Rigoletto

Musik af Giuseppe Verdi Premiere: 9. oktober 2020 i Alsion, Sønderborg Turné: 9. oktober - 28. november 2020 Musikhuset Aarhus: 20. – 28. november 2020

HOLDET BAG Dirigent: Tecwyn Evans Instruktør: Ulrich Peters Scenograf: Rifail Ajdarpasic Kostumedesigner: Ariane Isabell Unfried Lysdesigner: Ib Asp Instruktørassistent: Florence Bas

MEDVIRKENDE Rigoletto: David Kempster / Jaco Venter Gilda: Susanna Andersson / Clara Thomsen Hertugen af Mantova: Diego Silva Sparafucile: Aleksander Anisimov / Zaza Gagua Grev Monterone: Johannes Mannov / Jakob Zethner Maddalena: Dorothea Spilger Giovanna: Hanne Hohwü Houmøller / Birgitte Mosegaard Pedersen* Grev Ceprano: Jens Bové / Andreas Winther* Grevinde Ceprano: Lina Valantiejute / Pernille Stolting-Madsen* Marullo: Morten Wang / Thomas Christian Sigh* Borsa: Joan Ribalta / Erik Bekker Hansen* En page: Eline Denice Risager En vagt: Jani Kyllönen *Cover i tilfælde af sygdom

Den Jyske Operas Kor

Odense Symfoniorkester Sønderjyllands Symfoniorkester Aalborg Symfoniorkester Aarhus Symfoniorkester

RIGOLETTO Verdi

Bag masken

Giuseppe Verdi har forvandlet Victor Hugos drama Le roi s’amuse (Kongen forlyster sig) til en af de mest spændende historier i operahistorien. Operaen er en mørk og knivskarp krimi, der udspiller sig i Mantova i Lombardiet i det 16. århundrede i en verden befolket af gangstere, sammensvorne, ludere – og en vanskabt hofnar, som forsøger at redde sin eneste datter fra en fordærvet verden.

Verdi var så overbevist om, at han havde skrevet et mesterværk, at han afkrævede sine sangere fuldstændig tavshedspligt. Han forbød endda tenoren at fløjte arien ”La donna è mobile“ uden for teatret før premieren. Men siden 11. marts 1851 har melodierne fra Rigoletto lydt igen og igen verden rundt.

FAKTA

Opera i 3 akter

Musik Giuseppe Verdi

Libretto Francesco Maria Piave efter skuespil af Victor Hugo

Førsteopførelse 11. marts 1851 på Teatro La Fenice i Venedig

Synges på italiensk med danske overtekster

Varighed ca. 2 t. 45 min. inkl. pause

Der er fest hos hertugen af Mantova og hofnarren Rigoletto udøser vittige giftigheder over hoffolkene. Grev Monterone afbryder festen, vred over, at hertugen har forført hans datter. Rigoletto gør nar af ham, hvilket får Monterone til at forbande Rigoletto. Senere finder vi ud af, at trods Rigolettos forsøg på at skærme sin datter har Gilda alligevel forelsket sig – i den vellystige hertug. Hoffolkene kidnapper Gilda, og Rigoletto er fortvivlet. Da han næste dag finder ud af, at hertugen har fået sin vilje med Gilda, bliver han besat af tanken om at få hævn. HANDLING

Derfor hyrer han lejemorderen Sparafucile til at myrde hertugen. Sparafuciles søster Maddalena lokker hertugen ud til en afsides kro. Hun er imidlertid forelsket i hertugen og beder Sparafucile om at skåne hans liv, hvilket Sparafucile indvilliger i – men kun, hvis nogen banker på kroens dør, og Sparafucile kan dræbe vedkommende i stedet. Dette overhører Gilda, og eftersom hun stadig er forelsket i hertugen, ofrer hun sig for ham. Rigoletto opdager, at Gilda er død og indser, at Monterones forbandelse er fuldført.

 ”Rigoletto” 1963 Orchestra of the RCA Italiana, dirigent Georg Solti. Med Anna Moffo, Alfredo Kraus og Robert Merrill.

3 CD-INDSPILNINGER

 ”Rigoletto” (1980) Wiener Philharmoniker, dirigent Carlo Maria Giulini. Med Ileana Cotrubas, Placido Domingo og Piero Cappuccilli.

 ”Rigoletto” (1993) Metropolitan Opera Orchestra, dirigent James Levine. Med Vladimir Chernov, Luciano Pavarotti og Cheryl Studer.

BIOGRAFI: GIUSEPPE VERDI

(1813-1901)

Som blot niårig blev Verdi organist i sin fødeby og videreuddannede sig trods sin beskedne baggrund. Hans første opera blev opført på La Scala i 1839. Det førte til flere bestillinger, og Verdi fik stadig mere succes.

Rigoletto indkapsler på mange måder en udvikling i Verdis musik: Han brød sig ikke om samtidens hang til afgrænsede arier og overdådige optrin uden forbindelse til handlingen. På dette tidspunkt i karrieren havde han den nødvendige pondus til at bryde med

”EN PERSON, DER UDADTIL ER VANSKABT OG LATTERLIG OG INDVENDIGT PASSIONERET OG FULD AF KÆRLIGHED.”

traditionen til fordel for en mere sammenhængende musik inspireret af den franske ”grand opéra”. På grund af myndighedernes censur handler operaerne i denne periode oftere om personlige end politiske konflikter.

Verdis musik er ikke mindst blevet så populær på grund af den engagerende persontegning. ”En syngende pukkelryg – hvorfor ikke?” sagde han om karakteren Rigoletto. ”Det vil være fantastisk at vise en person, der udadtil er vanskabt og latterlig og indvendigt passioneret og fuld af kærlighed; det var derfor, jeg valgte emnet.” Fælles for hans roller er, at de viser os menneskers handlinger og følelser under ekstraordinære forhold.

En uomgængelig fodnote i historien om Verdi er hans politiske indflydelse. ”Va, Pensiero” fra Nabucco blev i høj grad slagsangen for de italienske patrioter, der kæmpede for et forenet Italien, og Verdi fik sig da også en politisk post – men egentlig bar komponistens politiske engagement først og fremmest præg af at være modstræbende. Til gengæld var han berømt, og myten er, som vi ved, nogle gange vigtigere end sandheden.

Verdi havde for øvrigt livet igennem et had/ kærlighedsforhold til det at komponere og kastede sig i sine modne år over arbejdet på sit gods, fordi han ikke orkede besværet med at skrive flere operaer.

Rigoletto – en tragisk nar

Uddrag af artikel af Peter Wapnewski: ”Rigoletto. Das Drama als Tragödie”.

Rigoletto, den udstødte Hofnarren Rigoletto er et monster. Et af den slags væsener, som naturen har glemt at give smukke træk og en tiltalende form og har forsynet med defekter og misdannelser. Et af den slags væsener, som bliver excentriske og trængt ud til samfundets kant. Ganske vist kan monstret af og til fremstå som et rent og godt væsen i kontrast til sit frastødende ydre, men som regel skaber den sociale virkelighed et andet forhold: Den, som bliver opfattet og behandlet som outsider, opbygger sin egen outsider-moral og hævner sig på det samfund, der udstøder ham. Således også Rigoletto, den pukkelryggede. Selvom han er tæt på tronen, opfattes han som en absurd kuriositet i udkanten af hertughoffet. Rigoletto er tålt, fordi han ikke bliver taget alvorligt. Han er fritaget takket være narrefrihedens risikofyldte privilegium. Det, som naturen har lagt grunden til, har omverdenen fuldendt: Den hæslige bliver den onde, den brutale kyniker, den perfide opportunist.

Rigolettos dobbeltliv Rigoletto, som den sociale kontekst, samfundet, nægter at optage, har skabt sit eget sociale mikrokosmos med ét eneste

menneske, datteren Gilda. Han har isoleret hende fra hele verden og fra virkeligheden for på denne måde at redde hende. Men det går ikke. At lave en privat ø af ærbarhed og skønhed som en flugt fra den sociale realitet, er at bygge på sand. Rigoletto tror, at han ”derhjemme” kan

DEN, SOM BLIVER OPFATTET OG BEHANDLET SOM OUTSIDER, OPBYGGER SIN EGEN OUTSIDERMORAL OG HÆVNER SIG PÅ DET SAMFUND, DER UDSTØDER HAM.

afskærme sig fra samfundet. Han adskiller hofnarren fra mennesket og lever et dobbeltliv.

Skæbnemotiver og bedrag Dramaet er omhyggeligt afbalanceret: Rigolettos skæbne har fået tilføjet to komplementære motiver – et som peger fremad i tiden og et, der er kommenterende. For det første: Æresmotivet i historien om grev Monterones tabte ære, idet hertugen

af Mantova, samvittighedsløst og letfærdigt hengivet til sine lyster og sit begærs drifter, har vanæret grevens datter. Dette er altså en parallelhandling, en forudgribelse af Rigolettos skæbne. For det andet: Bortførelsesmotivet, idet hertugen af Mantova - endnu engang begærer sin næstes hustru, her grev Cepranos kone. Rigoletto ved råd for det:

Teatro La Fenice i Venedig, hvor Rigoletto havde urpremiere i 1851.

”Bortfør hende!” Og ikke nok med det – man skal tage greven til fange eller hugge hovedet af ham. Her falder Rigoletto i den grav, han har gravet for andre og bedrages selv. I den tro, at de korrupte hofmænd røvede grevinde Ceprano, ligesom han havde foreslået, lader Rigoletto sig villigt misbruge som medskyldig. Forblændet holder han endda

stigen, ad hvilken hans egen elskede datter bliver bortført. Det kan man kalde en dialektisk proces: den djævelske rådgiver bliver offer for den drengestreg, han selv har udtænkt.

Tragedie Når en herre begærer sin tjeners datter og forfører hende, der er sin faders ét og alt og dermed berøver ham både eksistensberettigelse og ære, og når faderen i rasende hævnvanvid hyrer en morder, som vælger det forkerte offer og i stedet dræber den elskede datter – så er det ganske vist meget sørgeligt, men tragisk er det ikke. For det

GILDA OFRER SIG BEVIDST FOR HAM, DER IKKE ER VÆRDIG TIL DET OFFER.

tragiske har ikke noget at gøre med menneskers dumhed, nederdrægtighed og brutalitet og de grusomme følger deraf, men med verdens håbløshed. Altså med det, at mennesker slår fejl også dér, hvor de har god vilje og ædle hensigter.

Derfor opstår et tragisk øjeblik i dramaet Rigoletto på det sted, hvor man forstår, at begge hovedfigurer vil det samme i deres ideale verden, nemlig det gode. Det er blot sådan – og her opstår det tragiske - at det gode for den ene udelukker det gode for det anden. For både Rigoletto og her

tugen har en mægtig længsel efter en ren og uskadt verden. Begge mener de, at de har fundet den - eller i hvert fald vejen til den - i netop ét og samme menneske: forløseren Gilda. Og ligesom faderen har hemmeligholdt sit navn og sin stand for Gilda, hemmeligholder også hertugen sit navn og sin stand for hende for at blive set og anerkendt som sig selv, frigjort fra sin sociale stand.

Hertugens længsel efter en renset og uskyldsren tilværelse er dramaets tragiske omdrejningspunkt. Selv om man må tvivle på oprigtigheden i hans kærlighedserklæringer, så har man al grund til at tage hans selvkritiske og selvbekendende monolog i 2. akt alvorligt. Det er ikke en samvittighedsløs parringsdans som hos Don Juan. Hvorfor skulle han ellers give afkald på de magtmidler, han hidtil skruppelløst har anvendt? Hvorfor skulle han forklæde sig og søge at opnå noget ganske hæderligt, nemlig at blive elsket ”for sin egen skyld”? Gilda lander uden hertugens hjælp i hans hænder, uden magt forfører manden pigen, som for længst har givet sit hjerte bort og har sunget om sit forelskede hjertes besatte lidenskab.

Hvem er ubestandige? I 3. akt, 2. scene bejler hertugen – igen forklædt – i en skummel knejpe om Maddalenas kærlighedsgunst. Hun er en lejemorders søster og altid til salg. Hertugen

svinger sig op til et ægteskabsløfte som en overdrevet absurditet. Han frier mod alt fornuft forgæves, selv om han har at gøre med en pige, der er løs på tråden og af profession samvittighedsløs. Han

HUN BEVISER, AT HUN DØENDE ER DET, SOM HUN KUNNE HAVE VÆRET I LIVET, HVIS MAN HAVDE TILLADT HENDE DET.

lægger sig til sidst til at sove – alene. Denne mærkværdige logik i personens modstridende adfærd kan kun forstås som en kalkuleret, hertugelig iscenesættelse. Den når sit højdepunkt i Verdis hit - den insisteret trallede døgnflue ”La donna è mobile” (på dansk: Kvinder er ubestandige som en fjer i vinden...). Denne banale slager hjælper med til den videre dechifrering af handlingen.

Hertugens let genkendelige smædevise med sin lirekasse-agtige ”hm-tata-hm-tata”-rytme er en farce, en maskerade og en camouflage. Musikken signalerer, at det netop er dens overflade og ydre, der er tiltrækkende. Overfladiskheden er tilsigtet. Hvad laver den kvindeundertrykkende påstand i munden på en mand, som – bevæget af sine drifters

luner som en fjer i vinden – vilkårligt tager enhver kvinde, som vækker hans begær, med i seng? Hvem er det, der er ubestandig? Synger denne mand sin egen smædesang, spotter han sig selv uden at vide det? Mere logisk bliver det ikke af, at sangen indrammer netop den scene, hvor to kvinder på sensationel vis beviser deres karakterstyrke. Den ene har ved et medlidenhedsfuldt trick forhindret, at han dræbes; den anden elsker denne mand indtil døden – og længere endnu. Er kvinder ubestandige...?

Livet retfærdiggør sig i døden Hvordan giver slutningen mening? Efter bortførelsen tager Rigoletto - en far, som er vanvittig af smerte - sin ”vanærede” datter i sine arme og tvinger hende besværgende tilbage til sig. Denne scene skal iagttages af hertugen – ses, men ikke høres, ikke forstås. Her må den tragiske operahandlings værktøj slet og ret gå i gang, nemlig den meningsløse misforståelse (af nogle i og for sig ikke-misforståelige hændelsesforløb). Hertugen må tro, at Gilda forlader ham for faderens skyld, og at hun forråder kærligheden til ham for kærligheden til faderens skyld. At hun altså ikke oprigtigt har elsket ham.

Dermed bryder dét sammen, som var hans chance for at blive god. Han føler sig dermed – ligesom narren og i samme katastrofale målestok – bedraget for visionen om en uskyldsren verden.

Herfra skrider tragedien næsten mekanisk frem: Kodeordet er hævn. Hertugen hævner sig på den troløse elskede, ved at han opfører en sadistisk farce for hende: hans slibrige og eksalterede frieri til Maddalena. Rigoletto hævner sig ved mord. Men for at ”redde” datteren og helbrede hende for hendes kærlighedsillusion, tvinger Rigoletto hende til en rolle som iagttager. Han nedværdiger hende til at være voyeur og spiller altså uden at vide det med på hertugens brutalt udtænkte spil. Dermed leverer Rigoletto tilsyneladende beviset for den uværdige elskers moralske fordærv. I den absurde forening med modstanderen agerer hertugen på sin vis kontrapunktisk: For at nedværdige Gilda og gøre hendes kærlighed værdiløs ved at bevise hendes tilsyneladende ensidighed i sit mål, demonstrerer han for hende, at han ikke oprigtigt har elsket hende, men har udnyttet hende – præcis som han har gjort med alle kvinder. Han spiller altså – på en vis måde ”gennem tårer” – en latterlig leende rolle for at straffe den troløse elskede, for pinefuldt og pinende at gøre det af med hende. Nu retfærdiggøres sangen om en billig og kynisk mandsillu

sion: La donna è mobile - kvinder er ubestandige…

Det er Gildas store gerning, som giver mennesket sin værdighed tilbage. Ganske vist med tabet af livet. Hendes liv er blevet meningsløst gennem denne kærlighed, der har bestemt og defineret hendes personlighed og været hendes åndedrag, men som det nu er gjort af med. Livet kan kun blive meningsfyldt ved sin meningsfulde afslutning, dvs. en eviggyldighed, der hæver sig over den fysiske eksistens. Gilda ofrer sig bevidst for ham, der ikke er værdig til det offer. Og hun forbliver derved ikke ham, men sig selv tro. Hun beviser, at hun døende er det, som hun kunne have været i livet, hvis man havde tilladt hende det.

Artiklen er bragt i ”Opern og Opernfiguren, Festschrift für Joachim Herz”, Salzburg 1989.

INSTRUKTØR ULRICH PETERS

Ulrich Peters er født i Stuttgart og har studeret teater- og litteraturvidenskab i München. Han har arbejdet som instruktør siden 1990’erne både freelance og fast på flere tyske teatre. I 1999 blev han leder af Theater Augsburg derefter af Staatstheater am Gärtnerplatz i München og siden 2012 har han været teaterchef for Theater

Münster. Som instruktør har han lavet mere end 100 produktioner i store dele af verden bl.a. Trubaduren på Nationalteatret i Tokyo, Mahagonny på Landestheater Innsbruck og Tryllefløjten på Badisches Staatstheater i Karlsruhe. Rigoletto er hans første engagement ved Den Jyske Opera.

Tecwyn Evans er fra New Zealand og studerede komposition og direktion ved University of Otago og University of Lawrence i Kansas. Andrew Davis udnævnte ham til Chorus Master ved Glyndebourne Festival Opera, og han debuterede desuden som operadirigent på Glyndebourne Tour. Efter at have været finalist i Leeds’ Conducting Competition i 2005 har han dirigeret opera, orkestre og kor i ti forskellige lande, og fra 2009-2011 var han stedfortrædende chefdirigent på Opera Graz i Østrig. Siden maj 2018 musikchef på Den Jyske Opera. På Den Jyske Opera har han bl.a. dirigeret Den Jyske Operas jubilæum med gallaforestillingen 70-års Opera (2017), La Traviata (2018) og Eugen Onegin (2019). DIRIGENT TECWYN EVANS

Rifail Ajdarpasic er født i Stuttgart og uddannet indenfor scenografi og udstillingsdesign ved kunstakademiet i Karlsruhe. Han har været scenograf på produktioner i flere af de vigtigste europæiske operahuse, samarbejdet med mange internationalt anerkendte instruktører og vundet flere europæiske priser for sit arbejde. Han har i en stor del af sin karriere haft et tæt samarbejde med kostumedesigner Ariane Isabell Unfried. Senest har han lavet scenografi til Xerxes ved den internationale Händelfestival i Karlsruhe (2019). Rigoletto er hans første engagement på Den Jyske Opera. SCENOGRAF RIFAIL AJDARPASIC

KOSTUMEDESIGNER ARIANE ISABELL UNFRIED

Ariane Isabell Unfried er født i Hamborg og uddannet scenograf og kostumedesigner i Madrid, Wien og Karlsruhe. I de seneste år har hun arbejdet sammen med anerkendte instruktører i hele Europa. Ved flere af disse prisbelønnede produktioner samarbejdede hun tæt med scenograf Rifail Ajdarpasic. Det er karakteristisk for hendes kunstneriske arbejde som kostumedesigner, at hun arbejder på tværs af scenekunsten og andre kreative felter. Rigoletto er hendes første engagement på Den Jyske Opera.

LYSDESIGNER IB ASP

Ib Asp er fastansat på Den Jyske Opera, hvor han har designet lys til bl.a. Eugen Onegin, Bortførelsen fra seraillet, La Traviata, Hug en hæl og klip en tå, La Bohème, Figaros bryllup, Snehvides spejl, Barberen i Sevilla, Die schweigsame Frau, Salome og Elektra. Han har desuden lavet lysdesign til forestillinger på Det Kongelige Teater, Operaen i Midten og Aarhus Sommeropera. Tidligere belysningsmester i Musikhuset Aarhus og lysmester på Teatret Svalegangen. Ib Asps lysdesign kan også ses i Fête galante på Den Jyske Opera senere på sæsonen.

MEDVIRKENDE

Rigoletto: David Kempster Baryton

Nationalitet: Walisisk Uddannelse: Royal Northern College of Music, Manchester Udvalg af tidligere roller: Sir Riccardo Forth I Puritani, Marcello La Bohème, Sharpless Madama Butterfly.

Rigoletto: Jaco Venter Baryton

Nationalitet: Sydafrikansk Uddannelse: San Francisco Conservatory of Music Udvalg af tidligere roller: Alberich Nibelungens Ring, Macbeth i Macbeth, Hollænderen i Den Flyvende Hollænder.

Gilda: Susanna Andersson Sopran

Nationalitet: Svensk Uddannelse: Guildhall School of Music and Drama, London Udvalg af tidligere roller: Zerbinetta Ariadne på Naxos, Violetta La Traviata, Nattens Dronning Tryllefløjten.

Gilda: Clara Thomsen Sopran

Nationalitet: Dansk Uddannelse: Operaakademiet, København Udvalg af tidligere roller: Alcina Alcina, Pamina Tryllefløjten, Konstanze Bortførelsen fra seraillet.

Hertugen af Mantova: Diego Silva Tenor

Nationalitet: Mexicansk Uddannelse: Curtis Institute of Music, Philadelphia Udvalg af tidligere roller: Alfredo La Traviata, Rinuccio Gianni Schicchi, Nemorino Elskovsdrikken.

MEDVIRKENDE

Sparafucile: Aleksander Anisimov Bas

Nationalitet: Russisk Uddannelse: Tashkent Musikkonservatorium, Uzbekistan Udvalg af tidligere roller: En gammel fange Lady Macbeth fra Mtsensk (La Scala), Storinkvisitoren Don Carlos, Lodovico Othello (Metropolitan Opera)

Sparafucile: Zaza Gagua Bas

Nationalitet: Georgisk Uddannelse: Statskonservatoriet i Tbilisi / Operahögskolan, Stockholm Udvalg af tidligere roller: Colline La Bohème, Masetto Don Juan, Zuniga Carmen.

Grev Monterone: Johannes Mannov Bas

Nationalitet: Dansk Uddannelse: Hochschule für Musik Freiburg Udvalg af tidligere roller: Don Juan Don Juan, Figaro Figaros Bryllup, Marcello La Bohème.

Grev Monterone: Jakob Zethner Bas

Nationalitet: Dansk Uddannelse: Det Jyske Musikkonservatorium / National Opera Studio, London Udvalg af tidligere roller: Sarastro Tryllefløjten, Father Trulove Lastens vej, Colline La Bohème.

Maddalena: Dorothea Spilger Mezzosopran

Nationalitet: Tysk Uddannelse: Hochschule für Musik und Theater München Udvalg af tidligere roller: Lisa Passageren, Amalie Mala vita, Hans Hans og Grete.

Giovanna: Hanne Hohwü Houmøller Sopran

Nationalitet: Dansk Uddannelse: Det Jyske Musikkonservatorium Udvalg af tidligere roller: Papagena Tryllefløjten, Tumbe Snehvides spejl, Tulle Hug en hæl og klip en tå. Fast medlem af Den Jyske Operas Kor.

Grev Ceprano: Jens Bové Bas

Nationalitet: Dansk Uddannelse: Nordjysk Musikkonservatorium Udvalg af tidligere roller: Sarastro Tryllefløjten, Raimondo Lucia di Lammermoor, Gremin Eugen Onegin. Fast medlem af Den Jyske Operas Kor.

Grevinde Ceprano: Lina Valantiejute Sopran

Nationalitet: Litauisk Uddannelse: Musikakademiet i Vilnius / Det Jyske Musikkonservatorium Udvalg af tidligere roller: Marguerite Faust, Violetta La Traviata, Donna Anna Don Juan. Fast medlem af Den Jyske Operas Kor.

Marullo: Morten Wang Baryton

Nationalitet: Dansk Uddannelse: Det Jyske Musikkonservatorium Udvalg af tidligere roller: Yakusidé Madama Butterfly, Alcindoro La Bohème, Dancaïro Carmen. Fast medlem af Den Jyske Operas Kor.

Borsa: Joan Ribalta Tenor

Nationalitet: Catalansk Uddannelse: École Normale de Musique, Paris Udvalg af tidligere roller: Tamino Tryllefløjten, Tonio Regimentets datter, Arnold Wilhelm Tell. Fast medlem af Den Jyske Operas Kor.