsmødet, så alle har muligheden for at være friske og udhvilede til årsmødet, uden det kommer til at belaste budgetterne for hårdt.

Vær med! 2017 tegner til at blive et spændende år i STOK – vi forsøger at skabe rammerne til at læring, inspiration og fællesskab – det er op til jer som medlemmer at være med til at fylde rammerne ud, og ikke mindst invitere andre med, både til de lokale arrangementer og de større arrangementer – og Event 2017 kan været godt sted at starte, men skynd dig, der er kun et begrænset antal pladser. På vegne af bestyrelsen Jørgen Malmkjær-Mørch

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

En invitation til social konstruktion af Kenneth J. Gergen

”EN INVITATION til social konstruktion” er en lettilgængelig og grundig indføring i teorien bag og udøvelsen af socialkonstruktionisme. Gennem tankeprovokerende eksempler fra hverdagen og anskueliggørende billedmateriale inviterer forfatteren læseren til at reflektere over, hvordan vi gennem relationer og anvendt sprog selv konstruerer det vi forstår ved virkeligheden – og os selv. Bogen argumenterer for, hvorfor og hvordan idéerne og dialogerne om social konstruktion finder anvendelse inden for så forskellige områder som undervisning, organisationsledelse, social arbejde og terapi. ”En invitation til social konstruktion” er især rettet mod professionelle faggrupper

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

såsom lærere, terapeuter, konsulenter. ledere og konfliktløsere, som kan have glæde af praksisorienterede beskrivelser af, hvordan man samskaber ønskede sociale verdener. Kenneth J. Gergen (født 1935) er en amerikansk psykolog og professor ved Swarthmore College. Han fik sin B.A. ved Yale University i 1957 og sin Ph.D.grad ved Duke University i 1962. Gergen er især kendt for en nyere retning indenfor det psykologiske landskab, navngivet socialkonstruktionisme, hvor han er én af de førende foredragsholdere og skribenter. Sammen med Mary Gergen er han grundlægger af ”The Taos Institute”.

BØGER TIL INSPIRATION

Hvordan Får Vi Bedre Debat Om Velfærd? af Nanna Mik-Meyer

VELFÆRDSSTATEN er udfordret. Den fremstilles enten som et monster eller et mirakel, og altid som stor og kompleks. Men hvad hvis vi dropper de store fortællinger om velfærdsstaten for en stund. I denne bog præsenterer Nanna Mik-Meyer tre rationaler, der egentlig ligger til grund for velfærdsstaten, og som vi skal kende for at

forstå og kunne diskutere den. De er både fyldt med eksempler og nysgerrighed. Nanna Mik-Meyer er forskningsprofessor på SFI, Det nationale forskningscenter for velfærdsforskning og en hyppig deltager i velfærdsdebatten.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

Ordet er sjælens spejl af Ole Fogh Kirkeby

LÆSEREN overværer i denne bog ni samtaler mellem den fiktive Jakobsen og ni mennesker, der af forskellige grunde opsøger ham. Vi følger deres tanker og bevidsthedsstrømme – og læseren får dermed udfordret sit blik på sit eget liv. For hvem ønsker ikke at se sig selv og sit eget liv i fugleperspektiv? Hvem ønsker ikke at forstå, hvad man selv tænker?

indtil han forlod RUC, blev brugt til at arbejde med Karl Marx’ historiefilosofi og hans økonomiske teori. I 1981 udgav han bogen Marxismen som økonomisk videnskab, der viste begrænsningerne i Marx’ begrebsapparat i forhold til en diagnose og forklaring af den moderne samfundsvirkelighed; og i 1983 Teknologi og kontrol, der kritiserede Marx og marxismens optimistiske syn på teknologien.

Ole Fogh Kirkeby (født 1947) er en dansk filosof, ledelsesteoretiker og forfatter, og professor ved CBS. Han er mag.art. i idéhistorie og dr.phil. i filosofi.

Igennem firserne arbejde Kirkeby med kognitionsvidenskab og kunstig intelligens (KI) og skrev nogle af første kritiske bøger om KI på dansk.

Han arbejdede på RUC fra 1973 som adjunktvikar i videnskabsteori og siden som kandidatstipendiat i forholdet mellem teknologi og økonomi. De første ti år her,

Hans indflydelse i dag er bygget på hans radikale teori om begivenheden og på hans humanistiske ledelsesfilosofi.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

BØGER TIL INSPIRATION

Robuste børn – Giv dit barn ansvar, livsmod og tiltro til sig selv af Per Schultz Jørgensen

SELVOM BØRN I DAG kan overkomme mange ting, kniber det ofte med fokus og selvkontrol, med overskud til at klare små udfordringer og med forståelse for deres egen rolle i fællesskabet. Alt sammen egenskaber, der har med robusthed at gøre. Robusthed læres i barndommen, og en robust karakter er vigtig, når barnet som ung og voksen skal forme sit eget liv og finde mod til egne holdninger. Børn trives bedst, når de kan takle svære situationer med overskud og komme godt igennem et nederlag. Derfor skal forældre, pædagoger og lærere turde udfordre og motivere børn til at gå lidt længere, end de selv troede muligt. Samtidig skal børnene hjælpes til at rumme sårbare og svære følelser. Robusthed er ikke det modsatte af sårbarhed, tværtimod.

forskellige psykologiske og pædagogiske sider af begrebet robusthed. Det teoretiske grundlag suppleres af konkrete metoder til, hvordan man udvikler børns robusthed i familien, børnehaven og skolen – både for stærke børn, der har det godt, og for udfordrede børn, der kæmper mere med livet. PER SCHULTZ JØRGENSEN er psykolog, dr. phil. og professor emeritusi socialpsykologi. Som en af landets mest erfarne forskere inden for familieliv og børnepsykologi har han i årtier hjulpet forældre, pædagoger og politikere til bedre forståelse af børns trivsel og vilkår. Fra 1993-2001 var han medlem og siden formand for Børnerådet, og i 2015 modtog han UNICEF Prisen for sit mangeårige arbejde. Han er forfatter til en række artikler og bøger, senest ”Styrk dit barns karakter” (2014) og ”Broen til det andet menneske” (2016).

Med stor indsigt og rammende eksempler undersøger Per Schultz Jørgensen de

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

DEN

FORLÆNGEDE

ARM

TO M M Y H JORDT

EVA G LÜC K C ADAN

Familiestuen er en del af Familieskolen i Gladsaxe, som har eksisteret i 11 år. Vi arbejder primært i en flerfamilieramme, hvor op til seks familier deltager samtidig. Familierne er i Familiestuen omkring fem timer om ugen. Her til kommer samtaler som alle forældre tilbydes efter behov og i samråd med barnets rådgiver. Familiestuen er en foranstaltning under serviceloven, hvor henvisning sker gennem rådgiver fra Familieafdelingen, efter udarbejdelse af en §50,2 børnefaglig undersøgelse. Familiestuen har åben to formiddage om ugen. En gang for børn og deres forældre og en formiddag kun for forældre. Familieskolens leder er Susann Thøgersen. For mere info; familieskolen@gladsaxe.dk

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

ØVERST: KONSTANTINCHRISTIAN · NEDERST: ELWYNN / SHUTTERSTOCK.COM

DEN FORLÆNGEDE ARM

Et indblik i forandringsarbejdet med de 3 til 6-årige børn og deres forældre Ordene ”Vi” og ”os” referer gennem artiklen til familiekonsulenterne i Familiestuen. Afsnittene skrevet i kursiv er vores overvejelser og refleksioner. Navne som optræder i artiklen er anonymiserede.

Før og nu

ENNEM års erfaring er vi nået til konklusionen; Børn kan ikke altid vente på at deres forældre selv opnår bevidsthed omkring hvilke forandringer der skal til for at skabe trivsel! På trods af vores overbevisning om at der findes ressourcer hos de allerfleste mennesker oplever vi jævnligt forældre, som har svært ved at komme til nye erkendelser og på den måde blive bevidste om egen indflydelse på barnets trivsel. Det kan bedst betegnes som et paradigme skifte vi har været igennem de seneste år. Vi er gået fra at tage

udgangspunkt i en stringent systemisk defineret ramme, hvor vi grundlæggende tænker at forældrene gennem refleksion selv skal opspore dårlige vaner eller uhensigtsmæssige handlestrategier. Herved opnås bevidsthed, om hvad der skal ændres, så trivsel kan opnås. Vi byder jævnligt ind med temaer vi bestemmer skal diskuteres i gruppen eller individuelt. Med udgangspunkt i specifikke udmeldinger fra forældrene eller oplevelser i Familiestuen. Både under individuelle samtaler og i flerfamiliegruppen. Denne udvikling skyldes vores større erfaring samt et mere pragmatisk forhold til det terapeutiske arbejde. Vi er åbne for nye metoder og tilgange, vel vidende at den systemiske teori og metode fortsat er værdigrundlag for vores arbejde. En vedvarende nysgerrighed og et ønske om at skabe præcis den

På trods af vores overbevisning om at der findes ressourcer hos de allerfleste mennesker oplever vi jævnligt forældre, som har svært ved at komme til nye erkendelser

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

DEN FORLÆNGEDE ARM

kontekst, som passer til den enkelte families forandringsarbejde.

Familiestuen og os Overskriften ”Den forlængede arm” beskriver for os den position forælderen indtager overfor sit barn i en sund tilknytning. En position som kan sikre barnets grundlæggende udvikling og trivsel gennem hele barndommen. Barnet får hjælp til at lære ting i livet det ikke selv mestrer endnu. At være i denne position som forælder kan være forbundet med at mærke vrede, frustration, magtesløshed fra sit barn. At øve sig i at vurdere hvornår jeg som forælder skal være bagved og skubbe blidt, hvornår jeg skal gå ved siden af og støtte og hvornår jeg skal være foran mit barn og vise vejen1. Forældrene som er tilknyttet Familiestuen har ofte store udfordringer i forhold til at udfylde rollen som deres barns forlængede arm. De kan have svært ved at rumme barnets ked af det hed, frustration, vrede, magtesløshedsfølelse og så videre. Barnet får derved svært ved at spejle sig i sine nærmeste omsorgspersoner, når noget bliver vanskeligt, hvilket

er en tilstand som er tæt forbundet med det at lære nyt. Konsekvensen er at barnet ikke opnår fortrolighed med egne følelser og derfor ikke udvikler redskaber til at regulere sig selv, hvilket er altafgørende for at kunne indgå i sunde sociale relationer. Den hollandske børnepsykolog og familieterapeut Arianne Struik2 beskriver det således; ”Du kan tænke at følelserne er som en bølge. Når du kæmper imod bølgens kraft, føles det som om du er ved at drukne. Hvis du i stedet lader dig glide med bølgen, ender du inde på stranden” Vi forsøger løbende at svare på spørgsmål som; Er tilknytningen ok? Er der sikkerhed nok for barnet? Er følelsesreguleringen hos forælderen ok? Det er spørgsmål som er en hjælp for os i forhold til at navigere i familier med mange og

1 Citat; Rikke Etly Lyngdam, psykolog, Foliko 2 Treating Cronically Traumatized Children- Don`t Let Sleeping Dogs Lie! Arianne Struik, Taylor and Francis Ltd, 2010

ILLUSTRATION; PETRA BILLE, 13 ÅR

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

DEN FORLÆNGEDE ARM

svære udfordringer i livet. Samtidig har vi en vigtige opgave i at betrygge forældrene3. At støtte forælderen så hun eller han i højere grad bliver i stand til at forstå hvad barnet kalder på. Forælderen bliver derved mere tilgængelige i forhold til barnets behov. Der skal arbejdes på at forælderen bliver i stand til at tilsidesætte egne følelser og behov. Forælderen bliver på den måde en hjælp for barnet, så barnet kan lære at regulere dets egne følelser og behov4.

Hvad gør vi nu? Vi forsøger at sætte os i forældrenes sted. Hoppe ind i deres landskab og hjælpe med at folde det ud og tjekke om det giver mening og kan bruges. Det er vigtigt vi altid er klar til at forlade vores hypotese, hvis ikke den giver mening for forældrene.

3 Epistemic Trust, (Velbegrundet tillid) henviser til den specifikke form for tillid, det kræves for en person for at muliggøre social læring, om ”hvordan vi opføreros under visse omstændigheder” Den velbegrundede tillid er netop tilliden til værdien af socialviden, at en potentiel ”lærer” kan have noget at tilbyde den potentielle lærende. Denne tillid bygger på og udløses af en viden om, at læreren har tilegnet sig viden og på sympatisk vis forstået de afgørende ting om mig og min situation-mentalisering. Tillid til at den anden har bemærket og forstået, hvordan det er at være mig, her, nu, i denne kontekst.

Denne særlige tillid skal være repræsenteret i mange af de relationer flerfamiliekonteksten arbejder i; familie til familie, forældre til barn, familie til lærer/pædagog ect. Eia Asen, Anna Freud Center, London 2016

4 Treating Cronically Traumatized Children- Don`t Let Sleeping Dogs Lie! side 106, øverst Arianne Struik, Taylor and Francis Ltd, 2010 5 Mentaliserings baseret Terapi(MBT-F), Eia Asen og Peter Fonagy “The art and science of resilience and treatment” Puglia, Italien, September 2016 og ”Mentaliseringsbaserede terapeutiske interventioner i familier”, Systemisk Narrativt Forum, nr. 3, juli 2014

Det er vigtigt vi altid er klar til at forlade vores hypotese, hvis ikke den giver mening for forældrene

Den største forandring er nok i de situationer hvor vi stopper dårlig mentalisering. Når en forælder eksempelvis siger; ”Hvis ikke du holder op med at opføre dig sådan, kan du ikke bo hos mig” eller når en forælder siger om sin 4 årige søn imens han er tilstede; ”Han er ond og jeg kan ikke holde ham ud mere”. I den slags situationer er vi tydeligere nu. Vi handler som oftest i nuet og siger direkte til forælderen at det ikke er i orden og at barnet ikke kan tåle det. Gerne fulgt at en forklaring på hvad effekten er for barnet. Her kan det også være en mulighed at stoppe op og spørge til hvad forælderen tror at barnet tænker lige nu5. Den sidste mulighed afhænger af forælderens evne til selvregulering og sandsynligheden for om der lige i dette øjeblik er kontakt til den reflekterende del af hjernen. Om mentalisering er mulig. At tage udgangspunkt i nuet og hvad der sker i Familiestuen og arbejde direkte med det er ikke nyt. Forskellen er nu at vi oftere sætter retning. Det er vores ansvar som familieterapeuter at tage fat i det som kan være skadeligt eller usundt for børnenes trivsel og udvikling. Fokus er her barnets perspektiv, hvilket kan være vanskeligt at tale med forældre om. At balancere på en line, hvor det skal lykkedes at skabe ny viden og indsigt hos forælderen, uden at det efterlader en følelsen hos forælderen af ikke at

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

DEN FORLÆNGEDE ARM

være noget værd. Forældrenes rygsæk er ofte fyldt med oplevelser af ikke at slå til. Både egen barndom, herunder skolegang, og i rollen som forælder. Når vi har samtaler, spørger vi, som så mange andre, hvad forælderen tænker er vigtigst at tale om. Vi suppleret nu med temaer eller oplevelser vi vælger skal have fokus under samtalen og det er nyt. Vi brugere i højere grad vores faglige viden og kompetencer til at vurdere hvad barnet har brug for som øverste kontekst og ikke alene hvad forælderen selv vælger. Vi præsenterer vores faglige viden gennem sætninger som; Vi har for nylig læst en undersøgelse som siger at…, I forhold til udviklingspsykologi kan et barn i den alder ikke…. En gang havde vi en familie som profiterede af…. Dette for at undgå at vi kommer til at fremstå som bedrevidende eller eksperter. En tilgang, som får forældrenes nervesystem mere i ro. Vi undgår diskussioner om rigtig og forkert, fordi udsagnene ikke direkte er vores. I vores kultur kan stilen virke konfronterende. Det er vores oplevelse, at når vi bruger fagligheden så tydeligt, kombineret med en ydmyg tilgang, har det en betryggende effekt på forældrene. Svar kan skabe ro hos forældre, hvis indre er præget af usikkerhed. Vi er godt klar over at der findes rigtig mange måder at være familie på. Alligevel oplever vi ofte situationer hvor en forælder fortæller noget, som vi er nød til at reagere på. Både som tidligere nævnt hvor det handler om barnets tarv, men også hvor den mistrivsel, der beskrives, handler om forælderen

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

selv. Her giver vi os god tid til at høre beskrivelsen. At dvæle ved fortællingerne. Vi gør det herefter tydeligt at situationen ikke er ok. Vi spejler forælderen i hvad han eller hun er en del af. Ikke som kritik af det som sker, men formuleret som en omsorg for forælderen. Det handler rigtig ofte om oplevelser hvor forælderens egne grænser bliver overtrådt. At hun eller han, som menneske, ikke magter at ”står op for sig selv”. En mor fortæller om nogle voldsomme oplevelser med en ekskæreste, som har udøvet vold mod hende, mens deres fælles datter på 3 år har overværet det hele. Måden moderen fortæller om oplevelserne på får os til at tro at det er langt tid siden det er sket. Vores fornemmelse er at der har været sikkerhed omkring mor og datter, siden et ophold på krisecenter syv måneder tidligere. På spørgsmålet om hvornår det er sket fortæller moderen at det kun er lidt over en uge siden! Vi får etableret ekstra netværksmøde og tre

Det handler rigtig ofte om oplevelser hvor forælderens egne grænser bliver overtrådt

DEN FORLÆNGEDE ARM

dage senere er familien tilbage på krisecenter. Måske har vi undervurderet effekten af den angstdæmpende medicin moderen har taget i lang tid. Hun fortæller om den voldsomme episode, uden tydelige tegn på at hendes nervesystem er på overarbejde. Når vi bliver bevidste om hvor stor usikkerhed mor og datter er i kan vi sætte familiens arbejde i Familiestuen ”på pause” til der igen er etableret rimelig sikkerhed og det igen bliver muligt at skabe forandring. Selv med mindre dramatiske hændelser end eksemplet ovenfor er det en usundt tilstand for forælderen ikke at kunne ”stå op for sig selv”. Ligeledes usund for barnet, når dets vigtigste omsorgsperson er i den situation. Udover selve risikoen for traumer, hos barnet, har vi en hypotese om at denne ”tilstand” kan gøre det endnu vanskeligere for barnet, at mærke forælderens autenticitet.

Flerfamiliegruppens muligheder Vi har valgt at give en kort beskrivelse af flerfamiliegruppens muligheder da flere af vores eksempler er taget fra individuelle samtaler. I gruppen får forældrene en oplevelse af ikke at stå alene med problemerne. At være i samme båd. Mulighed for at se og erfare mange måder at være familie på. Få ideer og støtte fra gruppen, når noget er svært. Lytte på de andres historier og blive bevidnet i gruppen gennem fortælling af egne historier, som skaber håb og ny energi. At erfare at en låst situation kan ændres til det bedre. Forælderen kan opnå en følelse af at være vigtig for gruppen at føle sig noget værd som

I gruppen får forældrene en oplevelse af ikke at stå alene med problemerne

forældre. At se de andre og blive set. Forældre med mange udfordringer i livet føler ofte ensomhed og stigmatisering. Her kan gruppen være en rigtig god mulighed for igen at føle sig noget værd i forhold til andre. En SMS hvor en forælder spørger om en mor er ok fordi hun ikke møder op i gruppen en morgen kan have stor betydning. Forældrene indgår som udgangspunkt i en symmetrisk relation med hinanden. Det gør, i sagens natur, at vi i højere grad kan ”trække os”. Vi er procesansvarlige og intet af det vi sætter i gang er tilfældigt. Vi kan af gode grunde ikke styre hvad der udspiller sig i denne ramme, hvilket selvfølgelig er en fordel. Hvad der sker i rummet kan vi så vælge at ”dykke ned i” sammen med forældrene. Forældrene henvender sig ofte til os, når noget bliver vanskeligt. Vi sender for det meste denne invitation videre og spørger om en eller flere af de øvrige forældre vil hjælpe. Her er der rig mulighed for at forældrene kan øve sig i at være deres barns forlængede arm ”in action”

Lisa, mor til Sebastian 5 år Lisa sidder fremme på kanten af sofaen. Hun rykker sig frem da talen falder på en konflikt mellem Sebastian og hende. På spørgsmålet om hvad Lisa tror der sker, når hun ikke magter at stoppe diskussionerne

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

DEN FORLÆNGEDE ARM

med Sebastian svarer hun; ”jah jeg ved det ikke rigtig. Jeg synes nok bare at han har krav på en forklaring” Lisa bliver ked af det og forsøger at holde tårerne tilbage og siger; ”Jeg tror det er fordi det er så vigtigt for mig ikke at ignorere ham. Det er det værste jeg ved” Eva; ”Så frygten for at Sebastian skal føle sig ignoreret eller afvist, får dig til at fortsætte med at give ham forklaringer”? Lisa; ”Ja, jeg hader selv hvis nogen ignorerer mig. Jeg oplevede en gang, hvor jeg skulle sige farvel til en venindes datter. Da jeg vinkede og sagde farvel kiggede hun bare op på mig og fortsatte med at tegne. Jeg var ved at eksplodere inden i af raseri. Jeg synes det var så groft!” I eksemplet ovenfor kan vi gå flere veje. Vi kan dykke ned i det eksempel Lisa selv kommer med om at Sebastian helst skal have en forklaring. Vi kan gå med Lisa gå på opdagelse i hvorfor det er så vigtigt for hende med forklaringerne. Vi kan også tale med Lisa om selve oplevelsen hjemme hos veninden og på den måde hjælpe Lisa til at få kontakt med følelserne igen i en situation som ikke er ”farlig”. En mulighed for at gennemgå oplevelsen med hendes nervesystem nogenlunde i ro. Mentalisering bliver mulig. Tale med Lisa om nye veje at gå, når hun bliver ”overmandet” af stærke følelser som denne. Findes andre oplevelser, som sætter følelserne i gang? En tredje vej er at tale med Lisa om hvad der sker i rummet lige i det øjeblik hun sætter sig frem i sofaen og begynder at

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

græde. At vi i nuet viser Lisa at vi ser hende og de følelser hun så tydeligt udtrykker. Vi kommer ikke med løsninger. Her skal være plads til Lisas fortælling, vi er lyttende, vores kropssprog signalerer ro så Lisa får en følelse af at være god nok, selv om hun måske for første gang siger dette højt. Lisa får mulighed for at spejle sig i vores reaktion som er nærværende og ikke fordømmende.

Sanne og Henrik, forældre til Adam 5 år Sanne fortæller hvordan hun føler sig splittet mellem den opdragelse hun har fået af sine forældre som var Jehovas vidner og hendes egen oplevelse af hvad der er rigtigt for hendes to børn. Sanne fortæller at hun ikke er udstødt, men at hun som voksen har trukket sig væk fra bevægelsen. Sanne; ”Jeg er opdraget med så meget skyld og skam. Jeg har virkelig ligget under for hvad min far sagde var rigtigt og forkert. Han er en tyran. Det var utænkeligt at jeg sagde hvordan jeg selv havde det”. Sanne fortæller videre om nogle gode oplevelser med Adam de sidste par dage. Tommy spørger om Adam godt var klar over

Vi kommer ikke med løsninger. Her skal være plads til Lisas fortælling, vi er lyttende.

DEN FORLÆNGEDE ARM

at Sanne blev glad for det han gjorde og sagde. Sanne siger at hun fortalte Adam at han var dygtig og at det var godt klaret. Tommy spørger igen Sanne om hun tror at Adam var klar over hvad hun, som mor, følte lige der. Sanne flakker lidt med øjnene og ser på Henrik. Eva spørger Henrik; ”Du kender Sanne rigtig godt. Hvad tror du hun tænker lige nu?” Henrik; ”Jeg kan se at Sanne er rigtig ramt og at hun har lyst til at forsvinde” Eva til Henrik; ”Hvad er bedst at gøre lige nu for at vise Sanne at du passer på hende”? Henrik rykker tættere på Sanne, lægger hånden på hendes ben og aer hende forsigtig. Henrik beskriver hvordan Sanne i mange år har været plaget af sin opdragelse. Henrik siger at det er rigtig svært for Sanne at vise følelser. Han forklarer at det altid har været svært for Sanne. Sanne siger tydelig berørt; ”Det har aldrig været accepteret af mine forældre at jeg viste følelser. Jeg ved godt at vi har talt om at det er vigtigt for Adam og Nicolai at jeg viser mine følelser, men jeg kan ikke” Eksemplet afsluttes med et forsøg på at mentalisere nuet. At tale om det som sker lige nu og de følelser, der er på spil. Guidningen af Henrik er selvfølgelig kunstig. Alligevel tænker vi at Sanne kan bruge den omsorg hun mærker. Det er tydeligt at hun føler sig støttet i dette øjeblik Henrik viser, i handling, at han er der for hende. I et kort øjeblik lykkedes det at mindske det gab der er mellem Henrik og Sanne. Rent fysisk

Guidningen af Henrik er selvfølgelig kunstig. Alligevel tænker vi at Sanne kan bruge den omsorg hun mærker.

i sofaen og i deres relation i øvrigt, som med deres egne ord er slidt af udfordringer med børnene. At skabe mulighed for at Sanne og Henrik bedre bliver i stand til at se hinandens hensigter og ønsker. Fælles for disse små indblik er at forældrene skal have mulighed for at læne sig op af os og opleve ikke at blive set ned på. Både i vores kropssprog, handling og kommunikation. At minde os selv om styrken i stilhed og tiden til fordybelse. At give Lisa, Sanne og Henrik mulighed for at spejle sig i os ved at vise dem at deres ord og handlinger ikke får os til at tvivle. Ikke får os til at gå. At vores nervesystem fortsat er i ro, hvilket er afgørende for at forældrene får deres eget nervesystem i ro. At opbygge følelsen af at være god nok og turde stå op for sig selv. Det kan lyde selvfølgeligt og lige til, men det kræver både en stor kollegial sikkerhed, en vis egen robusthed og mod. I første omgang handler det for os om ikke at få for travlt. Ikke at handle eller forsøge at løse noget. Når Eva siger; ”Tommy, vent lige et øjeblik” ved Tommy med det samme at det betyder, at han har for travlt og bruger for mange ord. Vi skal i stedet udvise ro og give Lisa, Sanne og Henrik mulighed for at ”være i følelserne” sammen med os. Vi betrygger dem ved at vise at det er ok. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på at

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

DEN FORLÆNGEDE ARM

forældrene ofte selv er klar over at det de har budt deres børn ikke er i orden. Det smertefulde i, som forælder, at skulle erkende ansvaret for de livsbetingelser man har givet sit barn. Her skal vi sideløbende arbejde på at indgyde forældrene håb og støtte dem i at opbygge et nyt sprog for det som er sket. At vi tør tale åbent om det som har været svært i familien. Der udover gå på opdagelse i forælderens egne intentioner og hensigter, i de situationer hjemme, hvor livet har været vanskeligt. Forælderens selvbillede bliver styrket positivt og barnet får kendskab til nye sider af deres mor eller far. Nye historier som barn og voksen kan bruge i processen med at opnå større trivsel. Barnet bliver fritaget for ansvar og skyld i det som er sket og forælderen kommer i højere grad til at fremstå autentisk. At forældrene kan bruge det de ser os gøre i forhold til deres eget barn. Forældrene kan spejle sig i os og bruge vores ord og handling, som et stillads. At vi i situationer som disse kan fungere som forældrenes forlængede arm. Vores oplevelse er at mange af de børn og forældre som er tilknyttet Familiestuen har svært ved at finde ro. At de fleste af børnene

6 Affektregulering mentalisering og selvets udvikling, Peter Fonagy mfl. Akademisk Forlag 2007 7 Treating Cronically Traumatized ChildrenDon`t Let Sleeping Dogs Lie! Arianne Struik, Taylor and Francis Ltd, 2010

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

kender sig selv og sit eget indre følelsesliv meget dårligt6. Vores mål er at gøre forældrenes egen tvivl mindre, så den ikke får magten. At forældrene på sigt bliver i stand til at møde deres eget barn, som vi møder dem. At forælderen kan magte at være støttende og rolig, når barnet reagere med frustration, vrede, ked af det hed og så videre. Her bliver det muligt for forælderen at foretage en sund spejling af barnets indre psykiske tilstande7. En opmærksomhed som i høj grad skyldes den inspiration vi har hentet fra neuropsykologien. Vi bruger jævnligt metaforen om forælderen som fyrtårnet og barnet som sidder i en robåd ude på havet. At forælderen siger og gør noget som får fyrtårnet til at lyse, så barnet ved hvilken retning det skal sejle. Metaforen får særlig betydning, når der er et højt konfliktniveau i familien og barnet derved befinder sig midt i en storm. Eller i familier med meget ringe kommunikationsniveau, hvor svigtet kan ligge i manglende eller ingen kontakt. Her er ingen storm, men behovet for et tydeligt ”fyrtårn” er mindst lige så stort. Barnet får mulighed for at træne dets egen

Forældrene kan spejle sig i os og bruge vores ord og handling, som et stillads

DEN FORLÆNGEDE ARM

evne til affektregulering, med den tryghedsskabende voksne som støtte. Her er flerfamiliegruppen et godt sted at øve sig. Forældrene kender hinandens ønsker for forandring. Når udfordringerne opstår kan de første skridt tages med hjælp fra gruppen. Det kan blive lidt lettere at holde fast i sig selv som forælder, når tvivlen kommer på besøg.

Relationen Relationen mellem forælderen og os er altid vigtig. Vi har de sidste par år forsøgt at blive klogere på hvad vi bringer ind, som styrker relationen. Ikke der hvor den professionelle rundhåndet videregiver erfaringer fra eget liv. Der hvor vi med uærbødighed og nysgerrighed kan blive klogere på hvad der får forælderen til at sige netop det personen gør. Ud fra hvad hun eller han er blevet mødt af tidligere i sit liv. Alt det som har formet dette menneske. Tillid eller mistillid, kærlighed eller ikke at føle sig elsket, at blive set, som den jeg er eller ikke blive set og så videre. At blive klogere på os selv og hvad vi hver især bringer med i arbejdet fra eget liv, som kan forhindre at vi bevare nysgerrigheden. At forsøge at lægge vores egne fordømmelser ned gennem uærbødighed, når vi som professionelle får ”besøg” af vores fordomme

At blive klogere på os selv og hvad vi hver især bringer med i arbejdet fra eget liv, som kan forhindre at vi bevare nysgerrigheden og værdier om rigtig og forkert. Turde se dem i øjnene, blive dem bevidst og så vælge at være uærbødige over for dem. At lykkedes med, i et øjeblik, at sætte dem på holdt. En generel oplevelse hos forældrene af ikke at slå til kan skabe en grundlæggende følelse af skam. Når det lykkedes for os at mindske skammen og forældrene viser tegn på tryghed og tillid i forandringsarbejdet er det netop denne effekt som kan mærkes. At vi betrygger forældrene og skaber en oplevelse hos dem af velbegrundet tillid8. I det øjeblik kan forældrene vise sårbarhed og forandring bliver mulig9.

Mette, Peter og deres døtre Isabella 6 år og Katrine 3 år Mette fortæller at Saida, som er pædagog i Katrines børnehave vil have Katrine sprogtestet. Peter siger at det ikke kommer til at ske. Vi spørger til hvorfor. Peter siger at det er noget pjat, fordi Katrine taler fint der hjemme. I de følgende ordvekslinger bliver det tydeligt at

8 Epistemic Trust, (se fodnote 3 ovenfor) Eia Asen, Anna Freud Center, London, 2016 9 ”Det eneste værn mod skam er sårbarhed…” fra artiklen ”Det moderne menneske skammer sig alt for meget” Krista Korsholm Bojesen, Politiken 9. januar 2017

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

DEN FORLÆNGEDE ARM

der er meget mere på spil end selve sprogtesten. Peter fortæller at det er noget mærkeligt noget at Saida skal sprogteste deres datter, når hun ikke en gang selv kan tale ordentligt dansk. Blandt andet her kommer vi på overarbejde i forhold til vores egne værdier. Vi holder os ude af racismediskussionen og Eva vælger en position, hvor hun konstaterer at det må være rart for dem, som forældre, at børnehaven tager deres datter alvorligt og gerne vil være på forkant, hvis der er noget som skal trænes ekstra. Eva holder fast i positionen, hvor hun påskønner pædagogens ordentlighed. Samtidig giver Eva endnu en kant, når hun mener, at hvis Saida laver sprogtest må det være et udtryk for, at hun er uddannet til opgaven. Tommy fokuserer på at tale med Peter og Mette om hvad der følelsesmæssigt sker med dem undervejs i samtalen. Træning i at mentalisere øjeblikke i samtalen, hvor følelserne tydeligt er på spil. At forældrene støtte hinanden, når følelserne på en måde tager magten. Vi kender familien godt og forsøger at komme bag ved den rigide tilgang forældrene ubevidst vælger, når de føler sig pressede. Mette får mere og mere energi og det er tydeligt at mærke hendes vrede. Pludselig siger hun; ”Jeg kan ikke lide hende,

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

Saida. Det var hende som for nogle år siden sagde til mig, at hun tænkte der var noget galt med Isabella.” Vi har arbejdet med familien gennem længere tid. Begge forældre har oplevet en lang række nederlag, psykisk-og fysisk vold gennem deres opvækst. Når Mette og Peter ikke føler sig forstået af omverdenen opstår et klassisk mønster, hvor begge forældre reagerer med vrede og fastlåsthed. Situationer hvor de ikke er i stand til at se hvad der er bedst for deres barn. I dette tilfælde har de brug for støtte til at skille tingene ad. Til blandt andet at bevare nysgerrigheden på hvorfor Mette reagerer som hun gør og hvad der får den ”gamle” oplevelse med Saida til at have så stor betydning i dag. Vi etablerer ligeledes et møde hvor forældrene, Saida og vi deltager i forsøget på at få samarbejdet tilbage på sporet. Vi støtter forældrene og Saida i at få øje på de gode hensigter, som forhåbentlig fortsat gemmer sig bag frustrationerne. Samtidig er det vores mål at give Saida et lille indblik i hvad Peter og Mette har med sig uden at udstille dem. Vores erfaring siger os at de professionelle omkring familierne opnår en større grad af

Begge forældre har oplevet en lang række nederlag, psykisk-og fysisk vold gennem deres opvækst

DEN FORLÆNGEDE ARM

nysgerrighed og tålmodighed, når de kender lidt til familiens livsbetingelser. Peter og Mette har, på flere niveauer, brug for støtte til i højere grad at være Katrines forlængede arm.

At have modet til at ”skubbe” til forældrene for at få hemmelighederne og ind i mellem løgne ud i lyset

Forandringsarbejdet kræver mod Vi er godt klar over at rigtig mange familieterapeuter øver sig i at være modige. Det gælder også os. Her menes mod på flere niveauer. At turde tale med børn og voksne om det som kan være forbundet med sorg, ked af det hed, vrede frustration og så videre. At have modet til at ”skubbe” til forældrene for at få hemmelighederne og ind i mellem løgne ud i lyset. På trods af denne opmærksomhed tænker vi at vores mod ind i mellem svigter os. Når vi oplever forældre som gang på gang vælger ikke at fortælle børnene, hvad der sker omkring dem, får vi brug for at reagere. Når vi ved at børn generelt påtager sig skyld og føler sig forkerte, når der er mistrivsel i familien10. Alligevel har vi en tendens til at give forældrene ret, når de siger at de holder mund for at skåne børnene11. Vi øver os i at være modige. Sætningen; ”Hvis ikke vi gør noget er der ingen som gør

det” hjælper os. Vi er nød til at øve os for at blive bedre. At turde stille os til rådighed for forældrene som deres forlængede arm under forandringsprocessen. Fordi vi ind i mellem oplever at vores egne forforståelser eller forsvarsmekanismer vil forsøge at få os til at krybe udenom. Eller vores tvivl om hvor vidt vi er dygtige nok. Vores tanker som professionelle om hvad der vil ske, når vi udfordrer forælderen, er ofte værre end den virkelighed vi møder. Det interessante er at forældrene meget ofte beskriver den samme mekanisme i samspillet mellem dem og deres barn. Altså forælderens frygt for hvordan barnet vil reagere på eksempelvis et stillet krav kan få forælderen til at opgive sit forehavende. Når vi tør at være uærbødige overfor pænheden bliver vi bekræftet i at det kan betale sig. At gå imod vores egne fordomme og for forståelser af hvad vi oplever som rigtigt og forkert.

10 Hvad børn ikke ved- har de ondt af- bryd tavsheden, Karen Glistrup, Hans Reitzels forlag 2014 11 Hvad børn ikke ved- har de ondt af- bryd tavsheden, Karen Glistrup, Hans Reitzels forlag 2014

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

BOGSTAFETTEN

MIA LIND

JEG HEDDER MIA LIND og jeg er 40 år. Gennem mine 11 år som psykolog har jeg været ansat i forskellige offentlige institutioner samt sideløbende haft egen praksis. Jeg har særligt beskæftiget mig med terapeutiske samtaler med mennesker, som har oplevet vold og/eller seksuelle overgreb samt været underlagt stress eller andre belastningsreaktioner. Ligesom

jeg har været optaget af at bistå børn, unge og deres familier med at genfinde fodfæste og trivsel i tiden efter indlæggelse eller ambulant psykiatrisk udredning. Mit menneskesyn og praksis hører hjemme inden for rammerne af den narrative og systemiske teori/ terapi, mens mit teoretiske ståsted er funderet i socialkonstruktionistisk og poststrukturalistisk tænkning.

Samtale, Sprog og Terapi Et postmoderne perspektiv HARLENE ANDERSON

HANS REITZELS FORLAG 2003

EG STØDTE på Harlene Andersons bog ”Samtale, Sprog og Terapi. Et postmoderne perspektiv” i forbindelse med dens danske udgivelse i 2003. Jeg var i færd med specialeskrivningen ved udgangen af mit psykologstudium, og var optaget af psykoterapiens sociokulturelle forankring, dens historiske arv og dens aktuelle muligheder for at komme til udtryk. Jeg husker, hvordan jeg som studerende fandt mig godt tilrette i Andersons veloplagte og grundige formidling af en socialkonstruktionistisk og postmoderne psykologisk praksis. Jeg forelskede mig i ideerne om terapeuten som ”ikke-vidende”, og i tankerne

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

om terapeuten som en gæst, der med nysgerrighed og ydmyghed kunne blive inviteret ind i menneskers liv for at bistå foretrukne forandringer. Som færdiguddannet psykolog oplevede jeg, at ideerne kom til live i mit møde med den systemiske og narrative terapi og praksis, og at de blev udfordret og sat på prøve i et offentligt system, hvor lineær tænkning, løfter om evidens og målbare effekter findes forførende, og hvor behovet for enkle løsninger på komplekse problemer kan foranledige os til at give hurtige svar frem for at stille yderligere spørgsmål. Gen-læsningen af Andersons bog har dertil bibragt mig skærpet opmærksomhed på de blinde pletter, jeg ufravigeligt har tilegnet mig over tid, og kastet nyt lys over de

BOGSTAFETTEN

diskursive og identitetsskabende processer jeg som psykolog, i mødet med andre mennesker, også skabes og er medskaber af. Jeg vil derfor gerne indlede med at sende en stor tak til min foregående anmelder Grethe Lohmann Jayatissa for tildelingen af Bogstafetten! I ”Samtale, Sprog og Terapi. Et postmoderne perspektiv” fremlægger Harlene Anderson udviklingen af sin terapeutiske teori og metode som en samvirkende proces mellem et poststrukturalistisk landskab og de responser, hun løbende sikrer sig at få fra de klienter, hun samarbejder med. Fokus er, hvordan dialogiske samtaler mellem klienter og terapeuter kan bidrage til at skabe forandringer i personers liv. Undervejs gennemgår Anderson centrale begreber, gengiver terapeutiske samtaler, stiller læseren sine egne refleksioner til skue, og levendegør derved de konstante dilemmaer, der dukker op, når vi, som samtalepartnere, inviteres ind i klienters liv. ”Samtale, Sprog og Terapi. Et postmoderne perspektiv” præsenterer sig herved som et kludetæppe af berigende eksempler fra praksis og væsentlige systemiske og narrative tænkeres perspektiver og udsagn.

Bogens første del tegner et billede af psykoterapiens, og Andersons egen, bevægelse fra individuel terapi til familieterapi, fra fokus på det intrapsykiske til det interpersonelle, fra egenskaber til sproglige konstruktioner, fra 1.2.ordens kybernetik m.m. Hun inviterer stemmerne fra Jay Hayley og John Weakland, fra Gregory Bateson, Humberto Maturana, Tom Anderson, Lynn Hoffmann og ikke mindst Harry Goolishian på banen, og kontekstualiserer og historicerer egne tanker samtidig med, at hun giver sit bud på et overblik over den psykoterapeutiske historie og kultur. Anderson formidler den metodiske og teoretiske manøvre fra konstruktivisme til socialkonstruktionisme og fører os behændigt gennem indflydelsen fra tænkere som de franske filosoffer Jean-Francois Lyotard, Jacques Derrida, Michael Foucault m.fl. samt fra samfundsteoretikeren John Shotter, historikeren Jerome Bruner og ikke mindst fra en af socialkonstruktionismens stærke fortalere Kenneth Gergen. Ad denne vej leder Anderson læseren frem til det aktuelle projekt: at bygge bro til en postmoderne, socialkonstruktionisk og filosofisk terapi. Bogen igennem fornemmer man tydeligt bredden og dybden i Andersons

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

BOGSTAFETTEN

teoretiske og praktiske erfaringslandskab, og hun veksler meningsfuldt mellem abstrakt teori og konkret praksis. Dette gør bogen både uhøjtidelig og forpligtende, og der tegnes en retning for den sti, vi kan træde ad i et dialogisk samarbejde, hvor terapeuten ikke længere er ekspert eller alvidende.

på, terapeutens stræben efter at imødegå klientens synspunkter og endeligt terapeutens vedvarende forsøg på at forstå dem. Anderson skriver; ”Hvis man lader klienten bestemme, bliver man ledt derhen, hvor man nødvendigvis bør være … ” (side 84).

I lyset af min nuværende erfaringsbaggrund kan jeg se, at det især er disse pointer, der har I bogens anden del udfolder Anderson konfulgt mig i mit professionelle virke. I mødet med krete erfaringer og eksempler fra samtaler, og mennesker udsat for voldelige eller seksuelle læseren inviteres gennem direkte spørgsmål overgreb har de skærpet min opmærksomhed til at forholde sig aktivt til både Andersons på, hvordan jeg kan indbyde til meningsgivenog egen praksis. Harlene Anderson præsende samtaler med et menneske, som kan have terer de metodiske og praktiske implikationer oplevet sine grænser overtrådt, som kan have ved den ”ikke-vidende” terapeutposition, som oplevet sig genfortalt af andre uden at blive ikke dikterer, at vi intet må vide, men i stedet hørt og som, for manges vedkommende, oplehandler om, hvad vi gør med det, vi ved. De ver et tab af identitet, sammenhæng, mening etiske forpligtelser i terapeutisk praksis er, i og værdighed. Ikke alene på grund af selve Andersons øjne, således terapeutens måder at overgrebet, men ofte fordi mange af disse handle i forhold til egen virkelighedsopfattelse mennesker efterfølgende oplever at blive set på, talt til og skabt som ofre. En kvinde fortalte mig engang, at det En kvinde fortalte mig envar i mødet med systemet: sundhedsgang, at det var i mødet med væsen, politi og retsvæsen, at hun oplevede at bliver offergjort, at miste systemet: sundhedsvæsen, sin stemme og blive sat uden for indpoliti og retsvæsen, at hun flydelse. Positionen som en stærk, selvbevidst, ansvarlig kvinde, der havoplevede at bliver offergjort, de været udsat for fysiske voldsomat miste sin stemme og blive heder, var, ifølge kvinden selv, simsat uden for indflydelse pelthen ikke kulturelt tilgængelig eller

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

BOGSTAFETTEN

acceptabel i det ”system” af forforståelser, som skulle hjælpe hende. I hvert fald ikke uden hun samtidig måtte forholde sig til, at der blev sået tvivl om, hvorvidt et overgreb i så fald overhovedet kunne have fundet sted?! Pointen er her til dels, at vi aldrig kan vide, hvad der opleves som definerende af den enkelte. Ligesom pointen også er, at det heller ikke alene er op til den enkelte at skabe egne mulige positioner og responsmuligheder. Dertil spiller kultur, diskurs, kønskoder, forståelsesrammer osv. afgørende betydning.

Hun minder os om, at vi som samtalepartnere er ansvarlige for den måde vi bruger sproget på og for måden, vi vælger at få noget at vide på færdigheder osv. i spil. Målet er med Andersons ord ”… at etablere en dialog, der ”fænger”, og dermed bane vejen for klientens egne initiativer, frihed og muligheder (side 129).

Hos Anderson, som i den narrative terapis fokus på undtagelser, finder jeg, at det er i dialogens altid eksisterende mulighed for re-formulering, at vi opdager menneskets mulighed for forandring og gen-fortælling (side 289). Således har Andersons opmærksomhed på, at det er den mening og værdi, vi tilskriver andres (og egne) gerninger, der har betydning for disse gerningers effekt i vore liv, også fulgt mig gennem årene.

Bogens tredje del udfolder sig omkring Andersons refleksioner over begreberne viden og sprog. Her både forstået som den viden, klienterne har direkte adgang til gennem deres levede liv, og den viden terapeuterne har adgang til via deres erfaringer, metoder og faglighed. Anderson anser sproget som en skabende kraft, og mellemmenneskelig interaktion og relationer som grundlaget for konstruktion af identiteter og virkeligheder. Anderson inddrager også narrativet som sprogligt omdrejningspunkt og kobler herigennem psykologi, filosofi og sprogvidenskab.

I mine samtaler stræber jeg derfor fortsat efter ikke at lægge mig fast på, hvad vi skal tale om, men forbereder mig snarere på, hvordan jeg vil stille spørgsmål og deltage i samtaler, som bringer menneskets perspektiv, håb, viden,

Anderson bringer i denne del af bogen en påmindelse til os professionelle om, at vi, gennem lytte- og spørgemåder, er medansvarlige for de måder, narrativer skabes og genskabes på. Hun minder os om, at vi som samtalepartnere

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

BOGSTAFETTEN

er ansvarlige for den måde vi bruger sproget på og for måden, vi vælger at få noget at vide på. Harlene Anderson betoner her den særlige magtstruktur den psykoterapeutiske konstellation stiller os i. Hun understreger, at en socialkonstruktionistisk position langt fra ophæver moral og ansvarlighed, men snarere præsenterer en etik for, hvordan vi som psykoterapeuter er særligt forpligtede overfor de mennesker, som deler deres historier med os og dermed stiller deres selvforståelse til rådighed.

At den social-konstruktionistiske tænkning har stor værdi i mange organisationspsykologiske perspektiver og metodikker er der vist ingen tvivl om. Men jeg tænker ikke, at det er her Anderson har sin force – om end hun bestemt forsøger at give stafetten videre.

I ”Samtale, Sprog og Terapi. Et Postmoderne Perspektiv” stiller Harlene Anderson, som en kærkommen gæst, sit vokabular og sin filosofiske holdning og position til rådighed. Hun er inviterende og imødekommende. Men også krævende i sine teoretiske redegørelser og insisterende i de vedholdende invitationer til I bogens afsluttende del bevæger Anderson refleksion over egen praksis. Intet er uskyldigt sig væk fra den terapeutiske praksis og forog vi kan som terapeuter ikke være neutrale. holder sig til videreuddannelse af terapeuter og rådgivning af organisationer. I denne del af Derfor må vi reflektere. Derfor bør vi forholde os til betydningen af det, vi har med os. Anderbogen bliver hun, set med mine øjne, mindre son tilbyder en mulig retning for disse reflekkonkret og mere principiel i sin gennemgang. sioner og hun fremlægger nogle konkrete metodiske trædesten ind en dialogisk proces, som kan vejlede vores vej som terapeuter ud i samtalernes landskab. Ud i møIntet er uskyldigt og vi det med vores klienter. Ud i mødet kan som terapeuter ikke mellem mennesker som kan skabe være neutrale. Derfor må mulighed for en forandring. Det gør hendes bog værd at læse – og at vi reflektere. Derfor bør vi genlæse for alle som beskæftiger forholde os til betydningen sig med samtale, sprog og terapi.

af det, vi har med os.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

Mia Lind

VID

ICCP International Certification in Collaborative Practice har vokst ut av en postmoderne, sosialkonstruksjonistisk orientering innen sosialt arbeid og terapi.

Harlene Anderson er en av av grunnleggerne av ICCP. Hennes tilnærming til terapi beskriver hun som en filosofisk holdning. VID høgskole har i samarbeid med Taos Institute og Harlene startet studiet Samarbeidende praksis i terapi.

ICCP Norden ønsker velkommen til BORGESEMINAR fredag 12.mai 2017 9.30-15.30

Invitasjon til samtaler & dialog i øyenhøyde

Tro mot ideen om ikke bare å

GJØRE

SNAKKE OM,

vil vi

samarbeid og dialog i praksis.

I år,som i fjor, samles vi rundt sofaen hvor vertene legger til rette for

GJESTENE

SAMSKAPING

gjennom dialogen.

inviteres inn i sofaen hvor samtalene blir til.

Påmelding innen 12.april til Marit Grave Halvorsen (gravemarit@gmail.com /+47 950 48 687) Dagsseminar inkludert lunsj kr 550 For eventuell overnatting: kontakt Borge hotell, Tønsberg http://www.hotellborge.no / +47 33 38 18 50

ANVENDELSEN AF

TEGNESKITSER I NARRATIV TERAPIS BEVIDNINGSPRAKSIS

ANNA BIRK Narrative Perspektiver

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 Â· 2017

TEGNESKITSER

Som psykolog i klinisk praksis kan personlige interesser præge hvilke terapeutiske metoder man orienteres imod og tilegner sig. Selv er jeg funderet i et kreativt og kunstnerisk felt, hvilket går godt i spænd med den narrative terapis inddragelse af æstetiske dokumenter såsom digte, musik og metaforer. Under mit praktikforløb udforskede jeg anvendelsen af tegneskitser, som er en praksis under udvikling i narrative terapi. Denne udforskning var drevet af begynderens entusiasme i samråd med min erfarne praktikvejleder psykolog Anne Romer. Resultatet er vores bud på en praksis for tegnebevidning, som præsenteres som en trinvis fremgangsmåde i denne artikel.

RTIKLEN vil desuden udfolde hvorledes en visuel og fysisk tegneskitse kan understøtte den narrative terapis bevidningspraksis. Jeg vil forsøge at udfolde hvordan, tegneskitsens fysiske og ”fastholdte” form kan tilføre en nyttig visuel dimension til den narrative terapis metodiske arbejde.

At udbygge praksis for bevidning Jeg vil først inddrage to relevante narrative begreber; hhv. eksternalisering og foretrukne fortællinger, og derefter kort redegøre for den narrative bevidningspraksis. Dette med henblik på at præsentere den nye praksisform ’tegnebevidning’ og argumentere for, hvorledes denne kan tilføre visuelle og hjælpsomme elementer til terapeutisk praksis.

Eksternalisering I det narrative felt er en grundpointe, at problemer anses, som noget personen står i relation til, ikke som noget iboende personen. Det handler om at gøre ”det muligt for mennesker at opleve en identitet, der er adskilt fra problemet: Problemet bliver problemet, ikke personen” (White, 2007:29). Eksternalisering bidrager til at reducere den magt, som problemet har over klienten. Den eksternaliserende sprogbrug i terapien understøtter klientens oplevelse af handlepotentiale og agenthed i livet ved at

I det narrative felt er en grundpointe, at problemer anses, som noget personen står i relation til, ikke som noget iboende personen

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

TEGNESKITSER

fremhæve, at klienten allerede er i gang med at gøre noget i forhold til at håndtere sit problem. Alle er agenter i deres eget liv i narrativ terapi (Westmark, 2009).

Flader for foretrukne fortællinger I den narrative terapi har man et særligt blik for, hvordan specifikke fortællinger bliver betydningsfulde i menneskets konklusioner om egen identitet. Antagelsen indenfor den narrative terapi er, at livet er multi-historielt,og at der altid eksisterer alternative, samtidige fortællinger at berette om erfaringer i det levede liv (Westmark, 2009). Den terapeutiske opgave er at synliggøre og historiesætte de initiativer, personen tager

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

og har taget i sit liv, ved at terapeuten lytter efter undtagelser/sprækker, som modsiger plottet i den dominerende fortælling. Der findes altid andre alternative og mere foretrukne fortællinger at folde ud, hvilket man bestræber sig på at tale frem i terapien og arbejde for at gøre mere troværdige for klienten. De foretrukne fortællinger kan give nye forståelsesflader af egen identitet (White, 2007). Til at understøtte den eksternaliserende praksis og troværdiggørelsen af foretrukne fortællinger anvender man bl.a. bevidning, som følgende afsnit vil beskrive i hovedtræk.

Bevidningspraksis Den narrative terapi tilbyder en

TEGNESKITSER

bevidningspraksis, hvor en eller flere personer overværer den terapeutiske samtale mellem terapeut og klient. I bevidningen er man interesseret i en tekstnær genfortælling af bl.a. foretrukne fortællinger, færdigheder, genkendelse, resonans og udvekslingen af erfaringer ((White, 2007; Holmgren, 2011). Bevidningen er opdelt efter fire kategorier med hvert sit fokus: 1. UDTRYK: Hvad hørte du personen sige, som du lagde særligt mærke til? 2. INDTRYK: Færdigheder og/eller bestræbelser: Hvad lagde du mærke til, at personen gjorde/kunne/ville/tænkte? Er der et billede, som er dukket op for dit indre øje, mens du sad og lyttede? Det kan være en metafor eller en stemning, der beskriver, hvad personen er i gang med eller bestræber sig på i sit liv? Det mentale billede kan sige noget om personens hensigter, drømme, håb eller værdier. 3. RESONANS. Er der en erfaring fra dit eget liv, som du kom til at tænke på ved at lytte på personen? Noget som vækker genklang hos dig og dit liv? 4. BEVÆGELSE/TRANSPORT. Efter du har lyttet til personen, er der så noget du får lyst til eller bliver inspireret til at gøre i dit eget liv? (White, 2007) Formålet med bevidningen er at lave en dekonstruktion af dominerende fortællinger samt

Tegningen kan udgøre en støtte til, at klienten lettere får øje på sin bevægelse og sine bestræbelser, når personen potentielt kan føle sig genkendt ved, at tegningen opsummerer og redigerer fortællingen i foretrukken retning

give den foretrukne fortælling flere nuancer. Metaforen (2) er medvirkende til eksternalisering af problemet, ved at vidnet beskriver et billede som metafor på, hvordan klienten er i gang med at håndtere sit problem (White, 2007). Via bevidning bestræber man sig på, at klienten oplever, at denne allerede er aktivt i gang med at håndtere sit problemog ikke står alene med at kende til problemet. Desuden kan bevidningen give oplevelsen at have betydning for og kunne ”røre noget” i andre mennesker med sin fortælling. Klienten oplever typisk at blive mødt med interesse, hvilket medvirker til at få en fornemmelse af sig selv (Holmgren, 2011). I følgende afsnit vil jeg kaste lys over, hvorledes vi har planlagt og gennemført tegnebevidning, som en del af bevidning, da vi havde en klar fornemmelse af, at dette kunne tilføre noget gunstigt.

Tegne-bevidning – en praksis på vej I dette afsnit vil jeg tage afsæt i andre praktikeres tanker om anvendelse af æstetiske elementer og tegneskitser i terapien, hvorefter jeg vil foreslå en praksisfremgang for tegnebevidning med inddragelse af enkelte praksiserfaringer.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

TEGNESKITSER

Æstetiske elementer i terapeutiske samtaler Nogle klienter oplever at ord er begrænsende, og her kan æstetiske elementer medvirke til at udtrykke det usigelige. Æstetiske elementer i terapien kan desuden være en udløsende faktor for, at terapeut og klient kan tale om problemet med en refleksiv distance, da det æstetiske materiale er noget, som kan betragtes på afstand. (Holmgren, 2006). Det æstetiske materielle element giver mulighed for at forholde sig og reflektere over sin situation, håb og værdier indenfor nogle abstrakte og fiktive rammer. At arbejde med æstetiske elementer, der afspejler aspekter af klientens fortællinger, understøtter altså den eksternaliserende praksis (Christensen & Grann, 2015).

erkendelser, som sproget ikke kan udtrykke. En given symbolik i en stregtegning eller en form kan sætte en bevægelse i gang, som ord ikke formår (Den Korte Snor, 2011). Tegningen kan, ligesom når man bruger tavlen som redskab i narrative samtaler, være med til at skabe et fælles visuelt ståsted i samtalen (Romer & Saxtorph, 2014). Tegningen kan udgøre en støtte til, at klienten lettere får øje på sin bevægelse og sine bestræbelser, når personen potentielt kan føle sig genkendt ved, at tegningen opsummerer og redigerer fortællingen i foretrukken retning.

Tegneskitsen som en foretrukken fortælling i fastholdt fysisk form

Ved at tegneskitserne kan afbillede foretrukne fortællinger, kan man anse tegningen for et ”kontra-dokument”, forstået som et dokument for den foretrukne fortælling, som yder modDen visuelle dimension magt til den dominerende problemfortælling. Hvad er det, billeder kan i terapien, som ord Det muliggør, at klienten via tegneskitsen kan ikke kan? Et visuelt materiale kan bidrage til en fastholde sit blik for andre foretrukne fortælanderledes form for samtale ved at åbne for linger, der ligger udenfor problemhistoriens andre måder at opleve virkeligheden på. Det viindflydelse. suelle materiale kan fx rumme sansemæssige Tegningens karakteristika om at være en fornemmelser af bevægelser eller nonverbale fixeret stregtegning nedfældet på papir, er et fastholdende element ved denne praksis. Fixeringen muliggør, at klienten bedre kan holde fast Tegningens karakteristika om i en eksternaliseret forståelse at være en fixeret stregtegning af problemet, når tegneskitserne illustrerer nogle af de nedfældet på papir, er et bestræbelser og bevægelser, fastholdende element ved som klienten er i gang med. denne praksis Dette medvirker til at give klienten en oplevelse af øget agenthed (Den Korte Snor, 2011).

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

TEGNESKITSER

En pointe om praksisetik, som er værd at fremhæve, er at vi ikke tegner fordi det er sjovt, men fordi det kan noget. Det er altså med henblik på at fortykne foretrukne fortællinger, at støtte den eksternaliserende praksis og derved tilføre en ekstra visuel dimension til bevidningspraksissen, at vi benytter tegneskitser.

Metodisk fremgang i tegnebevidning Mange voksne mennesker mener ikke selv, de kan tegne. Det er også denne tilgang, man kan møde blandt mange terapeuter og praktikere, hvor det bliver et spørgsmål om manglende tegnekompetencer, der angives som hindring for at anvende tegne-praksis. Det er måske i

højere grad blufærdighed om egne tegnefærdigheder i samspil med høje standarder for produktet, som står i vejen. Jeg vil argumentere for, at alle ved at øve sig kan lære at tegne, og at langt de fleste mennesker allerede har praktiseret dette, indtil de voksede væk fra barneårenes tegneudfoldelser. Med henblik på at gøre tegnebevidning til en generel praksis for terapeuter og vidnerer det formentligt nødvendigt gøre op med egne krav til høj professionel standard i tegningens kunst. Tegninger behøver ikke være naturalistiske gengivelser, som ligner det afbillede på en prik. Tværtimod - man kan med fordel tegne simple stregtegninger, da tegningernes formål hér er visuel kommunikation, snarere end æstetiske produkter (Graversen, 2009).

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

TEGNESKITSER

Jeg har i min egen praksis været inspireret af stregtegninger, som jeg stødte på fx dagblades bagside. På baggrund af erfaring og inspiration fra fx tegneserier har jeg udviklet nogle små, simple figurer, som gradvist er blevet et udtryk for min egen tegnestil og passer til mit eget temperament. Tegningerne er konkrete, hvilket vil sige, at de forestiller noget. Det er enkle stregtegninger, der illustrerer en eller flere personer i situationer, der kan vise intentioner, foretrukne fortællinger, færdigheder og unikke hændelser. Ofte fremtræder skitserne som metaforer

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

for, hvad klienten fortæller, hvorfor man kan beskrive papiret med tegningerne som en form for ”metafor-storm”. Humor kan også være også et aspekt i tegningerne, fx med humoristiske elementer inspireret af dyre- eller planteriget. Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at man ikke udstiller eller grinagtiggør klienten (Graversen, 2014). Til tegnebevidning kan man enten anvende blyanter, viskelæder og papir eller anvende en IPAD med fx tegneprogrammet ”Paper Fiftythree”, som er gratis og relativt let at benytte.

TEGNESKITSER

Praksis for tegnebevidning

til tegninger. Dette er med henblik på at fortykne den alternative fremkommende foretrukne fortælling.

Den nuværende fremgang for tegnebevidningspraksis, som jeg i samråd med Anne Romer har lagt rammen om, forløber således: 1. Den tegnende bevidner lytter efter bestræbelser, bevægelser og initiativer, som kan give anledning til et billede eller en metafor, der potentielt kan skitseres på et blank stykke tegnepapir. 2. Den første skitse opstår i fantasien og tegnes på papiret, typisk i højre øverste hjørne, således der bliver plads til flere skitser på samme papir. Oftest har min første tegning omhandlet noget af det, som personen var i gang med at gøre i sin problemhistorie. Dette er for at anerkende, at klienten står med et problem, som er vanskeligt at håndtere. Udgangspunktet for tegningen er typisk en sætning, personen har sagt, og denne sætning kan med fordel skrives ved siden af tegningen som et akkompagnerende udsagn. 3. Igennem samtalen kommer måske 2-3 flere små situationer over, hvad personen foretrækker at gøre, eller et lille billede, som er inspireret af nogle sætninger, personen har sagt. Typisk bliver ord og sætninger, der metaforisk beskriver personens initiativer og foretrukne fortællinger, omsat

4. Intervieweren/terapeuten vender sig hen mod slutningen af samtalen om mod vidnerne, og tegnevidne og terapeut sætter sig i rummet, således det gøres muligt, at klienten kan se tegningen og samtidigt ikke er direkte del af dialogen. 5. Efter interviewet om tegningen vender terapeut sig igen mod klient og kan spørge, om der var noget ved tegningen, som personen kunne genkende.

I flere tilfælde har klienten taget udgangspunkt i én af skitserne og talt videre om sine intentioner eller foretrukne fortællinger ud fra denne metafor. På denne måde virker det som om, metaforen i skitsen får dynamik ved at blive bevægelig.

I flere tilfælde har klienten taget udgangspunkt i én af skitserne og talt videre om sine intentioner eller foretrukne fortællinger ud fra denne metafor

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

TEGNESKITSER

Praksiserfaringer med tegnebevidning Mine erfaringer med tegneskitser som del af bevidningspraksis, er, at klienten har lyttet opmærksomt og kigget omhyggeligt med i tegnevidnets gennemgang af tegningerne. Klienterne har generelt modtaget tegningerne med glæde og nærmest været beæret over, at andre har skitseret ud fra deres ord. Udsagn som ”det er rent faktisk sådan det er!” og ”Dét du tegnede der, det er jo rent faktisk dét, jeg gør” er sagt i flere samtaler. Når klienten omtaler og reflekterer videre om den illustrerede bevægelse i et scenarie på tegneskitsen, så får skitsen karakter af at være dynamisk. Som om skitsen vidner om en bevægelse eller en bestræbelse som klienten er i gang med, i retning mod et

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

håb. En person i egenterapi, som jeg lavede en tegnebevidning til, har desuden haft lyst til at skrive en mail til mig, hvor hun beskriver sin oplevelse: ”Kære Anna, Den tegning gjorde noget. Den var enkel – næsten bygget op som en tegneserie så man kunne på tegningen følge samtalens gang [] Det at du havde delt den op som en slags tegneserie som et forløb gør, at jeg kan huske samtalen bedre. Hvis det havde været mundtligt bevidning, kunne jeg ikke huske alt hvad der er blevet sagt [..] tegningen gør, at jeg kan huske samtalen og det vi talte om endnu bedre. […]

TEGNESKITSER

Tegningen betød også at jeg kunne tage billedet frem og vise dem, der kender min historie, samtalens forløb. På en enkel måde får de også overblik og kan genkende temaer fra mit liv. F.eks. muren du har tegnet – da jeg ”forlader” mine forældre – det bliver mere tydeligt. Tegningen gør også at vi har kunne tale om den, rundt om den – vi har alle kunne kigge samtidig – ingen har først skulle f.eks. læse en bevidning. Slutlig har den jo også betydet, som en del af andre begivenheder, at jeg rent faktisk genså mine forældre igen. […]Ej det er lidt sjovt/interessant. Jeg fandt lige tegningen frem igen for at sende den til dig. Sad og kiggede lidt på den…… jeg husker mange flere detaljer og ”historier” så det er rigtigt at tegningen har fået mere liv – de lever videre – jeg husker tegningen som meget mere detaljeret […]”

Tegneskitser bygger bro mellem terapirummet og det levede liv At æstetiske elementer har en fysisk og kunstnerisk form gør det mere nærliggende at vise frem til andre. Ved at klienten indvier og viser fx en tegneskitse til andre mennesker, kan det give anledning til samtale om problematikken. Samtalen med andre om tegningen kan siges at tilføje flere ”vidner”uden for terapirummet til klientens fortælling. Vidnerne kan respondere og give udtryk for genklang i eget liv. Derved skabes der samhørighed og forbundethed med andre mennesker, hvilket er et terapeutisk sigte i narrativ praksis. Den foretrukne fortælling bliver desuden stærkere og mere troværdig, når klienten får lejlighed til at dele fortællingen med flere vidner (Den Korte Snor, 2011). Da dette sker udenfor terapirummet, kan man argumentere for, at tegneskitsenbliver en brobygning mellem den terapeutiske samtaleog det levede liv. Tegneskitsen

bliver en støtte til at formidle fortællinger på tværs af kontekster.

Overvejelser om begrænsninger ved tegnebevidning I anvendelsen af tegnebevidning må man overveje graden af match mellem klient og denne metode, da den viser sig hjælpsom for nogle klienter, men ikke alle. Det afhænger givetvis af hvilke udtryksformer, klienten selv foretrækker og normalvis erkender sin verden ud fra (Den Korte Snor, 2011). Det har været min erfaring, at nogle klienter selv angiver, at de ”tænker meget visuelt” og ”det passer godt til dem”, hvilket kan understrege pointen om match. Jeg har erfaring med at det kan være en fordel, at tegneskitsen blev udført af et vidne, som fremtræder som privatperson, og ikke selve terapeuten, som har en anden metodisk lytteopgave. Der kommer et økonomisk aspekt ind i tegnebevidningens fremtid i professionelle psykologpraksisser, da kun de færreste praktiserende psykologer (og måske ingen) har økonomisk mulighed for at aflønne et vidne, der kunne udføre tegneskitseringen. Et rent praktisk aspekt er, at man som terapeut ikke selv har mulighed for at tegne skitserne ud fra den nuværende fremgangsmåde beskrevet i artiklen. Som terapeut er man fuldt beskæftiget med at interviewe og evt. sin tavlepraksis. Tegneskitseringen kunne i et psykologfagligt professionelt virke være en arbejdsopgave efter samtalen, hvilket må være op til den enkelte terapeut at prioritere at tage sig tiden til.

Afsluttende – Tegnebevidning på vej Denne artikels hensigt har været at vise, hvordan tegnebevidning kan understøtte arbejdet

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

TEGNESKITSER

for mere righoldige og foretrukne fortællinger i klienters liv. I artiklen har jeg argumenteret for, at tegnebevidning kan tilføre en visuel og hjælpsom dimension til refleksionsprocessen i den narrative terapeutiske samtale. Tegneskitserne kan som nævnt beskrives som en form for ”kontra-dokumenter” til klientens dominerende fortælling og dermed være hjælpsom til at fastholde foretrukne fortællinger. Tegneskitsens karakteristika er blandt andet atvære en illustration af problemet, som adskilt fra personen, hvorfor tegneskitsen også kan ses som et udtryk for den eksternaliserende praksis. At tegneskitserne forestiller scenarier, hvor personen er i gang med at håndtere sit problem og gør noget, fremhæver et dynamisk aspekt, hvor klienten kan forstå sig selv i gang med en bevægelse. Tegneskitsen understreger derved klientens agenthed og handlepotentiale, som er et sigte i den narrative terapi.

Tegnebevidning har et særligt potentiale til at bygge bro mellem terapirummet og livet udenfor i klientens hverdagsliv, såfremt tegningen bringes med og vises frem til nære personer. Tegneskitsen kan ved sin fysiske og æstetiske form forstås som en støtte til at fortælle andre om samtalens indhold, hvilket kan give anledning til en forøget oplevelse af forbundethed med andre mennesker. Tegnebevidning er dog en praksis, hvor man må overveje graden af match mellem klient og deesærligt visuelle aspekt,. Et anden begrænsende element i anvendelsen i psykologfagligt professionelt virke er et spørgsmål om hvorvidt der er økonomi, bemanding og tidsrum til at udføre denne praksis, hvilket ofte er en generel begrænsning for bevidning fra professionelle. Afsluttende vil jeg fremhæve, at tegnebevidning er en praksis ”på vej”, der ser potentialet i non-verbale og æstiske elementer til understøttelsen af terapeutisk bevægelse i samtaleforløb.

L IT T ERAT URLIST E Christensen, B. & Grann, C. (2015). Dialogbilleder. Akademisk Forlag. (s. 9-84).

http://www.denkortesnor.dk/vidensdeling/ (s. 2-48).

Graversen, A. (2009). Billedsprog. Nyt Nordisk Forlag (s. 7-215).

Romer, A & Saxtorph, A. (2014). Visuel tavlepraksis. Fokus på familien. Vol. 48 (s. 314-334).

Holmgren, A. (2006). Om narrativ terapi med unge – og hvordan man kommer videre når svaret er ”det ved jeg ikke”. Fokus på familien, vol. 34 (s. 174-192). Holmgren, A. (2011). ”Bekræftelse, bevidning og bevægelse” . PKR Nørrebro. http://pkrnorrebro. dk/bekraeftelse-bevidning-og-bevaegelseseptember-2011/. Krog-Toft, M., Vikmann Pedersen, R. & Andersen, M.H. (2013). ”Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde”. Den Korte Snor.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

Stern, D. N. (2010): Vitalitetsformer. Dynamiske oplevelser i psykologi, kunst, psykoterapi og udvikling (oversat af Bjørn Nake). Hans Reitzels Forlag. 2010 (s. 9-25). Westmark, Thilde (2009): At tale er at handle. Fokus på familien, vol. 38 (s.20-34). White, Michael (2007): Introduktion (A. Holmgren) (s. 9-18) + Kap 1: Eksternaliserende samtaler (s. 29-76) + Kap 4: Definerende ceremonier (s. 175227) I: Kort over narrative landskaber.

BOGANMELDELSE

Anmeldelse af Thorkild Olsens bog Eksemplariske samtaler – Villighed, venlighed og Virkning. Udgivet på Forlaget Venire i 2016.

SUSAN HARNOW

Undervurder ikke forudsætningerne for

DE GODE SAMTALER!

HORKILD OLSEN har arbejdet med at fremme kommunikation igennem mange år. Som konsulent, som forfatter og som direktør. Nu har han bedrevet en bog om samtaler, der er præget af en blanding af entusiasme og insisteren. Thorkild er svært begejstret for de mange muligheder som samtaler kan rumme og samtidig optaget af de mange faldgrupper, der kan opstå, hvis vi ikke gør os umage. Jeg ser ham for mig på den ene side i let gang og fuld af energi: Lad os komme igang og i et andet billede også en anelse hændervridende: Pas nu på, I må gøre jer umage, det er vigtigt det her. Bogen er på den måde præget af en slags old school tilgang, en venden tilbage til de

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

gode dyder, der handler om ordentlighed og gøren sig umage. Vi kan mere end vi selv tror, hvis vi har dette med os. Det har ligget Thorkild Olsen på sinde at gøre bogen tilgængelig og direkte anvendelig. Det er også lykkedes for ham, synes jeg. Bogen er bygget omkring de tre undertemaer: Villighed, Venlighed og Virkning. Under hvert tema er der små overskrifter, hvor under eksempler og det praksisnære foldes ud. En pointe undervejs i bogen handler om at Less is More, og som handler om at være varsom med sine budskaber. At være opmærksom på ikke at ville det hele på en gang, men i stedet være omhyggelig med det egentlige budskab og via forberedelse og stringens sørge for, at budskabet står skarpt. Samme

En pointe undervejs i bogen handler om at Less is More, og som handler om at være varsom med sine budskaber

omhyggelig synes jeg Thorkild opnår med sine små stramme afsnit. Sproget er til gengæld let og enkelt, så tilgængeligheden kommer i spil, og samtidig fornemmer man at Thorkild har gjort sig umådelig umage med netop hvilke ord, der bedst kan beskrive det svære på den lette måde. Thorkild Olsen er jo gammel systemikker og kender selvfølgelig det gamle ord om, at modtageren bestemmer budskabet. Det lykkes for ham på en fin måde at hive budskabet frem igen og får foldet ud hvordan enkeltheden i det ikke skal undervurderes, og hvorfor umagen både som afsender og modtager er vigtig. Kontekst er også et gammelt begreb, men Thorkild har fundet en fin opdatering frem med budskabet om at sende sit budskab afsted i kontekst. Bogen er kun på 80 sider og derfor hurtigt læst. Alligevel står mange af bogens overskrifter tilbage som tydelige vejvisere i de kommende samtaler. Jeg tænker egentlig det lille format er velvalgt i forhold til at ville udgive

en brugs- og opslagsbog. Bogens tre temaer er også Firmaet Villa Venires motto, så bogen kan selvfølgelig også forstås som en måde at folde firmaets fundament ud. Ikke desto mindre fremstår bogen troværdig, tilgængelig og absolut inspirerende i forhold til at komme igang med gode samtaler. Jeg kunne i hvert ikke læse den uden også at få tidligere samtaler i erindringen og bliver især optaget af opmærksomheden på planlægningens paradox, hvor vi i umagens tegn kan have forberedt os nøje, og alligevel må vi give os ud i det ukontrollable, hvor vi aldrig helt kan vide, hvor vi har den anden, og derfor undervejs får brug for at genforhandle vores egen forberedelse i mødet med den anden. Thorkild bruger ikke ordet ydmyghed undervejs, men jeg læser bogen som en hyldest til samtalen og en skærpelse af ydmygheden over for skabelsen af den gode samtale. Susan Harnow

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

KROPPENS

RESERVOIR AF LEVET LIV AF

SIDSEL ARNFRED

Sidsel Arnfred er selvstændig konsulent i sit firma Narrativ Konsulent, som varetager diverse konsultative opgaver som coaching, supervision, facilitering og undervisning for både private og offentlige organisationer. Sidsel har arbejdet med ledelse, organisationsarbejde og personaleledelse i funktionen som leder i sundhedsvæsnet, og har forinden da praktiseret som jordemoder. Den narrative ide er udviklet både i ledelse samt i det konsultative og undervisningsmæssige felt som konsulent i firmaet Dispuk.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

FOTO: OSTILL / SHUTTERSTOCK.COM

Narrativ Konsulent · www.narrativkonsulent.dk · sidsel@rnfred.dk

KROPPENS RESERVOIR

En fortælling om tango som medie for en tilgang til at arbejde med den kropslige bevidsthed, som filosoffen Maurice MerleauPonty beskriver det, og ud fra en narrativ forståelse af mennesket.

JEG MØDTE den argentinske tango og forelskede mig i den, var det ikke kun kærlighed til dansen, men også til det som dansen satte mig i kontakt med. Alle der har danset tango, vil nikke genkendende til, at der er noget mere på spil i tango. Jeg oplevede at tangoen kunne tematisere det meste af det, der for mig var spændende, skønt og svært i livet. Sammen med tangodanser og psykolog Gunner Svendsen begyndte jeg i 2011 at udforske dettefelt, blandt andet på workshops. Vi oplevede at man med tangoen kunne undersøge og efterfølgende erfaringsgøre, begrebsliggøre eller sprogliggøre oplevelser, sansninger, vitalitet, færdigheder og viden på det kropslige plan, og gøre disse til en del af ens fortællinger om hvad man kan i verden. Alt dette stammer også fra en optagethed af, hvad kroppen kan og hvad den ved. Den viden vi har i kroppen, gennem dens kontakt til verden. Lad os starte med den.

Min far blev ramt af Alzheimer. Sidst i sygdomsforløbet forsvandt selv de meget korte sammenhænge, som havde været i de sætninger han sagde. Han kunne ikke længere gøre sig forståelig over for andre, og måske heller ikke over for sig selv. Men han kunne stadig spille klaver. Den kropslige færdighed kunne vækkes, når han i kørestolen blev sat foran klaveret, og blev bedt om at spille en julesang. Fingrene bevægede sig let rystende, men rutineret, hen over tangenterne, og han brokkede sig når han en enkelt gang spillede forkert.

Maurice Marleau-Ponty Dette er et eksempel på den kropslige bevidsthed, som den franske filosof Maurice

Hans bud på erkendelsens væsen, er ”Jeg kan, derfor er jeg”, modsat den tidligere filosof Descartes, som beskrev det som ”Jeg tænker, derfor er jeg”

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

KROPPENS RESERVOIR

Merleau-Ponty beskriver i sin filosofi, forskellig fra de refleksive bevidsthed. Hans bud på erkendelsens væsen, er ”Jeg kan, derfor er jeg”, modsat den tidligere filosof Descartes, som beskrev det som ”Jeg tænker, derfor er jeg”. Jeg erkender først verden gennem mit møde med den, gennem mine handlinger i den og med den. Refleksionen sker efterfølgende. Så den kropslige bevidsthed er den der bærer den umiddelbare erfaring med verden, hvor kun noget af dette har givet anledning til refleksion. Altså er blevet en del af den refleksive bevidsthed. Alzheimer rammer den refleksive bevidsthed, men ikke i samme grad den kropslige, og derfor bærer kroppen stadig de indøvede færdigheder, som ikke kræver refleksion. Den kropslige erfaring med verden viser sig i det vi gør, vores bevægelser og handlinger. Men også i det vi siger, den måde vi er sammen med andre på og de valg vi træffer. Ofte er grundlaget for disse handlinger ikke en del af vores refleksive bevidsthed. Vi har ikke en fortælling om, hvorfor vi gjorde dette eller sagde dette på denne måde; før vi måske bliver spurgt. Og svaret ligger ikke altid lige for. Det skal undersøges, det skal så at sige tales frem, gennem udfoldning af en fortælling om den oplevelse af sammenhænge, vi umiddelbart har adgang til. Den oplevede verden, vores liv, er situeret den kropslige bevidsthed, fordi vores krop er levet. Kroppen er et reservoir af levet liv, som er pre-refleksivt. Merleau-Ponty beskrev at erfaringer lægger sig som sedimenter ved flodbredden, lag på lag. Oplevelser som sansninger, erfaringer med den fysiske verden, normer, handlinger, gentagede handlinger, følelser, fortællinger, ting der er sagt til os. På den måde kan kroppen noget, den husker noget og den

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

ved noget. Kroppen er en uformuleret mening vi har med os og som vi handler på. Når man siger at man får en fornemmelse af noget, er det ikke en tanke, men noget kropsligt. Man kan sige at fornemmelsen er kropslig i sit væsen. Den kropslige bevidsthed minder os om noget, der ikke er reflekteret endnu. Man kan sige at kroppen erkender, men den tænker ikke. Det er endnu ikke gjort til en reflekteret erfaring, endnu ikke sat ind i en fortælling, endnu ikke gjort sproglig. Den store del af kropslig erfaring, som endnu ikke er reflekteret, er en måde at forstå hvorfor det er muligt i altid at skabe andre og flere fortællinger om vores liv og identitet, en måde at forstå narrativt arbejde på. Ved at gøre tilgængelig kropslig erfaring til en sproglig reflekteret fortælling og erfaring, bliver det muligt at skabe fornyet mening i den enkeltes liv, dele dette med andre samt bidrage til at bedre forståelsen af sig selv i relationen, koordinationen, samarbejdet og den gensidige inspiration med andre.

Undskyldninger Jeg sagde næsten altid ”Åh, undskyld” når jeg gjorde noget utilsigtet. Det kunne være at komme til at støde til en i S-toget, træde i vejen for én i hurtigt tempo, hælde kaffe i gæstens underkop eller blot misforstå det den anden sagde. Og det er der jo egentlig ikke noget galt med, og for mange forbundet med god høflig tone. Men det at undskylde blev et særligt tema for mig, da jeg oplevede at høre mig selv sige det ustandseligt. Det var da jeg i sin tid fik de første lektioner i argentinsk tango. Jeg sagde som vanligt undskyld, når kroppen gjorde noget andet, end jeg ønskede eller det jeg vurderede var til gene for min dansepartner. Og det var ret ofte, åbenbart.

KROPPENS RESERVOIR

Det var vistnok lidt svært at blive ved med Det sjove var, at det tog om sig. Der kom at høre på for min tålmodige og erfarne tanpå forskellig måde færre undskyldninger i mit go-partner, og jeg modererede da hen af vejen liv i øvrigt. Og når de kom, var de mere nuanceogså mine hørbare udfald. Men kroppen fortrede og tilpasset den enkelte kontekst. Det var satte med at stoppe op og ”sige undskyld”. blevet muligt at gøre noget andet, noget jeg Min krop stoppede bevægelsen, dansen stophellere ville. pede, og vi skulle starte forfra. Dette er interessant, fordi vi særligt er Kroppen gjorde det før nogen form for reoptaget af denne adgang til at arbejde med fleksion. Og jeg, som gerne ville være sådan kropslige reaktioner. Den indlejring af normer, en der var god til atdanse og som rigtig gerkonventioner og vaner, som vi enten kan trækne ville lære noget nyt, ville præstere og gøre ke på eller som spænder ben for os i vores liv. mig umage, skulle slås Og når vi bruger tangomed både den nye dans en som medie, åbner det og med en ”undskyld refor en række muligheder, fleks” - som viste sig at hvis man vil arbejde med Det sjove var, have et ekko. Jeg måtte sig selv i relationer og at det tog om jo også sige undskyld for samarbejde. sig. Der kom at jeg sagde undskyld eller stoppede dansen, Tango og den på forskellig anden og måske også undskyld måde færre for dét undskyld. Og alt Når vi står over for en undskyldninger dette foregik så kropsligt anden, kommer vi som tæt på et andet menmennesker i spil. Der er i mit liv i øvrigt. neske, at heller ikke den som sagt mere på færde hurtige puls kunne skjuend tango. les helt. Sammen med den anDet jeg dengang, blandt mange andre ting, den kommer vi til stede i verden, får identitet blev klogere på, var de konventioner der var og får fornemmelsen af at skabe noget, der er indlejret i min krop, når jeg var tæt på andre mere end. Samspillet med andre åbner nye rum mennesker. Normer som jeg gennem et liv havop i os. Men det er også her, at vi kan møde de samlet op og gentaget, medførte en handoplevelsen af ikke at slå til, eller ængstelsen ved at være ”mig” tæt på et andet menneling, som kom før jeg på nogen måde havde ske. Er jeg nu ok? Gør jeg det godt nok? Bliver reflekteret over hensigtsmæssigheden eller jeg den jeg gerne vil være, sammen med den bevæggrunden for reaktionen. anden? Jeg øvede mig over lang tid på at ignoreNår den argentinske tango gør sig så godt re undskyldningen, når den pressede sig på, som medie for dette kropslige arbejde, er det og i stedet blot lade den passere. Det gav et blandt andet fordi den har et stramt defineret langt bedre flow i dansen, selvom jeg jo stadig rum. Der er to mulige positioner, en der fører syntes at jeg lavede en såkaldt fejl. Vi dansede og en følger. Det er som udgangspunkt givet, bare videre.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

KROPPENS RESERVOIR

hvem der tager initiativet og hvem der lytter og reagerer på impulsen fra den der fører. Det grundlæggende i tangoen er at GÅ sammen: Caminada. Herudfra opstår dansen, som variationerne over dette tema. Når vi har arbejdet med tangoen ud fra ideen om at undersøge den kropslige viden, indtager alle deltagere på skift begge positioner som fører og følger. Tango fungerer som en metafor for social samspil og samarbejde: ”It takes two to tango”. Tango illustrerer samspil på alle måder og dansen giver os forskellige positioner, som afspejler nogle velkendte positioner i livet, i relationer og i arbejdet. Når den ene fører og den anden følger, kan man opleve ledelse over for følgeskab, at være centreret i forhold til decentreret, at være passioneret i forhold til inspireret, kontrol over for hengivenhed, at tage imod i forhold til at byde sig til eller at have noget på hjertet overfor intens lytning. I tangoen, som i livet, er vi altid i en slags samspil og koordinering. I tangoen dukker der temaer op omkring f.eks. balance. Hvor skal man holde sin egen balance og hvor kan man give lidt af sin balance ind i en fælles balance, og alligevel være ansvarlig for sin egen vægt. Man kan sige at det er et arbejde med sin ”indstilling” i forhold til det andet menneske.Det kan også handle om at hvor meget ”tonus” man skal have, for at den anden kan mærke en og mærke hvor man er. Og hvor tydelig skal man være om sin vilje, så den anden kan følge én, eller hvilken slags parathed skal man have, for at skabe et godt følgeskab.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

Tango illustrerer samspil på alle måder og dansen giver os forskellige positioner, som afspejler nogle velkendte positioner i livet, i relationer og i arbejdet

At aktivere kropslig viden Efter en lang svær skilsmisse var Anne lidt modstræbende, begyndt at gå til tango. Okay, hun ville gerne prøve, selvom hun ”faktisk slet ikke var en, der kunne lide at danse med andre”. Det var lidt skræmmende at skulle lære det nye, men der var et eller andet der tiltrak hende ved det, uden at hun helt kunne sætte ord på. Efter lidt flere tango-erfaringer, kom hun på vores workshop. I et af de interviews, som var planlagt mellem de mange danse sessions, blev hun klar over at det handlede om den trygge fornemmelse det gav, når den hun dansede med var meget opmærksom på hende. Som om hendes dansepartner ville hende det grundlæggende godt. Hun sagde: ”Jeg havde glemt, at man kunne have det sådan, men det var som om min krop straks vidste, at DET her, det var godt for mig. Jeg tror jeg havde glemt hvad der var godt for mig”. Det mindede hende om mennesker der gennem hendes liv havde give hende den oplevelse af tryghed og nærvær, f.eks. hendes far eller den gode gamle veninde. Kroppen bærer sin historie med sig. Kroppen fortæller noget, den reflekterede bevidsthed måske ikke umiddelbart ved. De sansemæssige oplevelser som vi har gennem livet, som f.eks. det trygge ufarlige nærvær, kunne

KROPPENS RESERVOIR

måske stadig have været grundlæggende for Annes valg om at blive skilt, selvom hun tilsyneladende havde glemt det. Kroppen vidste noget om et bedre liv, og tangooplevelsen mindede hende om det. Disse refleksioner blev på workshoppen udfoldet sammen med en af de andre deltagere i en narrativt inspireret interview. Det var her at de sansninger og oplevelser, som Anne havde i dansen, blev foldet ud, blev fortalt, så det gav mening for hende, eller snarere en fornemmelse af mening for hende. For det er som regel også en kropslig oplevelse, at ting giver mening. Nogen kalder den kropslige bevidsthed for ”den tavse viden”, som ligger til grund for vores umiddelbare handlinger. Det er ikke sikkert at dét kroppen ved, er viden der er hjælpsom på dette tidspunkt i livet. Min krop har lært, at jeg helst ikke må ”fylde”, når jeg er sammen med en større gruppe. Det lærte jeg engang som geskæftigt barn, og har svært ved ”larmende” handlinger, selvom jeg nogen gange gerne vil, og andre ville synes var i orden. Min krop ved også at man ikke må råbe i kirken. Så

L IT T ERAT URLIST E Hede, Dag: (2004): Det tomme menneske. Museum Tusculanums Forlag Merleau-Ponty, Maurice (2000): Kroppens fænomenologi. Det lille forlag. Thøgersen, Ulla (2004): Krop og fænomenologi. Hans Reitzels Forlag.

da mine døtre var små, hørte jeg mig selv sige ”schhhhh” til dem, da vi gik ind i en tom rundkirke på Bornholm. De spurgte ”hvorfor”? Og jeg kunne ikke forklare det, for jeg er egentlig ikke gudfrygtig. Men det var min fars norm, og som norm ligger det stadig dybt: Man råber ikke i kirken. Det handler om at undersøge historien om disse normer, og tage stilling til om de værdier og deres reaktioner er noget man ønsker i sit liv. Så udover at opdage de normer der er indlejret i kroppen, kan man øve og opøve færdigheder i dansen, som kan gå hen og blive til gavn i vore liv i øvrigt, som f.eks. at vise tillid, at tage ansvar eller ledelse på sig, når man fører i dansen. Det kan skabe en fornemmelse af øgede handlemuligheder i livet, når vi ser på de øgede handlemuligheder i dansen, og gør det til en reflekteret viden, der kobles til min erfaring og det aktuelle levede liv. I vores workshops undersøger vi også nuancer i samarbejde. Man kan mærke helt konkret, hvad der sker når en kommunikation har et godt flow eller mister sin energi og går i stå. Det kaster lys over begreber som initiativ, tydelighed, tilstedeværelse, nærvær, lytning, ledelse og følgeskab, og hvordan man kan positionere sig, for at koordineringen bliver bedst. Samtidig kan det give anledning til at opdage de færdigheder man kan udfolde her, og som kan blive en del af ens refleksive bevidsthed om sit selv og hvad man kan i verden – en bredere identitetsfortælling.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

STOK SYDJYLLAND LOKALT

Invitation til fyraftensmøde for systemisknarrativt interesserede

Samtalesalon – møder på en legeplads Samtalesalon er en ramme om de små skub, der kan få os til at snakke med hinanden om det, vi bliver optagede af. Vi ved ikke på forhånd, hvad der kommer til at ske. Vi ved det først, når vi har været der. Vi bidrager med emner, samtalestartere og samtalemenuer. Du bidrager med resten. Nøgleord: fælles-skaber og mange stemmer

Onsdag den 17. maj kl. 17 – 19.30 Bispen / Haderslev bibliotek, lokale 11+12

Arrangementet er åbent for alle systemisk-narrativt interesserede STOK giver kaffe, the, en lille sandwich og noget sødt Sidste frist for tilmelding 14.5 Tilmelding sker til Dorthe Beck Frederiksen dbf@aabenraa.dk 5048 4711 Venlig hilsen Vibeke Koch, pædagogisk konsulent i PPR Kolding kommune & Dorthe Beck Frederiksen, psykolog i PPR Aabenraa kommune / kontaktperson i STOK

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

STOK SYDJYLLAND LOKALT

Referat fra fyraftensmøde 1.3.2017

Børnenetværket En arbejdsplads i Vejle med fokus på netværk og samspil Børnenetværket var vært for STOK fyraftensmøde den 1. marts. Familiebehandler Annette Klakk Egebæk og afdelingsleder Jannie Jørgensen fortalte om organisationen, arbejdsmetoderne og viste rundt i huset.

ØRNENETVÆRKET started I 2001 som et projekt med 3 ansatte. Målet var at nå ud til de “glemte børn” – de børn hvis forældre ikke kunne deltage i eller få udbytte af den familiebehandling, som Vejle kommune tilbød på det tidspunkt. Der er nu 8 ansatte, men målene er stadig at lave familiebehandling med særligt fokus på barnets stemme og barnets netværk.

Se den rene tavle! Målgruppen - skolebørn, 5-13 der har det særligt svært i deres hverdag. De kan have mange konflikter med børn og voksne, mange konflikter i hjemmet, være isolerede i forhold til kammerater, være ukoncentrerede i skolen, triste og indadvendte, have lavt selvværd, miste lysten til at gå i skolen eller være børn i ”krigszone-familier”. Børnenetværket er en del af Vejle kommunes samlede dagbehandlingstilbud til børn og unge. Der er 80 ansatte, der er organiserede i teams: Børne-familieteam / Børnenetværket, familiekonsulenterne, ungekonsulenterne, integrationsvejlederne og børne-familieterapeutisk team. Hvert team har egen afdelingsleder og faglig koordinator. Ydelserne er meget detaljeret beskrevet, så myndighed kan se, hvad de køber. Ydelser efter §52, stk 3 nr 3 skal starte indenfor en måned og ydelser efter § 11,3 skal starte indenfor 14 dage. Der er opfølgning hver 3. og 6. Måned. Status skal indeholde beskrivelser af observationer, hvordan der er arbejdet

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

STOK SYDJYLLAND LOKALT

med målene og familiens fremadrettede behov. Behandlingstiden er 12 måneder og I særlige tilfælde op til 15 måneder. Alle teams burger FIT (Feedback Informed Treatment). I Børnenetværket er synsvinklen, at barndommen bliver skabt i samspillet mellem barnet og de mennesker, som omgiver det i hverdagen. Når det er svært for et barn at trives, kan det have mange forklaringer. De betydningsfulde voksne og andre børn, som barnet er sammen med i hverdagen, har på hver deres måde part i barnets barndom og dermed også i, hvordan barnet Det skal være rart. Så får udvikler sig og trives. Derfor inddrager Børneman lyst til at fortælle. netværket de voksne og evt. andre børn/søskende, som har særlig betydning for det henviste barn i den forandringsproces, som er nødvendig. Det kan ud over forældre og søskende være lærere, pædagoger og klassekammerater. Børnenetværket er, som navnet siger, netværksorienteret, og der bliver arbejdet efter mindste indgribens tanken. Det betyder blandt andet, at behandlerne arbejder med vanskelighederne, der hvor de udspiller sig, og barnet således flyttes mindst muligt ud af de almindelige børnesammenhænge i skole og fritid. Behandlingsindsatsen sker sammen med barnet i hjemmet, skolen og fritidstilbud, hvor behandlerne på forskellig måde fungerer som tovholdere og procesvejledere. Børnenetværket arbejder ud fra den systemiske reference ramme og målgruppen er børn i alderen 5-13 år. Det er ofte børn fra skilsmissefamilier, der har en social belastet generationshistorik, og hvis forældre ikke umiddelbart ønsker at indgå i behandlingen, fra familier med misbrugsproblematik og fra familier hvor der er psykisk sygdom. Ydelserne har fokus på at styrke barnet i dets mestring af hverdagen. Børnesamtalerne er det centrale i behandlingen. Børnenetværket tager udgangspunkt i barnets stemme og grundlæggende behov, hvilket danner grundlaget for behandlingen af og samværet med barnet og samarbejdet med barnets familie og netværk. Børnenetværket er endvidere kendt for gruppebehandling som metode. Formålet med børnegrupperne er, at barnet udvikler sig i samspil med andre jævnalderende, således at de på sigt oplever positive forandringer i dagligdagen, i skolen, i hjemmet og med kammeraterne. Børnegrupper giver børn mulighed for at ”låne” hinandens følelser, mod og kompetencer og dermed få øgede

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

STOK SYDJYLLAND LOKALT

håndteringsmuligheder i eget liv. For at sikre sammenhæng i barnets liv, samarbejder vi med de øvrige foranstaltninger omkring barnet/familien. Denne brobygning imellem barnets verdner, skal støtte barnet i, at bringe de nye kompetencer ud i det levede liv.

Et typisk sagsforløb Opstartsmødet. Der deltager altid 2 familiebehandlere, hvor begge er aktive. Primær-behandler har børnesamtalerne og sekundær-behandler er med i familiearbejdet. I opstartssamtalen er fokus på ”hvad ønsker du? Hvilke forandringer kan du komme i tanke om? Hvad er dine erfaringer med at snakke om svære ting? Hvad kan jeg finde på at gøre sammen med dig? Goddag mødet Hjemmebesøg (barnet er vært og vi har en lille gave med til værelset). Hjemmebesøget er frivilligt! Skolesamarbejdsmødet Behandlingsarbejdet Børnesamtalen er fundamentet i arbejdet, da fokus er på at varetage barnet stemme. Barnet er den vigtigste samarbejdspart, og de bliver mødt som den, der ved mest om sig selv. Ord skaber forventninger, så hvordan tale om der, der driller uden at forstærke problemfortællingen. Problemet er problemet – ikke barnet. Den måde at snakke sammen på letter barnet og styrker deres mestring i hverdagen. ”Vi skal lytte til det der lykkes. Vi kan skrive nye historier. Vi i kan skrive fortællingen om. Vi kan spørge, hvem der var til stede i den situation, hvor det lykkedes. Vi kan spørge, hvad barnet vil tage med sig videre” Læs mere om Børnenetværket www.bfc.vejle.dk

De hjemlige omgivelser

Referat Dorthe Beck Frederiksen, psykolog i PPR Aabenraa kommune/kontaktperson i STOK Syddanmark

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

STOK NORDJYLLAND LOKALT

Referat fra vinterarrangement i STOK-Nord den 18.1.2017 med oplæg fra Mohammad Daneshjou om

”Helhedsorienteret arbejde med familier med fokus på systemisk tænkning om metoder”

DENNE INTERESSANTE og inspirerende aften stod overvejende i det systemiske familiearbejdes tegn. Mohammad er leder af Skansen i Frederikshavn, som er et kommunalt tilbud i Frederikshavn kommune for familier med børn i alderen 0-14 år, hvor der vurderes at være behov for en særlig og intensiv indsats.

På Skansen er der indskrevet 13-14 aktive familier, og der er ansat 6 medarbejdere, 2 familieterapeuter , og samtidig har alle gennemgået en systemisk-narrativ terapeutisk uddannelse. Familier og børn indskrives som alternativ til anbringelse, og et behandlingsforløb varer almindeligvis fra 1/2 til 3 år. Familierne er indskrevet, mens børnene frekventerer de almene skoler. Der foregår samarbejde med netværket undervejs i forløbet. Formålet er at opnå selvstændigt fungerende familier. Frederikshavn kommune har også et familiebehandlingshus, som står for de mere terapeutiske indsatser, hvor problemer vurderes at kunne klares med en mindre indgribende indsats. Mohammad, er som leder, uddannet som socialpædagog, og har efteruddannelser indenfor det systemisk-strukturelle-løsningsfokuserede-narrative ved bl.a. psykologerne Ville Laursen og Jacob Moesgård. Han har arbejdet indenfor døgnbehandling og som selvstændig i 12 år bl.a. med parterapi.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

STOK NORDJYLLAND LOKALT

Arbejdsprocessen på Skansen kan skitseres sådan: Skansens personale står for den første forventningsafstemning, og til at forestå den første tillids skabende proces mellem familien og Skansen. Socialrådgiveren står for de første møder , både i indskrivningsfasen og i de første samarbejdsmøder mellem Skansen, familien og netværket, herunder det faglige netværk og søskendes institutioner. Der er fokus på samarbejdet og på familiens ønsker om forandring, familiens ønsker for barnet og på familiens forventninger. Der tages tid til denne tillids skabende proces, hvor der forventningsafstemmes ved også at tydeliggøre, hvad der er Skansens rolle og forventninger, - og hvad der er formålet med behandlingsforløbet. Familien tages imod, ser huset, der spises sammen, og familien og medarbejdere i huset lærer hinanden at kende på en mere uformel måde. Det sidste trin i den indledende proces er et besøg hos familien i deres egne rammer og omgivelser. I besøget hos familien er hele familien til stede, og Skansen deltager med 1-2 personer, hvor de er observerende og lærer familien at kende i deres egne rammer og omgivelser. Derefter planlægges en meget intensiv interaktionsfase på 9 måneder, hvor det pædagogiske og terapeutiske uddannede personale arbejder med familien, i en 6 måneders interaktions- og stabiliseringsfase, og endelig i en 6-12 måneders udslusningsfase. Der er opfølgningsmøder undervejs, og imens arbejder terapeuterne i familien udfra en anerkendende, respektfuld og tillids skabende indstilling. Det handler om at fjerne sten på vejen, og nogle skal familien selv fjerne og andre skal de professionelle fjerne for familien. Det handler om at tage familien i hånden for at nå målet. Nogle gange skal de professionelle gå foran og vise vejen, nogle gange gå bag ved familien og skubbe på, og nogle gange tage dem ved hånden, for at familien kan være og blive eksperter på deres eget liv. Deres potentialer skal aktiveres. Mohammad pointerer, at familier ofte ved, hvad de skal. Men de har ikke overskuddet. For at skabe overskud hos familien hjælper personalet med at klare helt praktiske ting, hvor familien er kørt fast. Han fortæller, at deres erfaring er , at det tidsmæssigt eksempelsvis kræver forholdsvis lidt , at få foretaget en praktisk oprydning i forhold til det overskud , det frigør hos familien til senere at kunne indgå i en familiebehandling, parterapi eller andet, som kan hjælpe familien på vej til selvhjælp. På Skansen er hjemmet ofte arbejdspladsen, og det gælder om at lave nogle rammeaftaler for arbejdet, som mobilfri zone etc. Omgivelserne kan også være arbejdspladsen, hvor familien tages med på familieaktiviteter – alt efter hvad der giver mest mening hos den enkelte i arbejdet for at familien kan hjælpe deres barn

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

STOK NORDJYLLAND LOKALT

på vej. Der lægges en fælles slagplan, hvor der samtales med alle i familien. Der indgås en samarbejdsaftale med medarbejderne, og der tages kontakt til det faglige netværk for at nødvendige foranstaltninger kan iværksættes. Udarbejdelse af en Samarbejdsaftale er her et godt værktøj. Værdier for samarbejdsaftalen er tryghed, stabilisering og trivsel. Samarbejsaftalen indgåes udfra en kortlægning ved hjælp af de tre huse: Hus 1: Hvad fungerer. Hus 2:bekymringer, udfordringer og ønsker for forandring og Hus 3: Hvad skal der til ? (”værksted” – handling). Skansen har indført et parkeringshus for alle de ønsker om forandring, som der ikke kan tages fat på i første runde, - der foretages en prioritering. Og der bør max være 3-5 punkter at arbejde med af gangen, og prioriteringen lægges udfra en skallering af problemerne. Der evalueres for hver 3. måned efter gensidig aftale mellem familien og Skansen. Når det vurderes at målet er nået, hentes der et nyt mål i parkeringshuset. Der arbejdes med fremgang og evt tilbagegang, og Hvad skal der til for at….? Hvert trin gentages til alle mål er nået. Udover samarbejdsaftalen og den fælles slagplan udarbejdes der en behandlingsplan ca 1 1/2 måned efter indskrivning. Behandlingsplanen opdateres hver tredje måned, status herefter hver 3 mdr. og opfølgning hvert halve år.. Behandlingsplanen inkluderer: Barnet (individuelt, socialt, skole/SFO/Fritid); De voksne (forældreskabet, parforholdet, socialt, netværk); Søskende til henviste børn og deres trivsel, Familiens samspil med det offentlige og private netværk; Skansens samarbejde med familiens netværk – privat og offentligt – fra rådgivere og skole til sundhedsvæsen og jobcenter; og endelig de fysiske rammer – hjemmet som en base for barnet, hvor der skal være mulighed for overskud og trivsel (økonomi, oprydning i hængepartier mv.). Oplægget gav stor inspiration til at forstå at der stadig pågår familiearbejde, hvor familien ses i kontekst, og barnet i dets systemiske indlejrethed fra hjem til professionelt netværk, og hvor alle systemer inddrages og ansvarliggøres og forstås

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

STOK NORDJYLLAND LOKALT

og hjælpes med respekt. Og ikke mindst sørgede Mohammed for en pointering af, at for at familier kan realisere deres potentialer, skal familierne hjælpes med at få fjernet hindrende sten på vejen, der kan give overskud til en mere terapeutisk intervention. Når der frigives energi i et system, har det forandrende effekt på de andre. Tak til Mohammad! Referent Kirsten Worm, kontaktperson Nord

Invitation til forårsarrangement i STOK Nord tirsdag den 9. maj 2017

”Foretrukne historier: identitet og handling – om at finde og undersøge alternative historier i det levede liv” oplæg ved Elena Smith , tidligere ejer af EXTERNA og underviser i Narrativ terapi i Nordjylland Arrangementet finder sted på Huset i Hasserisgade i Aalborg (lilla stue). Der serveres kaffe, te og kage i pausen. Kom og mød venner og kollegaer med interesse i det narrative og systemiske landskab. Tilmeld jer gerne til Jette Rytke, mob. 40216269.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

STOK SYDSJÆLLAND LOKALT

STOK Sydsjælland inviterer til

’Sofasalon’ i GULE HAL Strandpromenaden 1, 4600 Køge 24. april kl. 17.00 - 19.30

OM VED EFTERÅRSARRANGEMENTET mødes vi igen på en ’legeplads’, indrettet på at supplere tidens, manualernes og målstyringens dominerende stemmer med andre mulige ideer og tilgange. På en’Sofa-salon’ er der hverken forventninger om ’rigtige’ og hurtige svar eller om effektive løsninger; derimod er der god plads til både usikkerhedens og eftertankens stemmer.

NØGLEORD Samskabelse, invitation, ’indefra-og-ud’, ’her-og-nu’, ﬂerstemmighed, ’ikke-viden’, respons. BEMÆRK Det er et fyraftensmøde, - i nye rammer i GULE HAL i Køge. Foreningen inviterer på sandwich og sodavand i pausen. HUSK at gode ideer til kommende arrangementer modtages med kyshånd. Arrangementet er åbent, - så inviter gerne kolleger og andre interesserede med. Af hensyn til indkøb mv. bedes du tilmelde dig senest ugen før til arrangørgruppen, - til enten Lisa O’Reilly Hansen l-hansen@post4.tele.dk eller Susanne Johansen samsigt@icloud.com

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

A N N ON CER

Familieterapitræf 2017 - inspirerende dage med faglig fordybelse, refleksioner og socialt samvær Kom til det årlige familieterapitræf, som dette år handler om at arbejde i et samskabende og anerkendende perspektiv, når børn og unge bliver udsat for krænkelser og seksuelle overgreb.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM

Workshop med Elspeth McAdam Tid og sted: 19.-20. juni 2017, København

ANNONCEPRISER FOR MEDLEMMER:

Tilmelding på phmetropol.dk/familieterapitraef

1/1 side:

4.500 kr.

(B: 175 x H: 252 mm)

1/2 side:

2.250 kr.

(B: 175 x H: 123 mm)

1/4 side:

1.125 kr.

(B: 85 x H: 123 mm)

1/8 side:

500 k.r

(B: 85 x H: 58 mm)

Annoncepriser for ikke-medlemmer forhandles.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

KURSER

Kursuskalender 2017 Medlemmers kurser & arrangementer

APRIL

4. VIL-KAN-SKAL

Aarhus Narrativ Forum E45

Villa Venire A/S 25.

Vi bliver nødt til at tale om risikoen for forråelse

Dorthe Birkmose, Inpraxis

9.-10.

MAJ 2.

19.

Alle kan tale om traumer Snekkersten Dispuk

Plotbox XL: Narrativt Metodesæt i samtaler, grupper og organisationer Villa Venire A/S

Skam og skyld Snekkersten Dispuk

Samtaler med unge om problemer. Det narrative perspektiv Aarhus Dispuk

27.-28. Systemisk Samtaletræning Villa Venire A/S

Temadag med Maggie Carey

Stok Event – Sammen om at gøre din og andres verden større København

22.

MUS med mening – Tal om det vigtige! Snekkersten Dispuk

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

KURSER

Dansk forening for

Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation

30.-31. Børnegrupper i København

14.

København Narrative Perspektiver 31. maj - 6. juni Nordisk kongres Reykjavík, Island

Snekkersten Dispuk 19.

Plotbox introduktionskursus Villa Venire A/S

Grundlovsseminar 2017: Demokrati og populisme Snekkersten Dispuk

4 dages kursus i Narrative Samtaler – intensiv træning Helsingør Dispuk

JUNI 6.

Workshop med Todd May: Foucault om magt og omsorgen for sig selv

19.-20. Familietræf 2007 København Professionshøjskolen Metropol 20.

Dyrk konflikten og styrk debatten! Villa Venire A/S

Stof(mis)brug og forandringer? Narrative perspektiver

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 2 · 2017

Sammen om at gøre din og andres verden større

FOTO: ELWYNN / SHUTTERSTOCK.COM

STOK EVENT 2017 Vi ses d. 19 maj i København Følg med på Facebook

Sæt allerede nu kryds i kalenderen

S T O K S ÅRSMØDE

10. – 11. november 2017 Glostrup Park Hotel Hovedvejen 41 · 2600 Glostrup

FOTO: MATEJ KASTELIC / SHUTTERSTOCK.COM

2017