4 minute read

Besat af hjulstræk

Lige fra deres tidlige barndom blev brødrene Bertelsen flasket op med firhjulstræk, og det er også blevet en selvfølge, når der skal dyrkes motorsport.

Passerer man gennem Sjelle mellem Aarhus og Silkeborg vil man på begge sider af landevejen Langelinie opleve utallige firhjulstrækkere, og det er ingen tilfældighed. For det er nemlig i den lille landsby, at Jan, Per og Ole Bertelsen til daglig beskæftiger sig med biler, der måske er af vidt forskelligt fabrikat, men dog med det fælles træk, at de trækker på alle fire hjul.

Advertisement

”Vi har arbejdet med det helt fra vores fars tid, hvor vi kørte med gamle Land Rovere,” fortæller Ole Bertelsen. ”Det er ikke, fordi vi kører så meget offroad længere, men det at sætte biler op til det. Folk bliver glade for noget, som kører godt. Det at køre ude i naturen, op og ned ad bakker, det er bare fedt. Det er simpelthen det, der gør, at vi bliver ved. Som vores revisor siger, Jeg håber I hygger jer, for millionærer bliver I ikke. Vi kan ikke rigtig slippe det.”

”Jan og jeg var ikke så gamle, da vi begyndte at køre race,” fortæller Per Bertelsen. ”Vi var 12-13 år. Dengang kunne det lade sig gøre. Det kan det ikke i dag, men dem, vi kørte imod, kunne have været vores fædre. Nu er nogle af deres børn blevet 18 år, og så er det sjovt at møde dem og sige Nå, du er junior, ja, jeg har kørt race med din bedstefar. Der var ikke mange med på vores alder.”

”Dengang ringede eller skrev man til grusgravene, om vi måtte køre. Vi laver løb den og den dag, og vi laver trial. Vi var ikke ret gamle. Vi kunne lige så godt sætte pinde op som alle de andre. Og det gjorde vi i mange år. Vi var ikke under DASU, men vi havde lavet et mesterskab og havde luret, at vi skulle have alle foreningerne med. Var der en Toyota- eller en Jeep-klub, skulle du ud og fange dem.”

FRA FORSVAR TIL BILSPORT

”Der var ikke så mange klubber dengang, og i 2002 stiftede vi så Dansk Offroad Sport,” siger Jan Bertelsen.

”Vi kunne se, hvilken drejning det ville tage, og at vi ville køre stærkere og stærkere,” forklarer Per Bertelsen. ”Nu var det ved den tid, hvor vi skulle videre. Det var den tid, hvor vi var begyndt at køre Formula Offroad. Det kunne kun gøres under DASU, og det lavede vi i starten sammen med Hjørring Automobil Klub, for dér var der nogen, som havde en løbslederlicens.”

Brødrene påtog sig dog ofte arrangørkasketten og gør det stadig. Jan Bertelsen var således arrangør, da DASU-klubben i efteråret afholdt et Extreme Track Attack-løb i en grusgrav ved Låsby, men han har som indehaver af Sjette Autoværksted også arbejdet på at få en ny gruppe deltagere til sporten.

”Jeg har i 15 år afviklet kørerkurser hos Forsvaret, og de begyndte vel for ti års tid siden at køre med Polariser,” fortæller Jan Bertelsen om de køretøjer, der kendes under forkortelsen UTV, Utility Terrain Vehicle. ”Jeg syntes, at de var pissesjove, så vi spurgte Polaris Danmark, om vi kunne blive forhandler. Det kunne vi ikke blive. I er ikke traktorforhandlere lød svaret, for det var deres øvrige forhandlere.”

SE MULIGHEDER

Efter flere år, hvor dele af Polaris Danmarks ledelse blev inviteret med til forskellige offroad-arrangementer, men stadig var afvisende, gav importøren sig til sidst. ”For fire år fik så lov til at sælge deres Scrambler og RZR-modeller. I må sælge alt vores race, for det kan vi ikke selv finde ud af, sagde de til os. Nu kunne vi begynde at lave et marked for dem.”

”Der er nogen, som bruger dem til at slå græs med, men det er de ikke gode til. De er racerbiler. 500 mm vandring med fuld Fox-undervogn. De har op til 180 heste og kan ikke gå mere end 130 km/t, men de store af dem tager fire-fem sekunder fra 0 til 100 km/t. De er ikke til andet!”

Når Dansk Offroad Sport holder sine Extreme Track Attack-løb, er der nu en UTVklasse ved siden af klasserne for de mere traditionelle firhjulstrækkere. Men Bertelsen-brødrene tænker, at visse af Polaris-modellerne kan anvendes i andre discipliner indenfor bilsporten.

”Hokus pokus, vi kunne sætte fire rallydæk på og køre rally med den, og når du næste weekend skal køre ETA med drengene, smider du lige fire mudderhjul på den,” siger Per Bertelsen. ”Vi skal ikke se begrænsninger. Vi skal se muligheder, uanset i hvilken sportsgren, vi er.”

”Vi har talt med Jyllandsringen om det,” fortsætter Jan Bertelsen. ”Vi kan sænke den og sætte stropper på, så den ikke kan give sig, men den vil nok hurtigt gå i begrænseren op ad langsiden. Jeg tror, at det vil være bedre at prøve at lege med den en dag på Nysumbanen, hvor vi også sænker den og sætter nogle andre hjul på.”

Mens Jan Bertelsen sælger nye Polaris- og Isuzu-køretøjer og driver et autoriseret Land Rover-værksted på den nordlige side af landevejen i Sjelle, arbejder Ole og Per på den sydlige side i Team Bertelsen Off Road Shop. Her gælder det bl.a. udstyr til kunder indenfor firhjulstrækkerverdenen.

”Vi lapper ikke over. Vi sælger nye Toyotaer og gør andre ting, så vi supplerer hinanden,” siger Per Bertelsen. ”Omkring agenturer prøver vi ofte at købe noget hjem, inden vi begynder forhandlingerne. Der er mange af tingene, hvor det er godt at tage dem med ud til race, for til race stopper al logik jo på det tidspunkt, hvor du får hjelmen på. Der finder vi ud af, om det kan holde.”

”Men vi laver også meget sammen. I en grusgrav i Randers har vi vores køretekniske anlæg, hvor vi laver kørekurser, teambuilding, events og alt muligt mærkeligt. Der arbejder vi også med ombygning af firhjulstrækkere til kommuner og erhvervskunder.”

BILEN FRA HJEMMEPLEJEN

Per Bertelsen kører sammen med Charlotte Mølgaard Abel klubrally i en af landets mest opsigtsvækkende klubrallybiler. En rød firdørs Suzuki Ignis 1,5 L med tagbøjler.

”Jeg har sagt, at jeg ikke vil have den med på mine udstillinger,” siger Jan Bertelsen.

”Ja, ja, det er en grim bil, men det er den, folk vil hen at røre ved,” replicerer Per Bertelsen. ”Jeg manglede en bil som kundebil, og jeg skulle have noget, som bare kører, og den kunne fås som firhjulstrækker. Vores biler skal helst være med firhjulstræk.”

”Vi havde kørt en del klubrally i vores Suzuki Jimny – en rigtig firhjulstrækker – og det er fint nok, men denne her er sjovere. Alle råber Nu kommer hjemmeplejen. Den er jo fed, og publikum kunne godt se, at jeg havde en fest. Det kan godt være, at jeg ikke kørte stærkest, men jeg havde en fest. Jeg kunne køre op og vende på en skrænt og sige til konkurrenterne Nåh, kan jeres Peugeot 106 det?”

This article is from: