Læserbrev af: Mads Agner Veng, Sportschef B1903
HVOR ER TÅLMODIGHEDEN BLEVET AF? NB: NEDENSTÅENDE ER ET UDTRYK FOR MINE EGNE PERSONLIGE HOLDNINGER OG IKKE KLUBBENS.
Fodbold. Et spil som mange elsker, og alle har en mening om. Om det
fra træning og oplever en tilpas mængde og blanding af udfordring
præcis sådan, det skal være. Men grundlæggende skal vi have respek-
tilbage til træning. Gang efter gang.
er fra sofaen, på stadion eller i den lokale fodboldklub. Og det er lige
ten med i vores meninger og ikke bruge dem til at presse vores børn
og succes. For det er det som gør, at man bliver ved med at komme
til ting, de ikke er klar til. Eller har et behov for. For hvem ved bedst?
Selvfølgelig er vi i B1903 en fodboldklub og vores kerneprodukt er
Der går ikke en uge uden, at jeg bliver orienteret om, at et af vores
venner for livet og lærer nogle andre værdier end dem, som præger
fodboldtræning. Men er vi ikke ligeså meget stedet, hvor man får
medlemmer nu prøver sig af i en anden klub. Nogle gange får jeg
vores samfund i dag? Sådan var det engang, men jeg bliver mere
beskeden af den ”nye” klub og andre gange af holdkammeraterne,
og mere i tvivl, om det er værdier, vi kan fastholde, hvis der ikke er et
som ikke forstår det. Men meget sjældent af forældrene selv. Det
tydeligt samspil mellem hjemmet og klubben.
er selvfølgelig et frit valg, hvor man ønsker at spille fodbold. Men
hvorfor skal det gå så stærkt, og hvorfor er det overhovedet relevant?
Jeg er selv far til to dejlige børn, og jeg ønsker også det bedste for
side, drømmen om at blive professionel eller frygten for, at man skal
tager tid. Man skal øve sig, og det er vigtigt at være tålmodig.
Er det den klassiske tanke om, at græsset er grønnere på den anden
dem. Evigt og altid. Men det er centralt for mig at lære dem at ting
fortælle ens venner, at man kun spiller på et bestemt niveau. Jeg ved det ikke og jeg tror heller ikke, at jeg kommer til at forstå det.
Derfor har jeg en bøn og et råd til alle forældre – I skal være tålmo
Jeg anerkender 100% et klubskifte, hvis spilleren er vokset ud af
finde på at holde dem tilbage, hvis de er gode nok til en ny udfor-
dige. Vi vil alle i B1903 det bedste for jeres børn, og vi vil aldrig kunne
klubben pga. niveau, eller at spilleren ikke føler sig glad. Sidstnævnte
dring. Hvis I alligevel ønsker at skifte, så sørg for at det er et skridt op
kan der være mange faktorer til. Det plejer vi dog at kunne løse
og ikke et skridt til siden.
problemet ved dialog og opmærksomhed på situationen, men det er heldigvis sjældent, at det er det, som skiftet drejer sig omkring. Det
Og til alle andre klubber, som er på samme fodboldmæssige niveau:
spillere. Og vinde de største pokaler. Men er det spilleren selv som
at han eller hun bør blive i deres lokale klub. På den måde vinder vi
drejer sig ofte kun om at være på det bedste hold. Med de bedste
Afvis henvendelsen fra overambitiøse forældre og sig til spilleren,
giver udtryk for dette, eller er det forældrene?
alle. For i sidste ende er det sådan, at hvis spilleren er god nok, så skal
han/hun nok blive opdaget af de største klubber. Selv de næststørste.
Ordet proces er blevet flittigt brugt de seneste mange år, og derfor tror jeg, at vi lige nu oplever et rigtigt kedeligt resultat af dette.
Nemlig at forældrene kun ønsker resultaterne på bundlinjen og ikke kan se, hvor vigtig vejen dertil er. Om det er i skolen eller fodbold-
klubben, det betyder ikke noget. Grundlæggende skal man se på det sådan, at klubberne har ansat ”eksperter” til at varetage opgaverne
og foretage vurderingen. De er uddannede og dygtige til det, de gør. Derfor bør forældrene lytte til de råd, de kan give. Ligesom vi gør til skolens lærere, hvis de anbefaler at ens barn bør gå en klasse om,
eller til lægen hvis man får besked om at holde en pause fra at løbe, pga. at ens knæ er ved at gå i stykker.
For er det vigtigt om ens barn spiller på 1., 2. eller 3. holdet? Om ens
barn spiller i B1903, HIK eller en tredje klub? I min optik, er det grundlæggende ligegyldigt. Bare barnet føler sig tilpas, kommer glad hjem
side 10
