1 minute read
FACILITERING AF BØRN OG VOKSNE
Råd og vejledning til når børn og voksne arbejder sammen
CO-CREATE
BESKRIVELSE
”Facilitering er kunsten at lede mennesker gennem en proces og hen mod fælles accepterede outcomes på en måde som opmuntrer til deltagelse, ejerskab og kreativitet fra alle involverede.” -Vagn Strandgaard, Acumen Consulting
Anvendelse
Hvorfor
Når man skal have samlet børn og voksne med forskellige interesser og baggrunde i en workshop, er det vigtigt med en facilitator, der kan sikre procesfokus, være lyttende, stille flere spørgsmål end svar og forholde sig objektivt til det materiale, der arbejdes med. Facilitatoren har ansvar for ledelse indad i gruppen modsat en projektleder, der har ansvaret for ledelse opad og udad.
Hvornår
Når der er behov for at involvere børn som designpartnere i designprocessens faser for at udtænke og skabe.
Hvordan
Der, hvor inddragelse af børn og voksne adskiller sig fra facilitering af voksne, er i den ulige magtstruktur, der naturligt er til stede. Når man faciliterer samarbejde mellem børn og voksne, skal man have en strategi for ligeværd og holde fokus på tydelig rammesætning. Faciliteringen skal anlægges, så børnene anerkendes for deres legekompetencer og kan indtræde i samarbejdet i rollen som ekspert. Her har “åbne” metoder stor relevans, idet børn til forskel fra voksne har nemmere ved at være i en legende eksperimenterende rolle. Legen tjener i den sammenhæng til at udligne magtforholdet mellem barn og voksen, fordi man leger sammen på lige vilkår, og ofte er det med til at hjælpe børnene til at tage en mere proaktiv rolle i samarbejdet.
Før en workshop udvikles, skal facilitatoren findes, og der skal aftales formål og mål med workshoppen, deltagerne skal inviteres og et egnet sted skal bookes. Når børn er en del af processen, er det vigtigt med flere mindre pauser med vand og frugt. Derudover skal man som facilitator være omstillingsparat og kunne freestyle, hvis noget ikke går som planlagt. Den ideelle situation er at bringe alle deltagere i et flow. Det sted hvor der er den rette balance imellem udfordringer og færdigheder, og man glemmer alt om tid og sted (læs mere om flow-teori af den polske psykolog Mihaly Csikszentmihalyi).
Vær bevidst om og hav en strategi for det ubehagelige. Sig hvad du ser, se hvad der sker.